Dark Desires.

[Sol Angelika]

Sol tjente sådan set også sig selv, selvom hun udførte geringer i hans navn så glemte hun ikke sig selv for hun beskyttede hendes familie eftersom de betød mest for hende samt hendes eliksirer, til trods for hun havde valgt familien fra for længe siden så beskyttede hun dem stadig mens hun passede hendes egne sager for det meste, for nogen gange var direkte krig og kamp ikke det der skulle til for at skabe kaos, nej der var mange andre måder at gøre det på og hun gjorde det fra hendes skjulte tilværelse, fordi hun ikke ville være i søgelyset men stadig nægtede hun ikke at det var hende der gjorde tingene. ”Nej han næres ikke af min kærlighed, men lyster sig kun med mig. Dette er noget jeg ved og der er ingen mand jeg vil have for der er ingen der kan måle sig med ham.” sagde hun mere roligt selvom vreden stadig kunne høres i hendes undertone, for hun mente det med at der ikke fandtes andre mænd end ham som var interessante, eller hun havde i hvert fald ikke mødt en værdig mand endnu selvom hun havde lagt med nogen stykker så var de ikke nær så gode som hun forstillede sig at Mørkets gud var for han var trods alt guden for hor også, så han måtte jo vide hvordan man tilfredsstillede en kvinde ordentligt, netop ved at være dominerne og tænke mest af alt på sig selv.
”Hvordan kan du betvivle hans hengivenhed for hans tjenere såvel som tjenerinder? Er du egentlig sikker på du er en ægte tjener når du tvivler på ham og hans beslutninger? Jeg ved ikke hvorfor han valgte mig eller de andre ramte i familie, men han gjorde det så jeg tjener ham uanset om han tager hans gaver fra os igen eller ikke” spurgte hun lidt vredt for hvordan kunne man tvivle på gudens handlinger uanset hvad de måtte være? Så måtte man da ikke være helt loyal hvis man tvivlede på ham, så ville man jo kunne overtales til at ændre mening omkring ham, så var man ikke helt fast i troen.
Hun var nået til punktet hvor hun var træt af at flygte så hun stoppede op nær et træ og satte sig op af det så hun kunne mærke kulden imod hendes hud. Så måtte han bare komme eller forblive væk for hun var ligeglad, hun elskede hendes herre det kunne man ikke tvivle men der fandtes ting hun værdsatte mere selvom man ikke kunne tvivle hendes tro på guden så vidste hun også udmærket godt at han ikke ville komme til undsætning hvis hun var i fare, sådan var han jo ligeglad med hende selvom hun tilbad ham. Det gjorde hende dog ikke noget for han var jo det perfekte billede af en mand efter hendes hoved, selvom hun nu godt kunne blive rasende af jalousi så kunne det ikke ændres.

[Khaine]

