Et uventet dag

[kibra]

Dagen var våd og kold det regnet meget og lynede men på en skov sti løb en ung mand med sort kappe og hente trykket over hovet ” vi skal nok få dig jæger bare vent vi Flor dit hjerte ud ” den 17 året dreng Kibar hadet prøvet kræfter med nogle der var langt stærkere ind han selv var med svedet rende ned af sig og helt våd løb han om bag et stort træ da kan kun var et menneske kunde han ikke gøre så meget kun bruge Magiske genstande de gør øjne så stil alle sider mens hans øre prøvet at op fange den miste lyd der kom med noget stof som hang og dækket over hans mund og næse så ingen kunde se det var ham Kbira viste ikke hvor han var men han viste at han var langt væk hjemme fra det var ikke helt minen og han viste ikke hvordan han skulde komme hjem igen men han viste at han var i det onde land men der hørte han jo også til mente andre men han var jo en jæger som rakte de væsner som var onde og gjord folk noget hurtigt løb han ind i noget buskads den lange sorte kappe som dækket det meste af ham fløj til alle sider Kibra kikket rundt en gang 4 skygger forfulgte ham men man kunde ikke se hvad det var

[lia]

Der var ingen steder at skjule sig når regnen tog til, men hun havde da skabt et lille halvtag af nogle ting hun havde fundet og taget med sig ind i labyrinten. Her lå hun bare og lyttede, så ud på regnen og lod hver eneste lyd fylde hendes sind. De ting hun kunne, var hun taknemlig for og hun klagede aldrig, det var jo også lidt svært. Lia savnede en af skrive med, bare skrive breve, lære en at kende på , nu da hun ikke havde lyst til at være tæt på nogen. Dryp, dryp, dryp, beroligende var det nu, men hvor længe ville det stå på? *Vandet virker tungt, mon der er kommet nye skibe til havnen?* Tænkte hun, mange ting havde hun lært, det var jo ren logik syntes hun, men mange ville nok bare se underligt på hende. Den sorte lassede kjole hang tæt om hende, hun var da blevet fugtig af luftfugtigheden, så kjolen klistrede til hendes spinkle krop.

[kibra]

Mens han løb kunde han mærke varmen komme fem i ham kappen var mere eller minder meget våd han tænke let hvad han Træk skulde være men han skulde nok finde på noget Kibra kom nu rundt om et hjørne og ind til mitten af labyrinten han så navøs rundt for at finde et skjule sted han dækket sig til med noget muder og gemte sig så inde i en busk ” hvor bliv han af vi kan ikke se ham mere ” kom nolge stemmer Kibras hjerte banket meget men han prøvet at få styr på det mere eller minder men han kunde kun høre dem pluslige kunde man se sorte skygger i regne der stod vær deres sted ” nu lød du ham slippe væk igen hvordan kan det ske?” kom det surt for en af dem man kunde se på deres hud de var varmpyre Kibra hadet det her men han var født til at være jæger han kunde ikke se sig som noget andet

[lia]

Det larmede noget, men hun var van til at der var folk som løb rundt i labyrinten, ikke mange kunne finde ud, det var jo en meget, meget stor og magisk labyrint. Kun fordi hun havde levet der i så mange år havde hun det nemmere ved at tumle rundt og faktisk finde vej. Når folk så hende, forsvandt hun tit og så troede de hun var et spøgelse, hun var blevet rimelig kendt, uden at hun helt vidste det. Lia var dog lidt nysgerrig for at se hvem de ledte efter, og dukkede kort op i skyggen, men stod i mørket så hun var skjult, her kiggede hun på den person som lå gemt, hendes syn var meget skarpt, så det var let nok for hende at se ham. Hvis de vampyrer virkelig ville have haft fat i ham, så havde de fundet ham, det vidste hun trods alt. De havde en skarp lugtesans jo, så der skulle meget til at de ikke kunne finde et bytte. Lia's blod var underligt, ingen vampyr gad smage på hende, de hadet hendes lugt. Men det var vel en god ting. Hun forsvandt igen, ikke langt fra ham lå hendes lille soveplads med læ. Sådan da. Der brændte et lille lys, rasterne af det bål som nu var slukket af regnen, hun havde da redet lidt af ilden. *De gad ham nok ikke, sikkert kun jagt for morskabens skyld, han så nu heller ikke ud til at være et vampyrmåltid, de plejer at være kræsende.* Hendes tanker var som regel om logik.

