Rædsel

[lia]

En lang række skrig hørtes ud i den dystre nat som hærgede i bjergene, hvorfor det netop var her hun skulle jages op, vidste hun ikke. De bare fødder var blodige af den lange flugt, hun havde set dem lege og myrde de folk som ellers havde taget Lia til sig. Det lange hår hoppede let omme på hendes ryg som hun stormede afsted, kjolen hang smukt om hendes krop, men sænkede hende egentlig. Desuden burde de allerede nu have fundet frem til hende, de var jo hurtige, men de legede vel med hende. Vampyrer, nattens herskere, toppen af fødekæden, rædslen af alle, tanken om dødens kys var ikke ligefrem det der tiltalte en mest. Ikke at kunne råbe om hjælp gjorde chancerne for hende endnu mindre, dog løb hun bare så hurtigt som hun nu kunne. At falde ind i skyggen havde hun ikke skænket en tanke, for skyggen havde hun prøvet at klare sig uden og glemt en af vejen. Hendes ene fod ramte hårdt en i en sten, hun skar en smertefuld grimasse som hun væltede og slog hovedet hårdt ind i en sten, en slag der slog hende bevidstløs. Her lå hun så, hovedet dækket af hår, blødende fødder og hoved, samt en slidt og beskidt kjole. Det lignede jo ikke noget man havde lyst til at samle op, men hvis hun var meget heldig, forbarmede der sig måske et væsen sig over hende. Skyerne var så smukt ved er glide bort, og den halve måne og stjerne lyste klart bjergene op, der var utroligt smukt, men farligt og det havde Lia lært nu.

[Zhaleh Iair]

Bjergene havde aldrig tiltaget en mand som Zhaleh. Hvorfor? Fordi der så sjældent var arbejde dér. Folk brød sig ikke altid om folket i de små bjerglandsbyer, men han havde aldrig endnu oplevet nogen der ville betale for at få en bestemt person myrdet deroppe. Well, ikke før i dag i hvert fald. Og over hvad? En affære. En af rigmændenes drenge havde åbenbart fået et godt øje til en sød ung kvinde. Føj for noget bras. Kærlighed. Så Zhaleh havde taget imod opgaven at skaffe tøsen af vejen. Intet svært job, men ikke desto mindre havde han måtte flygte i en fart som mr far fandt ud af hvad der var sket. Zhaleh der kun var mellemanden kunne kun more sig over hvilket postyr der nu ville komme mellem de to familie. Dette var hans morskab, og ikke hans problem. Derfor elskede han sit job. Ja, dét og så det faktum at se de kære søde væsner dø for hans hånd.
Efter flere gange at havde måtte tage sig i jagt for pludselige skråninger, og farlige skrænter, syntes Zhaleh at lyden af hans forfølgere svandt ind. Ikke at dette fik ham selv til at stoppe, i stedet skyndte han sig videre. Jo før han kom væk fra disse umådelig tåbelige bjerge jo bedre. Han var i det mindste tilfreds over at det var gået efter planen, og at han også dermed vidste med sikkerhed at han ingen spor var kommet til at efterlade, eller tegn på at netop han havde været der. Han var ikke indbildsk. Han vidste at nogle andre snigmordere havde et kendetegn, alt efter deres uduelighed. Men at efterlade sig en blomst eller et mærke, var den rene død i længden.
Som han måtte være kommet godt nogle hundrede meter yderligere væk, stoppede han endelig op. Dette i skyggen, idet han ikke ville ses hvis nogen nu skulle finde på at løbe forbi. Det første han gjorde var at trække masken væsk fra ansigtet. Masken var ikke en nødvendighed. Men mere en forsikring om at så ville folk i hvert fald aldrig genkende ansigtet hvis han nu mødte en af sine ofres familiemedlemmer i dagslyset. Dernæst, fik han endelig tid til at få kniven af vejen. Det var ikke hans, men hans offers. I et øjebliks sindssyge, havde han ført kvindens hånd med kniven deri, hen over hendes egen hals der havde ført til hendes død. Han havde jo bare ikke kunne lade være… når det havde været så lokkende en handling.
Zhaleh vendte sig, og kastede kniven. Den ville sikkert, forhåbentlig, endte ved en skrant, eller ved et hul i klippen. Et sted ingen nogen sinde ville finde den. Med dette skulle han til at glide ned i huk for at tage handskerne af, men blev dog distraheret af lyden af en form for bumb. Som om nogen faldt, slog hovedet mod noget eller lignende. Altid noget hans sanser var blevet stærkere med tiden. Det første der slog ham var at det kunne være hans forfølgere. Men denne teori fejede han af vejen som han vidste de ville have været flere i flokken. Og da dette var slået fast kunne han ikke dy sig for at på listefødder, at nærme sig det den nu forsvunde lyd.
Det der mødte Zhalehs blik, var til stor overraskelse. Af alt han havde forventet at finde, havde en bevidstløs kvinde været det sidste han ville have gættet på. De grønne øjne, der i mørket virkede helt sorte, strøg ned forbi kvindens krop. Han kunne ikke se nogen. Ej heller fornemme nogen. Men alligevel følte han sig ret sikker på at hun ikke kunne være alene. Det første han lidt tænkte om hendes tilstand var at hun let kunne have været en person der flygtede fra ham. Eller en som ham. Med andre ord, flygtede hun nok fra nogen. Nu kom jo så bare det store dilemma. Skulle han hjælpe?
Noget i ham havde lyst til at hjælpe hende. Han vidste ikke hvad, for på trods af det venlige jeg om dagen var han lige nu ikke dén person. Han var en dræber. Måske følte han bare mindre trang til at dræbe fordi han ellers havde fået den mulighed at dræbte kvinden ved hendes egne hænder? Bare tanken fik ham til at smile fornøjet godt nok. Arg! ”Forbandet de tåbelige kvindemennesker!”. Det lave banderi, kom som han forlod skyggen og trådte ud i månens lys til hende. Uden yderligere ord, gren han hende om livet og trak hende op på skulderen. Nej, man kunne ikke forvente noget prinsessebæren fra ham. Selvom han trods tanken godt vidste at kvinden nok var ligeglad om hun blev båret på den ene eller anden måde. Den første handling efter dette var at bære hende ind i skyggen han ellers havde gemt sig i. Han vidste dog at blev hun forfulgt kunne de ikke blive der. Trods skyggen var det for åbenlyst. *Forbandet!*.

