Dark Desires.

[Khaine]

Solen hang stadig lige over horisonten, en smule skjult af store skyer. Tusmørket ville snart falde over bjergene som det var faldet over Drakoné. Det var ikke nogen hemmelighed at General Khaine og hans Sortelver hær var ved at få kontrol over størstedelen af bjergene og arealerne deromkring. Det var selvfølgelig ikke alt sammen i Dronning Drazillas navn. Khaine og hans mænd skulle selv have et sted, et område de kunne kalde deres eget. Så det var ikke nogen hemmelighed at der i sneen og kulden var store aktivitet, både nat og dag. Khaine havde udstedt ordrer om at lade en fæstning opføre ud fra nogle gamle ruiner på et af bjergenes toppe. I fordums tid havde denne fæstning tjent mørket utrætteligt og var engang hovedsædet for den daværende nordlige hær. Men en fæstning var ikke alt han havde beordret bygget. Khaine havde også igangsat byggeriet af det hidtil største tempel til ære for Mørkets Gud. Det skulle virke som et alter.

Khaine var med tiden blevet mere og mere interesseret i Mørkets Gud, og ikke mindst sort magi. Ligesom lysets og retfærdighedens magi flød i skovelvernes og højelvernes årer, flød sort magi i Sort Elvernes årer, det handlede blot om at være i stand til at få adgang til denne magt. Khaine stod i sneen på siden af bjerget. Omkring hundrede meter længere nede slutte trælinjen, og der begyndte en kold og iset skov. Khaine stod blot og kunne endda se Drakoné og det fjerne hav. En stærk vind blev smidt omkring bjergene som et lagen, og Khaines næsten hvide hår flød med vinden. Khaine var ikke iklædt rustning denne aften, men var iklædt kulsorte klæder der tillod ham at skjule sig i skyggerne. Khaine gik ned imod skoven efter at have trukket en sort hætte over hovedet. Et par soldater nærmede sig ham, og han sendte dem omgående væk, i retning af et byggeri ikke langt derfra. Det var nemlig i dette område at Sort Elverne havde planer om at bosætte sig, og i den anledning var det også her alteret til Mørkets Gud blev opført. Så det var ikke mere end en kilomet derfra hvor Khaine stod.

Da Khaine nåede til skoven trådte han elegant ind imellem træerne, lydløst som kun dyr syntes at kunne. Efter at have gået så langt ind at den hvinende vind ikke kunne trænge derind længere, og omgivelserne ikke gav lyd fra sig, tog Khaine fat i hans kutte. Han trak den af og smed den i sneen. Selv gik han ned på knæ, og satte sig på hans egne ben. Kulden rørte ham ikke selvom hans grå overkrop nu var blottet for den. Han bar rigtig mange ar, især på ryggen. Ryggen bar mærke af piskeslag og tortur. Så satte han sig i en skrædderstilling og lukkede sine øjne. Hans brystkasse rørte sig ikke engang, og man kunne ikke høre åndedrættet.

[Sol Angelika]

Dagen havde været lang men dog også meget god for den unge elver Sol havde fået samlet en del ingredienser på hendes rejser, så hun kunne lave hendes gifte, specielt hendes helt egen eliksir som gjorde folk afhængige af den og den endte da også med at dræbe en del folk fordi de foretrak at leve i den verden som eliksiren gav dem, selv Sol kunne nemt vælge at dø for at være sammen med hendes elskede Mørkets gud, men hun vidste også godt at hun havde en opgave her blandt levende væsner, nemlig at få flere til at tro på ham og dræbe i hans navn, foruden det at hun ville gøre alt for at beskytte hendes familie uanset prisen. Hendes familie var de eneste mennesker hun elskede selvom hun havde været for langt væk til at beskytte hendes yngste barnebarn så denne var gået i døden, noget hun først havde hørt om længe efter men der var jo desværre intet at gøre ved det foruden at beskytte resten af familien så godt som hun nu kunne.
Indsamlingen af ingredienser havde bragt hende op af bjergene for at samle nogen af de mere sjælden ingredienser men også dem der var sværest at få fat på eftersom det bragte hende ind i sortelvernes territorium, men indtil videre havde hun endnu ikke stødt på nogen hun ikke kunne klare, for nok var hun skovelver men interessen for mørket havde altid været i hende til trods for hun nedstammede fra skovelvere, så var hendes sind mere mørkt end dem, dog var hun ikke interesseret i krig eller at dræbe hele tiden, sådan noget gjorde hun kun når det var nødvendigt ellers foretrak hun at passe sig selv og bare skabe kaos fra en afstand.
Den mørke grønne kappe hun bar gjorde hun bedre kunne blande sig med den mørke skov som hun ville nærme sig for at få den ting hun skulle bruge. Selvom de gule øjne nu kunne være meget afslørene, de kunne sagtens have tilhørt et rovdyr selvom de nu sad for højt oppe til at være et almindeligt rovdyr, men det var jo også kun på grund af forbandelsen over hende at hun havde dem. Ørene der var skjult af det lange mørke hår og hætten var hele tiden på vagt overfor lyde der ikke skulle være der, lyde der ikke hørte dyr så hun hele tiden ville undgå at gå i retning af klinkrene rustninger, for det ville bare betyde kamp sådan noget som hun ville undgå selvom hun nu også ville undgå dyrene da hun ikke var helt sikker på hvilke væsner der befandt sig her, udover de rygter hun havde hørt om sortelvere..
Egentlig burde hun ikke befinde sig her, specielt ikke når mørket var ved at falde på, men det var her en sjælden blomst fandtes og bedst kunne ses om natten når månen lyste, men hun måtte bare forsøge at finde den uden at bruge månen, dog vidste hun da hvor den nogenlunde voksede henne af.

