Spænding og forventning

[Drazilla Dragoens]

Vagterne var der hovedsagligt kun så hun kunne vise hvor magtfuld hun var, for hun ville jo helst kæmpe sine egne kampe når det kom til stykket, det var da også kun grunden til at det for det meste kun var her på slottet hvor vagterne nærmest stod ved hver eneste døråbning og fulgte de fremmed som kom ind i slottet, ja de behøvede ikke en gang være fremmed før de blev forfulgt for det kunne jo også være hun havde beordret det.
Da han nævnte at Nirelia skulle have de bedste magiker vendte hun sig rundt og så lidt på ham som om han var dum, for hun havde ikke ligefrem oplevet nogle specielt gode magiker i Nirelia men igen det kunne jo være de gemte sig. ”Og hvor pokker gemmer i så disse utroligt gode magiker? Jeg har aldrig oplevet dem for alle dem jeg har mødt fra Nirelia har været magiker der troede de var mere værd end de var. Men igen i sender vel ikke særlig mange tropper når det kommer til stykket, men alt hjælp er sådan set velkommende men giv altså ikke mig skylden hvis vores tropper kommer op og slås, provokere jeres folk for meget så kommer vi til at kæmpe indbyrdes og det er bare en svaghed.. Med andre ord, jeg tror ikke jeres tropper skal snakke alt for meget med mine, men giver mine generaler besked på at der kommer hjælp til dem og de skal sørge for at mine tropper opføre sig ordentligt” sagde hun til modsvar for det var jo sådan set sandt, altså det med deres tropper muligvis kunne komme op og toppes indbyrdes, for Nirelianerne skulle i hvert fald ikke forsøge at snakke for meget med dem fra Darklia for når darklianske krigere var i krig var det netop krigen de fokuserede på og det var ikke ligefrem venskab de ville have, for det var jo dumt at blive venner med nogen man måske kunne ende med at skulle bekæmpe.

[Kyu Altius Dyonisos]

Han fulgte hende roligt, uden et ord mens hun blot snakkede og han lod hende snakke som hun nød til at nyde lyden af sin egen stemme. Derfor afbrød han hende på ingen måde, lyttede opmærksomt og så på ingen måde overlegent på hende. Kyu var en vis man når det kom til stykket, og selvom han var bevidst om sin egen styrke og evner så gik det ikke at lægge sig ud med fjenden og endda på deres jord, der var for meget på spil. Som hun nævnte at deres tropper ikke skulle snakke med hinanden nikkede han blot ”Jeg er fuldkommen enig, vores tropper adlyder vores ordre, siger vi de skal tie.. gøre de det uden et ord.. i sidste ende er det ingen hemmelighed at vore lande ikke er på talefod, og vores tropper vil med glæde holde sig fra jeres. Jeg satser på at ordre og kommunikation går gennem generalerne og deres udvalgte budbringer, på den måde søger vi for mindre klammerier” endte han blot ganske roligt mens han fortsatte ved hendes side. Nok var Nirelia et land med godhed, men naive og dumme var de trods alt ikke om end disse folk og denne dronning troede andet. Snart ville tingene vende, det burde kvinden da være vis nok til at se.

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt med at hun virkede til at nyde lyden af hendes egen stemme, for det gjorde hun til dels også mens hun andre gange bare gerne ville afbrydes og diskutere med folk selvom det ikke var sikkert hun ville vinde diskussionen, men så var der andre måder at vinde på, selvom hun ikke altid gad tage den kamp op så hun gav dem jo nogen gange bare ret hvis de havde gode nok argumenter og dermed kunne lukke munden på hende.
”Du svarede ikke på mit spørgsmål..”

[/color] startede hun ud med at sige for han havde jo ikke svaret på det spørgsmål omkring magikerne for hun havde jo ikke set dem, så derfor ville hun jo gerne vide hvor de egentlig gemte dem, ikke at hun skulle bruge dem til noget men det var meget rart at møde en af dem som kunne overbevise hende om at der fandtes gode magikere fordi hun ikke var sikker på det. ”Men ja det må vel foregå på den måde.. Og lejrene skal vidst heller ikke ligge for tæt.. Som du måske ved så er Darklianer meget territorielle”[/color] sagde hun roligt men det var jo kun et faktum at darklianerne var på den måde fordi når de først kæmpede for at opnå noget så skulle intet tage det fra dem og en krig ville jo bare gøre en kriger kunne vise sit værd og dermed opnå højere rang end de andre.
De nåede til tronsalen og vagterne gjorde ret stoppede hun foran den store dør og vendte sig imod ham ”Du skal spise middag med mig, der er stadig meget at snakke om før jeg kan give nogen form for velsignelse og i ønsker vel ikke en krig med Darklia oven i?”[/color] sagde hun roligt inden hun igen vendte sig imod tronsalen og gjorde tegn til slaverne som stod i skyggerne, et tegn de godt forstod for de skyndte sig at finde et større og tungere egetræ brod frem sammen med nogle stole midt i tronsalen før de skyndte sig ud i køkkenet for at skynde på tjenestefolkene derude.
[/blockquote]

