Hidden

[Deleted]

Mørket havde lagt sig på og det kunne hun mærke nede i dybet, det havde taget hende mange måneder og hun var sikkert også oppe på år nu, at få sit imperium færdigt. Hendes helt egen lille klan af forvandlede vampyrere tjente hende uden tøven og havde stor ærefrygt for hende, skønt en dusør var på hendes hoved. Ingen havde trodset hende efter den sidste havde gjort det, hun havde gjort et helt show ud af personens lidelser og hun havde belæret dem om at dette kun var en smagsprøve på hvad man kunne gå igennem. Der gik uger før hun endelig slog denne ihjel ved at binde ham fast ude i skoven hvor hun var sikker på at han ville blive ramt af solen så snart den stod op. Man kunne høre ham skrige selv der nede hos dem i dybet. Ingen andre end dem vidste hvor de var og sådan skulle det forblive, hun skulle forblive skjult. Men efter al den tid, havde hun besluttet endelig at se himlen igen, hun forlod sit nye storslået hjem og kom op fra dybet da hun kunne lugte intet og ingen var i nærheden. Denne nat var hun klædt i en elegant lang mørkeblå kjole, den var naturligvis nedringet og havde ærmer som gik hen over hendes overarme i stedet for skulderne. En slidt gik op og afslørede hendes ben næsten helt op til hoften. På hendes fødder sad et par sko i samme blå farve, stiletter naturligvis. Over hendes skulder var en pels, hun så rig ud og lignede mest af alt en fin rigmands dame. Som hun gik igennem skoven med sin fine hat på og de blodrøde læber, tog hun sig selv i at nyde naturen mere end normalt. Den friske luft havde godt nok været savnet!

[Lucan De Lupora]

Lucan kom ridende igennem skoven. Han var blevet overrasket over hvor mange fjender der havde været, og havde været nød til at flygte til sidst. Hans tøj var dækket af blod, og hans skjold havde fået et hak fra en økse. Men han var sluppet fra dem. Folk frygtede skoven, efter at en eller anden vampyr havde slået sig ned med sin klan, og ingen havde lyst til at gå derind. Lucan frygtede ikke vampyrende, i hvertfald ikke mere end to hundrede vagter. Han sukkede, missionen var i det mindste udført, og han ville få sine penge. Han tog en vand flaske fra en af saddeltaskerne og tog en mund fuld før han slængte skjoldet over skulderen. Pludselig vrinskede hesten og stejlede. Lucan beroligede den, og trak sit sværd. Vampyr. Han så sig omkring, og kunne ikke se nogen, men hestens lugte sans var jo også bedre end hans. Med sværdet trukket red han videre, alt i mens han undersøgte skoven omkring sig.

[Deleted]

Som hun stille og roligt gik igennem landskabet lod hun sine fingre rette lidt på tøjet og køre igennem det nu skulderlange hår som krøllede flot. Hun lignede ikke sig selv, overhovedet, men det var også meningen, så folk ikke genkendte hende. Lugten af blod fangede dog hurtig hendes opmærksomhed, det fik hende til at smile lumsk, blod blev hun aldrig nogensinde træt af, det var faktisk mere en besættelse end noget andet. Og det var virkelig slemt til tider. Selena vandrede dog blot stille fremad, indtil hun hørte en vrinsken. Så en mand til hest altså. Gad vide hvad han havde lavet, for blodet var ikke hans, det kunne hun da lugte, han havde en anden lugt end blodet og det ville slet ikke hænge sammen. Desuden var der mere end en type blod. Hurtigt farede hun mod dyret, men stoppede lidt fremme og stod op af et træ ganske stille og uskyldigt, hendes øjne var lukket og hun stod med en blomst som foråret havde brunget med sig, den stod hun og duftede til som en uskyldig ung mø. Ja folk vidste som regel bedre, men hendes skønhed blændede desværre mange og mange havde mistet livet på det, andre blevet skøre af deres møde med hende.

[Lucan De Lupora]

Lucan så den unge kvinde. Hun var køn, ja rent faktisk smuk, men hesten advarede ham. Det stoppede simpelt hen med at gå, seks meter fra hende. Han klappede den roligt , og strammede grebet om sværdet. "Det her virker ikke ligefrem som et sted hvor man slapper af" Sagde han til kvinden. Adrenalinen begyndte at pumpe ud hans blod. Enten flygte ellers så tage kampen op. Hun var kun en, men der var noget ved hende der fik hesten til at trippe. Han tjekkede remmen på sit skjold, jo den sad ordenligt, det ville ikke tage mere end et splitsekund at få det på armen. "Hvem er du. Og hvorfor står du der og skræmmer min hest." Det sidste var sagt med en meget klar sarkastisk tone. Et eller andet sted var han mere bange for at blive til vampyr, end for at dø. Hesten trippede to skridt baglæns og Lucan trak bestemt i tøjlerne. Hans hest havde en lidt stærk reaktion på vampyrer, ellers var den altid rolig, selv i det vildeste blodbad.

