|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 18:40:02 GMT 1
NIcola kom riddende igennem skoven, over broen over til Darklias side. Det irirreterede hende, og det var tydeligt på hendes anspændte skuldre, og lukkede kropssprog, at hun var nervøs. Somregl var det hendes mor, i selvskab med hendes far der gjorde den her slags. Det var bare den gyldne regl at man ikke sendte Nicola ud om aftenen, en ting var at hun var mørkeræd. En anden ting var at hun var naiv, fysisk svag, og havde let ved at komme i problemer. På hestens ryg følte hun sig en lille smule bedre tilpas, og hendes øjne var gode i mørket. Hun skridtede lige så stille igennem skoven, så stille hun overhovedet kunne, imens hun spejdede efter det hun skulle bruge, nemlig natskygge. Hun havde en sort kjole på, strammet ind med enkelte mørke bånd i ryggen, og med en lille krave da det var lettere koldt. Hun havde sorte skinstøvler på, der gik op til hendes knæ og var bløde og bøjelige, og lavede ikke megen larm når hun steg ned fra hesten. Det var sent, lidt over 1 om natten. Det skulle hentes nu, hun skulle bruge det til en patient der var kommet til skade, og hendes far havde for travlt til at tage med. Det var lettere køligt og det lagde op til regn, og ganske rigtigt begyndte det hurtigt at støvregne en smule.
|
|
|
Post by Valentin on Jul 8, 2010 19:02:27 GMT 1
Valentin var taget ud fra sit gods denne nat, og var ude på jagt. Han gad ikke ind til byen lige i nat, der skete alligevel ingenting, og han gad ikke sidde derhjemme, tjenerne hjemme på godset var begyndt at kede ham. han trængte til at jage lidt, eller bare komme ud og lave noget. Han jagede ikke i skoven omkring sit eget gods, da de fleste holdt sig på afstand derfra, i frygt for ham, så der var ikke meget ved at jage i det område, fordi folk var forberedt, så de var ekstra forsigtige, og holdt sig helst væk derfra. Faktisk havde han også forladt Darklia for at jage, og var taget ind til grænsen. Her var også flere personer, og et bredere udvalg, selvom det var lidt mere begrænset hvor mange der var ude om natten, i forhold til om dagen, da det jo var noget mere sikkert, ihvertfald for ham , da han jo var indenfor der og sov hele dagen. Han gik gennem skoven på grænsen, og overvejede lidt hvor han skulle gå hen nu, da lugten af friskt menneskeblod nåede hans næsebor. Han kunne høre lyden af en hest nærved, og besluttede sig for at tjekke det ud, det kunne jo være han kunne bruge denne person til noget, nu ville han lige se vedkommende an først, hvis personen virkede til at være for kedeligt, ville han måske bare dræbe den, eller måske bare gå videre hvis han ikke gad dræbe den. Han bevægede sig hurtigt, og let gennem skoven, og nåede stedet han var på vej hen, i løbet af et øjeblik. Han stod i skyggen og så hen mod hesten, som nu var fuldt synlig, her under det sparsomme lys som månen og stjernerne kastede ned gennem trækronernes skygger. PÅ dens ryg sad en ung kvinde, hvor gammel hun var, eller hvilken race hun tilhørte, kunne han ikke rigtigt se, han ville nok være nødt til at komme tættere på så. Han betragtede hende lydløst fra skyggerne i et stykke tid, inden han gik lidt tættere på. Til sidst valgte han at finde ud af lidt mere om denne person, og istedet for at vente længere, trådte han frem fra skyggerne, og stod nu foran kvinden, som stadig sad på sin hest.
