En vej i bjergene

[Dorian Gray]

Vinteren var kommet, noget man tydeligt kunne se fordi landskabet var dækket af et fint lag sne, men mere at vejret nærmest var iskoldt så man tydeligt kunne se sin egen ånde. Og oppe ved bjergernes tinder kunne man se mørke skyer der truede med meget mere sne eller bare meget dårligt vejr.
Så man skulle passe yderst godt på når man befandt sig på stierne her i bjergene, lige nu sad Dorian dog trygt i hans vogn med gardinerne trukket for, så der ikke kom meget kulde ind i vognen og den kulde der slap ind påvirkede ham dog ikke som han sad med et sort bjørneskind over hans skuldre, og under det bar han det nærmest sædvanlige tøj (se billed) med de sorte bukser nederst, så alt sad godt på ham for der var tænkt på hvert eneste detalje for han gik meget op i sit udseende. Ved hans side lå en stok med en sølvtop der forstillede en ørn.
Hvad der skete uden for den sorte vogn anede Dorian ikke særlig meget for han regnede med at hans kusk havde rigeligt styr på det, fordi den mand styrede jo de sorte hingste som så fint trak vognen, dog i et stille tempo fordi stierne var lumske og lige nu havde de sådan set rigeligt tid fordi de bare skulle hjem til en af hans huse i Nirelia men de havde med vilje valgt at tage stierne i bjergene fordi de alligevel havde overnattet på et af godsene nær bjergene og det ville tage hurtigere tid at tage over bjergene i stedet for i gennem skoven på dette punkt,.

[Selia Jheduar]

Zakura hade for få timer inden vogne kom op af stien gået hun hade stadig ikke kunne finde vej tilbage til Nirelia men hade fundet starten af vejen op af bjerget, hun var der efter gået op af stien for at se om hun kunne nå højt nok op til at kunne se vejen til Nirelia men uden held. Zakura hade gået stort set dag og nat i en 2 månender ca hun hade en elendig steds sans så det var ikke unormalt at det her skete. hun sad nu på en klippe lidt fra bjerg vejen, hun var gleden og vreden om på den nøgne fod, hun sad nu med den let hæve fod og hade armen let om sig som vinden lege med det smukke knæ lange løs hår mens kinderne var rød fra den kilde vind og den røde kjole blaffer i vinden, hun sang ganske smukt bare for at prøve at aflede tankerne fra kulden og fra hun ikke ane hvor hun var og at hun hade ondt i foden.

Da hun kunne skimte 2 sorte heste bane sig vej op af bjerg vejen rejset hun sig tros den ømme fod begyndt hun at gå hvilke resulter i hun sang ned på knæ i sneen og tog sig til foden den gjorde ond og sneen gjord kun at fodden ikke hæve så meget, men smerten var stadig stor. hun hørt vogne komme nærmer men forvente ikke den ville stoppe og hjælpe hende en simpel nymfe, hun så op mod himlen som hendes hår danse til den ene side i et ordenlig vind ryk, hun sad bum stille det hjalp ikke hun bevæge sig hun kunne ikke smerten i foden hade lamme hende, da vogne nærme sig dreje hun hovede og så på kusken med det smukke lys ansigt og med de rød brune øjne, hun var født med en naturlig charme og udstråing det kunne man altid brug men om det ville få kusken til at stanse og hjælpe hende var så et spørgsmål om det virke på ham? for hun hade jo en tatovering i panden og på armen og en pirsing i hagen men selv om nogle syntes det var grim så det ganske smukt ud på hende.