[Khaine]

Langsomt men sikkert søgte solen ned over horisonten. Men denne skov var mørk og kold, så ikke mange ville bide mærke i solens nedgang. Khaine syntes dog at kunne føle alt omkring ham. Det var en dyb meditation han var gået i, og han følte sig et med sine omgivelser. Mange forfærdelige væsner og hemmeligheder gemte sig i disse kanter af bjergene og denne mørke skov. Derfor var dette område ej så eftertragtet af mange andre end Sort Elverne. Sort Elvere syntes at tilpasse sig hårde miljøer på utrolig vis, og syntes at passe perfekt til dette kolde miljø. Der var utrolige hemmeligheder i disse bjerge, hemmeligheder som Khaine kendte til, men som han end ikke havde fortalt hans dronning. Efter et stykke tid i den mørke stilhed, begyndte der at ske noget. En sort røg begyndte langsomt at sive ud af Khaines næsebor og hans mund. Det var nu mere anstrengende, så vejrtrækningen blev igen synlig. Khaine rejste sig hurtigt op, stadig med øjnene lukkede. Det var som om han greb fat i denne sorte røg, og trak den ud af ham selv. Han måtte udgi et mindre gisp pga smerten det pådrog ham. Sort Magi var ikke for sarte sjæle, og smerten man skulle udholde var værre end man troede. Selv Khaine blev en smule overrasket hver gang, over hvor ondt det gjorde.

Khaine krummede ryggen i smerte men der hang stadig et skævt smil over hans læber. I begge hænder stod han med den sorte røg, som ikke syntes at ville flyve afsted. I stedet var det en overnaturlig masse der kunne manipuleres. Han svingede hurtigt med hans ene arm, og derefter den anden. Med det samme lød der to piskesmæld efter hinanden, og en gren faldt til jorden. Hans øjne var stadig lukkede, men det var som om han kunne se, og hurtigt manipulerede han igen med denne sorte masse der syntes at cirkulere omkring ham. To sværd blev skabt og han svang dem om sig selv. Dog var der pludselig en lyd der rejse forbi træerne og ind i hans øre. Han lukkede med det samme øjnene op og tog en meget dyb indånding. Det var som om han indåndede denne sorte masse igen, så den kom tilbage til hvor den kom fra. Lyden af et trin i sneen var ikke til at tage fejl af, og Khaines grå næsten mørke øjne var vendt skarpt imod hans omgivelser. Han ville vide hvis det var en af hans egne mænd. For alle de sortelvere som patruljerede denne aften, var iklædt særprægede rustninger, og ville sikkert ikke trænge ind i skoven. Khaine tog kutten og smed dem over hans skuldre. Han trak hætten over hovedet, og begyndte at tage elegante skridt længere ind i skoven, imod hvorfra han havde hørt lyden.

Det var først da Khaine syntes at ane gule øjne i mørket, at hans mistanke om fremmede blev bekræftet. Selv stod han stille med hovedet lidt på skrå og front imod hvor han mente denne skikkelse befandt sig. Sortelvere var formidable til at se i nattens mulm og mørke, men han syntes ikke at sætte skikkelse på denne person. Det varede dog ikke længe før han igen kunne høre lyde, og nu fornemmede at han var tæt på denne fremmede. Han lænede sig op af et træ, og betragtede en grusom daggert i hans hånd. "Du ved, ikke alle er skjulte i mørket." sagde han hurtigt og vendte blikket imod denne skikkelse han end ikke kunne sætte navn eller oprindelse på. "Hvad er dit ærinde i Druchii?" spurgte han så hurtigt derefter. Om der kom svar eller ej, så vidste han der var en eller flere fremmede derude. Han syntes måske endda at spørge pænt og tage det fattet. Men hvad han sagde var egentlig bare en lettere høflig måde at fortælle vedkomne at han/hun ikke var velkommen.

[Sol Angelika]

