Barisia du kedelig by

[spurv]

liv smilede og rystede på hovedet " der er aldrig nogen der har sagt der er forreskel på om jeg synger, eller spiller på min fløjte eller en andens, og jeg er bare et menneske" sagde hun sødt og kiggede på damen, en vred knuren kom fra hendes mave, og liv kom til at grine, hendes stemme var mest som små klokker og ikke så meget som almindelig latter " jeg må nok heller skaffe mig noget mad snart" sagde hun sødt.

[Dragana Dragoens]

Liay så tænksomt på hende ”Du er magisk og jeg har en måde at bevise det på” sagde hun roligt for egentlig var hun ligeglad om pigebarnets fløjte eller selve hende var magisk, hun ville bare bevise at hun havde ret og at pigebarnet lokkede folk til ting de i virkeligheden ikke ville, men på grund af hende følte de tingene, så hun var egentlig ikke meget mere værd end en hersker over sine slaver. Liay pillede ved hendes armbånd inden hun tog den ene ende at gjorde den længere som hun rakte imod pigen. Armbåndet vat ægtesølv men også magisk, den bedste måde hun havde at bevise det på for pigen ville miste alt det magi hun havde i hende hvis armbåndet først kom nær nok til at lukke sig om hendes håndled., og hun fik den først igen når Liay lod armbåndet slippe

[spurv]

liv kiggede undrende på hende, hun stak et armbånd hen mod hende,men liv havde jo armende under tæppet, hun smilede men så undrende på hende " hvordan? " spurgte hun undrende og kiggede på hende, hun vidste heller ikke helt hvorfor, men hun prøvede heller ikke på at slippe for det. hun så bare spørgende på kvinden, og på sølv tingen hun var ved at række frem

[Dragana Dragoens]

Liay stod stadig og rakte den ene ende af den glimtende sølvkæde frem mod hende, nærmest som om hun forsøgte at lokke hende. ”Bare tag fat i kæden så finder du ud af det” svarede hun roligt stadig med lidt lokkende og uskyldig stemme dog ville hun ikke ligefrem sige at lige så snart pigebarnet tog fat i kæden ville den sno sig om hendes håndled og hun kunne ikke komme fri igen før Liay befalede det.

[spurv]

liv gjorde som kvinden sagde naiv og godtroende som hun var overfor alle folk. hun smilede og tog fat i det fine armbånd, med nysgerrige øjne, " hvordan skulle det bevise at jeg er magisk" spurgte hun inden armbåndet, selv låste sig fast rundt omkring hende hun kiggede overasket på det med stålende øjne og åbnede munden for at sige noget men der kom ingen lyd ud af livs mund. liv troede ikke på hun var magisk, men sandheden var at selve hendes stemme var magisk, og nu kunne hun slet ikke tale, hendes øjne blev paniske, for hende bevidste det ikke at hun var magisk, snare at den anden var og at hun havde taget hendes stemme, livs øjne var paniske og hun tog sig til halsen i et forsøg på at frembringe en lyd, hendes smil var blevet lille men det var der dog stadigt, og passede slet ikke til hendes forfærdede øjne, liv stemme var alt hun havde, men hun skulle smile sådan var det

[Dragana Dragoens]

Liay stod roligt og betragte Liv da armbåndet låste sig om hendes håndled, hun kunne ikke helt lade være med at smile en smule lusket for nu havde hun netop fået beviset hun ville have. ”Nå nu har den lille sangfugl vidst mistet stemmen” sagde hun roligt stadig med lusket smil ”Jeg sagde jo du var magisk, du bruger din magi til at tvinge folk til ting de ikke vil.. Man skal ikke pille ved folks følelser” sagde hun dog lidt mere skrapt for var der noget man ikke skulle så var det at pille ved folk følelser og specielt ikke hendes følelser for så blev hun bare rasende for hun hade at blive tvunget til ting hun i virkeligheden ikke ville.

