A night I wanna forget

["Vlad" Sanguinis Potor]

Han tøvet ikke mere end nogen få sekunder efter at have hørt hendes ord før han så på hende med viljefaste øjne "hvis de tillader det vil jeg opspore din datter imorgen nat... om du vil have hende tilbage eller ej er op til dig, men ellers tager min familie hende sikkert gerne" han tav kort "for ingen ulv skal stjæle et barn af natten" hans tone var bestemt, og blikket i hans øjne afslørede foragten han følte over for den ulv han ikke kendte, på trods af at han heller ikke kendte datteren, "jeg er hurtig, og min familie er stor, jeg kan finde hende på en nat hvis hun er i darklia" han var tydeligt overbevidst om at han kunne gøre det, selv uden hjælp fra hans familie for nu når han vidste hvad han søgte så vidste han også hvor han skulle starte sin søgen og med den hastighed han havde ville det ikke blive alt for svært for ham at finde en ulv med en datter der ikke var hans. "om ikke andet fik du mere tid med ham, og en chance for at hævne dig på ulven, så lidt har det vel været værd" sagde han med en svag latter i stemmen som tegn på at han prøvede at opmundre hende en smugle, selv om han ikke forstod hvorfor han gjorde det. han lyttede igen, afslappede "men hvis du kunne slippe af med det meste af smerten så ville det vel være det hele værd igen, selv hvis det tager lang tid" han havde en lettere spørgende tone i stemmen selv om det var mere en konklution end et spørgsmål. han trådte igen hen til hende og lagde den ene arm om hende mens han så på hende med det charmerende, næsten lokkende blik "og hvorfor så ikke det ?" han havde en lokkende stemme men dog meget svagt, han ville ikke virke tilnærmede, eller retter ikke mere end nødvendigt.

[Neimi Silvertung]

Hun så godt hans blik men hun sagde just ikke noget til det, for hun kunne jo egentlig godt bruge ham til noget så, hvis han kunne hjælpe hende med at få datteren tilbage. ”Jeg vil godt have hende tilbage, om end bare for at få han til at lide.. fordi han leger far for hende selvom han er hendes fars morder”

[/color] sagde hun en smule køligt men det viste bare at hun ville tage datteren tilbage for at sårer Leo noget mere, men også lidt fordi datteren var jo det eneste hun havde tilbage af Gambit, selvom hun ikke havde set hende i et par år efterhånden, i hvert fald ikke siden hun havde valgt at bo med Gambit ved grænsen. ”Mit problem er jeg ved ikke hvor hun er.. Ulven slettede mine minder omkring hende, så jeg ved ikke hvor hun er blevet gemt henne men tror ikke at hun er i nærheden af ham fordi han fortalte mig hvor jeg kunne finde ham, så han er ikke dum nok til at have hende i nærheden, så hun er nok med hans søster og Markus og Markus skal du passe på, han er ilddæmon mens Leos søster er magiker.. Jeg ved bare hun er derude fordi ulven tror jeg er for dum til ikke at lærer af hans forrædderi”[/color] sagde hun stadig med den kølige tonefald men hun lagde ligesom også op til at det ikke var første gang at den mand havde slettet hendes hukommelse og første gang havde han jo slettet den omkring Gambit, så hun havde lært af den gang for der havde hun jo levet i uvidenhed i flere måneder. Men hun kunne jo lige så godt give Vlad så meget viden hun selv besad så han vidste han skulle være lidt på vagt fordi en magiker og en ilddæmon kunne jo være en farlig kombination når det kom til stykket. ”Jeg fik under 2 år med ham fordi ulven kom i vejen igen..Så ville næsten hellere have nydt en kort tid med ham og så dø, end at have lidt længere tid og så lide i en evighed fordi jeg aldrig ser ham igen”[/color] sagde hun med den kølige stemme for det her emne gjorde hende vred inden i fordi hun jo konstant blev mindet om at hun aldrig fik Gambit at se igen fordi han var blevet myrdet.
Da han igen snakkede om at slippe smerten så hun ned og sukkede. ”Mit liv bliver aldrig det samme igen.. en gang elskede jeg at rejse rundt fordi der var meget at se og lærer.. men nu rejser jeg egentlig ikke men vandre bare hvileløst rundt fordi jeg ikke kan finde ro og jeg har ikke lyst til noget som helst”[/color] sagde hun lettere stille men det gav ligesom indtryk af at hun havde mistet en stor del af sig selv da Gambit døde, eller bare den gang da hun valgte at slå sig ned med ham for at lege husmor, noget hun ville have grinet af før hun havde mødt Gambit fordi det bare ikke havde været hende, den tanke ville virke latterlig, hende som husmor? Den vilde pige der ikke kunne binde sig til nogle ville slå sig ned?

