Hvor længe? (åben)

[Odette Soul]

Ash stod lidt og smilede for sig selv over den unge knægt for han ville jo hygge sig med de kvinder når det kom til stykket, selv Ash kunne jo heller ikke lade være med at holde af at blive nusset om selvom der kun var en kvinde han ville have når det endelig var, for han kunne godt holde sig i skindet nu, det havde bare været svært i starten af forholdet men når man skulle opbygge tillid til en skræmt kvinde der ikke brød sig om nærkontakt så måtte man jo søge det andre steder.
Ash sagde ikke så meget efter Odette var dukket op i rummet for han regnede med at familien nok helst ville snakke sammen alene så han nikkede bare kort imod Shade som tegn til at han ville trække sig tilbage. "Må jeg?" spurgte han som han rakte hænderne imod Odette og hans søn. Odette smilede lettere grinende "Ja undskyld.. Her" sagde hun med et smil som hun rakte drengen over imod Ash som trådte tættere på og tog hans søn i hans favn, før han gav ham et kys på kinden. "Du har lavet ballade nok, så nu må vi hellere få dig ned igen" hviskede han smilende til hans søn før han rettede lidt på ham og begyndte at gå for der var ikke brug for ham mere her, greven skulle jo bare have fred og ro og nu havde han det bedste medicin man kunne få, en datter eller søns kærlighed.
Efter Ash var gået og havde taget hans søn med sig gik Odette tættere på hendes far for at stille sig ved siden af hans seng med et stort smil for hun var jo så glad for at se ham og hendes hjerte havde gjort et mindre hop. Hun lænede sig frem og gav ham et kram før hun valgte at rette sig op igen og svare ham med så meget ro hun kunne, til trods for hun egentlig havde lyst til at hoppe rundt af glæde. "Tamara er desværre lettere forsvundet, men højst sandsyndlig er hun taget til Infierno og Kyomi leder de efter men du kender hende, hun render rundt ude i skoven så hun bliver nok snart fundet.. Jeg gav dem ihvertfald information omkring hvor de kunne befinde sig." sagde hun roligt for det var da ikke længe siden hun havde set hendes ældre søster som garanteret var ude og redde harer og kaniner fra jægernes fælder og hendes lille søster var sikkert taget til byen for at bruge penge for at glemme hendes bekymringer bare en smule. De havde jo alle en ting de gjorde for at tænke på noget andet, Kio spillede musik eller var sammen med kaniner, Odette arbejdede og Tamara var den unge kvinde som brugte penge og gik til fest selvom farmand nok ikke vidste den sidste del.
Hun bed sig kort i læben i lettere skam over at finde kærlighed mens deres far havde lidt sådan her. "Jeg kunne ikke vente med at se om du havde det godt.. Vi har sådan savnet dig alle sammen" sagde hun med et stille uskyldigt smil til hvorfor hun ikke selv havde rendt efter hendes søstre men hun kunne jo ikke vente, hun ville sikre sig at deres far fik den behandling han skulle have og snart kunne vende hjem til dem.

[Regina Herdeiro]

Bekymringen havde ødelagt den stakkels Regina i længere tid, lige siden hendes elskede ikke havde svaret hendes budbringere både menneskelige som dyr, for de var altid vendt tilbage med beskeden om at han var rejst bort og endnu ikke var vendt hjem, og som tiden gik blev bekymringen bare større fordi der var noget som føltes forkert, hvis han var rejst ville han med sikkerhed være kommet forbi eller sendt bud eller bare et eller andet som tegn til at der ikke var noget at bekymre sig om. Med tiden var bekymringen dog også blevet til sorg for hvad hvis det nu var hans måde at sige på at han ikke ønskede at se hende? Hvad hvis han virkelig var den slags mænd som gjorde hvad de kunne for at få kvinder med i seng for at knuse deres hjerter? Hun havde givet hendes hjerte og hendes krop til ham for blot at få føle sig efterladt senere hen.
Sorgen og bekymringen kunne mærkes på hende som dagene gik, der var dage hvor hun var i et glad og spulderende humør som så ofte havde været i starten af deres forhold men nu var der flere dårlige dage og mere trist og dystrest musik som blev spillet når hun endelig spillede for hendes glæde var nærmest taget fra hende, men hun kunne nu bedst få hendes følelser frem igennem musikken. Denne dag havde dog været en af de værre, en af de dage hvor intet musik hørtes fra hendes side, som hun så ud af vinduet og et stille suk undslap hendes læber nu og da som blikket gled ned i slottes gårdhave hvor folk kom og gik som de indtrådte i slottet og forlod den igen på hesterygge. Hun sad i biblioteket fordi her var mest ro, dog blev hun pludselig forstyrret som dørene blev revet op og en ung slave kom løbende, hvilket rev hende ud af hendes tanker og fik hende til at se forvirret imod den unge knægt der løb med et papir i hånden som han havde hævet højt over hovedet.
Han stoppede først da han stod foran hende og bukkede dybt som han rakte papiret frem imod hende. "Det er kommet med ravne bud" sagde han forpustet som tegn til at han var løbet hele vejen siden han havde fået det stukket i hånden. Regina rejste sig fra hendes plads fra bænken nær vinduet før hun gik roligt hen og tog beskeden fra drengen og gjorde tegn til at han skulle rejse sig. Hun rullede det lille pergament ud og læste det før hun nærmest stivnede, hun måtte synke en klump før hun så nærmest chokket på drengen "Bed staldmesteren om at sadle en pegasus og sig det skal være med det samme " hviskede hun nærmest for sig selv som hendes blik blev vendt imod vinduet igen med et nærmest håbefyldt blik, den unge knægt bukkede igen før han løb igen for at give beskeden videre.
Hun løftede selv op i den mørke grønne kjole for at løbe tilbage til hendes værelse, fordi hun blev nødt til at gøre sig lidt i stand inden, så håret blev hurtigt redt igennem og tøjet sat mere pænt før hun løb ned i gården hvor pegasusen stod klar til hende, hun blev hurtigt hjulpet op på den bevinget hest som straks blev sat i løb før den lettede fra jorden og i kurs imod hospitalet. Hun blev nødt til at flyve fordi hun måtte have tid til at tænke, tid til at få ro på hendes hjerte og tid til at overveje om dette nu var klogt til trods for han jo friet til hende men om han stadig elskede hende efter så lang tids adskillelse var jo ikke til at sige.

