Munter

[Tamara Soul]

Endnu en dag var kommet og vinteren havde omsider sluppet taget i landet. Sneen havde endelig givet slip og var forsvundet, erstattet af lyden fra kvidrende fugle og den sædvanlig liv i deres omgivelser. Herregården var som altid aktiv, og dog ikke på en larmende måde. Tjenestefolkene havde deres at se til og dog blev de tit forstyrret af Shades yngste datter der igen og igen dukkede op alle steder i huset, plaprede løs om de underligste ting, på sin helt egen uskyldige og søde måde. Ingen nænnede at skælde hende ud selv hvis hun var genstand for irritation, for hun var den yngste af døtrene, og selvom de alle var forkælet så var det altid noget anderledes med den yngste. Ikke alene var Tamara den yngste af sine søstre, men hun var den blandt dem der lignede sin mor allermest, både udseende og kropsbygning. Hvad personlighed angik kunne hun ikke rigtigt sige, for hun havde aldrig haft muligheden for at møde sin mor. Denne formiddag dansede Tamara hen over gulvet på vej ned ad gangen, hun havde til hensigt at forlade det store hus og i stedet gå en tur i den store have der omgav herregården. Ønskede hun at forlade ejendommen måtte hun spørge sin far om lov, og det ville kræve en del overtalelse om end hun alligevel havde i sinde at finde ham og tigge ham om at få lov at tage en tur i byen. Hendes bevægelser var elegante og yndefulde, fulde af liv og livsglæde. Hun elskede at danse og synge, og at høre hende nynne var derfor ikke noget nyt. Påklædningen udgjorde en lang kjole, overdelen sad tæt indtil hendes slanke krop, og stropperne sad perfekt over hendes skuldre. Underdelen var løs, men ikke stor idet det ville være alt for ubekvemt at bevæge sig i. Kjolen var i en lyseblå farve, understregede farven på hendes intense blå øjne og fik dem til at virke mere levende. Et smil spillede hen over hendes læber idet hun svævede ned ad trappen mod døren.

[Deleted]

Foråret som igen herskerede over Darklia, gjorde at arbejdet igen skulle tages meget mere seriøst og han havde faktisk en del at se til. Det var på tide at tænke godt over hvordan landjorden kunne bruges bedst og hvordan de sørgede for at landet ikke led uanset hvordan vejret ville udfolde sig i løbet af årstiderne. Shade gik med hastige skridt med en taske over skulderen, han brummede lidt, for egentlig havde han travlt og det hjalp ikke når nogle gik i vejen. Han skubbede hårdt til en af de yngre mænd, og da han skulle til at sige noget, løftede Shade sin stok og truede uden så meget som at kigge på knægten. Herefter var der intet, for respekt var der da på herregården, specielt hvis man så den grimme side af Shade. En side hans små piger aldrig havde set. Og aldrig måtte se. Som han styrtede ned af trappen, endte han med at stoppe op lidt efter at have overhalet sin datter, han vendte rundt med et smil på læberne. Der var jo altid tid til hans små engle, uanset hvor travlt han mente at have.
"Hvad er dine planer for i dag kære?" Spurgte han roligt, dog med en anelse stres plantet i kroppen som han egentlig holdte stramt om remmen til tasken fyldt med papir om hans mange gode ideer til høsten dette år. Den varme stemme og smilet gjorde aldrig en i tvivl om hvor højt han elskede sine døtre. Selvom det havde været en skuffelse at Tamara ikke var en dreng, så elskede han hende højere end noget andet. Og han bebrejdede hende bestemt ikke for moderens død, det var jo Shade som havde været så opsat på at få en dreng at han faktisk sked på om hans kone døde eller ej. Det var lang tid siden og han var kommet over hendes død forlængst. Dog smertede det vel egentlig lidt at se på Tamara som lignede hende noget så blændende, smuk var hun og han var stolt af at være hendes far.

[Tamara Soul]

