(Åben tråd)Blandt mørke og død

[Ptahil Souyuan]

Mørker var faldt på og af en eller anden grund virkede det hele meget mørkere på kirkegården, lige uden for templet. Ikke en vind rørte sig og der var stjerneklart, hvilket gjorde, at man trods alt kunne se silhuetter af det meste og når man var tæt nok på gravstenene kunne man da også læse hvad der stod. Den lettere foroverbøjede skikkelse, der langsomt gik rundt mellem gravene, kunne i hvertfald. Han stoppede indimellem, læse hvad der stod på de adelige sten og fortsatte så. Egentlig var han ligeglad. Det hele var blot navne. Det gjorde dem kun endnu mere uinteressante, at det var navne på døde personer. Døde adelige fra Darklia.
Ptahil smilede skævt og sendte et kort blik mod himlen. Grunden til, at han befandt sig ved templet var ikke, at han var religiøs. Den slags gjorde han bestemt ikke i, selvom han vidste at nogle troede, at han tilbad mørkets gud. De burde vide bedre.
Han var blot ved templet fordi han godt kunne lide atmosfæren, og mørket. Tanken om døden omkring ham var fascinerende og således fandt han det hele ganske behageligt - på en eller anden måde.
Han holdt sin kniv, sin magikilde, i hånden. Umiddelbart ganske forsigtigt, men stadig af alle sine kræfter.

[lia]

Stedet her var virkelig klamt, men hun havde reddet uskyldige kvinder som skulle ofres. Nogen gange kom hun tilbage bare for at sikre sig hun ikke havde glemt nogle. Her stod hun, gemt væk i skyggen og ikke let at se, ud over den næsten hvide hud som var skjult under en slidt kappe. Kjolen hun bar var mørkerød som rødvin. Lang og smuk, ny...... Noget hun var glad for, men smile var hun ikke så god til. De dybe blå/grønne øjne hvilede på stedet hvor de henrettede folk offenligt. Det var så væmmeligt, men hvem var hun at sige det var forkert, nogle fortjente det vel? Så som den sindssyge mand som havde holdt hende fanget og lavet eksperimenter på hende. Lias lange sorte hår hang løst, kappens hætte var nede og håret flavrede blidt skønt det var tungt. Nogle af de frygtelige ting som skete her havde hun vidnet i mørket, det gjorde hende nervøs og utryg, men hun var nød til at give det en chance for at hun kunne gøre noget. Mange gange havde hun været tæt på at blive fanget af de selv samme som ofrede unge kvinder, noget der havde sat tanker igang i hendes hoved. Desværre havde hun ikke det store at leve for og derfor heller intet at miste.

[Ptahil Souyuan]

Nej, det lugtede ikke direkte af død, men det var tæt på. Følelsen af udgydt blod og henrettelser var så tæt på, at det ligeså godt kunne lugte af det. Ptahil nærmest krøb hen ad jorden, mens han nøje granskede gravstenene. Det var bestemt ikke første gang han befandt sig på kirkegården ved templet og nok heller ikke sidste. Bare det, at man kunne se blodspor fra henrettelser fik ham til at få kuldegysninger - men på den gode måde. Der var en grund til, at mange troede det værste om ham. Så ham som en tilbeder af de onde.. Som en besat.
Hans øjne var ikke røde og han var ikke på kanten af et anfald, men på den anden side.. Så vidste ingen hvornår de kom, heller ikke ham selv. Lige nu var han blot fascineret af døden.. Noget som var taget fra ham engang, men som han elskede at være på afstand af. Han rettede sig op og fæstnede sit greb om kniven. Med den anden hånd mærkede han på det kolde metal på guillotinen han var standset ved.

[lia]

Denne skikkelse hendes blik faldt på, fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg, hun kunne ikke helt finde ud af om hun burde forsvinde eller blive og studere. Lia fik erfaring ved at se på folk, de lærte hende en del om hvordan hun skulle passe på sig selv. Nysgerrigheden var også stor, for selvom hun ikke stolte på nogen eller turde være i nærheden af dem, så kunne hun godt lide at studere dem. Lidt uhyggeligt. Når en vampyr så hende troede de tit hun var en af dem, men opdagede straks noget andet ved hendes lugt og forsvinden ind i skyggen. Lia fulgte efter ham i skyggerne, kom så tæt på som hun nu turde, hendes blik var nysgerrigt og undrende, for hun kunne ikke finde ud af hvad han var og hvad han lavede her. Uden at tænke over det kom ud frem i lyset, væk fra den trygge skygge for at studere ham ordenligt. Hendes hånd var ved hendes lille bambusrør i tilfælde af at det skulle gå helt galt, gift var det eneste hun havde at forsvare sig med.

[Ptahil Souyuan]

Pludselig syntes han at høre en lyd og han bukkede hovedet og brummede lavmældt. Hvorfor var han ikke alene? Han holdt kniven tæt ind til sig og vendte sig så om.. Men der var ingen at se. Han sank lidt sammen igen og så sig omkring. Øjenene blev knebet sammen og en halvdød plante ved hans fødder krøllede sig sammen og visnede helt. En del af hans lærte magier, som dog havde en tendens til bare at udløse sig når han var meget opmærksom på noget. Igen brummede han lidt og gav sig så til at studere guillotinen yderligere. Man kunne se blodspor for enden af det skarpe metal. Det så helt sort ud i nattemørket og Ptahil tillod sig at mærke på det.
Noget forstyrrede så hans øjenkrog og han vendte hurtigt front i mod det pludselige lys, som viste sig blot at stamme fra en person. Det var hendes lyse hud der nærmest virkede oplysende i mørket og Ptahil rettede sig straks op og lod kniven falde til en bedre plads i hånden - klar til angreb. Dog så han ikke mere truende ud end normalt, som han stod der med øjnene fæstnet på hende.

[lia]

Da det gik op for hende han havde opdaget noget, faldt det hende ikke ind at det kunne være hende, hun så barepå ham og undrede sig over hvad i al verden det var han havde gang i. Men det gik da også så småt op for hende at han nok ikke være den helt gode type at være i nærheden af, han virkede ikke ligefrem som en godhjertet og varm person. Lia stod bare med armene nede langs kroppen, stille og klar i hovedet, selvom hun tænkte så det knagede. Burde hun gå? Noget hun aldrig rigtig fik en chance for, for det gik op for hende at hun var opdaget, hun kiggede ned af sig selv og gik lidt i panik over hun ikke var i skyggen, så hun trådte tilbage og stod i mørket igen, Der var frygt i hendes øjne, men også mod, for lidt havde hun da lært af at klare sig selv i så mange år. Hendes blik faldt kort ned på kniven, hun sank en klump og bed sig i læben, måske var det på tide at forsvinde? Desværre var hun sådan, at hun aldrig dømte før hun havde set noget der virkelig var modbydeligt, men tæt på skulle han bestemt heller ikke komme før hun stak halen mellem benene og forsvandt ind i skyggen. Af en eller anden tosset grund løftede hun stille armen og hånden, dog uden at vinke, men bare som en hej, jeg har set dig agtig gestus.