[spurv]

liv kiggede forfærdet på kvinden hendes øjne, var skræmte mere skræmte end hvis kvinden havde truet med at tage hendes liv, et lille underligt smil spilede på hendes læber, som om hun ikke kunne andet end at smile, selvom alt andet ved hende vidste at hun ikke var glad, hun holdt om sin hals og anede ikke hvad der skete, * hvorfor gør hun sådan mod mig* tænkte hun undrende, kvinden virkede ikke ond, liv rystede fabrisk på hovedet, hun havde aldrig tvunget nogen til noget, hvordan bevidste det at kvinden var magisk og kunne tage hendes stemme fra hende at Liv selv var magisk, det var hun ikke, eller det var liv i hvert fald overbevidst om, hun prøvede at snakke igen men intet kom ud, livs ansigt blev blege og blegere som om hun var syg, og hendes krop begyndte svagt at ryste, hun følte sig syg, som den e sneg sig ind på hende, den gang var hun også blevet fra røvet sin musik, dog ikke på magiskvis og hun var endt i sengen, en anden pige havde tænkt på sammenhængen og havde givet hende hendes fløjte tilbage. liv var svimmel nu, som om verden kørte rundt

[Dragana Dragoens]

Liay så køligt på hende med det grå øje men smilede nu stadig lumsk for hun havde en masse tanker i hovedet om at torturere denne pige bare en smule mere, bare for at se hvor langt hun kunne trække den. Det kunne jo være meget underholdende at finde ud af og de andre på skibet kunne da sikkert nok more sig over det også.
”Indrøm du er magisk og bruger din stemme som havfruerne gør det.. Din sang lokker mænd og kvinder til.. Tvinger dem blot for at du kan vinde noget ved det” sagde hun køligt for hun ville jo have ret og før ville hun ikke slippe hende, selvom hun da indtil videre havde bevidst at hun havde ret. Da pigen virkede til at blive syg så hun bare roligt og lettere undrende på hende men hun havde nu ikke tænkt sig at slippe hende helt før det gik op for pigen at hun var magisk.

[spurv]

liv var bleg hun forstod det ikke, hvordan kunne hun indrømme noget hun ikke kendte til at være sandt, liv ville have sagt at det var kvinden der var magisk, var det måsk ikke kvinden der havde taget hendes stemme, tåre kom frem i livs øjne, hun tørte dem væk med den ene hånd og kiggede forundret på hende, hvornår havde hun sidst mærket tårre. skønt tårnede var der stadigt et lille forpint smil på hendes læber. Liv rystede på hovedet så energisk hun kunne over kvindens ord, det var ikke sandt den slags gjorde hun ikke. i anerkendelse af at det ikke virkede noget at tage sig til halsen gled hendes hånd inden for tæppet og greb om den lille fløjte der sad usynligt for kvindens, dens kolde metal beroligede hende, men hun blev stadigt dårligere og sank i knæ. liv havde aldrig gjordt nogen nogt ondt. omkring dem var folk begyndt at ligge mærke til dem, flere havde før hjulpet liv, givet hende mad og lyttet til hendes musik, og en utilfreds mumlen gik igennem dem

[Dragana Dragoens]

Liay havde ikke tænkt sig at give op på nogen måde men hun huskede på at hun ikke var i Tortuga hvilket var grunden til at hun gjorde det næste, som hun normalt ikke plejede at gøre. Hun skar kæden over blot for den voksede sammen som armbånd om hendes eget håndled mens den anden halvdel voksede sig rundt om Livs håndled. ”Nå du er klar til at indrømme du er magisk så kom og find mig i Tortuga, indtil da er du stemmeløs og magiløs..” sagde hun roligt med et lumsk smil for kæden kunne jo ikke tages af uden at hun selv tog den af hende, noget hun ikke ligefrem havde tænkt sig at gøre for hun fik hendes vilje. Hun så kort imod mængden der var ved at samles omkring dem men bakkede bare roligt bagud inden hun helt vendte sig rundt og begyndte at gå imod hendes skib igen.