Da han igen trådte tættere på hende lod hun blikket glide op på ham som han lagde armen om hende. ”Fordi du allerede gør rigeligt. Det ville ikke være fair”[/color] sagde hun bare roligt med et lille smil men det mente hun jo også, det ville ikke være helt fair selvom det nok ville være godt for hende at have nogle at føle sig tryg og nogenlunde glad ved.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

han bøjede hovede kort ved hendes ord, som tegn på at han glædligt gjorde det "så mød mig her i morgen, og jeg vil bringe dig din datter, og efterlade ulven i den tro at hendes skæbne vil være værre end døden" han smilede skøvt og hans øjne blev mørke mens han sagde det som et tydeligt tegn på hvilke planer han havde om tanker han kunne proppe i hoved på ulven hvis han fandt ham. Han lyttede til hendes forklaring men rynkede lidt på næsen da hun sagde ildæmon, han kendte godt til racens evner fra hans yngre dage, og det var bestemt ikke på den gode måde "ulve holder sig altid tæt nok på deres unger til at kunne høre dem skrige på hjælp" han var selvsikker, det var tydeligt han havde jagtede sin del af ulve "så det skal nok blive næmt nok" sagde han selvsikkert inden han bøjede sig ned og tog en en pind inden han begyndte at tegne et kort over darklia i den kolde jord. uden at se op lyttede han til hendes ord "bare rolig, du ser ham i dit næste liv" han så op "min oldemor siger at alle væsner har et liv på den anden side, men vampyre kun kan komme der hvis de har elsket, og hvis han elskede dig og du ham, så skal i nok mødes igen" han smilede, det var tydeligt at han stolede fuldt og fast på det han havde fået fortalt som lille og at han var sikker på at hun nok skulle se sin gambit igen en dag hvis det var det hun ønskede. han rejste sig igen ved hendes næste ord "så må du finde noget dig kan more din sjæl længe nok til at du ikke har ondt i mens" han havde den samme charmerende stemme som før, før han lagde armen om hende. han smilede kort som havde hendes ord morede ham "normalt gør jeg intet for fremmede uden betaling, men en med et hjerte som dit, der har elsket en som mig, og er blevet forrådt af en ulv kan ikke bede om for meget" han hviskede, men lod den svage vind bære hans ord med ud i mørket som kom de alle steder fra "så du siger bare til, uanset hvad" hans ord var bestemte, men ikke som en komando, mere som et tegn på at han mente hvad han sagde. han nappede langsomt og drillende efter hende inden han igen slap hende og bukkede sig ned til sin tegning hvor han begyndte at leve små streger og på den måde fjerne dele af landet "de steder reagere store vampyr familier, så der er han ikke" hviskede han til sig selv og stregede mere ud "for tæt... for mange... hmm måske" han endte på kort tid med et kort hvor kun få områder stadig var der, det ene værende skovområdet hvor leo havde sin hule og stedet hvor hans familie boede samt 2 andre steder "det bliver let, så længe jeg ikke skal lege med dæmon" sagde han inden han rejste sig igen og stod tæt på hende "denne dæmon" han tav kort og tankefuldt "du skulle vel ikke vide noget jeg kan bruge imod ham ? ud over vand altså.. i tilfælde af at han blander sig for meget" hans stemme var rolig og undersøgende men det var tydeligt at han forventede hun kendte dæmon godt eftersom hun kaldte ham ved navn. han stod tæt på hende og så hende i øjne, men denne gang rørte han hende ikke, normalt gjorde han som det passede ham men han kunne tydeligt se at hendes tanker lå på hendes gamle kærlighed så meget at hans charme kun ville have begrænset effekt, og slet ingen hvis han forsøgte hele tiden.

[Neimi Silvertung]

”Du skal ikke lade ham tro for meget.. jeg skal bruge ham i live hvis jeg vil have en ordentlig hævn.. og min datter må heller ikke komme til skade”

[/color] sagde hun roligt men en smule bestemt for Leo skulle være nogenlunde uskadt når hendes datter var blevet hentet, men hun ville heller ikke have datteren kom noget til, selvom hun nok blev nødt til at efterlade Leonora sammen med Vlad men han virkede jo som en der gerne ville hjælpe hende, så det bekymrede hende ikke så meget. ”Jeg tror stadig ikke at Leo er tæt på min datter.. Fordi jeg ved hvor jeg kan finde ham, den ting fortalte han mig dog så jeg kunne komme og tage min hævn når jeg ville, jeg skal bare lige finde den helt rigtige måde”[/color] sagde hun blot for det var jo rigtig nok, for hun vidste hvor Leo befandt sig, nemlig i hans gamle hule hvor de først havde mødtes og hvis ikke i hulen så i nærheden af den så hun altid ville kunne finde frem til hvor han var. ”Tror dog hans søster er i nærheden og hende må du egentlig godt dræbe.. de må bare ikke finde ud af at jeg har nogen forbindelse til det.. Hvis du endelig skal sige noget så kald dig for noget familie af Gambits og du har hørt at han havde et barn..”[/color] forsatte hun for hun ville ikke have hun kunne blive forbundet med noget af det, for hun skulle nok selv nedbryde ham helt inden hun skulle dræbe ham. Hun stod roligt og betragtede hans tegning hvor Darklia, selvom hun ikke var klar over at det var det land i starten, for hun havde just aldrig set et kort over landet før fordi hun jo altid bare havde fulgt hendes fødder når det kom til stykket. ”Det ville jeg gerne tro”[/color] sagde hun stille nærmest en hvisken omkring det at hun ville mødes med Gambit i hendes næste liv, men der var noget i hende som sagde at dette ikke ville ske fordi hun havde en evighed her på jorden. Så et lille suk forlod hendes læber for det virkede jo lidt for godt til at være sandt men det ville stadig føles som en evighed de ville være adskilt, for det følte sig allerede nu. ”Jeg ved ikke længere om jeg har en sjæl.”[/color] forsatte hun i den stille tone for hun var meget usikker på den del for hun havde vidst ikke sat sig helt ind hvad virkningerne var ved at få malet sit billede, og nu følte hun sig jo bare som en tom skal der vandrede rundt, så hun turde hverken håbe eller ønske når det kom til stykket.
Hun så op på ham igen da han lagde armen om hende igen, og et stille smil gled over hendes læber. ”Du er egentlig sød som du sådan tager dig af mig”[/color] dette var noget hun ikke kunne lade være med at sige for han var da meget sød at tage sig sådan af hende og hun var ikke en gang vampyr! Men igen hun havde elsket en vampyr selvom hun ikke havde troet det skulle være nok, for det var jo ikke så tit at vampyrerne så det som en god ting at vampyrer var sammen med andre racer end deres egne. Hun så igen efter ham da han slap hende for at tegne videre på hans tegning over noget hun ikke var sikker på endnu men hun gættede det var Darklia og han sad og tænkte over hvor Leo kunne være.
”Han er ulv.. prøv med skoven”[/color] sagde hun lidt for sig selv fordi hun egentlig ikke ville forstyrrer ham for meget men egentlig ville det vel være mest logisk at ulve befandt sig i skove? Eller måske nær bjergene, men nu var hun jo lidt sikker på skoven medmindre han jo selvfølgelig havde flyttet hans søster, Markus og Leonora til Nirelia, for så måtte hun lede videre efter hende fordi hun skulle finde hende. Da han igen stod tæt på hende og spurgte omkring Markus så hun roligt på ham selvom hun lidt tænke sig om. ”Tja han stak af fra sin familie for at kunne være sammen med mænd.. Men han vil nok koncentere sig om at beskytte kvinderne.. Men jeg ved det ikke.. Bare lad være med at tirre ham for meget for så kommer ild ud af kontrol og så er han først farlig.. Så det er bedst at ramme ham hurtigt, et gok i nødden skulle være nok ellers sørg for der ikke er noget ild eller gnister i nærheden så måske er det bedst at slå magikeren ud”[/color] forsøgte hun at forklare sig med for hun kunne jo ikke fortælle meget om racen, hun kendte ham jo mest som person og ikke ligefrem som race generelt udover man skulle passe på med at gøre ham vred.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

