En tur med smeden?

[Regina Herdeiro]

len skinnede højt på en skyfri himmel og luften var varm når de blide briser ikke strøg igennem landskabet og kølede alt ned. Skoven var et smukt sted at være på denne tid af året, de mange blomster pyntede nu stedet og bragte glæde med sig, hvilket også var grunden til at Regina denne dag havde søgt så langt fra Darklia, for stedet var smukt og bragte varme til hendes ellers kolde og tomme hjerte, ikke at hun ønskede det men når hendes dronning var nede i kul kælderen kunne hun heller ikke lade være med at være det, så derfor havde hun brug for at komme væk og ud i varmen for at blive ladet op igen når hun atter skulle spille dronningen i søvn, den dronning hun så som hendes egen datter eftersom hun havde været der igennem hele hendes opvækst og elsket hendes fader meget højt.

Med sig havde hun hendes sværd som sad i skeden som hang i det bruge flettet bælte omkring hendes liv, derudover havde hun hendes elskede violin med sig. Siden det var en varm dag havde hun valgt en lidt løs kjole der gik til lidt over knæene og var sandfarvet så det passede lidt til hendes hudfarve og de ravgule øjne som virkede til at smile på denne sommerdag, mens hun havde en slags sandaler på som snoede sig op af hendes ben næsten op til knæene.
Hun vandrede en smule rundt inden hun stil sidst satte sig på en væltet træstamme og skubbede det brune let krøllede hår til side og satte violionen under hagen og begyndte at spille efter det hun følte, en smule trist men noget der virkede som et humør der var i forbedringen for jo mere solen varmede hende jo varmere og blidere blev melodien også.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario kom gående ned af en skov sti. Det var en af de få fridage han havde, for nu var det sommer og der kom handlende fra alle steder. Han var iklædt en let hvid skjorte der var let og luftig, og ikke sad for stramt over hans brede brystkasse, samt et bar grønne knæbukser og et par lædersko. Han fløjtede sagte mens han gik hen af stien, med den store hammer Cecilia over skulderen. Hun var det eneste våben han havde med, og selvom hun var tung, så gik han sjældent uden hende. Han rystede på hovedet, han havde fået en næsten umulig opgave. At lave en rustning, der var lavet næsten udelukkende af sølv, og som kunne bruges i kamp. Mario havde protesteret vildt. Sølv var for blødt. Det kunne bruges til parade rustninger, men det var ikke godt nok til kamp. Han havde forsøgt at få den forfængelige, og stupide adelsmand, som ikke var meget mere end de 17, til at indse, at man godt bare kunne forsølve rustningen, så den fik det rigtige udseende, samtidig med at det beskyttede. Men ungen havde sagt nej. Mario var vred, men han vidste hvordan han skulle få hævn uden at ødelægge sit gode rygte. Han ville simpelthen bare lave rustningen så tyk og tung at den kunne tage af for sværdene. Men den ville nok ikke blive brugt i kamp. Godt det samme, knægten havde været i Dronning Drazillas hær, og han ønskede ikke at støtte hende.
Mario blev lullet ud af sine tanker af violinens lyse klang, fra et sted inde i skoven. Nysgerrig, men alligevel på vagt, med Cecilia klar, gik hen hen imod lyden. Han slappede dog af da han så at det var en kvinde der spillede. Han så godt sværdet ved hendes side. Og han blev da også på lidt afstand mens han betragtede hende spille på violinen. Han kunne ikke undgå at lægge mærke til at melodien blev mere og mere munter, og han satte hammerne i jorden, med hovedet først, det gav et lille dunk, og lænede sig roligt op af den, som var den en stok.

[Regina Herdeiro]

Mens melodien spillede så smukt og muntret, sad hun med lukket øjne mens hendes smil blev større og større jo gladere melodien blev, for det varmede hendes hjerte at høre en glad melodi som kunne opmuntre hende en smule, som hun sad her i solen og mærkede dens varme for hun havde fundet sig en lille lysning så hun kunne tage den varme fra solen over hende.
Det føltes godt for hende at komme lidt væk fra det efterhånden meget triste slot, hvor hun i den sidste lange tid havde været låst inde fordi hun skulle spille for den triste dronning, men nu kunne hun spille det hun virkelig følte selvom det var trist at være på slottet og den tristhed kunne hun mærke i hjertet selvom hun ikke ønskede det.

