|
Post by Neimi Silvertung on Jan 1, 2012 22:32:04 GMT 1
Hun så på ham med et overrasket lettere trist blik da hun blev skubbet fra ham, for nok havde hun forventet hans vrede men ikke ligefrem på denne måde han virkede som om hun intet betød mere, så kunne han lige så godt have taget hendes liv også. ”Jeg kom hjem for din skyld, jeg blev udødelig for din skyld, jeg har opgivet næsten alt fordi der er noget i mig som længes efter dig og jeg forstår ikke den følelse. Jeg har kun følt sådan en gang før men det var kun når jeg var sammen med personen.. Ikke på denne måde, hvor mine tanker hele tiden går til dig uanset hvor langt væk jeg er og hele tiden ønsker du er ved mig selvom jeg til tider har brug for at være alene.. Jeg kan ikke en gang se på en anden mand uden at tænke på dig fordi jeg vil hjem til dig.. Så bare læg dig med en billig luder” råbte hun vredt i det hun rejste sig og så rasende på ham. For han forstod tydeligvis ikke at hun til tider havde brug for sig selv og være sammen med dem hun ønskede, altså ikke at have andre i hendes seng men bare at snakke med andre uden at han skulle blande sig. Hun blev dog ikke stående ret længe før hun begyndte at løbe væk fra ham, for hvis han virkelig ikke ville have hende så kunne han bare blive fri for det, så kunne han finde sig en eller anden billig kvinde der faktisk gerne ville have børn med ham. Man vidste jo aldrig om det med tiden ville komme ved hende, men lige nu i hendes hoved var det slet ikke et emne som var på tale. Hun løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende ned mod byen blot for at sætte kurs imod stranden, hvorfor pokker var hun dog også blevet udødelig? Så kunne hun jo ikke slippe for denne skrækkelige følelse som fandtes i hende, denne underlige tristhed blandet med vrede over han ikke forstod hun bare måtte havde noget tid og det var jo ikke ligefrem fordi de manglende tid til at finde ud af det hele.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 1, 2012 22:47:02 GMT 1
"Det føles godt nok ikke sådan! Jeg forstår godt hvorfor du aldrig har haft det på den måde før, du når at skubbe manden væk! Jeg elsker dig og valgte dig ud af mange tusinde af kvinder, jeg valgte dig fordi du vækkede noget i mig jeg ikke har oplevet siden min forlovede og vores ufødte datter blev myrdet! Neimi jeg prøver virkelig at skabe et liv for os, men det virker bare ikke som om du faktisk vil have et liv med mig, måske var det sådan før og jeg ved ikke hvorfor det er anderledes nu, men sådan føles det virkelig! Jeg skal drikke mig fuld, ikke hore, jeg ved jo bedre nu takket været dig." Råbte han efter hende, både vredt, men også såret og han håbede hun fik det hele med, da han råbte af sine lungers kræft. Derefter begyndte han bare at gå, i et stille og roligt tempo, mod kroen hvor en masse skønne kvinder højst sansynlig ville friste, men ingen var som Neimi. Vinden førte en sang med sig, en sang som kun var i hans hoved og det fik ham til at fælde en tåre, en tåre ingen måtte vide hvorfor kom frem.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 2, 2012 6:27:16 GMT 1
Hun fik skam alt med men hun havde ikke lyst til at stoppe for hun havde heller ikke lyst til at sidde og vente på han fik drukket alt det han ville, hvis hun tænkte over det så havde han sikkert drukket alle deres penge op allerede og det var ikke ligefrem fordi de væltede i penge. Hun sagde intet som hun bare løb ned til stranden og ret langt hen af dem inden hun satte sig forpustet ned på en stor sten så hun kunne se udover havet, benene blev trukket op så hun kunne holde om dem med hendes arme, mens hun forsøgte at få vejret under kontrol. Hvorfor var hun dog kommet tilbage? Men et endnu bedre spørgsmål var hvorfor holdt hun ikke bare sin kæft for hun forstod da virkelig at bryde en god stemning, dog kunne hun ikke gøre for de spørgsmål kørte i hendes hoved og det skete jo at hun sagde noget hun ikke havde tænkt særlig meget over. Hun så udover havet og en mindre plan kom frem i hendes hoved, for hun ville vente nogle timer til han havde drukket sig godt fuld før hun ville tage igennem Tortuga og forlade stedet, for hun gad ikke lege babysitter bare fordi han lige havde lyst til at drikke sig fuld. Skulle deres liv virkelig være sådan hver gang de havde skændtes i fremtiden? Han drak sig fuld og hun blev efterladt til at vente på ham?
