a hard chose

[Deleted]

FOrklaringen gjorde hun fik lidt store øjne, men så begyndte hun at grine efterfølgende, hun så kærligt mod ham og rystede på hovedet.
"Hvornår lære forældre at man ikke bare sådan lige finder en at dele resten af sit liv med? Det kommer helt af sig selv på det rette tidspunkt." Kom det stille fra hende, hun tænkte lidt tilbage, hendes forældre var også gået over gevind med alt det med at få en mand. Mere på grund af omdømme og så fordi de selvfølgelig ønskede hende en god mand. Dog lyttede de ikke til hende da hun forklarede hun havde fundet en god mand, i stedet giftede de hende mod hendes vilje væk til en højrøvet nar af en anden elver. Nu var han død og hun var enke, men hendes elskede var væk og sikkert kommet videre. Mathayus var stadig i hendes hjerte, men hun var kommet over det ikke at skulle se ham igen. Skoven var mere tiltrængt end noget andet og nu var hun der endelig, fri.... Selvom hun nu gerne ville længere væk. Gad vide om hendes forældre stadig ledte efter hende?
"Desuden opførere du sig ikke spor forkælet, hvis du spørger mig, har du et hjerte af guld sådan at tage dig af en vildt fremmed." Grinte hun og lagde hovedet lidt ned igen, dog med armen under det. Hun så op på ham med de varme brune øjne og smilte, endelig fri og det føltes så skønt. At bruge tiden på at være ulykkelig over alt det var sket, ville være dumt, allerede nu havde hun mistet en stor del af det syntes hun.

[Eru Ubasa]

Hun grinte. Underligt tidspunkt at grine. Men et godt tegn. Yuki smilte og grinte selv lidt. Hendes ord fik ham til at se op på løftet og tænke. Selv vælge, tænk vis han kunne det. Men hvordan kunne man vælge mellem så mange skønne kvinder. Så mange Smukke øjne. Så meget charme.
"Dele resten af livet med. Den ide har jeg aldrig kunne lig. Jeg elsker kvinder. Men jeg har aldrig kunne vælge plot en. Fatter ikke mine forældre vil ha jeg vælger en jeg skal ha resten af livet når der er så meget skønhed i hele verden"
Det var tydeligt at han var en tyde der blev fanget af kvinders udseende og charme. Hendes næste ord fik ham til at smile varmt og han så på hende med venlige øjne og nussede hendes hånd.
"jeg kunne da ikke bare lade en smuk kvinde som Dem være såret og gradene i skoven. De havde jo brug for hjælp og jeg er altid blevet opdraget til at hjælpe hvor jeg kan. Men vis jeg kan, så ligger jeg helst og daser hele dagen. En af grundene til mine forældre kalder mig forkælet."
forklarede han roligt til hende og så hvordan hun lagde sig ned og smilte roligt og venligt med sine blå øjne og blev helt fanget i hendes brune smukke øjne.

[Deleted]

Så han var altså en af de mænd, hun ville dog ikke dømme om på det område, alle var så forskellige, selv var hun dybt romantiker som drømte om den perfekte tilværelse. En hun faktisk havde haft, men den blev hende frarøvet. Selvom hun var så gammel som hun var, havde hun aldrig nogensinde været sammen med en mand, da hun var opdraget på at man ikke gav sig hen til en mand før man var gift. Men alle de gange hun havde haft lyst til at give sig hen til Mathayus var hendes vilje næsten blevet brudt, dog havde hun selvkontrol. Utroligt nok så forelsket som hun havde været.
"Jeg er håbløs romantiker, hvis jeg kunne, levede jeg i de romancer man finder i bøger."Hendes blik var drømmende og hun blev en smugle fjern, bare tanken gjorde hende helt blød i knæene og glad. Men det mindede hende desværre også om at de levede i en verden hvor det var sjældent man fik lov til at gifte sig til kærlighed. Et kort grin kom dog fra hende, at dase hele dagen var da skønt, som elver havde man et langt liv, det var da bare om at nyde det.
"Hvem gør ikke det? At ligge i solen, nyde naturen og opleve nye ting som måske dumper forbi..... Ak ja, jeg begravede mig gerne i bøger dagen lang og sad ude på min altan mens jeg nød solens varme stråler. Dagdrømte i de små pauser jeg holdte." Hun smilte sødt og endte med at prøve at sætte sig lidt om, hun var lidt svimmel, hun kunne godt bruge noget vand eller i hvert fald bare væske. Men at spørger efter sådanne ting, det gjorde hun altså ikke med mindre det blev højst nødvendigt.

