Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Nov 25, 2011 23:39:41 GMT 1
Et forstående nik kom fra ham, hvis hun slog den gamle kone nede i butikken ihjel ville han nok miste besiddelsen og endten bare forlade hende, hvis ikke slå hende ihjel. Gambit kunne jo godt have sine øjeblikke hvor det slog klik. Et roligt smil men træt smil gled hen over hans læber, han havde lyst til at mærke hende, efter så lang tid. Dog måtte han rette sig op og kigge undrende på hende, hvad pokker mente hun? Først gik det ikke lige op for ham, men han så overrasket på hende og rejste sig op. "Er det sandt? Er det det som gjorde du blev forsinket?" Han så på hende, hun måtte ikke spøge med sådan noget hvis det ikke passede, men han havde en god fornemmelse af at hun faktisk var blevet udødelig, det ville nok være den bedste nyhed han kunne få, ud over hvis hun bar hans barn. Selvom det nok ville bringe minder frem og han ville være mere overbeskyttende end nogen sinde. Noget Neimi måtte indfinde sig med og han var også klar over at han var nød til at fortælle hende om hans fortid før hun forstod.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Nov 26, 2011 15:00:27 GMT 1
Nok kunne Neimi være en meget hævngerrig kvinde, men at dræbe folk tæt på den hun hadede var ikke lige hendes ting, for hun ville meget hellere lade det gå udover selve personen og få denne til at lide noget så grusomt både ved at være meget hård men til tider også kærlig, for det at holde håb om liv og tilgivelse var noget der kunne smerte en person meget mere end noget andet i denne verden. Da han spurgte om de andre ting smilede hun og nikkede stille ”Ja, sagde jo der kom noget i vejen. Mødte den udødelig maler da jeg ville sige hej til Cage.. Så jeg håbede ikke på det gjorde noget jeg blev længere væk, men kunne jo ikke sige nej til denne chance” sagde hun glad selvom hun kom i tanke om at hun faktisk aldrig fik sagt hej til Cage for hun var jo blevet stoppet af Sarah og efterfølgende havde hun glemt det fuldstændig fordi hun kort lige ville nyde livet uden smerter og uden den fysiske træthed som normalt var over hende på grund af sygdommen i hende som hun ikke kendte til, men nu var det alt sammen væk takket være at hun nærmest havde solgt hendes sjæl for at kunne leve evigt sammen med ham eller i hvert fald til at de ikke længere ville have hinanden.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Nov 27, 2011 19:58:30 GMT 1
Det glædet ham utroligt meget at høre disse ord, han var mere end lykkelig. Et stort smil bredte sig og han tog hende ind til sig, så deres læber mødtes for at give hende et intenst kys og mærke hende i sine arme. Gambit havde sådan savnet hende og nu behøvede han ikke frygte for hun kunne dø hvert eneste øjeblik. Dog stoppede han kysset, han fik det godt nok lidt underligt ved at ligge så meget energi i kysset. Han lagde sig tilbage og sukkede svagt, han tog sig til hovedet, hendes puls hørtes så tydeligt derinde og han var ved at blive sindssyg, for nu hvor hun endelig havde mere liv i sig, var hun jo kun blevet mere fristende. Det var ikke en fristende tanke at drikke hendes blod lige nu, han havde savnet hende og ville ikke bare tage hendes blod på den måde. "Jeg er lykkelig med dig Neimi og nu får jeg lov til at være lykkelig med dig til evig tid. Jeg er verdens heldigste mand." Sagde han så mens han rejste sig igen, op og sidde ved hendes side. Roligt lod han sin hånd glide hen over hendes skulder og op langs nakken for at nusse hende under håret, han så lettet på hende, nu gik der først massere af drømme igennem hans hoved.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Nov 27, 2011 20:16:59 GMT 1
