(åben)Et gadehjørne en vinternat

[Zedekiah Alexander]

Det var efterhånden ved at være sent på aftenen. Man kunne vel kalde det nat.
I hvertfald var det mørkt og det var de færreste bygninger der lyste fra vinduerne. Vinterkulden truede med at skære sig gennem klæderne på dem, der vovede sig uden for – hvilket bestemt heller ikke var mange.
Zedekiah var en af dem, men det var kun ganske få der bemærkede ham, som han stod dér, lænet op af en mur ved et gadehjørne. Han havde haft en aftale med en handlende, men den var åbenbart blevet glemt. Eller også var det kommet noget andet i vejen. Ikke ligefrem noget der var nyt for en som Zedekiah. Han kunne aldrig stole helt på andre når de sagde noget, dog dukkede han altid op til en aftale. Dog var han altid forberedt på det værste – og det var altså ikke, at personen ikke dukkede op.

Han trak vejret dybt og nød et øjeblik nattens stilhed. En kvindelig skikkelse passerede ham, en mand kort tid efter. Det var kun deres silhuetter han kunne se og de bemærkede tydeligvis ikke ham. Det var ikke sært, for han stod overraskende stille og var godt pakket ind. Udover hans gamle vinteruniform fra hæren, bar han handsker og havde også bundet et stykke mørkt lærred om ansigtet, så det kun lige var hans øjne, der var synlige. Den blege hud omkring øjnene lyste en smule op når han kiggede lige frem, men det gjorde han kun når andre var passeret. Ellers lyttede han til nattens lyde.

[Rai Mirriko]

Nat eller ej, dette var mere eller mindre et frit land, så det var vel tilladt for andre at bevæge sig rundt imellem de mange gader på grænsen. Dog var det ikke lige det en mindre skikkelse havde i tankerne, da denne var stukket af fra sin oprindelige bopæl på slottet. Skikkelsen var dog ikke helt dumt, da denne ikke valgte at vise sit sande ansigt til de mere nysgerrige.
Skikkelse var en hvid ulv, der roligt slentrede ned igennem gaden, som var det ingenting. Der var dog noget ganske anderledes ved denne ulv, for det var jo selvfølgelig ikke bare en ulv, men i virkeligheden en magiker, med speciale indenfor Dyre transformationer. Bedre kendt som en Animagus. Nogle enkelte steder på ulven krop var der nogle blodpletter, som på en måde havde sat sig fast i den hvide og bløde pels. Rai, ulven, havde endnu ikke haft tid til at rense sin pels ordentligt, derfor gik han bare ud fra, at det ikke ville skade folk at se lidt blod, det kunne jo umuligt være sarte alle sammen?

Det var ikke særlig svært for Rai at opfange de forskellige lugte eller dufte, som befandt sig rundt omkring ham. Parfumen fra kvinden var noget der skar ham en smule i næsen, men han forsøgte at se bort fra denne duft og koncentrerede sig om sine omgivelser. Natten var kold og dyster, men det var lige sådan han gerne ville have det. Desuden så kunne pelsen sagtens holde ham varm, uden at han skulle bruge nogen som helst form for tøj for at holde på varmen, det var jo det pelsen var der for.

[Maka De Silver]

Et lille stykke fra en lidt større gade sad en ung kvinde oppe på et af tagene og så udover gaden foran hende, blot for at se om det mulige mål ville passere denne aften men nu egentlig mest fordi hun godt kunne lide og sidde og betragte folk når de ikke kunne se hende. Dog sad hun meget roligt fordi der var lettere glat og hvordan hun var kommet herop var hun ikke helt sikker på, men måske var det bare et held? Men uanset hvad sad hun her og betragtede de få personer hun kunne se fra lampers skær eller lyset fra vinduer.
Det var egentlig ikke fordi hun havde noget egentlig mål, eftersom hun kunne vælge og vrage imellem hendes kunder og det hun havde fået tilbudt var ikke ligefrem noget der var særlig tiltrækkende men hvis personen nu kom forbi så kunne hun jo lige så godt. For hun måtte jo snart begynde at røre sig for det var faktisk en smule koldt at sidde her selvom hun havde en tyk sort kappe omkring sig som et mindre tæppe og under kappen havde hun også en tyk trøje sammen med tykke bukser samt skindstøvler der næsten gik helt op til midt på skinnebenene.