[Kyu Altius Dyonisos]

Nej han havde ikke svarede på hendes spørgsmål, og det vidste han skam godt. men nu hvor hun spurgte indtil det, gjorde han ”Vi gemmer dem skam ingen steder, de står til rådighed når vi ønsker det… skildre blot ikke med deres evner offentligt” svarede han roligt og derved uden at give hende navne på en eneste af deres magiker. Darkila tog fejl hvis de troede at Nirelia ingen forsvar havde, i bund og grund var der måske ikke mange soldater og ikke lige så stor en hær, men med de tapre og stærke kriger man havde, kunne landet have en passende forsvar, og med magikerne ved krigernes side, udgjorde det et solidt forsvar. Han havde ingen planer om at fortælle Drazilla hvor mange soldater, kriger og hvor godt et forsvar de havde, dertil var de jo fjender uanset hvilke magt hun troede hun havde over landet. ”Ligeså er Nirelianerne, vi er bar bedre til at skjule det” ingen ønskede at få overtaget sit territorium, og det var vel en indirekte måde at sige på at de hellere måtte holde sig på den rigtige side af grænsen. Han fulgte roligt med som de bevægede sig indendørs og standsede udenfor tronsalen, som hun vendte sig mod ham og bekendtgjorde at han skulle spise med hende gled det ene bryn svagt op om end et smil formede sig over hans læber ved det første, han undlod at sige hvad han havde på hjertet og smilede famlede heller ikke ved det sidste om end han måtte tilbageholde en latter. Glimtet i øjnene fortalte dog om latteren han tilbageholdt ”Deres majestæt, velsignelse er nu så meget sagt.. vi ønsker blot ingen problemer.. ægteskabet gennemføre vi under alle omstændigheder.. kan vi afværge krig, gøre vi det gerne, kan vi ikke… vil folket med glæde kæmpe for at beskytte deres land mod Darkila og mod bjergfolket…” nu havde hun vidst hånet dem nok, at hun direkte troede at de ønskede hendes velsignelse var latterligt, hun forstod virkelig ikke hvorfor han stod der i så fald, men ja… Darkilas dronning var blevet kaldt rablende gal af mange. At han kom her var blot for at understrege at skulle krigen komme, var det Darkilas skyld, og deres træk.

[Drazilla Dragoens]

Ved hans svar omkring at de ikke gemte deres magikere fik hende blot til at ryste på hovedet, for han beviste jo bare at de ikke var særlig kloge selvom det måske var smart nok ikke skildre med dem men ikke at bevise de var der var jo heller ikke særlig klogt, for det virkede stadig til at nirelianerne ville virke svage som Drazilla stadig mente at de var og ikke særlig kloge når de kunne undgå krige men nægtede at undgå dem for det var da bare for dumt, og det vidste hun selv som kriger dronning at man skulle undgå krig selvom hendes folk måske ikke var af samme overbevisning for alle hendes krigere kedede sig jo, både dem som var åbenlyse og de hemmelige krigere hun skjulte til helt specielle lejligheder.
Og det med at de også var territorielle virkede det jo heller ikke ligefrem som fordi de gjorde just ikke særlig meget modstand eller blev særlig vrede over man overtog deres ting, så den del troede hun heller ikke på, med andre ord så var denne mand ikke særlig overbevisning mere når det kom til stykket men det måtte han jo om.. Zill kunne i hvert fald bare ikke se hvad Clary så i ham, men det måtte vel være noget af det der sukkersøde noget hun selv væmmes over at se på.
”Clarisa ville have min velsignelse fordi det er den eneste måde at undgå krig med mig på hvis i valgte at gifte jer.. men du virker til at ville se Nirelia lide ”