[lia]

Det var sjældent nogen tog sig tid til at skulle hjælpe en som hende, hjemløs, fattig og beskidt, ansigtet var nu kønt nok, men der var jo intet ved en møgbeskidt fattig hjemløs som var tiltalende. Livet for hende havde ikke været særlig let, men hun tog det som det kom, der var ingen kære mor, for hun havde solgt hende som lille. Der var ingen venner, ingen bekendte, det var jo dumt at stole på hvem som helst og derfor havde hun valgt ikke at stole på nogen. Dog da hun endelig valgte at stole på nogen, endte det hele galt og hun måtte flygte igen. Labyrinten virkede som en ukendt drøm efterhånden, det sted der havde været hendes hjem i flere årtier. Slaget i hovedet havde været voldsomt, men hendes krop var anerledes, så at være helt væk i flere timer ville ikke ske. Lia rynkede lidt på næsen, tegn på at hun nok snart ville vågne, dog var dette ikke tilfældet, ikke endnu i hvert fald. Nattens skyer søgte igen mod himlen og lod mørket glide helt over dem. Sommeren havde været mild og at leve udenfor havde været lettere end som så. Men for hende var enhver årstid fin nok, kroppen havde vendt sig til kulde, regn og slud. Tågen gjorde hende tryg og allermest det at kunne forsvinde ind i skyggen og bare forsvinde ind i sig selv derefter. De slanke fingre begyndte at røre lidt på sig, og hun åbnede kort sine øjne, men lukkede dem hurtigt i som hun skar en smertefuld grimasse. Hånden søgte op mod en blodige og stor bule i hendes hoved, hun følte lidt på blodet og viste nu lidt mere frygt, specielt da hun igen åbnede sine øjne og så en fremmed mand. Hendes krop reagerede hurtigt, men var ikke helt klar til det, så som hun prøvede at kravle hurtigt væk, endte hun med at ligge sig ned igen og trække vejret tungt. Selvom hun ønskede at skrige, kunne hun ikke og hjælp søgte man jo bedst med stemmen som hun ikke ejede. Et forvirret og undrende, samt lidt nysgerrigt blik kom dog frem i hendes øjne som hun så i hans retning, hvis han ønskede at gøre hende ondt, havde han vel gjort det? Eller måske legede han bare med hende. Mange tanker kørte rundt i hendes hoved, som i forvejen gjorde ekstremt ondt. Lia kom lidt op og sidde, men støttede meget på sine arme som lignede de skulle knække, i og med hun var udmattet og træt efter at have løbet som en gal for at blive slået ud af en sten.

