Vinter arbejde.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Det var morgen. Solen var lige begyndt at stå op, og det var bidende koldt udenfor. Men inde i smedjen, hvor Mario nu var ved at tænde op var der stadig lunt og behageligt. I lang tid stod han bare og pumpede på blæsebælgen mens essen blev varmere og varmere, ind til det til sidst blev så ulideligt varmt at han var nød til at åbne dobbelt døren ud til gaden. Mario stod allerede i bar overkrop, og glinsede af sved, og nød den kolde brise der trængte ind gennem døren. Sneen lagde i et tykt lag ude på gaden, og dæmpede de få fodtrin der var.
Da ilden var varm nok begyndte han at lægge forskellig metal stænger ind i den. Nogle af dem var allerede ved at tage form efter sværd, økser, og forskellige redskaber, andre var bare firkantede stænger der ventede på at få en form. Mario tog det store læder forklæde på og trak en stang ud af essen. Den skulle gerne blive til en krog, til at hænge gryder og kedler fra. I tavshed begyndte han at svinge den tunge hammer mens gnistrene fløj ud i rummet. igen og igen stak han den tilbage i ilden varmede den, indtil, ud på formiddagen, den var færdig. Den var blevet pæn. Udsmykket med et væder hoved, der holdte selve krogen i dens mund. Han stak den i en spand med vand og gik ud og kørte en klump sne over ansigtet.

[lia]

Hendes påklædning var ikke det varmeste, men hun havde da et småtykt sjal om sine smukke skuldre, sneen var ikke det bedste at gå på bare fødder i, men hun havde stadig ikke fundet sig nogle sko og penge havde hun jo intet af. Labyrinten havde hun glemt alt om, det var på tide at leve i samfundet og komme ud, møde folk som måske var rare at have nær sig. Selvom hun ikke just var den mest heldige kvinde i denne verden. Den kolde sne mellem hendes tær fik hende til at virke sløv, men hun frøs egentlig bare lidt, det var ikke fordi hun var ved at blive syg eller noget, Lia var van til at leve udenfor hele året rundt og de sygedage det krævede havde hun skam været igennem. Kjolen hun bar under sjalet, var beigefarvet, med et brunt corsage til at holde hendes bryst og samle den ellers løse kjole om hendes liv. Håret var sat op i en knold, for ikke at skulle være i vejen for hendes ansigt. Et sted var hun lidt opgivende efterhånden, hun havde ingen rare folk mødt, og nogen havde endda set hende som et misfoster fordi hun var stum. I hendes side hang en blok med et stykke kul, så hun kunne kommunikere med folk, dog var det de færreste som overhovedet ville have noget med hende af gøre, på trods af hun da var en nogenlunde køn ung dame. Hun gik forbi en åben dør og mærkede varmen derinde fra, noget som fik hende til at lukke øjnene og nyde det. Dog fik hun et chok da en mand kom ud for at kaste sne i hovedet på sig selv, så det gippede helt i hendes krop og hun så undrende på manden. Herefter så hun lidt nærmere og lagde mærke til hun stod foran en smed. Sådan en havde hun faktisk aldrig set, kun mærket en del til sådan noget arbejde, hvilket de adskellige ar viste rundt omkring på hendes krop.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario så op på kvinden. "Goddag. Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte han. Han havde ikke set kvinden før, og det undrede ham lidt at se fremmede på denne tid af året. Så så han på hendes bare fødder. "Jamen tøs da" sagde han forbavset. "Du kan da ikke bare rende rundt midt om vinteren i bare tær, kom ind kom ind." Mario gik ind i smedjen og pumpede i blæsebælgen så varmen bølgede ud i smedjen på ny. "Hvorfor har du ikke nogle sko på." spurgte han bekymret og rækte hende en kappe som hun kunne tage om sig. "Er du sulten?" spurgte han pludselig, og stoppede så da det endelig gik op for ham, at hun ikke havde svaret på noget tidspunkt. "Hvorfor svare du ikke?" spurgte han med et alvorligt ansigtsudtryk, og så faldt hans øjne på blokken og kulstykket. "Undskyld, jeg vidste ikke at...." han rødmede lidt og så ned, for han var forlegen, over at han havde lavet så stor en brøler. Hun måtte jo se ham som verdens største fjols.

