En hverdag som altid.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

Luften var en andelse kølig, og der var dug på bladene, fuglene var først nu begyndt på deres morgensang da solen viste sine første stråler henover himlen.

Roxanne lå under et træ med et tyndslidt tæppe om sig, som hovedpude havde hun brugt moss, det var dejligt blødt. hun lå bare på venstre side, helt krøbet sammen i fosterstilling, hun tog nogen dybe vejrtrækninger og smilte i sin stille drømmende verden, dyrene omkring hende virkede ikke som om de var bange for hende, hun var der jo bare, altid, en del af naturen, og så lugtede hun måske også lidt af jord..
hendes brune hår var filtret og klisteret med muder da hun var faldet for nogen timer forinden, i en stor pøl med våd jord, og hendes negle var beskidte helt ned til røderne.
hun havde bare fødder der var lige så beskidte som resten af hende og det lod ikke til at det generede hende.
hendes ansigt var præget af et liv i skoven, og hun virkede meget tynd, bare af at se på hendes ansigt, og kjolen hun havde på sad ikke tæt til kroppen længere, men løst på grund af manglende mad, trods hun levede i skoven var det svært for hende at finde mad, da hun ikke kunne spise andet end hvad hun lige fandt..

efter noget tid begyndte bierne at summe rundt, prøve at finde deres blomster, mens andre dyr gik igang med det de altid gjorde, nemlig overlevelse.

[Maxwell O' Connor]

En kølig bjergluft strøg forbi Maxwell og lod hans hår feje væk fra ansigtet. Han kom gående langs en lille tæt sti der førte ham mod bjergene som han kunne skimte forude. Imens han fumlede med sin bæltetaske efter et af sine friske æbler som han havde taget med hjemmefra, betragtede han morgensolen der var dukket op bag bjergene og havde skudt sine første solstråler hen over den flotte himmel og lyste landskabet op. Max havde været tidligt oppe for at komme tids nok til at se solen så op. Han havde besluttet sig for at tag turen til bjergene dagen før, eftersom han følte træng til at opleve noget, i stedet for at gå de samme steder hen som ikke lå så langt væk som bjergene.

Han var nået til en masse træer da han var halvvejs gennem sit æble. Han sænkede hånden som havde at blidt greb om æblet, og så rundt og kiggede op mod træernes top som solens stråler lyste op og afslørede bladenes flotte grønne farve. Da Max var kommet tæt nok på berørte han en af træernes blade og mærkede duggen der havde lagt sig på selve bladene. Max smilede og slap bladet og gik så videre mod bjergene.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

langsomt vågnede hun op, solen ramte hende i ansigtet. hun lavede nogen mumlende lyde før hun stragte sig lidt. langsomt rejste hun sig op og så lidt rundt, hendes hår hang nu ned foran øjnene på hende, og hun virkede som en vildmand/kvinde. hun så lidt rundt med sine store øjne før hun langsomt begyndte at lede efter mad i nærheden. hun stoppede dog hurtigt og så op i et af træerne før hun nærmest skulede af frugterne der hang deroppe.
langsomt lod hun vinden rundt om sig blive en smule kraftiger, nok til at der var nogen frugter der faldt ned fra træerne, hun var heldig idag, der var mad til hende. langsomt bukkede hun sig ned for at samle frugterne op, lavede nogen lyde som om hun snakkede til sig selv som hun gik der og samlede frugterne ned i sit skørt.

[Maxwell O' Connor]