[Dorian Gray]

Det varede ikke længe før de var drejet om et hjørne, til kusken stoppede vognen, noget der gjorde Dorian en smule irriteret endnu en gang så han trak gardinet fra vinduet for at skælde ud på kusken endnu en gang, ”Hvad har du gang i Hans?” spurgte han irriteret men kusken svarede bare ”Der er en såret kvinde i vej herre”[ /b]. Dette var dog noget der fik Dorian til at trække gardinet for igen inden han åbnede døren og lod skindet falde ned på sædet, inden han trådte ud af vognen og så i retningen af deres lille sten på vejen, dog smilede han bare charmende til hende. ”Du forstår at finde smukke blomster på min vej Hans” sagde han kort til kusken for dette var da den anden smukke kvinde han havde standset for og det hun var skadet fik hende til at virke hjælpeløst, noget der var en smule tiltrækkende.
Han gik roligt hen til kvinden og bukkede sig kort som han rakte hende hånden til at hjælpe hende op med. ”Og hvad laver en smuk vejblomst så her oppe uden særlig meget tøj og skadet?” spurgte han med den lettere forførende stemme og det charmende smil så han virkede ikke ligefrem særlig ond, men det var han jo også meget sjældent, dog kunne han lige så godt hjælpe denne kvinde for det virkede nu underligt at hun var her oppe helt alene.

[Selia Jheduar]

Zakura så op på kusken da han stoppe vogne og kom hen til hende, hun hade trukke sig en smule bag ud hun var ikke sååå tryg ved mænd igen, hun så på vogen vis dør blev åbne, efter hun hade hørt en irratabel stemme komme der fra. hun så på manden der tråde ud som hendes hår kort blæst ind over ansigt men hun roligt fjerne bag ud igen. hun så på mandens hånd og roligt men forsigtig lag sin fin blød kvinde hånd i hans og kom op og stå meste på et ben, "jeg har være fare vild i 2 månender.. jeg vred om på foden på vej til toppen.. i håb om at finde den rigtig vej til Nirelia.. tilbage til slots haven" hun så på hamsom hun tog sin hånd til sig igen, og lag den på armen. hun så på ham som han kigge på hende, det med så lidt tøj rørt hende kun lidt normalt sov hun jo ind hos tjenste folken om vinterne men lige nu var kulden da godt nok slem for hende og hun hade også letter blå fødder og hænderne mens kinderne var æble rød af vinden, "de ved tilfældig vis ikke hvilken vej jeg skal gå?" hun så ham ind i øjne med de rødbrun øjne mens hun gav et kort gys da en ekster kold vind løb op under kjolen på hende og løfte den en lille bitte smule.

[Dorian Gray]

Det skulle egentlig ikke undre Dorian at kvinden var lettere bange for ham, for kvinder der i Nirelia eller bare i området af det land var jo gerne mistroiske, selvom der ikke var meget grund til ved ham udover han nu godt ville nyde en kvindes krop så var det ikke noget han absolut måtte have. Så han stod bare roligt med hånden fremme og hjalp hende op da hun tog den. ”Sikke et tilfælde vi er på vej mod Lumiere, så vi kan tage dem med så langt og derefter er der ikke langt til Nira” svarede han roligt med det charmende smil for de kunne jo godt være behjælpelige med at få hende så langt. ”Hvis de ikke vil have noget imod det kan de jo kører med, jeg har et dejligt varmt bjørneskind inde i vognen der nok skal få farven tilbage i deres kinder”. Han virkede jo som en meget venlig mand lige nu, og normalt var han veltalende og venlig når han ikke rigtigt behøvede noget, men han skurede først charmen på når der var noget han virkelig gerne ville have, men hun virkede ikke synderlig rig også selvom hun borede i slottets have, så der var ikke meget han ville have hos hende udover kroppen kunne være tiltrækkende. ”Ville de have noget imod jeg bar dem ind i vognen så de ikke behøvede at støtte på deres skadede fod?” spurgte han venligt så han ikke bare løftede hende op uden hun havde sagt god for det først.