Sol gik roligt rundt i skoven, helst i mørket og helt langt fra lydene som hun hele tiden holdt styr på hvor var henne af, eftersom hun ikke var kommet for at slås men kommet for den sjældne blomst som kun voksede heroppe, samt nogen andre planter og rødder hun lige så godt kunne hente når hun nu alligevel var her for det var ikke særlig tit at hun rendte rundt heroppe, da hun gerne undgik dette sted, desuden var det en længere rejse for hende når hun kun var til fods eftersom hun ikke ejede nogen hest eller andre dyr at transportere sig på, det var nemlig hendes holdning at de kun var i vejen for hende da hun ikke så nemt undgå planter hun kunne bruge når hun var til fods, men til hest ville det nok ikke være så nemt at finde dem. Specielt i mørket var det meget nemmere når hun var til fods eftersom hun kunne bruge hendes lugtesans også efter de specielle dufte hun kendte så godt.
Mørket bød nu på mange gode ting for hende, specielt dens væsner var noget som hun elskede at studere, dog mest de farlige og mest dæmoniske af udseende var noget som hun ville nærme sig eftersom hun var en del tiltrukket af dem for de mindede hende om hendes forestilling om Mørkets gud. Noget afbrød hendes tankegang om Mørkets gud, nogle grene der faldt til jorden et godt stykke fra hende men alligevel virkede de højt i denne nats stilhed, så hun stoppede kort op for at lytte til naturen omkring hende. Hun lukkede kort øjnene for bedre at kunne koncentere sig om at lytte til alt omkring hende, selv hendes åndedræt stoppede for at det ikke skulle forstyrre på nogen måde, dog kunne hun høre at der blev stille efter de var faldet til jorden men alligevel var det som om hendes sanser sagde at noget var på vej i hendes retning, så øjnene blev atter åbent for at se om hun kunne finde dette fremmed væsen mellem træerne, dog havde hun ikke ligefrem noget våben til at foresvare sig med eftersom hun kun ejede en urtekniv hun brugte til hendes arbejde så hendes eneste forsvar var den mørke magi hun havde i sig, men selv den var længe siden hun havde brugt da det ikke ligefrem var noget hun havde brug for særlig tit.
Så hun begyndte atter at gå væk fra lyden af de trin hun havde hørt tidligere men da en stemme skar igennem mørket stoppede hun alligevel op for at lytte til den bare for at finde ud af om hun ikke kendte den, men stemmen sagde hende intet. Så hun vendte sig imod den og søgte en skikkelse i mørket med de gule øjne. ”Mit ærinde kommer ikke dig ved” svarede hun roligt for det kom da ikke ham ved hvad hun skulle her i skoven, for havde hun været ude på kamp så havde hun nok opsøgt den meget tidligere i stedet for at forsøge at undgå den ved at befinde sig her i skoven og forsøge at holde sig skjulte i træernes skygger. Hun trådte nogen skridt tilbage for at komme tættere på et træ og ind i dens skygge, og så lidt for at bruge den som beskyttelse hvis det kom til at personen ville angribe hende.

[Khaine]

Khaine puttede daggerten i bæltet igen, og stillede sig oprejst fra træet. Han tog roligt et par skridt imod denne skikkelse da han hørte vedkomne snakke. Det var en kvinde. Men stemmen var næsten melodisk og blød, så han gik kraftigt ud fra at det var en elver. Hendes svar fremkaldte et skummelt smil på Khaines læber, og han stoppede atter engang op. Denne kvinde var nået langt ind på hans territorium, så han gættede at hun måtte være stødt ind på nogle vagter på vejen herop. "Dit ærinde kommer mig ved, især så længe at du bevæger dig på mit territorium." svarede han stemmen. Selv var hans egen stemme for længst melodisk og blød. Hans stemme var i stedet medtagen og med en hæs undertone. Den sorte kutte han bar, dækkede ikke al hans grå hud, så han måtte ikke være så svær at spotte i mørket. Elvere, som så mange andre udødelige, voksede sig også stærkede med tiden. Khaine mange år som Sortelver havde dog gjort at han var vokset lidt mere, da sortelvere havde en tendens til at være større end andre elvere. Så Khaines skikkelse var ikke til at tage fejl af, og han var bestemt ikke en man burde undervurdere. Men så igen, de snakkede jo bare høfligt til hinanden ikke? hvorfor allerede spille blod på denne smukke nat?

Khaines forhøjede sanser gjorde at han pludselig kunne høre lidt til byggeriet ikke langt derfra. Han smilte skævt og skummelt og vendte blikket imod det træ han vidste hun stod i skyggen af. Han havde måske ikke set hende endnu, eller ikke andet af hende end hendes skikkelse, men han vidste altid hvor hun befandt sig, og hans kolde blik var altid rettet mod hende. Det ville være ham en fornøjelse at dræbe hende til ære for den kommende nat, men dog fortalte hans instinkter og hans nysgerrighed ham, at denne kvinde havde mere at byde på. Og hvad ville en elver af en anden race og lave heroppe... for det var jo allerede et velkendt faktum at sortelvere havde krævet dette territorium. Og sortelvere var jo ikke ligefrem kendt for deres gæstfrihed. "Fortæl mig dit ærinde..." Gentog han blot nonchalant og koldt. Uanset om hun vidste hvem han var eller ej, så ville han ikke tolerere disrespekt i hans eget land.

[Sol Angelika]

Hun stillede sig halvt bag træet for hurtigt at kunne komme i dækning da hun stadig ikke var sikker på hvem denne mand var og om han ville angribe hende, så derfor ville hun stadig lige havde så hun kunne holde øje med ham på sikker afstand, så det der mest afslørede hende var de gule øjne der hele tiden holdt øje med hvad der skete mens ørene lyttede intens efter den mindste bevægelse, specielt da hun fik øje på den fremmed skikkelse, så studerede hun hver eneste bevægelse denne mand lavede. ”Dit territorium? Så vidt jeg ved er dette sted på grænsen og tættere på Dronning Drazillas land, så hvis det er noget så er det vel hendes” sagde hun roligt selvom hun egentlig var ret ligeglad hvem der ejede hvilket område, her var jo bare de ting som hun skulle bruge og lige så snart hun havde fået dem ville hun smutte fra dette sted igen og ned i mere velkendte steder som grænseskoven eller bare skovene i Nirelia eller Darklia eftersom Nirelia var hendes hjemland men Darklia var hvor hendes hjerte bragte hende hen da hun jo tilbad Mørkets gud så det var i hans land at hun havde det bedst.
Sanserne var på vagt overfor alt fremmed eller mere specielt overfor ham selvom hun nu lyttede til evt. baghold selvom hun ikke kunne høre noget bag hende så var hun stadig på vagt for det kunne jo være der pludselig kom en pil flyvende imod hende så hun ville være klar til at undgå den. ”Jeg er her blot for at samle urter” svarede hun roligt, selvom hendes stemme nu nærmest var legende, men hendes sind var også lettere sygt eller det var hvad mange nu ville kalde det, selvom hun ikke selv mente det men hendes specielle eliksir havde nu gjort noget ved hendes sind så det var ikke altid at hun var ligesom mange andre, men igen det var jo kedeligt at være som alle andre, var det ikke? Hun var ikke nær så godhjertet som mange af hendes race var, men hun kunne da være det til tider selvom det nu heller ikke skete særlig tit overfor folk hun ikke kendte til.