Hun var ikke kommet langt nede af trappen inden hendes far overhalede hende. Han virkede til at have travlt, men det undrede hende ikke, for selvom hun nok virkede så ung, uskyldig, og nærmest barnlig så var hun altid opmærksom på sine omgivelser. Denne tilstand faderen var i var derfor mere end bare velkendt, for det skete tit på denne tid af året at han havde så travlt med arbejdet. Han standsede dog op, ganske som hun forventede, for uanset hvor travlt han havde tog han sig altid tid til at snakke med sine døtre. ”Goddag fader” hilste hun med sin blide sukkersøde stemme, smilet forlod ikke hendes læber idet hun trådte nogle trin ned således hun stod på samme trin som ham. Stillede sig på tæerne og plantede et blidt kys på hans kind. ”Jeg havde i sinde at gå en tur i haven og måske hen til markerne” lød hendes svar til hans spørgsmål. Han virkede stadig til at have travlt og derfor skyndte hun sig at tilføje ”Men jeg vil med glæde hjælpe dig hvis du har noget jeg kan lave” stemmen lød ivrig, for dagene gik altid så langsomt når der ikke var noget at lave, og da Odette var den af søstrene der tog sig af huset allermest blev der ikke efterladt særlig meget til Tamara fordi hun var den yngste. Det kunne til tider være irriterende at blive betragtede som et barn der ikke kunne gøre noget bare fordi man var den yngste, men for det meste nød hun det ud over alle grænser og mærkede ikke hvor irriterende det kunne være.

[Deleted]

Han elskede lyden af hendes stemme, den var så livsbekræftende og et smil kunne ikke lade være med at spille hen over de smalle læber. Roligt begyndte han at gå videre ned af trapperne og havde sit mål rettet mod hestevågnen som stod klar ude i gården. En mild latter kom fra ham, han elskede at hun kom ud på den måde og nød naturen, måske var hun den eneste af hans døtre som faktisk ville overtage. Det passede bare dårligt med at hun var den yngste. Havde hun nu bare været en mand ville det være lettere. Mange ville jo spørger ind til hvorfor det ikke havde været en af de to ældste. Shade elskede sit job, og ikke mange vidste hvor stor en passion han faktisk havde for deres land og det at tjene dronningen. På hans ture ud på de forskellige farme og gårde mødte han tit meget sørgelige syn, nogle som var virkelig svære at lade ligge når man igen lå i sit perfekte hjem og skulle til at sove. Han vidste ikke om hun var klar til at se denne verden, se hvad han faktisk så hver gang der havde været nød i landet.
"Hvis du virkelig vil hjælpe min kære, så skal du værre forberedt på at det kan være hårdt, fysisk, men mest af alt mentalt." Lød det gammelklogt fra ham, han gik videre ud af den store hoveddør og ud til gården hvor kusken sad klar til at fører Shade hvorhen han nu ønskede.

[Tamara Soul]

Hun svævede ned ad trappen ved hans side idet han fortsatte og sammen satte de kursen mod døren. At hun ikke var en dreng var selvfølgelig en skuffelse, især med den interesse hun havde for sit hjem og sin faders arbejde – om end hun ikke altid fik lov at hjælpe. At hun var den yngste, gjorde det heller ikke bedre men sådan var det nu engang. Hun ventede tålmodigt på svar fra ham mens de gik ned ad trappen. Hans svar fik hende til at glippe forundret med øjnene, hvad kunne være så slemt? ”Jeg kan nok klare det men...Mentalt..? Hvordan mener du?” svarede hun spørgende. Hvad kunne da være så slemt? At hun kunne møde syge fattige folk, eller folk med behov for hjælp uden at hun kunne hjælpe havde hun faktisk ikke overvejet. Hun havde levet sit liv med den viden at alt var perfekt og at hun levede som i et paradis. Hun havde aldrig set lidelse som sådan, men hvordan det ville være at se det havde hun ingen anelse om, og det var heller ikke noget hun tænkte over som sådan. Snart var de ude i det frie, og hendes kammerpige dukkede hurtigt op med et sjal som hun placeret over Tamaras spinkle skuldre. Tit havde Tamara overvejede hvordan denne kvinde vidste hvor Tamara var, hvad hun havde behov for eller hvor hun skulle hen, men hun havde aldrig fået et svar på det, noget sagde hende at hendes far havde sørgede for at deres tjenestefolk holdt ekstra øje med døtrene så de aldrig manglede noget uanset hvor de måtte være. Det var måske bare en absurd tanke, men ikke desto mindre var det hvad hun troede. Hun trak sjalet tættere om sig og smilede til kammerpigen som nejede og skyndte sig af sted igen.

[Deleted]

Roligt skød hans bryst frem som han trak vejret dybt ind, han elskede duften af alting ved naturen. Der var så mange forskellige dufte rundt omkring. Hestene stod og stampede utålmodigt med hovene, de ville afsted efter at have stået stille i staldene i så lang tid. Kusken sad bare med ret ryg og så lige ud, en tjener havde gjort alt klar til turen, mad og drikke, eventuelt et tæppe til hvis det blev koldt. Døren ind til den lukkede vågn blev åbnet, og der blev gjort tegn til at de kunne gå ind.
"Du kommer til at se en helt ny verden min kære, en verden jeg har prøvet at holde dig fra for at beskytte dig. Men jeg vil mene du har nået en alder der gør dig klar til at se hvad din kære fars arbejde faktisk går ud på." Lød det roligt fra ham, som han gjorde tegn til at det var damerne som først gik ind. I dag skulle han igennem de fattige gårde og farme, noget som tit var frygteligt at se, specielt efter en vinter som havde været hård. Shade så mange der græd over døde kvæg, men også over familiemedlemmer som havde givet efter kulden. Specielt småbørn som ikke kunne styre varmen selv. Noget der gjorde ondt at se på. Han skævede lidt til hende så og rystede på hovedet, var hun klar?
"Du skal vide Tamara, at jeg er der hele tiden og det er ok at give efter." Sagde han så, bare som en mindre advarsel og bekræftelse i at han var der for hende.

