Et løfte der skal holdes

[Drazilla Dragoens]

Endnu en dag var næsten gået, solen var gået ned for nogen timer siden men Zill var stadig vågen og sad i tronsalen hvor hun stirrede ind i en af pejsene, hvor et stor bål knitrede og gav et dansende skær lige i nærheden. Zill havde fået lagt et bjørneskindstæppe lige i nærheden så hun sad nu på dette brune tæppe med en flaske rødvin og et sølvbæger med rødvin, mens hendes trofaste dyr lå lidt bag hende så de stadig kunne få noget af varmen fra ilden, Den hvide tiger Genne og den sorte panter Kaos.
Hun så ind i ilden, mest for at fordrive tiden til hun ville blive ordentligt træt men også for at tænke for hun havde ikke helt lyst til at tage op til Damian i hans arbejdsværelse. Hun trængte til at være alene eller til at blive rådgivet, men hun manglede nu også cec, den kvinde ville hun nok altid mangle men der var intet at gøre ved det for hun var død og Zill var levende, nogen gange for levende for hun kedede sig når det kom til stykket, hun savnede at rejse og lave ballade egentlig.

Livet på slottet var stille lige nu selvom der nok listede slaver, tjenere og vampyrer rundt forskellige steder så var der ingen som forstyrrede deres dronning, fordi hun nok virkede fredelig men når det kom til stykket så kunne man aldrig vide slet ikke efter hun havde mistet barnet hun havde båret under hendes hjerte.

[Khaine]

Nattens mørke over Darklia var ikke som en hvilken som helst mørke, og slet ikke som mørket i de andre lande. Drakoné stod ensomt på en stor øde slette, og kastede en kæmpe skygge over landskabet forsaget af månens lys. På dette tidspunkt kunne Drakonés tårn- og portvagter spotte en gruppe af ræsene heste på sletten, med kurs mod det store slot. De tordnende hove fra de kulsorte heste smed stød i luften af dem, og rytterne som sad derpå var sorte som natten selv. Da gruppen af ryttere nåede til den store port, blev der ingen længe, og uden der blev udvekslet ord, åbnet. Rytterne red roligt indenfor murene, og de blev med det samme mødt af soldater der skulle inspicere dem. De hoppede af deres heste,og blev inspiceret. Khaine var en af disse ryttere. Dog så han anderledes ud end de andre ryttere. Alle hans mænd var Sort Elvere, klædt i mørkt tøj. Selv bar han en kappe af sort/gråt ulveskind, hans hvide hår var sat i en hestehale, og han bar anderledes tøj end hvad han plejede. Khaine bar ikke længere hans traditionelle rustning, men bar nu en let rustning af kulsort og grusomt og sylespids metal, med ulveskind der varmede hans krop. Selvom han var elver, og derved ikke ældedes, så han anderledes og på sin vis ældre ud. Han havde i flere måneder kæmpet guerilla-krige i Darklias kolde nord, et land hovedsageligt beboet af nomade sort elvere, som tilpassede sig kulden bedre en de fleste andre. Der havde han erhvervet sig stor frygt og respekt iblandt sort elvere især, som ellers levede i små kvindedominerede samfund.

Khaine og 2 af hans mænd, gik ind i selve slottet. Det tog sin tid at finde vej til tronsalen, og da de endelig fandt vej, blev den store dør åbnet af vagterne som stod udenfor tronsalen. Khaine gav tegn til at hans mænd skulle blive derude, og selv gik han ind i tronsalen. Med tunge skridt trådte han ind i det store og kolde rum. Lyset fra ilden dragede hans blik imod Drazilla. I et øjeblik stod han med et koldt blik og betragtede hende, inden han gik ned på knæ. "Deres Majestæt..." sagde han uden betydelig tonefald eller udtryk, og højt nok til at hun ville kunne høre det. Hans varme rustning bedækket af ulveskindet, fik ham til at se blot en smule større ud, men rustningen og skindet var let som fjer sammenlignet med andre rustninger. Hvilket tillod ham at bevæge sig og ride hurtigt på hesten. Han rejste sig atter op, og begyndte langsomt og tålmodigt at tage et par skridt imod hende.

