Snow in the streets.

[Daniella Bathory]

Daniella lod let et par fingre glide igennem sit nyvaskede, blonde hår og lod det være med det. TIltider var det en velsignelse med det glatte hår hun havde, for det redte næsten sig selv. Det krævede ikke megen pleje. Dag var ved at blive til aften, og sneen dalede lige så stille og fint ned på gaderne i Frontiera. Det bragte et smil frem på hendes læber, eftersom det var et kønt syn.

De klare blå øjne søgte trænet og vant rundt i mængden der endnu var på gaderne. Et let offer, en der var distreheret eller bare ikke opmærksom. Hun smilede skævt i det hun paserede en ung kvinde, et år eller to ældre end hende. Ganske diskræt sparkede hun til kvindens hæl. Hun havde virket velhavende, udfra silken i hendes kjole og pelsen på hendes kappe.

Kvinden faldt med et lille udbrud, og med et lille diskret snit i hendes kjole i forbifarten klirrede guldmønterne ud på gaden. Daniella gjorde mine til at bukke sig ned og samle op, og lagde mærke til andre der nærmede sig. Hun slog let håret om bag skulderen og så på dem med vrede i øjnene, og en kold fremtoning. "Hold jer væk. Kan rendestens skummet ikke holde sig væk når de hører mønter der klirre?" spurgte hun holdt og viftede dem væk med en håndbevægelse. Folk var for bevidste på dem nu, til at de turde gøre noget, og Daniella fremstod nobel og høflig.

Hun lagde sig på knæ og med hurtige fingre hjalp hun kvinden med at samle mønterne op. Halvdelen af dem blev stukket op i hendes ærme, fingersnildt og uden at de gav lyd fra sig. Hun rakte kvinden de resterene mønter med et venligt smil. Kvinden talte dem ikke, men stak dem bare febrilsk og pinligt berørt i sin pung igen.

Så fangede hun Danielles blik, og hendes udtryk blev blidere. "Tak for hjælpen... Jeg kan være så klodset nogen gange." Sagde kvinden med blussende kinder. Så rakte hun Daniella et par mønter. "Nej tak frue.. Det er slet ikke nødvendigt." insisterede Daniella med sin mest troværdige stemme. Men kvinden rystede bare på hovedet og pressede dem ind i hendes hånd, tvang hende nærmest til at tage imod dem. "Som tak for hjælpen." sagde hun med et blidt smil, inden hun gik videre i mængden.

Et øjeblik efter trillede mønterne muntert ned i Danielles pung, igennem hendes ærme og ret diskret bortset fra lyden. Hun smilede tilfreds og gik roligt videre, på jagt efter sit næste offer. Sørgede for at det ikke blev alt for åbenlyst at hendes blik specifikt søgte de velhavende.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut var i Frontiera for at prøve noget nyt udstyr han havde lavet selv om han havde sagt til Myst han skulle købe nogle ting at skrive en bog han havde fået en masse tid til overs siden han stoppede som en assassino men han kunne prøve at lave noget nyt udstyr til sine børn have det bedre ting en det han havde som ung han havde et helt hvidt sæt tøj trøjen og bukserne lignede alle de andre mænds tøj men han havde en hvid kappe og en hætte med en lille spids

[Daniella Bathory]

Daniellas øjne blev smalle i det hendes øjne faldt på en hvidklædt mand, og ganske diskret søgte hun om bag ham. Gik et par skridt bag ham, og sørgede for ikke at virke for påfaldende. Vinden rørte på sig, og da den blæste hans kappe lidt tilsiden, og afslørede hans bælte smilede hun tilfredst. Det var lige hvad hun behøvede at vide.

Hun ventede et par skridt, inden hun så trådte til i udkanten af hans kappe, holdte den fast til jorden så den revnede ved hans næste skridt og flagrede af. Hun greb den hurtigt med et højlydt gisp, og greb fat i hans arm for at gøre ham opmærksom på det.

"Undskyld hr.! Det var ikke medvilje!" udbrød hun med en stemme der næsten dryppede af skyldfølelse. Hun tvang tårerne op i hendes øjne, der et øjeblik efter blev blanke. Hun rakte ham forsigtigt kappen, rystede svagt på hænderne og så dybt ynkelig og brødbetynget ud. Mere uskyldig en person havde verden endnu ikke set.

Hvad Alamut næppe ville lægge mærke til var, at hans lille pose var faldet af hans bælte. Hun mækede diskret på den, 2 sten som hun ikke kunne bestemme typen af uden rent faktisk at se dem. For nu, gemte hun dem sammen med sit seneste bytte, diskret i den lille læderpose hun kunne åbne med sin lillefinger og lukke igen uden at han ville kunne se det, eftersom hendes hænder ligenu var skjult af kappen i dem.

"Jeg er virkeligt ked af det.. Din kappe.. Jeg så mig ikke for..." stammede hun, gjorde et stort nummer ud af at virke ung, usikker og sårbar.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut gik rundt i sine egne tanker en til hans kappe blev hevet at vente han sig hurtigt om og samtidig kunne han mærke at hans pose med fine sten var faldet af men han havde kun opdagede det fordi han kunne mærke den side den var i var blevet lettere så han sagde venligt "tak den dame men er du helt sikker på det ikke er kun min kappe de fik hevet at mig"

[Daniella Bathory]

Hun rakte ham den nu krøllede kappe, og rynkede så de fine øjenbryn. "Hvad mener De? Jeg tror kun min sko fik fat i kappen." sagde hun undrene, løj frejdigt videre uden så meget som at tøve. Hun blinkede ikke engang, at lyve var en naturlig del af hendes liv. Hun kunne være lige hvad folk gerne ville se.