Neimi kunne ikke lade være med at smile sødt til ham for hun havde sådan glædet sig til at fortælle ham nyheden for hun regnede ikke med at der var en nyhed der ville glæde ham meget mere end denne, for hun tænkte lidt ikke i baner omkring det med børn for sådan nogle tanker lå slet ikke til hende, eftersom børn ikke lige var hendes ting. Da deres læber mødtes smilede hun og lagde armene om hans hals for hun havde da savnet ham ligesom han havde savnet hende, selvom hun ikke havde tænkt meget over savnet så havde hun godt kunne mærke om det om natten men om dagen havde tankerne været helt andre steder fordi hun havde travlt med at finde folk som hun på en måde holdt af. ”Er du nu sikker på det?” spurgte hun lidt drillende da kysset igen blev brudt og han havde sagt han var både lykkelig og heldig, men så vidt hun huskede så havde hun da givet ham mange bekymringer, mange sorger og meget vrede så helt heldig kunne han vel ikke være når han fandt sådan en kvinde der havde at gøre det som det nu passede hende, noget hun nok stadig ville gøre men hun ville nok tænke sig mere om og tage ham med sig, for det at hun nu var udødelig betød jo hun kunne genoptage hendes rejser og lærer alt hvad der var at lærer i denne verden.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Nov 29, 2011 12:05:16 GMT 1
Det at rejse var ikke noget for ham, han elskede Tortuga og livet han havde her, selvom mange søgte hans hoved på en fin tallerken. Et lille grin kom fra ham, han så drillende på hende. "Næ nu hvor du siger det, du er ret belastene." Grinte han og tog hende rundt om livet for at smide hende ned i sengen. Flaskerne måtte hun lade ligge til senere, for han ville gerne mærke hende ved sig og nyde tanken om at hun var hans til evig tid. Gambit kyssede hende hen over kinden, til hendes mund og videre ned af hendes hage, halsen stoppede han ved og mærkede iveren for at bide sig fast. "Jeg elsker dig så højt, ved du godt det?" Hviskede han blidt og charmerende, han lod sit hoved fjerne lidt fra hendes hals, det var for svært at lade tankerne ligge om det dejlige blod som flød bag huden i de åre som kaldte så sødt på ham.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Nov 29, 2011 15:59:19 GMT 1
”Ey” sagde hun lettere pigefornærmet til det med at hun var belastende men det varede ikke mere end et sekund inden hun begyndte at grine over det for det havde jo ikke været alvorligt ment og hvis han virkelig mente det ville han nok ikke være sammen med hende. Og så grinede hun også over at blive hevet med ned i seng, for det var jo altid bedre end når han smed hende ned i mudret, en detalje hun ikke ligefrem havde glemt ham for men hun var heller ikke vred over det, for nu morede det hende. Selvom hun grinede dog mindre da han kyssede hende på kinden, munden og hagen selvom hun daskede blidt til hans kind som en lille advarelse hvis han forsatte med at kysse hende flere steder måtte hun finde på en eller anden hævn. ”Det ved jeg, og hvis jeg ikke vidste det så havde jeg gættet det sådan som du tror du ejer mig” hviskede hun tilbage, selvom det sidste var mere drillende for han var jo en del overbeskyttende overfor hende og ville jo helst have hun var i hans nærhed konstant og det kunne hun ikke ligefrem være for så ville hun da først blive sindssyg.
”Du trænger til noget blod min kære, månen er så køn i dag så det er en skam ikke at lege i dens lys” hviskede hun roligt og kyssede ham kort på siden af hovedet, for nok var hun lige kommet hjem igen men hun var allerede en smule rastløs og havde lyst til leg på stranden.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Dec 12, 2011 12:02:23 GMT 1
Hendes frie vilje ville altid være der, men han ville stadig have en del at sige, for han elskede hende jo og ønskede hende kun det aller bedste. Gambit beundrede hende igen, hans blik var drømmende og stadig lige så charmerende som altid, han var i et humør der kunne være farligt for ham selv med så lidt krafter han havde. Et svagt smil gled hen over hans læber, hun var så dejlig på sin helt egen måde og han ville slagte en hver der krummede så meget som et eneste hår på hendes hoved. Gambit satte sig op igen, han havde fået ny energi af han se hende, men alkoholen gjorde ham lidt rundt på gulvet, han havde jo ikke ligefrem fået lidt. Hvilket stadig kunne ses i huset. Roligt rejste han sig, han skulle jo gerne have et eller andet, noget blod, men hvor fra? "Så kom min egen." Sagde han med et svagt drillende smil, han nåede kun hen til døren før han stilte sig op af den med et fjoget grin og holdte fast i dørkarmen. Måske skulle han tage den med ro indtil han havde fået sig noget blod, han var på nippet til at ryge over den grænse hvor det var ham livsfarligt. Roligt fumlede han videre, ned af trappen og endte udenfor. Her smilte han ved synet af månen, faktisk savnede han lidt at se andet end den natur der var her i nærheden, måske skulle de tage ud og rejse lidt. Dog vidste han at som vampyr var han ikke velkommen mange andre steder end Darklia.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Dec 12, 2011 15:14:56 GMT 1