[kibra]

Kirbar holdt sit hjerte i ro så længe han kunde men til Sisdt måtte han puste ud han holdet sig for munden for han hadet ikke vente det ville ske overhoved en Drupet ned af hans kinder men varmpyrene fandt hans lugt igen og kikket der hen hvor de var men kibra forholdet sig rolige og med logget øjne han hadet inden frygt for det mørke og vis han hadet glemte han det de 4 skygger oki let bange var ham måske men han ville ikke vise det overhoved han var bange for at blive set som svag

Stille åbnet han sine øjne og kikket på den ene han trak armen ud og skød en sølv pil lige i hjerte på varmpyren og så kom han stille frem og trak sit svær op * vis jeg skal dø så bliver det ikke uden kamp ” med et fast og beslutte blik holdet han øje med de 3 som stod op han skulde bare slå den som hadet vampyrne grinet let af ham og prøvet at holde op ” skulde du forstille at være en jæger du er ikke en gang storr … nok til at holde dit svær op ” skæg den ene af vampyren op af grin og med et løb de hen til ham helt uden han var forbetrat de slog ud efter kibra og ramte ham også fra vær deres Kibra fladt til jorden og det gjord hans svær også så den bliv mudderet til

[lia]

Det var ikke rart at høre dem snakke og håne, hun hadet vampyrer nogen gange, de kunne være så selvoptaget og klamme. Lia tog sin sorte kutte om sig for at beskytte sig lidt mod regnen, hun havde bare tær som sank ned i mudderet. Hun gik ind i skyggen og forsvandt for at dukke op ved vampyrerne, de nåede ikke at opdage hende da hun dukkede op ud af ingenting jo, derfor nåede hun med lethed at puste giftpile efter dem, eller det var så helligt vand der var i og de faldt sammen. Hendes smukke klare blå krystal øjne så mod den unge mand, de flakkede kort og hun stod bare i mørket og kiggede på ham. Det var vigtigt at han flygtede, for dette svækkede dem kun, det var sjældent at Lia slog nogen ihjel, det krævede det var den sidste udvej.

[kibra]

Kibra kom på bene og kikket sig forvirret om kræng han viste at han budte løbe men han stod bare og så modløs på kvinden som stod foran ham han nikket stille med hovet og kikket let på vampyren stile vente ha sig om og tog deres halskæder som de hadet taget fra nogle hellige mænd ” dem der for i ikke brug for mere ! ” kom det let halt surt for kbra mens han tog dem i lommen og begyndte at gå hen mod udgangen han hadet ikke glemt denne kvinden han måtte takke hinden på en eller anden måde men hvordan først skulde han lige væk fra en da vampyren våget viste de ikke hvor han var blevet af men han viste at de ikke kunde Finde ham igen så de op gave med at lade og begyndte at løbe ind mod skoven igen en time efter kom Kibra til syne igen det samme sted for at kikke efter om kvinden stod det sted som før han kikket let efter hinden mens han lage hovet på skå * hun er nok væk igen jeg gad ellers godt takke hinde * men det så ud til at hun var væk han turdte ikke råbe ” jeg ville bare sige tak fordi du redet mit liv lige før”

[lia]

Mange blev fortabt i labyrinten, vampyrerne kunne jo kravle og bevæge sig lynhurtigt, så de fandt let ud. Lia var langt inde i den, hun skulle ikke nyde noget af besøgende, tænk hvis de ville hende noget ondt. Det var noget kedeligt vejr, men mon ikke dagen efter ville byde på lidt varme og sol, man kunne da håbe og bede til det. Hun så ham skynde sig væk, forsvandt selv, men vendte hurtigt tilbage da vampyrerne var væk igen, dog skjult i skyggen til det var helt sikkert. Det var en rar følelse der kom når man hjalp nogen, men selv dem hun hjalp stolede hun ikke på. Da han kom tilbage, trådte hun stille frem, men var parat til at springe tilbage til skyggen og forsvinde. De klare blå øjne stirrede roligt på ham, undersøgte ham. Et roligt nik kom fra hende, som godtog hun hans tak.

[kibra]

Hvem er du ?” kom det stille fra Kibra og studret hinden let godt ud så hun hvor gammel mund hun var stille kom blikket ned og han kikket stade rundt efter fare om der skulde komme Nogle varmpyrne var sikkert væk fra dem men nu galte det bare om at komme ud igen det ville tag ham flere dage da han ikke Kendte den så godt stille kikket han ned han viste ikke hvad han skulde sige han holdet sig også tit for sig selv nu malt ind andet når han var på arbadet stille tog han den våde kappe af og stoffet fra hans ansigte de let grønne øjne kom mere frem og nu kunde man se hans unger jeg et stille smil kom fra ham og så op igen kibra var nu en meget sød fyr men af og til med store forvetinger af og til men vis man kom godt ind på ham hadet man også en ven for livet

[lia]

Det var lidt dumt at han spurgte, for hun vidste jo ikke hvordan hun skulle svare ham, så hun gik lidt ud i månens skær som fik brudt sig igennem skyerne der dannede regn, regn som var stoppet igen. Hun løftede hånden, tog den op til munden, rørte ved sin mund og rystede på hovedet. Lia vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare at hun ikke kunne tale, hun lavede et kryds foran sin mund for at vise det. Lia var dækket af en sort kutte, den skjulte det lange sorte hår og viste kun hendes ansigt og krop, kjolen sad stadig som klister og drev hende lidt til vanvid, men hun var vel egentlig van til det efter alle de år udenfor. De bare tær gravede sig ned i mudderet for at holde sig lidt varme, jorden var jo på en eller anden måde altid varm. Dejligt når man intet fodtøj havde.

