En chance til..

[Deleted]

Hun nikkede kort og sagde "navnet på de udødeliges maler er Sarah og prisen er mig næsten ligegyldigt. Men hvis du er parat og gerne vil males snarest muligt, så kan jeg godt begynde i dag" hun pegede på hendes kurv, som hun løftede lidt opad, og fortsatte "jeg har alligevel fået samlet ind for i dag regner jeg med" og afsluttende sagde hun "velkommen" med et lille smil.

[Neimi Silvertung]

Et nærmest stort glad smil kom over hendes læber, det her var jo hvad hun havde ventet på i mange år eller ihvertfald de sidste for hun havde jo ledt mest siden hun vidste hun var dødende for hendes krop ville ikke særlig meget mere.. "Vil meget gerne males hurtigst muligt" sagde hun lidt glad for nu kunne hun nærmest ikke vente med at blive malet og komme tilbage til Gambit for at fortælle den gode nyhed, selvom den nok ikke var helt god for ham for det ville jo betyde hun havde mere energi til at rejse.

[Deleted]

Sarah sagde ikke noget, i hvert fald ikke lige i starten, men vendte sig bare om men uden at gå. Hun havde malet så mange gange før, men aldrig af et menneske for at gøre dem udødelig. Hun indtog en dyb vejrtrækning og åndede ud. "Okay så. Følg mig" sagde hun og begyndte at gå fremad mod de udødelige malers hjem som nu var hendes hjem.

[Neimi Silvertung]

Ord var heller ikke særlige nødvendigt lige nu for Neimi fik hendes største ønske opfyldt, så hun kunne forsætte med at rejse rundt som hun jo elskede at gøre og nu fik hun mulighed for at gøre det til evig tid, nok ikke noget der ville glæde Gambit for det ville jo betyde at hun forlod ham længere tid, men hun var lidt ligeglad med det for hun ville ud i verden og lærer hvad der kunne læres.
Så da Sarah begyndte at gå fulgte hun straks efter som en lydig slave, dog kunne hun ikke lade være med at smile stort for sikke en overraskelse det ville blive for alle dem hun kendte, selvfølgelig lige så stor for alle dem der gerne ville slå hende ihjel.

[Deleted]

Sarah sagde ikke noget mens de gik, og fokuserede bare på hvor de gik hen og så sig aldrig tilbage for at se om kvinden stadig fulgte med. Efter at have gået i noget tid nåede de så frem til hvad der lignede resten af denne skov, bortset fra at Sarah vidste det var her. Hun gjorde en lille håndbevægelse og sagde en besværgelse, det så ikke ud af noget til at begynde med indtil noget dukkede op. Indgangen til den underjordiske hjem.
"Det er så dernede jeg bor..." sagde hun og pausede. Hun vendte sig 90 grader højre, vendte blikket mod kvinden og spurgte "har du det bedst med at gå forrest eller bagerest?

[Neimi Silvertung]

Neimi fulgte roligt med hende selvom hun undrede sig lidt over hvor kvinden egentlig boede eftersom hun ikke havde set noget hus på disse kanter og da de endelig nåede deres stoppested forstod hun hvorfor hun aldrig havde fundet malerens hjem, det var jo fordi det var under jorden. Ikke ligefrem noget der vækkede behagelig minder i hende for hun havde jo været under jorden indtil hun var 7 år gammel fordi hendes forældre ikke ville se på hende. ”Bare gå først så følger jeg” sagde hun roligt med et lille smil for hun skulle da nok følge med, det var jo ikke fordi hun var bange for at gå under jorden. Hun ville bare være sikker på at kvinden ikke havde gemt nogen fælder eller noget.

[Deleted]

Sarah reagerede ikke rigtigt udover at sige "ok" hvorefter hun vendte sig tilbage og gik så nedad langs trappen. Der var lidt mørkt så Sarah sørgede for lidt lys ved at klappe med hænder mens hun holdt kurven med hendes arm. Et halvt sekunder senere blev der lyst, og man kunne se hvor gik uden fare på at falde ned eller falde over ting. "Og mens jeg nu husker det, så vil jeg fortælle dig at du helst ikke må røre ikke ved tingene" sagde hun.

[Neimi Silvertung]

Da Sarah begyndte at gå ned gjorde Neimi det samme selvom hun ikke kunne lade være med at studere det ukendte sted hun kom ned i, for det var da specielt at bo under jorden. Det hun sagde fik omgående Neimi til at tage hendes fingre helt til sig for hun vidste godt at hvis hun ikke ville kunne lade være med at pille ved noget, så derfor lagde hun hænderne mod hendes sider så hun ikke ville dumme sig. ”Okay” sagde hun roligt med et skævt undskyldende smil som om hun allerede havde gjort noget selvom hun jo ikke havde rørt noget som helst endnu.

