We meet again

[Kyu Altius Dyonisos]

Mørket var endnu ikke faldet helt på, men det var skumring, og inden længe ville mørket lægge sig, ikke kun over Darkila men også over Nirelia. Kyu havde krydsede grænsen, noget han faktisk ikke havde overvejede at gøre inden sit møde med Nirelias dronning, en ung kvinde som han faktisk havde kendt uden at vide det. Han havde allerede kendt hende dengang hun kun var 13 år gammel, en overraskelse havde det skam været at se hende på tronen, men ikke desto mindre end glæde over synet af et velkendt ansigt. Efter mødet havde han besluttet at krydse grænsen kun for at se hvordan det stod til i Darkila, om landet virkelig var så stærkt som det lød til at være. Han havde dog valgt at gå rundt i landet først inden han ville søge indtil selve byen, dette havde resulteret i en tur hen til ruinerne.

Den stærke aura som kun paladiner ejede var ikke let at overse, og et svagt blødt lys hvilede over ham idet han bevægede sig ind mellem ruinerne. Her havde han kun været ganske kort gennem sine rejser i landet, og han havde aldrig rigtigt haft tid til at undersøge ruinerne nærmere, nu havde han chancen. Rolig, lydløst bevægede han sig hen over det der var tilbage af en tidligere bygning, muligvis et tidligere slot eller borg. Der var ikke andet end beton at se, folk havde nok sørgede for at tage alt der skulle være værdifuldt.

Hans påklædning indikeret på ingen måde hvad hans race var, for i modsætning til sine artsfæller så var han ikke dækkede af rustning, eller panser, ja det eneste metal han havde på sig var armbeskytterne der hvilede fra håndled og op til albuerne, i tilfælde af kamp var disse nyttige. Derudover bare han mørkeblå løse bukser, et bælte med sit sværd i og en dolk i samme bælte. Overkroppen var delvist blottet idet den kun var dækkede en en lyseblå silkeskjorte vis fire øverste knapper stod åbent og afslørede en maremorhvid muskuløs bryst. Det lange mørke hår hang løst foruden at en en elastik havde sørgede for at binde pandehåret tilbage så det ikke gik i vejen for hans syn. De grålilla øjne strøg roligt, drømmende og blidt rundt idet de hæftede sig ved enhver bevægelse. Han standsede op, en andens aura fangede hans opmærksomhed.. han var ikke længere alene.

[Odette Soul]

En af de yngre føl var stukket af fra staldene ligesom nogle af gedderne fordi en af yngre slaver havde glemt at lukke for deres stalddøre, men det betød også at Odette skulle i gang med at indsamle de forskellige dyr sammen med nogle af staldrengene, ikke at det gjorde hende noget tværtimod så var hun da kun glad for at være lidt til nytte og det gav en god undskyldning for at komme ud og ridde trods det var koldt i vejret. Indtil videre havde de fået indsamlet alle gederne men nu skulle hun efter føllet inden solen gik helt ned for så var den sikkert tabt på grund af de vilde dyr ude i skoven. Så hun håbede virkelig at hun kunne nå at indfange det først for hun elskede dyrebørn.

Men siden det var køligt vejr havde hun pakket sig godt ind med en tyk brun kjole, under kjolen havde hun et par bukser og over alt tøjet havde hun en brun kappe som flavrede efter hende mens hun red i galop imod skoven med 2 unge stalddrenge i hælene fordi de skulle søge skoven for at finde det føl. Så det betød også de spredte sig for at dække et større område men indtil videre havde hendes ridt ført hende imod ruinerne i håb om at finde dette lille sorte føl med den hvide stjerne i panden. Selv red hun på hendes trofaste brune hoppe i galop imod ruinerne som om hun ville komme for sent til noget, men det kunne jo også allerede være det var for sent? Hvorfor var det føl dog også stukket af fra sin mor? Dumme føl men den blev nok alligevel forkælet når den kom hjem igen, hvis den da gjorde det.

Med vinden i håret red hun af sted og stoppede dog ved udkanten af ruinerne for at se om hun kunne se det lille føl, så de brune øjne røg hurtigt over landskabet for at se om hun kunne se skikkelsen efter den lille, men hendes hest kunne også godt få en pause efter havde reddet i galop så den stod og pruste.

