a hard chose

[Eru Ubasa]

Det var formiddag. Solen skindede og dyrene i skoven øb glade rundt. Nede i skov bunden sad en ung mand, hans navn var Yuki. Han havde været oppe og skændtes med sin far igen om at blive ansvarlig og voksen og få sig en kone og børn imens han havde tid. Men Yuki havde som altid bare sagt jaja og for første gang havde han fået en på hovedet af faren. Yuki sad nu i skovens bund med sine venner ulvene om sig. De prøvede at trøste ham. Men han var for oprevet. 
Yuki havde sin ynglings hvide skjorte på med røde snore og sine grå bukser. Han sad roligt og nussede den mindste af ulvene som ikke var mere end en måned gammel. De andre var voksne og dens forældre. De stolede fuldt på Yuki og lod ham derfor nusse den roligt. Yuki ønskede faktisk ikke en kone. Han elskede kvinder ja. Men ikke at blive gift med dem. Der var jo for mange at vælge mellem.

[Deleted]

Hendes tøj var slidt og beskidt, ødelagt, og hendes ellers smukke fine hud revet af grene og krat. Vejrtrækningen var virkelig tung som hun stadig løb, hvor længe hun havde løbet, var hun ikke klar over. En inde fra slottet i Darklia havde hjulpet hende fri, så hun havde løbet for sit liv siden da. Godt nok med pauser, både til søvn, lidt badning og at spise nogle vilde bær. Hendes hår sad i en løs knold, laveste i hendes nakke, hun var træt og udmattet. Okume måtte stoppe igen, hun var slet ikke klar over hvor mange dage der var gået, hvor længe hun havde været på flugt, hvor hun egentlig var. Hun var så forvirret og overvældet af at være fri igen. Hendes liv havde haft en del rutsjeture. Håbet om at se Mathayus igen var væk, hun var ret sikker på at han var kommet videre og hun havde tvunget sig selv til at indse hun måtte gøre det samme. Lige nu var hun bare glad for at være i naturen igen og for første gang i lang tids flugt, lod hun sine arme omfavne et træ og mærke barken mod sin kind. Så begyndte hun ellers at hulke, både af sorg, glæde og også overvældelse. Lige nu trængte hun til nyt tøj, et bag endnu engang og mad. Hendes kærlihed til skoven var større end nogensinde og hun var så glad for at se den, mærke den, høre den. Så tårene lod hun strømme ned over de bløde kinder og hun holdte ikke tilbage.

[Eru Ubasa]

Yukis hår var løs i dag. De lange sølv hår lå på jorden. En af ulvnene rejste sig. Far ulven. Han snuste til luften og begyndte at knurre. Yuki så op fra ulve ungen og mod far ulven og så undrene på ham til han hørte en hulken. Han lagde en hånd på far ulven for at berolige ham og rejste sig med den lille unge i armende. Yuki gik stille mod lyden med ulvene bag sig. Han kom til en kvinde der stod og krammede et træ og grad. Yuki så undrene på hende og gik roligt over til hende og lagde hånden på træet og holdte ulve ungen i den anden hånd.
"undskyld. Men er De okey Frøken?"
Han så på det forrevne tøj og hendes forrevne hud og forrestilte sig hvor hun kunne være ha løbet igennem. Han kendte ikke til ondskaben i verden. Han var en forkælet unge så han havde aldrig oplevet de dårlige ting i livet men det skulle nok komme en dag jo.

[Deleted]

Først fik hun et chok og gav slip på træet og gik et par skridt varsomt tilbage, hun så først skræmt på ham, men undersøgte ham så lidt med øjnene. En artfælle. Og da hun så ulveungen kom der et helt blidt og lykkeligt blik i hendes øjne, igen begyndte tårene og vældte ned og hun rystede på hovedet som hun begravede sit ansigt i hendes hænder. Hele hendes krop rystede, hun var stadig bange, men også lettet. Førhen var hun jo meget kendt velhavende ung dame fra elvernes side af, de fleste kendte hendes familie. Men hun var flygtet fra dem da de giftede hende væk mod hendes vilje, brugte eliksir til at få hende til at sige ja til en mand hun slet slet ikke elskede. Mathayus var blevet rassende og nu var hendes mand død, så hun var blevet enke. Hun ville have giftet sig med Mathayus, men så blev hun fanget af slavehandlere og endte i Drazilla's varetægt. Det hele var så skræmmende og gjode ondt, hun var så langt hjemmefra og lige pludselig ville hun bare gerne hjem igen, på sit store værelse, til de fine middage. Alt det hun kendte til. Okume lod sig falde ned på knæ, for hendes ben skælvede under hende. Nu kunne hun ikke mere, hun lod sig selv græde og lod sig selv komme tilbage til jorden igen.