[lia]

Hendes blik var roligt, hun var dog lidt forbavset og vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere og pludselig gik alting så hurtigt, hun nikkede bare som en hilsen igen og valgte at tage imod et tilbud om at komme ind i varmen. Så hun fulgte ham, hans mange spørgsmål fik hende til at smile sødt, for da det endelig gik op for ham at hun ikke kunne tale og han reagerede som han gjorde, blev hun glad. Ikke mange behandlede hende sådan jo, selv hendes mor havde bare givet hende væk. Da han rødmede tænkte hun at der var tid til at skrive lidt inden han faktisk valgte at snakke igen, for snakke kunne han da. Det varme smil hun sendte ham var som tegn på at det var okay. Roligt tog hun sin blok og kullet for at skrive:
Mange tak for deres gæstfrihed, som du har opdaget, ja så er jeg stum og det gør skam intet, bare at du ikke har smidt mig ud eller ser på mig med et blik som var jeg et misfoster gør mit hjerte lettere at bære.

Når men til alle dine fine spørgsmål.
Jeg ejer ingen sko og ja jeg er hundesulten. Og det sidste spørgsmål fandt du jo selv svaret på."


Hendes blik var en smugle drillende som hun gav ham blokken, for hun fandt det sødt at han reagerede sådan, han skulle da bestemt ikke skamme sig, hvor skulle han dog vide det fra? Varmen var unik her inde, hun mærkede dog sine tær gøre oprør over det pludselige varmeskift, så de brændte nærmest, men hun ignorerede det og nød varmen hvor hendes krop kunne det. Det handlede vel om at være taknemlig, hun var jo fattig, boede på gaden, hendes liv havde ikke mange opture og dette var bestemt noget af det bedste der var hændt hende i lang tid.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario nikkede og smilede. "Jeg skal nok lade være med at smide dig ud hvis du ikke begynder at stjæle." sagde han og gav hende blokken tilbage. "Vent her, jeg henter noget mad til dig." sagde han med et smil og forsvandt ud af en anden dør ind i selve huset. Lidt efter kom han ud igen, med en bakke med brød, ost, og et krus øl. "Her, jeg er ked af at jeg ikke har noget varmt, men det er lidt tidligt til at begynde at lave mad." sagde han smilende "Jeg vil gerne have hjulpet dig med skoende, men jeg har ikke lige nogle du kan passe." Han trak undskyldene på skuldrende, og gik tilbage til essen og trak en klinge der ikke var helt færdig op. Men i stedet for at begynde at hamre på den lagde han den bare på en jernplade, for bare at køle ned. "Jeg hedder Mario forresten" sagde han og tog en anden klinge op som skulle forarbejdes lidt mere.

[lia]

Et sted var hun lidt overrasket over at finde så sød en person, men også lidt mistroisk, for sidst hun var blevet tilbudt mad, var hun blevet kidnappet. Selvom det i sig selv havde været noget af en underlig oplevelse, hun var jo kommet levende derfra, så hun var ikke så traumatiseret af det. Da han kom tilbage, tog hun imod og smilte taknemlig, dog var hendes manere ikke de bedste da maden hurtig var væk, hun drak også øllen, selvom det havde en sjov smag og hun lavede et spøjst ansigtsudtryk. Da han præsenterede sig, skrev hun sit navn til ham og ventede på hun kunne give ham blokken, men blev helt optaget af det han lavede. Så hun så bare nysgerrigt til, fansineret af hans arbejde og endte med at bare stå og beundre arbejdet, mens hun fik varmen helt i kroppen. Dog var hendes hudfarve stadig meget lys, næsten hvid, mange forvekslede hende med en vampyr når de mødte hende om natten. Lia krammede næsten blokken som hun stod og studerede enhver bevægelse han lavede, gad vide hvordan det var at have et job, et normalt liv. Det var kun ting hun kunne drømme sig til.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario så ikke op fra arbejdet et stykke tid ikke før klingen havde sin endelige form. Så trak han den ud af essen og smed den ned i en stor balje vand. Det begyndte øjeblikkeligt at syde fra baljen mens han bevægede klingen i den, men til sidst var den så kold at han kunne tage fat i den med de bare fingre uden at komme til skade. Så lagde han klingen ind i Essen igen og så på hende. "Har du skrevet noget jeg skal se eller....?" spurgte han mens han to bakken og kruset og satte det hen på et bord. Mario tog en klud frem fra bæltet og tørrede sin pande. "Så hvad laver du egentlig, når du ikke går rundt og hundefryser om vinteren." spurgte han nysgerrigt. Han havde regnet ud at hun nok ikke havde et arbejde, men et eller andet måtte hun vel fordrive tiden med.