Så rynkede hun brynene og besluttede sig for at gå i defensiven.

"Hvad er det du hentyder til? Tror du at jeg er en tyv?" spurgte hun, med en begyndende vrede ulmende i stemmen, som om han havde krænket hendes stolthed dybt. Som om det var ham der havde begået en forbrydelse.

Hun hev med fingerspidserne den ene af stenene op fra pungen af, og stak kappen i hænderne på ham, bukkede sig så ned og lod som om hun fandt den på jorden, uden for hans synsvidde så han ikke umiddelbart kunne bekræfte at den havde ligget der et øjeblik før.

Så rakte hun ham den med fremstrakt, flad hånd og så trodsigt på ham. "Jeg går ud fra at det er denne de tror mangler? Du burde passe bedre på dine ting. Jeg er ked af kappen dog." sagde hun, og så igen tilpas brødbetynget ud til at gøre det troværdigt.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut tog mod kappen og tog den på og tog hætten over sit hoved og sagde "Tyv nej en tyv vil ikke tage ting for næsen af folk men du har gjort et lomme rengøring trick" han vidste ikke det hed at være lommetyv men han kendte nok til det så han kunne se hvornår nogle var god til den slags og han tog mod posen og sagde "den var der ikke før"

[Daniella Bathory]

Hun fnisede. "Lomme rengørings trick? Virkeligt? Det kunne aldrig falde mig ind at rengørere dine lommer." sagde hun en anelse koldt og rystede på hovedet, havde stadig den ene af stenene i sin pung med mønter. Manden fik kun den ene tilbage for at give hende lidt troværdighed.

Hun vendte sig let om for at gå igen. "Helt ærligt, næste gang så ha' noget at ha det i, ikke? Du kan ikke bare beskylde folk der faktisk bare undskylder for at være klodsede." sagde hun med tryk på det sidste. Hun lød så såret som hun overhovedet kunne og så bebrejdende på ham. Tørrede hurtigt øjnene med håndryggen.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til kvinden og sagde "klodsede så siger vi det men den var bare fuld med sten" han vidste ikke de sten hed diamanter og hvor mange penge de var og han vendte sig om og begyndte at gå mod en gyde sagde "han bare beholde den værdiløse sten" og da han kom ind i gyde åbnede han sin højre hånd op på en særlig måde så en klinge omkring 10 cm lang med en lille krog på så han kunne bruge den til at klatre med og han klatrede hurtigt op på taget så han kunne lige se kvinden

[Daniella Bathory]

”Lad være med at tale som om jeg har stjålet noget.” sagde hun med en let hovedrysten, inden hun forlod ham. Hun drejede let ned af en gyde, var ikke dum nok til at tage sit bytte frem før hun var sikker på at hun var alene og gjorde det heller ikke nu.

I stedet virrede hun bare med ørerne, i det hun hørte en lyd ovenover hende. Hun valgte ikke at se op, eftersom det kunne være hvad som helst. En fugl, eller en person der var søgt derop. Hun talte somregel først sit udbytte om aftenen, inden hun gik i seng, indtil da holdte hun det bare skjult i sin læderpose, bundet til læderstroppen omkring taljen – Stramt nok til at hun kunne mærke den hver gang hun bevægede sig, og derved også hvis nogen forsøgte at få fat på den.

Hun strøg let en lok blond hår om bag øret i det hun gik. ”Idiot…” mumlede hun lavmælt, for selvom hun var en tyv brød hun sig ikke om at blive beskyldt for det. Ikke på åben gade, det gjorde alting meget mere besværligt.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut gjorde sit for ikke at lave alt for at lave så få lyde han kunne så han kunne holde øje med kvinden og finde ud af hun var en lommetyv eller ej og hvis hun var han ikke gøre mere og samtidig var det en god måde at prøve sin nye udstyr som han kaldte krog klinge og se der var nogen ting ved den han havde glemt ved den

[Daniella Bathory]

Daniella var smart. I og med at hun kendte Frontieras gader ind og ud, vidste hun præcist hvilke der var befærdede, hvilke der ikke var det, og samtlige løse sten i murværker og vægge. Hun havde små depoter af kapital liggende i hele byen, steder som kun hun vidste ud fra hendes hukommelse, de var på ingen måde mærkede eller i orden, og indrettet så folk ikke bare ville falde over dem ved et tilfælde.

Hun smuttede ind i en lukket gyde, hvor det eneste der var der, var et par katte. Så rakte hun op, til hvor hun knapt kunne nå og mærkede efter en løs mursten. Bingo. Hun rev den ud, og trak en pind ud af hullet. Satte sig så ned og gav sig til at lirke en sten, som ellers sad ret godt fast, løs. Dernede lå nogen snore og tråd. Hun trak det op, og rejste sig, kastede en løkke op over en krog der sad et godt stykke oppe af muren – Intet væsen ville kunne nå den uden at have noget at stå på, og hev til. Ud kom endnu en snor, og hun hev til i den. Et sekund efter klirrede det da en slidt læderpose kom frem med en del besvær.

Hun greb den da den faldt ned, og tømte sin læderpose der havde været bundet om hendes talje, ned i den nye pose og vejede den i hånden. Smilede tilfredst ved vægten af den.