[Selia Jheduar]

Zakura så på ham som han forsatte med at snakke til hende og se på hende, hun bed sig ganske svagt i læben da hun enlig godt kunne se det ville være praktisk at køre med den fremme, men igen måske.. ville han før hende et helt andet sted hen, men igen i denne kulde og med skadet fod så ville hun ikke nå langt, "det veldig sødt af dem.. det ville vær dejligt.." hun så på ham, som hun glæde sig til at få varmen igen, hendes krop kunne man ikke klage over men det var nok svært at se hvordan hele kroppens form var i den løst siden kjole kun bryste var fremhæve på krund af kjolens lidt korsage forme. hun var ikke helt sikker på det med han tilbød og løft hende var en god ide men igen et skridt og hun ville sikkert falde igen, hun nikke bare og lod ham løft hende. hun veje ikke alverden men man han ville nok kunne mærke hun heller ikke bare var en spinkle kvinde når nu han kunne holde om hende, hendes tøj var jo ikke hvider tykt så han kunne nok mærke de faste hofter. zakura var ikke den rigste men penge hade hun af alle de kjoler hun hade solgt gennem tiden og skjoter til mænde. hun lod ham roligt bær hende hen i vogne hvor blot fik sat sig pænt, "det virkelig meget venligt af dem.. jeg skylder dem virkelig en tjenste" hun så på ham som han også kom ind i vogne, hun tog det lang hår og fikse på fingerne fik det flette ind i en lang halv tyk heste hale uden problemer, og biste et armbånd af hånd ledet der også fungerne som et bånd til håret og fik det bundet om enden af fletningen bare så han ikke hade hendes lang hår over alt.

[Dorian Gray]

Det charmende smil forsvandt ikke fra hans læber, fordi det smil var som en naturlig del af ham, også derfor det forblev på hans læber som han nikkede til at måtte bære hende, inden han tog den ene hånd om hendes ryg og den anden under hendes ben for at være hende over til vognen, dog lod han hende lige så stille lige af på det øverste trin så hun blot skulle vende sig rundt inde i vognen før hun ville havne på sædet med bjørneskinds tæppet som hun bare kunne tage og ligge om sig for at få noget mere varme.
Først da hun sad godt til rette gik han selv ind i vognen og lukkede døren efter dem, og derefter varede det ikke mange sekunder før hestene satte i skridt igen hvilket gav et lille ryk i vognen, men det var jo ganske normalt og Dorian tog sig ikke rigtigt af det. ”Det behøver de ikke at tænke på lige nu. De skal bare sørge for at få noget varme i deres krop” sagde han roligt for han ville måske gøre brug af tjenesten senere men så langt tænkte han nu ikke lige for de havde da nogen dages rejse hen til Lumiere endnu så der var jo rigeligt tid til at gøre brug for tjenesten. Men nu måtte de jo lige se tiden an, og hun skulle jo også have varmen igen. ”Må man spørge hvorfor de vandre rundt heroppe i bjergene alene og så i sådan en påklædning`?” spurgte han roligt selvom han nok godt kunne forstå hvis hun ikke ville sige grunden til det, men han ville jo heller ikke snage for meget. Men hun havde jo rendt rundt i tøj der var alt for tyndt og passede slet ikke til vejret.

[Selia Jheduar]

Zakura så på ham som hun tog bjørne skinds tæppe om sig, og mærke hurtig varmen komme tilbage til hende. "det var i efter året jeg forvild og der var vejre stadig lunt nok til det her slags tøj.. har ikke vær i nærheden af nogle by.. jeg hader at være i byen.. jeg.. er mere en ude persone" hun så på ham som de begyndt at bevæge sig eller retter vogen hun var lige ved at ryg en smule for over hun hade aldrig kørt i sådan en vogen føre og hun så en smulge rundt før hun slappe lidt af igen, "den meget flot vogne de har.. jeg har ikke sidet i sådan en før" hun så lidt rundt, det var tydelig at se på hende hun var en kivnde de rikke kendt til så meget igen. men hun hade også været i haven hele live og holdt sig på afstand af alt og alle stort set hele live, hun så på ham igen og lukke hænderne lidt om bjørne skindet, hun kunne godt se han var en mand med penge, og med den charme måtte hans kone da vær meget heldig. "de virkelig alt for venlig.. deres kone må vær heldig at have en mand som dem.. man finder ikke mange høflig mænd nu om stunder.." hun så roligt på ham mens hendes kinder fik en mere naturlig glød, hun så på ham og smile venligt zakura hade en god dag og det var enlig rart for hun hade virkelig haft en nedtur på det seneste så en god dag var meget rart og velfortjent et sted.

