Hvor længe? (åben)

[Regina Herdeiro]

Et stille grinende smil gled over de ellers lykkeligt smilende læber da han hviskede undskyld til hende. "Så længe du er i live så er du tilgivet" hviskede hun stille igen og besværede det dybe korte kys som han gav hende, det var stadig som et ønske som gik i opfyldelse for hun havde jo længe gået håbet og ønsket at han ville vende tilbage til hende, gerne helskindet og stadig elskede hende som han indtil videre havde vist at han stadig gjorde.
Et mild grin kom over Reginas smilende læber "Så længe de ikke var dårlige så er det kun godt hun har godkendt det.. Desuden er hun jo din datter og døtre har det ind i mellem med at have bagtanker" sagde hun blidt for så længe det jo ikke var dårlige bagtanker så var det vel i orden at hun havde bagtanker? Selv kunne hun ikke tale med erfaring omkring at have 3 døtre men hun havde da været der under Drazillas opvækst og set hende som den datter hun aldrig havde fået, men hun havde jo bare taget hende til sig og leget mor ind i mellem når den kvinde havde trængt til det. Men hun elskede stadig Drazilla som sin datter til trods for at pigen ikke havde haft den bedste opvækst ifølge Regina.
"Jeg vil altid komme når du kalder min elskede." hviskede hun blidt tilbage for hun ville altid komme når han kaldte, altså når hun kunne høre ham for havde han kaldt fra det sted hvor han nu havde været så havde hun ikke kunne høre ham, kun fornemme der var noget galt men hvor i alverden skulle hun have søgt henne af? Hvis han nu alligevel ikke havde elsket hende og hendes fornemmelser havde været forkerte fordi hun var blændet af savn og sorg over hende ikke var hos hende. De søde ord han hviskede til hende fik hende til at føle sig virkelig lykkelig trods omstændighederne og uden at tænke over det begyndte hendes fingre at stryge stille op og ned af hans nakke med et lykkeligt uvidende smil, før det gik op for hende hvad hun havde gang i. "Vi bliver nødt til at få dig op i seng igen, inden det går for langt" hviskede hun lidt grinende for hun kunne godt mærke hvor meget hun havde savnet ham, så det var svært at holde fingrene fra ham men de skulle jo også finde hans datter og så skulle de have ham med hjem til sig selv.

[Deleted]

Det blev rart endelig at kunne komme hjem, nu havde hans sjæl fået fred, nu hvor Regina var her og han vidste alt mellem dem var godt. At stå der med hende gjorde han glemte alt om hans tilstand, selvom han jo havde det fint nok, han var jo udødelig. Der var gået nogle dage hvor hans krop havde fået lov til at ordne sig selv, det var jo ikke småting der havde været galt med ham. Havde han været normal magiker, var han sikkert død, hans tilstand da han blev fundet havde været kritisk. Det var der man var glad for sit maleri, tænk hvis han havde skulle leve uden og være i fare på den måde, kunne dø så let. Man måtte sige man blev afhængig af det billed. Hendes nusning i nakken fik ham til at smile skævt, han havde virkelig savnet hende og det var ganske upassende at stå der og få lyst til hende. Men hvordan skulle man kunne undgå dette? Så smuk og fantastisk en kvinde.
"Jeg er altså ikke lavet af porcelæn kære." Grinte han lidt, inden han gik hen til sengen og fik sat sig stille og roligt ned. Om der kom en vogn der skulle tage dem hjem til herregården vidste han ikke, mon ikke Odette havde styr på det? HVor blev hun egentlig af? Hvis han kendte hende ret, havde hun allerede hjulpet en masse folk på stedet og blandet sig i ting som vel egentlig intet var for en komtesse hvis man spurgte ham. At hindre hende, det havde han dog opgivet for længst, de pigebørn var mindst lige så stædige som deres moder havde været. Og nok også som han selv var, men det var intet han ville indrømme.