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 19:51:23 GMT 1
Hun lagde ikke mærke til Val, og hoppede lidt efter af. Næsten i samme øjeblik, som en mand trådte ud i skyggerne. Helt automatisk trådte hun et par skridt tilbgae og gik ind i hesten der prustede irirreteret, og fornemmede faren fra manden foran, og selv veg et par skridt tilbage. Hun trippede let, og sagde tøvende og stille, "Jeg gør ikke noget. Jeg skal bare hente et par planter, så rider jeg igen.. Jeg kommer ikke i ondt ærinde." mumlede hun usikkert og var allerede henne på siden af hesten igen. Parat til at hoppe op i samme øjeblik som manden bevægede sig hen imod hende. Hun betragtede ham vagtsomt, men hun så næppe bedre end en vampyr, selvom hun fangede mange af detaljerne.
|
|
|
Post by Valentin on Jul 8, 2010 20:02:44 GMT 1
Valentin så roligt på hende, med et vurderende blik. Og pludselig, i løbet af et øjeblik, stod han foran hende, og greb ud efter hende. han bevægede sig hurtigere end det normale menneskelige øje kunne nå at opfange, og medmindre hun var utrolig hurtig, og havde overmenneskelige reflekser, ville hun højst sandsynligt ikke kunne nå væk, inden han fik fat i hende. Nu, hvor han stod lige foran hende, var hans ansigt mere tydelig i det svage månelys. Man så tydeligt den ligblege hud, og det grove, dog elegante ansigt, omkranset af det kulsorte hår. De røde, lettere ulmende øjne, som stirrede på hende, med et indgående, koldt og helt tomt blik, totalt drænet for enhver form for følelser eller menneskelighed. Han blottede let de helt hvide, perfekte, sylespidse tænder, og snerrede advarende mod hende "Så let slipper du ikke.. Hvis du tror du bare kan kommer her, og så ride væk igen uden videre, så tager du fejl" hans stemme var helt rolig, og ligesom tom og død som hans blik, men der var dog en snert af en truende undertone i den. Han var endnu ikke sikker på hvad han havde tænkt sig at gøre med hende, men han ville ihvertfald ikke bare lade hende ride væk igen bare sådan uden videre, det var helt sikkert. Det var der jo intet sjovt ved
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 20:14:42 GMT 1
Hun nåede begynde at dukke sig da han greb ud efter hende, men det var også det hele. Han fik fat i hendes overarm og hun vaklede en smule. Hun så direkte op i hans ansigt, og genkendte det som en vampyr. Hun mærkede rædslen begynde at komme frem. Hun forsøgte at rykke sig fri, uden noget synderligt resultat "Slip mig! " hylede hun, uden at tænke over at virke rolig og cool. Som om hun nemt kunne give ham klø "Jeg har intet gjort dig! Slip mig, slip mig slip mig.!" peb hun med en stemme der steg til at være nærmest hysterisk og allerede nu med tårer i øjnene. Hun begyndte at slå løs på ham med den frie hånd, med al den kraft hun kunne opbygge. Hvilket ikke var ret meget.