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 4, 2012 19:03:22 GMT 1
Det var jo ikke fordi at det ikke gjorde ondt på ham, han ville bare ikke tabe fjæs og løbe efter hende, sådan var han bare ikke. Havnebyen bød som det den altid bød på, ludere, tyve, mordere og pirater, gøjlere og fattige som nok mistede livet inde for få dage. Hvad der gik af ham, vidste han faktisk ikke, men han endte med at overfalde en fattig mand og tømme ham helt for blod, efterlod ham i en gyde og gik videre hen til den gamle kone. Her bankede han på voldsomt og hun skyndte sig hen for at lukke ham ind. Hendes blik var undrende og skræmt, for sådan havde hun sjældent set Gambit. Han forklarede hende alt og indrømte til sidst at han vel egentlig ikke var god nok mod Neimi "Min dreng, uanset hvad, så er du en gave til kvinder, men måske skulle du finde ud af om du virkelig er parat til at slå dig ned og så med en kvinde der ikke er villig til at bære sit barn." Lød det roligt fra hende, mens hendes gamle knoglede fingre lå på hans skuldre. Gambit havde begravet sit ansigt i sine hænder, han tænkte meget over hvad hun sagde og han så op. Hurtigt farede han rundt for at finde noget bestemt, han ledte efter noget til Neimi og da han havde fundet noget til hende, så han på konen med bedende øjne. "Jeg har ikke meget, men jeg lover at betale dig tilbage, eller gøre ting for dig, hvad du end ønsker. Men jeg må have det her til hende, hun er jo noget specielt når jeg kan blive så tosset i hovedet over ting hun gør. Jeg elsker hende virkelig og det skal hun vide." Sagde han og smilte så charmerende, konen grinte og slog ham med et stykke stof for så at jage ham afsted. Stranden var nok det første sted han ville lede, for der måtte hun jo finde lidt fred, skønt saltvandet ikke var noget der fristede. Lyden af bølgerne var jo unik og afslappende, et perfekt sted at tænke. Gambit søgte efter hende, roligt, han kom gående med hans lille gave i hånden. "Neimi!" Råbte han, bekymret og virkelig bange for at han havde dummet sig.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 4, 2012 19:23:25 GMT 1
Denne strand virkede underligt berolige på hende, så man kunne vidst roligt sige at det var hendes yndlingssted i Tortuga, til trods for hun hadede havet, så var det er et godt sted for her kunne man få lov at tænke uden forstyrrelser fra alle mulige fulde folk, eftersom festen foregik inde i byen og ikke ligefrem herude. Her sad hun med armene om benene og så udover havet med stjernerne over det så meget smukt faktisk, men alligevel tog hun sig i at ønske det var dag med solskin for så ville hun kunne sikke af uden problemer, for hun ønskede ikke at skændes med ham og hadede at gøre det men de var jo på mange punkter ens og alligevel vidt forskellige på andre. Specielt på punktet med at slås eller skændes for der var hun den der stak af, dog sjældent uden det sidste ord. Et betryggende sted hun havde fundet sig her, men det var alligevel ikke nok for hende eftersom hun ville opleve øen, ja faktisk hele verden hvis hun kunne slippe for at sejle over vandet for det troede hun alligevel ikke hun kunne, til trods for hun faktisk var udødelig så det ville ikke ligefrem dræbe hende. Men tanken var stadig ikke specielt god, så alt hvad der omgav øen var bare noget hun kunne drømme om, for hun ville nok aldrig opleve dette. Hun lukkede kort øjnene for at drømme sig væk i hendes mørke men en stemme virkede til at forstyrre hende, så i starten blev hun bare irriteret fordi stemmen ikke ville fjerne sig fra hendes hoved, men da den ikke fjernede sig efter hun havde åbnet øjnene så hun i den retning hvor hun gættede den var kommet fra, for det kunne jo ikke helt passe for han sagde jo han ville drikke sig fuld så det kunne ikke være ham, men alligevel for en sikkerhedsskyld rejste hun sig og begyndte at løbe længere væk for hun ønskede ikke at se ham lige nu, hun havde brug for at tænke og brug for at være alene.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 4, 2012 19:36:54 GMT 1
