En ny ven måske ??

[haze]

Dagen var blevet meget lang og haze var nu blivet sadt af lene igen han sad og kikket rundt i højren og kikket rundt på de mange folk der kom forbi gå gaden hans øre lyttet efter en vær lyd for en Ridder og vagt måtte holde sig vågen igen nu hvor Den tiliger Droigen hadet gået af så var der ikke så meget af lave for tiden haze kedet sig Faktis rat meget og vidste ikke helt hvad han skulde lave lige nu han sad og snitted en Træ figur af en engel mens han tænke på mange ander ting haze bar en vid skjort på den her dag menst fordi det var så varmt at man ikke kunde finde noget nyt han sukket lidt Kærlighed hadet han ikke meget hel i stille lage han øren tilbag da han så en famille kom gånde ned og men to så sin fløjte frem for at glemme sin Trist hed han begynte at spille en sang en elver hadet lært ham for mange år tilbage han tænkte det måske var på tide at han snart Besøgte denne mand igen for at se om han var i liv eller ej han smilte stille og Fløjten dannde en ro over stede han var på det var jo ikke fordi det hadet men han var efter hånden op i en alder vor man tænkte sig at ville skifte famille og måske lægge rider lighederen væk men det ville nok brige for mange minder frem fra hans unge dag da han var sammen med sin føste Kærste der Crystal zills Datter men det gik ikke så godt der og så mange ander side da måske var haze bare tyben som man skulde holde en af gang efter måske ikke haze rysted på hovdet og tænkte på noget andet som måske ville hjælpe ham beder han hørte nogle børn røbe hans navn " se mor se det er Haze " svaret en lille Dreng på 10 år morden smilte og gik rolige forbi med et nik

[Ranja Garcia]

Det var ikke så normalt at Ranja befandt sig i Nirelia, men nogle gange følte hun en tvungen kraft, der trak hende afsted. Bare for at være sikker på at hendes familie havde det godt. Dertil var der også andet der trak hende engang imellem. men lige nu var hun trasket blidt afsted i sin ulveskikkelse. Den storte ulv traskede roligt afsted mellem træerne og indsnusede den friske luft. Endnu en fordel ved at være i Nirelia. Luften var utrolig frisk! Der var også flere rådyr og andet godt, som kunne jages i dette område, men i dag var hun ikke på jagt. I dag var hun mere eller mindre bare ude og spassere, inden hun vil begive sig hen til gården for lige at kigge lidt, inden hun ganske hurtigt og usynligt ville snige sig væk igen. Hun nåede et stykke vej, før de lydfølsomme øre opfangede en fløjte et godt stykke væk. Selvom hun var ulv, kom der alligevel et nysgerrigt, og undrende udtryk frem, og hun stoppede med ørerne i luften. Lyttende. Nysgerrig sjæl, som Ranja nu engang er, gik hun mod lyden, og satte farten lidt op, indtil hun nåede ruinerne. Hun gik snusende frem til kanten og så ned, hvor der sad en mand. Eller hvad han nu var. Ørerne afslørede i hvert fald, at han ikke var helt igennem menneske. Hun kiggede lidt skeptisk på ham, med hovedet på skrå, inden hun satte sig roligt ned, og lod de gule øjne betragte ham, mens hun lyttede til musikken som kom ud af fløjten. Familien og børnene længere væk generede hende ikke, og som hun sad roligt der, så de heller ikke ud til at være skræmt over hende, da hun mest af alt bare lignede en stor hund.