[Eru Ubasa]

ja han var måske en af de mænd og måske ikke. Han elskede kvinders udseende men det var fordi det var en svaghed fra hans side. Han havde aldrig haft en rigtig romance med en kvinde kun flirt. han så på Okume med rolige øjne og smilte roligt til hende.
"hvordan ville den perfekte scene være for dig vis du kunne vælge"
Spurgte han af ren nysgerihed. Han kunne ikke selv forestille sig at ha en kvinde kun men måske vis kvinden tillod at han flirtede med andre så ja. eller vis hun var alt man kunne drømme om så måske. men hvor fandt man lige sådan en kvinde.
"ja. Det lyder også dejligt. Jeg er mere til at ligge og putte med mine venner, ulvene og nyde livet. Jeg har aldrig været den store læsehest."
Han så mod vinduet hvor han svagt kunne skimme lidt af ørene på en af ulvene. Hans venner. faktisk de eneste som ikke bedømte ham på hans væremåde men på hans indre.

[Deleted]

Et suk kom fra hende, hun smilte lidt drømmende.
"Der er for mange at vælge imellem." Kom det blidt fra hende, hun smilte til ham og trak lidt på skuldrende. Der var jo forskel på kønnet, så det var klart at de var forskellige på nogle punkter, desuden vidste Okume godt at hun var lidt speciel. Hun så sig lidt omkring, tænk at han havde taget hende med sig hjem for at hjælpe hende. Det var da utroligt som hun var helt forbløffet over hans og så hans mors hjælpsomhed.
"Jeg..... har ingen venner." Mumlede hun så, mens hun stirrede på ham lidt forvirret. Det eneste hun havde haft var hendes tvillingebror, men selv han havde vendt hende ryggen. Og så Mathayus som nu var en afsluttet kapitel i hendes livsbog. Roligt kom hun op og stå, hun så lidt ned af det som engang havde været en kjole. Et lidt trist suk kom fra hende.
"Din far kommer ikke til at blive sur over at jeg er her? For, jeg skal nok tage afsted hurtigst muligt." Kom det så stille fra hende, hun lod sine fingre glide lidt ned af hans kind igen. Tænk at slå sit eget barn. Han skulle skamme sig!

[Eru Ubasa]

ingen venner. Hvor lød det trist. Ja Yuki havde ingen venner som var to bennet. så han kunne godt reletere til det. Han smilte trøstene til hende og da hun talte om hans far og kørte sin finger over hans kind sukkede han.
"det har intet. Overhoved intet at gøre med dig. det er simpelhen fordi min far troede du måske var min kommende kone og da jeg sagde nej sagde han jeg skulle til at bringe en konge hjem ikke en der havde brug for hjælp. Det er almindeligt skænderi for mig og ham"
Yuki tog hendes hånd og kyssede den blidt og smilte venligt hans familie hjælp altid gerne men Yuki vidste at hans far gerne slå ham for at få banket fornuft ind i hovedet på ham.

[Deleted]

Et sted havde Okume lidt opgivet håbet i at finde en mand som hun kunne leve resten af sine dage med, hun følte ikke hun faldt i nogens smag. Det gjorde hende trist til mode at ingen kunne se hende som en livslang ledsager, men måske var det derfor folk blev giftet bort og ikke til kærlighed. Det skete måske kun i bøger, så dem måtte hun bare begrave sig i. Men nu havde hun slet ingen bøger, hun havde intet hjem, hun var helt alene. Da dette gik op for hende, blev hun lidt bleg i hovedet, hun anede ikke hvordan man tog sig af sig selv. Og arbejde, det havde hun aldrig regnet med hun nogensinde skulle.
"Man bør ikke være onde ved sine børn, når jeg får børn en gang, hvis jeg gør, vil jeg opdrage dem med kærlighed og varme. Støtte dem i deres valg af liv." Sagde hun så med en rynket næse og så lidt bestemt ud. Det var virkelig forkert at slå sine børn og det gjorde helt ondt i hendes hjerte at se. Hvad var der galt med folk? Var hun virkelig bosat i en drømme verden? Var hun overhovedet vågen nu? Kysset på hånden fik hende til at vågne lidt op, hun rødmede lidt og smilte forsigtigt.