Da han endelig havde lagt øjne på hende, opdagede han at hun flygtede, han stoppede op, måske skulle han give hende plads. Hans stædighed var dog falig, for så måtte han jo bare sætte sig her indtil hun kom tilbage, om solen kom før hende var ikke til at sige og han var ligeglad. Alt han ønskede var at give hende en undskyldning og den rose af klart glas, eller hvad pokker den nu var lavet af. Klar var den og smuk, lige som hende og det var hans måde at sige på at han var klar til at blomstre med hende, om hun ville have børn eller ej. Gambit satte sig midt i sandet, han havde knæende bøjet svagt og fødderne sat solidt i sandet, her sad han lidt foroverbøjet og slappede af, så ud over havet. En del af natten var jo allerede gået, så mon ikke snart solen egentlig ville dukke op. Det gav ham en del at tænke over, for lige nu følte han jo ikke at han havde noget af miste, i og med hun var skredet, så det eneste han havde og holdte af var gået. Gambit sad og tegnede i sandet mellem sine ben, det forstillede ikke rigtig noget, han tegnede vel egentlig bare. "Jeg er ked af jeg ikke var der skat, vores datter ville have været blevet den smukkeste og vores liv var blevet perfekt. I stedet for jeg fucker alting op som nu. Jeg har jo intet formået i livet, jeg er intet stort, blot en taber der har givet sit liv til druk og kvinder. Ja lige indtil jeg mødte Neimi, men det har jeg så også ødelagt." Han sukkede opgivende, hvorfor henvendte han sig til en død kvinde? Lige nu ville han egentlig ønske han ikke var en vampyr, tænk hvis der havde været et andet liv for ham, så kunne han nyde solen med Neimi, måske var det det der manglede? Hvad hvis han nu blev den første vampyr som kunne træne sig selv til at være i solen, en tosset tanke, men kærlighed gjorde jo en skør.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 4, 2012 19:49:28 GMT 1
Neimi flygtede så hurtigt hun kunne man alligevel varede det ikke længe før hun stoppede op for hun kunne ikke høre ham og da hun så sig over skulderen kunne hun heller ikke se ham, hvilket fik hende til at undre sig en del for var han ikke kommet efter hende? Hun vendte sig rundt og stod og så i den retning hun var kommet fra, nærmest ventede på han pludselig ville dukke op ved hendes side men det gjorde han ikke ligefrem, så havde han fortrudt at gå efter hende? Noget der faktisk gjorde hende nysgerrig så hun begyndte at gå lidt tilbage af igen, hurtige lette skridt fordi hun ville se hvor han egentligt blev af, stadig forventende at han dukkede op bag hende pludselig som en gennem leg eller bare fangeleg som de tidligere havde haft. Hun stoppede først med at gå da hun fik ham i syne, men der stoppede hun også op og så undrende imod ham med hovedet let på skrå som om hun ikke forstod at han ikke ville komme efter hende, det havde han jo tit gjort før men på den anden side så havde han jo efterladt hende før på hospitalet men hun forstod ham godt på det punkt for han var rasende der, lidt ligesom hun var nu selvom hendes vrede havde kølet en del ned.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 4, 2012 19:56:26 GMT 1
At hendes duft nærmede sig fik ham bare til at smile, han nød duften af hende, mere end noget andet. Hvorfor drikke sig fuld, når han allerede var beruset af hende konstant? Desuden var han ikke helt ædru, men fuld kunne man vidst heller ikke kalde ham. Et suk forlod hans læber igen, han så hvordan himlen så småt var begyndt at lysne op, det var faktisk rigtig smukt, han havde aldrig set det før. Måske skulle han se sin første solopgang. Kunne han så bedre forstå Neimis kærlighed til dagen? Gambit lignede bestemt ikke en som havde tænkt sig at flytte sig lige forløbig, men det gik jo også langsomt nok med en solopgang, mon ikke han havde en times tid endnu før det blev rigtig farligt for ham. Roligt kiggede han ned på rosen, den var hul, han havde overvejet at lade noget af sit eget blod fylde i den, men det var nu op til hende. At skænke et blik i hendes retning var intet han valgte at gøre, han sad bare og så ud mod vandet og lyset som lå på toppen af de bølger som gyngede ude i horisonten.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 4, 2012 20:05:42 GMT 1
