en lille leg?

[Zedekiah Alexander]

"Det er De ikke den første til at nævne," kommenterede han med et tørt grin og måtte indrømme over for sig selv, at han godt forstod hun sagde det. Naturligvis var han irriterende, og naturligvis irriterede der hende, at han tydeligvis havde ødelagt hendes planer. Han lænede sig op ad trappegelænderet, da trætheden et øjeblik kom frem i ham igen. Igen fokuserede han på hende, han nåede lige at tænke at et navn at sætte på hende ville være rart, men så sagde hun noget og tanken var passeret. Endnu engang grinede han kort, hovedsaligt fordi han egentlig ikke forstod hvorfor hun ikke bare gik - det ville heller ikke fremprovokerer hans behov for at irritere andre. "Er det så meget at diskutere?" sagde han tørt og ventede egentlig bare på en reaktion, et svar.. Et eller andet.

[Maka De Silver]

”Godt så er du i det mindste klar over det” sagde hun irriteret men trak lettere opgivende på skuldrene og så kort ned af gangen for at betragte en ung kvinde der kom listende ud af et værelse, og virkede nervøs for at tage nogen steder hen, dog gad Maka ikke ligefrem blande sig i det, så hun så igen væk fra kvinden og ned på fyren nede for trappen, som bare virkede til at ville stå og sove der hvilket han da godt måtte for hendes skyld, men der var et varmt værelse som ventede på hende. ”Nej? Jeg gider bare ikke stå her og blomstre men du må da gerne sove dernede” sagde hun mere roligt og trak igen på skuldrene før hun vendte sig rundt for at gå, for nu havde han fået tilbuddet om at få et sted at sove uden at skulle betale for det, men ham om det hvis han ikke ville have noget som helst gratis. Det var jo også en måde for hende at vise på at hun ikke var bange for ham på nogen måde.

[Zedekiah Alexander]

Hans blik fulgte den rødhåredes, da hun så mod en kvinde, som kom gående ud. Nervøsiteten lyste ud af hende, men han kunne ikke bedømme hvorfor. Derfor blev hun også hurtigt ligemeget og han lyttede igen til hvad den rødhårede havde at sige.
Om det var ment som en udfordring var ikke til at sige, men Zedekiah tog ihvertfald i mod den. Han smilede skævt og overvejede det kort. Hun lød til at ville have ham til at gå med, men det var nok nærmere ment som et tegn på at hun var kold over for ham. Han fulgte med hende, af ren nysgerrighed over hvordan hun ville reagere - om hun havde regnet med det. Desuden var tanken om et værelse faktisk helt behagelig. Godt nok havde han ikke et problem med at være mellem mennesker, men nu havde han faktisk ikke været noget der bare mindede om alene i lang tid. Men han kunne næppe tillade sig at smide hende ud af hendes eget værelse, som hun selv havde betalt for at leje.
- Alt dette kunne være ligegyldigt. Det vigtigste var hvordan hun reagerede på, at han fulgte med.

[Maka De Silver]

Det at han fulgte med hende gjorde nu ikke så meget for hun var oprigtigtalt ligeglad for han kunne da bare følge med. Men reaktioner skulle han nok ikke forvente meget af udover et mindre raseri tilfælde hvis han blev ved med at være så irriterende som han havde været indtil videre for så kunne det godt hun blev meget vred. Der gik ikke mange skridt før hun drejede ned af en mindre gang og forsvandt ind i en af dørene efter hun havde låst den op og ladet den stå på klem så han kunne gætte hvor han skulle gå ind henne af selvom han måske nok ville have set det eller gættet det, så var det vel en god ide at han virkelig kunne se hvilket værelse hun havde, godt nok var dette et dumt at tage ham sådan med ind til hendes værelse men nu havde hun altså gjort det.
Noget af det første hun gjorde var at gå hen til sengekarmen ved fodenden og ae hendes meget lille ugle som sad der og halvsov men vågede op da Maka kom hen og aede den meget blidt for den var ikke større end hendes hånd. ”Godmorgen Nighti så skal du snart ud og flyve” sagde hun roligt med et skævt smil imod fuglen for det var nok det eneste levende væsen hun som hun holdt meget af.