[Dorian Gray]

Dorian så på hende med lettere beundrende øjne, men det var egentlig sådan han så på alle, for man kunne ikke se tankerne bag hans øjne for han tænkte jo lidt på hende med tøjet siddende tæt til hendes krop og senere gik det lidt over til der slet ikke var noget tøj, dog sagde han ikke noget højt. ”Hvad laver de dog også heroppe? De sagde det var fra Niras have, hvad laver de så langt væk?” spurgte han roligt stadig med det charmende smil for det gav jo ikke mening at hun var så langt væk fra hendes normale hjem, så det måtte være noget der var meget interessant der havde lokket hende væk fra trygge omgivelser, selv var han meget vant til at rejse og nød det meget fordi han oplevede mange spændende ting. ”Tak, og hvordan kan det være de ikke har været en vogn før?” spurgte han roligt for selv det gav ikke meget mening, men igen hvis hun kun havde været i slottes have så forstod han det godt, men hun var nu alligevel lidt langt hjemmefra.
Han smil var charmende og afslappet som han sad roligt tilbagelænet i sædet og betragtede hende for der var jo ikke mange steder at se hen. ”Jeg er skam enkemand. Min kone døde for mange år siden.. Men nej de har ret folk er ikke særlige høflige nu om stunder” svarede han igen roligt selvom han normalt ikke sagde at han var enkemand, så havde han alligevel ment at det passede ind i denne situation.

[Selia Jheduar]

Zakura så ganske roligt på ham mens ham snakke til hende, "hvorfor.. er ikke just nemt at forklar.. men jeg kommer i en slags trance og ja når jeg igen vågner... så er jeg tit et eller andet sært sted.. mest grænsen" hun så roligt på ham, mens hun blot igen lod ham snakke og så bare roligt på ham, da han spurt hvorfor hun ikke hade være i sådan en vogen før smile hun skævt og så ned, "jeg.. er meget sky over for andre.. jeg.. ja vel blot en blomste i haven.. som nymfe har jeg jo det bedste uden for.. " hun trak bare på skulderne, hun hade bare aldrig være særlig meget sammen med andre ud over hende der hade tage sig af hende. hun så på ham da han sag han var enke mand, "åh det må de undskylde.. er jeg ked af at høre.. " hun så ned og bed sig svagt i den rosa læber, og så roligt på ham mens hun studere ham uden at øjne flytte sig andre steder hen, han var meget pæn syntes hun men igen hun var slet ikke på samme højte som hende og det var fint.. hun hørt ikke rigtig til andre steder ind slottes have og hun forvanet heller ikke det kom til at ænder sig, "hvor er de så på vej hen med alt for lov ?" hun så roligt på ham.

[Dorian Gray]