han smilede roligt "bare rolig, jeg sørger for at han ikke tør følge mig, og så længe du siger det vil ingen røre din datter uden at betale med deres liv" sagde han med et svagt smil om læberne som et tydeligt tegn på at han var sikker på at han kunne gøre det. han lo svagt ved lyden af hendes ord "en ulv der gerne vil have din hævn" det var tydeligt det morrede ham mere end det burde "men lad mig forsøge der først, hvis jeg er heldig er han dum nok til at være alene med hende" sagde han roligt men tankefuldt. han nikkede stille "dræb søsteren og lad som om jeg ikke ved hvem du er, chek" sagde han og smilede selvsikkert som et tydeligt tegn til at han nok skulle sørger for at Leo ikke fandt ud af at hun havde noget med det at gøre, ved mindre han self regnede det ud af sig selv. han lagde igen roligt armene om livet på hende og smilede ved lyden af hendes ord "se mig i øjne" han så hende dybt i øjne og lod sine øjne bleve mørke, reflekterende næsten "hvis du kan se dig selv i en andens øjne har du en sjæl, jeg kan se mig i dine og hvis en som mig kan så kan du også" sagde han med en rolig næsten hypnotisk stemme og rykkede meget svagt hoved fra siden til siden uden at blinke for at lade hende se at selv i mørket ville set sparsomme lys lave nok reflektion i hans øjne til at hun ville kunne ane sig selv. han kunne ikke undgå at trække sit smil i den ene mundvig, et ung smil som man ville forvente af en der var på gransen til at rødme "en skønhed som dig fortjener hvert et gram af den smugle venlighed jeg besider" sagde han med sin charmerende stemme og et blik der viste han mente det men samtidig at han bevisdst havde valgt at formulere det på den måde i håb om at hun ville finde det bare en smugle så charmerende som det var tænkt. "det havde jeg tænkt mig, det ville ikke undre mig hvis han er en af de ulve jeg har hørt i min skov" sagde han stille,han vidste godt skoven ikke var hans, hvis den tilhørte nogen måtte det være dronningen men han havde altid boet der og ville nok gøre det rasten af sit liv så for ham var det lige så meget hans skov som en hvilken som helst anden der boede der. han lyttede til hendes ord og det var tydeligt at se i hans øjne at de mange muligheder for at undgå ham fløj i gennem hans hoved "jeg skal nok klare det, så længe han ikke er slt for opmærksom og ser mig komme" han lo svagt, tydeligt for at skuppe tanken om den fare en ilddæmon endelig var over for ham ud af sit hoved. han så hende roligt i øjne men var stadig opmærksom på omgivelserne "lad os mødes her når jeg har hende, jeg forventer at have hende imorgen men tiden er op til dig, og jeg lover at ingen kommer til at skade hende" han smilede skævt og slap hende og trådte lidt tilbage for at give hende plads mens han tydeligt ventede på om hun ville sende ham afsted eller om hun ville tilbringe noget mere af natten på at snakke med ham.