|
|
|
Post by Valentin on Jul 8, 2010 20:28:48 GMT 1
Han grinede hånligt, da han tydeligt kunne mærke hendes frygt og desperation på hende. Det var tydeligt at hun meget gerne ville fri, men det her var ikke ligefrem måden at komme det på, og han havde ingen planer om at lade hende gå endnu. Og hvornår han ville lade hende gå, hvis hun overhoved ville være i stand til at gå når først han var færdig med hende, ville afhænge af nogle forskellige ting, fx. hvordan hun opførte sig. For jo mere hun irriterede ham, jo større var risikoen for han ville skade hende mere. Men han havde jo stadig ikke besluttet sig for hvad han ville gøre med hende, så der var stadig tid. Både for hende at få sig til større problemer, og ham til at beslutte sig for at lade hende slippe lidt mildere, igen det kom an på hvad han besluttede sig for med hende. Han kunne jo også bare slæbe hende med tilbage til sit gods, og smide hende ind i en celle der, eller han kunne nøjes med at lege lidt med hende herude, der var jo muligheder nok. og der var ingen i nærheden, så der ville nok ikke ligefrem komme nogen og hjælpe hende, og selv hvis der gjorde, så bekymrede det ham ikke ligefrem, han var jo helt sikker i sin overbevisning at han ville kunne klare dem, uanset hvem der skulle beslutte sig for at komme forbi. Han tog lidt hårdere fat i hende, og lagde en hånd om hendes hals og trykkede lidt til, ikke så meget så hun ikke kunne få vejret, men nok til at det ville gøre ondt, specielt hvis hun blev ved med at skrige på den måde "Slip dig? Det tror jeg ikke"
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 20:42:01 GMT 1
"Min mor og far ved jeg red herud! Er jeg ikke tilbage snart så leder de efter mig! Sammen med en hel masse andre!" peb hun stille da han klemte om hendes hals. Hun forsøgte at vriste sig løs. Eller i det mindste få ham til at fjerne hans hånd omkring hendes hals, det gjorde ondt, og hun kunne ikke tale ret højt når han gjorde sådan. Hun sparkede ham over skinnebenende i et forsøg på at få ham til at slippe taget på hende. "Jeg har penge hvis det er det du vil have.. bare lad mig gå.." peb hun ulykkeligt og så bedende op på ham, selvom det meste af hendes næsten hvide øjne var dækket af løst mørkt hår, der var gledet ind i ansigtet på hende på grund af hendes bevægelser. Hvis han prøvede at suge hendes blod.. Bare synet af det ville få hende til at kaste op, hvis ikke besvime på stedet og hun ville hjem. Hun var ligeglad med natskyggen ligenu.
|
|
|
Post by Valentin on Jul 8, 2010 21:01:57 GMT 1
"Så det vil de? sagde han roligt, med sin kølige stemme og så på hende med et ondskabsfuldt blik "jeg beklager, men mor og far kan ikke hjælpe, min tøs" et koldt, ondskabsfuldt smil spillede kort over hans læber, og han så på hende, med sit rolige, kølige blik. "Jeg har ikke brug for penge.. Jeg har rigeligt selv.. Og du skal ikke regne med jeg lader dig gå lige foreløbig med den opførsel" sagde han roligt, med en lettere advarende og en del nedladende tone i stemmen. Han fik en ny ide, og begyndte derfor at trække hende med sig, i retning af Darklia, mod den skov hvor hans store gods lå. På den måde ville det heller ikke forstyrre dem, selvom hendes forældre eller nogle andre skulle beslutte sig for at komme og lede efter hende. For når først de nåede herud, ville han for længst være væk, og hende med
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 21:16:24 GMT 1
"Slip mig!" hylede hun da han begyndte at trække afsted med hende. Hun greb ud af hestens seletøj og fik fat i det med den ene hånd, stemte i med fødderne og gav hesten et dask med tøjlerne så den begyndte at forsøge at løbe i den modsatte retning. Hun vidste udemærket, i hvilken retning de var på vej i. Længere ind i Darklia, og ikke om syv vilde heste kunne få hende til at komme derind - Men en vampyr kunne åbenbart. Hun begyndte igen at forsøge at slå ham, og opgav at få hesten til at slide sig fri, da det ikke virkede som om det havde ret megen effekt. Hun stemte stadig imod med benene og forsøgte at komme fri ved at rive. Hun forsøgte at bide ham i hånden, han havde omkring halsen på hende. Hun var begyndt at græde lydløst, hun græd ikke decideret men tårene var begyndt at løbe ned af hendes kinder. Hun hikstede ikke, men skælvede bare svagt hvergang et hulk var under opbygning.