[Deleted]

At hans små piger var så store og fri, mindede ham smertefuldt om at de snart fløj fra reden eller giftede et nyt medlem ind i familien. Det gjorde ondt at tænke på, men han havde da Regina at trække i med hensyn til ensomhed. Og dog, måske havde hun opgivet håbet og fundet en anden mand, nej.... Sådan var hun nemlig ikke, ingen var som hende, måske var det som havde fortryllet ham. Burde han fortælle Odette at han ventede andre end hans døtre, så selv om han i teorien godt kunne tage med hende hjem til herregården nu, ønskede han det ikke før han havde hørt fra Regina. Det var svært at indrømme, men han elskede hende næsten lige så højt, hvis faktisk ikke lige så højt som hans egne døtre.
"Jeg er ked af jeg har været væk så længe min skat, jeg vil gøre alt i min magt for at det aldrig sker igen. Det lover jeg!" Sagde han stille som han nød omfavnelsen som var fyldt med den kærlighed kun et bånd mellem far og datter kunne skabe. Hvor han dog synes bare at den tid havde været væk havde gjort han så Odette i et helt andet lys, hun var jo en vokseen kvinde. Hvor blev de små klukkende piger ude i gården af? I deres fredsomme leg..... Shade tog sig selv i at ville have flere børn, gad vide hvad Regina ville sige til det? Selvom hun havde været væk fra hans liv i den tid, så han stadig hendes smukke smil for sig som stod hun lige der for fodenden af hans seng. Et suk kom fra ham, han endte ned at kravle ud af sengen, han blev skør af at ligge og sidde ned. Rolig så han på Odette med en alvorlig mine.
"Jeg har mistet min stok." Kom det så fra ham, han så ud af vinduet og så så mod hende. Hun vidste godt at hans magi, hans stav havde været deri. Hvilket gjorde ham lettere forsvarsløs. Men det næste ville nok være lidt en bombe at smide, men hellere det inden Regina faktisk stod der og han så først skulle til at forklare det der. Shade rømmede sig og så så på Odette med et blidt blik.
"Odette, jeg venter en anden end mine børn. Jeg ehmm..." En rødlig nuance fandt vej til hans ansigt, Shade rødmede faktisk, han fandt det en smugle ulejligt at skulle fortælle sin datter om dette.
"Inden jeg forsvandt, havde jeg set lidt til en kvinde. Regina.... Jeg er faldet pladask for hende kære, din gamle far føler sig som en fjollet teenager i nærheden af en kvinde.. Jeg vil gerne have i møder hende, det er vigtigt for mig i kan lide hende. " Det lignede ikke Shade at stå smågenert og usikker, men trods alt var hans ranke kropsholdning der stadig. Afventende stod han og så på den reaktion som måtte vise sig hos Odette.