[haze]

haze mærket nogt tæt ved sig han stopped stille fjølte og så det var en ulv agtit ting han smilte glad og nikket høfliget til den " dav med dig " svaret han rolige mens han smilte rolige lage han Fløjten fra sig og kikket lidt på hunden der stod for and sig det var Sjældnet at han fik sådan nolge overraskler hvad skulde han dog gøre han turdte ikke gøre noget han var lidt bange for at Skramme den væk et varmt smil var overham han tænkte sig længe om " er du sulten jeg tro jeg har et stykk pølse du må vis det er " svaret haze lidt mes han rodet i sin taske hvad skulde han dog gøre han begraget bare den skablesen forand sig hvad hulden lavet den lige der haze trak nu en pølse frem og viste Hunden at han ikke ville gøre den noget som helst han Elsked dyr og det var jo i brund og grund også menst fordi han selv var halv dyr halv mennske så han forstod sig på dem ikke som ander Mennsker gjord han sukket stille og rolige mens mens han kikket ud over land skabet han hadet glemt vor smuk der enlige var her når sommern lige som gjord at den bliv bæner haze klødet sig lidt i øret "bor du inde i skoven ??" svaret han det så næsrmste ud som om den betraget ham han vented dog på at hun ville modtag hans gave så den vidste han ikke var fjenlige eller noget i den stil

[Ranja Garcia]

At dette væsen var overbevist om at hun var et dyr, morede hende lidt, som hun roligt kiggede på ham. Hun vidste ingen aggressiv adfærd, men kiggede lidt skeptisk på ham, som han fiskede en pølse op af tasken og rakte den mod hende. Hun kiggede ned på ham, som om hun morede sig. Hvilket hun også gjorde. Hun rørte ikke rigtig på sig, andet end at løfte og ligge ørerne ned engang imellem. Han virkede som en rolig og ganske venlig mand, som bare sad roligt der og nød livet. Hun rejste sig og rystede pelsen lidt. Endnu et spørgsmål kom frem, og hun kiggede igen ned på ham, hvor han spurgte om hun boede i skoven. Hun nikkede roligt med hovedet og kiggede igen roligt på pølsen. Okay, en lille smule kunne ikke skade. Stikken af sulten i hendes mave, havde overvundet, og hun tog pølsen og spiste den på bedste ulvemaner. Han vidste jo alligevel ikke at hun var menneskelig. Hun slikkede sig om munden og kiggede ned over kanten tilbage på ham. Hun gik lidt tættere på kanten, sænkede hovedet og snusede lidt til ham. Gøre sig sikker på om han nu også var god nok. Han havde en anden slags aura over sig. Han var dyrisk på en måde, som hun selv var. Bortset fra at ved ham var det tydeligt gennem øre og hale, mens hun kunne forvandle sig helt, eller helt lade være. Hun kunne også blive varulv, men det foretrak hun at lade hver med. Hun synes ikke det var særlig behageligt. Hun kiggede ham i øjnene, søgende efter noget. For at bedømme ham kunne man vel godt sige. De gule øjne var rolige og udstrålede en stærk selvtillid og kækhed. Som om hun hvert øjeblik, kunne finde på at drille ham.

[haze]

haze vidst ikke helt om han brød sig om at Dette væsen kikket ham dybt i øjne men han vidst han ikke kunde tillade sig at lade være han hadet ikke haft et Kæle dyr eller en ven før ikke sådan en regtit en stille tog han hånden frem mod hindens hovde for at nusset hinden bag ørt han smilte Rolige mens øren kom lidt ned i usikker hed det var nok det der gjord haze fasineren han kunde de samme træk som et Dyr hvad han så ikke vidste at dette var et mennske vidste han ikke han kunde i værfald fornemme at der var noget over dyret han smilte lidt glader mens hånden stille gled under hindens hage hun var rolige i sind det kunde haze mærke " du køn hun ulv og chameren" grinte han samtide han vidste godt den måske var vil men han hadet ikke været så tæt på en ulve agtit væsen som den i længer tind haze var bange for at måske nolge mennsker ville gøre den ondt her ude vis de fandt ud af det han kikket lidt ned og kikket sig tilbage mod byen det hadet sine fordele at bo de men vis man hadet oplevet det samme som han hadet gjordt ville man nok også savne lidt selvskab på den ene eller ande måde han sukket lidt men vente så blikket mod ulven det var som om hun forstod hvad han sagde han vifte lidt med halen " kunde du høre min fløjte spil ?? " svaret haan lavt han hadet ikke set et dyr opføre sig sådan som den gjord men det var vel nok også fint nok