[Neimi Silvertung]

"Det var godt, for hun er det eneste jeg har tilbage.. Jeg kan ikke få mig selv til at tage til Gambits og mit hjem, det er fyldt med minder"

[/color] sagde hun roligt for hun kunne jo ikke tage hjem selvom hun skulle gøre det på et tidspunkt for at tage nogle ejendele men så ville hun også rejse igen fordi der ikke var noget i det hjem for hende, ihvertfald ikke længere nu hvor hun skulle finde et nyt sted med datteren, hvis pigen ikke blev brugt som en del af hendes hævn. "Gør som du vil, men han er min.. jeg vil have ham til at lide og jeg vil have han lider selv længe efter hans død"[/color] sagde hun roligt men med et skævt lusket smil for hun ville sørge for han blev til spøgelse og dermed ikke kunne finde fred, så dårlig samvittighed ville hun have at han skulle have.
Hun så roligt på ham efter han havde lagt armene om hendes liv endnu en gang, men hun undrede sig dog over hvad der skulle se men gjorde som der blev sagt med at lade hendes brune øjne se ind i hans som kun blev mørkere og da han begyndte at bevæge hovedet begyndte hun at kunne se sig selv hvilket kun fik hende til at se væk igen. "Det er ikke retfærdigt, du snyder fordi dine øjne forvandler sig"[/color] sagde hun stille som hun så væk som om der var noget der sagde i hende at hun ikke ville have en sjæl og så det at se ind ih ans øjne mindede hende ret meget om Gambit og det var ikke særlig godt, for hun savnede ham bare mere. "Hvorfor er jeres race så forbandet charmende og så gode med ord? Det er utroligt irriterende fordi i kan snurre en om jeres fingre"[/color] sagde hun med et lidt drillende smil som hun igen lod blikket glide op i hans øjne for vampyrer var utroligt charmende og det var nok derfor hun var ret glad for den race, selv Valentin den mest kolde vampyr hun nogensinde havde mødt havde en hvis charme og tiltrækkelse over sig, dog var han ikke ligefrem god med ord som både Gambit og nu også Vlad var det.
"Er han måske, jeg ved ikke hvad han laver når jeg ikke er i nærheden. Og er jo egentlig ligeglad"[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for det kunne rage hende noget så grusomt hvad Leo gik og lavede, hun skulle bare have sin hævn så var hun ellers ligeglad med ham, til trods for hun egentlig en gang elskede ham. Hun kommenterede dog ikke det med Markus for hun regnede da med at Vlad nok skulle klare det når det kom til stykket, ellers døde han jo i forsøget og så var der ingen skade sket.
"Det var godt, men hvad skal jeg få resten af natten og dagen til at gå med? Kan du ikke vente med at hente hende til i morgen nat? Bare så kan jeg finde ud af hvor jeg skal tilbringe dagen, for det dur ikke at sove.. Når jeg sover alene får jeg mareridt så kan lige så godt forsøge at holde mig vågen"[/color] sagde hun ærligt for hun ville ikke en gang prøve at sove fordi hun bare fik mareridt så var det meget bedre at være vågen indtil hun faldt om af træthed for så kunne hun måske få en time eller 2 med en drømmeløs søvn, selvom det aldrig var til at sige.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

han overvejede kort den tanken der røg i gennem hans hoved ved lyden af hendes ord "hvis der er nogen du skal have der fra kan jeg sagtens hente det for dig" han smilede roligt, næsten menneskeligt for et kort øjeblik "jeg forstår godt du ikke vil have lyst til at tage der hen så længe minderne er så stærke" hans stemme var rolig og forstående, som havde han selv mærket det hun følte selv om han aldrig i samme omfang havde oplevede det hun havde. "bare rolig, det værste jeg gør er at slå ham bevistløs, jeg skal nok lade være med at dræbe ham" sagde han med en bestemt stemme dog kun for at vise hende at han lovede det uden endelig at sige ordene. han lo svagt ved lyden af hendes ord men så ikke væk fra hende, han latter var let, så let at vinden bar den og lod det føre ud i mørket omkring dem "det var bare så du bedre kunne se det, det er skam ikke at snyde" sagde han blinkede med øjne nogen gange dog så hans øjne skiftede farve hver gang han åbnede øjne blot for at vise hende at han havde fuld kontrold over det i nærheden af hende, hvilket ikke var let. han lod sine øjne forblive lyse efter det sidste skift og lyttede til hendes ord der fik et undertrygt grin frem fra ham igen "træning min kære" sagde han i en drillende tone for at lade hende vide at han kun tiltalte hende sådan for at lave sjov "forældre der er gode til det og hundrede af års træning" sagde han roligt men tydeligt ærligt "self hjælper det på charmen hvis man ser lige så godt ud som mig" sagde han med en svag drillende latter som undertone for at vise hende at han bestemt mente han tilhørte den heldige del af vampyrene når det kom til udseende. han valgte ikke at kommentere hendes efterfølgende ord, han nikkede blot en enkelt gang, forstående inden han så rundt i mørket, spejede efter noget han følte var der men ikke kunne høre og hans øjne afslørede tydeligt at han var på sporet af det han søgte da den mærke farve sneg sig ind i hans øjne som blod i vandet "et øjeblik" sagde han efter hun havde talt før han forsvandt i et enkelt skridt som havde han aldrig været der, dog øjeblikket efter kunne der høres et højt bump som var nogen faldet ned fra et træ lige i nærheden "træning min kære Nora" sagde han højt med latter i stemmen velvidende at Neimi ville høre det "den her er min, så hold dig væk" sagde han inden han puffede til sin søster og kom tilbage til Neimi, han havde en lille rift på kinden der helede hurtigt men dog så man stadig kunne se det "tilgiv mig, det var min tvillingesøster, langsom og dum som en dør" sagde han med latter i stemmen for at gøre det tydeligt at det ikke var sandt men bare noget han sagde "hun har en tendens til at ville spise alle jeg kommer i nærheden af" sagde han med latter i stemmen med stod dog roligt for at vise hende at han ikke ville tillade at hans søster rørte hende, for hvis nogen i hans familie skulle jage hende så skulle det være ham og han havde ingen planer om at gøre det, eller i hvertfald ikke for hendes blod. han smilede og gik hen til hende med et svagt lokkende blik "det går da ikke" han stoppede op og stod i stedet sekundet efter bag hende og lagde armene om livet på hende "du kan altid sove ved siden af mig" hviskede han i hendes øre, lokkende men blot for at se hvor langt han kunne tillade sig at gå uden hun bad ham stoppe "om ikke andet skal jeg nok side ved siden af og passe på dig hvis du får brug for søvn" sagde han og smilede skævt inden han løsnede sit greb en smugle om hende så hun ville kunne mærke at han ikke ønskede hende at tvinge hende til at blive i hans favn men hun kunne komme fri eller vende sig så snart hun ville.