Neimi lå bare roligt og betragtede ham, for hun kunne godt lide synet af ham specielt fordi han var den mand som blev ved hende uden at stikke af selvom hans jalousi kunne blive for meget ind i mellem men det betød intet lige nu hvor de bare lå indtil han selv valgte at rejse sig op, hvilket fik hende til at smile lidt små grinende for det så da meget sjov ud eftersom han jo ikke var helt ædru og det kunne også godt se på ham, hvilket i sig selv var lidt morsomt for han var jo ikke irriterne fuld som mange mænd blev, men han var sjov fuld med at han jo var i godt humør, ikke påtrængende og det han ikke gik helt normalt. ”Sikker på du ikke skal have noget blod først?” spurgte hun bare roligt kort efter hun havde rejst sig fra sengen for at følge efter ham ned af trapperne og ud i det fri igen så de kunne se månen over sig. Hun valgte dog ikke helt at hjælpe ham med at gå eftersom et fald ikke ligefrem kunne dræbe ham men så skulle hun i hvert fald bare tvinge noget blod i ham mens han lå stille. Det glædede hende allerede at komme en smule ud igen, selvom hun nu ikke ville have noget imod at blive indenfor og bare hygge sig med ham, men igen det kunne man jo også sagtens gøre nede på stranden for det havde de da tidligere gjort.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Dec 29, 2011 12:03:09 GMT 1
Hvad der skete, det var han faktisk ikke selv helt klar over, måske havde han bare lyst og følte for at gøre hvad der passede ham. Men havde hun ikke også selv givet ham lov? Eller huskede han forkert? Var alkoholen lidt for meget lige nu. Gambit tog i hvert fald sin elskede ind til sig, duftede til hendes smukke hår og strøg hende ned over håret og ned af ryggen som svejede helt perfekt efter hans mening. Hånden kærtegnede kun kort hendes røv, før den anden gled ind bag hendes hår og holdte godt i hendes nakke. Inde under den smukke hud var blodet der løb som ventede det på at komme på et lille sidespor. Han kyssede hende ømt og forsigtigt, kun som en vampyr kunne gøre det, og lod så sine tænder glide ned i hendes hals. Den var tom, tom for ar efter de gamle bid. Et vidne om at hun var hans til evig tid nu og det gjorde ham lykkelig. Selvom det var lidt svært ikke at kigge efter en smuk kvinde, dog tvang han sig selv til ikke at skænke nogen som helst et blik. Blodet der flød ved hans læber fik ham til at sukke og synke lidt sammen, det havde været det han trængte til i lang lang tid og intet var bedre end hendes. Eller, det havde han en sjov ide om fordi han elskede hende så højt. Gambit tog kun det han havde behov for, selvom det var ret meget. Han satte sig ned stadig med hende i sine arme og slap hende så efter et stykke tid og slikkede sig om læberne. Roligt kyssede han hendes kraveben, han beundrede hende og ønskede hende kun det bedste. Han sendte hende et taknemligt blik, men sagde intet, for han nød stilheden, natten og hende.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Dec 29, 2011 12:57:25 GMT 1
Stilheden havde hun ikke ligefrem lyst til at bryde for han virkede nu en gang lidt tænkende eller måske var hans tanker bare meget langt væk, hvad det end var vidste hun ikke rigtigt men hun sagde intet, smilte bare sødt til ham da han tog hende ind i sin favn, for hvad skulle hun egentlig sige? Hun havde jo hele tiden sagt at han skulle have noget blod inden de skulle gå nogen steder for han virkede alt for svag til kunne jage ordentligt selvom hun nu godt kunne lokke en person i en fælde så skulle han jo stadig være en smule ædru til at kunne koncentere sig bare lidt. Hun lod hænderne glide rundt om hans liv både for at vise at han gerne måtte men også for at have noget at knuge sig indtil når trætheden kom over hende på grund af manglen på blod, men nu vidste de begge at dette ikke kunne dræbe hende, selvom det nok stadig ville gøre hende svag i kort