[Drazilla Dragoens]

Det hele var så stille her på slottet, mange slaver og tjenere var gået i seng selvom nogen sad i det skjulte og ventede på ordre fra en af de højstående eller bare fra Drazilla fordi hun endnu ikke var gået i seng. Det var egentlig utroligt at tænke på for bare en uge siden var dette en af de største offerpladser man kunne forstille sig, mange havde lidt under Zills tyrani eller rettere under hendes kedsomhed og fuldskab så hele salen her havde været smut ind i blod ligesom hun havde været det den gang men det virkede alt sammen til at være glemt igen selvom folk var meget utrygge da hun kunne finde på at få sådan et flip igen.
Hun kunne ikke rigtigt gøre for at livet var begyndt at kede hende, hendes forlovede havde jo ikke tid og kunne ikke give hende et barn hun en dag ville kunne sætte på tronen. Hendes elskere var forsvundet med tiden fordi de alle var bange for Damians vrede. Noget hun hadede for nu var hun atter begyndt at kede sig og længtes efter at komme ud og komme væk, bare slippe det hele i fuldskab ligesom i gamle dage. Men nu virkede det ikke til at det kom til at ske igen som hun sad her og stirrede ind i ilden mens hun ind i mellem nippede til hendes bæger med vin, blot for at beherske sig en smule.

Da hun hørte liv uden foran hendes dør så hun dovent hen imod porten ind til tronsalen men så bare igen på ilden som dansede forførende foran hende. Hun havde næsten lyst til at række ud og røre ved den men hun vidste udmærket godt at hun ville brænde sig på den. Da Khaine så kom ind så hun igen mod ham med et lettere dovent og træt blik, men hun var stadig alt for vågen til at sove. ”Ja khaine?” sagde hun bare roligt for hun vidste godt at Khaine ikke kom medmindre der var noget han ville have, det var jo flere år siden hun sidst havde set ham og den gang ville han være general, en titel hun aldrig havde nået at give ham efter kidnapningen af Mimi. En kvinde som var blevet sat kort fri for Zill ville bare have set hende, ellers havde hun nu ikke haft brug for hende selvom hendes ældste søn nu havde virket glad for hende.

[Khaine]

Khaine havde ikke været i Drakoné i lang tid, og havde heller ikke hørt om hvad der var sket i hans fravær. Det var som sådan også ligegyldigt, selvom informationer og viden ofte kunne være nyttigt. Med det samme kunne Khaine dog fornemme en vis ligegyldighed som hang over Drazilla, en dronning som ellers altid var på afveje. Vildledt af blodsugere og andet kravl. Men nu virkede hun anderledes. Han var ikke den eneste som havde ændret sig blot en smule. Selvom hun var hans dronning, var hendes trængsler måske mere til hans underholdning end hans sorg. Ikke ligefrem fordi han troede på karma eller sådan noget, men uanset hvad der var blevet gjort hende, havde hun vel fortjent det samme i tifold tilbage. Khaine lod hans kolde blik falde på hendes husdyr, kattene, som allerede havde et godt øje til ham. Truende og hvæsene var det som om de advarede ham mod at komme alt for tæt på. Han gik i en halvcirkel omkring det bjørneskind hun sad på, med en passede afstand, og lænede sig til sidst op ad pejsen hun syntes at stirre ind i. Med fronten mod hende, og armene krydset over hans brystkasse, betragtede han hende roligt. "Jeg har etableret mig selv i Druchii, det nordlige Darklia, men ser stadig mig selv som manglende den titel De lovede mig." sagde han roligt og stadig uden en toneangivende attitude i hans stemme. At lade hans egen arrogance styre hans stemme, ville sikkert ikke virke på en dronning som virkede til at være i et dårligt humør. Og denne aften havde han heller ikke selv lyst til snik-snak og andet ævl, men havde hellere lyst til at skære til benet fra starten af... det var trods alt lidt nemmere.

Han havde som sagt brugt hans fraværende måneder og år i norden, hvor han havde klargjort massive arealer. For det var jo velkendt at Darklia var et land af individualitet, og mange i landet havde end ikke sværget troskab til Drazilla. Khaine havde uden tvivl skabt håndterbare resultater i norden, hvor han havde samlet alle Sort Elver stammerne og påbegyndt en større opbygning af nogle ruiner. Sjovt nok var alle hans soldater sort elvere. Det var ikke fordi han ligefrem følte en trang til at præservere hans egen race, eller holdte af dem... det var fordi han vidste hvordan de skulle herskes, måske bedre en de fleste... og fordi han ikke stolede på medlemmer af andre racer.

