Sne og kulde.

[vanja]

Den mand der som regel tog sig af hendes hest - Fodrede og mugede ud hos den - havde ytret at han mente at hesten kunne bruge lidt motion. Det havde Vanja taget som en opfordring til at ride ud i skoven, her i eftermiddag, eftersom hun ikke brød sig om at være i al den trængsel der var i byen. Hun var ikke den mest erfarne rytter, og ville ikke stresse hesten unødvendigt. Hendes kærlighed til dyr var enorm, selvom det ikke var altid hun var lige flittig til at ride på hesten. Kærligheden galt dog ikke kun den, men alle dyr hun så eller fandt.

Det havde sneet her, men ikke så overdrevent meget. Til gengæld var her iskoldt - Søen var frosset til, og der hang lange istapper ned fra træerne. Det var et ufatteligt smukt syn, og mere end en gang stoppede Vanja for bare at se på det. Indprente det i sin hukommelse. Hun gik allerede i tankerne om at få en til at male det, og hænge det hjemme i sit hus. Med de mange lyse farver Vanja havde fået i hjemmet efter forældrenes død, ville det faktisk passe godt ind. Pengene var intet problem.. Det kunne man se, ved første øjekast. Vanja havde arvet sin fars farver, men sin mors delikate og fornemme udseende. Hun lignede en fra overklassen, det ville hun have gjort selvom hun ikke havde tilhørt den.

Vanja var iført en lang, hvid kjole med et sort sommerfugle mønster hele vejen ned af den venstre side. Tynde stropper smøg sig om skulderne, der var dækkede af en hvid pels kappe, der dækkede hele den spinkle skikkelse på hesten - Samt en del af hestens bagdel. Den var overaskende varm, det eneste hun frøs var hendes ansigt, hvor kinderne brændte på grund af kulden. Hun havde også et par hvide læder handsker på. Hvis ikke det var på grund af det gyldne hår, ville hun gå i et med omgivelserne, klædt i hvidt, på en hvid hest som hun jo var.

[Sol Angelika]

Dette var ikke den bedste årstid at samle urter ind på, så Sol havde egentlig besluttet sig for at besøge familien selvom hun lige ville en tur i skoven først for at se om der nu ikke alligevel dukkede nogen ting op som hun kunne bruge ellers måtte hun bare en tur til det sorte marked eller MiddelMark selvom hun nok mente at det var bedst i Darklias marked for de havde jo de mest giftige som hun egentlig skulle bruge.
Til forskel fra Vanja faldt hun slet ikke i med hendes omgivelser da hun var svøbt ind i en mørkegrøn kappe og inden under ligeledes en mørkegrøn kjole der var simpel og passede nu godt ind i de lettere fattige samfundslag til trods for hun faktisk var af lettere rig familie, der i hvert fald var vel respekteret her i Nirelia på grund af hendes afdøde farbror, selvom den familie jo havde deres sorte får hvor Sol blandt andet hørte under sammen med Trond og Kolgrim, den yngste havde hun stadig ikke helt fået fat i men hun havde da mødt Trond i Darklia og hvor var den unge elver blevet smuk. Hvis det ikke var fordi de var i familie så havde hun da selv gerne givet sig til ham. Men nok om det, det var jo ikke ligefrem noget hun tænkte på til hverdag, måske var det bare fordi hun kom til at tænke på familien. Måske skulle hun forsøge at få Cecilie i snak igen for den unge kvinde var da meget fantasi fuld.
Lige nu vandrede hun dog igennem skoven og så ved træernes rod i håb om at finde nogen af de ting hun skulle bruge til hendes gifte men hun havde ikke været heldig indtil videre, men det stoppede ikke i de gule øjne som søgte efter andet der kunne bruges for hun blev nødt til at lave noget mere helbrede eliksirer hvis hun skulle møde Lukas igen for han ville jo nok bide hende igen nu hvor han vidste han bare kunne gøre det. Dumt af hende at sige han måtte for han ville jo nok udnytte det.

Lyden af hestehove nåede hendes øre men hun gjorde intet ved det for det hun var mest på vagt overfor var elveren Thrakan som havde en meget sort sjæl, ja faktisk sortere end hendes og det var i sig selv interessant og skræmmende på samme tid.

[vanja]

Vanja lod hesten løbe med løse tøjler et stykke, inden hun standsede op ved synet af en mørk skikkelse. Hun kom bagfra Sol, og var standset omkring 5 meter fra hende. Lydende havde været tydelige, så hun regnede med at kvinden vidste at hun var der. Alligevel tøvede hun med at råbe kvinden an, bare for et øjeblik.

"Godeftermiddag frue." sagde Vanja - Højt nok til at kvinden ville kunne høre hende. Hendes stemme var lys, klar og passede godt til hendes alfeagtige udseende. Hun holdte en hånd lidt op, som i en hilsen og fulgte afventende kvinden med blikket. Hun kunne ikke bestemme kvindens alder, når hun kun så hende bagfra. En kvinde var det dog, det var nemt at se. På højden, og figuren.. På hele hendes skikkelse og holdning.