Alt virkede til at være en perfekt dejlig dag hvor hun bare sad fredeligt for sig selv og spillede en melodi efter hendes hjerte, om andre hørte den vidste hun intet om for dette var jo fredens tid hvor der ikke var noget angreb og hvis nogen overfalde hende så havde hun jo sværdet eller magien til forsvaret. Selvom et sværd ikke ligefrem var hendes yndlings våben så havde hun ikke kunne finde plads til hendes dolk og hendes bue og pile havde hun ikke gidet slæbe rundt på, så hun havde taget et af de sværd som krigerne trænede med.
Da hammeren dunkede ned i jorden spillede hun roligt videre for hun stoppede sjældent midt i en melodi, og slet ikke en glad en som denne, så hun rejste sig og begyndte at danse rundt i takt med melodien.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario fulgte hende med øjnene. Melodien var munter, og han kunne lade være med at brumme lidt med på den. Det var et godt vejr, og han nød sommer varmen, og skovens duft og lyde mens han så på den, lidt mærkværdige, kvinde som dansede rundt og spillede så smukt på violinen. Langsomt forsvandt den galle han havde følt over den unge idiotiske knægt og alle overklassens uvidende snobber. Mario mestrede ingen instrumenter, trods sin intelligens. Der havde aldrig været tid til det, selvom at han havde ønsket det. Selvom han nød rytmen, og vippede lidt med foden i takt til melodien, så fik han ikke nogen trang til at danse. Mario var ikke typen der dansede. Han var for stor til at kunne virke yndefuld på det punkt. Så når der fest i byen var han sjældent en af dem der bød op til dans.

[Regina Herdeiro]

Regina dansede smilende rundt til melodien hun spillede som kun blev mere livlig og glad inden hun til sidst lov den tone ud ligesom hendes dans stoppede for der var ikke flere toner hun kunne følge med hendes fødder. Så hun stoppede med det ene ben lidt bøjet som om hun var klar til at gå et skridt eller måske tage nogle flere dansende trin. Men hun sank violinen for nu havde hun fået sin følelse ud så hun så roligt over på personen hun godt vidste, var der men hun havde ikke stoppet hendes melodi fordi hun var så glad inden i at hun nærmest kunne sprænges og alt sammen var på grund af en charmende mand, hvilket var mærkeligt men de sidste par dage havde været så gode for hende at der fandtes så mange glade melodier i hendes hoved som bare måtte ud. Så et smil var at findes på hendes læber selvom hun normalt var kold overfor alle fremmed folk, specielt mænd for de havde aldrig været en god ting i hendes liv, de havde kun bragt hjertesorger med sig.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario så granskende på kvinden før han åbnede munden "Det var smukt" roste han hende. Han havde et lille smil på sine læber, kvinden var trods alt en fremmed, og kunne være farlig, det var jo se før. Selv var han ikke nervøs for fremmede mennesker, Mario mente selv, som de fleste andre også gjorde, at han var intelligent nok til at kunne lure folks hensigter, hvad enten de var gode eller onde. Men her så han ikke andet end en glæde, der havde fået tonerne til flyde smukt rundt i lysningen.
Mario blev pludselig klar over at det nok ikke var høfligt at stå og lure på nogen, uanset stand. Han bukkede let for kvinden og præsenterede sig selv "Jeg er Mario Lucifer, ofte kaldet stor hammer" selvom at de stod et godt stykke vej fra hinanden, 20 alen eller så, rakte han alligevel hånden frem som en hilsen, og for at vise at han ikke havde nogle fjentlige hensigter.