[Odette Soul]

Det var ikke fordi Odette regnede med at blive gift eller jo da Zeus havde fanget hendes opmærksomhed men nu var han jo også lettere forsvundet og når folk jo forsvandt efter man havde kort mødt så forsvandt de jo også ud af ens tanker med tiden, ihvertfald billedet af dem men følelsen de frembragt ville stadig være der. Sådan gik hun ihvertfald ud fra at det var selvom hun havde savnet ham, den måde han kunne få hende til at rødme og blive helt genert, hende denne stolte kvinde som sjældent slog sig ud var blevet blæst omkuld på bare en enkelt dag.
"Godt for vi har været så bekymret for dig.. både os og folket.. Vi har frygtet det værste, at nogen havde slæbt dig hen til billedet så vi aldrig skulle se dig igen" der var en ærlig bekymring i hendes stemme for de havde jo ventet på ham så længe og sendt folk ud for at lede på de sidste kendte steder, men kun for at folk vendte tom hændet hjem igen. De havde jo ikke rigtigt fået nogle livstegn fra ham og nogle havde måske opgivet håbet om han vendte hjem igen men søstrene havde da stadig håbet af hele deres hjerte at deres far ikke bare havde forladt dem selvom de var voksne kvinder så elskede de jo deres far og stadig følte at de ikke var klar til at forlade deres hjem for evigt.
Hun nikkede stille til at han havde mistet hans stok som hun selv foldede hænderne foran sig og så på ham med et sødt og uskyldigt smil. "Vi finder en anden. Desuden kan du vel klare dig med hænderne indtil videre?" spurgte hun roligt for det var jo ikke helt svært at få de rigtige stave når man havde pengene, men han var jo udødelig så han kunne vel klare sig med hans hænder og deres magi, selv brugte hun jo sjældent hendes stav men igen det var heller ikke svære eller mere krævende besværgelser hun brugte i hverdagen fordi hun selv foretrak at gøre tingene uden magi da hun ikke ville være afhængig af det.
Hun stod roligt og så på hendes far før hun selv gik hen og satte sig på sengen efter han havde rejst sig og dermed ikke fyldte det hele, så hun kunne godt tillade sig at sætte sig ned. "Er jeg meget forkert på den hvis jeg spørger om det er hende du ikke kunne få øjnene fra til vinterfesten på slottet?" spurgte hun roligt for hun havde da godt set de blikke da hun havde siddet overfor Regina til den fest. Selv havde Odette jo ikke noget imod endnu en kvinde i deres hjem, for hvis det bare gjorde deres far lykkelig så passede det hende fint, men hvordan de andre ville tage det var ikke sikkert, for Tamara ville nok ikke tage det så let da hun jo var den lille prinsesse så det var ikke til at vide med hende. "Men så længe hun gør dig lykkelig, så vil jeg gerne møde hende og lære hende bedre at kende" sagde hun roligt for hvis der nu kom en anden kvinde, så kunne det være Odette kunne være bekendt at liste lidt mere væk og søge efter Zeus.

[Regina Herdeiro]

Pegasusen fløj så hurtigt den kunne, at den hev efter vejret og kom med en lettere prusten ind i mellem, men den gav ikke op, den kunne mærke at Regina bare ville fremad fordi hun håbede på at komme frem inden det ville være for sent, inden han ville være taget hjem fra hospitalet men så håbede hun da alligevel på at få besked fra ham, bare på et eller andet tidspunkt så hun ikke skulle rende rundt i uvished om at han stadig elskede hende eller ikke. Hvis han ikke elskede hende så skulle hun videre i livet, igen med et knust hjerte men hun havde overlevet det i flere århundrede så hun håbede da på hun ville komme over dette også.
Vinden var så stærk imod hendes ansigt at det rev i hendes hår og næsten gav hende tårer i øjnene men hun forsatte med at drive hesten frem mens tankerne kørte i hendes hoved. Elsker han mig stadig? bør jeg overhovedet håbe? bør jeg overhovedet se ham? vil han se mig? eller har han fundet en anden?.. Tankerne forsatte men et sted i hende sad håbet stadig i hendes hjerte, håbet om at hun havde fundet den rette mand at tilbringe en evighed med til trods for hun skulle forlade hendes hjem på slottet men det var jo ikke særlig lang væk så hun ville altid kunne tage til slottet og blive nogle dage.
Grænsen nærmede sig i det fjerne men der ville stadig gå timer før hun ville være der, til trods for hun fløj derhen så hurtigt hun kunne men det ville give hende en tænke pause og give hende tid til at forsøge at få hendes hjerte til at falde til ro, selvom det hamrede af spænding, forventning og bekymring for hendes elskede der slå skadet på hospitalet.

[Deleted]