[Zhaleh Iair]

Hun var skam heldig, intet forkert i det. Zhaleh var jo selv af typen der aldrig gjorde noget med mindre han fik noget igen. Blot en holdning han levede op til. Dette tilfælde galt dog ikke, dette ikke fordi han havde lagt mere mærke til hendes udseende foruden sår og skader. At hun var fattig var tydeligt at læse på hende, men dette havde ikke slået ham endnu, som han havde mere travlt med at tænke sig frem til hvad hendes forfølgere var. Han var stærk, og kunne klare de fleste væsner i mindre antal, men han var dog kun et menneske. Og selvom han var udødelig, gjorde det ikke smerte mindre virkelig. Hvis først han var nede, havde forfølgerne fri adgang til at fange eller dræbe kvinden.
Zhaleh bemærkede først hun vågnede om hun panisk forsøgte at komme væk fra ham. Logisk hvis hun troede han var hendes overfalder. Hans første handling var dog en hurtig reaktion, der placerede hånden over hendes mund. Han havde gennem tiden lært hvordan kvinder havde det med at skrige i sådanne situationer… ja mænd også. At hun ikke ville kunne skrige var ham jo ukendt. Han måtte bare sikre sig hun ikke afslørede deres position.
Hun fik tilsendt et kort blik, der tydeligt sagde at hun skulle sidde stille, lydløst, og holde sin kæft. Med dette slap han hende, og kom på benene, trådte forsigtigt frem som han spejdede ud i mørket. Han kunne ikke høre noget. Men denne gang beroligede det ham skam ikke. Der var utallige væsner der kunne bevæge sig lydløst i natten. Skygger, vampyrer, og de utallige personer der blot var trænet til det som ham selv. Han havde overvejet at spørge hende, men larmede de, ville de let kunne findes som en hvis form for stilhed lå over stedet trods en vinds blæsen. Så igen forbandede han hende og hendes pludselige opdukken. Og lige så meget sig selv for at gøre en sådan forskel at redde hende. Alt sammen i sit stille sind selvfølgelig…
Som han kom videre i teksten, skævede han den anden vej. Den eneste flugt var ned af bjergsiden, hvilket kunne ende grumt hvis han trådte forkert. Bærende på hende ville det i hvert fald ikke være let. En anden mulighed var at finde en hule og gemme sig der. Det ville fange dem, men samtidigt var der også større chance for at de ikke ville blive fundet. Som hans tanker kørte på deres muligheder, så han knap nok på hende. Han havde ikke tid til at tage sig af eventuel klynken eller paniskhed. Hvis hun ville overleve måtte hun bare følge med.

[lia]