[Regina Herdeiro]

Hvis der var noget som man sjældent fandt hos Regina så var det fjendtlige eller onde tanker for hendes sind var ofte fyldt med glade tanker, hvilket også tydeligt afspillede i hendes musik, altså hvis hun selv fik lov at vælge for ind i mellem ville folk høre triste melodier, men det gjorde så også at hun selv blev trist og mindede alle dem som hun havde elsket og mistet, for hun følte hvad musikken gav stemning til, men hun foretrak altid de glade melodier selv.
”Mange tak” svarede hun igen på hans kompliment af musikken, og et stille smil var da også på hendes læber for hun kunne nu godt lide at blive rost, specielt for hendes musik for det var en ting hun rigtigt godt kunne lide at lave. Da han bukkede let for hende nikkede hun bare igen som en høflig hilsen. ”Mit navn er Regina, og bare Regina” præsenterede hun sig som for hun havde ikke ligefrem nogen kælenavne eller øgenavne som hun kunne bruge, for hun var jo bare Regina, intet andet og andet behøvede hun heller ikke at være.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Han nikkede. "Tør man spørge hvad de laver i skoven." spurgte han. Det var ikke helt normalt for ham at se personer alene i skoven. Han var jo selvfølgelig heller ikke så meget i skoven. Han bevægede sig lidt længere ind i lysningen, og solen begyndte at lege i den sølvring han havde om håndledet. Der var indgraveret drager, og andre fabeldyr i det. og fortalte eventyr om helte der reddede landsbyer fra monstre, og rejsende der blev narret af forskellige onde væsner. mønsteret var ikke stort og meget fint udført, så der var plads til meget på det bredde armbånd. "Jeg er smeden fra Frontiera." sagde han. Det plejede som regel at få folk til at genkende ham. Ikke fordi han ønskede at vigte sig af sit hverv eller noget. Smede var vigtige i samfundet, men det var ikke det mest prestige fyldte arbejde i verdenen.

[Regina Herdeiro]

”Det virkede som en dejlig dag at være i skoven på”
Svarede hun med et lettere sødt smil men et utroligt glad smil for det var jo sådan en skøn dag at hun godt kunne trænge til at danse noget mere og spille meget mere musik inden hun skulle hjem til det tider meget triste slot, og hun kunne desværre ikke gøre meget for at live det op, fordi det var det intense forhold mellem Dronningen og hendes forlovede, fordi det forhold vidst ikke gik helt så godt, men så måtte Regina jo bare spille for prinsen og prinsessen, små guldklumper hun var utrolig glad for.
Hendes smil forsvandt dog ret hurtigt da han sagde han var smed og fik hende til at rynke lidt på næsen som om hun lige havde smagt på noget surt, selvom det jo ikke ligefrem var Marios skyld at hun ikke helt brød sig om smede. ”Jeg er musikeren fra Drokonek” præsenterede hun sig som for han behøvede ikke at vide hun var kriger, men hendes violin afslørede nu også tydeligt at hun var en musiker.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet da hun rynkede på næsen. "Ak ja, det er måske ikke det mest prestigefyldte job." sagde han med et lettere ironisk toneleje. "Så du er musiker." sagde han. Det var en konstatering. Han havde hørt nogle historier om en musiker på Drokonek. Men han kunne ikke huske detaljerne, og det virkede ikke som en ting han havde brug for at vide. "Det lyder som et spændene arbejde" Mario satte sig på en træstamme, og tog armringen af, og polerede den med en flig af skjorten før han tog den på igen. "Spiller du så for dronningen, eller kun når hun holder middagsselskaber?" spurgte han med et skævt smil.

[Regina Herdeiro]

Regina smilede lettere undskyldende da han smilede af hendes rynken på næsen, for det var måske ikke det mest venlige at gøre fra hendes side af. ”Nu ikke helt det, men mere det jeg har kun dårlige erfaringer med mandlige smede.” svarede hun selvom hun nu aldrig havde set en kvindelig smed, noget hun egentlig godt kunne tænke sig at opleve bare fordi det da ville være noget helt nyt.
De ravgule øjne fulgte ham roligt som han satte sig over på træstamme, eftersom hun altid var på vagt overfor mænd, fordi de for det meste kun ville have en ting og det var ikke noget hun ville give dem. ”Jeg har spillet for dronningen siden hun blev født og før spillede jeg for hendes far. Selvom det er meget forskelligt for nogen gange spiller jeg også til festerne” svarede hun med et skævt smil for det var lidt forskelligt med hvem hun spillede for, nogen gange var det for børnene, andre gange for dronningen og nogen gange til selskaberne, ellers spillede hun jo bare sådan som hun nu lige havde lyst til det.