[Neimi Silvertung]

Et skævt smil listede sig over hendes læber "Nej jeg skal nok selv tage derhen, skal bare have fat i en bog.. Mit tøj og andre egendele kan jeg lade ligge for har ikke brug for det, det høre til fortiden"

[/color] sagde hun roligt for hun skulle nok tage derhen, men hun skulle nok bare lige tage sig sammen til at gøre det, selvom det virkede så svært fordi hun sikkert bare begynde at græde igen, og det var hun altså færdig med at gøre. "Godt nok"[/color] sagde hun roligt til det med at han højest ville slå ham bevidstløs for så kunne hun stadig få hendes hævn fordi den skulle ingen altså tage fra hende, når det kom til stykket.
"Jeg synes stadig det er snyd"[/color] sagde hun med et lidt drillende smil for hun mente han snød en del med at forandre øjnene så hun bedre kunne se, for det var jo ikke fair hvis hun skulle se om hun virkelig havde en sjæl så skulle hun jo bruge normale øjne og ikke snyde øjne. Hun satte hænderne i siden med et stort drillende smil "Og mig som troede det var en selvfølge ligesom min charme"[/color] sagde hun drillende for han mente at det var træning, hvis hendes charme kom mere naturligt for folk havde det da med at falde for hende fordi hun var charmende men igen det endte jo i problemer, så det var nok der hun manglede mere træning. En latter kom fra hende da han selv mente at han så godt ud, så hun måtte holde sig for munden ganske kort for at få hendes latter under kontrol.
Da han forsvandt i et stykke tid stod hun bare roligt og så efter ham, men ventede bare på at han ville komme tilbage til hende. "Så kommer hun da ikke til at lide sultne nød ved mig"[/color] sagde hun roligt med et skævt smil da han igen kom tilbage med hans søster, selvom hun ikke tog meget notis af hende, fordi de brune øjne hvilede på Vlad og det virkede nærmest som om noget glæde var ved at vende tilbage i de ellers tomme øjne, men det var nok fordi Vlad var så rar at snakke med og ville gøre så meget for hende, blot fordi hun havde været sammen med en anden vampyr.
Da han dukkede op bag hende kunne hun ikke lade være med at smile lettere frækt som hun med vilje pressede røven imod ham bare for at drille, for hun ville på en måde godt se hvor langt hun selv kunne gå overfor ham. "Du er da ikke så lidt fræk, jeg mistede min mand for ikke så lang tid siden og du står og siger du vil med mig i seng.. Finder du ikke selv det lidt upassende?"[/color] spurgte hun roligt for at drille ham en smule, selvom hun nok ikke ville sige nej hvis han ville sidde og våge over hende for bare en person var i rummet så plejede det jo at hjælpe på hendes mareridt. Hun valgte dog at træde et skridt frem da han løsnede hans greb om hende, men hun vendte sig dog ikke rundt, lidt for at vise hun ikke var bange for at vende ham ryggen.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

"som du ønsker" sagde han roligt til hendes ord, tydeligt forstående, han forstod den smerte hun måtte føle hvis hun skulle se på de ting hun havde fyldt sit liv med da hun havde Gambit, endnu en grund til at han aldrig lod sig knytte til ting en partner havde haft rørt ved, eller retter som han ville forbinde med den person. han lo svagt da un sagde det var snyd "jeg lover dig du også kan se det i mine normale øjne, men lydet her er bare så svagt at det ikke ville være fair for din skønhed" sagde han og blinkede med det ene øje tydeligt for at charmere sig en smugle mere ind på hende. "det ville skam også være en mulighed, men lige når det kommer til vampyre tror jeg det andet er mere rigtigt" han tav kort "selv om det kunne være rart med nogen vampyre der var som dig" sagde han og blinkede igen blot for at drille hende lidt denne gang, han var trods alt ret ung i sind så at drille lidt var en del af ham, men det ville heller ikke komme bag på nogen der kendte nok til vampyre til at vide at han af sin alder var meget ung af udseende. han lo ved lyden af hendes ord, en rolig latter der lod hende vide han sagtens kunne se det for sig "hvis nogen i min familie skal røre dig bliver det mig, jeg så dig trods alt først" hans stemme havde en svag lokkende undertone tydeligt for at lade hende vide at det stadig var noget han mente selv om han ikke havde planer om at sætte tænderne i hende lige forløbig. han lod ikke til at ligge mærke til hende pressen imod ham sa han holde om ham, men det gjorde han dog alivel, faktisk havde han ikke forventede hun ville gøre det og derfor gav det ham om muligt mere lyst til at teste hvor langt han kunne trække den med hende uden at ødeligge hans chance for stadig at hjælpe hende. han lyttede til hendes ord og trådte med det samme det sidste stykke hen til hende og algde igen arme fast om hende dog mere som en beskytter og for at vise hende at han havde mere styrke end han så ud til, end for at fastholde hende, han kyssede blidt hendes hals med sine kolde læber og selv om det var fristende at bide hende gjorde han ingen mine til det, "vi har en evighed til at sørge over dem vi har mistede, men kun kort tid til at beslutte os for om den næste er den rette at overlade sit hjerte til" hviskede han i øret på hende med en lokkende men stadig charmerende stemme som han lod bærre med vinden i håb om at hans små tricks ville virke på han kunne lokke sig ind på hende. hans greb forblev tæt men dog stadig så let at hendes mindste tegn på at ville fri ville være nok til at han slap hende, for han havde intet ønske om at holde hende fanget mod hendes vilje.