[Ranja Garcia]

Ranja sad helt roligt og kiggede på ham, og da hans hånd rakte ud efter hende, nøjes hun blot med at kigge lidt på den, for derefter at kigge ned på ham igen. Hvis han ønskede at røre hende, så hun ikke så stort et problem i det. Hun lod sig nusse og hun lukkede øjnene lidt i. Hendes storebror havde tit fortalt hende, at hun opførte sig for meget som et dyr til tider, men det var en del af hendes charme. Hun kunne lide det. Hun fandt de beroligende at være så primitivt anlagt, og alligevel ret klog af sind. Hun tog det hele som det kom, og ganske roligt. Man kunne næsten fornemme at hendes ulveskikkelse smilede over hans ord, og halen logrede lidt. Hun var måske fri af sind som en rigtig ulv, men havde alligevel mange af hundens egenskaber, som at logre med halen. Det var en lidt doven logren, men den udtrykte at hun var rolig og tryg ved sine omgivelser. Hun lagde sig roligt ned og havde hovedet op, som hun kiggede lidt skævt på ham.
Endnu engang nikkede hun som svar på hans spørgsmål, for det var nemlig hans fløjtespil hun havde hørt, som havde fanget hendes opmærksomhed. Hun kiggede frem mod byen med et løftet øre, og et roligt blik, inden hun igen drejede hovedet og kiggede ned på ham, med et kækt glimt i øjet og den drillende natur over sig. Lige nu var hun dog mere rolig end drillesyg.

[haze]

Haze grinte lidt ad hvad hun gjord hun var en sær en måske ville den med ham hjem eller ikke hans hjerte harmet rolige og han var for en gang skyld rat glad stille og rolige gik han stille ned mod byen " ville du med så kan du se dig lig om kring sammen med mig " svaret han lidt med et smil folk ville nok under sig over hvorfor haze bar rundt på en hund ham selv var blivet behandlet som skidt i sin tid hvor folk hadet et stort hadet til sådan nogle væsner som ham menst fordi de ikke var som ander mennsker han kikket sig lidt tilbage for at se om hun ville med men det kunde jo godt ske at hun måske mere hadet lyst til at være her sammen med ham ind bare at gå rundt han smilte glad og tog sin fløjte med han vidste at den var noget Særlige det enste han ikke brød sig om var vis folk var fulde altså virklige fulde så de kom til at gøre nogle dumme ting han sukket mens han rysted lidt på hovdet

[Ranja Garcia]

Ranja kiggede lidt efter ham og satte hovedet lidt på skrå. Hun hoppede ned fra ruinen og luntede lidt bag ham, men stoppede nogle gange, som om hun skulle gøre op med sig selv om hun ville med eller ej. Hun betragtede ham lidt, og som han kiggede tilbage, kiggede hun blot tilbage og tog nogle enkelte skridt. Da han så igen rejste sig, satte hun i luntetempo og hoppede sig op, for derefter at forvandle sig til sin menneskelige skikkelse. Det bedste ved denne evne, var at hun stadig havde sit tøj på som hun gik roligt efter ham. De korte shorts og den stumpende trøje, der afslørede den let brune hud og de mange tattoveringer. Med et roligt smil på læben, kom hun op på siden af ham. ”Hvor er vi på vej hen?[/color]” spurgte hun kækt, med den samme udstråling i øjnene som ved ulven, der for lidt siden havde været bag ham. De var jo selvfølgelig en og samme ting, ulven og Ranja, så derfor var det ganske naturligt at de udstrålede den samme aura og attitude. ”Hvor har du lært at spille på fløjte” spurgte hun nysgerrigt med hovedet let på skrå, som hun kiggede ham ind i øjnene. Hun var en person der generelt søgte efter øjenkontakt for at føle sig mere tryg i deres selskab. Ikke at hun var bange af sig. Men hun var van til at folk ikke var helt glade for Lycans, hvilket hun jo er.