[Khaine]

Khaine beundrede næsten hendes stridige adfærd, hun var enten modig eller dumdristig... men hvad var egentlig forskellen? I et kort øjeblik troede han næsten at hun var sortelver, men noget sagde ham dog alligevel at hun ikke var sortelver. Khaine havde vel mere eller mindre 'overtaget' dette land under Drazilla, men han fandt sig selv mere og mere troende på at dette land i sandhed burde tilhøre Mørkets Gud. Khaine lagde hovedet lidt på skrå og han fangede af og til nogle gule øjne i mørkets, som han valgte at lægge fokus på. Han var ikke ude på at skjule sig selv, en beslutning der førte til en pludselig smerte i hans hals. Han krummede ryggen, og hostede voldsomt et par gange. Atter engang kom noget af den sorte røg ud af hans mund. Han greb det med hans hånd, og åbnede derefter hånden med håndfladen opad. Den sorte røg formede sig som en flamme. Flammen var først sort, men lidt efter begyndte den at lyse op i en blå flamme, der afslørede ham og med et lys der næsten nåede hen til hende. "Jeg er Khaine, General under Drazilla. Vores kære dronning er her desværre ikke, hvilket gør at dette område efterlades i min varetægt. Du har måske tvunget dig adgang så langt op i skoven, måske endda nedkæmpet et par af mine vagter? Og alt dette for at samle urter?" sagde han roligt og en smule overlegent. Uanset hvad, så var sortelver-racen en videreudvikling af de andre elver-racer, de var mindre værd... langt svagere end Sortelvere. Og en dag ville Khaine og hans krigere bevise det. Khaine vedholdte den blå flamme, og begyndte roligt at tage nogle elegante skridt imod hende, men hun var stadig gemt i mørket, og det var alle andre sanser end synet der fortalte ham hvor hun befandt sig. Men Khaine var endnu ikke helt trænet i brugen af sort magi, så flammen døde lidt efter, og den sorte røg snog sig rundt om hans arm og op i hans næsebor. Khaine stoppede med at gå nærmere hende, men begyndte i stedet at gå rundt om hende, som en grib der cirklede om sit bytte. "Tilfældigvis kender jeg godt til de sjældne plante- og rodarter der findes her i området. Du skulle prøve nervegiften fra den sorte Mandrake-rod... men den findes først flere hundrede meter længere oppe af bjerget. Eller måske ville Gargoyle-blomsten interessere dig? Den findes dog lidt længere herfra, ved et byggeri jeg overser." sagde han bare, både for at more sig selv, og for at få hans mistanke bekræftet. I dette miljø voksede der ikke ret mange planter, og de som gjorde, var kun gode for nervegift og den slags. Engang for mange år siden var han selv en Skovelver, så hans viden om naturen omkring ham var stor. Men Elvere havde også lang tid til at træne deres evner.

[Sol Angelika]

Tankerne kørte rundt i hendes hoved for hun tænkte sig godt om, for der måtte da være en måde at komme væk på uden at skulle til at angribe eller bare uden at komme til skade fra hendes vinkel, dog tog hun aldrig øjnene mere end et par sekunder væk fra ham før de igen hvilede på ham for at finde ud af hvad han havde gang i eller om han bare havde det hele i munden ligesom så mange andre. Hun stirrede nærmest specielt på ham da lyset dukkede op for det gav hende jo chancen for at studere ham meget bedre i det lys men det fik hende nu også til at træde længere bagud og nærmest ”flygte” hen bag det nærmeste træ for han begyndte at komme lidt for tæt på selvom hun nu ikke var bange for kamp så havde han ikke givet hende en grund til nogen former for kamp.
”Jeg har ikke nedkæmpet nogen af dine såkaldte vagter, jeg kender stedet godt nok til at vide hvordan jeg kommer ind og ud igen uset” svarede hun roligt for hun havde da ikke kæmpet med nogen af hans vagter, det var der jo ingen grund til når hun sagtens kunne komme uset forbi dem, helt kloge var de jo ikke selvom de havde meget høje tanker omkring dem selv så var de nu alligevel lidt nemme at narre lidt ligesom mennesker, selvom hun skulle bruge hovedet noget mere ved sortelverne, for ved menneskerne skulle hun bare proppe det i deres drikkelse og så drak de det… dumme mennesker…

”Din magi.. den er ikke stærk.. du har ikke trænet særlig længe” sagde hun roligt for flammen døde da ret hurtigt så længe måtte han da ikke have trænet, selvom hun nok ikke var den bedste indenfor mørk magi så kendte hun da en del til det eftersom hun havde trænet lige så længe som hun kunne huske ligesom hendes eliksirer hun havde lavet, dog havde begge ting været i hemmelighed indtil hun havde forladt familien for at hun kunne træne hendes magi og lave hendes eliksirer. ”Hvilke planter jeg er efter behøver du ikke at vide.. hvad de skal bruges til kommer heller ikke dig ved” svarede hun bare roligt som hun så efter ham og hele tiden var på vagt overfor ham med alle hendes sanser, noget der jo kom til nytte nu da hun var elver og hørte og så bedre end de fleste ligesom hun kunne føle sig mere et med naturen omkring hende.. Havde hun været menneske så havde han sikkert allerede dræbt hende.