[Zedekiah Alexander]

Uden en lyd stod Zedekiah blot og lyttede. Han kunne genkende lyden af fodtrin på lang afstand og i nattens stilhed syntes lyden højere end normalt. En anden grund til, at de var så genkendelige var hans skærpede hørelse - arvet fra sin far. Ligesom han havde arvet de andre skærpede sanser. Han var glad for sine evner, men vred over hvem han havde dem fra.
En ny lyd skar igennem, poter mod brosten. Han rettede sig op og så sig omkring, for til sidst at vende blikket mod lyden. Her fik han øje på en nærmest skinnende skikkelse, en hvidpelset ulv. Noget sagde ham at det ikke var en fuldblods ulv, men en form for magisk form af en eller anden. Opmærksomt lagde han mere mærke til området omkring sig og syntes også at skimte en skikkelse på et tag et lille stykke væk. Dog nåede han knap at registrere det, før han bedømte, at det var ligegyldigt og koncentrerede sig om ulven igen.
Han var ikke specielt nervøs, eller bange.. Blot opmærksom, som enhver der bevægede sig rundt i byen på dette tidspunkt burde være.

[Rai Mirriko]

Der gik noget tid, hvor Rai bare valgte at bevæge sig ned langs med gaden, men han stoppede roligt op, da han opfangede noget mistænktsomt. Hans blik gled efterfølgende rundt i gaden og faldt på en skikkelse, der tilsyneladende ikke havde noget specielt at lave på gaden. Personen så ud til at betragte sine omgivelser meget nøje, noget den hvide ulv hurtigt opfangende, selvom han valgte at bevæge sig videre langs gaden for at forsvinde ind i en gyde eller ulven stoppede blot op foran en gyde, hvorefter den betragtede sine omgivelser og specielt tagene. Da han fornemmede en skikkelse oppe på tagene. Det burde næsten være yderst koldt at være deroppe, eftersom at vinden ikke blev skærmet af bygninger, som gaden blev. Men han valgte dog at lade skikkelsen være og sætte sig ned, det var ikke koldt for ulven, som lod sit blik hvile på manden.

[Maka De Silver]

Gaden virkede meget stille og det virkede ikke til at hendes mulige mål ville komme denne nat men igen hun var også en smule utålmodig netop fordi det var køligt og hun allerhelst vil hjem på hendes kroværelse hvor hendes ugle ventede på hende sammen med en flaske med dyreblod eftersom hun havde været lidt små sulten tidligere og det var jo hendes måde at indtage føde på, selvom det til tider smagte rædselsfuldt fordi det var koldt men det var nu en gang bedre end ingenting.
Hun valgte dog at blive siddende i nogle sekunder endnu inden hun alligevel valgte at hoppe ned fra taget og ned på et mindre skur som nok blev brugt til at opbevare træ til de nærliggende huse så de havde noget varme hele vinteren. Derefter valget hun at gå imod den åbne gade fordi hun alligevel skulle den vej.

[Zedekiah Alexander]

Selvom Zedekiah gerne ville, kunne han ikke følge skikkelsen fra taget for meget med blikket, for ulven dog lidt for meget af hans opmærksomhed. Han kunne mærke dens blik på ham og regnede derfor med, at det ville være klogest at være, bare en smule, påpasselig. Den hvide pels fik ulven til at se nærmest spøgelsesagtig ud i mørket. Der var nogle mørke pletter rundt omkring på den, men det var ikke til at bedømme om det var pelsen der bare så sådan ud, eller det var skidt af en slags. Zedekiah lod tanken passere - det var ikke vigtigt.
Han rettede sig op, da skikkelsen fra taget passerede - hun gik mod åben gade, hvilket vel var fornuftigt nok. Dog fulgte han ikke hendes eksempel. Faktisk havde han ikke nogle specielle intentioner om at skaffe sig hendes opmærksomhed, selvom man da kunne frygte, at hun bemærkede ham i det han bevægede sig en smule.