[Drazilla Dragoens]

Ligegyldighed kunne man roligt sige hang over Zill, for alt omkring hende virkede til at kede hende, hun manglede noget at lave for at feste og hore som i gamle dage fik hun jo ikke længere lov til på grund af hendes forlovede som hun til tider overvejede hvorfor hun egentlig havde? Han lavede jo ikke meget andet end at arbejde konstant. Hendes børn interesserede hende ikke og havde aldrig gjort det. Så hun havde efterhånden ikke meget tilbage, udover træning og vinflaskerne noget der heller ikke altid kunne gøre hende i godt humør.
Hendes blik var forsat ved ilden som om hun drømte sig lidt væk eller bare forstillede sig flammerne som dansende lokkende kvinder og mænd, der kunne tage hende tilbage til gamle dage. Måske burde hun genoptage traditionen med at få folk til at danse når hun spiste eller bare generelt noget underholdning kunne være rart. Så hun holdt ikke meget øje med ham for hun regnede nu ikke med at han var så dum at angribe hende her i slottet, og så det løftet hun havde givet ham for længe siden, noget der fik hende til at smile skævt da han mindede hende om det. ”Det er jo sandt. Var det ikke general jeg lovede dig at blive inden du pludselig forsvandt?” sagde hun roligt med et lettere fjernt blik inden hun lod blikket glide over på ham for nu var han alligevel inden for synsvinkel så hun kunne nu godt betragte ham lidt. Køn var han da, men hun havde ligesom ikke rigtigt lyst til at klæde ham af i sindet, noget der ikke lignede hende men tiden havde jo forandret hende og det at være i et forhold hvor hun ikke måtte med andre hjalp jo heller ikke på at fast holde på den gamle Zill. Selv krigeren i hende var blevet mere rolig men det var nok derfor hun kedede sig så meget. Atter tog hun vinbægeret og førte det til hendes mund inden hun drak nogen slurke inden hun igen satte det ned på gulvet og lagde hånden over på panteren Kaos som hun stille begyndte at stryge.

[Khaine]

En hvis stilhed syntes at fylde rummet imellem dem, kun brudt af flammernes knitren. Hans blik var fæstnet på hende, og ikke mindst hendes små kære katte. Hendes trængsler ville kun fascinere og samtidig være fuldstændig ligegyldige for Khaine. Der var gået lang tid, på hans regning, og derfor var han nu kommet for at modtage det der var ham lovet. Med titlen som general over den nordlige hær, ville han kunne tjene hans land og hans dronning som ingen andre. Pirater og modige grupper fra Nirelia var begyndt at krydse grænsen og søge mod land i det iskolde nord, som på dette stadie var svagt bevogtet. Nordens kulde og vintervejret havde vist sig at være perfekt for ham og hans slags. Der var en indre ild i Sort Elverne, en tørst efter mere, der varmede deres mørke sjæle i kulden. Ingen hær var bedre egnet til at patruljere norden end den Khaine havde været ved at samle.

Khaine smilte skummelt ved hendes svar. Minsandten så var det Khaine som var forsvundet uden lyd fra sig, og det var derved hans egen skyld at det først var nu titlen som general kunne bestås på ham, men han var kommet desto mindre. "Hendes Majestæt har en god hukommelse. En titel som General var hvad De lovede mig, og jeg er vendt tilbage for at se om Deres løfte stadig holder..." svarede han roligt og koldt, men med et diskret skævt smil på hans læber. Khaine havde dog aldrig haft planer om at troppe op til selveste Dronningen af Darklia, og kræve hvad der var blevet lovet. Det var nu op til Drazilla om hvorvidt titlen stadig faldt til ham. Khaine havde knapt hørt om hvad der var sket i hoffet, ud over hendes barns skæbne, så det var måske tvivlsomt at Drazilla havde hørt hvad han havde udrettet i norden. Khaine fjernede endeligt sit blik fra hende, og vendte det i stedet imod hans grå men blege fingre. Bløde og hele selv efter flere hundrede år.