Det undrede ham lidt at hun fik slags trance ting, og han var ikke en gang sikker på hvilken slags trance men det lød nu meget underligt selv for ham som havde oplevet så meget igennem hans liv. ”Hvorfor får de sådan en trance? De behøver ikke at svarer hvis de mener jeg snager” sagde han roligt med det charmende smil selvom man godt kunne mærke en smule på ham at han undrende sig, men hvis hun mente han snagede så skulle hun bare sige fra.
”Så de er en nymfe? Må sige de lever op til det smukke ydre man beskriver nymfer med” sagde han roligt stadig med et charmende smil, for hun var da yderst smuk selvom hun ikke ligefrem var sådan som de nymfer han havde mødt, for de var jo nærmest ikke til at ryste af sig, så ja hun måtte da være meget sky overfor mennesker siden hun ikke overfaldede ham. ”Det skal de ikke undskylde for, det er som sagt mange år siden hun døde. Jeg har lært at leve med det siden” svarede han igen roligt for det var jo sandheden, dog sagde han ikke noget om at det var faktisk var hans skyld at hun havde begået selvmord for meget lang tid siden, men den detalje behøvede folk jo ikke at vide.
”Jeg bor skam i Lumiere, eller rettere det er et af mine hjem” smilet var ikke til at pille af ham uanset hvor trist snakken egentlig burde være men han kunne jo ikke være trist over hans kone fordi det var mange år siden hun døde og han var allerede stoppet med at føle for hende få måneder ind i ægteskabet.

[Selia Jheduar]

Zakura så på ham, "min trancer.. har noget at gør med den.. ikke helt fredelig opvækst.. jeg vel helst ikke tale om det.. jeg vil nødig gå hen og få det skidt.. nu har jeg jo lig fået en god dag takke vær dem" hun smile venligt og så på ham, som han sad der og hun kunne svagt fornemme hans underne "bare rolig jeg ikke farlig i trance.. bare.. ja lidt fraværen.." hun smile og så på ham som vogen roligt bumle vider op af vejen, "tja jeg liner nok ikke de andre nymfer.. eller tror jeg.. jeg har ikke set en anden nymfe i lidt over 1000 år jeg har leve.. enlig.. tror jeg faktisk jeg savner selvskabe med min egen slags.." det sidste mumle hun en smule mere for sig selv, hun så en smule tænken ud til vogen kørt over en stør sten og fik vogne til at hoppe, hun kom med en lille uh lyd og prøve at forblive på sin plads så godt hun kunne selv om hun var ved at hoppe ned af sædet. "de må være en stærk mand siden de kan side og tale så åben og roligt om det.. det må jeg beunder dem.. de en meget særlig støbning vis jeg må være så fri" hun så på ham og lag hænderne i skødet og så ellers roligt på ham, "de har måske mange huse?" spurte hun underne for rejset han virkelig så meget, "de måske ikke en der bliver på et sted længer tid af gang?" hun pille en smule ved spidsen af sin fletning.

[Dorian Gray]

”Så skal de heller ikke tale om det, så skal vi skifte emne” sagde han mere roligt stadig med det charmende smil for han var jo ikke ude på at hun skulle have det skidt, for var han det så havde han jo slet ikke givet hende et lift i vognen eller bjørneskinds tæppet over hendes skuldre. Desuden hvis hun havde været i trance så havde hun gjort et yderst godt stykke for at gemme det eller så virkede hun bare meget normalt, men igen han vidste jo ikke helt præcis hvordan hendes trance forholdt sig.
”De har en nymfes skønhed, men nej deres væremåde er ikke som de nymfes jeg har mødt” sagde han roligt for det var ikke ligefrem en hemmelighed, for han havde jo oplevet meget og talte da gerne om de ting han havde oplevet, selvom der var visse detaljer han holdt for sig selv, for lidt respekterede han da kvinder og de få mænd han nu en gang var med, selvom han havde mange frække historier at give af. Han smilte som sædvanligt charmende til hende men inderst inde grinte han en smule over den lyd hun kom med og det hun ikke virkede helt sikker i en vogn, hvor der trods alt ikke kunne ske særligt meget.
”Det er der mange der har sagt jeg er for ja jeg elskede min kone men skæbnen ville det anderledes og når Lysets Gudinde vælger at tage et af sine børn til sig så skal man ikke blive vred over det” svarede han roligt for der havde jo ikke været meget at gøre, for kvinden havde jo selv valgt at tage hendes liv fordi han ikke kunne holde sig fra andre kvinder og mænd samt det der søde alkohol der kaldte på ham. ”Jeg har en del huse ja, jeg nyder at rejse lige så meget som jeg nyder en tid derhjemme, men når man ikke rigtigt har nogen at komme hjem til eller være sammen med så er der ikke meget grund til at blive for længe” forklarede han bare roligt for det var jo sandt nok, hvis der ikke var nogen som gav ham en grund til at blive i huset så foretrak han at rejse væk for en tid.