tid, men nu kunne han også bide alle de gange han ville uden det ville efterlade mærker, så der var ingen ar der ville minde ham om de andre vampyrer som havde bidt hende igennem tiden. Da han lod tænderne glide ned i hendes hud sukkede hun kort af smerte men også af nydelse for det var jo en smertefølelse hun godt kunne lide, så det var tit grunden til hun lod ham bide, men det gik jo heller ikke hvis han manglede blod og var for svag til at jage. Da han sank mindre sammen var hun klar til at holde ham oppe til trods for at hun ikke var fysisk stærk men da det kun var for at sætte sig ned, satte hun sig ned sammen med ham uden rigtigt at slippe ham men bare smilte til ham for der var ikke meget at sige selvom de skulle have gået videre men hun havde nu ikke travlt specielt fordi hun skulle lige samle kræfter igen til at forsætte efter han havde fået den mængde blod han gerne ville have.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 1, 2012 21:12:24 GMT 1
Den energi det gav ham fik et tilfredst og igen lidt ungkarle charmerende smil frem på hans læber, dog holdte han hende ind til sig som var hun det dyrebareste i verden, hvilket hun egentlig var for ham jo. Gambit så op mod himlen, han havde nu egentlig en overraskelse, for når de ramte det næste forår, så ville han have hende med ud og finde det perfekte sted de skulle giftes og derefter skulle de rejste rundt som en form for bryllupsrejse, hvor han ville give hende alt hun ønskede. Men lige nu, sad han bare og tog den med ro. "Min elskede, til foråret vil jeg gerne forenes med dig, tage dig til min hustru så jeg i sandhed kan kalde dig min. Og så jeg ved at vi står til at være sammen for evigt. Vi kan rejse lige derhen du vil, se på forskellige steder og du bestemmer alt, du får alt som du vil have det." Hviskede han stille, hans greb var tydeligt stærkere, men ikke så han klemte livet ud af hende, hvilket han vel egentlig ikke kunne nu. Men smerte var stadig aktuelt hos en udødelig, desværre. Gambit havde lyst til at elske med Neimi lige her i græsset, under månens skær og stjernerne som blinkede ned til dem. Tage hende på alle mulige måder, for han havde savnet andet end hendes selvskab i form af snak og et kønt ansigt, han havde en sexlyst der var større end den nogensinde havde været før. Gambit var jo ikke van til at holde sig til en enkel kvinde, så lysterne havde været store og havde trængt sig på, faktisk var han ret stolt af sig selv.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 1, 2012 21:28:14 GMT 1
Det han sagde fik hende til at stivne en smule for hun havde helt glemt at tænke over at når man var forlovet så bandt man sig til at blive helt bundet til denne person, men igen hun havde ikke ligefrem kendt nogle som faktisk var blevet gift for alle hun kendte fortrak et liv alene eller bare med en uden ægteskab for så kunne de altid rejse fra personen igen hvis de ønskede det for et helt udødeligt liv bundet til en anden person? Det vidste hun ikke selv om hun kunne, den gang havde det virket ret logisk for hun havde været dødende men det var hun ikke ligefrem mere. Hun sank en klump ”Behøver det gå så hurtigt? Hvorfor venter vi ikke til næste vinter så vi kan være mere ude sammen på grund af mørket?” spurgte hun en smule stille for hvad hvis de ikke ville have hinanden til den tid? Kunne man overhovedet blive skilt når man først var bundet til en person? Der var så mange spørgsmål i hendes hoved som hun ikke rigtigt kunne finde svar på, så hun måtte vel finde en at snakke med som faktisk var gift. ”Og hvad med børn, er det noget du vil have?” spurgte hun igen lidt stille for hun var ikke selv meget for børn. Bare tanken om børn gjorde hende rasende for det skulle hendes krop i hvert fald ikke misbruges, ikke for alt i verden skulle hun sætte afskyelige ting i verden som bare ville blive behandlet som hendes forældre behandlede hende, det skulle hun i hvert fald nok selv sørge for hvis hun ikke helt dræbte barnet.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 1, 2012 21:40:07 GMT 1