|
|
|
Post by Valentin on Jul 8, 2010 21:42:21 GMT 1
Han stoppede op et øjeblik, så på hende med et irriterende, opgivende blik, hvorefter han slap hende med den ene hånd og gav hende en ret hård lussing på den ene kind "Hvis ikke du dropper det der, så bliver det bare endnu værre for dig selv" sagde han koldt, og det var tydeligt han mente det, og man kunne også godt fornemme den truende overtone. Han var ret træt af det her, og hvis ikke hun snart stoppede med at gøre modstand, så ville det bare blive langt værre for hende selv. Han tog igen fat i hende som før, og begyndte at trække hende med i samme retning, denne gang lidt hurtigere. Han trak hårdt afsted med hende, og slæbt hende brutalt med sig gennem skoven, med kurs mod hans gods. Nøjagtigt hvad han ville bruge hende til, eller ville gøre med hende, havde han ikke helt besluttet sig for endnu. Men jo mere modstand hun gjorde, og jo mere hun brokkede sig, og jo sværere det var for ham at få hende under kontrol, jo værre ville det jo bare blive for hende selv, så hun bestemt egentlig lidt selv hvor slemt det skulle være. Og der ville nok også gå længere tid inden han ville slippe hende fri, hvis hun ikke snart opgav modstanden, som alligevel var nyttesløs
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 21:58:12 GMT 1
Hun var stoppet op da han havde sluppet hende og stirrede på ham efter at han stak hende lussingen. Den havde fået hende til at vende ansigtet med det samme, og det gjorde ondt i hele den ene side af hovedet. Et rødt mærke var allerede også igang med at tage form, en perfekt kopi af hans hånd. Hun trak vejret dybt, forsøgte virkeligt at falde lidt ned "Undskyld.. Vil du ikke nok lade mig gå.." det var ikke ret meget højere end en hvisken. Hun nåede kun lige at tale ud før han hev hende med igen. Hun forsøgte virkeligt at følge med, forsøgte virkeligt at prøve at lade være med at sinke ham. Det nyttede bare ikke rigtigt noget, han gik så hurtigt og hun nåede ikke at få balancen. Hun gled, vaklede, og han ventede jo ikke på hende, så hun redede en del rifter og begyndte at få det dårligt af synet på hendes arme.
|
|
|
Post by Valentin on Jul 8, 2010 22:11:49 GMT 1
Endelig var hun holdt op med at stritte så meget imod, selvom hun stadig sænkede ham en del, fordi hun jo ikke ligefrem var ligeså hurtig som ham, og hun kunne ikke finde ud af at følge med uden at være ved at falde hele tiden, og det var faktisk begyndt at irritere ham lidt. Han var begyndt at kede sig igen, og var snart blevet ret utålmodig og gad ikke rigtigt vente mere. Så han stoppede op endnu engang, og tog hende istedet og smed hende over den ene skulder, og holdt fast i hende, og begyndte istedet at løbe mod skoven hvor hans gods lå. Dette her gik en hel del hurtigere, og var langt nemmere, og i løbet af kort tid bevægede de sig gennem den store mørke skov, hvor Valentins gods lå. Og lidt efter stoppede han op og satte hende fra sig på jorden. Foran dem lå et stort, sort og meget imponerende gods, som var blevet sikret mod sollys, så ikke en lysstråle kunne trænge igennem, som beskyttelse mod solen i dagtimerne. Han tog igen fat i hende, og trak hende hårdt med sig hen mod godset, til de nåede døren. En af hans vagter havde fået øje på dem på vej derover, og en tjener havde derfor skyndt sig til døren for at åbne så han kunne komme ind, og han slæbte Nicola med sig ind gennem døren. Uden et ord til tjeneren, eller nogle af de mange andre der var til stede, som bestod af både nogle af hans personlige tjenere, og de vagter som beskyttede godset, trak han hende med sig op af trappen, op til førstesalen, hvor hans eget sovekammer lå. han hev hende med sig ned af gangen, til de nåede en