A night I wanna forget

[Neimi Silvertung]

Vinteren var over landene og hele dagen havde det små sneet, sådan noget sne der bare dalede lige så fint ned men når solen brød igennem var det som om det holdt op med at sne, fordi solen havde varmet stederne og varmet jorden op under dem. Så det var et lettere mystisk vejr for nogle, men for Neimi var det ikke første gang hun gik i denne slags tåge som fandtes nær sumpen, hvorfor den tåge var der var folk ikke sikker på men den var nu sjov at vandre rundt i udkanten af fordi når månen stod helt rigtigt som den gjorde denne nat så virkede det hele lettere blåt og drømmeagtigt.
Neimi gik rundt i tågens udkant i dette drømmeagtige verden, til trods for der ikke var noget drømmeagtig for hende mere, hun fandt ingen sjov i dette selvom hun godt kunne se det smukke i stedet her fordi fuldmånen lyste helt rigtigt ned igennem træernes krone, men det fik hende bare til at savne Gambit endnu mere og deres små måne vandringer. Et stille suk forlod hendes læber som hun lod fingrene glide igennem tågen og så på den bevægede sig i takt med hendes egen bevægelse, så hun stoppede lidt for at betragte den for den dansede nærmest omkring hende, men alt dette blev set med livløse øjne. Endnu et suk forlod hendes læber så en kulde vejrtrækning kunne ses fra hendes mund. Hun så frem for sig igen for hun kunne se flere meter frem til trods for at det var tåget, så var det ikke så tåget igen når det kom til stykket..

Tøjet: En mørke brun tyk trøje sammen med et par mørke brune skindbukser sammen med et par brune skindtøvler.. Over alt dette har hun en sort slidt kappe for at holde hende lidt mere varm

["Vlad" Sanguinis Potor]

I samme øjeblik som solen havde skjult sin sidste stråle var Vlad taget hjemmefra, han havde endnu engang haft et mindre skenderri med sin far og som altid var det ham der gik for at undgå at det endte galt. han var løbet, så hurtigt han kunne men uden at tænke over hvor han løb hen, han stoppede op da lyden af et hjerteslag ramte ham, hvor han var vidste han ikke før han havde set sig lidt om, havde han virkelig løbet så langt, han vidste han var hurtig men han havde aldrig tænkt over hvor hurtig han kunne være når han ikke tænkte over det. han vandrede i tågen, lyttede efter det hjerteslag, og den dyft der havde stoppede ham, mon det var et kommende offer, eller noget helt andet. han gik videre gennem tågen til han fik øje på figuren længere fremme *gad vide hvor hurtigt du kan løbe* tænkte han næsten som om han havde talt til hende inden han næsten uden at tage et rigtigt skridt stod bag hende "et hjerte der banker så højt burde ikke være alene" hviskede han med en tydelig gammeldags tone i stemmen og en hvislen der viste at han ikke skjulte hvad han var. han skyndte sig hurtigt væk igen, han havde set for mange reagere bagud når han gjorde det til at han ville blive stående, han var dog stadig tæt på, han kunne se hende så tydeligt som hun ville kunne se ham i solen. kort efter løb han ind foran hende et stykke længere fremme, han gik roligt og elegant gennem tågen og stoppede da han vidste han var tæt nok på til at hun ville kunne se ham, han smilede, blottede sine tænder og så på hende med øjne der selv i mørket gjorde det tydeligt at han var sulten, at han havde udset sig hende som sit offer hvis han ikke fandt en grund til at ændre mening. han sagde ikke mere, men stod bare og så på hende så stille som en statue men tydeligt klar til at løbe efter hende hvis hun skulle forsøge at stikke af.

Tøj: sort tæt tshirt under en sort åben leder jakke og sorte løse men dog passende bukser. sorte converse.

[Neimi Silvertung]

Neimi var så rolig som hun kunne, selvom hendes hjerte stadig bankede men der var intet frygt eller andre følelser at høre på hendes hjerteslag, for det var nærmest svag og roligt som om hun ville så men det gjorde hun ikke, det sagde kun noget om hvor rolig hun var, selv efter Vlad var dukket op bag hende og havde hvisket til hende. ”Jeg er aldrig alene.. døden følger mig over alt jeg gør”

