Skoven på grænsen

[Regina Herdeiro]

Solen skinnede højt på en skyfri himmel og luften var varm når de blide briser ikke strøg igennem landskabet og kølede alt ned. Skoven var et smukt sted at være på denne tid af året, de mange blomster pyntede nu stedet og bragte glæde med sig, hvilket også var grunden til at Regina denne dag havde søgt så langt fra Darklia, for stedet var smukt og bragte varme til hendes ellers kolde og tomme hjerte, ikke at hun ønskede det men når hendes dronning var nede i kul kælderen kunne hun heller ikke lade være med at være det, så derfor havde hun brug for at komme væk og ud i varmen for at blive ladet op igen når hun atter skulle spille dronningen i søvn, den dronning hun så som hendes egen datter eftersom hun havde været der igennem hele hendes opvækst og elsket hendes fader meget højt.

Med sig havde hun hendes sværd som sad i skeden som hang i det bruge flettet bælte omkring hendes liv, derudover havde hun hendes elskede violin med sig. Siden det var en varm dag havde hun valgt en lidt løs kjole der gik til lidt over knæene og var sandfarvet så det passede lidt til hendes hudfarve og de ravgule øjne som virkede til at smile på denne sommerdag, mens hun havde en slags sandaler på som snoede sig op af hendes ben næsten op til knæene.
Hun vandrede en smule rundt inden hun stil sidst satte sig på en væltet træstamme og skubbede det brune let krøllede hår til side og satte violionen under hagen og begyndte at spille efter det hun følte, en smule trist men noget der virkede som et humør der var i forbedringen for jo mere solen varmede hende jo varmere og blidere blev melodien også.

[kibra]

Kbira var atter kommet på afveje da han ville se sig om kræng men var ombat faret vild i skoven men han skulde nu nok finde hjem en gang Kibra hadet en sort kappe på og noget laset tøj hved siden af ham hang en svær og på skulderen sad et Mærke af et kors det var helt sort med et form for sprog det var han med født med lige så længe kibra kunde huske men det plaget ham nu ikke så meget men kibra gik stille ind i skoven der skulde forstille at være stille men i dag kunne han høre musik hvem mund det var der spillet så godt? Kibra sukket let han kunde godt tænke sig et grus øl eller Mjød ” hvor for mig helle tiden! ” Kibra kikket rundt men der var ikke nogle af se lige nu han prøvet at gå efter lyden og fandt en kvinde der sad og spillet på noget det lød smukt men var hun mund en som kunde finde på noget

[Regina Herdeiro]

Mens melodien spillede så smukt og muntret, sad hun med lukket øjne mens hendes smil blev større og større jo gladere melodien blev, for det varmede hendes hjerte at høre en glad melodi som kunne opmuntre hende en smule, som hun sad her i solen og mærkede dens varme for hun havde fundet sig en lille lysning så hun kunne tage den varme fra solen over hende.
Det føltes godt for hende at komme lidt væk fra det efterhånden meget triste slot, hvor hun i den sidste lange tid havde været låst inde fordi hun skulle spille for den triste dronning, men nu kunne hun spille det hun virkelig følte selvom det var trist at være på slottet og den tristhed kunne hun mærke i hjertet selvom hun ikke ønskede det.

Alt virkede til at være en perfekt dejlig dag hvor hun bare sad fredeligt for sig selv og spillede en melodi efter hendes hjerte, om andre hørte den vidste hun intet om for dette var jo fredens tid hvor der ikke var nogen angreb og hvis nogen overfaldte hende så havde hun jo sværdet eller magien til forsvaret. Selvom et sværd ikke ligefrem var hendes yndlings våben så havde hun ikke kunne finde plads til hendes dolk og hendes bue og pile havde hun ikke gidet at slæbe rundt på, så hun havde taget et af de sværd som krigerne trænede med.

[kibra]

Kibra kikket let på kvinden hun så også godt ud stille kikekt han op i træet og viste ikke helt hvad han skulde give sig til men af ren dum hed kladtert han op i trætet det var et æble træ så han kunde lig så godt få noget mad Kibra søgte ikke ballade det ville han ikke så dum var han altså heller ikke det sorte hår hang lidt ned af ham men sad også og stritte Kibra prøvet på at rekke ud efter et æble men så hørte han en Gran knække ” åååå nej nej nej ” kom det let fra ham mens han klamret sig til træet han faldt og landet ikke så langt væk fra den kvinde der spille på musik han lå lidt der mens han ømmet sig lidt hvad mund der gik galt for ham stille kikket han op på træet og så surt på den
” DUuu hved godt hvor irterne det var ikke! ” smilte han let stille kikket han hen og prøvet på at virke overrasket over at der sad en der stille gik han let væk fra hinden og skjule sig i hætten ” ÅÅMMHH det må de unskylde Frøken ” kom det lidt navøs for ham men vis Kibra skulde finde ud af hvad hun var var det hans møde af finde ud af det Dumt men den virket meget godt han viste ikke helt
Hvad han skulde gøre han stod bare og vente på et eller andet skulde ske stille holdet han æblet om hånden det var rundt og stort og han var sulten så det var ikke så godt når han var

[Regina Herdeiro]

Egentlig havde hun ikke hørt ham for hun koncentrede sig om musikken, så hendes tanker var forsvundet ind i musikkens leg, selv ikke da han faldt ned fra træet stoppede musikken selvom hun åbnede hendes ravgule øjne og så imod ham, og smilet forsvandt som hun betragtede ham uden ord. Først da hun spillede den sidste tone af musikken og lagde violinen i skødet åbnede hendes mund sig for at sige noget selvom hendes ansigt forblev roligt og uden glæde "Det gør ikke noget" svarede hun en smule køligt for nu var hendes perfekte dag lidt blevet ødelagt på grund af en ung mand, og var der noget hun hadede her i livet var det mænd for de havde det altid med at knuse hendes skrøbelige hjerte, derfor lukkede hun meget sjældent en mand ind i det også grunden til at hun i starten var meget kold overfor dem.