[Deleted]

Der gik ikke længe før de nåede enden og ankom til hvad ville ligne en dagligstue. Der var både en bord, nogle stole, en hylde og hvad man ellers havde brug for i en stue. Man kunne fra stuen gå ud i køkkenet, soveværelset, lageret og opbevaringsrummet med eventuelle ting og sager såsom ting til at male. "Der er mulighed for at sidde ned såvel som at få lidt at spise og drikke hvis det er" hun gik videre hen mod døren til opbevaringsrummet og låste den op. Det var kun den rum som der var låst, de andre, endda lagerrummet, var frit tilgængelig.

[Neimi Silvertung]

De brune øjne så nysgerrigt på alt ting der fandtes i dagligstuen, selvom hun måtte bide sig kort i læben for ikke at gå hen og pille ved alle tingene ligesom hun plejede at gøre, men hun ville ikke give noget dårligt indtryk og hun havde jo fået at vide at hun ikke måtte røre ved nogen af tingene. ”Hvor vil du egentlig have jeg skal være henne af og skal jeg stå på en bestemt måde og hvor bliver billedet egentlig af når det er færdigt?” spurgte hun lidt hurtigt for der var mange spørgsmål selvom hun havde bestemt sig for mange år siden at hun ville males, men hun var jo nysgerrig og måtte få hendes hjerne væk fra alle de ting der fandtes rundt omkring.

[Deleted]

"Om du står op eller sidder ned og hvor det er henne er har ikke betydning så længe jeg kan male et komplet maleri af dig" hun gik ind i rummet i et kort stund og fandt først lærredet frem, derefter de andre ting. "Om maleriet bliver sendt til Nirelia eller Darklia kommer an på din personlighed. Er du god, Nirelia. Er du ond, Darklia" fortsatte hun og stillede tingende op og gjorde det klar til brug.

[Neimi Silvertung]

Hun nikkede kort til det første der blev sagt og så sig lidt rundt for at finde ud af om hun skulle stå eller sidde men hvis det tog tid ville hun nok helst sidde ned, bare så hun ikke fik ondt i benene. Så hun gik stille hen til en af stolene og blev stående der eftersom hun ikke var sikker på om hun måtte sidde ned, for hun havde jo fået besked på ikke at røre ved noget så hun ville lige vente til hun fik lov.
”Men jeg ved ikke hvordan min personlighed er, nogen sider jeg er god og andre siger jeg er ond med en engels udseende” sagde hun lidt forvirret for hun anede det virkelig ikke. ”Men er født i Nirelia men har levet det meste af min tid i Darklia hvis det hjælper lidt” sagde hun mere roligt for hun anede ikke om det hjalp på det, for i hendes hoved var hendes sind tom for hun kunne jo være sød når hun ville men også ret ond.

[Deleted]

"Det kan godt være en svær ting.. måske noget man skal gøre op med sig selv og finde ud af. Jeg tror ikke at det er noget andre kan bedømme da alle har forskellige meninger og synspunkter på tingene" sagde hun og fandt det sidste frem til at kunne male. "Som jeg sagde kort før så er du velkommen til at sidde ned" sagde hun og havde nu gjort det hele klart.

[Neimi Silvertung]

Neimi så kort ned i jorden for hun vidste ikke hvor hendes billede ville blive sendt hen men når hun en gang ville dø kunne hun vel bare spørge en af dronningerne om de har hendes billede, for det var vel sådan man fik lov at dø? ”Tror bare du får lov at sende det et sted hen, gør det hele meget nemmere for mig for så kan jeg rejse hjem til min forlovede i Tortuga” sagde hun lidt stille selvom hun ikke vidste hvordan Gambit ville tage det her, men igen hun havde stadig svært ved at fatte at hun faktisk havde sagt ja til at forlove sig med ham, hende som ikke ville giftes med nogen! Var nu forlovet til en vampyr.
Hun så igen op og nikkede kort inden hun trak en stol ud og satte sig på den for hun kunne vel lige så godt gøre sig klar til at blive malet, så hun lod fingrene glide igennem håret nærmest for at rede det inden hun skulle males.

[Deleted]

"Okay så" sagde hun. Selv tog hun en stol og satte sig foran lærred, hun sad lidt til siden for den så hun kunne se Neimi samtidig for at kunne male hende. "Sid stille, hold fokus, og så skal jeg nok sørge for at male et præcis maleri af dig" sagde hun og påbegyndte maleriet af Neimi. Hun malede med rolige hånd og arm bevægelser, kiggede frem og tilbage fra tid til anden for at være sikker på at hun maler helt præcis.