[Neimi Silvertung]

Havde dette været bare for 10 år siden ville Neimi ikke have følt noget som helst, udover begær og ren og skær drillerier, men hun følte stadig sorg over Gambit selvom hun ikke gav så meget udtryk for det lige nu, men det ville nok komme hvis hun skulle sove alene for så kom tårerne gerne. "Og du kunne ikke vente til vi havde mere lys? i stedet for at snyde mig"

[/color] sagde hun lettere drillende for de kunne jo vente til de var et sted hvor der var noget ild til at lyse op, eller hvad folk nu brugte for nogle af de rigere brugte magiske krystaller, dog havde hun aldrig rigtigt set sådan nogen. "Tro mig de vampyrer der var som mig, ville de ikke leve særlig længe"[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for hun var jo en der var meget glad for solen og hvis hun tilbragte for meget tid i mørket ville hun nok ende med at blive sindsyg, det var jo derfor at livet somu dødelig havde været et bedre valg end at blive vampyr.
"nå nå så man har ejerrets fornemmelser nu"[/color] sagde hun igen drillende efterfulgt af et mindre grin for det var da lidt sjov hvis han havde ejerretsfornemmelser over hende bare fordi han så hende først, og nu lød det jo som om han ikke ville dele med nogen som helst, men igen det var vel en normal ting for både dødelige som udødelige for hun havde haft ejerretsfornemmelser overfor både Gambit og tidligere Leo men det var ligesom gået over på grund af det han gjorde imod hende, men igen lidt ejerretsfornmelser havde hun vel stadig for hun ville være den der myrdede ham eller bare giv ham evig dårlig samvittighed.
At han bare kom tæt på hende igen efter hun var trådt væk fik hende til at smile drillende og lettere frækt, som hun igen lod sig trykke op af ham bare for at drille ham, selvom hun godt kendte til vampyrers lune sider og de ikke altid var til at stole på så var det meget fristende at drille ham her, måske var det bare fordi han var sød imod hende. "Du kan lokke så meget som du vil.. Jeg har afvist folk der var mere charmende end dig uden aldrig at falde for dem, så du skal passe på du ikke falder for mig i sidste ende for det er jo imod din plan.. For jeg håber ikke mit hjerte igen"[/color] hviskede hun drillende igen som hun lod en hånd kærtegne hans hals ognakke bare for at drille ham godt og grundigt for han skulle ikke tro at hun ville overgive sig, specielt ikke fordi hun ikke ville såres endnu en gang selvom Vlad havde noget af Gambits charme så ville hun nok hellere finde sig en mere passende mand, hvis hun overhovedet ville finde en mand det kom jo an på om hun fik pigen igen eller ikke.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

"jeg snød altså ikke" sagde han med en bestemt men dog stadig rolig stemme "men bare fordig men har en evighed til at gøre ting betyder det ikke at man skal udsætte alt" sagde han med en rolig charmerende stemme og gjorde det tydeligt at han havde nåede den mentale alder hvor han ikke følte han havde tid til at udsætte ting men dog stadig havde tid til at tænke bare en smugle over hvad han fortog sig, og om ikke andet så bare at lade som om det var det han gjorde. han lo kort og nikkede med hoved til hendes ord "nåårh ja, hjerteslag" sagde han i en drillende tone "lyst til solen, livet" hans stemme var rolig, det var tydeligt han var afklarede med aldrig at få solen at se, at det var et ønske der lå så dybt i ham at han for det meste ikke engang selv vidste det var der "men det ville nu også være svært at værsætte din skønhed hvis alle besad den" han smilede skævt og charmerende i håb om at han ville virke så charmerende som muligt uden at være for meget. et kort enkelt grin lød fra ham ved lyden af hendes ord om ejerfornemmelse "bare rolig, kun når det kommer til min familie, og der er fordi de ikke er dig værdig" sagde han igen charmerende og roligt, selv om han forsøgte at lade hende vide at der lige så meget var hans familie der var sær som det måtte være hende der var særlig. "du har godt nok høje tanker om dig selv" sagde han med en sarcastisk undertone dog mest for at drille hende "der er en grund til mit hjerte aldrig har slået et slag, og at der aldrig kommer til det" han talte roligt men sikkert "men jeg kan ikke benægte at både min krop og min" han overvejede kort sit ord "sult" sagde han roligt inden han forsatte "finder dig meget svært at modstå" afsluttede han sin særning inden han forsigtigt og langsomt bed efter hendes hals uden dog at ville ramme hende men blot at at understrege hans ord. han lod sit hoved glide om på den anden side af hendes hals "jeg vil nødigt tale ondt om ham, men jeg tror ikke han ville ønske du skulle sørge rasten af din uendelighed" hviskede han roligt, forstående. "men du skal stadig have hævn, om så jeg kommer til at stinke af ulv" han havde en svag latter i stemmen, tydeligt for at understrege at han holde fast i sine tidligere ord om at ville hjælpe hende med at få sin hævn og hente hendes pige.