[Khaine]

Khaine vidste allerede nu at han ikke havde tænkt sig at lade hende fortsætte på hendes lille jagt efter planter, uanset hvad hun skulle bruge dem til og hvorfor. Hendes attitude huede ham slet ikke, og hendes åbenbare mangel på frygt og ikke mindst respekt overfor ham, klargjorde blot endnu engang, at Khaine endnu ikke havde skåret sit navn ind på nethinderne af nok folk. Khaine stoppede op og sagde ikke noget i et stykke tid, hvor han blot fæstnede et truende blik på hende. Han var færdig med at småsnakke og lege med hende. Der var åbenbart en stor mangel på respekt overfor sortelvere, kommende fra begge lande og alle slags racer. Han var selv en af de ældste nulevende sortelvere, da de fleste sortelvere altid havde levet i ensomhed, og derved været lette at nedlægge for grupper af paladiner blandt andet og andre vilde skabninger. Khaine smed sin endnu engang sin kutte, og trak så sit krummede sværd op af skeden. "Dette er din sidste chance for at forlade disse bjerge, eller jeg skal personligt sørge for at det vil ske." sagde han så hårdt og truende, og begyndte med det samme at tage beslutsomme og hurtige skridt imod de gule øjne i mørket. Måske skulle han gøre hende til slave, og lade hende arbejde i det nye tempel? Måske skulle han blot slå hende ihjel, og undgå potentielle problemer i fremtiden. Alt for længe havde han været passiv og blot grublet over hans kommende magt. Men den tid var ovre, og nu var det tid til at fæstne sortelvernes magt i disse lande, eller fejle i forsøget. "Du vil fortryde den dag du trodsede et af de sande tjenere af Mørkets Gud." hvæsede han af hende, og begyndte langsomt at hæve sværdet med hans højre hånd. Hans venstre hånd var bag hans ryg, og fingrene klyngede om skaftet på en lille armbryst, med pile der selvfølgelig var dyppet i nervegift. Folk i Drakoné ønskede blot at statuere deres egen magt, eller tilbede et inkompetent medlem af en døende race som desværre sad på tronen. Han havde sendt Sortelverne på den rigtige vej, og et hvert drab begået af en sortelver, var nu til ære for Mørkets Gud.

[Sol Angelika]

Måske ville han ikke lade hende slippe, men på en eller anden måde skulle hun nok komme væk herfra sammen med de urter som hun skulle bruge, ellers måtte hun jo bare købe dem nede på det sorte marked, hos folk der ikke ligefrem tog hensyn til hverken sortelvere eller skoven, noget som hun i hvert fald gjorde når det kom til skoven for hun elskede skovene og det var egentlig lige meget om det var Nirelias eller Darklias så længe træerne var der sammen med den stilhed som så tit fandtes her sammen med freden. ”Tror du selv Dronning Drazilla ville have du er sådan overfor en af hendes bedste giftemager?” spurgte hun bare roligt mest af alt fordi hun ikke havde lyst til at forlade stedet lige nu, desuden begyndte det jo at blive en anelse interessant for hun elskede når mænd viste deres styrke eller bare var en smule onde og havde lidt udseendet som Khaine havde det, altså lettere dystre og helt dæmoniske sådan noget kunne gøre hende helt blød i knæene. Tankerne strøg kort hen til vampyren Lucas som også havde slået benene væk under hende for en enkelt nat men om hun ville gå til ham igen vidste hun dog ikke helt, det måtte vel være et tilfældigt møde.
Da han nævnte mørkets gud rettede hun mere op og så lidt undrende imod ham inden hun trådte væk fra træet så han bedre ville kunne se hendes skikkelse, dog var hun klar til at smutte ret hurtigt igen hvis det var. ”Hvis du er en af Mørkets Herres tjener, ville du da ikke dræbe en af hans tjenerinder” sagde hun roligt dog lettere undrende for hun var da selv en meget troende kvinde. Hun tilbad jo guden og kom tit i hans tempel når hun ikke lavede kaos i hans navn. Hun gjorde alt i hans navn, dræbte, elskede, lavede eliksire og alt muligt andet. Selvom hun nu ikke havde noget imod at dø hvis det bragte hende på hendes elskede herre, selvom han havde bedt hende om at forblive her på jorden indtil dagen kom hvor hun kunne bringe ham til jorden så hun kunne være med den mand hun elskede.

[Khaine]