[Deleted]

De lange vipper slog sig op og afslørede de krystalblå øjne, hun smilte svagt og skød sig elegant ud fra træet. Hun duftede kort til blomsten og satte den så bag sit øre under hattens kant. Roligt gik hun et par skridt inden hun besluttede sig for at svare ham, hun stoppede op og så op mod himlen med et sagligt smil, så lod hun blikket glide mod ham og fastlåste det der.
[blue]"Hvis man intet har at frygte, så kan man vel slappe af alle steder."[/blue] Lød hendes stemme blid og forførende, ganske naturligt fra hendes side af, intet hun tænkte over eller bemærkede. Blodet havde hun skam fået øje på, et held for ham havde hun spist, men så igen, det gjorde hun hellere ville lege end spise og det kunne også være farligt. Selena havde en syg form for humor, mange var blevet mærket for livet af hendes små julelege.
[blue]"Marion Delia. Og jeg skræmmer den da ikke med vilje Hr??"[/blue] Hun brugte et dæknavn, for hendes rigtige navn var kendt og hun var trods alt eftersøgt og dusøren på hendes hoved var vidst rimelig stor. Hendes stemme til sidst havde været spørgende, da han nu vidste hvem hun var, sådan næsten da og nu manglede hun jo at sætte navn på ham.

[Lucan De Lupora]

"Det gør vampyrer sjældent." Sagde han "Men så igen hvem ved hvad der foregår inde i folks hovedet på folk nu om stunder" Han bøjede sig frem og hviskede blidt og klappede den "Rolig min ven, vi har været igennem værre ting sammen, ikke sandt min ven." Han klappede den blidt. "Hvorfor tror jeg ikke på at det er dit rigtige navn?" Han målte hende med øjnene. "Mit navn er Lucan." sagde han, "Nu fortæl mig deres navn." Hesten var blevet mere rolig nu, og han tvang den fremad imod hende. Han lænede sværdet op af sin skulder, og det glimtede svagt i det klare lys. "Men hvad skylder man æren af dette "møde"? For jeg tvivler på at det bare er helt tilfældigt."

[Deleted]

Roligt trak hun på skuldrene, selv var hun jo lettere sindssyg i følge nogle folk og andre beundrede hendes mørke sind. Månen var smuk denne nat, himlen næsten skyfri og lod derfor ikke alt for meget mørke danne sig med det blege skær som gled igennem trækronerne. Selena hævede det ene øjebryn og så på ham med et lidt mistroisk blik.
[blue]"Marion Delia......."[/blue] Mumlede hun så med et lettere intenst blik, hun lod dog sit ansigt slappe af igen og vendte rundt, som hun svang hofterne og begyndte at gå stille og roligt. Endnu en blomst lod hun sig plukke som hun duftede lidt til med lukkede øjne og lod så til at studere den bagefter.
[blue]"Det er vel ikke nyt en vampyr bliver tiltrukket af blod? Men for at være ærlig, så er jeg mere nysgerrig på hvoraf det kommer."[/blue] Kom det roligt fra hende, næsten for roligt, hun smilte blidt og lod blomsten berøre hendes læber blidt som hun endnu engang duftede til den.

[Lucan De Lupora]

Lucan sukkede irriteret "Så siger vi det" Sagde han og ført hesten endnu et par skridt frem så han var helt tæt på hende. "Brug dog din fantasi, hvor tror du blodet kommer fra." Han smilede, 10 mands blod var han smurt ind i. "Det kan da ikke være så svært at gætte sig til." Han så intenst på hende "Når du nu ikke vil afsløre dit navn, så må man jo gætte." Han lod blikket glide hen over hende. Han kendte ikke nogen vampyr der passede helt til hendes beskrivelse, så han tog et gæt i tågen "Selena Cassdel, kunne måske være et bud" Sagde han halvt i spøg.