[lia]

Det var en spændende proces,, hun så nysgerrigt til og fik lidt et chok da han talte til hende, for hun stod lige og beundrede hans værk. Dog gav hun ham blokken med sit navn på, hun smilte svagt og var klar til at tage imod den igen for at skrive videre. Lia manglede jo sådan set at se det gode i livet, hun forstod ikke hvorfor verdenen var så forfærdelig et sted for hende, når hun så familier, venner og elskende som virkede lykkelige. Da hun havde fået sin blok tilbage, skrev hun faktisk en kort forklaring på noget hvad hendes liv handlede om.

"Jeg oplever verdenen, ser hvor frygtelig et sted det faktisk er for mig, men hvor lykkeligt det lader til at være for alle andre. Jeg har en mistanke om at det er en fasade, intet kan være så godt, jeg vil mene jeg har levet længe nok til at skulle kunne have oplevet bare lidt godt hvis det faktisk fandtes.

Undskyld hvis jeg virker negativ, verdenen har ikke budt mig meget godt."

Hun rakte ham roligt blokken og viste ham lidt af de forskeliige ar hun havde rundt omkring, selv mærkerne fra vampyrer der havde forsøgt sig at smage hende. Lia dækkede sig lidt til igen og så mod ham med et blidt blik og et smil der var taknemligt, for hun satte virkelig pris på dette.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario læste hvad hun havde skrevet. "Det er jeg ked af at høre" sagde han bare. Der var ikke så meget andet at sige. En ældre kvinde kom ind for at hente en gryde som han havde repareret. Mario pegede bare i grydens retning og nævnte prisen mens han genlæste hvad hun havde skrevet før han rakte hende blokken igen. Kvinden gav ham pengene, og sendte Lia en mærkeligt blik før hun forsvandt. "Jeg er ked af at der ikke er så meget jeg kan gøre for dig" sagde han "jeg ville gerne hjælpe, men jeg kan ikke rigtigt se hvordan, ud over selvfølgelig." han stoppede sig selv og stod med de to sølvstykker han stod med i hånden.
Mario var ikke fattig, faktisk havde han ret mange penge. Han gik hen til en kiste der var låst, åbnede den og tog en pung frem. Der var godt og vel 30 sølvstykker i den. Ikke så meget at det ville koste ham noget, men nok til at en fattig person vil kunne klare sig, ihvertald igennem vinteren. "Her" sagde han og rakte hende pengene. "Nogen skal vel starte med at vise dig venlighed." sagde han med et smil.

[lia]

Det var spændende at se ham have en kunde der hentede sin gryde, dog da hun fik det mærklige blik, så hun lidt væk og blev vel såret igen, selvom hun burde være van til det. Hans ord var søde, men der var nu intet at skulle være ked af, han kendte hende jo ikke en gang. Dog blev hun overrasket over hans tøven i at skulle kunne hjælpe hende, hun plejede normalt at stjæle, så at skulle få penge gjorde hende helt paf. Lia tog imod dem og så op på ham med tåre i øjnene, hun forstod slet ikke at det her skete. Drømte hun? Nej det gjorde hun aldrig, så det måtte være virkelighed. Og sky som hun ellers var overfor berøring, endte hun med at kramme ham med sine arme om hans liv, inden hun slap ham og sendte ham en undskyldende med taknemligt blik. Lia så på pengene stadig rystet, for det her var da ikke til at tro. Hurtigt greb hun blokken.

"Kan jeg hjælpe med noget, arbejde, et eller andet, som tak?"

Hendes øjne var næsten bedende, for hun ville så gerne vise hvor taknemlig hun var.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario smilede over hendes reaktion. Det var altid rart, når ens hjælp blev værdsat. "Der er ikke rigtigt meget arbejde her i smedjen du kan hjælpe til med. Du er hverken stærk nok eller har erfaringen til det." sagde han "Men selvfølgelig hvis du er let på fingrende så kan du måske hjælpe mig med noget." Mario så over på en stor sten kiste der stod henne i hjørnet. "Men det er ikke det nemmeste arbejde at komme i gang med, men hvis du gør det ordenligt, kan du hurtigt få betalt det hele tilbage." sagde han og gik til kisten og trak et armbånd lavet af små guld ringe der var sat sammen i et relativt simpelt mønster. "Tror du at du vil være i stand til at arbejde med sådan noget her" spurgte han alvorligt.