Den lille armbrøst han holdte i venstre hånd var et af hans egne skaberværker. Man kunne næsten kalde det en automatisk armbrøst. På toppen af den var der noget der lignede et magasin af små pile, der faldt ned på plads hver gang en pil blev affyret, og med en streng der blev strammet tilbage af en fin anordning. På den måde kunne han affyre to pile på den tid det ville tage at affyre en pil fra en normal armbrøst. Khaine sagde intet imellem hendes kommentarer, da han tænkte at han godt ville kunne tale med hende efter hun var blevet ramt af et par pile. De var som sagt ikke dødbringende, men blot dækket med nervegift der ville lamme de områder af kroppen de ramte, midlertidigt. Han hævede armbrøsten og affyrede hurtigt to pile, en på hver sin side af træet hun stod ved, i tilfælde af at hun kunne finde på at løbe for at undgå den ene. Khaine stoppede dog op bagefter og kiggede ned i jorden med et undrende blik. Lidt ligeglad med om hvorvidt pilene havde ramt hende eller ej, for uanset om hun flygtede eller ej, så ville han nemt kunne finde hende igen, iser hvis hun efterlod spor i sneen. "Så du er en tjenerinde af Mørkets Herre, og giftemager for Dronning Drazilla?" sagde han roligt, men med en stemme der udtrykte skepsis og ligegyldighed. Det var i hans natur af være skeptisk og mistroisk, hvilket desværre ikke kom ham til fordel når hans skepsis blev modbevist. "Mørkets Herre er kendt for at favorisere visse kvinder fra tid til anden, men han er ikke kendt for at vælge iblandt elvere. Hvilket jo så må betyde at du er speciel og på anden vis mere værdig end alle andre?" fortsatte han med et skummelt smil og rettede blikket imod hvor han troede hun var atter engang. Hans stemem var nedværdigende og overlegen. Hvis tiden var rigtig til det, ville han le, men han ville ikke gøre sig selv sårbar ved at vise andre følelser end dem der måske ville kunne irritere hende. "Hvilket bringer os til din åbenbare stilling som Dronningens giftemager... Enten har dronningen planlagt flere ægteskaber for hende selv, eller også har du fundet den eneste ene til et af hendes blodsugende venner eller veninder." sagde han, roligt og lavt, næsten som om han talte til sig selv. Han smilte skummelt, og følte nu at denne situation krævede en anden gang. Han begyndte atter engang at tage nogle skridt imod hende, men havde sværdet sænket, og spidsen rørte lige netop sneen efter ham. "Du har vækket min nysgerrighed, heks. Fortæl endelig..." sagde han med en hæs og skummelt stemme. han var ikke høflig, blot en smule interesseret. Og på en høflig måde, krævede han at hun gav ham nogle svar. Han tvivlede på at Mørkets Herre ville straffe ham for at begå et mord eller i det mindste gøre skade på en anden, uanset hvem det så end var... og Khaine tvivlede også på at en skovelver-heks kunne være så vigtig for Drazilla at hun ville straffe ham gevaldigt for havd han havde i tankerne.

[Sol Angelika]

Hun havde ikke ligefrem regnet med at han ville skyde efter hende så hun gispede meget kort da han skød og var ved at flygte den ene vej da pilen lige susede forbi hende så hun stoppe chokket op og satte sig ned for at være sikker på hun også ville undgå den anden, først da hun var sikker på at den anden også var væk smuttede hun om bag træet igen bare fordi den var en lidt bedre beskyttelse, men igen hun kunne også have brugt magi men det tænkte hun ikke ligefrem over at det ville have været bedre at gøre det. Dog sukkede hun lidt lettet da træet igen var hendes beskyttelse, men hun stod dog og lyttede efter flere mulige pile der ville komme flyvende imod hende. ”Jeg er Mørkets Herres tjenerinde og giftmager, men kun giftmager for Dronning Drazilla” sagde hun roligt for hun ville lige understrege at hun også var Mørkets herres giftmager samt elskerinde, selvom hun ikke sagde det sidste da det ikke var særlig nødvendigt at gøre det. Hvis man virkelig troede på Mørkets gud og det han stod for ville man også kunne regne ud at han ville tage enhver villig kvinde til sin seng, dog ikke hvis de var hæslige at se på for dem ville han nok bare udnytte på en anden måde ved at tro de var bedre end andre og sende dem ud på missioner som han ikke mente kønne ansigter kunne bruges til.
”Jeg har tjent ham i flere årtier ligesom forfader gjorde det før mig, før de dræbte ham for hans tro og fordi han blev velsignet af Mørkets gud og herskede over en dal” sagde hun roligt selvom det nu var mest sammenbidt for hun ville have elsket at have kendt til hendes forfader, den onde Tengel som havde levet for århundrede siden, han kunne have lært hende så meget om hvordan man tjenende Mørkets herre rigtigt og hvordan man ville få fat på ham for han havde jo kendt til en vej hvor han havde mødt selveste Mørkets gud og blevet velsignet af ham fordi han ville beskytte hans dal og herske over den. Det ville have været sådan et smukt syn at se denne dal i dens storhedstid men nu var den forsvundet og ingen havde set den siden. ”Jeg har lavet gifte for hende og andre eliksirer hun brugte imod slaver og tjenere når hun kedede sig og ville se dem vride sig af smerte eller få dem til at binde sig til hende. Har lavet eliksirer til hendes elskere og elskerinder fordi hun beordrede det” svarede hun bare mere roligt for hun ville ikke ligefrem nævne at hun havde lavet eliksirer som også skulle bruges imod dronningen fra hendes elskere, dog havde personen aldrig fået den eliksir så der var jo ikke sket noget som helst ved det for hun havde da ikke ligefrem tænkt sig at bruge den imod hende, men derfor kunne hun da godt sælge den til andre, ligesom hun gjorde med alle hendes eliksirer, de havde jo hver deres pris.
Da hun havde hørt at han kom tættere på begyndte hun at gå længere væk mens hun vandrede i skyggerne og i beskyttelse fra træer bare fordi hun stadig godt ville have afstand til ham indtil hun var sikker på at han ikke ville dræbe hende. Udnytte hendes krop fint nok men at dræbe hende eller såre hende ville hun ikke ligefrem have.