En lavmeld latter kom fra ham, han fik mod hende og lagde en hånd på hendes kind med et kærligt blik.
"Ingen skal tage mig væk fra mine døtre, aldrig i livet. Jeg skal nok få den ansvarlige til at bøde for dette." Kom det stille fra ham, han ville finde en lejemorder og sætte en dusør på enhver pirat som kaldte sig ved besætning af det skib. Hans mareridt ville nok ikke holde inde og han huskede små bider af den som de kvinder havde gjort ved ham. Ting som ingen nogensinde ville få af vide, end ikke hans døtre og da slet ikke Regina. Tænk hvis hun vidste hvad han lavede på skibet i det første. Man måtte sige han havde fået sig en lærestreg der sparkede røv. Hendes spørgsmål fik ham til at smile lunefuldt, han fjernede sin hånd og nikkede roligt.
"Jeg gjorde faktisk mit bedste for ikke at afsløre os, jeg ville først vide om hun var noget alvorligt før jeg viste hende frem for jer." FOrklarede han undskyldende. Det var dog svært at ligge skjul på en forelskelse, da det normalt kun var kødets lyst som fik Shade frem, men her var det alt i en, lige som hans forrige kone. Det var lidt underligt at snakke med sin datter om dette, men hun var jo voksen nok til det.
"Jeg har aldrig været så lykkelig med en kvinde siden jeres mor." Indrømmede han, men det var også tydeligt det skar i ham, da han jo også elskede sin afdøde kone, men han vidste hun ville have han fandt kærligheden også selvom det ikke var hos hende. Det havde hun sagt, spevielt fordi hun ønskede brændende at pigerne fik en mor, den opgave havde han bare ikke ligefrem påtaget sig. Ingen kvinde havde slået fødderne væk under ham, før Regina kom og tog hans åndedræt væk. Hver gang hun smilte var det som at få en mavepuster, en god en, hvis det altså gav nogen mening. FOrelsket var han, helt igennem forelsket og langt væk i den kvinde. Men at sige til hans datter nu at han ville gifte sig med hende inden de overhoved havde lært hende bare lidt af kende eller i det mindste mødt hende, var nok lige overdrevet nok. Lidt skånsom måtte han være, for det her var en kvinde som tog deres mors sted, og selvom hun ikke havde været hos dem længe og Tamara slet ikke havde kendt hende, så betød hun meget for dem alle. Shade havde altid holdt hende i live ved at vise dem malerier og fortalt historier om hvordan hun var. Hvordan de mødtes. Ja som havde hun faktisk været der med dem, hvilket han på en måde altid havde holdt fast i at hun var lige så snart han var sammen med børnene.

[Odette Soul]

Odette sendte hendes far et sødt og kærligt smil da han lagde hånden på hendes kind som hun kort trykkede kinden ind imod for der var nu noget betryggende at vide han stadig var i live og havde det godt efter omstændighederne, for nu skulle de vel bare vente på han helede noget mere så de kunne begynde deres hjemrejse, selvom de vidst lige skulle vente på Regina hvis hun nu dukkede op, dog kunne de vidst ikke blive her hele tiden for der var jo nærmest gået panik i det derhjemme, den gode overraskelse så alle fik lige pludseligt travlt med at gøre alt klar til at han kunne komme hjem.
Hun lagde en stille hånd imod hans der lå på hendes kind. "Ingen behøver at bøde for dette. Jeg er bare glad for du er i live og her sammen med mig igen" sagde hun med et sødt smil for hun var jo kun lykkelig for at han var i live og de snart kunne vende hjem så alt kunne gå hen og blive normalt igen og hun kunne få en ting mindre at bekymre sig om, så vil savnet af Zeus kunne fylde hendes hjerte. Hun fjernede hånden igen men det søde og kærlige smil forblev på hendes læber for hun var jo trods alt lykkelig over at se ham igen.
En mild latter kom fra hendes læber. "Jamen fader.. Du har trods alt opfostret kvinder, vi ligger mærke til sådan nogle blikke i sendte mellem hinanden" sagde hun roligt dog med et lidt drillende smil for hun havde da lært at folk der var forelsket så lidt anderledes på hinanden end andre gjorde, selvom det nogen gange var svært at se så havde det her været en smule tydeligt ihvertfald at Reginas forelskelse havde været tydelig, så hun kunne jo bare håbe på at hendes far havde gengældt det, og det havde han jo lige indrømmet at han havde gjort.
Hun betragtede ham roligt og bed sig kort i læben. "Det er kun godt du er lykkelig far.. Og du ved jeg ikke bliver den store udfordring, det gør de andre nok.. Men jeg kan vel håbe du ikke vil stå i vejens for vores lykke hvis vi en dag kom og sagde vi elskede en mand" sagde hun roligt men dog lidt forsigtigt for hun ville ikke have blev skuffet eller trist over at hun måske lagde op til at hun havde fundet en hun gerne ville dele hendes liv med, eller det kom jo an på om hun kunne finde ham igen eller om han ville opsøge hende som han ellers havde lovet.