[Kyu Altius Dyonisos]

Kyu´s blik gled rundt idet lyde af små hove kom nærmere. Snart var dette væsen så tæt på at han kunne fornemme dets aura helt tydeligt, vedkommende var ikke tobenede, men firbenet. Kyu bevægede sig atter og idet han drejede om en del af ruinerne fandt hans blik på et føl, sort og med en hvid stjerne i panden. Kyu hævede det ene bryn ved synet af dyret, hvad lavede det dog herude helt alene? Han flyttede sig tættere på men standsede da han bemærket at føllet løftede ørerne og rettede blikket mod ham.

Et smil gled hen over dennes læber idet han satte sig på hug, rakte den ene hånd frem mod dyret og hviskede beroligende ord. "Kom nærmere min ven.. jeg gøre dig intet" hans stemme var helt rolig, og ved at bruge sine evner lykkedes det ham at lade en beroligende aura forlade hans krop og fylde området. Føllet følte sig tryg og trådte nærmere og snart havde han det mellem armene. "Hvor er du dog kær, hvor mon din mor er..." lød hans stemme ganske blidt. lyden af hestehove fik ham dog til at spidse ørerne og føllet blev uroligt. "Rolig..." hviskede han idet hans blik søgte området. Snart dukkede en skikkelse op på en hest, posituren og personens aura gjorde det klart at det var en kvinde, og en han tilmed kendte.

Han flyttede sig ikke, kun hovedet gled en anelse på skrå hvor han så roligt på hesten. Den var smuk, og værdifuld. Hans egen hingst havde han efterladt tilbage i Nirelia og havde rejst uden.

[Odette Soul]

Odette så sig lidt rundt omkring men så ikke ligefrem føllet med det samme så hun valgte bare at lade hesten gå stille og roligt så hun ikke ville skræmme føllet hvis det nu gemte sig bag en af de halv høje mure, hvilket ganske rigtigt at den gjorde dog i selskab med en mand, så hun sad lidt oppe på hendes hest og studerede dem men da hun genkendte skikkelsen smilede hun bare roligt for så kunne hun da være tryg for at en eller anden tyv ikke havde taget hendes føl.
Så roligt steg hun ned af hendes hest og klappede den kort på halsen før hun trak den tættere på ham. ”Jeg ser du har fanget mit føl, så behøver jeg ikke bekymre mig så meget” sagde hun roligt som hun tog et reb fra sadlen og gik tættere på Kyu og føllet. ”Han er smuk ikke?” forsatte hun for det var en af hendes flotteste føl som hun var en del stolt af at have, specielt fordi hun selv havde været med til fødslen af den. Hun var stort set med til alle fødslerne på herregården lige fra dyr til almindelige mennesker og sådan havde det været i mange år for noget skulle hun jo lave for at hjælpe folk, desuden var fødsler jo også en meget smuk ting selvom det ikke var kønt at kigge på men det blev ligesom glemt når barnet var kommet ud.
Med rolige skridt gik hun hen til føllet og lagde en lykke om dens hals så hun kunne få den til at følge med, selvom hun ikke ligefrem havde travlt nu for hun frygtede ikke denne mand og hun skulle da nok klare sig når hun skulle ride igennem skoven.

[Kyu Altius Dyonisos]

Han kom på benene og smilede idet skikkelsen steg af hesten og kom ham nærmere. Han genkendte hende nu og fulgte hende roligt med blikket idet hun kom helt tæt på. ”De behøver absolut ikke være bekymret” svarede han med sin milde stemme og strøg dyret hen over ryggen ganske blidt idet hun satte løkken fast til dens hals og samlede. Han trådte nærmere hen til hende, bukkede høfligt for hende, og rakte den ene hånd ud efter hendes for at plante det sædvanlige kys hen over dens håndryg. Hun var jo adelig, selv var han ikke andet end en tidligere hærfører og nu krigsherre for en flok mænd.

Da hun spurgte om den ikke var smuk smilede han skævt ”Meget… et vidunderligt syn” svarede han ganske blidt. Hun havde ikke forandret sig synderligt siden de sidste havde sted hinanden hvilket var over 2 år tilbage. Han stak den ene hånd i lommen og lod den anden hvile hen over sværdfæstet. En blid brise satte hår og tøj i bevægelse, mens denne kvinde var godt dækket af tøj havde han kun ganske lidt på, end ikke en kappe skjulte hans krop og værnede mod kulden, men han frøs ikke det mindste.