[Deleted]

At skulle bruge sin fantasi var intet problem, men hvorfor at han var kommet ud i at skulle kæmpe var en anden sag og den som faktisk dragede hendes nysgerrighed frem. Hun studerede ham lidt hen over blomsten og smed den så hen over skulderen, hendes smil var altid lusket, men på en fræk og forførende måde. Sådan var hun bare.
[blue]"Det er klart du har været i kamp, men om det var af lyst eller de havde et formål, det ved jeg jo ikke, da jeg ikke kender dig."[/blue] Lød det så fra hende, hun lod de lange negle køre blidt ned af hendes hals og mod brystet hvor hun rettede på den blå kjole. Blikket lå fast på ham hele tiden, hun smilte blot til hans gæt på hendes navn. At skulle blive afsløret var da en frygt i sig selv, men ikke en hun viste, langt fra og hun tog den med ro.
[blue]"Det ville være mig en ære at være denne person, hun må virkelig have pisset dronningen af på den mest utænkelige måde siden hun er så eftersøgt. Enhver kender hendes navn. Hvis det kan gøre dig lykkelig at sætte et andet navn på mit ansigt, så må du med glæde gerne kalde mig ved hendes navn."[/blue] Hendes stemme lød beundrende, som var hun en fan eller sådan noget. Selena var god til skuespil og stort set ingen så igennem det, det skulle man kende hende rigtig rigtig godt til. Og den eneste der gjorde dette, det var Kall.
[blue]"Det er trist du sidder helt deroppe på det skræmte kræ, giv dog hesten en pause og kom ned til mig."[/blue] Som sædvanlig sagde hun tingene lige ud, når der var noget hun ville, så skulle hun nok få det på den ene eller anden måde.

[Lucan De Lupora]

Lucan så ned på hende, fascineret af hendes skønhed, skræmt af hvad hun måske var i stand til. "Behøves død at have en grund? Jeg slår ikke ihjel for en sag, jeg er lejesvend, min loyalitet er knyttet til guldet" Lucan sukkede, vred over at blive løjet overfor. Han spyttede i jorden. "Selvom guld ikke er nok til at jeg vil gå i døden." Mumlede han sagte for sig selv. Atter rettede han blikket imod hende. "Måske taler du sandt" sagde han, så rettede han sværdet imod hendes strube, "Og måske ikke." Lucan fjernede sværdet igen. Han så hende kort ind i øjnene. Der var et eller andet, men han kunne ikke bedømme hvad det var, om det var et glimt af hendes personlighed, eller skuespil. Han kendte hende ikke han vidste ikke, han vidste ikke hvad han skulle tro, kun at hun nok ikke var helt til at stole på. "Så du bedre kan nå min hals" Spurgte han drillende. "Jeg tror nu ikke at han dør af udmattelse lige med det første."

[Deleted]

En kort latter kom fra hende, hun rystede på hovedet.
[blue]"Vi dræber jo alle af forskellige grunde."[/blue] Sagde hun forførende med et stort smil på de blodrøde læber. Selv gjorde hun det af en masse forskellige grunde, så som et godt grin, sjov, lyst og begær, mad. Det var faktisk hendes liv at dræbe. Og hun nød det hver evigt eneste gang. Selena smilte stadig, et underligt lusket og forførende smil på samme tid, hun fandt ham vældig interessant. Sværdet mod struben gjorde hende intet, hun så bare på ham, med selv samme smil og havde ikke et eneste tegn på frygt i sig. For hende var der intet at frygte, hun ville reagere inden han så meget som fik ramt hende helt. Desuden kunne hun mærke at han ikke bare slog ihjel uden en grund. Hans fortrukne vidste hun så var guld.
[blue]"Hvis du vil ha det kan jeg da godt."[/blue] Svarede hun så med en forførende hvisken. Det var faktisk længe siden hun havde smagt på et menneske, men hun ville lige se hvordan deres møde udviklede sig inden hun besluttede sig for at tage en smagsprøve. Selvom tanken gjorde hende lettere vild indeni, forholdte hun sig roligt og stod blot som en smuk statue og kiggede på ham.