Lyset der kom fra horisonten fik hende til at gå hurtigt hen imod ham for han skulle inden for eller bare dækkes af mørket så han ikke kom til skadet. Så lige nu mente hun bare han var tosset fordi han ikke var stukket af allerede for det her kunne jo dræbe ham, nok var hun sur men ikke ligefrem sur nok til at ville se ham dø. ”Hvad laver du? Kan du så se at komme hjem i mørket med dig” sagde hun lidt hurtigt men også meget bestemt for nu var hendes mål at få ham ind i mørket, om det så var et helt andet hus eller et kroværelse kunne være lige meget, men ind det skulle han for han kunne ikke overleve ude i solen ligesom hun kunne, men i hendes hoved gik han også glip af mange ting men han kunne vel ikke gøre for at han var født som han var? Eller rettere hun gættede på at han var født vampyr for han havde jo aldrig fortalt hende hvordan han ellers var blevet det.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 4, 2012 20:18:21 GMT 1
Duften af hende fik ham bare til at smile, først sagde han ikke noget, men så så han mod hende og smiilte bare endnu mere. "Det er virkelig smukt, lyset, det af det der nu er. Det er jo ikke meget. Endnu...." Hans stemme var rolig og blid, han var helt stille og lod bare blikket glide ud mod havet igen. Men så kiggede han ned mod sin hånd som han havde knuget om rosen, stilken stak dog ud, men det var ikke så let at se. Han tog den frem og stak den op i luften, vendte sig lynhurtigt rundt om på et knæ. "Jeg skal ingen steder før du forstår hvor højt jeg elsker dig og at jeg er klar til at give mit liv dig selvom det indebære jeg ingen børn får. Og at du skal bruge tid til at lære at leve med mig. For det har jeg indset ikke er helt let. Neimi du er min drøm og det jeg lever for, solen er det eneste der må få mig ud over dig min kære. Kan du tilgive mig for at reagere som jeg gjorde?" Gambit så op mod hende med sit charmerende smil og småfrække glimt i øjet, for et sted var det virkelig ikke lige tidspunktet at gøre dette, men sådan var det jo. Og sådan var han jo, hans frieri havde jo heller ikke ligefrem været helt vildt godt planlagt.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 4, 2012 20:37:14 GMT 1
Hans stædighed kunne irritere hende noget så grusomt til tider, men igen så forstod hun vel godt folk der blev rasende på hende fordi hun selv var utroligt stædig, men det hjalp ikke ligefrem nu fordi hun stod her og blev irriteret over ham. Et gips undslap hendes læber da han pludselig sad på knæ foran hende for det havde hun ikke ligefrem regnet med, ej heller håbet på fordi hun helst bare ville have ham ind i mørket igen, men hun kunne nu heller ikke lade være med at blive overasket af blomsten som han stak op imod hende. ”Vi får altså ikke noget liv sammen hvis du lader solen tage det nu” sagde hun lidt hurtigt for det gav ikke meget mening han gjorde det nu her, det ville være meget bedre at gøre det i det sikre mørke for lige nu tvang han hende jo til at vælge imellem hendes frihed og livet med ham, 2 ting hun i forvejen havde svært ved at vælge imellem for han gjorde det ikke ligefrem til noget let valg eftersom hun følte sig indespærret her i Tortuga og byen kedede hende noget så grusomt, men hun var her kun for hans skyld fordi han kunne bringe tanker til næsten helt ro, altså udover de skøre ideer hun til tider fik. ”Tilgivelse er altså noget man gør sig fortjent.. og det gør man altså ikke ved at begå selvmord foran mine øjne” sagde hun stadig lidt hurtigt for man kunne godt mærke på hende at hun begyndte at være lidt panikken over han ikke ville ind i mørket.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 4, 2012 20:47:07 GMT 1
Det hjalp ham ikke dette her, han mente selv at han havde masser af tid og hvad så hvis han blev lidt brændt, han havde jo tid nok til at flygte. Hvorfor kunne hun ikke bare tage sig sammen og sige noget ordenligt til ham, der var ingen grund til panik. "Neimi, de svar får mig bestemt ikke nogen steder hen." Sagde han så og løftede sit øjenbryn, han havde intet imod at miste livet, for han fik da ikke meget af hende lige nu, ud over bekymring, men det kunne man jo give enhver. Gambit havde lyst til at blive sur, men holdte sig i ro og tog det hele stille og roligt, noget der bestemt ikke lignede ham. Men han ville jo ikke ødelægge mere. Roligt rejste han sig bare og gav hendes rosen i hånden, inden han satte sig ned og så lyset stige lige så roligt og langsomt. Han måtte indrømme det sveg i øjnene og der gik ikke længe før huden begyndte at brænde, så rejste han sig og strakte armene, selvom det gjorde ondt fortrak han ikke en mine. "Jeg forstår godt du elsker solen, det jeg har set indtil nu har været smukt. Tror du jeg kan træne mig selv til at være i solen med dig? Jeg er villig til at forsøge." lige nu snakkede han egentlig i vanvid, for det var jo virkelig dumt det han gjorde. Og så igen, han ville jo bare bevise hvor meget hun betød for ham.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 4, 2012 21:00:33 GMT 1