[Odette Soul]

Hun kom til at smile helt undskyldende for hun havde helt glemt hendes manere, specielt fordi hun meget sjældent tænkte over det eftersom alle var lige i hendes øjne og så var det ligegyldigt om man var adelig eller slave alle var lige. Så det var egentlig lettere pinligt at han sagde de til hende og hun sagde du til ham. Men hun rakte ham nu hånden så han kunne kysse den, og nikkede som en høflig hilsen, for hun nejede nu kun for nogle der var over hende i rang og det var ham her ikke, i hvert fald ikke så vidt hun vidste? Men så måtte han jo rette hende hvis det forhold sig sådan.

Hendes undskyldende smil blev mere sødt og venligt ligesom hun ville smile til alle andre, for hun var jo en glad person når det kom til stykket, bare ikke i stresset eller presset situationer, men den presset situation var ovre nu for føllet var igen fundet og indfanget så kunne hun slappe noget mere af. ”Tak.. er meget stolt af ham..” sagde hun mildt for hun var jo ret stolt af denne lille skabning men hvem ville ikke være det når han så smuk ud som han gjorde? Han skulle i hvert fald nok blive rigtigt smuk som voksen hingst. Hun satte sig på hug og klappede føllet blidt på halsen ”Nu skal du altså hjem din lille ballademager, din mor kalder på dig.. Hun kan slet ikke forstå hvor du er” sagde hun roligt til føllet som om det forstod hende, dog var hun ikke sikker på den del men det skadede jo aldrig at snakke med dem så de kunne blive vant til ens stemme. Hun rejste sig igen og trak blidt føllet hen til hende egen hoppe og bandt den til sadlen selvom hun regnede med at den fulgte efter hende og hoppen.
Da det var sket vente hun sig rundt og så på Kyu igen. ”Tak igen fordi de fangede mit føl, må jeg vise min taknemmelighed med at byde på noget varmt hjemme på gården?” spurgte hun roligt med et sødt smil for hun var ikke ligefrem ude på noget, men hun ville gerne vise sin taknemmelighed måske med noget at drikke eller at spise for uhøflig ville hun ikke ligefrem være.

[Kyu Altius Dyonisos]

Nej han var ikke over hende i stand, og det ville han næppe komme til at blive for hvad var hun.. hertugdatter? Og han kunne næppe komme til at blive adelig, og selv hvis han gjorde så næppe hertug og det eneste der var over en hertugtitel var en kongelig… hvordan fanden fik man sådan en? At hun ikke nejede gjorde intet, og at hun tiltalte ham ved du i stedet for De ændrede heller ikke på noget for ham, han tog sig endelig ikke af den slags men han var nødsaget til at bruge det for for nogle var den slags af stor betydning. Da hun rakte ham hånden lod han sine læber strejfe hendes håndryg inden han rettede sig op endnu engang og slap forsigtigt hendes hånd igen.

Han smilede sit charmerende og skæve smil tilbage ved synet af hendes egen smil. hun havde et vidunderligt smil, men hun var også en ganske smuk ung kvinde. Kyu forstod godt faderens bekymring og konstante vagtsomhed for folk, eller rettere mænd, der kom hans døtre nær, de var nemlig alle specielle på hver sin egen måde. Blandt de tre døtre var Odette den eneste han sådan rigtigt havde stiftet bekendtskab med, men han havde skam set de andre og hørt en del om hertugen om end han aldrig havde mødt ham i egen høje person. Hvad hertugen ville mene om ham havde han aldrig sådan tænkt om, den slags var sjældent noget der bekymret Kyu. Efter at Odette havde bundet føllet til hendes hoppe vendte hun sig atter mod ham, hendes ord kom en anelse bag på ham og han endte dog med at smile ”Jeg vil da ikke være til besvær” svarede han venligt. han havde nu intet imod det, men alligevel bød hans høflighed lige at sikre at det var helt okay med hende.

[Odette Soul]

De brune øjne betragtede roligt Kyu og et blidt smil spillede over hendes læber for hun ventede bare på svar fra ham om han havde lyst, for hendes far Greven var alligevel ikke hjemme så hun turde faktisk godt tage ham med hjem, det var straks værre hvis hun tog Kyu med hjem men han var der så havde hun alligevel ikke helt turde at gøre det for der var jo rigeligt problemer hvis hun bare så lidt for glad på en af de mandlige tjenere eller slaver, og det var ikke en gang når hun havde bagtanker men der fandtes jo dem som hun nærmest betragtede som venner, noget hendes far ikke skulle finde ud af.