[Lucan De Lupora]

Lucan så på hende. Målte hende endnu en gang med øjnene. Men denne gang var hans ansigts udtryk helt koldt. Der var ingen følelser at spotte, i hans ansigt eller i hans øjne. Han lænede sig frem mod hende, og med en lave, kold, neutral, og alligevel lettere truende stemme sagde han "Den dag jeg bliver bidt af en vampyr, bliver den dag jeg ikke længere kan holde på mit sværd" Han rettede sig op igen. Han var måske blot et menneske, men hans reflekser var hurtigere end man skulle tro. Han smilede til hende "Men du har jo heller ikke tænkt dig at bide mig vel?" Sagde han, næsten muntert, selvom munterheden ikke nåede hans øjne. "Det ville ihvertfald være meget arbejde for så lidt føde. Men hvis du er sulten, så kan du vel bare forlade skoven. Du er jo ikke nogen eftersøgt vampyr." Han trak været dybt ind. "Nuvel Selena Cassdel, hvad skal der ske nu. Går vi hver vores vej, kæmper vi til mindst en af os er død eller såret, eller der en trejde mulighed?"

[Deleted]

Hans reaktion morede hende, hun smilte blot og så rystede hun blidt på hovedet med en latter ganske betagende.
[blue]"Nej, jeg bider dig ikke. Jeg har spist hjemmefra."[/blue] Grinte hun så, blinkede til ham og svang hofterne blidt som hun begyndte at gå lidt væk fra ham. Alligevel blev hun lidt fristet til at vende sig om og viste tænder blidt.
[blue]"Men jeg bider tit for fornøjelsens skyld, så sult ville nok ikke være grunden hvis jeg endelig valgte at sætte tænderne i dig."[/blue] Hun hviskede, med en ganske uskyldig stemme og stod og pillede ved sit hår som en lille pige inden hun slog en latter op og rystede på hovedet af sig selv. Ja tosset det var hun i hvert fald, men det havde vel også sin charme et sted. Det fangede i hvert fald en dels opmærksomhed, man mødte sjældent en som hende. Da hans spørgsmål ramte hendes øre, smilte hun lusket, løb op af et træ og sprang ned på hesten bag ham og havde allerede sine arme rundt om ham, slet ikke bange for hans reaktion.
[blue]"Jeg går ind for en tredje mulighed, forretning og måske lidt underholdning."[/blue] Hviskede hun forførende og forsvandt hurtigt igen så hun stod op af et træ endnu en gang. Hendes blik lå på ham, der var noget over hendes øjne som ikke helt kunne forklares og smilet var kun lokkende. En lejesvend kunne godt bruges, men først ville hun vide hvor han stod i forhold til dronningen.

[Lucan De Lupora]

Lucan blev overrasket da hun begyndte at bevæge sig, og nåede ikke at spore hesten før hun sad bag ham. Da hun slog armene om ham, sad han helt roligt og så lige frem i luften "Bid du bare igennem brynjen min ven" sagde han og rettede på kappen så hun kunne se den brynjehætte der, selvom at der var slået tilbage, dækkede hele hans hals. Hånden som han havde rettet på brynjen med, greb roligt efter daggerten, men han trak den ikke før hun var væk. "Du er da en smidig lille satan var" sagde han muntert. Folk undrede sig ofte hvordan hans humør skiftede hurtigt, men sandheden var, at meget af det ofte var skuespil. Ofte var han ganske kold inden i, når han snakkede med fremmede. Folk gennemskuede sjældent hans facade, og selv når de gjorde, var han ligeglad. Hvis de gennemskuede ham, så de blot en kold, følelsesforladt, beregnende kriger, som ikke stolede på dem over en dørtærskel. Igen skiftede hans humør, han blev alvorlig "Hvad for nogle forretninger?"

[Deleted]

Et suk kom fra hende, hun lod en finger gøre tegn til han skulle komme hen til hende.
[blue]"Kom nu ned fra den hest."[/blue] Kom det så grinende fra hende, han burde da være mand nok til at turde stå foran hende uden at sidde på en hests ryg. Der var jo nogle forskellige ting der spillede ind for om hun overhovedet kunne bruge ham til noget som helst. Ganske overvejende stod hun og prøvede at nå frem til en måde at formulere sig. Egentlig kom hun ikke frem til nogen rigtig måde at gøre det på og spurgte derfor rimelig lige ud i stedet.
[blue]"Hvor står du med hensyn til Drazilla?"[/blue] SPurgte hun så med et hævet øjenbryn, de fleste vidste dronningen hed dette, så hun gik også ud fra at han vidste det. Egentlig drejede det sig om nogen som luskede for tæt nær hendes skjulested, et flok af Drazilla's mænd som patroljerede. Og de gik for tæt på, så de skulle falde, men det nyttede ikke det kun var den patrolje, så ville det virke mistænkeligt, der skulle flere til, så også gerne nogle der var længere væk, men hun kendte jo ikke deres ruter. Kun dem som truede hende.