[/color] sagde hun roligt helt upåvirket af at en fremmed pludselig dukkede op på bag hende, men igen hun havde vænnet sig lidt til det den gang Gambit havde været i lige og efterfølgende havde hun jo været ligeglade med hvad der skete med hende, fordi hun havde det som om hendes hjerte og sjæl havde forladt kroppen så det var nu kun en tom skal der vandrede hvileløst rundt uden at kunne finde et sted at slå sig ned, for nok havde hun altid været rastløs men der havde været dage hvor hun var samme sted, hvilket var en modsætning nu hvor hun ikke en gang kunne tilbringe en enkelt på samme sted fordi der var intet som holdt hende tilbage, og dette var ikke ligefrem noget godt.
Da han dukkede op foran hende stoppede hun roligt og så på ham med livløse opgivende brune øjne, hvilket igen var sært for de havde en gang været fyldt med liv og nu var alt livet fjernet fra dem. Blikket gled igen væk fra ham og ned på hendes hånd som nærmest virkede til at kærtegne tågen som bare gled igennem hendes fingre, så det var lidt at sige at han var ikke interessant fordi tågen var mere interessant og igen det fortalte også lidt at hun var ligeglad hvad der skete med hende.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

En svag kort latter kom fra ham da hendes ord nåede ham, det var ikke første gang han havde hørt de ord men det var dog første gang han havde hørt dem i den tone, "og dog er jeg først begyndt at jæge dig nu" han var selvsikker og det var tydeligt, ligesom det faktum at han så sig selv som en del af døden, men med hans familie, race og job var der heller ikke noget at sige til det. han gik tættere på hende men holde dog stadig en hvis afstand. han så op og ned af hende, studerede hende i mørket som et rovdyr der sikrede sig at byttet var stort nok, inden han satte af og løb rundt om hende så bladene virvlede op inden han lige så hurtigt som han var startede stod tilbage på sin plads hvor han før havde været "jeg går ud fra du ikke har en beskytter" hans tone var svagt spørgende men dog ikke rigtigt "eller en meget dum en siden du går rundt alene" han havde en hånene undertone, men det var dog tydeligt at det ikke var hende han hånede men den beskytter han ikke vidste om hun havde. han nærmede sig en smugle mere og studerede hende mere uden at fjerne det smil fra hans læber der viste meget mere om ham end hans øjne gjorde. "ikke menneske, ikke dæmon" hviskede han tankefuldt mens han lod ordene fylde natten før han for om bag ved hende så tæt at end ikke en myg ville turde flyve i mellem dem af frygt for at blive knust "kunne du mon være en form for magiker ?" denne gang spurgte han for alvor, det var tydeligt han nød at gætte sig til hvad folk var, for selv om han som regel havde ret så duftede hun anderleds end de magikere han før havde mødt, og de eneste udødelige han havde mødt var vampyre så det var heller ikke det samme. han duftede til hende, og lagde ikke skjul på det inden han løb tilbage til sin plads, og havde det ikke været for bladene der virvlede op ville man næsten have troet at han ikke løb men telepoterede sig, men da det langt fra var en evne han besad måtte han nøjes med sin hurtighed og håbe på at hun ikke ville være i stand til at aflæse hans løbe mønster som en vampyr han havde stødt på en del år før. "du virker ikke til at være en der løber når nogen vil spise dig" den svage spørgende tone var igen i hans stemme men ikke på noget tidspunkt forsvandt den kolde gamle tone i hans stemme der lod hende vide at han ikke skammede sig over at jagte hende, hvis det også endte sådan.

[Neimi Silvertung]

De livløse øjne så igen på ham som han sagde han først var begyndt at jage hende nu, med en tydelig ligegyldighed så hun væk fra ham nærmest som tegn til at han intet betød og at hun egentlig var ligeglad med ham. Selv da han lavede hans lille nummer med at få tågen til at bevæge sig ligesom hendes hår var hendes øjne ikke imod ham men imod tågen som hun bare betragtede danse omkring hendes fingre som hun holdt hånden mere op igen for at sige den var mere interessant end hende, dog da han stoppede foran hende igen lod hun hånden falde og så imod ham igen, med øjne der sagde at hans tricks ikke imponerede hende på nogen måde. ”Jeg har ikke brug for en beskytter.. der er kun en jeg har brug for og ham ser jeg aldrig igen”

[/color] svarede hun blot i en ligegyldigt tone for hun var da ligeglad med at han mente det var dumt hun rendte rundt alene, men hvad skulle hun ellers gøre? Hun kunne jo ikke finde hvile og hendes tidligere venner var forsvundet med tiden så hun havde jo ikke meget tilbage, kun de få ting hun havde været tilbage i huset for at hente og senere gemt et sted hvor hun var ret sikker på ingen ville finde dem. Deriblandt noget som Leo nok ikke ville forvente af hende, for selvom hun intet huskede om datteren så vidste hun at hun havde en og hun vidste hvor pigen befandt sig, eftersom hun havde lært erfaring at Leo jo kunne finde på at rode med hendes hjerne så hun havde med vilje skrevet det hele ned.