”Det vil de da ikke blive. Far er ikke hjemme, så måske kan de hilse på mine søstre selvom jeg ikke lige aner hvad de laver. Men vil gerne vise min tak” sagde hun roligt stadig med det samme smil for han ville da ikke være til noget besvær overhovedet. ”Hun kan sagtens bære os begge eller fortrækker de vi går?” spurgte hun roligt for der var ikke meget at diskutere for hun ville sin taknemmelighed på en eller anden måde, ellers måtte hun jo finde en gave til ham og opsøge ham senere for at give ham den som tak, nu noget hun heller ikke havde meget imod hun så skulle hun jo finde ud af hvor han boede henne af så hun kunne finde ham igen, det gav jo bare en undskyldning for at komme lidt væk og se andre personer i stedet for altid at være på herregården sammen med hendes søstre for de fik ikke ligefrem lov til at komme meget ud, i hvert fald ikke uden ledsagere, så ikke altid sjovt selskab.

[Kyu Altius Dyonisos]

Han smilede skævt ”Jeg vil da utrolig gerne møde Deres søstre… de er sikkert mindst lige så fantastiske kvinder som De er” svarede han blidt. ”Det er op til Dem, jeg ved ikke hvor langt De bor herfra, men... De kan også bare ride så går jeg ved siden af” svarede han med et skævt smil og strøg hoppen ganske blidt hen over mulen, den så ikke ud til at have noget imod det men det kunne hurtigt ændre sig. Hans blik vendte sig mod Odette endnu engang, havde hun nogensinde prøvet at ride på en hest sammen med en anden? I så fald ville hun nok vide at man kom for tæt på hinanden hvilket næppe var passende for en adelig kvinde sammen med en mand der kunne kaldes vildt fremmed. Han ville ikke være skyld i et rygte om hende, desuden var der næppe noget i det rygte. Føllet trippede utålmodigt ved siden ag hoppen hvilket fik Kyu til at vende blikket mod dyret og smile ganske blidt.

[Odette Soul]

”Tror de vil elske min søster Kiyomi for hun er maleren og musikeren i familien, jeg er bare den hårdt arbejdende” sagde hun roligt med et mindre blidt grin for der var da forskel på søstrene eftersom Kiyomi var drømmeren mens Odette var den mere realistiske og den der arbejdede hårdt for at alt i hjemmet skulle gå som smurt. Ikke at hun hadede eller brød sig mindre om sin søster af den grund, tværtimod gjorde det hende intet for så kom Kiyomi ikke så meget i vejen for hendes arbejde og så kunne hun selv lave det meste lige som hun fortrak det.
”Vi skal igennem det meste af skoven, så tror det er bedst vi ridder hvis vi skal være hjemme inden solen går ned” sagde hun roligt og så kort op på himlen som bare blev mørkere hele tiden for hun ville meget gerne hjem inden mørket helt faldt på så det lille føl kunne komme hjem til sin mor og hvile for natten for den havde vidst været på rigeligt eventyr for et par dage, så den skulle bare passes og plejes. De brune øjne faldt igen på ham og et smil spillede over hendes læber for hun havde da intet imod at ride sammen med ham, det ville ikke ligefrem være første gang hun red sammen med en da hun havde redet med hendes søstre mange gange samt nogle af børnene på gården.

[Kyu Altius Dyonisos]

Hvorfor troede hun at han ville elske hendes søster bare fordi hun var maler og musiker? Det vidste han ikke, men det betød intet for han havde da slet intet imod at møde nye folk og at hendes søster var meget anderledes end hende gjorde intet, tværtimod kunne det blive et spændende møde. ”hårdtarbejdende er altid godt” svarede han mildt. Han mente det da ærligt, for at være hårdtarbejdende var mere end godt, det var typisk disse folk der nåede længst. At være en drømmer var måske også godt, men man kunne ikke drømme sig gennem livet, især ikke når man boede i et land som Darkila. Selv havde han ingen brødre, men han havde en lillesøster, en han holdt utrolig meget af, gennem livet havde hun og hans mor været de eneste to kvinder han havde været villig til at ofre livet for, men han vidste at han nok en dag ville finde en kvinde som han ville elske på en anderledes måde end søster eller moderkærlighed. ”Fint, hvis det er hvad De ønsker” svarede han med et skævt smil over de smalle læber. Hun havde vel ret, det ville tage alt for lang tid at gå. Han tog hestens tøjler så den fine unge dame kunne stige på, da hun havde sat sig op tog han plads bag hende uden besvær. Han satte sig til rette og tog hestens tøjler i sit stærke greb hvor han lænede sig ned mod hendes øre ”Jeg håber ikke De har noget imod at jeg føre.. ellers må De sige til” hviskede han i hendes øre.