[Drazilla Dragoens]

Stilheden var i sig selv larmende for hende eftersom hun ikke hørte meget andet end ildens knitren og hendes eget hjerte der slog med en rolig rytme, noget der egentlig var beroligende i sig selv men på den anden side så ville hun godt have der skete noget, rastløsheden i hende voksede dag for dag og det var umuligt for hende at vide hvornår det endelig ville blive for meget. Hun havde jo allerede haft flere små udbrud, blandt andet det med masse mordet her i tronsalen.
Hvad der skete uden for slottet vidste hun ikke meget af, men alligevel ventede hun altid på nyt selvom folk meget sjældent kunne fortælle noget, eller så ville de ikke. Hun var ikke helt sikker på den del men hun vidste der var krig i bjergene for hun havde selv startet den fordi de irriterende bjergbeboer ikke skulle slippe godt fra et mord forsøg på hende selv og Nirelias dronning, for det ville bare ødelægge alle hendes planer om at styre Nirelia uden at dræbe dronningen eftersom hun ikke kunne dræbe hende uden alt ville blive forandret, men selvfølgelig den lille detalje kendte kun hun og dronningen af Nirelia til, ingen andre end ikke rådgiverne der havde været ved kongefamiliens side igennem flere generationer.
Hun så ind i ilden mens hun tænkte over tingene, selvom hun ikke var sikker på hvad hun tænkte på egentlig, men det stille skæve smil forblev ved hendes læber. ”Selvfølgelig holder jeg mit løfte.. Jeg har aldrig brudt et løfte, slet ikke når jeg har fået hvad jeg ville have” sagde hun roligt selvom hendes blik ikke vigede fra ildens dans i noget tid inden hun lod det glide over på Khaine igen. ”Jeg giver Damian besked lige så snart han har set hvordan det går i bjergene, men indtil da kan du sagtens kalde dig for General for i morgen når solen er gået op giver jeg rådgiverne besked om du skal på listen over mine generaler” forsatte hun stadig i sin rolige tone som virkede mget høj i denne stilhed selvom hun ikke talte særlig højt.

[Khaine]

Khaine rørte sig ikke ud af flækken imens han stadig kiggede på hende, og imens hun talte. Det var ikke glæde, men en hvis tilfredshed der stille og roligt begyndte at fylde hans sind. Han havde opnået hvad han ville, og kunne nu kalde sig selv for General under dronning Drazilla. Det var en fortrøstende tanke. Hans havde arbejdet i norden for hans dronning, men også for ham selv på en måde. Han måtte jo skaffe sig et territorie hvorfra han kunne arbejde og styre hans hær, uden indblanding fra de blodsugere der fyldte dette korrupte slot. Og selvom han intet vidste om det, syntes han at kunne fornemme en hvis tristhed over Drazilla, skjult bag hendes rolige tone. Hvis hun brugte hendes aftener på at ligge og kæle med sine katte foran ilden, så måtte der vel ikke være meget andet at gøre for denne mægtige dronning? Faktisk morede det ham lidt at hun på sådan vis var bukket under for bureaukratiet og aristokratiet, og næsten syntes at gemme sig på Drakoné. Khaine tog et kridt fra kaminen og mod hende, og bukkede så høfligt for hende som han nu kunne. "Tak, min Dronning... De vil ikke blive skuffet." sagde han i en rimelig kold tone og et skummelt smil. Nu var hans egen magt større, og det var blot hvad han søgte.

Roligt stillede han sig oprejst, og som om han gik catwalk, gik han elegant imod døren. Stadig med tankerne rettet imod hans dronning. Han tænkte på om han mon burde nævne det for hende, eller om han måske bare burde tie stille, og derved få chancen for at nyde hans nyfundne magt. En invitation til nordens kulde og kamp ville måske være på plads? Men så igen. Når den dag endelig kom, hvor hun ville indse at hun ikke længere kunne få mere ud af dette slot, hendes elskere, og de forbandede blodsugere hun omringede sig med... så ville hun sikkert mod det stadig utæmmede land i norden, og more sig lidt i kulden med ham og hans mænd i kampens hede? Khaine gik imod døren, og den blev åbnet for ham. Udenfor døren stod Drazillas vagter, og to af hans egne mænd, i færd med at nedstirre hinanden. Dette var ikke længere et sted for Sort Elvere og de mere noble racer... og han håbede hans kære dronning en dag ville indse dette. Da Khaine drejede ned ad gangen, fulgte hans mænd efter, men først efter de kort havde sendt truende blikke til vagterne...