Han standsede op mellem to træer som stod et godt stykke fra hinanden. En lille bakke førte ned til en masse andre træer hvor deres blade skjulte himlen, han trådte nærmer kanten og kiggede ned hvor en masse mos, blomster og andre planter voksede. Lyden af en stemme vækkede hans nysgerrighed, det var ikke højt men Max havde nu en god hørelse. Han kiggede til højre for sig nede hvor alt mos og blomsterne voksede, tog en sidste bid af sit æblet og smed skroget fra sig. Det ikke gjorde noget at smide et æbleskrog i naturen da det ville forsvinde i løbet af nogle dage.
Maxs fik øje på det den lyd der havde vækket hans nysgerrighed. En kvinde gik rundt og samlede noget op fra jorden og lagde det ned i sit skørt. Hun var meget tynd og virkede til at være meget beskidt, han bemærkede det var frugter hun samlede op fra jorden, han kiggede op mod træernes top og så frugt der hang og ventede på at blive spist. Kvinden virkede til at havde brug for mad, Max satte sig på hug og sine to æbler op fra sin bæltetaske og lod dem trille ned så de endte nede hos kvinden. Max kunne ikke lide at se mennesker der så sådan ud, og det fik ham til at få trang til at hjælpe, bare en smugle, han rejste sig ikke op men sad forsat på hug og lod sine fingerspidser røre jorden.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hendes opmærksomhed var på de frugter der lå på jorden, og da hun efterhånden havde fået alle sammen kom der pluslig to nye rullende, hun stirrede på dem et øjeblik før hun langsomt bukkede sig ned, kiggede på dem og kiggede så op. så roligt mod Max, hendes øjne stirrede på ham et øjeblik før de blev store og hun slap sit skørt og al frugten faldt til jorden. hun begyndte hurtigt at løbe, hvad hendes spinkle krop kunne klare. gemte sig hurtigt bag et træ også fordi hendes lange hår sad fast. hun stod et øjeblik og gemte sig før hun trådte frem for at få sit hår fri fra grenene, hvilket resulterede i at håret knækkede nogen steder. hun lavede endnu en lyd som kunne lyde som om hun snakkede til sig selv, men i virkeligheden var det bare vulapyk, og ingen ord, eller bare en tilfældig lyd.
hun kiggede hele tiden mod max for at se om han kom nærmere hende, og rev bare mere i håret for at få det fri hurtigt.

[Maxwell O' Connor]

Han så kvinden tabe sine frugter da hun fik øje på ham og var løbet sin vej. Max blev forbavset over kvindens reaktion, og lod sig glide ned ad skråningen, hvor han så gik hen og samlede hendes frugter op. Han så rundt for at se om hun stadig var i nærheden og fik øje på hende over ved et træ længer henne, hvor hun forsøgte at få sit lange hår fri da det havde sat sig fast. Hun virkede til at være bange, så Max gik forsigtig frem og lagde så frugterne ned på jorden igen tæt nok til kvinden nok kunne nå dem. Så trådte han tilbage og for at vise han intet ondt ville hende. "Har du brug for hjælp?" spurte han roligt og blev hvor han stod.

Max havde mødt kvinder før, der var bange for mænd og det virkede til at hun også var en af dem. Han havde vænnet sig til det, og viste nogen lunde hvordan han skulle forholde sig.

[Roxanne Nicolia Tirenas]

hun så hurtigt på ham igen idet han kom tætter på, og han havde frugten med. hun stirrede lidt før hun så mod frugten før hun så mod sit hår, begyndte at rive og flå i det før hun så på frugterne igen, langsomt satte hun sig ned og holdte en hånd frem mod frugterne, som hun gerne ville have nogen af dem, dog virkede hun stadig meget tilbageholden. hun kiggede lidt op mod ham før hun langsomt fik fat i et æble og kiggede på det før hun langsomt så mod ham igen, hun lod til at havde opgivet håret for nu sad hun bare med det æble. hun så lidt rundt før hun langsomt tog noget af hendes kjole, møg beskidt kjole og begyndte at rense æblet med det, selvom det ikke hjalp noget som helst.

[Maxwell O' Connor]

Han bevægede sig ikke, men betragtede kvinden der til sidst havde opgivet at få sit hår fri og havde sat sig ned. Det lykkes hende at få fat i et af æblerne som han havde givet hende, de andre frugter lå stadig hvor de lå. Efter hun havde betragtede ham usikkert, lod hun sit blik betragte æblet hun havde i hånden. Han overvejede om han skulle skubbe Frugten lidt nærmer, for hun ville sikkert gerne havde dem alle sammen. Men det lod han vente med for hun virkede bange, så han valgte at træde tilbage og gik over til en stor sten der lå et godt stykke væk, hvor han satte sig tilrette.
Kvinden havde ikke svaret på om hun havde brug for hjælp med at få håret fri, så han tog det som hun nok skulle klare det selv. Han så hun var begyndt med at rense æblet med sin kjole, som lod til at være meget beskidt, om det ville hjælpe, det troede han næppe.
Max lod sit blik glide rundt på omgivelserne i mens. Han var jo kommet for at nyde naturen og lære den at kende eftersom han ikke havde været her før. Dog havde han ikke forventet at møde nogen her, nu hvor han ikke havde mødt nogen på vejen hertil. Han havde set at kvinden havde bare føder, så mon hun boede her ude? for hun virkede nu ikke til at havde et fast hjem. Der voksede mos på stenen Max sad på, det havde han dog ikke set, men sad og pillede det af uden at bemærke det selv, da han var optaget i at nyde naturen, samtidig med at han var nysgerrig omkring hvem kvinden var.