Det irriterede hende dog en smule at han tillod sig at komme så tæt på hende, men hun ændrede ikke holdning og stod bare stadig og så lige frem for sig, nærmest som tegn til at hun var ligeglad med hvad der skete med hende.. ”Menneske der fik magi kastet på sig.. Magikere er bare forræddere”[/color] svarede hun uden videre følelser selvom hun godt nok var magikere så var hun ikke ligefrem stolt af det, så hun følte sig mere som et menneske der blev straffet ved at forblive udødelig, men den gang havde det jo været hendes eget valg fordi hun ville være sammen med Gambit eller bare have nogle ekstra år med ham fordi hun jo den gang havde vidst at hun ikke ville have overlevet vinteren. Efter han var komme foran hende igen gled hendes øjne roligt over på ham igen stadig uden nogle følelser. ”Jeg har mødt min del af vampyrer.. nogle af mine nærmeste var vampyrer, det samme var min mand.. så racen skræmmer mig ikke og jeg er ligeglad med om jeg er i live eller jeg er død”[/color] svarede hun igen på hans spørgsmål for hun havde jo ikke ligefrem noget at skjule når det kom til stykket, for hun skammede sig ikke over noget i hendes liv selvom hun havde gjort styggelige ting imod personer og dyr så skammede hun sig aldrig.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

Han kommenterede ikke på hendes første ord men tænkte tydeligt over dem, overvejede de mange muligheder for hvad hun kunne mene i det hvis man fjernede det indlysende fra mulighederne. den samme korte latter som han havde brug før kom igen da han hørte hendes ord "det kan du nu have ret i" han tav kort "men hvis du virkelig ser dig selv som menneske, så har det redet dit liv for i nat" sagde han og bukkede hoved meget svagt, kun nok til at hans øjne fik sin normale gulhvide farve idet han så på hende igen som et tydeligt tegn på at han ikke ville jæge hende. han tænkte ikke længe over hendes sidste ord "så du skuppede ham ud i solen ? du blev træt af ham ?" hans tone var rolig men det var tydeligt at han forventede at hendes mand måtte være død siden han sagde det på den måde, eller hvad navn man end ville give døden for en vampyr. han trådte en havlt skridt tættere på uden at tage øjne fra hende et eneste øjeblik og uden at blinke "der er heller ingen grund til at frygte os" han tav kort "vi er trods alt ikke ulve" det var tydeligt da han sagde det sidste ord at han ikke mente frie vilde ulve men snakkede om varulve og animagus ulve som han var voksede op med at hade for andet end det han selv så som deres stank. han begyndte at kredse om hende uden at tænke over det, dog langsomt, i et normalt tempo "mon din kære mand var af en ordenlig slægt ? en jeg måske kendte ?" hans spørgen var let, mere nyskerrig end krævende, for selv om han kendte mange vampyre var det kun dele af de store familier han ville kunne genkende af navn selv om han ikke havde set dem, og som snakken altid gik kunne det jo være at navnet ville lade ham vide hvad der var sket med hendes mand, og om hun havde noget med det at gøre, som han alt for tit havde set det ske før.

[Neimi Silvertung]

At han igen stod og lo af hende var hun bedøvende ligeglad med for hun følte egentlig ikke noget ved det, ej heller nogen form for irritation selvom hun normalt nok ville have givet ham et møgfald af den anden verden, fordi han stod og lo af hende men lige nu var hun ligeglad ligesom hun var ligeglad over at hun havde reddet hendes eget liv for en nat. ”jeg er nu ligeglad om du vælger at forsøge at tømme mig for blod eller ikke.. Jeg har intet at leve for”