Roligt så han ned mod hende med et underligt roligt smil, for han ville nødig mistænke hende for at have fået kolde fødder, han ville tage alting med ro. Noget der ikke lignede ham overhovedet, men hans lyst til hende blev lidt mindre, for nu havde han andre tanker. "Du får det helt som du ønsker min kære." Svarede han så lavmeldt, uden at virke skuffet, bare rolig og helt ok med det hele. Hvilket vel egentlig måtte være lidt skræmmende for hende, måden hendes krop var på fortalte ham ting og det gjorde ham lidt trist. Tanken om børn var vidst ikke særlig rar for hende. Gambit ønskede sig virkelig et barn igen, tanken om at han ikke engang havde noget at leve med sin lille datter gjorde ham ulykkelig. "Lad os tage alt det med bryllup først, der er ingen grund til at tænke på børn nu." Sagde han stille og kiggede bare stift ud i luften, han fik minder, billeder om det syn der havde ventet ham og det gjorde vel egentlig stadig ondt. Nogen gange forvirrede det ham, Neimi var så forskellig i forhold til hende, hun var mere familieagtig, slet ikke så trængende efter frihed. Måske var det forkert at holde på Neimi, nu hvor hun faktisk havde fået livet tilbage et sted. Elskede hun ham overhovedet? Gambit blev forvirret og endte med at lukke øjnene for at forhindre tankestrømmen.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 1, 2012 22:01:16 GMT 1
Det var jo ikke ligefrem fordi hun var ude på at gøre ham trist men tanken om ægteskab havde hun altid hadet indtil han havde friet til hende, men om fordi der virkelig var nogle følelser for ham, om det var fordi han kunne dræbe hende så let eller om det var fordi hun var dødende var hun ikke sikker på.. Men nu var hun jo ikke længere dødende og dræbe hende kunne han ikke, så der måtte da være noget andet som bandt hende til ham? ”Det er ikke fordi jeg ikke vil forenes med dig, men hele mit liv har jeg været alene og jeg er stadig kun i gang med at vænne mig til tanken om at jeg også skal tænke på dig, at jeg ikke bare kan rejse som jeg vil.” sagde hun lidt stille men han af alle måtte da forstå hvor svært det kan være at binde sig til blot en person når man i mange år havde været alene og ikke behøvede at tænke på andre end sig selv, at man ikke behøvede at tænke på at der var nogen man skulle hjem til. ”Gambit?” startede hun stille og sukkede kort ”Der bliver ikke nogle tanker om børn, jeg vil ikke have nogle”. Hun lukkede øjnene og forventede nærmest slag for nu vidste han det, hun ønskede ikke børn og havde aldrig gjort det.. Dette var en ting hun aldrig nogensinde havde ønsket sig og de børn hun mødte på hendes vej havde hun bare lyst til at gøre skade på medmindre de var omkring de 7 år og kunne tale nogenlunde ordentligt så hun kunne forstå dem. Men det ville alligevel være mange år i ren og skær tortur for hende at føde et barn og skulle leve med det.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 1, 2012 22:14:22 GMT 1
Hvordan han skulle reagere vidste han ikke helt, men de halvfyldte flasker oppe i soveværelset virkede nu mere fristende end hun gjorde. Han så op mod himlen, han overnattede nok nede på kroen, og han gik fra hende derned nu, for han orkede ikke dette. Der var en grund til at han havde friet og hun havde sagt ja, men hendes grunde var vidst ved at forsvinde. "Rejs som det passer dig, det er et af dine behov, men så skal du ikke bliver hidsig hvis du finder mig med en anden kvinde, for jeg har mine behov." Sagde han så vredt, da han faktisk mente han opgav en masse for hende. Med et hårdt skub fjernede han hende fra sig og kom lynhurtigt op på benene igen. Hun forstod da virkelig at være i et forhold, et sted havde han i sin vrede og halvfulde tilstand lyst til at flå ringen af hendes finger og smide den væk. Gambit kiggede på hende med et vredt blik. "Jeg tager ned på kroen og jeg kommer nok ikke hjem i nat." Sagde han så, for hun var for meget at tage lige nu, og han tog sig selv i at ønske hun ikke var vendt hjem eller at hun stadig var døende så hun havde brug for at være sammen med ham. Men nej, han følte sig ikke til den store nytte og hvorfor have en kvinde i forlovelse når hun ikke viste en skid interesse for ham. Lige nu var han rødglødende og hun skulle ikke prøve på noget som helst, for han var i et humør hvor han kunne finde på at slå hende halvt ihjel, hvis han da ellers havde kunne det.
|
|