Egentlig skænkede hun først ikke dem hun flygtede fra en tanke, hun så bare intenst på ham for at finde ud af hvad han var for en, for en vampyr var han ikke. Det frygtindgydende væsen som sikkert stadig var i nærheden og stadig legede fangeleg, nu bare med to i spillet. Lige nu var hun bare dybt konsentreret i at forstå dette væsen i at handle uselvisk, for de eneste personer i hendes liv der havde gjort det havde nu mistet livet, de bare svage individer og ham her virkerede som alt andet end svag. Lia var meget opservant, hun studerede meget med de sanser hun nu havde, specielt synet. Så lige nu gik det mest ud på at lægge tanker på om det var en god ide at blive her, men igen, hun havde vel ikke noget valg, i hvert fald ikke hvis hun ikke skulle overleve dette her. Med et vendte tanken om at hun faktisk blev jagtet og leget med tilbage igen, hun så på ham med frygt i øjnene, de var der ude, de vidste præcis hvor hun var og de var ikke færdige med at lege. Hun tog blidt fat i hans arm, for at indikere hun stadig var der, og begyndte så at lave sine små tegn, hendes hænder løftede hun op til munden og vidste ham sine hjørnetænder som var normale som menneskers. Derefter pejede hun rundt, som tegn på de kunne være hvor som helst, at det var vampyrer hun havde flygtet fra og de var tre eller fire stykker som morede sig. Hendes frygt i øjnene betød at hun var bange, men ikke at hun bare ville gå i stå og gemme sig væk. Hun var en kvinde der kæmpede for sit liv, for havde hun givet op, havde hun været død for længst. Lia så sig lidt om, igen tog hun sig til hovedet og skar en grimasse, men hun måtte ignorere det og med et sad hun oppe på hug, lydløst gled hun helt ind i mørket, dog uden at forsvinde ind i skyggen. Området her var alt for nyt til at hun turde rejse i skyggen, tænk hvis en af dem stod der hvor hun dukkede op. Nej, det var langt fra sikkert og hun burde blive her hos ham, han lod til at tænke over hvad de skulle gøre. Et opgivende træk var dog i hendes ansigt, for det gjorde pokkers ondt og hun var rimelig svimmel, så hun var ved at falde forover men hun støttede af med sine hænder. Pokkers til uheld.

[Zhaleh Iair]

Zhaleh skulle til at feje hende af vejen. Dette mere fordi han slet ikke var vant til at gøre sådan noget, eller skulle tage højde for andre. Han lod hende dog fange hans opmærksomhed, hvilket han måtte indse var godt nok idet han forstod hendes tegn. Vampyrer. Det var den mest logiske forklaring på hendes opførsel og tegn. Det var dog også en nyhed han ikke ligefrem brød sig om. Hvorfor helvede kunne det kvindemenneske ikke have fået magikere eller simple dumme mennesker til at forfølge sig. Hvorfor skulle det altid være de mest lydløse af slagsen. Eller, altid og altid. Men han var pænt frustreret over at have rodet sig ind i dette. Og selvom det ikke ville kost ham hans liv, betød der sq ikke han brød sig om situationen.
Han kunne i det mindst føle en hvis styrke som hun selv kom op, og tydeligt, på trods af frygten i hendes blik, ikke havde givet op. Noget han næsten ville have sagt sig selv, for havde hun givet op, ville hun ikke have flygtet. Så havde hun ikke slået fødderne til blods for at komme væk fra sine forfølgere. Hun var stærk, på trods af at dette kun var noget man kunne fornemme i hendes blik og opførsel. Han havde trods alt set mange kvinder, der bare gav op. De magtede ikke at kæmpe, hvilket blot gjorde dem kedelige og tåbelige. Dem der end ikke ville kæmpe for sit liv, sagde ikke Zhaleh meget.
Zhaleh gled let ned i hug som hende og søgte hen ved hendes side. Dette mere fordi han syntes at se noget forude. Bare et kort glimt af noget der blafrede. Tøj, mest sandsynligt. Stilheden var næsten rungene, sådan som man vidste nogen var derude. Og der var sikkert kun et spørgsmål om tid før de fandt dem. Han anede ikke hvem hun var, ej heller hvad hendes race var, men selv hvis de ikke ville kunne opfange hendes duft, ville hans dunkende hjerte og varme blod før eller siden fange deres opmærksomhed.
Bjergside eller flugt til en hule? De grønne øjne søgte først hen til bjergsiden igen, og derefter over kvinden der støttede sig til jorden og mest af alt så ud som om hun var tæt på at besvime igen. Intet under som hun havde slået hovedet, og sikkert måtte have det ad helvede til lige da. Hænden hævedes let, og et blidt tag blev lagt om hendes overarm. En form for trøst måske? uanset hvad det var, kom det inde fra ham. Nu vidste han jo i det mindste hvor han havde hende, så skulle han bare finde ud af hvor han havde vampyrerne. De havde tydeligvis ikke luftet blodet. Ikke endnu da, som de åbenbart var fortsat videre forbi dem. Eller en var. Man kunne jo aldrig være sikre med de uhyrer. De kunne lige så godt være i gang med at omringe dem. bare tanken fik ham til, med uhyggelig lydeløshed, sådan for et menneske, at trække dolken. Han havde flere, men en var nok for nu. Bare til hvis de tølpere virkelig ville snige sig ind på dem.
Uden at kunne føle sig mere klar, tog han en besluttelse. Han kom langsomt på benene, og trak hende med sig op uden de større problemer. De måtte flytte sig, ellers ville de ikke have en chance. Derfor forsøgte han også at støtte hende idet han samtidigt forsøgte med lydeløshed at få hende med sig af samme vej hun og vampyrerne måtte være kommet.