[/color] sagde hun ligegyldigt men det var egentlig tydeligt at hun mente det til trods for hun egentlig ikke var særlig gammel, eller jo nok gammel i en dødeligs øjne men nu var hun jo heller ikke dødelig mere og faktisk misundte hun dem bare.
Da han begyndte at sige han troede hun havde dræbt ham fik hende til at se ned i jorden for det var stadig et ømt punkt for hende og normalt havde hun ingen ømme punkter. ”Det kunne jeg aldrig finde på at gøre.. Det var en magiker som dræbte ham fordi han elskede mig”[/color] sagde hun mere stille men det gav ligesom også grunden til hvorfor hun hadede magiker lige for tiden og egentlig hvorfor hun gerne ville have sin hævn over dem men det sagde hun ikke ligefrem højt for det kunne man vel næsten gætte sig til når det kom til stykket. Da han snakkede om ulve lod hun blikket glide op på ham men denne gang fandtes der også en smule tristhed i dem men hun sagde intet for det var jo netop de ulve som havde dræbt hendes mand, de ulve som hun havde været venner med og en gang holdt meget af men nu brød hun sig ikke en gang om hendes egen race mere.
”Jeg ved ikke hvilken slægt han var fra, jeg kendte ikke til hans familie navn.. Han ville ikke sige det og jeg ville ikke tvinge ham fordi han havde nok sine grunde til at holde det skjult.. Det eneste jeg ved er at han gik under navnet Gambit og det var alt jeg havde brug for”[/color] sagde hun roligt for hun var jo ikke en der havde brug for at vide alt om alle, for hvis folk havde noget de ville sige så sagde de jo nok og hun ville ikke tvinge dem, desuden havde han sikkert en god grund til at holde det skjult eller så mindede det ham nok bare for meget om hans afdøde familie så det var bedst bare at lade det emne ligge, desuden når man var forelsket så var navnet jo lige meget da man havde så mange andre navne at kalde hinanden.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

han så undrende ud, dog kun i et kort øjeblik "og jeg som troede alle mennesker havde noget at leve for når de mistede sig selv" det var tydeligt at han var lettere facinerede over det faktum at hun lod til ikke at have noget tilbage at leve for. han begyndte igen at gå rundt om hende da hun igen snakkede "hvis han virkelig elskede dig, hvorfor stjalte han så din lykke ? men igen hvorfor stoppede du ham ikke bare ?" det var tydeligt han ikke forstod hvordan en magiker havde kunne ende en vampyr, og hordan det hele overhoved havde forløbet, men på den anden side havde han måske også en smugle for meget tiltro til sin egen race. Da hun sagde han navn stoppede han dog op foran hende og så undrende på hende, han mente at have hørt navnet før et sted, men ikke fra sin familie, mere som et rygte eller en tanke, men hvor han havde hørt det kunne han ikke rigtigt huske "jeg tror jeg har hørt nogen nævne det navn før, med latter i stemmen... men ellers siger det mig ikke noget" han var tankefuld da han sagde det men bedyndte dog at gå rundt om hende igen, dog denne gang kun nogen få gange inden han stoppede et stykke foran hende og vendte fronten imod hende igen, mere afslappede end da han først var kommet. "men hvis du virkelig taler sandt, at du var med en vampyr og ikke dræbte ham... så skal jeg nok lade dig være næste gang jeg støder på dig også, eller retter, jeg sætter dig ikke på menuen" han lo ikke men han havde stadig en undertone der viste at han så det som en god ting og ikke dårlig ting, selv om det nok lød sådan. han så rundt, det var tydeligt han havde hørt noget, han smilede idet han så mod himmelen tids nok til at se en skygge glide forbi månen og lande i et træ et stykke der fra, han rejste hånden og viftede imod det store mørke dyr som tegn til at den skulle blive hvor den var, eller retter hvor han var, det var hans flagermus der altid fandt ham uanset hvor han løb hen om natten. "men hvad fortager du sig endelig her ude ? du lader ikke til at lede efter mig" sagde han mens han smilede selvsikkert, han stod igen som en statue uden at fjerne øjne fra hende men virkede dog stadi mere afslappede end før, om det var fordi han rent faktisk var det eller fordi hans øjne ikke var så truende var dog svært at sige med sikkerhed.

[Neimi Silvertung]

”Ikke jeg.. jeg har mistet mine grunde til at leve.. jeg har intet hjem, ingen familie, ingen venner, ingen mand og ingen lyst..”