[/color] sagde hun lettere irriteret for hvis han ikke tænkte på Nirelias bedste så måtte han om det, zill var jo blot gået med til at møde ham for at se ham an for at se om han kunne godkendes til at være Nirelias konge men indtil videre virkede han ikke særlig klog, egentlig virkede han for krigerisk til at være nirelianer så han var sikkert ikke født der men kom fra en af øerne uden for denne store ø. Hun så kort over skulderen på den ene vagt og nikkede kort til tegn til at denne herre skulle følges ud for hun gad ikke snakke med ham for han prøvede jo ikke en gang gøre så hun nogenlunde kunne lide ham for så skulle de jo ikke frygte krig, men han virkede til at ville have krig så skulle han nok få det og så ville det være hans skyld og Nirelia skulle lide for hans fejltagelser for alt han skulle var at charmere sig ind på hende og muligvis se hvad hun ville kunne få ud af det hvis hun tillod ægteskabet, for lige nu kunne hun ikke se nogen fordele hverken for hende eller for Clarisa.
[/blockquote]

[Kyu Altius Dyonisos]

Han var mere end klar over at hun ikke ville bryde sig om hvad han sagde, men nu var han ikke kommet for at behage hende, men for at snakke og give Nirelia de bedste chancer. Drazilla var blot en magtsyg kvinde, det vidste alle og dog frygtede folk for at sige det lige ud. Han lod hende tro hun var så magtfuld som hun selv troede, eller det havde han indtil bemærkningen omkring de skjulte magiker i Nirelia var faldet. Hun anede ikke hvor stærke magiker de havde, på det punkt var hun på bar bund, desuden ville hun blive mere end bare overrasket hvis hun valgte at ty til vold og krig, for nok var deres hær ikke så omfattende som hendes, men hans mænd kæmpede for deres land.. ikke fordi de kedede sig og intet bedre havde at tage sig til. Det var trods alt almindeligt kendt at en mand der havde noget at kæmpe for var bedre, stærkere og mere effektiv i kamp end en der blot kæmpede for fornøjelsesskyld. Som tingene stod nu var Nirelia måske ikke i stand til at hive en sejr hjem, men holde hendes tropper på afstand, det kunne de, endda mens de holdt bjergfolket i skak. Endelig gik han kun med til at tage imod deres hjælp for at bringe dem tættere og håbe på at det gavner fredsaftalen, intet mere.
At han ikke var overbevisende måtte hun selv om, han var en god taler, udtrykte sig klart, og var absolut ikke ud efter mere magt som hun ellers var kendt for. Hun troede sig stærk, ved sig for sikker i det, og det ville bringe hende til fald. trist, for kvinder som hende så man ikke så tit, hun ejede både styrke og skønhed, men sådan måtte det være hvis hun valgte de forkerte træk og endte med at dumme sig. En krig mod Nirelia, var absolut ikke godt for hende.
Hendes ord bragte et overbærende smil frem på hans læber ”Hvis det er hvad De tror hendes majestæt ønsker, så lader jeg Dem i troen. Påstår De at De ikke selv nære ønske om at se Nirelia lide… min dronning, vi ved begge at trods Deres forsøg på at stable en fredsaftalte på benene, så ønsker De kun magt over Nirelia, og derfor alle de tropper over grænsen og Deres forsøg på at tvinge Nirelias ærede og gudsvalgte dronning til at gifte sig med en af deres dukker…” en mindre pause blev holdt forpå han fortsatte ”Deres majestæt, jeg er en mand med principper, hellere dø stolt, end leve i skam.. og at lader Nirelia falde for Deres fødder… det sker over mit lig” han var ude på dybt vand, men ærligt frygtede han ikke for sit liv, hun gjorde klogt i ikke at skade ham, for så havde hun mere end bare Nirelia på nakken, helt uden venner og allierede var han ikke… så meget godt kom af at være fra de fjerne lande i vest. For Clarissa var der alle mulige fordele, for Drazilla, ingen. Men det var også ligegyldigt med om der var fordele for hende, hun var fjenden indtil hun valgte at ændre sig. Som hun nikkede til en vagt smilede han blot på ny og trådte et skridt tilbage hvorpå han bukkede høfligt. I modsætning til hende vidste han hvad høflighed var ”De vil snart modtage en invitation til brylluppet. På gensyn Deres højhed” han havde rettede sig op igen, smilede det venlige og charmerende smil hvorpå han vendte om, og fulgte med vagten ud af slottet. Et yderst interessant møde, Drazilla havde blot understregede hvor lidt hun ønskede fred mellem landene.

///OUT- hvis han ikke bliver standset