Home once again

[Neimi Silvertung]

Det var atter blevet efterår i begge lande og ved grænsen, de brune og orange blade lå nærmest over det hele og træerne var nøgne eftersom de ikke længere havde blade på sig. Et smukt syn var det nu for de træer der stadig havde blade på lignede jo store båle.

Dette var ikke ligefrem noget som den unge Neimi tænkte over da hun atter var vendt hjem til resterne af den gård som havde været hendes hjem, men stadig kun var blot en ruin som ikke fortalte meget om hvilke forbrydelser der var begået i dette hus eftersom ingen kendte til dem, foruden Neimi der havde været offeret for dem. Det var dog kun blevet til mareridt som ind i mellem plagede hendes drømme om natten. Lige nu rynkede hun dog kun på næsen da hun rørte resterne af en mur, der stod tilbage af den gård som var blevet brændt ned. Egentlig fik det hende til at smile ved tanken om at her under jorden hvilede der nogle rester af hendes familie, som havde fået den straf de fortjente, eller ikke helt fordi hun kunne selv finde på en meget værre straf end døden, men ikke noget hun kunne gøre ved for hun havde kun været 8 år da hendes forældre og 4 søskende var brændt ihjel takket være soldater fra Darklia. Men nu var de jo under jorden dækket af de brune og orange blade så det lignede stedet atter brændte.

Neimi bar en lang brun kappe svøbt tæt om hendes spinkle krop og under bar hun en brun skind top og et bar brune skind bukser, samt et bar brune skind støvler med pels i kanten for at holde hende varm når nu snart var ved at blive vinter igen.

[amb]

Kazuki vandrede imellem de nøgne træer og opdagede at der var nogle sten han gemte sig hurtigt da han så noget bevæge sig mellem dem. Han var altid på vagt også når han slappede af. Han holdt øge med skikkelsen og opdagede at det var en kvinde. Han gik frem mellem træerne og de rød gule blade der lå på skovbunden. Han kunne gøre det lydløst men det var der ingen grund til efter som kvinden ikke så ud til at være nogen større trussel. Han betragtede kvinden i et stykke tid og forestillede sig hvad hun lavede her. Han havde som sædvanlig sine lange sorte klæder på. Han så næsten ud som en albino med den blege hud, de røde øjne og det lange kridt vide hår. Han gik lidt nærmere kvinden og så på hende med et smil på læben. han prøvede at se venlig ud men det var svært med hans udseende. " hej" sagde han med en mild stemme.

[Neimi Silvertung]

Fingrene gled let og elegant over en af halvmurere der stod tilbage i ruinerne af gården omgivet af markerne og længere fremme var træerne til grænseskoven, det havde været grunden til at de var blevet overfaldet den gang, de havde været alt for tæt på grænseskoven.
Omkring voksede græs og ukrudt vildt og dækkede nærmest alle halvmurerne. Neimi så på halvmuren som hun rørte med fingerspidserne, et lille uskyldig smil spillede over hendes læber mens hun tænkte tilbage på den første gang hun havde set solens lys, den gang hun blev fri fordi hendes familie var blevet myrdet. Det havde været sådan et smuk syn som hun aldrig havde glemt, sådan som den lysede landskabet op og gjorde ondt i hendes øjne fordi hun altid havde været vant til mørket og kun med en lille fakkel til at lyse for hende i mørket.

Hendes tanker blev forstyrret da en fremmed person lille stod i hendes nærhed, til trods for der ikke var meget at gemme sig bag så måtte hun havde været godt væk i hendes tanker siden hun ikke havde hørt ham. Hun gispede kort over det mindre chok hun fik af ham, hvor hun dog hadede at folk listede sig ind på hende, selvom hun egentlig burde have hørt dem så var hun for tit væk i tanker. ”Hvorfor skal alle liste sig ind på mig på den måde?” kom det hurtigt fra hende uden hun tænkte over det.