stor trædør, hvor han åbnede døren ind til. Han smed hende ind gennem døren, fulgte selv med, og låste efter sig. De befandt sig nu i et stort rummeligt lokale, med dyre møbler over det hele. Stedet havde ingen vinduer, men en kæmpe spor dobbeltseng stående ved den ene endevæg, beklædt med det fineste silkesengetøj, og et stort klædeskab, samt nogle reoler med bøger og den slags ting, fyldte en del af den anden væg. I venstre side af rummet, når man kom ind ude fra gangen, var en dør der førte ind til et privat badeværelse ved siden af, som havde stort set alt hvad hjertet kunne begære, og hvad man kunne få brug for. Det var tydeligvis et sted med klasse, og der var ingen tvivl om hvilken type person som boede her, og at han havde penge nok, og ikke ligefrem manglede noget. Han greb fat i hende igen, og trak hende med sig ud midt på gulvet, og der var nu ingen veje hun kunne flygte hen. Den eneste vej ud nu, var den låste dør ud til resten af huset, som var fyldt med vampyrer og andre væsener, heriblandt også almindelige mennesker eller magikere. At forsøge at flygte nu, ville være direkte dumt
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 22:22:06 GMT 1
Hun gav et lille skrig af ren og skær overaskelse da hun blev smidt over skulderen. Men hun forsøgte at ligge stille. Selvom det ikke ligefrem var en sjov tur, det kunne godt mærkes at hun var direkte rædselsslagen, og hun havde mest lyst til at løbe, stikke af, langt væk fra ham. Hun græd stille men forsøgte at gøre det så lydløst som muligt. Hun ville ikke gøre det værre, ved at gøre ham mere vred. Et øjeblik blev rædslen erstattet med facination da hun så de fine omgivelser hun blev bragt ind i, men i det øjeblik at han trak hende ud på gulvet kom den igen. Hun peb ulykkeligt, men turde ikke sige noget. Rakte bare meget stille op og prøvede at dække sin hals med sine hænder.
|
|
|
Post by Valentin on Jul 8, 2010 22:32:55 GMT 1
Han så bare roligt på hende, han havde ikke ligefrem travlt. Han havde jo hele natten, og ingen kom her for at hjælpe hende, ingen vidste hun var her, og selv hvis de gjorde ville de næppe kunne finde herud, og så havde de stadig en hel del vagter at skulle kæmpe sig igennem. "Du kan bare skrige, det vil ikke hjælpe dig.. Ingen kan høre dig her" sagde han roligt, bare hvis nu hun skulle få ideen, så hun vidste det ikke ville hjælpe, desuden var folk i området vant til skrig fra godset, så det var næppe noget nyt, så der var ikke engang nogen der ville undre sig over det hvis de hørte noget. Han gik roligt et skridt nærmere hende, med hovedet let på skrå og et lettere nysgerrigt og undersøgende blik rettet mod hende "Hvad hedder du?" spurgte han hende, han kunne jo ligeså godt finde ud af lidt mere om hende her, så han kunne jo ligeså godt spørge, og se om han kunne få et svar på den måde, for han gad ikke rigtigt torturere hende lige nu, hvis ikke det var nødvendigt. Ihvertfald ikke med mindre han pludselig fik lyst til det, det kunne jo godt ske. Men det her var noget nemmere
|
|
|
Post by Nicola Fly Balcan on Jul 8, 2010 22:40:17 GMT 1
Hun rykkede en lille smule tilbage da han trådte hen imod hende og tøvede lidt. "Nicola.. Nicola Mensis." sagde hun stille. Stadig bange for at gøre ham vred, og usikker på hvor meget det var godt at fortælle ham. Hun kiggede rundt som et skræmt dådyr, kiggede efter bare den spinkle mulighed for flugt men hun rørte sig ikke, ikke en muskel efter at hun havde bevaret afstanden imellem dem. Hun lignede ikke andet end et stort barn som hun stod der, lettere forevet, med håret i uorden og tårer i øjnene. Et kropsligt ganske veludviklet barn, men så man hendes ansigt, bare et barn. E temeligt ulykkeligt et endda.
|
|