[Zedekiah Alexander]

Zedekiah gik i et væsentligt langsommere tempo end den rødhårede, men det var sådan set bare fordi han var meget påpasselig med at se sig omkring. Han var vant til altid at være opmærksom på sine omgivelser, og hvor han befandt sig nu havde han ikke mulighed for at flygte hvis nogle skulle finde på pludselig at springe frem. Den rødhårede var han ikke bange for, for han stolede på sine egne evner, i tilfælde af, at hun havde drabelige planer - det ville dog undre ham.
Han gik ind ad døren, som var det til hans eget værelse, men så sig så omkring, for at få øje på kvinden, der stod ved en ugle. Så hun var sådan en..
Zedekiah havde aldrig været meget for dyr, ikke til andet end kamp i hvertfald - og der holdt han sig også fra selv at have et.
Uden et ord satte han sig på en stol.

[Maka De Silver]

”Der er dyreblod i tasken” sagde hun lettere ligegyldigt og pegede på en taske der lå lige i nærheden hvor han sad, selvom holdt hun lidt øje med uglen som virkede til at ville puste sig op fordi der var en fremmed sammen med hende, noget den ikke ligefrem var vant til og det fik bare Maka til at grine kort af den. ”Tosset fugl” sagde hun og rystede på hovedet. Hun lod Nighti hoppe over på hendes hånd inden hun gik hen og åbnede vinduet så den kunne flyve ud i morgen nu hvor det lysnede en smule for så kunne uglen se eftersom den var anderledes end mange andre ugler for denne var kun vågen om dagen og sov om natten. Hun lod dog vinduet stå på klem så fuglen altid kunne komme tilbage igen og skrappe ved det for så ville hun med lethed vide at det var den som var kommet tilbage.
”Hvorfor var det egentlig du ødelagde min plan når du allerede kendte til den?” spurgte hun lettere nysgerrigt for der havde da ikke været nogen grund for ham at ødelægge hendes mindre overvågning af den mand som nu sikkert var på vej hjem.

[Zedekiah Alexander]

Han nikkede til det hun sagde, hvilket sådan set bare var for at vise, at han havde hørt det. Det rørte ham ikke, for han havde ikke brug for blod. Det var ikke længe siden han sidst var blevet mættet med blod og han var typen der havde vænnet sig til ikke at indtage det særlig tit. Det var mest praktisk ikke at være for afhængig af dagligt at skulle have blod. Dog var han ligeglad med om det var fra dyr eller mennesker - det kom an på så meget hvilken slags blod han kom i nærheden af. Passede det med et job stod han ikke tilbage fra at indtage blod fra sit offer... Alligevel var det som oftest dyr det gik ud over, da det var lettest og mindst bemærkelsesværdigt.
Han så på uglen, indtil den fløj ud i morgenluften og så først på den rødhårede da hun talte. Det at han igen var kommet ned og sidde fik ham til at være mere afslappet og hans behov for at provokerer var faldet en del. "Jeg måtte jo få bekræftet om jeg havde ret," sagde han med et træk på skuldrene. Der var en vis selvsikkerhed over ham da han sagde det.

[Maka De Silver]

”Du er godt klar over du bare kunne have spurgt ikke?” spurgte hun roligt for han havde da valgt en meget irriterende måde at bekræfte hans egen teori på for det gjorde jo hende offer blev smidt ud og havde hun været en god lejemorder eller babysitter havde hun nok fulgt efter ham men ærligtalt så havde manden ikke været særlig sjov at holde øje med for han lavede jo det de fleste mænd gjorde så det var egentlig ikke interessant for hende, men nogen kvinder var jo så godtroende at de troede på at deres mænd var dem tro, en dum ide de havde fået sig.
Hun gik igen væk fra vinduet blot for at smide sig ned på sengen, så hun lå og så op på loftet, ikke fordi der var noget interessant men hun trængte bare til at ligge meget kort på ryggen inden hun vendte hovedet imod ham så hun lå roligt og betragtede det af ham hun nu kunne se for sengekanten. Trætheden kunne hun godt mærke men hun nægtede at falde i søvn så længe han var i nærheden for det med at stole på folk gjorde hun alligevel ikke, de endte alligevel altid bare med at svigte eller skuffe hende.