Da Khaine og hans mænd nåede ned i slotsgården atter engang, gjorde de alle klar til at tage afsted til norden. Khaine satte sig med stor elegance op på hans kulsorte hest. Hestene ham og hans mænd red på virkede dog anderledes. Det var heste avlet af Skov Elverne, men som blev fanget af Sort Elverne og bragt til nordens kulde. Hestene var blevet gjort korrupte og som deres sjæle blev sorte, blev med tiden også deres udseende... Et perfekt match til en Sort Elver. Khaines hest stejlede og hans eget blik var vendt langt op imod de store vinduer til tronsalen. Han nejede hovedet som han bukkede atter engang til dronningen, samt slottet. For Khaine håbede inderligt at han aldrig igen ville se dette slot, og ses i nærheden af så uværdige lakajer, klædt i fine uniformer. Dette var ikke længere et sted for Sort Elvere. Måske var tiden endelig kommet, hvor Sort Elvere ville få den respekt de fortjente. Og hvis ikke på Drakoné, så i norden, i Druchii. Khaine sparkede til hesten, som så reagerede ved at sætte direkte i galop. Khaine og de 20 andre Sort Elvere der var kommet med ham, forsvandt ud af porten og ud i mørket som skygger.

//Out

[Drazilla Dragoens]

Måske var der en hvis tristhed over hende og måske var det rigtigt nok at de fleste med magt på slottet var blodsugere, men det var ikke ligefrem noget hun tænkte særlig meget over specielt ikke når det kun virkede til at det var vampyrene som ville være noget højt i hæren eller bare ville være hendes rådgivere, hun gav jo alle en chance når det var for hun ville se hvad de kunne og ikke kunne. Tristheden kunne hun ikke ligefrem gøre noget ved for det var jo rigtigt nok i bund og grund, hun var trist og ensomheden gjorde hende trist. Hun havde jo intet tilbage af det liv hun ellers havde været så glad for, men hun var eller havde været ret glad for Damian så det var også grunden til hun havde afgivet det løfte og hendes løfter holdt hun også når det endelig var, det havde hun jo lige bevist overfor Khaine for det var jo år siden hun havde givet ham det løfte at hvis han gennemførte 3 af hendes opgaver så ville han få titlen.
Hendes blik gled over på ham endnu en gang, denne gang var det mere alvorligt end før ”Det håber jeg heller ikke for hvis jeg gør kommer jeg personligt og slår dig ihjel” sagde hun roligt for hun ville komme efter ham hvis han skuffede hende eftersom titlen som general ikke var en hun uddelte til hvem som helst og det betød også at Khaine havde et stort ansvar, blandt andet med han skulle aflægge rapport ind i mellem, ikke nødvendigvis her på slottet men aftalte steder for hun ville jo vide hvad de gik og foretog sig og gerne se det bare så hun var sikker på de ikke bare gik rundt og lavede ingenting, godt nok var der ikke meget krig lige nu men de havde da kampene i bjergene og pirater der skulle holdes nede så der var stadig en del at se til for at bevare freden i landene.
Hun savnede at rejse og gjorde det også ind i mellem bare for at slippe væk men hun kunne jo ikke rejse rundt hele tiden selvom det nu kunne være meget godt, at se steder hun aldrig havde set men hun godt vidste fandtes, men igen så var der jo også hemmelige steder hun havde været hvor meget få andre overhovedet kendte til.
Efter Khaine var rejst sad hun en time til 2 mere inden hun endelig rejste sig op med bægeret i hånden og begyndte gangen til hendes værelse, igennem de meget mørke gange som en gang havde været fyldt med lys men de var sjældent det mere for at Damian kunne gå frivilligt rundt uden at frygte lyset selvom hendes datter nu havde det med at rive gardinerne fra hinanden, den tanke fik Drazilla til at smile som hun gik til hendes værelse, blot for at hun kunne sove for natten nu hvor der nok ikke skete mere.

//out