Brevet

[Mathayus Blackwood]

Det var ved at være lang tid siden Mathayus havde set sin elskede Okume men han havde det fået et brev som skulle være fra hende om han skulle møde hende her i bjergene men om det virkelig var fra hende viste han jo ikke med sikkerhed det var ret mange ting han ikke forstod lige nu men det helle ville jo nok snart give mening han kom roligt gående det var nu dejligt at forået var så tæt på at trænge igemmen Mathayus kunde mærke hvordan han fik flere og flere krafter for hverdag de kom tætter på sommeren han gik med brevet fra hende i sin baglomme og stoppede op i et øjeblik han tog det frem igen og læste den del hvor der stod hvor hun ville være når han kom han så sig lidt om og han var ikke sikker men han ville mene det var her det passede meget godt med det som hun havde bekrevet i brevet

[Deleted]

Et sted var bjergene ikke sikre, men her var da mere sikkert end at være i Nirelia for hende lige nu, at skulle være sammen med den mand ville hun absolut ikke! Okume havde skrevet et brev til Mathayus, men vidste ikke hvordan hun skulle forklare hvad hun ville, så hun var meget enig med sig selv om det var bedst de mødtes. I sit hjerte havde hun smerte som aldrig før, hvordan forklarede man sin elskede at man var blevet gift? Hendes krop var ikke beklædt af brudekjolen mere, men noget nyt tøj hun havde købt. Det var stadig meget koldt, men de var på vej til nye tider og det hjalp da lidt på hendes humør. Hun havde et par pelsstøvler på, et par varme bukser og en slidt skjorte, hun ville ikke vække for meget opsigt, samt en jakke som var lavet af pels, men ikke for stor og hun så ikke rig ud i den forstand. Det lange hår var sat op i en sjusket hestehale og hun var faktisk ikke helt til at kende. De smukke øjne var dog til at genkende, bortset fra de var fyldt med sorg, hun havde fundet en slidt hytte hun havde overlevet i, men det var da også kun med nød og næppe, hun havde været forfærdelig syg en periode og det kunne ses da hun var blevet frygtelig tynd at se på. Noget som slet ikke lignede hende, var at hun havde købt sig et sværd, stærkt og solidt, men let som en fjer. Et meget dyrt sværd, men hun havde stadig en god sjat penge med sig, da hun jo var nød til at starte et nyt liv og det blev ikke uden en god start! På trods af den elendige slutning hendes gamle liv havde. Da hun hørte nogen komme gående, tog hun en dyb indånding for at se om det var hendes elskede, til hendes store overraskelse var det ham! Men hun stod bare stille som hun så på ham med sine sørgmodige øjne.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus så lige mod hende med et roligt og uforstående blik han kunde se på hende at hun ikke havde det godt og han kunde mærke det gennem jorden at den var helt gal med hende han gik helt over til hende og knurede hende ind til sig "jeg har savnet dig skat men hvorfor så hemmeligt et brev om or du var og alle de ting i brevet der er så mange ting jeg ikke forstå ved brevet og jeg troede det ville hjælpe når jeg så dig men jeg er kun blvet mere forvirret du ligner slet ikke dig selv" sagde han med en urolig og bekømret stemme han blev ved med at holde hende ind til sig lige meget hvad der var galt så var det dejligt at havde hende tæt på sig igen

[Deleted]