[Zedekiah Alexander]

"Jeg kunne ikke drømme om at spørge fremmede hvorfor de holder øje med andre," sagde han lidt spottende og lænede sig tilbage på stolen. Han lukkede øjnene et kort øjeblik, men var dog meget opmærksom på lydende inde på værelset imens. Blikket blev derefter hurtigt vendt mod den rødhårede, da hun bevægede sig hen til sengen og lagde sig. At hun turde.. Hun kunne sådan set ikke vide om han i virkeligheder bare havde intentioner om at nå til hende. Han kunne jo nemt bare have været mere udspekuleret end hun havde anset ham som.
Sådan ville han selv have tænkt hvis en fremmed havde opført sig sådan overfor ham selv. Men måske var hun bare mindre mistroisk end han selv.
"De lader til at være en modig type," sagde han overvejende, mens hans blik var rettet mod loftet.

[Maka De Silver]

”De er måske bange for at finde ud af at der faktisk findes interessante folk?” spurgte hun roligt for hun havde meget svært ved selv at dræbe hvis hun fandt folk for interessante, også derfor hendes spørgsmål til hendes ofre var korte og præcise ellers holdt hun bare øje med dem i det skjulte indtil en chance viste sig for hende, først der ville hun gribe den selvom hun altid måtte flygte senere på grund af blodrusen. Men det gjorde hende nu heller ikke så meget at måtte flygte for det var jo bare lidt dumt at blive hængende alt for længe.

”Hvorfor skulle jeg være modig? Måske har jeg bagtanker ved at spille naiv som jeg gør” sagde hun roligt eftersom hun godt var klar hun virkede lettere naiv når hun tog ham med ind i et værelse og smed sig selv i sengen. Det kunne jo sagtens have været et lokkemiddel? For han kunne jo også sagtens have været et mål, mænd var jo ikke ligefrem de sværeste væsner at lokke ind i et rum hvis man bare så lidt godt ud.

[Zedekiah Alexander]

"Der findes skam en del interessante folk," sagde han overvejende, bevidst lydende som en hentydning til, at hun ikke var en af dem. "Men det betyder ikke de er mere værd," færddigtgjorde han så og det blev klart, at hun ikke skulle se sig selv som eksempel. Zedekiah tænkte meget over den slags, og han kunne ikke drømme om at give andre en idé om hvad han mente om dem lige med det samme. Ihvertfald ikke direkte. Selvfølgelig afslørede han, at han nok fandt hende en lille smule interessant ved rent faktisk at følge efter hende.
Han rejste sig fra stolen og gik hen i mod væggen, blot for ikke at sidde ned længere. Væggen blev dog hurtigt brugt som støtte, så han stod lænet op ad den, mens han lyttede til det næste hun sagde.
"I så fald har du afsløret dig selv," sagde han med et skævt smil og så på hende med et overlegent blik. Han gik bestemt ikke ud fra at han var målet, så dum kunne hun ikke være.

[Maka De Silver]

Maka smilte bare lettere drillende ved hans første ord idet hun satte sig op for det begyndte nu alligevel at være for kedeligt at ligge ned så hun satte sig i stedet på sengen med benene i skrædderstilling så hun meget bedre kunne se på ham, eftersom det kunne gøre lidt ondt i nakken at ligge i samme stilling hele tiden. ”Jo til tider kan folk godt blive mere værd end guld, selvom den del virker underlig” sagde hun roligt for folk kunne være meget interessant og så meget værd man ikke ønskede at gøre dem ondt, ikke for alverdens penge. Ikke ligefrem noget hun selv kendte til men hun havde da hørt om disse sære fænomener fra andre som åbenbart havde fundet lykken i deres ofre.
”Ikke helt. For det kunne jo ske jeg virkelig var så dum at tage dig med herop. Eller det kunne jo ske at jeg bare ville se dig mere an” sagde hun roligt med et skævt smil for der kunne jo være flere muligheder som ikke var særlig onde bagtanker. ”Kast lige blodet” hun gjorde et nik imod flasken for nu var han jo tættest på den.