[Eru Ubasa]

middelalderen var jo en hård tid. Så før børn at blive slået af sine forældre var intet nyt. Det var faktisk helt normalt i denne tid. Yuki så at hun nærmest blev bleg og lagde en hånd på hendes pande. hun havde ikke feber. han så på hende og smilte lidt til hende.
"De skal nok få børn. De har et langt liv foran Dem og så er De jo smuk så fyre falder sikkert for Dem"
Yuki så at hun rødmede da han kyssede hendes hånd og smilte. han var ret flirtene og elskede kvinders udseende så at en smuk kvinde var foran ham kunne han ikke modstå. men han gjorde ikke som han plejede. hun havde mere brug for en sstøtte end en flirt lige nu.

[Deleted]

Okume var blevet meget underlig af at læse så meget, hendes hjerte havde åbnet sig for kærlighed på mange måder og derfor opførte hun sig slet ikke som andre. Elvere var i sig selv ganske kønne, også mændene, men Yuki havde nu noget over sig, det var nok det der hjerte af guld som gjorde ham endnu smukkere. Det fik hende til at tænke lidt på at det var klart der ingen havde været til at slå benene fuldstændig væk under ham. Så hun kunne vel godt sætte sig lidt ind i hvorfor han ikke ville nøjes med en kvinde.
"De falder for mit udseende, ikke den jeg er Yuki." Kom det så lettere alvorligt fra hende, men hans navn blev sagt med en blid undertone. Okume havde ikke forstået det med hvorfor at folk kun så det udadtil og tænkte at det skulle de prøve. Det indre betød så meget mere hvis man spurgte hende. Lige på det punkt var hun vidst lidt af en dagdrømmer og rimelig dyb.
"Selvom indre skønhed fremhæver det ydre." SAgde hun så med et sødt smil og det var tydeligt at hun hentød til ham. Okume kiggede igen ned af kjolen, nej nu kunne hun altså ikke holde ud at have den på mere, den bragte ubehagelig minder frem. Roligt tog hun linnede fra sengen, lagde det om sig og lod så kjolen falde til gulvet, så pakkede hun sig selv ind og satte sig ned igen. Et lidt genert smil gled hen over hendes læber, men hun skubbede kjolen væk fra sig med foden, den gjorde hende lidt dårlig.

[Eru Ubasa]

Yuki vidste det var sandt. det indre var vigtiger end det ydre. det var jo sådan det var med ulvenene, De så det indre og ikke det ydre, han kunne ligne en trold og han kunne stadig være venner med dem. Yuki smilte til hende og lyttede til hendes ord. Da hun talte om indre skønhed smilte han roligt.
"ja De har sikkert ret. Men Deres skønhed skal nok også nok ramme en ma..."
han nåede ikke at sige mere da hun smed kjolen. han så på hende og begyndte at smile og rødme svagt. Han tog fat i kjolen hun havde smidt og smed den over i en kurve så hun ikke så på den.

[Deleted]

Et varmt smil gled hen over hendes læber, hun lagde hovedet på skrå.
"Jeg forstår nu godt du er lidt kræsen, det er jo et stort valg at tage, at skulle gifte sig." Kom det så fra hende som hun trak lidt på skuldrene. Et sted ville hun da gerne hjælpe ham af med sin fars plagen, men for hende var ægteskabet jo noget helligt mellem en mand og en kvinde som elskede hinanden. Der kom et lille suk fra hende, gad vide om hun nogensinde fandt en som hun fandt værdig til at give sig hen til? Yuki virkede til at have været samme med en kvinde før, så derfor, kunne hun ikke helt dy sig. Allerede inden hun åbnede munden storrødmede hun, men hun var jo nysgerrig og hellere spørger en vildt fremmed end en hun faktisk kendte.
"Hvordan er det egentlig? At, give sig hen til en anden?" Spurgte hun så med et lille sødt uskyldigt smil, hun vidste ikke helt hvordan hun ellers skulle spørger. Okume fandt lige det emne som et særligt tabu, men igen, så var hun pokkers nysgerrig. Bare det at kysse, kramme og putte havde jo gjort hende helt saglig, hun turde slet ikke tænke på hvor rart det ville være at have givet sig hen til en.