[Odette Soul]

Det var egentlig meget svært for hende ikke at smile sødt ved hans ord om at hårdt arbejdende altid var godt, men igen hun kunne jo ikke sige ham imod på det punkt for hun kunne ihvertfald godt lide at være beskæftiget med et eller andet, for hun kunne virkelig ikke klare at sidde og stirre ud i luften for længe og hun var ikke så kreativ som hendes ældre søster der både havde musike og kunsteriske talenter, selv kunne Odette da male en smule men det var ikke ligefrem på niveu som hendes søster.

"Ja det er det jeg ønsker.. Tror også det lille føl gerne vil hjem til sin mor" sagde hun roligt med skævt smil for hun regnede med den lille godt ville hurtigt hjem, det ville hun ihvertfald gerne inden alle de mørke væsner begyndte at vågne helt op, for så ville de da først være rigtigt i fare, men nu havde hun jo egentlig en med der kunne passe på dem for hun var ikke ligefrem en kriger i den forstand, selvom hun ville kæmpe for overlevelse så havde hun ikke nogle våben med sig til forsvar.
Hun steg op på hesten igen og satte sig roligt men kunne nu ikke lade være med at smile en smule genert da han satte sig op bag hende, og da han hviskede til hende kom der alligevel en let rosa glød over hendes kinder. "Har jeg da ikke noget imod, så må jeg bare vise vejen du skal ridde medmindre du kender vejen hjem til familien Souls herregård?" sagde hun drillende men lidt lav stemme. For hun havde da intet imod at han tog tøjlerne og førte vejen, men hun skulle dog nok hjælpe lidt med vejen hvis han ikke helt kendte den, så kunne hun jo bare pege i den retning de skulle eller sige når han skulle dreje for at komme hjem.

[Kyu Altius Dyonisos]

Han smilede skævt tilbage ved hendes eget smil. Selv havde han ingen brødre og derfor vidste han ikke hvordan det føltes at have en der kunne være en udfordring. Han ville gerne have haft en bror, det kunne være interessant, men det var næppe som i eventyr hvor søskendeforholdet var eksemplarisk men det forventede han heller ikke. Han havde dog en søster, en han elskede og ville beskytte med sit liv, en der delte minder og en han kunne kalde familie nu hvor han ingen forældre havde.

Han smilede atter da hun nævnte føllet, det var godt at se folk i Darkila der tænkte på andre end sig selv. han havde kendt Odette i et stykke tid men så mange gange havde han ikke mødt hende, dog havde han fra første møde bemærkede en blidhed og betænksomhed i hende rettet ikke kun mod dyr men også tobenede væsner uanset deres race. Det var ikke så tit man mødte den slags folk i Darkila og det mindede ham om at ikke alle var lige følelseskolde. Han endte med at nikke ganske roligt til hendes ord ”Som De og føllet ønsker” svarede han muntert og med et varmt udtryk i de blålilla øjne. Han bemærkede den rosa farve der spredte sig over hendes kinder hvilket fik ham til at smile skævt, han havde det vist endnu i sig, godt! han tog roligt fat i tøjlerne uden at stramme for det ville hoppen næppe bryde sig om. Hans arme hvilede på hver side af Odette, stærke og beskyttende. Han vidste at skoven kunne være fuld af fare, og dog tvivlede han ikke på at han nok ville kunne klare at få dem igennem uden skrammer. Han var dog på ingen måde typen der undervurderede sine omgivelser og det ville heller ikke ske denne gang. Hendes svar fik ham til at smile og ranke ryggen, hvor brystet svagt strejfede hendes ryg der ikke var særlig langt fra ham, ja han kunne nærmest mærke hendes varme krop så tæt på sin egen. ”Hvad med at vi siger at De retter mig hvis jeg går forkert?” spurgte han. han kendte ikke just vejen men mon ikke han kunne se hvilke vej hun selv var kommet igennem, hendes hest ville helt klart have efterladt sig spor og for et trænede øje som hans var det ikke svært at gennemskue hvilke vej hun var kommet. Han gav hesten sporende og efter kort tøven satte hoppen sig i bevægelse mod samme sted som de var kommet ud fra.