[lia]

De kolde grin, måden de brutalt havde slagtet en større familie, alle de ting hun havde set, de sad printet ind på hendes hornhinde, hun kunne jo kun vente på at det ville ske for hende. Selvom, hun havde været sluppet af med dem før, desuden troede de mest af alt hun var en af dem indtil de lagde mærke til andet end det blege ydre. Lia havde aldrig følt kærlighed, disse folk som var blevet slagtet, havde end ikke haft tid til at give hende bare lidt. For hende var der aldrig tanker om det, hun forventede intet bedre end det hun havde. Naturen var det hun havde, hun nød det og opfandt giftige pile. Som han hjalp hende op med sig, skar hun endnu en grimasse, for at støtte på de blodige fødder var ikke ligefrem det rareste i verden. På vej op lod hun sin hånd glide op under kjolen, her tog hun et rør frem og sammen med det en masse små pile, hun førte det op til munden og så rundt. Skyggen var hendes element og hun kunne med lidt konsentration finde ud af hvor vampyrerne var hvis de altså stod stille. Stilheden fik det til at gyse i hende, hun kunne ikke lide dette her, for sandsynligheden for at overleve så mange vampyrer der elskede at slå ihjel, var ikke stor. Lia vred sig blidt ud af hans greb, inden hun forsvandt ind i mørket, her dukkede hun op nær dem alle, hun kunne se dem hver i sær og da hun kom frem gjorde hun sit forsøg på at ramme dem med sine giftpile, de hjalp jo nok ikke så godt på dem, men det ville sløve dem nok til at de havde en bedre chance. Da hun var sikker på at have ramt i hvert fald en, forsvandt hun ind i sin skygge igen, her nød hun at være for den korte stund, hun følte sig tryg. Men at forlade ham der faktisk havde reddet hende, det ville ikke være pænt af hende, selvom hun vel egentlig kunne være noget så ligeglad. Som hun dukkede op ved ham igen, viste hun ham sit lille rør og pilene, inden hun pakkede det hurtigt væk og pegede ned af bjergsiden, de var nød til at komme væk, hurtigt. Vampyrer havde det jo med at heale hurtigt og adskille stofferne fra deres døde kroppe. Hendes blik var mere alvorligt nu, hun var ikke så bange igen, for hun havde taget sig sammen og ville nu sørger for at komme levende fra dette her. Nok krævede det et skub en gang imellem, for hun havde lyst til at gå i panik, tiden var der bare ikke, hun kunne slappe af og panikke når hun var langt derfra i sikkerhed.

[Zhaleh Iair]