[Neimi Silvertung]

I stedet for at kommentere det med om han snød eller ikke gjorde bare hun smilede skævt for hun gad ikke diskutere det mere, det ville bare ende med de kom op og skændes om det og det magtede hun ikke ligefrem. "Nogle ting er bedre at udsætte end at gøre dem med det samme"

[/color] sagde hun roligt for hun gav ham jo ret men der var visse ting som ville være bedst at udsætte selvom hun ikke lige havde nogle eksempler lige nu, men igen det med at tage til Gambits og hendes hjem var noget hun helst ville udsætte indtil hun havde fået følelserne lidt på afstand.
"Mere lyst til solen, for den har altid givet mig energi, selvom den ikke ligefrem har virket siden han døde"[/color] sagde hun roligt med et lille trist smil for hun havde jo ikke fået den energi og glæde hun ellers normalt ville få fra solen, til gengæld havde hun nærmest holdt sig fra den for når den ikke virkede så var den ikke sjov at være i, men natten var heller ikke nem for der plejede han jo at være vågen. "Det er jo det, så den ville bare begynde at virke normal og faktisk kedelig, så det er kun godt der ikke er flere som mig"[/color] sagde hun roligt men lidt drillende for hun var nu glad for at hun ikke var vampyr, for så kunne hun ikke gøre som hun ville, så ville det med solen være en stopper for hendes liv, og desuden så var vampyrerne jo smukke i sig selv og charmende.
"Nå nå og så mener du at du er værdi?"[/color] spurgte hun drillende for hun kunne nu ikke lade være med at drille ham. "Selvfølgelig har jeg høje tanker om mig selv, der er aldrig nogen som har modbevidst mig"[/color] forsatte hun for der var jo aldrig nogen som egentlig havde nægtet hende når det kom til stykket, eller bare sagt hende imod da hun nærmest altid havde vundet på den ene eller anden måde, så det hjalp jo ikke til at få mindre høje tanker om hende selv, men igen han kendte jo ikke den anden side af hende, den side hvor hun kun så sig selv som mindre værdi til livet og til de venner hun en gang havde.
"Ens hjerte behøver ikke at slå for at elske en anden, eller bare være fasineret af dem"[/color] sagde hun roligt for det var en dårlig grund til hvorfor han ikke skulle ende med at falde for hende, da hun jo havde bevidst at vampyrer kunne elske hende, det havde Gambit jo gjort og han var så vidt hun vidste født som vampyr. Hun kom til at grine lidt af ham da han bed efter hende, men hun gjorde ikke ligefrem noget for at undgå det, men så på ham ud af øjenkrogen da han kom om på den anden side af hendes hoved, og den hånd som havde nusset ham i nakken gjorde i stedet at hun fjernede håret fra den side hvor hans ansigt nu var ligesom for at friste og drille ham noget mere. "Hvis du kan styrer dig må du gerne smage, men besvimer jeg så skal du ikke tænke på at holde hvad du lovede"[/color] startede hun ud med at sige for hun havde ikke noget imod han smagte da sårene jo ville forsvinde igen så Leo ville ikke en gang opdage dem som han ellers tidligere havde kunne gøre det. "Du kender ikke Gambit, han ville godt kunne finde på at ville have jeg skulle sørge.. Men nej måske ville han ikke have jeg skulle sørge, men tror næppe han ville blive glad for at jeg gik i seng med en anden så kort efter hans død"[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for det kunne ligne Gambit, da han jo var en mand som blev temmelig jaloux, desuden havde hun planer om at sørge lidt længere over ham inden hun ville forsøge at finde sig selv igen, til trods for der faktisk var gået nogle måneder siden hans død i slutningen af sommeren og nu var det vinter men hun savnede ham stadig så hun ville ikke føle det ville være rigtigt at gøre det.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

Han så roligt på hende, lyttede til hendes ord ”din evne til føle så meget sorg er facinerende” sagde han ærligt, for selv om han havde følt det selv havde det aldrig været nok til at kunne påvirke den energi han fik fra natten. Han nikkede til hendes følgende ord, uden at vide hvad han skulle sige men som et tegn på at han var enig i det hun sagde. Han lo svagt ”ja da” sagde han selvsikkert og stolt ”i hvert fald bedre end en hver ulv” sagde han roligt men tankefuldt inden han lo af hendes efter følgende ord som et tegn på at han accepterede hendes grund.
Han lyttede til hende og overvejede det lidt ”Fascination forstår jeg, men kærlighed er ikke noget jeg er sikker på jeg kan føle, ikke sådan som folk har forklarede det for mig” sagde han tankefuldt og ærligt, for selv om han tid tider havde troede han elskede nogen havde han været sikker når de døde, han havde ikke følt sorg længe og han havde aldrig værrede villig til at rede nogen fra døden for at holde på dem, i hvert fald ikke endnu. Han var tydeligt fristede til at bide hende, det kunne mærkes på hans greb om hende og måde han stod, lod duften af hende omringe ham. Han lyttede til hendes ord og smilede ”bare rolig, jeg kan godt styre mig” hviskede han inden han lod sine tænder bore sig ind i hendes hals, han holdte ekstra om hende, for at støtte hende mens han drak det blod fra hende der var så godt at han for et kort øjeblik overvejede ikke at stoppe igen, men dog gjorde han det, han stoppede tids nok til at hun ville være påvirkede af blodtabet men stadig nok til ikke at besvime eller få det alt for dårligt. Han slikkede sig om læberne og slikkede roligt en enkelt gang hen over de sår han havde lavede blot for at stoppe blodet, han kyssede blidt hendes hals som et tavs tak for det blod han havde følt han manglede når han stod og kunne dufte hende så tæt på. Han nikkede stille ved lyden af hendes ord ”du har sikkert ret, men han ville vel ikke have noget imod at jeg holder dig med selvskab ? Sørger for du overlever natten og intet forstyrre dig ?” spurgte han roligt uden at fjerne sig ”hvis jeg kan styre mig med dit blod kan jeg også holde fingrene for mig selv når du sover” sagde han med en svag latter i stemmen.