[Odette Soul]

Nok var mange i Darklia meget kolde og hjerteløse men Odette og hendes familie var ikke ligefrem som dem, men hun var nu stolt af hendes familie fordi de må jo have gjort noget rigtigt siden de ikke blev jagtet og siden de havde de titler som de nu havde, dog gættede hun på det var noget hendes far havde ordnet men helt sikker kunne man vel ikke være for så meget snakkede de heller ikke om fortiden derhjemme, eller rettere hun snakkede ikke meget om fortiden med nogle af de andre i hendes familie, for hun var en der mere ville være i nutiden og måske tænke lidt hen i fremtiden.

Det kunne godt irritere hende den effekt han havde på hende for hun rødmede normalt aldrig, men igen det kunne godt ske det var fordi hendes far ikke havde i nærheden, for hun havde godt lagt mærke til at de mænd hun til tider havde kig på blev straffet på en eller anden måde. Så det betød jo at lige nu kunne hun tillade sig det, men senere måtte hun bare tage snakken med hendes far for han ville sikkert få at høre at hun havde haft en mand med hjem, men så måtte hun jo bare forklare ham at Kyu kun var en bekendt og intet andet. Mange ville nok sige det med at hun ikke tog mænd med hjem var i frygt for hendes far men det var ikke helt sandheden, for hun elskede hendes far for højt til at tage en mand med hjem fordi de jo havde mistet deres mor for mange år tilbage og hendes far søgte stadig efter en at elske lige så højt men havde ikke fundet denne person, så hun ville ikke bekymre hans hoved mere end højest nødvendigt.
Det føltes meget betryggende at sidde på denne måde i hans favn for han kunne sikkert beskyttende hvis det blev nødvendigt, som hun selvfølgelig ikke håbede på for hun ønskede bare at komme hjem uden problemer. Hun kunne ikke lade være med et smile en smule sødt hele tiden, endnu en irriterende effekt han havde på hende selvom man ikke kunne se på hende at det irriterede hende en smule. ”Det kan vi godt sige, hvis de hellere vil lege stifinder” sagde hun lidt drillende for han måtte da gerne lege stifinder for hendes skyld, så travlt havde de heller ikke selvom solen næsten var gået ned og inden der ville være gået få timer ville det alt sammen være mørkt og mange sultne væsner ville være kommet frem.

[Kyu Altius Dyonisos]

Han anede ikke at hun hadede den effekt han havde på hende, ja han vidste end ikke at han havde nogen effekt på hende i det hele taget, hvor skulle han vide det fra? Han var jo ikke tankelæser, han var god til at tolke kropsprog og ansigtsudtryk men det krævede også at man ikke sad på en hesteryg og med vedkommende siddende med ryggen til for den anspændthed vedkommende kunne have kunne skyldes omgivelserne eller meget andet. Selv var det ikke første gang at han sad med en kvinde foran sig på hesten, det havde han prøvet mange gange før, blandt andet havde han haft sin søster, og moder foran sig på hesten, og så selvfølgelig andre kvinder, kvinder han havde haft noget omgang med for en helt uskyldig og uerfaren man var han ikke. Han førte roligt hesten ind mellem træerne som snart omgav dem, hans syn fejlede intet og var endda ret godt så selvom omgivelserne blev mørkere jo flere sekunder der gik så kunne han godt se den vej de var kommet fra. På et tidspunkt kom han i tvivl men tog en beslutning og fortsatte hvilket viste sig at være rigtigt. Hendes ord havde intet gjort ham for han havde opfangede den drillende tone i hendes stemme som blot havde fået ham til at smile. De gik i en rolig tempo, og dog satte han farten en anelse op da skoven ikke længere var så tæt, han havde gået i en langsom tempo af hensyn til hoppen der jo bare to i stedet for en, og det lille føl som jo også skulle følge med. snart forlod de skoven og var ude på en mindre vej, her var der ikke spor meget der viste fodspor eller andet så han holdt hesten an ”Nu må De gerne fortælle hvilke vej vi skal” sagde han roligt og med et skævt smil over læberne.