[lia]

Som han virkede alvorlig, så hun på armbåndet, skulle hun prøve at se om hun kunne? Eller turde hun ikke, han var nok ikke typen man ville gøre vred. Dog var hun faktisk meget fingernem og lærenem, så hun nikkede roligt, men bestemt. Hvis hun kunne hjælpe med noget, ja så ville hun gøre det, og hvem vidste, måske var hun så god at hun muligvis kunne blive hans lærling eller få et arbejde med det. Dog ville hun slet ikke tænke i de baner, for drømme om et bedre liv var ikke hendes stil, ikke mere, hun var blevet skuffet og såret for mange gange. Tænk at hun faktisk havde fundet en der var sød ved hende, hun var heldigere end det fleste. Et roligt smil var på hendes læber, hun var klar til at opleve noget nyt og måske endda noget godt.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario smilede og viste hende over til et lille bord og hentede en skål med en masse ringe, og et par små tænger. "Her nu viser jeg dig teknikken, og så kan du bare begynde. Det er meget let når man lige har vænnet sig til det, og hvis du løber tør for ringe så bare ka..... undskyld så bare lige kom og prik mig på skulderen, så kommer jeg med nogle flere." Mario smilede venligt og tændte et par tællelys så hun bedre kunne se i det mørke rum. så begyndte han at sætte ringende sammen i det samme mønster han havde vist hende. "Så er det bare at gå i gang, bare lave kæderne cirka 30 centimeter lange." sagde han smilende og gik tilbage til essen for at arbejde videre.

[lia]

Som hun blev vist hen og vist hvordan, nikkede hun bare og tænkte lidt for sig selv, det var jo let nok og rimelig simpelt og hvis hun nu gjorde sit bedste, mon så ikke det var godt nok? De fine tynde fingre var van til at lave med små ting af gøre, hun bruge jo normalt giftpile til at forsvare sig med. Som hun satte sig og gjorde sig klar, så hun lidt efter ham, tænk at et godt væsen var at finde, hun forstod det ikke helt, men kunne mærke varme i hjertet som hun aldrig havde følt før, en oprigtig glæde skænket af en anden person. Roligt begyndte hun at tage ringene og sætte dem sammen, hun blev ved sådan, indtil de var omkring 30 cm lange og lagde dem ved siden af hinanden så hun kunne måle lidt derefter. Gad vide om hun kunne være kreativ på et tidspunkt, altså få lov. Lia konsentrerede sig, men var faktisk helt et naturtalent, da det var rimelig simpelt og endelig følte hun sig nyttig. Da skålen var tom, sad hun og slappede lidt af, da varmen fik hende til at smide sjalet og de nøgne skuldre fik luft igen. Varme behøvede hun ikke frygte for, hun smilte lidt for sig selv og lagde sjalen til siden så det ikke var i vejen. De posede ærmer der sad nede på hendes overarme, var faktisk ikke i vejen selvom man skulle tro det. Hun tog skålen i sine hænder og gik hen til ham, inden hun valgte at prikke ham på skulderen.

[Mario "Storhammer" Lucifer]

Mario smed stålet fra sig og tørrede sine hænder af i forklædet og så på hende. "Nå skal vi se på det" spurgte han med et smil og gik hen til bordet. "Det er sgu godt. Der er nogle små fejl hist og her, men det er ikke stort bedre end hvad jeg kan præstere." sagde han smilende, og sandfærdigt. "Du er jo et sandt natur talent." roste han hende mens han tog en af kæderne op i hænderne og nærstudderede den. "Det er rigtigt godt." han gik hen og tog en ny håndfuld ringe op. De andre ringe havde været i sølv, men de her spillede gyldent i lyset, "her prøv at arbejde lidt med det her. Det er messing. Det er ikke helt så dyrt som guld men ser lige så pænt ud, og ikke mange kan se forskellen." sagde han og fyldte hendes skål. "Men hvis du vil kan du sagtens blive her og lave et par kæder. De fleste af dem bliver godt nok først til sommer, men der er efterspørgslen også så stor, at det ikke gør noget at have et lager liggende." Han gik tilbage til essen for at fortsætte sit arbejde.