A night I wanna forget

[Neimi Silvertung]

Hun rystede bare på hovedet af ham for hun fandt det irriterende men hvis han fandt det fascinerende så skulle han da have lov til det, for hun gad ikke diskutere det med ham så længe hun bare kunne få lov til at have hendes sorg så var hun ligeglad med det.
"Ja det er surt.. Og mig som aldrig troede jeg skulle føle sådan" sagde hun roligt med et lille skævt smil for det var bare surt at skulle føle sådan her for hun ville jo have været lykkelig uden at kunne føle på denne måde, men igen hun havde været lykkelig sammen med Gambit, så hvad hun helst skulle vælge vidste hun ikke for hun ville faktisk ikke leve uden det ene og det andet, for det havde jo alligevel været en oplevelse hvor hun havde lært noget ud af og hun sagde aldrig nej til at lære nye ting, men at det skulle bringe hende så langt ned havde hun aldrig regnet med.
"Han var også særlig fordi han kunne bringe den følelse frem i mig.. Men jeg tror at hvis en vampyr først lærer at føle ægte kærlighed så kommer det noget nemmere til dem hvis de mister den person.. Han havde ihvertfald elsket en før" forklarede hun selvom hun ikke kendte meget til Gambit fortid så vidste hun at han før havde elsket en og det var hendes hævn han skulle tage før de overhovedet kunne gå i seng sammen.
Hun kom til at grine lidt over hans kommentar med at han kun kunne finde på at tage lidt blod uden hendes tilladelse. "Hvis på med det.. Det kunne jo gå udover dig.. Men bør du ikke vise mig hjem til det så jeg kunne få noget søvn?" sagde hun roligt med lidt latter i stemmen for det var vidst noget med hun skulle hjem til ham men de var aldrig kommet videre fordi han skulle have lidt af hendes blod og så havde de stået og små sludret så hun var faktisk blevet lidt klam på grund af tågen.

["Vlad" Sanguinis Potor]

Han så roligt på hende, hans øjne afslørede den ro han næsten altid følte, den ro der fik det til at virke som om han aldrig kunne blive sur, hvilket dog ikke var tilfældet. ”jeg er nu sikker på det ikke vil ramme mig” sagde han med en en svag latter i stemmen ”min familie ville da også for alvor overvejere at jeg ikke var deres hvis jeg begyndte at elske” sagde han med en svag latter i stemmen, han mente det nu alivel, hans familie var meget gammeldags og var allerede imod ham for den svaghed for mennesker de kun mistænkte men ikke havde bevis på endnu. Han lyttede til hende ”min farmor fortalte mig engang om en historie hun fik fortalt som lille for at forhindre hende i at elske nogen” han tav kort ”historien om en mandlig vampyr der blev så forelskede i et menneske at hans hjerte begyndte at slå, han døde af alderdom ved det 3 slag inden han blev til støv som havde han stået i solen” han sagde det som kunne det virkelig have sket selv om han ikke selv troede på det ”men det er bare en gammel skramme historie for at holde os fra at falde for mennesker, selv om det ikke virker med alle” sagde han med en svag latter i stemmen. Han så på hende igen ved hendes næste ord inden han løftede hende op i sine arme ”så hold fast, for det kommer til at gå stærkt” sagde han med en tone der afslørede den side af ham der gjorde han elskede sine små væddemål med sine søskende og venner. Han så sig kort rundt og satte så i løb, det var tydeligt at han var en af de hurtigere af sin slags for på trods af at hans hjem var i Darklia's skov og det var en lang rejse virkede den slet ikke så lang i hans tempo. Han stoppede først igen da de var ved en gammel faldefærdig hytte der var dækkede af planter og nærmest blendede ind med rasten af skoven ”bare rolig, vi skal under jorden, det der er bare så flok ikke finder os så nemt” sagde han med latter i stemmen og gik imod et hul i vægen der lignede et tidligere vindue bare uden rude eller skodder for og rakte sin arm imod hende som tegn på at han ville hjælpe hende ind.

[Neimi Silvertung]

"Du kan ikke sige noget endnu, du er stadig ung og derfor kan du stadig lærer det" sagde hun roligt med et skævt smil for han kunne ikke sige noget endnu, for det kunne jo ramme ham på et tidspunkt, som et lyn fra en klar himmel ligesom det havde ramt hende uden hun faktisk havde opdaget det. For hun havde jo også en gang sagt at hun aldrig ville elske fordi hun ikke vidste hvordan men da den rigtige mand kom ja så fulgte kærligheden med, den triste ulykkelige kærlighed der fik hende til at gøre mange skøre ting som normalt ville være imod hendes hjerne.
Hun kom dog til at grine ved hans mindre historie som hans bedste mor havde fortalt ham. "Det er vidst kun en skramme historie.. Gambit døde ikke fordi hans hjerte slog igen, selvom det ikke gjorde.. Han døde fordi en ulv ikke ville lade mig være lykkelig med den mand jeg valgte" sagde hun roligt selvom det frembragte et trist smil over hendes læber så var det jo sandt, det var ikke af alderdom Gambit døde, det var jo kun fordi de pokkers ulve havde et godt sammenhold når det kom til stykket og det havde kostet hendes elsket livet og det ville have koste hende livet også hvis det ikke var fordi hun havde været udødelig på det tidspunkt.
Neimi smilede som hun blev løftet op i hans favn og lagde selv armene om hans hals bare for at holde sig lidt oppe. "Bare rolig jeg overlever" sagde hun drillende for hun havde jo været i Gambits favn så tit når han løb stræk selvom det i starten havde givet hende en del kvalme så havde hun vænnet sig til det med tiden. Da han stoppede ved den faldefærdige hytte måtte hun alligevel kort lægge den ene hånd på hendes hoved fordi det var gået lidt for stærkt alligevel, men hun sagde dog ikke noget til det, brugte blot lidt tid på at sunde sig før hun fulgte efter ham over til huset og tog imod hans arm for at gå ind af hullet for hun regnede jo med hun skulle derind når han sagde det blot var et skjul. Dog forventede hun alligevel ikke det helt store når det endelig kom til stykket, men så fint klædt som han var kunne det godt være det var lidt større end hun egentlig forventede.