[spurv]

liv faldt om svimelheden over manede hende, hun hørte kun svagt hvad kvinden sagde, hun kunne ikke lyve ville ikke lyve, men hun troede ikke på at hun vat magisk, det var kvinden der var magisk og hun gjorde hende ondt. liv faldt om på gaden bevidstløs, med ansigtet fortrukket i smerter hun kunne ikke holde sig ved bevidstheden mere, en gang før han hun følte det sådan men det var længe siden, og det havde været hvor hun langsomt var blevet dårliger, men der havde hun også kun fået forbud mod at synge, ikke mistet sin stemme.
mængden begyndte nu at kigge på hende, mere og en middelaldrende man skyndte sig hen til liv da hun faldt om, mens folk stimlede til han blev bleg, og pegede mod kvinden " hay hvad har du gjordt ved hende" råbte han vredt, og flere så vredt mod kvinden

[Dragana Dragoens]

Liay begyndte bare at gå væk fra mængden for hun havde ikke mere her, så var det bedre at være i Tortuga eller ude på hendes skib, da der blev råbt efter hende vendte hun sig kort rundt ”Har bare givet hende et armbånd og så opføre hun sig sådan der… Det er åbenbart hendes tak fordi jeg giver hende en dyrebar gave for hendes sang” sagde hun roligt og løftede armen så de også kunne se hun havde et armbånd rundt om sig og hun fejlede intet. Derefter gik hun bare væk fra boderne og hen imod den folk kvinder som samlede sig klar til kamp for deres kaptajn hvis det skulle gøres. Men som endnu et bevis tog Liay hendes armbånd af og satte det på en af hendes kvinder som også bare stod og kiggede for der skete intet med hende, så de havde ikke noget bevis for at det var Liay som var skylden.

[spurv]

manden kiggede efter damen, det var tydeligt at liv havde været en del af billede på gaderne tit, og at folk synts om hende han kiggede på hendes arm bånd og holdt den bevidstløse pige i hans arm. " hun er en god pige " var der en anden der sagde, og en tredje bukkede sig ned og lagde et par finger over livs pulds åre " hendes pulds bliver langsommer" sagde kvinden svagt og kiggede op på den anden kvinde, hun prøvede at tage armbåndet af liv, som gled længere og længere væk, men det kunne selvfølgeligt ikke komme af " hvorfor kan det ikke komme af " sagde hun vredt og hev i armbåndte, med panik i øjende det var tydeligt nu at pigen var mere død end levende.

[Dragana Dragoens]

Liay så på kvinden hun havde givet armbåndet af og selv denne kvinde kunne ikke få det af, efter den lille scene gik Liay tættere på kvinderne og hviskede noget lavt i deres nærhed, en ordre som de udførte, netop at hente pigen. Så alle kvinderne gik hen til mængden nogen med våbene oppe som tegn til de ikke skulle prøve på noget som helst. 3 af dem skubbede folk væk så de kunne komme hen til Liv og bære hende mellem sig mens alle de andre havde hævet våben klar til kamp hvis folk prøvede på noget. Alt imens Liay stod tættere på havnen ”Bare rolig i får hende tilbage i live..” denne lille detalje var dog ikke sikkert for Liay kunne godt finde på at dræbe hende eftersom hun allerede var irriteret på pigebarnet fordi hun ikke ville indrømme at hun var magisk, selvom det var ret tydeligt.

[spurv]

folk gjorde modstand i starten med sælds ord og trusler om at andmelde kvinden, men alt forstummede da våbnende kom frem, folk blegede og gik væk, mande som havde været den første var også den sidste til at gå sin vej igen. liv lå bare bevidstløs i hendes bortføres arme, der var tydeligt at det ikke var noget hun fakede, men at hun faktisk var så dårlig, aldrig før havde liv været så stille som hu var nu, ikke en lyd kom fra hende, og hun var helt stille og bleg