Et uventet dag

[lia]

Hvordan kunne han prøve at finde brænde? Når alting var så vådt og fugtigt, der var ingen chance for at få ild i noget, hvis han ikke kunne klare kulden, måtte han da gerne få hendes tæppe for natten. Lia havde været hårdere vejr igennem end dette. Roligt tog hun papiret og begyndte at skrive med sin fine og smukke skrift. Bevægelserne var smukke. Roligt tog hun papiret og rakte det til ham med et opgivende blik, hun gabte kort og endte med at krybe sig sammen opsiddende i hjørnet og blundede. På papiret stod:
Der er intet tørt brænde at finde inde for mange mil, så opgiv du hellere tanken om varmen fra et bål, tag mit tæppe og så ses vi i morgen tidlig.
Et svagt smil blev sendt ham, hun vinkede som hendes måde at sige godnat og satte sig godt til rette for at falde hen, selvom hun ikke stolte på ham.

[kibra]

Kibra kikket stille og rolige hen på Lia han var bare træt og når han var det snakket han tit i sort han Stille lage han sig ned og kikket rundt han kunde ikke sove det hadet han ikke gjort i et godt stykke tid han logget dog øjne og faldt nu i søvnen han ruste let da det var lidt koldt det var nok fordi at Kibra var så kold efter regne han tog kappen tæt ind til sig næste dag vågnet Kibra som den første han måtte op og stå det hadet været en lang nat han tænkte let på hvad der kunde sket i dag men der kunde jo være så meget stille smilte han ned til lia som så ud til at sove i nu han tog kappen af og lage den stille over hinden hun virket nu rat sød

Kibra måtte prøve på at skaffe morgen mad på en eller anden måde men hvordan kunde man finde mad her inde måske en hare kunde fanges men det var måske ikke så god en ide at gå for sig selv nu hvor Kibra ikke kendte til stede over hovet han tog der for sin taske for at se om han kunde finde noget i den der kunde spise men ind til vider var der ikke noget han kunde mærke lige ind til noget blødt ramte hans finger det gøs let i ham og han tog hånden let til sig ” hvad i ? ” der var noget blødt der nede men hvad

stille åbnet han tasken og en lille fritte kom til syne den så met ud men den bliv vist let skramt at se Kibra og hoppet ned og løb hen af stine der kom et lidt skamt jammeren fra Kibra for han hadet ikke renget med at finde et dyr nede i sin taske ” for pokker dag !” kom det let lav melt fra fra ham men han kikket igen hen mod Lia for at være sikker på at han ikke hadet vækket hinde overhovet

[lia]

Ved den mindste lille lyd vågnede Lia, så at han var vågnet havde vækket hende, dog lod hun som om hun sov videre. Selvom hun faktisk holdte øje med ham. Hendes hverdag var ikke let, men hun beklagede sig ikke, hun ville ønske nogen havde haft modet til at tage hende til sig og give hende kærlighed. Et liv uden en stemme, var hårdt, men hun var glad for sit syn og sin hørelse, musik, havet, alt der var værd at se og høre. I skyggen sad hun lige nu og hun forsvandt ind i den og dukkede op et andet sted i labyrinten. Nogen gange havde hun lyst til at forlade den, men hun var bange for verdenen udenfor, der var ingen der ville beskytte hende. Et svagt suk kom fra hende, men kun med memiken. Blikket flakkede kort og hun vendte tilbage til manden fra i går. Roligt vinkede hun til ham, hun var lidt trist, men sådan var det vel. I dag skulle hun hjælpe ham ud.

[kibra]

Kibra så hun forsvandt han tænke ikke lige over hvad hun skulde men begyndte at tag nolge af sine ting ned i tasken men han hadet enlige ikke regtit lyst til at forlade hinden her inden men lia hadet nok bedst med at blive her kibra viste ikke helt hvad han skulde stille op med sig selv hun kunde godt komme med ham og bo hos ham men det skulde også være sådan at hun hadet lyst til kibra ville ikke tvinge folk til at bo hjemme hos sig det skulde kun være når hun hadet lyst til det da hun kom til bage smilet han og vinket igen hun stille rejste han sig og gik og og tog hindens hånd op til sig " har du lyst til at tag med mig ?? " visket han rolige kibra kunde altså ikke lide hun skulde blive her i sær når vinteren var lige om hjørnet

[lia]

At have nærkontakt med folk skræmte hende, så hun hev sin hånd tilbage mens hun rystede voldsomt med hovedet, Labyrinten var hendes sikkerhed, hun ville ikke forlade den for noget og slet ikke med en fremmed. Lia gik hen til sit lille læ og begyndte at lede efter noget, hun tog et lille bambusrør frem og pustede en pil efter ham. Det var bare så han ville falde i søvn, hun havde brug for tid, tid til at finde ud af hvordan hun hurtigt muligt fik ham ud derfra. Nok var Lia venlig, men hun kunne kun være det på afstand. Ingen havde rørt hende i god mening før, så hun frygtede altid de ville skade hende. Hurtigt forsvandt hun ind i skyggen, Dukkede op tæt ved udgangen for at se om der var nogen i nælrheden af labyrinten. Der virkede til at være fri bane, så hun besluttede sig for at tage tilbage og tjekke om han havde undgået pilen eller lå og sov.

[kibra]

"av for pokker.. hvad skul" men han noget ikke at sige mere inden han faldet i søvn han faldt om og ladente på jorden helt mørkt han hadet ikke lige vente på at det ville ske overhovet men det var vel lige meget for ham han hadet sådan noget inderliget men hvad skulde han gøre han kunde ikke helt lide det for det tydet på hun ville ham noget ondt godt nok sagde hun at hun ville hjælpe ham med at komme ud men det kunde også bare vær en løjen som så meget andet

[lia]

Da hun havde fundet ud af at han var faldet hen, begyndte hun at gøre et tæppe ved siden af ham klar, hun rullede ham hen på det og begyndte så at trække ham hen mod skyggen. Lia havde brug for at efterlade ham, hun turde ikke det her, han var kommet alt alt for tæt på og hun skulle aldrig have stolt på ham. Et sted var det vel godt hun lærte sig selv at passe ekstra på. Roligt sank hun en klump og det krævede meget af hende at kæmpe sig hen til udgangen med ham på slæv. Dog nåede hun frem, der ville heller ikke gå lang tid før han vågnede. Lia havde ikke kræfter til at gå igennem skyggen, så hun forsvandt bare ind i labyrinten og håbede den ville lukke vejen af til hende.

//out