[/color] svarede hun bare for at give ham grunde til hvorfor hun intet havde at leve for men igen dette her kunne måske give ham grunde til at angribe hende fordi ingen ville savne hende når det kom til stykket. Leo hadede hende, hendes datter måtte ikke se hende og de få venner hun havde tilbage havde vendt hende ryggen. ”Leo stjal min lykke fordi han ikke bryder sig om vampyrer.. og tror du ikke jeg forsøgte? Men jeg blev holdt tilbage af ulve fordi de ville have mig til at se min mand blive myrdet af forbandet ulve før de efterlod mig halvdød, men nåede da at tage nogle af dem med i døden”[/color] det sidste blev sagt i en arrig tone, som tegn til at hun var vred over han troede at hun intet havde gjort for at stoppe ham, men hun var blevet holdt tilbage af adskillige ulve og magikere som var langt stærkere end hende så hun havde ikke så meget andet valg end at se på, selvom hun da fik nogle af dem med i døden fordi hun jo blev rasende og fik fat i et våben så hun fik da et par af dem med men det var just ikke fordi det havde stillet hende tilfreds, langt fra for hun ville have deres leder.
Det eneste tidspunkt hvor hun fulgte ham med øjnene var når han var foran hende, men det fortalte ligesom at hun stadig ikke frygtede ham og hun var ret ligeglad med om der skete noget. Ligesom hun var lidt ligeglad om han kendte Gambit eller ikke, for ja hun havde nok skreget hans navn i sjov mange gange fordi den mand havde det jo med at drille hende. ”Selvfølgelig taler jeg sandt.. husk på at jeg ikke har nogen grund til at lyve for at redde mit eget skind”[/color] svarede hun denne gang mere ligegyldigt, for vreden i hende lagde sig lige så stille igen så hun fik den ligeglade mine over hendes ansigt igen. Og da han kort viftede med hånden så hun meget dovent imod det uden nogen videre interesse før hun igen lod blikket glide over på ham igen, stadig uden videre interesse men det var nu normalt at man så på dem man snakkede med, selvom hun ikke gad at følge ham når han gik rundt om hende. ”Fordriver tiden.. For må ikke dø, hver gang jeg nærmer mig stedet hvor jeg skal dø kommer magikeren i vejen og stopper mig”[/color] sagde hun ligegyldigt for nej hun ledte da bestemt ikke efter ham, men måske ventede hun på et eller andet som kunne give hende en grund til at leve igen, eller bare rettere en lyst til at leve for den var jo også forsvundet, allerhelst ville hun bare gerne dø, dø i fred så hun kunne komme til det næste liv og måske tilbringe det med Gambit.
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

"histiorie gentager sig, hvis du venter længe nok skal kærligheden nok finde dig igen" hans stemme var for første gang den nat blid, som prøvede han at opmuntre hende, selv om han normalt ikke ville gøre det, men han forstod hendes føglese selv om han aldrig havde følt det helt så meget, men af samme grund vidste han også at kærlighed ikke var en ting der skete en gang i livet, eller i hans tilfælde døden. han trådte igen tæt på hende, denne gang måske en smugle tættere end han burde mens han så hende undersøgende i øjne "så en magisk ulv med et navn fra en løve, elskede dig så meget at han ville stjæle din lykke for at ramme en race han ikke kunne lide" han var tankefuld, lettere spørgende, mens han tænkte over om det bare var fordi det lød sært eller om det var fordig han rent faktisk havde hørt det før at det virkede bekendt for ham, men han endte dog med at beslutte sig for at hvis han havde hørt det måtte det være fra vinden. "jeg går ud fra du har hævnet dig på den tankeløse ulv ?" spurgte han med en lettere formel tone, tydeligt forventende "en hver ulv der tillader sig at dræbe en vampyr, uanset hvor rent af blod, fortjener intet andet end døden" hans ord lød mens han begyndte at gå om hende igen "normalt ville det koste, men siden du har fortalt hvad der skete" han tav og stoppede foran hende med fronten imod hende "med dit ord skal han få hvad han har fortjent" sagde han og bukkede roligt og elegant som tegn til at han tilbød hende at jagte leo for hende, hvis det var et tilbud hun ville tage imod. han nikkede roligt ved hendes ord men sagde ikke noget, han så ingen grund til at sige noget til de ord når han havde givet sit tegn på at han troede hende. selv om han stod tæt på havde han stadig en afstand der viste den smugle respekt han ikke selv vidste han havde for hende endnu, da han hørte hendes ord "man kan altid selv sørger for sin død, men en med så stærkt et hjerte som dit, og så betagende et ydre burde blive ved livet, og håbe på kærligheden igen, eller noget andet der kan give dig glæde" han smilede charmerende, det var tydeligt at han var ved at bløde op, men dog ikke så meget at det selv gik op for ham at det ikke at dræbe hende nok havde været for det bedste, selv hvis han havde kunnet det. han trådte et halvt skridt tilbage, øgede afstanden i mellem dem bare en smugle for at lade hende se at han ikke havde tænkt sig at skade hende hvis hun ikke gjorde ham noget.