//Gør lige dit billed mindre, altså det med sværdet det fyldet for meget

[amb]

"undskyld" sagde han med en mild stemme. og gik lidt tættere på. "det var ikk min mening at skræmme dig. men hva laver sådan en som dig her ude tæt ved grænsen?" spurgte han og satte sig ned for at pudse sit lange 2hånds sværd med noget sand han altid havde i en lille pose der hang i bæltet. "du ligner ikk en her fra" sadge han og så op på hende igen, mens han rejste sig op og satte sværdet om på ryggen igen. "hvor gammel er du?" spurgte han med et roligt blik selvom han stadig var på vagt. han havde ingen tanker om at skade hende men man kunne aldrig vide om en person ville gøre en godt eller ondt. han ville aldrig selv gøre en person ondt før han havde fået bevis på at de havde gjort noget dårligt i deres liv eller var svindlere. han så op på fuglende og nærstuderede dem med sit gode øje "kunne du ikke også tænke dig at flyve" spurgte han med længsel i stemmen. "jeg gad godt vide hvordan verden så ud oppefra" sagde han og så på hende med et skævt smil,

[Neimi Silvertung]

Hun så mere roligt på ham men lettere undrende da han sagde noget om at skræmme hende. ”Du skræmte mig ikke, du overraskede mig.. Der er en forskel der” sagde hun roligt for i hendes hoved kunne man kun blive skræmt hvis der var noget frygt med i spillet men det var der ikke i hendes tilfælde for hun havde aldrig nogensinde prøvet at være bange for noget, i hvert fald ikke noget som hun kunne huske. Så det måtte have været den gang hun var fanget i kælderen hvis det overhovedet vat sket.
Hun betragtede ham undrende som han snakkede for det var sjældent hun mødte en der var mere snaksaglig end hende. ”Fint du får den korte version.. Jeg er her fra, disse ruiner var en gang mit hjem men som du kan se brændte det ned til grunden for mange år tilbage, så nu er jeg bare her for at besøge det igen.. og man spørger ikke en kvinde om hendes alder” forklarede hun roligt bare fordi hun ikke regnede med at han ville høre om hele hendes liv, for så skulle alle mishandlingerne, mordforsøg og voldtægter jo med så den lille del sparede hun ham for. ”Hvis du så gerne vil flyve hvorfor tager du så ikke op i bjergerne og stiller dig på en af skrænterne? Så kan du se meget af landene” spurgte hun for hun havde ikke selv nogen lyst til at se tingene oppe fra, hun havde det meget bedre med hendes fødder plantet solidt på jorden.

[amb]

"jeg har prøvet at være oppe i bjergene men jeg kan ikke forrestille mig at flyve hen over landskabet. altså være fri fra jorden ikke at skulle tage omveje for at komme bestemte steder hen. bare at kunne flyve lige over." sagde han og så med længsel på fuglende. "og du må undskylde at jeg spurgte om din alder jeg havde helt glemt mine manere." han havde ikke serlig meget maner han kunne finde på at gå over til en af dronningerne uden at bukke og kysse hendes hånd først. han var vokset op med at skulle klare sig selv så han gjorde over for hende som han gjorde over for alde.
"men vil du ikke gå en tur" spurgte han med en venlig stemme og så på hende med et skævt blik og smilede

[Neimi Silvertung]

"så find en af de der væsner med vinger?" sagde hun undrende for hun forstod ikke hvorfor den mand var så vild med at flyve og hvorfor det var så vigtigt for ham, det var ligesom hun ikke forstod hvorfor søfolk var så glade for havet. Dog smilede hun ved det med han havde glemt manerene "Ville egentlig gerne svare men sandheden er jeg faktisk ikke er sikker på min alder" svarede hun roligt for hun var jo ikke sikker på hendes alder, så derfor undlod hun gerne at svare på hendes spørgsmål medmindre man havde spurgt som Leo havde gjort det, nemlig hvor gammel hun var af sind men selv det var svært for hun havde jo forskellig humør så det afhang af humøret hvor gammel hun var der..

"igen du går da lige til sagen hva? Men okay kan vel godt gå en tur med dig" sagde hun roligt med et skævt smil for hun kunne da godt lige gå en tur med ham, det ville jo sikkert ikke tage mange timer og hun var allerede en måned forsinket i hendes tidsplan alliegvel så det gjorde vel ikke noget med nogle timer.