[haze]

Hazes hale bliv lidt mere Pjusked da hun kom forbi ham som mennske form han sprang lidt tilbage og ørne helt op " hvem er du " svaret han lidt hurtige som en numalt spørgsmål han kikket lidt på hinden hun var altså en pige eller kvinde for den sags skyld han ville ikke tag om sin sværd han hadet han ville ikke virke trone " duu.....du ulven " sagde han om rømdet lidt mens han kikket sig over skulderen hvad pokker skulde han dog stille op han sukket rolige men rejste sig op da han var ved at blive numal igen oven på sjokket at kvinde fortrak øjne kuntakt gjord ham ikke noget han hadet også bedst sådan han gik rolige hen til hinden og smilte igen " jeg lærte af spille på Fløjte af en elver da jeg boet hos dem i sin tid " svaret han glad mens han kikket rundt men hoset så også lidt han kunde mærke den samme roligehed og kærlihed hun hadet som ulven men hun var også nysgærige Vilked han Syntes var mærkliget han tog sig lidt på hagen hun var form Skifter vilked var sjænldet det skete han møtte en

[Ranja Garcia]

Ranja sprang selv lidt forskrækket tilbage over hans reaktion, men morede sig mere over det og smilede blot roligt til ham. Hun drejede hovedet på skrå igen, og lod ham tænke lidt, indtil han forsigtigt fik spurgt hende efter om hun var ulven. ”Jep. Det er mig, eller var mig.. Hvordan man nu ser på det. Foretrækker du mig som ulv?” Spurgte hun roligt, for hun kunne sagtens forvandle sig tilbage hvis de var nødvendigt. Hun havde intet imod at være i sin ulveform. Hun kløede sig lidt bag øret og rystede derefter hovedet lidt.
”Har du boet hos elvere? Jeg troede ikke at de lukkede andre end deres egen art ind.. jeg har selvfølgelig ikke mødt så mange gennem tiden, sååh.. men dem jeg har mødt, var meget fokuserede på sig selv.[/color]” sagde hun roligt og trak lidt på skulderne, inden hun igen fokuserede lidt på fløjten, og så tilbage på manden. Hun stod roligt og kiggede lidt på ham, og lod ham lige vænne sig til det hele og komme sig lidt over chokket. Det var ikke hver dag, at en ulv forvandlede sig til en kvinde, ganske pludseligt.

[haze]

haze´ rysted lidt armen for vise at han hadet boret sammen med den og begyndte at tale på en diralækt som hos nolge mennsker var meget svær at forstå "Ai Mae l'ovannen! Le nathlam hí" sagde han i en under tøne som om han selv var elver " jeg radet en elver folk på et tidspunkt for mange år siden da verden ikke helt var hel i nu og så tog de mig som en af deres ejen og da jeg var halv ulv og halv mennske så de mig også som en del af skoven og ja elver kan være nogle høj røvet tyber af og til " han tog sig lidt i nakken og grinte lidt han vidste ikke helt om han skulde svare på om hun ville være en ulv men det kunde hun vel godt altså vis hun selv syntes med minder hun ikke kunde snakke " dettt må du selv om mit navn er forrasten HAze " svaret han med et smil mens han ragte hånden ud for at hilse pænt på hinden nu hvor de kunde forstå hinaden gjord det ikke det støre hvad skulde han ellers gøre hved det han sukket rolige og prøvet at forstå tinge lidt men han vidste ikke godt at det var oki

[Ranja Garcia]