Da hun endelig var i hans arme, brød hun sammen og begyndte at græde, hun omfavnede ham og knugede sig ind til ham, bange for at han ville forlade hende ved hendes triste nyheder. Et nyt liv begyndte for hende nu, hun havde intet at gøre i skoven mere, bjergene var hendes nye hjem, her ville ingen lede efter hende. Hun havde sagt farvel til alt hun kendte til og nægtede at tage tilbage. Et sted ville hun jo heller end gerne forklare hvad det var som skete, men lige nu ville hun bare græde ud i sin elskede favn, mens hun havde ham. Da hun snøftede lidt og tog sig sammen, trak hun sig lidt ud fra ham for at se ham i øjnene.
"Jeg skjuler mig kære, jeg, jeg er flygtet fra alt jeg kendte og har besluttet mig for at skabe et nyt liv, med dig, hvis du altså vil. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, de, de tvang mig skat, de fik en til at kaste en bevægelse over mig for at sige ja, men, men hjerte bristede i samme øjeblik, jeg ved slet ikke om jeg kan holde mig selv ud. Jeg troede aldrig mine forældre havde været i stand til at gøre noget så frygteligt! De giftede mig væk, tvang et ja ud af mig med magi og nu, nu er jeg gift med en vildt fremmed højrøvet nar som jeg flygtede fra i samme øjeblik da slap mig. Nåede ikke engang ud af min kjole eller noget, jeg løb bare, løb fra de mareridt!" Hendes stemme var ved at knække op til flere gange, hendes blik var fyldt med sorg, frygt og hun holdte fast i ham, hun var bange for at han forsvandt. Blikket vigede ikke fra hans, hun ville nyde synet af de betagende øjne som hun elskede at stirre ind i. Et suk forlod hendes læber, hun så ned af sig selv og hadet egentlig at hun ikke havde en kjole på, hun måtte finde sig i bondekjole som stadig var lidt fin i det, for hun kunne jo godt lide at være rig og have fint tøj på, men det liv måtte hun ligge bag sig.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus lyttede til hvad hun sagde og jo mere hun sagde om det jo mere kunde man se hvordan dæmonens tempermang var på vej frem i ham vis det stod til ham jævnede det elver byen med jorden når de kunde finde på at gøre sådan noget mod deres egen datter han strøg hende blidt ned af kinden "så længe det ikke var dit hjerte der sagde ja så er jeg ikke sur på dig overhoved kære og bare rolig jeg forlader dig ikke men jeg vil ikke tillade du bor her oppe du skal med hjem til mig også kan du bo der hvor du sov sidst og efter lidt tid kan du få helle kælderen til dine ting så man ikke kan se du bor der ind til alt ting er faldet på plads jeg vil ikke havde du roder rundt her oppe det er alt for farligt så længe berg folket er i området er det ikke sikkert og jeg vil ikke midste dig på samme måde som jeg midstede Gina på det holder jeg ikke til kære u bliver nød til at komme med mig hjem kære" hans stemme var varm og kærlig han kunde vel enlig godt vise hende hans kælder for hun viste jo godt hvad hans arbejde var og at han selv var en rellativ rig mand

[Deleted]

Måske skulle hun snige sig hjem og fylde en hestevogn med alt hendes tøj, så kunne hun slippe for at købe nyt, hun kunne måske endda skabe sit gamle værelse nede i den kælder, alt han sagde gav hende håb i øjnene som de lyste op, tænk at han var så dejlig, hvordan kunne det lade sig gøre? Okume smilte nu for første gang i lang tid hvor det faktisk var oprigtig lykke, hun krammede sig ind til ham og jublede indeni af glæde. Måske var det bedst hvis Mathayus hjalp hende?
"Jeg ved godt det er meget at kræve, men kunne vi tømme mit værelse helt for alt, så de kan se jeg mener jeg har forladt dem?" Spurgte hun med et lille spekuleret smil på læben, hun var jo van til at få det hun ville og hendes værelse ville hun altså have! Der manglede lidt pigehygge hos ham, så at flytte hendes værelse ned i hans kælder kunne være alle tiders, også selvom hun kom til at savne sin altan. Oppe i hendes lille hoved lagde hun planer.
"Og så kunne det være sjovt at pisse mine forældre af efter det de har gjort ved mig. Jeg nægter at tilgive dem for det de har gjort! Jeg troede virkelig de elskede mig, men når man tvinger ens egen datter til at gå imod hendes hjertes vilje ved at tvinge et ægteskab ned over hendes hoved!" Hendes sidste ord var sagt i vrede, for hvad bildte de sig egentlig ind? De havde ødelagt hendes liv!