[Deleted]

Spurgte man ham skulle de bøde for at have holdt ham adskilt fra hans elskede døtre og hans kommende hustru, hvis hun da ønskede det. Uanset hvad, så havde den tid været ham kostbar, skønt han havde evigheden. Al den sorg og bekymring det måtte have skabt, de skulle bestemt både for det! Han kløede sig lidt i nakken, nogle gange glemte han hvor klog Odette var, han måtte jo indrømme han havde gjort det godt og hans afdøde hustru ville være stolt af pigerne. Det var han i hvert fald selv. Shade gik mod vinduet og sukkede stille, der var godt nok mange ting at se til når han vendte tilbage. Omverdenen havde været ham så fjern i den tid, han havde ingen ide om hvordan det gik med landets landbrug og om der var krig igen, eller stille for nu. Det var irriterende at være så uviden, men først og fremmest ville han være sammen med sine kære, så kunne han tage fat på arbejdet bagefter.
"Jeg er også lidt bekymret, men jeg er sikker på i alle vil elske hende." Lød det stille fra ham, han vendte rundt med et smil på læben, Odette var som en åben bog, af den grund han kendte sin datter godt. Det var tydeligt at mærke bag det sidste i hendes ord havde en smag af bagtanke. Roligt gik han hen og satte sig ved siden af hende på sengen, så kiggede han til siden på hende og havde et spørgende udtryk i ansigtet.
"Hvem er jer har fundet en mand?" Spurgte han så, ganske roligt, da han var nysgeriig, men han var jo også overbeskyttende og denne mand skulle bevise en del før han måtte ægte nogen som helst som var ham nær. Åh hvor han dog håbede det ikke var Tamara, det kunne han ikke, ikke hans yngste. Det ville heller ikke være helt let med Odette, men i det mindste lettere. Det mest naturlige ville jo være den ældste først og det kunne kun være det letteste for hans hjerte at være. Selvom den tid væk fra hans døtre ikke ligefrem gjorde ham villig til at lade nogen af dem forlade deres hjem. Shade så lidt eftertænksom ud, han prøvede at finde en måde at skulle takle det på, hvis der faktisk var en mand i billedet af en af hans døtres liv. Måske skulle han bare nyde at skulle hjem snart og tænke på det senere. Han kvalte et gab i sin hånd og lukkede roligt øjnene, han var stadig småudmattet, men det var jo overhovedet ikke slemt i forhold til at han for et par dage siden var halvdød. Lykken ved at være udødelig.

[Odette Soul]

Måske var det bare Odettes naive og gode natur der gjorde hun ikke ville straffe folk til trods for de havde gjort noget forkert, men et sted var hun jo også bare glad for at han var kommet tilbage i live når folk alligevel havde frygtet at han var forsvundet forevigt. Hun betragtede roligt hendes far som han gik hen til vinduet og nærmest lignede en der begyndte at tænke over tingene, lidt som hun så tit havde set på ham mens han grublede over ting selvom det jo hovedsaglig var arbejde som han tænkte over for hans piger var jo godt bevogtet så hun troede aldrig det handlede om dem.
"Jeg elsker hende allerede hvis hun gør dig lykkelig, vi skal vidst bare lige overtale de andre.. Tror næppe Tamara er vild med ideen" sagde hun roligt med en mindre latter i stemmen for hun var jo godt klar over at Tamara var fars lille pige, dog også den som lavede mest ballade selvom farmand jo nok ikke vidste meget om det, men hendes søstre vidste det og forsøgte så godt de kunne at holde det skjult for ham, så hvis nogen skulle have skæld ud så skulle de vidst alle sammen have det, men de var jo søstre, de havde visse hemmeligheder mellem hinanden som ingen skulle vide.
De rolige brune øjne så på hendes far som han kom hen og satte sig på sengen men da han spurgte hvem der havde fundet en mand, så hun ned i gulvet og foldede hænderne lidt nervøst foran sig på hendes lår fordi hun ikke vidste om hun skulle sige noget eller ikke, så hun bed sig kort nervøst i læben og sank en klump før hun lidt stille svarede ham. "Det har jeg.. Han lovede vi skulle giftes når han havde fundet sin søster, men han er ikke kommet endnu".. Hun vidste ikke om det var det rigtige at sige men det ville også være dumt at holde det skjult for ham selvom hun havde holdt det skjult for hendes søstre så længe indtil Kyo havde fundet ud af det fordi denne hemmelighed var ved at æde hende op indvendigt men deres far havde jo også været forsvundet på det tidspunkt så hun følte jo stor skam ved at opleve kærlighed på sådan et tidspunkt.
Hun så igen over på hendes far som han tog hånden op til munden for at skjule et gab. "Du burde sove far.. og jeg burde spise smed alt hvad jeg havde i hænderne så nåede ikke at få noget at spise" sagde hun med et skævt undskyldende smil for deres far skulle jo gerne være frisk og så kunne hun måske opsøge noget at spise i mellemtiden.