[Neimi Silvertung]

Hun rullede kort med øjnene da han snakkede om at historien ville gentage sig. ”Det siger alle.. Men er der overhovedet nogen som har overvejet at jeg ikke har lyst til at finde kærligheden igen?”

[/color] sagde hun en smule irriteret for hun gad jo ikke føle kærlighed igen, ikke når den bare bragte smerte med sig, så ville hun meget hellere bare leve i ensomhed fordi så var der da ingen der kunne gøre hende noget hvor det mest gjorde ondt, for kroppen var hun jo ligeglad med, lige nu var det ikke andet end en skal for hende så den bekymrede hende ikke. ”Noget i den stil.. Og så kunne han heller ikke lide vampyren mit hjerte elskede”[/color] svarede hun mere roligt med et ligegyldigt skuldertræk for det gav jo ikke meget mening ellers, for så kunne Leos had jo lige så godt gå udover andre vampyrer end bare lige Gambit. Da han nærmest spurgte om hun havde hævnet sig sank hendes hoved en smule som hun så ned i jorden. ”Ikke endnu.. Jeg har ikke besluttet mig endnu for han skal lide som han aldrig har lidt før”[/color] sagde hun med sådan en kulde i stemmen at det ikke var til at tage fejl af at hun ville planlægge noget stort og smertefuldt, som nok ville vare over en længere tid men hun skulle bare beslutte sig først om hvordan det skulle gøres og hvor hun kunne ramme ham hårdest, selvom hun sådan set havde planlagt at bruge magi så var hun lidt gået væk fra den ide igen fordi hun mente stadig selv at hun var en dårlig magiker, så hun ville meget hellere klare det selv. ”Din tilbud er fristende, men nogle ting vil jeg selv gøre”[/color] sagde hun roligt som hun lod blikket glide op på ham igen for hun ville selv dræbe Leo hvis det skulle være men hun skulle jo lige finde ud af hvordan først.
”Jeg gætter du aldrig har mødt en udødelig.. Vi kan ikke dø af noget medmindre vi ser billedet, men den pokkers ulv vil ikke lade mig komme til stedet hvor jeg kan dø”[/color] sagde hun en smule irriteret for hun ville jo gerne dø men det måtte hun åbenbart ikke få lov til, selvom hun egentlig ikke rigtigt havde prøvet for der var altid en eller anden som holdt hende tilbage. ”Nu hvor du tilbyder kan jeg så bede dig om noget?”[/color] spurgte hun mere roligt som hendes øjne virkede lettere triste men hun savnede sådan hendes elskede Gambit, selvom hun godt vidste at hun aldrig ville få ham igen. Hun ventede lidt med at sige hvad hun bedte ham før han svarede men uanset hans svar endte hun alligevel med at spørge med en lidt stille stemme ”Vær sød at holde om mig bare for kort tid”[/color]
[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

han så kort tankefuld ud ved lyden af hendes ord men smilede så skevt "jeg gik bare ud fra at en kvinde som dig ville søge det, men jeg skal bestemt ikke være den der tvinger nogen i kærlighed" hans stemme var venlig, forstående, helt anderleds end den formælde små kolde stemme han havde haft lige da han kom. han fnøs opgivende ved lyden af hendes næste ord "hvad er der dog ikke at elske... tossede ulv" han havde en svag latter i stemmen da han sagde det men ikke nok til at han rent faktisk grinte. han lyttede igen, roligt "du siger bare til, det kunne jo være han skulle se sin familie dø først" han blinkede til hende med et blik der tydeligt viste at han vidste presis hvordan han skulle sørger for det hvis ulven altså havde familie der levede og han var tæt nok på til at det ville røre ham. han lyttede intreserrede til hendes korte forklaring "så det er virkelig sandt ? jeg troede bare det var en histiorie" han tav kort "så du har ingen svagheder på nær det billede ? hmm spændende" sagde han og nikkede svagt annerkende, for han havde da før hørt om hendes race men det havde været hans oldefar der fortalte ham om det og af netop den grund troede han at det ikke var mere end en histioire, men han troede på hende når hun sagde det, og hvis han nogen sinde havde ville få dårlig samvittighed over at tage hendes blod ville han ikke det mere nu når han vidste det ikke ville ændre eller dræbe hende, en ting han fandt utrolig tiltalende, selv om han ikke ville indrømme det for sig selv. han overvejede kort hendes spørgsmål uden at svare, men da han hørte hendes spørgsmål smilede han dog og trådte hen til hende "så længe du ønsker" sagde han med en hvisken der fyldte natten omkring dem inden han tog det sidste skridt og lagde sine rolige kolde arme om hende i et beskyttende greb, som om han ville beskytte hende med sit liv, selv om det nu bare var fordi han gik ud fra at det var sådan hun ville have det og han lige så godt kunne gøre det ordenligt. han så rundt, men uden at vende hoved, han holde bare øje mens han lod hendes duft trænge ind til ham, havde hun haft en blødende sår havde han med sikkerhed ikke kunne holde sig fra at bide hende da tanken og duften af hendes blod i sig selv var nok til at hans øjne blev mørkere mens han stod der, men dog i det sekund han mærkede hun ville fri slap han hende halvt og hans øjne blev igen lyse. han havde ingen fornemmelse af hvor længe de havde ståede der men han havde stadig armene om livet på hende mens han så undersøgende på hende for at sikre sig om hun havde fået nok af hans kolde krop som hun ellers sikkert var så van til eller om hun ville have han blev stående længere end han allerede havde gjort det.