[Neimi Silvertung]

Hendes blik mod han blev lettere undrende "Det er ikke fascinerende, det er irriterende. " rettede hun roligt på ham for det var kun irriterende fordi hun ikke rigtigt kunne slippe denne sorg selvom hun gerne ville, fordi hun gerne ville videre i hendes liv men sorgen havde det med at følge hende ligesom savnet. Hendes blik blev dog mere roligt med tiden som hun så på ham. "Sandt nok, men ville nok havde modsagt dig for længe siden" sagde hun roligt med et skævt smil for havde det bare været for 10 år siden havde der jo ikke været noget bedre end Leo men nu var vampyrer en del bedre fordi hun havde mødt Gambit og lært at ulve alligevel ikke var til at stole på.
Neimi kom til at grine lidt af ham. "Folk forklare det også på underlige måder. Tror den bedste måde at forklare kærlighed til dig er på denne måde.. Med blod.. En vampyr må drikke blod ind i mellem for at overleve, de kan ikke undvære det.. For mig er kærlighed til en person på samme måde, hvis jeg ikke er sammen med dem enten hver dag eller bare ofte så bliver jeg svag, fordi de er som det blod en vampyr behøver.. Det er ikke sikkert det er det sødeste blod, det kan være dårligt til tider eller koldt eller varmt... Men har du ikke muligheden for at få det længere, af forskellige årsager, kan du blive vanvittig og nærmest besat af tanken hvad du går glip af, hvad du mangler" forsøgte hun at forklare som om hvordan hun så kærligheden, selvom for hende var det også som at undvære solen fordi det ville tage hendes energi, for grunden til at leve havde hun jo nærmest mistet udover hun ville have hævn men derefter havde hun ikke længere en grund for hun følte jo intet for datteren men hun ville bare have hende fordi det var Gambits datter, så hun skulle ikke være i nærheden af hans morder.
Neimi stod roligt som hun fristede ham og smilede bare skævt af hans hvisken før hun kom med et mindre støn da han lod tænderne glide igennem hendes hud, det føltes som hundrede år siden at nogen havde midt hende, for Gambit havde været den sidste der havde gjort det fordi hun ind i mellem tilbød hendes blod, men det var nok også på grund af nærheden hun fik med ham. Hun stod roligt og lod ham drikke men lænede sig dog mere ind til ham for at være sikker på hun kunne holde sig hoppe nu hvor hun begyndte at føle sig svag, dog kom hun med et stille suk da hans tænder gled ud af hendes hud igen. Hun kom dog til at le en smule. "Gambit brød sig ikke om mænd i min nærhed, netop fordi de ikke kan holde fingrene fra mig.. Han var en vanvittig jaloux mand" sagde hun drillende men nu måtte de jo bare se hvordan dagen tegnede sig og om han overhovedet kunne holde sig i skindet og om hun overhovedet kunne holde sig fordi det jo var længe siden hun netop havde været tæt på en person. Men tanken om Gambits jalousi kunne bare få hende til at smile for hun havde godt nok elsket det.

["Vlad" Sanguinis Potor]

Han lo svagt ”for en der aldrig har fælt et hjerte briste på samme måde som et menneske kan så er det skam fascinerende” sagde han smilede forsigtigt, hans måde at vise han ikke mente det på en dårligt måde men så godt som det nu engang kunne menes. Han så roligt på hende med hoved en smugle på skrå ”heldigvis er du blevet klogere, det var bare surt du skulle finde ud af det på den måde” sagde han med en stemme der tydeligt viste at han mente hvad han sagde, selv om han forsøgte at lyde mere venlig end hans sind tillod det. Han lyttede til hendes ord, tænkte over dem og selv om hendes måde at forklare det var den måde der havde givet mest mening kunne han stadig ikke få det til at give mening selv om han forsøgte. ”det må kære en meget særlig vampyr for at føle sådan noget, en skam at vi ikke alle kan det” sagde han med et svagt smil om læberne som hans måde at afsløre at han ikke kunne se sig selv føle så meget for et andet væsen i længere tid af gangen. Det var næsten som om at smagen af hendes udødelige blod fik hendes forklaring om kærlighed til at virke mere virkelig, selv om det stadig ikke var nok, han afskrev det i sit sind som værende sin svaghed for mennesket i hende sammen med den nye smag af udødelighed han ikke var van til. Han slikkede sig igen lydløst om læberne uden at tænke over det mens han støttede hende med det samme bestemte greb der dog stadig var læst nok til at hun ville kunne komme fri hvis hun ville. Han lo svagt ved hendes ord ”bare rolig, det eneste jeg kunne finde på uden tilladelse er at tage lidt blod” sagde han i en hviskede næsten lokkende tone inden han grinede lidt igen for at lade hende vide at han mente det mere i sjov selv om han endelig godt kunne finde på det hvis han var sulten nok.