[Eru Ubasa]

et stort valg. Ja der havde hun helt ret. Man giftede sig jo ikke bare med den første man mødte. Men skulle jo finde den rigtige. Hun virkede til at kende til det med at vide at et valg skulle gennemtænkes og ikke bare hurtigt handles. Han så på hende og nikkede. men hendes næste spørgsmål gjorde hans smil forsvandt. han rejste sig roligt op og gik over til vinduet og så ud. gi sig hen til en anden. Nok virkede Yuki som en der havde prøvet der med mange kvinder. men sådan var sandheden ikke. ja han flirtede og kælede med kvinder. men DET havde han aldrig gjort. Det havde han lovet sin mor ikke at gøre før han fandt den sande kærlighed. men hvor var denne sande kærlighed. Hvad gemte sig i ordet sand kærlighed. Var det et trick? var det bare noget man sagde? var det bare en anden måde at sige, en man kan leve med resten af livet? Yuki vidste det ikke.
"Jeg.... Jeg ved det ikke selv"
Kom det lavt fra ham som han så på ulvene der log og hvilede sig ude foran hytten.

[Deleted]

Lidt forvirret i ansigtsudtrykket kiggede hun efter ham, hun rødmede stadig og det blev ikke bedre da hun helt havde fejltolket ham. Hun rejste sig op, holdte linnedet godt rundt om sig og gik hen til ham. Med den ene hånd holdte hun fast i stoffet og den anden lagde hun blidt på hans skulder.
"Undskyld, jeg fik vel bare indtrykket af...... Undskyld." Kom det stille og genert fra hende, for nu fik hun jo helt dårlig samvittighed, hun havde aldrig mødt en mand som også var jomfrue, hvilket gjorde hun følte sig endnu mere på bølgemængden med ham. Det var rart at have en del til fælles med en, hun smilte svagt og kiggede lidt ud af vinduet ved at stikke hovedet til siden bag ham. På den måde fik hun også skimtet hans ansigt, han lignede godt nok en som tænkte meget.
"Hvad tænker du på?" Spurgte hun med et drillende smil, hun stod lænt helt op af ham og holdte faktisk lettere fast for ikke at falde til siden som hun prøvede at kigge på ham. Alligevel var hun ved at miste balancen og da det gik op for hende hvor påtrængende hun egentlig var, gispede hun og endte med at vælte. Hun klamrede sig til sin eneste påklædning og begyndte så at grine over sin egen klodsethed.

[Eru Ubasa]

ja det var svært at fatte at han var jomfru men han havde lovet sin mor det og ingen havde ville være sammen med ham længe nok alligevel. Han mærkede hun kom tættere på og undskyldte. Han så på hende og smilte.
"Det er helt okey"
Han så ud på ulvenene og hørte så hende spørgsmål begyndte at gennem læse sine tænker. Han anede ikke hvad han tænkte på. Han så fra øjenkrogen at Okume var ved at falde og skyndte sig at tage fat om livet om hende og satte en fod i jorden for at stå fast. Han holdte godt fast og så ind i hendes øjne. Hun var nu meget køn. Han rødmede svagt. Roligt hjalp Yuki hende op at stå igen og han kløede sig genert i nakken og så lidt væk ned i jorden.
"undskyld. Ren refleks... Men jeg tænkte faktisk ikke rigtigt på det store, mest på hvor enkelt livet som ulv er. en mage resten af livet og de kan hurtigt finde den rette."
Han så mod ulvene og smilte roligt. det var tydeligt han var plaget af det med hans far og det med at finde sig en kone.

[Deleted]

At hun sådan blev grebet, fik hende til at stoppe med at grine igen, hun så på ham og smilte svagt undskyldende over sit klodsede fald. Hun stirrede lettere overrasket ind i hans øjne, men stoppede ikke med at smile, da hun kom op og stå igen, rettede hun lidt op klædet om sig. Selv var hun lidt rød over kinderne, det mindede hende om en scene i mange af de bøger hun havde læst, den var ret klassisk faktisk. Men hun var jo også meget passende på mange af de kvinder som blev beskrevet i de bøger, smuk, yndefuld, men også klodset. Hun nikkede stille til det han sagde.
"Ja hvem der bare var en ulv." Lo hun så, det ville da være meget lettere. Lidt efter gik det op for hende at han havde sagt undskyld, hun rynkede på næsen og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvorfor undskylder du egentlig? Det kunne have været blevet et grimt fald." Kom det så spørgende fra hende.