[kibra]

Kibra kikket let ned på æblet og var let Flov over det ” jeg..jeg skulde bare have et æble jeg var blivet sulten og så hørte jeg dig spille ” stille og rolige så han ned hun virket til at være en af de der kvinder der så tinge fra en mørk vinkel han håbet bare af han kunde vende det let så hun ikke skulde tænke så meget over det stille smilte han rolige til hinden igen ” mit navn er Kibra ” han bukket let så hetten røg ned over hans hoved stille rejste han sig igen og så hen mod hindens Violin hun var musiker han kikket til alle sider og viste ikke helt hvad han skulde gøre eller sige sådan nogle personer syntes han at det var svært at komme ind på men han ville da godt prøve at forstå dem eller prøve på det hvad and gik kvinder hadet han ikke den hel store af fainge med det da han holdet for sig selv han sukket

[Regina Herdeiro]

Det han sagde forstod hun ikke, hvorfor han kom med en forklaring på den måde for hun kunne da være ligeglad med hvad hans grund var for at dumpe ned fra himlen. Så hun valgte ikke at kommentere videre på det for hvorfor han var oppe i træet interesserede hende stort set ikke, så hun valgte bare at se roligt på ham, stadig vagtsomt.
"Mit navn er Regina, en nær ven af Dronning Drazilla" svarede hun roligt for hun ville lige priotere at han ikke skulle prøve på noget som helst for så kunne det ende i voldsomt ballade eftersom hun ikke var bange for at sige noget videre, selvom hun foretrak at kæmpe hendes egne kampe.

[kibra]

Kirba øjne faldt let igen Zille det hadet han ikke regnet helt med stille kikket han sig rundt og holdet øje med tingen vis der var sådan en som hinde her så var der andre til stede det var der altid han kikket let nevøs på kvinden overfor han stolede ikke på hinden helt men ingen hvorfor stole på en som kom her fra han kikket væk igen og lod sine tanker Kibra viste ikke helt hvad han skulde sige til det der som hun sagde men det kom afsige vel fra ham ” det smukt navn du har ” han satte sig stille ned hvad træet mens øjne så nevøs rundt men smilte så igen ” hvor længe har du spillet musik så ” han kaste et blik på Hindens violin og viste ikke helt hvad han ellers skulde snakke om kibra var ikke vand til at snakke med folk på den måde han var tit ensom og af Lene

[Regina Herdeiro]

Hun betragtede ham stadig med rolige ravgule øjne selvom hun stille begyndte at stryge hendes violin meget blidt og kærligt med den ene hånd mens den anden sørgede for den forblev på hendes lår, eftersom det var hendes kæreste eje og intet betød mere for hende end den, eller jo der var nogen som betød mere men ikke nogen ting. ”Siden jeg var 13 år eller der omkring” svarede hun stadig uden videre følelse i hendes stemme, men i det mindste skjulte hun intet for ham for det var sandheden hun sagde selvom det efterhånden var flere hundrede år siden hun havde opdaget den første violin i tronsalen og begyndt og øve sig på den. ”Hvorfor kigger du dig så meget omkring? Der er ikke andre end os” sagde hun neutralt men også en smule undrende for hun forstod ikke helt hvorfor han så sig sådan rundt, eftersom der ikke var andre end dem, hun havde i hvert fald ikke sørget for der var andre krigere med hende.

[kibra]

Han kunde ikke lade være med at grine let ” man skal altid være op mærksom på hvad som helst ” sagde han med et stille smil men som faldt igen han flytte kappen igen så den ikke sad i vejen men hvad skulde der ske de var så langt ude at ander nok ikke kunde gøre så noget han sukket stille og rolige kirba kikket igen på hindens violin * hun er meget øm om den hvordan kan det være * stille slappet Kibra af og lage hovet let på skrå der var god sol skid i dag det var ikke så tit at man fik det ” det folt vær i dag ” sagde han stille

[Regina Herdeiro]

Regina så på ham med undrende rolige ravgule øjne for hun forstod ikke hvorfor han var så opmærksom på alting. ”hvorfor skal man det? Og det kommer vel an på hvilken race man er” spurgte hun undrende for selv var hun jo udødelig så et sværd igennem hendes krop ville gøre ondt ja men det ville ikke ligefrem være dræbende for hende.
Hun sad roligt og betragtede ham mens hun kærligt og blidt strøg violinen der hvilede i hendes skød, bare fordi den gjorde hende mere tryg end noget andet. Hun smilede dog lidt over hans spørgsmål ”Ja det er et meget smukt vejr i dag” sagde hun roligt og fjernede hendes øjne fra ham for at se op på himlen mellem træerne.