[Mathayus Blackwood]

Mathayus strøg blidt sin hånd ned af hendes kind "vis det er det som skal til for du flytte hjem til mig så om du ville havde mig til at stjæle alle dine forældres penge ville jeg gøre det for dig kære men jeg har dog et krav og et par spørgsmål til dig så men lad os komme inden for kære" sagde han og løftede hende blidt op og bar hende inden for han stod med hende blidt i sine arme og så rundt "du kommer ikke til at sove her en et nat det lover jeg dig for kære" han så sig lidt om i det fald færdige hus det var ikke sikkert at være der inde "jeg vil havde lov il at slå din mand ihjel vis han ikke vil skilles fra dig det er det eneste krav jeg har kære ellers skal du nok få lov til at bestemme hvordan vi henter dine ting fra dit værelse men din såkalde mand skal ikke være din mand ret længe i nu ikke i det her liv" Mathayus ville ikke havde hun var en andens mand kone så enden skulle manden dø ellers skulle de skildes

[Deleted]

Tanken om at Mathayus skulle slå en ihjel gav hende kvalme, hun var dybt pasifist, men hvis det kom til at forsvare sig selv, havde hun godt indset hun måtte vende sig til at bruge et sværd, faktisk var hun rimelig god. Nok fordi hun havde gået til fægtning, dog imod hendes ønske, men hendes forældre havde faktisk trukket meget ned over hende hoved. Som hun blev løftet, smilte hun bare forelsket til sin dejlige elskede, endelig forenet igen.
"Bare mit værelse, det er fint, for det er mit. Jeg har taget de penge jeg mente hørte mig til." Kom det fra hende som hun sendte ham et uskyldigt smil, inde i hytten var alt halvrådent og hun havde haft sovet på gulvet, levet som hun aldrig havde troet hun ville komme til at leve. Men alt for at undgå at skulle elske med den klamme klaphat. Han havde horet som han ville og ingen så hans virkelig jeg, men hun havde da set ham til fester, men ville ikke kende ham og det ville hun stadig ikke. Døden var vel meget passende, for at blive skilt blev de ikke. Men sikke et drama der ville komme i elverbyen, hun bed sig i læben og sukkede.
"Vi bliver med sikkerhed ikke skilt, det kan jeg lige så godt sige nu. Han ser mig som et trofæ." Sukkede hun, for hun hadet virkelig tanken om at hun var blevet gift med den klamme stodder. Men der burde nok gå noget tid før de begyndte på noget, for de ledte efter Okume, dag og nat. Hendes blik gled hen på sin taske hvor hendes sværd lå ved siden af, smukt som hende selv. Han kunne nok godt mærke hun var blevet lettere, da hun havde tabt sig meget da hun ingen rigtig mad havde fået og så sygdommen.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus kyssede hende blidt inden han satte hende blidt ned på gulvet "jeg vil stadig havde han skal havde muligheden for at rede sit eget liv kære men han skal bare sige det bliver over hans liv en gang også bliver det over hans liv for jordne er kendt for at sluge personer engang imellem" sagde han med et lumsk smil på læben det var den nemmeste måde at få folk til at forsvinde sporlæst bare lad jorden trække dem 40-50 meter ned også var der ikke nogle som ville kunde finde dem lie meget hvor meget de prøvede "vi kan godt hente dine ting i aften kære jeg skal nok bare lige bruge et par venners hjælp for så tager vi de tundler som kære under jeres skov" sagde han med et roligt og varmt smil for var de først under jorden ville inden se dem og ingen ville høre dem før det ville være for sent og de var på vej væk igen

[Deleted]

Et lille suk kom fra hende som hun nød hans dejlige læber, det havde hun ventet på i evigheder. Som hun blev stilt ned, så hun bare mod ham med et lille nervøst smil, hvad hvis det hele gik galt? Tænk hvis han blev slået ihjel, elvere havde deres ting med naturen og han skulle ikke undervurdere dem. Hendes blik lå på ham, småbekymret.
"Er du sikker på det ikke er bedst at vente? Jeg vil ikke have der sker dig noget skat." Kom det uroligt fra hende, hun var udemærket godt klar over at hun var nød til at komme med, hun skulle jo vise hvor hendes værelse lå og hvilken genvej de kunne tage, for der var hemmelige veje igennem villaen som gjorde de ikke behøvede gå igennem huset hvor der var folk som kunne se dem. Men det krævede de var stille, meget stille.
"Jeg er glad for du ikke bare vil brutalt myrde nogen, jeg, jeg er rimelig meget imod sådan noget. Men skat, jeg vil med!" Kom det bestemt fra hende, han fik ikke lov til at smutte alene, så om hun skulle forblive vågen for at holde øje med ham eller sove i samme seng så hun opdagede hvis han gik.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus grinte lidt af hendes stædighed "self skal du med og tro mig kære der er ikke nolge i byen som vil ligge sig ud med os når vi henter dine ting jeg sagde jo jeg ville tage et par venner med mig ikke sandt og måske hmm.... nej han ville bare stoppe op og snakke med nogle den gamle tosse" sagde han for sig selv mens han smilte kærligt til hende "bare rolig du skal nok komme med og tro mig kære vi skal gøre det mens mange er ude og lede efter dig ikke først når de begynde at bevogte dine ting for de ved også at du kommer igen for at hente de det tror bare ikke på du vil gøre det så tidligt som vi kommer til at gøre det" hans stemme var varm og kærlig "ved du enlig hvor din så kalde mand bor eller er henne" sagde han mens han stod og nussede hende blidt og roligt på ryggen