[kibra]

Du kan ikke tale?” Kibra så let ned det hadet han ikke været ude for før men han viste det ville ske en dag han kikket let rundt nikket stille og rolige ” mit navn er Kibra ” svaret han rolige han viste ikke helt hvad han skulde gøre ”jeg er faget let vild du har vel ikke et sted hvor man kan få noget søvn for natten ” kibra bukket stille Hovet han kunde mærke noget med kvinden stod forand der var noget han godt kunde lide ved hinden stille smilte han varmt til hinden hvad mund hun var for en hun virket meget søder ind dem han hadet stødt på ind til vider men der kom sikkert mange flere i Kirba smilte let igen men det stoppet let da han så op på månen der kom ferm ” AR det var beder nu er det ikke så vådt mere ” stille lukket han øjne i og lod vandet drype ned af sig

[lia]

Det var ikke fordi han virkede så farlig igen, så måske skulle hun prøve at hjælpe ham lidt mere, det var trist at han var faret vild, mange fandt jo aldrig ud. Og hvis han ikke havde været her før og ikke var van til at være her, ville det tage ham dage, måske endda uger før han ville finde ud. Læ var der ikke meget af, men hun kunne da tilbyde lidt og nu hvor det var stoppet, så kunne der måske være tale om et nyt bål, selvom det kunne tage lidt tid at finde tørt brænde et sted hvor der ingen læ var. Lia sukkede lidt, det ville være umuligt at få liv i et bål uden magi. Et svagt usikkert smil kom fra hende, hun nikkede bare og tog blidt fat i hans ærme for at trække ham med ind i skyggen, her dukkede de pludselig op i en anden skygge og overfor den skygge var hendes lille hjem. Det var ikke meget, et par tæpper, en fakkel og noget lå dannet af et hjemmelavet tag af bark og træpæle. Helt uhandy var hun jo ikke. Lia var god med sine hænder, hun fandt en blok frem, her skrev med med en yderst smuk skrift:
Mit navn er Lia
Det er ikke meget jeg kan give dig, men du kan sove her til det bliver lyst og så skal jeg nok hjælpe dig ud fra labyrinten.
Et lille smil kom fra hende, hun rakte ham blokken og holdte bare fast i sin fjer, bøtten med blæk stod ved hendes side.

[kibra]

Kibra underste sig let over hvad hun lavet men han tog det stille og rolige , det var let Skrammende at hun tog ham med ind i en skygge. Men da det var over var det enlige ikke så slemt igen, rolige satte han sig ned ved siden af hinden og læste det hun skræv, navnet hun kom med var smukt på en måde Kibra smilte stille og nikket af det hun hadet skrævet. Til ham han kunde ikke lade vær med at smile let ” dit navn er smukt ” svaret han rolige mens han kikket rundt det så ikke ud til hun boget nogle fast steder han tænke sig let om måske kunde han tilbyde hinden at bo hos ham han hadet jo så mange rum og det lå så hun ikke ville blive set af andre hun ikke brød sig om han tænke let inden han ville sige noget andet men han viste ikke helt hvad ” bor du her ?” kom det stille fra Kirba han hadet heller ikke ret mange penge selv men han ville da altid godt hjælpe ander som var i nød som ham selv og kibra kunde mærke at kvinden over for ham sanvet et eller Andet men han ville lige lære hinden at kende først stille og rolige kikket han rundt og vente til bage til Lia med et smil

[lia]

Det var underligt at han var så smilende, selv var hun tilbageholdende, hun bed sig i læben og så lidt den anden vej, pillede ved nogle snorre hvor der hang sten i enden. Sten hun havde fundet på stranden hvor der var lavet naturlige huller i med tiden, naturen betød meget for hende og hun var ikke sikker på at et hus ville være noget for hende mere. Labyrinten havde været hendes hjem i mange mange år og hun elskede at kunne gemme sig for alt og alle. Lia havde følt sig uønsket hele sit liv, så derfor tog hun altid afstand til andre folk. Et roligt nik kom fra hende, til at hun boede her, det var ikke meget hun havde, men hun havde det godt og sjovt med sig selv, hun levede i sin egen lille verden.

[kibra]

kibra kikket sig rundt " jeg tor jeg ville prøve at finde noget brande til at kunde lave ild med ... ville du med så vi ikke fare vild eller der om kræng " stille rejste han sig op og lage hetten over hovet han kunde godt lide at hjælpe andre men de skulde også vise at de var intersert i at få hjælp det lange svær lage han i sin skede og kikket let på Lia han viste ikke hvad hun var men hun virket til at være en ra person men en person som også hadet gem gået en hel masse ting kirba hadet det let på sammen måde hans døde mor som han sig selv i sog Kibra har altid troet det var hans skyld fordi han lindet sin far som han også miste han bliv slog et ihjel af stille gik han ud i måne lyste ild skulde de have og måske noget mad han mente der skulde ligge hare kød nede i sin taske men det måtte de jo finde ud at kirba viste ikke helt hvad han skulde sige men måske spøger om hvor gammel hun var nej det virket forkert at spøger om men om hun måske hadet noget fammile