[Zedekiah Alexander]

Hans blik var meget opmærksomt og flyttede sig ikke fra hende, da hun pludselig bevægede sig og han så sig først omkring igen, da hun havde sat sig og hun ikke så ud til at ville flytte sig igen. Han havde altid lært at være opmærksom og han ville altid blive ved med at være det. "De kan vel næppe blive mere værd end det guld man kan få for dem," sagde han roligt, som var det en helt naturlig ting at mene. Han vidste ikke om hun rent faktisk levede af den slags, han kunne jo kun gætte, men ikke desto mindre var det da hvad han mente. Han havde i hvertfald bildt sig selv ind de seneste år, at andre ikke kunne være mere værd end prisen for deres død. Han havde ikke venner som han ville nægte at gøre noget for den rette sum penge. Selvfølgelig ville han kræve væsentligt mere for det, men han var overbevist om, at han kunne gøre det.

"Der er ikke meget at se an," kommenterede han overvejende og trak på skuldrene. Det var vel egentlig ikke op til ham at bedømme det, men ikke desto mindre tillod han sig at sige det. Han så på tasken, som indeholdt hendes blod og bedømte afstanden til at være retfærdig til, at han kunne gøre det. Han tog et enkelt skridt i retning af den inden han kunne nå den og tog så flasken med blod op. Inden han kastede den til hende betragtede han den, men den faldt ikke i hans interesse. Han havde ikke brug for blod nu.

[Maka De Silver]

”Jeg har hørt om lejemordere og ludere der pludselig stopper fordi deres mål blev mere værd end guld… Sært ik?” sagde hun roligt men trak ligegyldigt på skuldrene for dem om det, hvis de virkelig mente folk var mere værd end guld så var de bare meget sære, for i hendes hoved havde alle en pris, i hvert fald hendes kærlighed havde en pris. Hvis folk var nære til hende så skulle summen selvfølgelig være stor og så ville hun oven i købet gøre det af medlidenhed til hendes venner for nogle gange var døden bedre end noget andet. Men måske var hun også bare lidt sær fordi hun virkelig følte noget til tider? Noget som hun må have arvet fra hendes fader for moderen må da intet have følt da hun afleverede hende ved den kedelige menneske som ikke lavede andet end at farme og passe deres jord hele året rundt.

De blå øjne betragtede ham roligt selvom hun kom til at smile lettere frækt, bare fordi hun var lidt ude på ballade. ”Tja det kommer vel an på øjnene der ser” sagde hun bare roligt for det kom da an på øjnene der så, hun klagede i hvert fald ikke rigtigt over udsigten men igen det var jo bare udseendet og det kunne man ikke altid bedømme. Da han kastede flasken med blodet greb hun dog roligt og betragtede den selv kort inden hun åbnede den og satte den for munden, men da hun igen fjernede den skar hun kort ansigt, hvor hun dog hadede koldt blod.

[Zedekiah Alexander]

Sært. Zedekiah ville nok egentlig ikke kalde det sært. Det gav mening for ham, at nogle havde det sådan – men det ville aldrig ske for ham selv. Det var han fuldstændigt sikker på. Én gang havde han oplevet at være i stand til at opgive alt for en person.. Og det gjorde han sådan set også – bare først efter hendes død. Mindet sad i ham og ville nok blive ved med at gøre det, også selvom han aldrig havde fortalt det til nogle. Han ville helst ikke kendes ved det, da det var en direkte svaghed. ”Svagt,” svarer jeg endelig, ”Men ikke sært. Dumt, farligt.. Det er ikke hensigtsmæssigt,”. Hun måtte selv om, om hun brød sig om hans forklaring – han talte rimelig direkte efter hvad han mente, men det var jo sådan set ikke noget sjældent fænomen. Zedekiah lod alle former for følelser forsvinde når han var ude for at slå ihjel.

Han kunne ikke sige det næste i mod. Så skulle det bare være for at være trodsig, og det lå ikke rigtigt til ham at være trodsig bare for at være det. Hvis han endelig, mod sin egen holdning, var trodsig var det oftest for at få en helt bestemt reaktion fra andre – eller hvis han skulle udgive sig for at være en anden, men det skete sjældent og kun i forbindelse med jobs. Han så et kort øjeblik på flasken, da hun satte den til munden. Det med at have blod liggende.. Det var ikke noget han nogensinde ville begynde på. Sværere var det ikke at skaffe sig frisk blod. Han trak stolen tættere på hende, for at sætte sig igen, men med en afstand der gjorde det lettere at føre en samtale.