Zhaleh registrerede hurtigt at hun havde noget i sinde. I mørket, trods han gode syn, opfangede han tilførst ikke hvad hun fandt frem. Til gengæld lærte han hendes race at kende. Et eneste der kunne være så stille, næsten virke som om de ikke var der i mørket, var skygger. Jo andre kunne også, men hun var væk for hans syn med det samme hun gjorde sig et med skyggen. Desuden ville han hurtigt have bemærket hvis hun havde været noget specielt andet. Racer havde trods alt deres mærker på udseendet. Som elvere med deres øre… og engle med deres vinger… Og vampyrerne med deres hugtænder. Selvom han jo ikke kunne være hundrede % sikker på sin konklusion. Zhaleh kunne ikke blande sig med skyggerne som en skygge, men han kunne bestemt gøre et forsøg, og sådanne forsøg havde flere gange redet hans røv.
Som hun forsvandt, anede han ikke om hun kom igen, eller ej. Selv hvis hun havde intentioner om at komme igen, kunne hun lige så godt være uheldig og blive fanget. Og gjorde hun det, ville han nok ikke bruge mere tid på hende. Nok ville han gerne hjælpe hende, men at ligge sig ud med flere vampyrer var selvmord. Well… Det ville i den grad føles som selvmord bagefter. Derfor, som de få sekunder, måske et minut eller to der gik, føltes lidt som evigheder. En anderledes følelse for Zhaleh, det måtte han indrømme, men bestemt ikke en behagelig en. Skulle han flygte videre og glemme hende? Selvfølgelig hvis hun kom igen og han var væk, var han næsten sikker på han aldrig mere ville se kvinden igen. Og dette ikke på en god måde.
Inden han overhovedet fik bestemt sig, stod hun ved ham igen. De grønne øjne faldt på hvad hun viste ham, noget han kun kunne nikke over. Så det var det hun havde lavet. For han forstod godt sammenhængende. Foruden lige det med pilene, så var han selv en stor fan af gift. Normalt dræbte han så sine mål med det i form af at hælde det i deres vin. Ikke som hun her havde pustet en pil efter dem. Utroligt som man arbejdede forskelligt.
Han skubbede tankerne bort, som der tydeligt blev hentydet til at de måtte ned af bjergsiden for at komme væk. Enig. Men kunne hun nu også med de fødder? Det var så utroligt hvor let det faktisk var at komme op af bjerget, sådan i forhold til at komme ned igen. Nu ville det have været en stor hjælp hvis en af dem havde haft et par sæt af vinger på ryggen. Uheldigt uheldigt. Med denne lidt morende tanke, trådte han ud over den mindre skrændt, og fandt i det mindst hurtigt fodfæste. Den anden fod kom med ned, hvorefter han rakte hende hånden. Dette på ingen måde for at være galant som en mand ellers ville det når han rakte en kvinde hånden. Nej, han tænkte blot han ville hjælpe hende med stytte til hun selv kunne finde fodfæste med de blodige fødder. Der var trods alt ingen grund til at hun skulle falde ned nu hvor de var kommet så langt.

[lia]

Selvom hendes fødder var blodige, så var hun en sej tøs, hun hadet sådan set at skulle anses som svag, men det var hun jo egentlig et sted. Der var intet fysisk stærkt ved hende, men hun var da snu og listig, hvilket havde fået hende så langt som nu. Stadig i live efter alt der var sket. Meget havde hun været udsat for, og at flygte fra vampyrer havde hun prøvet før, den første hun havde mødt kort efter hendes flugt, havde ikke engang gidet at bide hende. Hendes blod havde en sær lugt åbenbart, efter alle de ting den sindssyge mand havde udsat hende for. Tanken om ham gav hende kuldegysninger, tænk at hendes mor bare sådan havde solgt hende. Lia havde lært at hun intet var værd i andres øjne, så hun kunne lige så godt bare være noget i sine egne. Derfor passede hun da sådan nogenlunde på sig selv, men bare fordi hun var svag ville hun da stadig gerne se verdenen. Desuden, uden en stemme, havde hun jo svært ved at kommunikere med folk, derfor blev hun tit misforstået og endte i problemer, så hun holdte sig for det meste for sig selv.
Hendes blik gled ned over bjergskråningen, den havde slet ikke virket så slem opaf, hvilket man egentlig ville have troet, men det var nok på grund af hendes fødder og det at det var svært ikke at skulle have fart på efterhånden. Hvis de kunne finde en landsby ville det jo være alle tiders, men der var intet af se når man så ned af bjerget, kun krat og så stien som var sten hård. Men uanset hvad ville det gøre pisse ondt, så hun måtte bare mande sig op, hun kunne jo alligevel ikke skrige, så det var altid en positiv ting. Lia skar en grimasse som hun tog hans hånd, men bare forsatte hurtigt ned. Hovedet gjorde selfølgelig stadig vildt ondt, men det kunne hun ømme sig over når de faktisk havde tiden til det. Og det samme galdte fødderne. Lia måtte dog bide sig hårdt i læben for at holde ud, som hun forsatte i et rimeligt tempo ned af bjergets side. Noget der nok ville føles som en evighed.