[Khaine]

Med stilheden i den mørke skov, blev Khaine en smule overrasket da himlen lyste op og blev sort igen. En sort sky havde listet sig over Darklia, og en storm var brudt ud. Men det var noget nær en snestorm. Det midlertidige lys fra lynene skabte lange skygger bag tæerne, men kun i det korte øjeblik. Da Khaine var nået om bag træet hvor hun tidligere havde stået, smilte han og så sig omkring. Han ledte efter de gule øjne, og den lettere specielle duft hun bar. "Vi burde måske alle falde på vores knæ og hylde mindet af din forfader!? Som på så modig vis forsvarede dalen i Hans navn?" udbrød han aggressivt og så sig omkring. Med den stadig langsomt voksende snestorm, og lynene og den tilfældige torden, var det lidt sværere at fæstne sit blik på hende. Men han syntes at fange en skikkelse bag et træ en gang imellem. "Din forfader er død! Hvorfor så besudle hans minde ved at berette om hans bedrifter til døve ører!?" fortsatte han højt og på voldsom vis, selv for en elver. Hans puls begyndte at øges, og stormen og naturens oprør omkring ham, vækkede noget i ham. Han bed sine tænder sammen og smilte skævt som han så sig omkring. Khaine var ligeglad med forfædre og store bedrifter i fordums tid. Khaine var, i hans tidligere liv, skovelver. Hans egen far, Aenarion, var dragerytter og beskytter af den skov hvori hans familie og mange andre boede. Men han blev dræbt af dæmoner, og fra det øjeblik begyndte korruptionen af Khaines familie. Khaine ignorerede dog tankerne i hans hoved, og smilte igen, det var ikke relevant. han nærede ingen respekt for hans forfædre mere, og såvidt han vidste det, så havde han ikke noget liv før dette liv som Sortelver. Khaine stod i nogle øjeblikke og tog nogle dybe indåndinger. Så mere vred han blev, jo mere sårbar blev han. Han smilte skummelt for sig selv og kiggede atter engang ud i mørket. Hvis hun insisterede på at lege mørkeleg med en Sortelver, så måtte det også være på hende egen bekostning. Khaine tog et skridt bagud, ind i skyggen af træ. et kort øjeblik efter, da et lyn lyste himlen op igen, blev skyggen oplyst... men Khaine var der ikke. Måske var Khaine ikke en trænet magiker, men i flere århundreder havde Khaine sneget sig rundt i mørket. Først arbejdede Khaine som snigmorder og mester i infiltration under Drazillas far. "Du er forelsket i Mørkets Herre... du ville med glæde overrække din skrøbelige krop til ham, og kaste dig selv for hans fødder, ved løftet om evig liv ved hans side." Sagde Khaine først, med en overlegen stemme. Men stemmen syntes at komme fra flere forskellige retninger. Hvinen fra den hylende vind skjulte enhver lyd af bevægelse. "Jeg tvivler ikke på velsignelserne fra vores Herre, men hvor mange før dig er mon blevet lovet ægteskab og evig liv ved hans side? Jeg kunne forestille mig at han allerede har et harem af villige, men skuffede kvinder ved hans side. Alle og enhver, skuffet over at måtte dele ham med så mange andre." Fortsatte Khaine. Han ville se hvor fast hun var i troen, og hvor standhaftig og overlegen hun i sandhed kunne være. Det kunne måske ikke høres, men det var som om det kunne føles at Khaine bevægede sig i mørket. Men Khaine bevægede sig ikke. Som om han trodsede tyngdekraften, havde han med fingre og med fødder, klynget sig til det selv samme træ skovelver-heksen stod ved. hans hoved var nedad, og det hvide hår hang så man ikke kunne se hele hans ansigt. Da Han igen åbnede hans mund, begyndte han at kravle nedad imod hende, med sine sorte øjne rettet mod hende. "Mørket og det ukendte drager dig tæt. Men du ved endnu intet om mørket og ondskab. Du har ikke prøvet at dø af sorg, men uden at forlade denne verden. Dø af kulde men uden at dø. Du har mange ting at lære og erfare. Og inden disse lektioner er lært, vil du ikke være værdig nok til at være i Mørkets Herres selvskab." sagde han hurtigt og koldt, og nu med en meget tydelig stemme siden han var så tæt på hende. Khaine hoppe ned fra træet, og blev først stående lidt, inden han begyndte at tage nogle langsomme skridt imod hende. han havde ikke længere hans sværd. Sværdet var stukket i jorden bag ved det træ han netop selv havde stået ved før.

[Sol Angelika]