[Deleted]

Kropssproget afslørede hende før hendes ord gjorde, han stivnede lidt i det, og ordene om at de skulle giftes fik ham til at blive småvred. Dog beherskede han sig, der var ingen grund til at skændes med hende nu, desuden ville en rolig reaktion fra hans side være straf i sig selv, for man vidste aldrig hvornår bomben så gik af.
"Javel." Kom det eftertænksomt, men roligt fra ham. Hans blik vandrede rundt i rummet og vendte så tilbage mod hende. Det var faktisk hårdt at skulle tage det så pænt, men han var for udmattet til at skulle tage den med hende nu. Desuden, så var han bare glad for at manden var blevet væk indtil videre, det kunne have været et kønt syn hvis en af hans døtre havde giftet sig mens han var væk. Så var han nok nød til at låse hende inde indtil han havde godkendt manden, var manden ikke godkendt var det meget let. Henret lortet og kom videre. Hans tanker afslørede han var vred, men dem kunne hun jo ikke læse, så hans rolige holdning og lidt trætte udseende gjorde det svært at læse ham.
"Få du dig noget af spise min pige, så tager jeg mig en lur. Jeg håber bare så inderligt Regina snart kommer.... Det ville gøre jeg fik lidt ro i sindet." Kom det stille fra ham, han var bekymret. Lige så snart Odette rejste sig, ville han ligge sig til at sove lidt. Hvis alle hans tanker ville lade ham, han tænkte på hvor Tamara og Kyomi var henne, hvad de lavede og om de var okay. Mon de også havde fundet kærlighed mens han havde været borte. Alle de ting han ikke kunne beskytte dem imod var jo frit stillet nu hvor han havde været væk. Hvem var denne mand som Odette havde mødt og var han overhovedet tæt på at være hende værdi i hans øjne? Og hvor var Regina, hvad hun lavede hun mon, hvad tænkte hun, og var hun okay? Alle de spørgsmål og så lidt svar indtil videre, han måtte tage den med ro. Hvor var der brændevin når man behøvede det?! Shade sukkede stille og da han endelig havde fået taget sig sammen til at lukke øjnene og ligge roligt, faldt han også hurtigt hen.

[Odette Soul]

Lige så snart Odette havde sagt ordene fortrød hun dem igen, for hun vidste hendes far ville blive rasende over det til trods for han burde ønske det bedste for hans piger, hun bed sig i læben igen for hun ville jo gerne være sammen med Zeus men at stikke af fra hendes ansvar hjemme på gården ville bare give hende utroligt dårligt samvittighed, men igen det ville også give hende dårlig samvittighed hvis hun skulle nægte Zeus nu hvor hun endelig var blevet forelsket efter flere århundrede, for ville gerne have givet deres forhold en chance, så meget fortjente hun vel for lidt lykke? ikke at hun ikke var lykkelig før hun mødte Zeus men hun så ligesom på tingene anderledes efter hun var blevet forelsket, for hun var faldet dybt og hun fortjente vel også en mand som elskede hende og behandlede hende ordentligt?
"Ja far" svarede hun med et stille suk inden hun rejste sig for dette møde som skulle være glædeligt var det langt fra mere nu hvor hendes store hemmelighed var kommet frem. Hun så end ikke på hendes far før hun forlod rummet så han kunne få fred til at sove. Selv gik hun med stille skridt og sænket hovedet som hun bevægede sig rundt på hospitalet fordi hun havde mistet appetitten så hun gad egentlig ikke at spise noget når det kom til stykket så hun vandrede bare rundt som en hvileløs sjæl til hun pludselig var havnet på første sal, hvor hun stoppede ved indgangen til et af rummene hvor der fandtes børn inde, de lede med hinanden, grinede og smilede som smittede lidt af på hende. Hun vidste ikke hvor længe hun havde stået der og set på børnene men det måtte være et stykke tid for en ældre kvindelig sygeplejer kom hen til hende og gjorde tegn til at hun skulle følge med hvilket hun også gjorde uden ord og de endte i et andet rum nærmest bagerst på 1 sal hvor der var en masse vugger og nogle andre kvinder rendte også rundt. Odette så undrende på kvinden som de gik hen til den nærmeste vugge hvor en tydelig lille halbie pige lå i, med sort hår og sorte katteøre, vidst ikke særlig gammel, igen så Odette på kvinden for at få svar på hvorfor hun var her "Hittebørn.. Mødrene kunne ikke beholde dem så de aflevere dem her i løbet af natten hvis de ikke har lagt dem i skoven" forklarede hun og Odette nikkede godkende til det for hun havde da hørt om sådan noget her før, ulykkelige mødre der blev nødt til at komme af med deres børn, muligvis børn af kærlighed men at faderen enten var smuttet eller de var ugifte adelige. Hun trådte om ved siden af vuggen med den lille pige som bare så op på dem, sagde intet men så bare på dem, "må jeg?" spurgte hun den ældre sygeplejer som nikkede med et stille smil. Odette bøjede sig ned og tog den lille tavse pige op, så en sort pjusket hale nu også blev afsløret men det sagde Odette ikke noget til, hun smilede bare til den lille pige som hun stod med i favnen. Da Odette satte sig på en stol i nærheden begyndte den lille pige glad at pylre som om hun havde en masse at sige nu hvor der var en som ville lytte til hende, og Odette smilede bare som hun så på denne lille skabning og tydeligt mærkede et brændende ønske om en dag at blive mor til en skabning der gerne måtte være lige så fin som denne lille pige for hun var bedårende med de brune øjne.
Her sad hun i længere tid og da pigen faldt i søvn rejste hun sig og lagde pigen i vuggen igen hvorefter hun begyndte at gå rundt mellem de andre hvor hun ind i mellem tog de vågne op og sad med dem i noget tid til de faldt i søvn så lagde hun dem fra sig igen. Der var dog et lille barn som fangede helt hendes opmærksomhed, en lille menneske eller magiker dreng med sort hår og mørke blå øjne som hun stod og så på noget tid inden hun til sidst tog ham op og snakkede stille med ham som hun betragtede denne lille skabning, det var nærmest forelskelse ved første blik da hun så denne lille knægt, så hun sad længe med ham selv efter han var faldet i søvn sad hun med ham uden at ville rejse sig.