Dette var måske ikke den rigtige måde at give sig an på, for den virkede ikke ligefrem til at hjælpe noget som helst eftersom manden bare satte sig ned igen efter han havde givet hende blomsten, som hun ikke kunne lade være med at studere en smule inden hun måtte ryste på hovedet for den distraheret hende men hun slap den ikke, tvang bare hendes blik over på Gambit igen. ”Nej det hjælper måske ikke meget, men det hjælper heller ikke noget at der snart ikke er meget tid tilbage inden du bliver brændt op” sukkede hun kort for det var ikke særlig nemt det her, hun ville jo bare have ham hurtigt ind i mørket igen. ”Nej du skal ikke træne. Du skal forblive i mit mørke for der vil jeg gerne have dig.. Du er min mørkets prins og hvis du ikke snart kommer ind i dit rige så mister jeg dig.. og jeg blev ikke udødelig blot for at miste dig men for at være sammen med dig..” sagde hun mere roligt som hun så lidt bedende på ham inden hun rakte hånden frem for at se om han ville tage den så de sammen kunne flygte ind i mørket igen. Ikke ligefrem den bedste dag og nat men hun var nu også ved at være træt for meget søvn havde hun ikke fået fordi hun havde travlt med at skulle hjem til ham, blot for at skændes så hun var hun bare træt og bare gerne ville i seng, gerne sammen med ham for han skulle jo alligevel hvile.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Jan 4, 2012 21:09:25 GMT 1
Det var jo bare det, eller noget i den stil han ville høre, han rejste sig hurtigt og tog hende op i sine arme og begyndte at løbe hjem. Til deres hus. For der var ingen andre steder han ville være, men han mærkede også godt at solen var ved at være ved at komme helt frem. De brændende få stråler gjorde han var ved at falde sammen i smertetræk, men han holdte hende bare tæt ind til sig og forsatte med at løbe, hans hud kunne godt mærke solen. Hvordan hun elskede den mod sin hud ville han nok aldrig nogensinde forstå, for det gjorde ondt, mere ondt end noget andet fysisk han havde prøvet og det var ikke så lidt i krigen. "Du må ikke stikke sådan af igen, jeg bliver urolig og tanken om at miste dig, får lysten til at miste mig selv til at opstå." Hviskede han så, med en smertefuld undertone, men han prøvede at bide det i sig. De nåede frem og han endte med at sparke døren op og forsvinde op i soveværelset hvor der stadig rodet, men der var dejlig mørkt. Han dampede, eller også var det røg, han var i hvert fald brændende varm og han satte hende forsigt fra sig før han endte med at give efter for at det havde gjort så ondt ved at gå ned i knæ og rive sig i håret for ikke at skrige.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Jan 4, 2012 21:26:00 GMT 1
Det havde åbenbart virket at hun havde skiftet taktik men hun havde jo også ment det hun havde sagt, selvom hun ikke ligefrem var god med ord, så var det også noget han burde vide efterhånden for han var da lige så god til at ødelægge stemninger som hun var det. Da hun blev løftet op i hans favn lagde hun armene om hans hals stadig uden at slippe rosen for den var lidt for interessant til at hun ville slippe den så let, eftersom den skulle undersøge når hun kom ind i tryghed med ham. Det han sagde valgte hun ikke at kommentere for hun ville sikkert bare ødelægge det hele igen, og det havde hun ikke ligefrem lyst til for hun ville altså gerne lave andet end at skændes med ham specielt ikke nu hvor solen var oppe og det brændte ham sikkert men han var jo meget hurtigere end hende til at kunne løbe hjem. Dog kunne hun nu godt se at han havde travlt eftersom han sparkede døren op, så den måtte hun lave en gang når hun stod op men lige nu skulle hun lige sikre sig at han ikke kom til skade mere end højest nødvendigt, så da hun blev sat ned lagde hun en hjælpende arm om ham som hun strøg med ham, for meget andet kunne hun ikke lige frem gøre, eller jo der var en mulighed mere ”Drik Gambit, det vil måske hjælpe dig” sagde hun lidt stille men hun kunne ikke ligefrem komme i tanke om andet der kunne hjælpe ham.
|
|