Da et lyn virkede til at lyse op så hun ret hurtigt op på det inden hun igen koncentrede sig om at holde ham på afstand af hende, lidt som den gang med Thrakan som hun heller ikke ligefrem havde været særlig glad for at være i nærheden af fordi han var ude efter hendes gule øjne på grund af de var specielle i forhold til andre skovelvers øjne der jo normalt var grønne eller blå alt efter familien de kom fra. ”Du skal ikke tale om Tengel på den måde” sagde hun lidt mere rasende for hun kunne virkelig ikke lide når nogen fornærmede hendes familie på den måde, det var jo som om han gjorde sjov med den når hun tog den ganske alvorligt, det var jo meget af grunden til hendes had til de afskyelige mennesker fordi de havde dræbt sådan en stor mand. Hun kunne nu godt regne ud hun talte for døve øre for det gjorde hun jo nærmest altid, da der ikke var nogen som rigtigt lyttede til hende og de fleste valgte normalt bare at gå inden der blev mere ballade for hun kunne blive rasende over fornærmelser over mod hendes familie og hendes gud.
Tanken om kort at forsvinde og vende tilbage senere begyndte at være mere tiltalende eller så bare købe ingredienserne fra en af sortelverne som solgte tingene på marked, for det var jo en ret god måde at tjene penge på eller bare få nogle meget gode ting ud af det. Hun så rundt for at huske hvilken retning hun var kommet i mens hun også lyttede efter ham og andre i nærheden, dog valgte hun i stedet at kravle op i et af træerne for det var måske bedre at slette hendes spor på den måde, så kunne han i hvert fald ikke se hun var gået rundt nede på jorden og træerne var jo nøgne så der ville ikke falde blade ned, men igen der kunne vidst godt falde nogen små grene ned men det var ikke særlig vigtigt lige nu. For nu ville hun bare hoppe rundt fra gren til gren mens hun ville komme ud af skoven. ”Jeg elsker min herre som en sand tjener. ” hvæste hun nærmest bare af stemmen i mørket selvom hun ikke helt kunne beslutte sig for hvor den kom fra, men et sted var han da og det var lige i nærheden kunne hun høre, men hvor var hun ikke længere finde ud af. Hjertet bankede hurtigere og denne lille leg morede hende på en måde, men igen det havde den også gjort da Geralt havde jagtet hende i Mørkets herres tempel i Darklia fordi han havde været rasende i det øjeblik, så hun kunne nu ikke helt lade være med at friste skæbnen når det kom til stykket. ”Han har ikke lovet mig ægteskab, kun evigt liv hos ham som tjenerinde og elskerinde” hvæste hun igen for det var hun bestemt ikke blevet lovet ægteskab med ham specielt fordi hun ikke var for ægteskab så titlen som elskerinde ville passe hende udmærket for det så hun sig allerede som, andre kvinder hun da godt være hos ham også men hun ville bare have chancen for at være tæt på ham og tjene ham i livet såvel som i døden uanset ordren nærmest, selvom hun nok ville nægte det hvis det ville gå udover hendes familie.
”Hvorfor tror du måske jeg er i live endnu? Jeg har ting at lærer før han vil tage mig i sin favn… Det har han selv fortalt mig og det er specielt vigtigt nu hvor dødelige har dræbt en af hans andre tjenerinder” sagde hun irriteret for hun troede hun virkelig på at hun var ham værdig for hvorfor ville han så ellers ligge med hende? Og fortælle hende at hun var en så smuk skabning og han ville have hende? ”Hvorfor betvivler du min troskab til ham? Jeg har altid elsket ham og tilbedt dem og fået andre til at gøre det samme” sagde hun irriteret idet hun hoppede ned fra et træ og begyndte at bevæge sig rundt i mørket igen.

[Khaine]

Som hans ord måske havde gjort hende, så begyndte hendes ord at gøre ham vred. Det var et sådan vanvid der havde gjort Sortelver samfund kvindedomineret. I sin tid bildte alle de kvindelige sortelvere mændene ind, at de var elskerinder af Mørkets Gud og slavebandt mændene. Khaine var aldrig selv i en sådan situation, men var tæt på at blive narret ind i det for mange år siden. Khaine stod blot stille og smilte med et lille nik. Khaine troede ikke på at nogen som helst der vandrede på denne jord var værdige nok til selvskabet af Mørkets Gud. Men Khaine tjente ham stadig. Dog havde Khaine ikke glemt vigtigheden i at tjene sig selv på samme vis. Hvis alle hans tjenere på denne jord blot ventede på at falde i hans favn, ville Darklia være svagt, og for længst udryddet af korsfarende og paladiner. Hvis Mørkets Gud skulle forblive stærk iblandt de dødelige, måtte hans dødelige tjenere være magtfulde. Så at tjene Mørkets Gud var i sandhed at tjene sig selv, i Hans navn selvfølgelig. "Nuvel, du elsker ham..." Sagde Khaine ligegyldigt og var ved at blive træt af at høre hende gentage det. "Men tror du virkelig at Mørkets Gud næres og styrkes af din betingelsesløse kærlighed, eller din vilje til at overlade dig selv i hans favn?" Spurgte han, men forventede ikke andre svar end at hun elskede ham og han selv havde sagt det, osv. men måske havde hun rent faktisk talt med ham? Khaine morede sig ved tankerne der farede igennem hans hoved. Hvis hans mest magtfulde dødelige tjenere ikke var tilbudt en plads ved hans side, hvorfor så hende? "Jeg betvivler ikke din hengivenhed til ham, men jeg betvivler hans hengivenhed til dig. Så, hvorfor dig? Hvad er det ved din skønhed, din viden, dit potentiale der har vækket Hans interesse? Hvad laver du ud over mørke besværgelser og giftige drikkevarer?" sagde Khaine. Khaine var nået til et punkt af ligegyldighed. Khaine bekæmpede aldrig stædighed, og vidste når et ensformigt sind ikke kunne pennetreres eller påvirkes. Så I stedet krydsede Khaine sine grå arme over brystkassen, og lænede sig op ad træet han var hoppet ned af, men blikket ned imod sneen. igen morede tanken ham. Hvis de magtfulde tjenere forblev på jorden, så måtte det vel kun være det mest værdiløse tjenere og tjenerinder der blev tilbudt et evigt liv i Underverden? Han smilte og trak vejret tungt. Den kolde luft påvirkede ham ikke, og et åndedræt af kulde var velkommen i hans krop. Hvis deres genforening var så uundgåelig, hvorfor talte hun så meget om Ham? Hvorfor fyldte det så meget af hende? Men hvis det i sandhed var kærlighed, så måtte det have gjort hende blind, eller i det mindste dum.