[Regina Herdeiro]

Jorden under hende virkede til at forsvinde under hende, træer, marker og huse forsvandt næsten lige så hurtigt som de var dukket op, så hurtigt fløj hun afsted på pegasussen fordi hun ville skynde sig hen til hospitalet. Tankerne virkede til at flyve igennem hendes hoved lige så hurtigt som jorden forsvandt under hende men hun havde også travlt og 1.000 af tanker virkede til at ville igennem, 1.000 spørgsmål, tanker om frygt, kærlighed og så meget andet.
Efter adskillige timer og hvem ved hvor mange minutter begyndte hun at ane hospitalet i det fjerne, nok fordi det var en af de største bygninger i mile omkreds men der ville stadig gå noget tid inden hun ville nå derhen, men som minutterne kom hun tættere på og hendes hjerte begyndte så småt at gå i stå, eller sådan føltes det fordi hun havde jo ingen anelse om hvad hun egentlig skulle sige for de havde været adskilt så længe, men hvis han havde sendt bud efter hende må han jo stadig være lidt glad for hende?
Da pegasussen landede havde hun nærmest ikke tid til at vente til den stod stille så hun hoppede af som den begyndte på sit trav lige inden den gik ned skridt, men hendes mindre hop gjorde hun næsten havde mistet balancen og ryge på snottet i en mudderpøl men hun nåede lige at blive reddet af en ung mand i nærheden så hun blev hevet tilbage i hans favn. "Tak" sagde hun stille med et meget undskyldende smil da hun havde revet sig løs. Den unge mand nikkede roligt og lo så fordi hun skyndte sig videre inden han nåede at kunne sige "Igen årsag". Hun løb ind i forhallen med bankende hjerte og hurtig vejrtrækning. "Hvor er Grev Shade Soul henne?" spurgte hun hurtigt den første og bedste som hun kunne få fat i. "Den 7 sal, 3 dør på venstre hånd" svarede sygeplejeren som næsten ikke nåede at snakke færdig før Regina var løbet alt hvad hun kunne hen imod trapper men undervejs måtte hun dog lige stoppe og få vejret i nogle sekunder hvis ikke lidt over et minut før hun igen forsatte med at løbe op af trappen og fik sendt flere blikke hun ikke tog sig af, fordi hun bare ville skynde sig op. Da hun endelig nåede de sidste trin til 7 sal inden trapperne til 8 ville begynde, standsede hun op og hvilede ryggen imod den kolde mur, mens hun fik vejret nogenlunde under kontrol og fik tørret den værste sved af hendes pande samt rettet på hendes hår og kjole så hun ikke så pjusket og sjusket ud når hun skulle møde Shade. Det tog hende flere minutter at få styr på det hele, og hun gik ikke før det var nogenlunde ordnet, men skridtene hun tog var stille og usikre hen imod døren hvor han skulle ligge inde, for hvad nu hvis familie var der? hans piger? hvad hvis han kun ville se hende som ven i fremtiden? så mange spørgsmål der stadig trængte sig på. Hun stoppede op inden døråbningen og foldede nervøst hendes hænder foran sig, for de var svedige så det virkede som om hun ville tørre sveden af med den anden hånd men lige lidt hjalp det. Til sidst tørrede hun dem af i kjolen lige inden hun trådte frem i døråbningen stadig en del nervøs, et sted håbede hun på at han lå og sov og at ingen af hans piger var der for det ville blive virkelig akavet hvis de skulle mødes omkring hans sygeleje. Hjertet stoppede næsten da hun så ham, men hun havde jo ventet så længe på at se ham.