Khaine kunne høre at hun var faldet lidt til ro, og lyttede blot til hendes bløde stemme i den kolde vind. men selvom han hørte hvad hun sagde, lyttede han ikke. Det røg ind af det ene øre og ud af det andet. Khaine vred hovedet lidt i irritation over alle hendes ord og stillede sig oprejst fra træet. Khaine havde ikke længere tålmodigheden eller lysten til hvad de nu ellers havde haft gang i indtil videre. Det kunne godt være hun var hengiven til Mørkets Gud, og havde set mere end de fleste, men hun var stadig Skovelver, og en Skovelver var ikke velkommen på disse kanter. et af fordelene ved at være elver, var adræthed og elegance. En brutal Dæmon kunne gå amok, eller en stærk og gammel vampyr kunne slå løs... men hvis angrebene ikke var koordinerede eller forudsigende, så ville det ikke hjælpe. I hvad der syntes at være blot et sekund, var det som om verden omkring Khaine gik langsommere. I et øjebliks enorm fart, hamrede Khaine sine fingre i træets bark, og nærmest slyngede sig selv imod det træ Heksen sad ved. På den tid det ville tage et menneske at tage et hurtigt skridt, havde Khaine taget hårdt fat om Heksens hals, og forsøgt at løfte hende op i hans højde. I hans anden hånd holdte han en daggert, rettet imod hende øre. "Jeg er ligeglad med hvem du er! Næste gang du kommer på disse kanter, uden at ville besøge det nye tempel, vil jeg ikke udvise den samme velgørenhed!" råbte han vredt ind i hendes ansigt. Uanset om hun var Drazillas giftmager eller en favoriseret elsker af Mørkets Gud. Dette var Khaines område, og det skulle under kontrol. Krig var uundgåeligt. Og dette område ville være perfekt for Drazilla. Khaine håbede hun vidste det, for hun måtte vel komme til nogle konklusioner i hendes kedsomhed. Khaine kiggede skarpt med hans sorte øjne, ind i hendes gule øjne. Så fjernede han daggerten, og slap lidt efter hendes hals. Med beslutsomme skridt gik han direkte hen og trak hans sværd op og jorden, og stak den atter engang tilbage ned i skeden. Han tog en dyb indånding, og satte så i hurtigt løb, i retning af templet han var ved at bygge. Khaine vidste godt at hun sikkert ville fortsætte op i bjergene og finde hvad hun nu ellers var kommet efter. Men denne gang ville han skåne hendes liv. For hvis hun havde ret, måtte denne velgørenhed overfor et af hans elskerinder, vel kun kunne tilfredsstille Mørkets Gud. Men hvis hun atter engang trodsede ham, ville han ikke blot slå hende ihjel. Nej, han ville ikke lade hende genforene med Mørkets Gud. Men mange flere, meget mere forfærdelige ting kørte rundt i hans hoved...

//Out

[Sol Angelika]

Øjnene blev roligt lukkede og hun lyttede efter ham selvom hun jo ikke gad at kæmpe mere, for hun kunne jo få hendes hævn på et andet tidspunkt hvis det var selvom hun jo måtte tænke sig lidt bedre om da en elver ikke rigtigt spiste eller drak så det ville blive lidt svære at forgifte maden eller væsken, men en elver skulle da bade som alle andre, måske skulle bare forgifte flodene heromkring? Det var da en mulighed eller måske sætte ild til skoven ? der var da muligheder for at gøre lidt forskelligt som hævn, men igen hun havde jo egentlig inden grund til at hævne sig på en anden tjener af guden, det var jo sjældent at hun stødte på dem efterhånden, en gang havde der været mange men nu var guden nærmest glemt eller så var folk begyndt at tro på noget helt andet. Hun hørte ham nærmest komme hurtigt i hendes retning så hun gav kun et gisp da han greb om hendes hals og løftede hende op, men der var intet frygt at spore i de rolige gule øjne, der både var irriteret men også havde en anelse legesyg glimt i dem. ”Jeg har aldrig sagt jeg ikke vil besøge templet” sagde hun lettere irriteret for det havde hun jo aldrig nogensinde sagt at hun ikke ville, men hun forstod nu heller ikke hvorfor han pludselig kom frem til det, det var jo en smule forskelligt fra det de lige havde snakket om for de havde snakket om hendes tro og tillid til guden hvilket ikke helt hang sammen med hvorfor han mente hun pludselig ikke ville besøge templet for hun var jo en trofast ganger i templet i Darklia.
Da hun igen blev sluppet tog hun kort om hendes hals for at ømme den, mens de gule øjne hele tiden betragtede ham mens hun i hendes hoved kom frem til at den bjergluft umuligt kunne være særlig godt for ham når det kom til stykket, for det var da noget af en sær mand, lidt ligesom den anden sære mand hun havde mødt fra bjergene eller måske havde de bare spist for mange underlige ting. Da hun var sikker på at han var gået forsatte hun bare hendes gang igennem skoven for at finde de urter som hun skulle bruge, selvom hun nu var ekstra meget på vagt for der var da ingen grund til at støde ind i flere underlige folk heroppe fra. Og hende som havde synes at hendes familie var underlige?