[Tamara Soul]

Lyden af de kvidrende fugle, den store have der omringede herregården og blot synet af farverne grøn, rød, blå og gul som planter og blomster har gjorde hende glad. Vinteren havde været alt for lang, og selvom hun ikke havde noget imod vinteren som sådan så var sne ikke det mest behagelig at være omringet af og desuden kunne man let komme til at sidde længe indendørs fordi vejene var spærret. Kusken sad hvor han skulle, tjenestefolkene hvor de skulle og en tjener hold døren til vognen åben. Hun fulgtes med sin far ned af de sidste trin og steg roligt og forsigtigt op i vognen ved at løfte op i skørterne og gå de to trin op. Hun satte sig elegant ned efter at have spredte skørtet ud så det ikke krøllede når hun satte sig. Hendes opmærksom gled atter til faderen ved hans ord. Hun lyttede til ham med hovedet en anelse på skrå, var det virkelig så slemt? En ny verden? Hun følte sig en anelse forvirret, godt nok havde hun hørt hist og pist at verden ikke var så perfekt men hun havde aldrig helt forstået meningen bag disse ord. Hans sidste sætningen fik hende svagt til at rynke panden men hun nikkede "Ja fader" svarede hun med sin fløjlsbløde stemme. Hun anede virkelig ikke længere hvad hun skulle regne med at komme til at se og opleve, det var spændende, så spændende at hun fik sommerfugle i maven. "Er det hårdt at være alene om det? Altså arbejdet?" spurgte hun, for han fik det virkelig til at lyde som om det var ret hårdt.

[Deleted]

Da hun havde trådt op og ind i hestevognen, fulgte han blot efter og så tjeneren lukke døren. Her fik han et brev ind af vinduet hvor der stod nogle ord, Shade sad dybt konsentreret af brevet og rakte det så tilbage til tjeneren og nikkede blidt. Så tog han sin stok, slog op i loftet af hestevognene som tegn på at han var klar til at tage afsted, det var en lille tur på små tre kvarter. Et lille smil kom fra ham, måske skulle han passe på ikke at skræmme hende for meget, selvom det nu var en skræmmende verden de faktisk levede i.
"Det er lidt hårdt, men jeg samarbejder jo med folket og andre adelige. Så helt alene er jeg ikke, men der er stadig meget arbejde i det." Lød det roligt fra ham, han smilte svagt og blinkede til hende. Rykket vognen gav da kusken svang pisken, fik hans krop til at sveje kort frem og tilbage, han så ud af vinduet og tænkte lidt over hvordan hun mon ville reagere. Han ønskede jo ikke at hun blev bang, ked af det eller noget helt tredje, men verdenen var slet ikke så skøn som hun ellers gik ud fra. En af de mange grunde til at Shade faktisk elskede at være greve. Han gjorde en forskel, men nogen gange var modernatur den der gjorde det umuligt for ham at gøre folk glade.

[Tamara Soul]

Hun satte sig tilrette i vognen efterfulgt af ham da han steg ind i vognen. Så blev døren lukkede og dog blev der stukket et brev ind af vinduet hvilket straks fik hende til at blive nysgerrig. Hendes far sagde dog intet men læste det blot og rakte det tilbage med et nik. Hun var blot blevet endnu mere nysgerrig ved hans opførsel og pillede let ved kjolen over den spænding i kroppen som hun nu følte. Der skete dog intet hvilket fik et suk til at bryde hendes læber, et mindre og næsten uhørligt suk. Vognen satte sig snart i bevægelse da hendes far gav tegn til dette og så gav han sig ellers til at besvar hendes spørgsmål. "Du kan jo lærer mig nogle faste ting jeg kan gøre? Så behøver du ikke tage dig af disse men tænke på andre" svarede hun med et mildt smil, for hun ville gerne hjælpe og hvis hun fik et ansvar ville hun måske blive mere ansvarlig? Det var nok svært at tro med den personlighed hun havde, men intet var umuligt.