[Deleted]

Det søvn han fik var på ingen måde noget rart, han var tilbage på skibet, og ude i det fjerne kunne han se Odette blive gift med en eller anden mand som langt fra til at godkende. Han råbte alt hvad han kunne, men blev ikke hørt, kun revet tilbage af de mange kvinder til mere tortur. Med et sæt satte han sig op, han stirrede ud i luften og lignede et spøgelse mere end noget andet, så bleg var han blevet. Og det hjalp ikke helt på farven, da han så op og lagde mærke til at Regina stod der, det gippede helt i ham og et kort øjeblik var han lammet. Dog, farede Shade op fra sengen og selvom han kort knækkede i benet på vej over mod hende, forsatte han bare og omfavnede hende, knugede hende ind til sig, begravede ansigtet i hendes skulder kort. Her stod han og indåndede duften af hende, det var virkelig hende, uden så meget som at sige noget til hende, tog han blot fat om hendes smukke ansigt og kyssede hende mere lidenskabeligt end han nogensinde havde kysset nogen før. Der var intet som beskrev hvor meget han havde savnet hende og han havde ikke tid til at høre hvad hun havde af sige, han ville bare mærke hendes nærvær, hendes læber, de søde kys som kom fra de smukke læber. Da Shade slap kysset, smilte han undskyldende og rettede sig lidt op igen, fik lidt holdning i kroppen og smilte nu mere lykkelig over at se hende. Det var svært at lade være med at holde om hende, han kunne virkelig ikke give slip.

[Regina Herdeiro]

Hjertet bankede så hurtigt som om det havde lyst til at bryde ud af hendes krop, både af spænding og nervøsitet over at skulle møde Shade igen. Nervøst bed hun sig i læben og knude sine hænder mellem hinanden fordi hun ikke anede hvad hun skulle gøre ved dem. Det var som om hendes fødder heller ikke ville gå længere end nogle få skridt ind i rummet hvor øjnene faldt på Shade mens hjertet stoppede og hun ventede på en eller reaktion, om han ville udvise glæde eller ligegyldighed imod hende for hun vidste ikke om han stadig følte noget for hende. Han lignede dog en som ikke havde det særlig godt så blev stående men det gav et stik i hendes hjerte over at se ham være sådan et sted her, og da han rejste sig og vaklede gik hun nogle hurtige skridt imod ham for at hjælpe ham så han ikke faldt, men han nåede at få mere styr på sig selv inden han kom til hende og omfavnede hende, så hendes hjerte virkelig følte det sprang et slag over for hun var så lykkelig så det ikke kunne beskrives med ord. Hendes hænder gled blidt rundt om ham og men trykkede ham dog bestemt ind til sig for hun havde savnet hans nærvær og konstant tænkt på ham og nu var han her og virkede til at savne hende mere end noget andet! men det var jo bortset fra hans børn, det vidste hun men de skulle jo også være første valg, så længe hun bare kunne være en det andet valg. Kysset han gav hende betød utroligt meget for hun kunne mærke hun var savnet, og kysset blev gengældt med stor lykke og stor savn men nu var hendes bekymringer ovre fordi han var her igen så kunne hun tage den med ro. Da kysset blev brudt og hun blev mindet om de ikke var alene i denne verden og et uskyldigt smil gled over hendes læber.
Hun fjernede den ene hånd fra hans ryg og lod den glide op til hans kind som hun strøg stille med fingerspidserne. "Hvor har jeg savnet dig min elskede.. Har været så bekymret de sidste mange måneder" hviskede hun stille men blidt som en sommerbrisen, der dog var tæt på gråd i hendes stemme fordi hun havde været så bekymret og nu stod han her foran hende, lys levende men dog ikke helt så frisk som sidst hun havde set ham men hun kunne heller ikke forvente det når hun måtte finde ham på hospitalet.

[Deleted]

"Og det undskylder jeg får min elskede." Hviskede han stille og kyssede hende kort men dybt, han kunne ikke lade hende gå med det samme, han måtte have hende med sig. Tanken om at undvære hende igen var mindst lige så skræmmende som at Odette nær havde giftet sig uden han var der og slet ikke at se nogle af de andre piger igen. Et lettet suk kom fra ham, intet han selv lagde mærke til ud over følelsen i kroppen hvor han følte sig lettet over at hun ikke havde glemt ham, at hun ikke bare havde levet videre og ikke tænkt mere over det. Gad vide hvor Odette egentlig var lige nu, de skulle møde hinanden, det ønskede han. Et lidt grinende smil gled hen over hans læber.
"Min mellemste har godkendt jeg har fundet kærligheden. Hvilket er klart når hun selv havde små bagtanker. Døtre...." Kom det så lidt eftertænksomt fra ham, han grinte dog lidt ved tanken, det måtte han altså få tacklet på den ene eller anden måde. I hvert fald, ville han kræve at se denne mand og se hvem pokker han var og så skulle han nok bedømme om han var hendes elskede Odette værd. Shade krammede Regina ind til sig igen og sniffede nærmest dybt ned i hendes hår.
"Jeg fatter ikke at du virkelig er her...." Hviskede han så dybt, for han havde ikke regnet med at nogen ville huske ham, han havde jo ingen tidsfornemmelse og på nogle punkter, var han faktisk selv i tvivl om hvem han var. Eller det havde han da været. Kunne man forvente andet af en mand som var så traumatiseret og forslået da han blev fundet og tiden op til det. Shade kyssede hendes hals stille, hviskede søde ord om hvor meget han havde savnet hende og stod lidt i sin egen verden med hende.