[Deleted]

Det gav jo faktisk meget god mening, hun smilte sødt og kyssede ham blidt igen, hun gik hen efter sine ting og trak tasken over hovedet, samt sværdet som sad i sin skede og var i en rem som over blev trukket over hovedet. Så stod hun ellers klar til at komme af sted, hun så på ham med en energi hun ikke havde haft siden sidst de var sammen. Et sted havde hun virkelig lyst til at gå i seng med ham, bare for at gå imod alt som hun nu var så fint på vej til. Men hendes kyskhed var jo det eneste hun havde. Okume gik mod døren og trådte ud for at dufte til bjerget friske luft, her var nu egentlig meget dejligt, men også farligt. Desuden var hans hjem jo også i en skov, bare her i grænselandet og det passede hende fint.
"Hvad siger du til at jeg får noget ordenligt søvn i din seng først?" Spurgte hun så med et frækt smil, dog kun for at drille ham lidt, for hun havde ikke tænkt sig at sove i hans seng, men i gæsteværelset som sidst.

[Mathayus Blackwood]

Mathayus gik roligt efter hende og af gav hendes røv et kærligt klap "jo det må du da gerne så kan jeg også få sendt bud efter nogle til at hjælpe os med at hente dine ting" hans stemme var kærligt og varm han tog hende blidt i hånden "er du klar kære" han ventede på hun sagde hun var klar og han regnede med hun var mere eller mindre klar da han ikke mente hun burde havde ret mange ting her han glærede sig til at komme hjem til sig selv igen sammen med hende vel hvidende om hun blev hos ham og der nok ikke ville gå særlig lang tid før han kunde kalde hende for hans kone og ikke kun hans elskede kvinde men han glærede sig nu også til at de skulle havde noget spæning med at hente hendes ting det skulle nok blive sjovt og skulle de komme i problemmer skulle han nok passe på hende og søger for de kom sikkert hjem igen

[Deleted]

Et sted var hendes krop jo så udmattet at hun knapt kunne gå, men han bragte bare energi og liv frem i hende og hun glædet sig til at stjæle sit værelse med sig. Det var jo hendes ting, og hendes dagbog lå der, der stod vejen til Mathayus og det ville hun ikke have nogen vidste, for hvis de nu sendte styrker ud efter ham. Nok var han stærk, men hvis han blev grebet alene. Det ville hun ikke tillade. Tænk hvis der skete ham noget. Okume sukkede blidt, hun tog hans hånd og smilte sødt til ham.
Lad os tage hjem min elskede." Sagde hun så blidt, som hun begyndte af gå ned af bjergskråningen. Nu var hun på vej til sit nye hjem, sit nye liv og hun glædet sig mere end noget andet. Den tid der ventede hende, var en lykkelig tid, dagene med ham ville blive noget af det bedste hun kunne drømme om.

[Mathayus Blackwood]

da hun kalde ham for hendes elskede smilte han ekstra stort til hende da hun var gået ud lukkede han døren efter dem og så på hende med et drømmende blik "inden for en måned så skal det helle nok være faldet på plads og vi to kan få startet på et nyt og dejligt liv med hinanden" Mathayus stemme var kærlig og varm de begynde stille og roligt at gå mod hans hus han holde godt og trygt fast i hendes hånd han nød førelsen af at holde hende i hånden igen han havde gået og savnet en helt del siden sidst de havde været sammen