Ranja forstod ikke et ord af det han sagde, men kiggede bare på ham med hovedet let på skrå, imponeret over at han var i stand til at tale det svære sprog. Måske var det ikke så svært hvis man bare gav sig tid til at lære det, eller havde en god læremester. Men Ranja havde aldrig rigtig interesseret sig for sprog, men derfor kunne hun godt blive facineret.
Ranja nikkede til hans ord og lod et lille grin undslippe sine læber. ”Wauw.. gad vide om Elvere ville acceptere sådan nogle som mig?” spurgte hun, mest til sig selv, mens hun rynkede brynene sammen. Hun var jo på en måde også en del af skoven, men var en lycan. Hun bestemte selv hvornår og hvorfor hun forvandlede sig. Haze havde jo sit ulvegen fremme hele tiden. Ikke at det gjorde hende noget, hun fandt det meget spændende og også ganske normalt.
Ranja rakte sin hånd ud for at hilse ordentlig på ham og gav hans hånd et glem. ”Rart at møde dig. Mit navn er Ranja.” svarede hun ham med et smil, inden de gik lidt videre. Hun var meget rolig omkring det hele, hvilket var ganske normalt for hende. Hun tog lidt det hele som det kom.

[haze]

haze smilte til hinden han hadet ikke prøvet at have en ulv/kinde med i byen på den her månde han smilte rolige til hinden " sååå rander du bare rundt frit og ikke fortager dig noget eller laver du andet ind at være ulv " Svaret han i en lidt sjov tone fald og skybbe hinden lidt til siden for at Drille hinden han ville vide alt det var ikke så tit han måtte en som var næsten det samme som han selv va halen lovert rolige frem og tilbage mens han kikket rundt på alle de mennsker som hilste pænt til ham " GOD dag hr HAze hyglige du kikket forbi og.... gurden velsine dem haze " haze rømdet lidt og tog sig til nakken den var virklige ingen ting han hadet gjort blot være en smule oppe og toppes ved Dorigen Zill og prinsse Crystal han vidste enlige ikke om hun var i ilve han var stor set også lige glad lige nu han smilte rolige op til

[Ranja Garcia]

Ranja kiggede lidt nysgerrigt rundt i byen som de gik længere ind, men fik rettet sin opmærksomhed tilbare til Haze, da han puffede hende drillende, og hun kom med et lille grin. ”Jeg er ret fritgående ja.” grinede hun drillende og puffede tilbage. ”Men ellers er jeg jæger. Både i ulve og menneskeskikkelse.” sagde hun og blinkede til ham. Hun var dygtig til sit arbejde og hun kunne godt lide det. Nogle gange var det nemmest at opsnuse byttet som ulv og andre gange som menneske. Hun kunne begge dele. ”Hvad laver du til hverdag?” Spurgte hun nysgerrigt, mens de fortsatte længere ind i byen.
Ranja var fascineret over alle de folk som Haze tilsyneladende måtte kende til. Han var en populær fyr her i byen, og Ranja kunne ikke lade hver med at føle at hun var gået glip af et eller andet. Sandt nok var hun ikke i Nirelia særlig tit, men hun kendte da til diverse sladder. Og alligevel syntes hun ikke at kende Haze nogle steder fra. Hun kunne i hvert fald ikke koble ham til noget af det hun havde hørt. Så igen, hun var heller ikke så vanvittig sladderafhængig at det gjorde noget. Var der noget hun skulle vide, kom det nok frem.

[haze]

Haze grinede lidt over det hun sagde og gjorde han vente Dov hovdet da hun spurte om hvad han gik og fortog sig om dagen "hmme for det meste vagt ogsåRejser jeg meget rundt når jeg kan komme til det kan ikke lide at blive på et sted særlige langtid af gange sååå " han løfte skulderen op og kikekt lidt rømde på hinden hun virkede til at sød og sjov " ville du med ind til krogen sener " haze tog sig i nakken han var ikke vand til at inviter en pige ud i byen så ofte han sukket dog lidt mens haze gik stille hen til en ag byens butikker der stod æbler med bolser og masse over og kokkos over han slikket sig lidt om munden og kikket på Ranja " har du lyst til en jeg giver " han kom med en Charmen smil til hinden og vidste ikke helt hovrdan han skulde tage det her han var heller ikke vand til en menneske der faktiske kunde forvalde sig han kom med et rolige smil og gik ind i butikken om Renja selv ville med ind vidste han ikket noget om på noget som helst måde