[Neimi Silvertung]

Hun så en smule irriteret ud men var ellers rolig ”Og det er jo en selvfølge at alle kvinder søger kærligheden.. Men det gør de ikke”

[/color] forsatte hun i lettere irriteret tone selvom hun blev mere rolig efterfølgende for hun var jo ikke som andre kvinder, det kunne han lige så godt lærer med det samme for hun lagde ikke skjul på at hun var forskellig fra andre kvinder, for det havde hun jo været stolt af i mange år før hen men hun følte ikke ligefrem nogle stolthed mere. Ved det næste han sagde med hvad der ikke var at elske, trak hun bare ligegyldigt på skuldrene for hun kunne jo ikke sige hvad det var helt præcist som Leo hadede så meget ved vampyrer, selvom han nok havde forklaret hende det så kunne hun ikke huske det for hun var stadig sikker på at det var på grund af hun havde valgt en vampyr frem for Leo. ”At dræbe hans familie ville ikke gøre så meget, for han er ikke ligefrem de bedste venner.. jeg har stadig brug for tid til at finde ud af hvad han holder mest af før jeg vil tage det fra ham”[/color] svarede hun lettere køligt men det var bare stadig tydeligt at det her skulle han ikke slippe godt fra, for hun ville tage alt fra ham som han nogensinde havde elsket og det han stadig elskede, dog kunne hun jo ikke ligefrem dræbe sig selv foran ham for det ville blive svært, men at få andre til at lide ligesom han skulle lide først var jo stadig noget der var et nemmeste.
”Nej det er skam sandt.. udødelige findes..”[/color] sagde hun roligt for det var jo logisk siden hun stod her, for ellers havde de aldrig mødtes da hun jo ville være død den selv samme vinter hun blev malet, hvis hun altså ikke var død inden vinteren for hun var med tiden blevet mere og mere træt samt hun følte sig mere svag end nogensinde. ”Min eneste svaghed er at følelserne ikke forsvandt sammen med min dødelighed, så nu skal jeg lide i en evighed”[/color]. Et stille suk forlod hendes læber som hun endnu en gang blev mindet om at hun havde en evighed foran sig uden Gambit og nu kun fyldt med dårlige følelser. Da han kom hen til hende og sagde hendes lille ønske blev opfyldt gled et stille men trist smil over hendes læber selvom det da glædede hende en smule for hun savnede jo Gambit så frygteligt og det ville bare ikke være det samme at holde om en varm person når hun var så vant til den kolde krop at hun ikke fandt tryghed andre steder. Da han så lagde armene om hende gled hendes lige så stille om hans liv som hun trykkede sig stille ind til ham og lukkede øjnene for noget tid og et stille tilfreds suk forlod hendes læber. Efter lidt tid rettede hun dog hovedet op igen og løsnede grebet omkring ham en smule, men nu spillede det lidt søde men stadig triste smil ”Tak.. det manglede jeg lidt, for savner ham så meget”[/color] sagde hun en smule undskyldende, selvom hun normalt ikke sagde undskyld for noget, så havde hun bare virkelig manglet at blive holdt om af en vampyr og egentlig også andre ting men de havde jo kun lige mødt hinanden så det var måske lidt for meget at forlange. Hun så igen op på ham og denne gang var der ligesom mere liv i hendes brune øjne end der havde været tidligere.