[Selia Jheduar]

Zakura smile skævt "en nymfes udsende.. nok ikke helt.. jeg har husker.. tjenste pigen der passe mig fortalt om nymfer.. den gang jeg var en lille pige.. hvilke er vært at forstille sig efter så mange år" hun små lo og så på ham "men hun beskrev nymfer som fejlfri og naturlig.. men.. med min dekorationer ser jeg nok ikke just.. 'naturlige' ud" hun hentyde til pircingen og sin tatoverineg begge dele hade hun selv lave på sig selv. hun så roligt på ham som han snakke om lysets gudinde og om hans huse, "jeg håber da de bliver længe nok til jeg kan besøge dem.. vis jeg da er velkommen hos dem.. vil gerne have lov at sy noget til dem som tak for lifte.. jeg er temmlig dygtig skrædder" hun smile venligt hun ville gerne gør gengæld for han hade praktisk talt redt hende fra kulden uden for, og hun var jo ganske god skrædder så hvorfor ikke sy noget særligt til ham, hun kunne sy næsten alt og hun øve sig meget på hele tiden at blive beder og lave ny ting hun kunne sælge. hun sad og nusse bjørne skindet en smule det var dejlig blødt og hun hade det dejlig varmt, og hun følt også hvor træt hun enlig var nu hvilke nok kunne ses på hendes øjne de var blanke og de kæmpe for at holde fokus og holde sig oppe selv om resten af hendes krop virke frisk og normale. Zakura holdt dog blikke på ham hun kunne ikke se at han skulle være en der var samme med andre af sit eget køn eller kvinder i et ægteskabe han virke som en fornuftig menneske som hade styr på sig selv og sin omgivelser det stråle jo direkte ud af ham syntes hun.

[Dorian Gray]

”En nymfe er lige så forskellig i udseendet som et menneske, og de er altså et smukt eksemplar , en meget unik udgave i hvert fald for de er smuk som de nu en gang er, vi kan jo ikke alle ligne den race vi tilhører for vi bliver nødt til at skille os ud ellers ligner vi hinanden” forklarede han roligt men det var jo stadig en kompliment til hende fordi hun jo netop havde et unikt udseende og ikke lignede alle andre, noget der stadig gjorde han så på hende med beundrende øjne, lidt som han studerede hende men hendes såkaldte dekorationer passede jo meget godt til hende, selvom han stadig mente hun havde en meget fin og fejlfri hud når man så bort fra de ting.
”De skal da være meget velkommen, hvis de vil være så elskværdig at sende en budbringer inden så jeg måske kunne have noget mad eller en seng klar til dem, eller bare de stoffer jeg kunne tænke mig de syede et eller andet af” svarede han roligt med det charmende smil for tanken om hun kunne finde på at komme til et af hans huse var jo meget rar og så at han kunne lavet noget tøj af slottets skrædder, det i sig selv gav jo mere status selvom han næppe troede han kunne komme højere op efterhånden, eller jo men så skulle han jo blive adlet.
Som Dorian sad og betragtede hende lagde han lidt mærke til hendes øjne virkede meget trætte. ”Hvis de er træt kan vi stoppe ind på en kro så de kan få noget søvn, medmindre de kan klemme dem ned på sædet og ligge der” sagde han roligt selvom han tvivlede lidt på det sidste han sagde for hun skulle i hvert fald ligge meget klemt for at kunne være der, eftersom man ikke kunne sidde mere end et menneske og så havde man stadig lidt luft men den var ikke beregnet til flere personer end det.