[/blockquote]

["Vlad" Sanguinis Potor]

"nej bestemt ikke" sagde han hurtigt efter og smilede beroligende tydeligt for at overbevise hende om at han slet ikke så det som de fleste selv om det godt kunne virke sådan. han lyttede og nikkede så "og han har ingen børn det kunne gå ud over ? de fleste bliver ramt hårdt bare de tror deres børn er kommet til skade" sagde han med et blik i øjne der viste at han vidste af erfaring hvordan folk reagerede på at få dræbt eller fjernede deres børn, for selv om det for mange var ilde set så havde han aldrig haft noget imod at at skade børn, eller som minium lyve om det så meget at folk troede det værste var sket. han nikkede annerkende da hun bekraftede at udødelige var virkelige "er der mange af jer ?" spurgte han undersøgende, tydeligt nyskerrig fordi hun var den først af sin slags han havde mødt i sit lange liv. han lod sin ene hånd stryge over hendes ryg, beroligende "hvis du har brug for andet siger du endelig til, jeg vil med glæde hjælpe med at dulme smerten så meget som det nu er muligt" han tav kort og smilede charmerende "evigheden er jo ikke sjov hvis den tilbringes i smerte" han blinkede men dog lige for meget for at drille som for at charmere. han slap hende med den arm han havde brugt til at nusse hende med og stod lidt i stilhed og så på hende inden han også fjernede den anden hånd og kort så ned på sin flagermus der stadig sad i træet lidt der fra og holdte øje med dem eller retter holde øje med at ingen forstyrrede dem. han så igen imod hende og slog kort armene ud "så du siger bare hvis du mangler noget fra en vampyr" han tav kort "uanset hvad" sagde han med en charmerende stemme og et glimt i øjet som man ville forvente det af en vampyr der havde udset sig et offer, selv om det ikke var hvad han havde i tankerne.

[Neimi Silvertung]

Hun kommenterede ikke det første han sagde for bare så længe at han ikke forventede at der var meget piget kvinde over hende, så var hun jo alligevel lidt ligeglad for hun ville ikke have nogle forventninger at leve op til, for hun ville jo ikke en gang gide at leve op til dem. ”Nej.. det eneste barn han har er den datter han tog fra mig og Gambit”

[/color] sagde hun lidt ligeglad og måske lidt kold i det som om hun ikke var helt ligeglad, men igen det ville jo nok hjælpe med at få Vlad til at ville hjælpe hende lidt mere hvis han vidste ulven havde et barn af en vampyr og hun ikke måtte få hendes datter igen, men igen Leo vidste jo heller ikke at hun kendte til datteren, men udseendet kunne hun jo heller ikke huske, det var kun fordi alt var skrevet ned at hun kunne vide det.
Da han spurgte hvor mange der var af dem trak hun bare på skuldrene for det kunne hun ikke vide noget om. ”Vi er vidst ikke så mange, for det kan tage år at finde maleren.. Det var kun et held den gang jeg selv fandt hende, men nu virker det ikke som en god ting mere”[/color] sagde hun roligt for det var jo sandt nok, i hendes korte liv havde hun aldrig rigtigt mødt en udødelig som hende selv, så hvor de gemte sig henne af kunne hun ikke sige med sikkerhed, men hun vidste dog de eksisterede for hun var selv en af dem.
”Jeg tilbragte et dødeligt liv i smerte men jeg var lykkelig.. Da jeg så blev udødelig for Gambits skyld stoppede smerten og kun lykken var tilbage.. Så nu er det vel smertens tur”[/color] sagde hun roligt for hun mente det jo også, for hun havde levet et hårdt liv men hun var lykkelig når hun rejste rundt og lærte af folk, og så mødte hun Gambit og lysten til at rejse var forsvundet fordi hun var så dybt forelsket i den mand at den ikke var der mere.. og nu hvor hun havde mistet Gambit var der jo ikke nogen lykke tilbage men kun ren og skær smerte.
Da han slap hende var hun en smule utilfreds for hun kunne godt have brugt noget mere tid at bare stå sammen med ham selvom hun jo ikke følte noget så var det nu bare betryggende. ”Det jeg mangler, er ikke noget jeg vil bede om”[/color] svarede hun roligt dog med et lille smil, for hun ville jo ikke forlange særlig meget, det var vidst rigeligt at hun havde bedt om krammet bare fordi hun havde savnet ham.
[/blockquote]