[Eru Ubasa]

Yuki så på hende og da hun så på ham kunne han så ørene. En elver som ham selv, det var da altid noget. Men da hun ikke svarede så han på hende med undrene øjne. Hendes øjne der så på ulve ungen viste lykke og det var da et godt tegn. Da hun så faldt sammen skyndte han sig at ligge ungen på jorden og tage fat i armene på hende og så bekymret på hende.
"Er De syg? Er De kommet til skade? Hvad kan jeg gøre for Dem? De må da sige noget for at jeg kan hjælpe Dem"
Yuki havde ikke set nogle så svag siden hans mor havde været syg men hun var kommet sig selv. Yuki så på hende med sine himmelblå øjne med den grønne kant rundt om. Yuki hldte om hendes arme for at holde hende lidt oprejst så hun ikke faldt helt ned på jorden. Han var helt hjælpeløs lige i dette øjeblik.

[Deleted]

Trætheden og udmattelsen havde taget over nu, så hun gjorde intet ved at han tog fat i hende, og hans berøring virkede kun betryggende et sted på grund af hans venlige sind. Uden sådan at tænke over det, holdte hun op med at skælve og snøftede et par gange, hun var normalt en fin dame, men lige nu var hun mere en vildfaren pige end noget andet. Roligt løftede hun blikket op mod ham, stadig med lidt tåre trillende ned af kinderne.
"Åh, det må De altså undskylde. Jeg..... ja, har vel ingen forklaring. Jeg er okay, tror jeg nok. Forvirret.... Øm over det hele..." Hun tav lidt, hendes stemme var lille som en mus, hun så lidt ned af sine arme og lod sine slanke fingre glide hen over rifterne. Normalt havde hun aldrig før oplevet smerte, men efter at have været på slottet som slave, så kendte hun desværre alt for godt til det. Når hun en gang fik børn, ville hun være noget så overbeskyttende og hun begyndte så småt at kunne forstå sine forældre lidt bedre.

"De hjælper allerede." Lød det så stille fra hende, som hun sendte ham et lille smil. En venlig sjæl som faktisk lod til at være oprigtigt interesseret i hvor vidt hun havde det godt eller ej. Det var tiltrængt, og fik hende faktisk til at samle sig lidt bedre, hun fik lidt mere styr på sine tanker og gråden. Hun var så træt og udmattet, sulten og så forvirret som man overhovedet kunne være. Gad vide hvem denne elver var, han var ganske køn og så ud til at komme fra et dejligt hjem, men så igen, hun kunne mærke noget ved ham som ikke var helt ok, eller rettere, han var ikke helt ok. Hvis der var noget der kunne få Okume væk fra sine egne tanker, var det at konsentrere sig om andre.

[Eru Ubasa]

Han holdte roligt fast. så hun nemt kunne komme fri. Han mærkede hun stoppede med at skælve lige så stille og tog det som et godt tegn. Yuki så på hendes smukke øjne da hun så op og talte til ham. En fin og sød stemme. Nej han havde ikke tid til at falde over kvinders charme, hun havde brug for hjælp ikke flirt. Han så roligt på hende som han lyttede til hendes ord. Lave ord men han kunne høre dem. Forvirret, over hvad dog?
"Hvad er De forvirret over? Vis det er hvor De er, er De i grænseskoven."
Da hun talte om at han allerede hjalp smilte han lidt. Men han kunne se at hun ikke var helt okey. Han tog roligt en arm om hendes ryg og en om hendes ben og løftede hende op. Han vidste at hans mor ikke ville ha noget imod at hjælpe en anden i nød. Og hun var jo plante ekspert så hun kunne jo sige hvad for nogle planter som kunne hjælpe på sårene.
"Jeg kender en som kan hjælpe mere men De må stole på mig"
Lige nu glemte Yuki alt om det slå han havde fået af sin far. Den røde kind var jo ved at aftage men det betød ikke at hans far havde glemt det. Han ville sikkert få endnu mere skæld ud når han kom hjem. Han så ned på ulvene og nikkede mod sit hjem. Ulvene forstod og løb i forvejen.

[Deleted]

Åh du godeste var hun ikke længere? Pokkers også! Hun følte at hun havde løbet i evigheder og nu kunne hun bare ikke mere. At gøre modstand magtede hun ikke, han virkede ikke til at være en som ville hende ondt og underligt nok efter alle hendes oplevelser, stolte hun faktisk mere på ham end nogen andre lige nu. I lang tid var han den eneste som havde været venlig mod hende, så hun var nok lidt naiv. Okume lod ham blot løfte sig og så sank hun først helt sammen og blev dermed tungere. Roligt lagde hun hovedet ind mod ham og sukkede lavmeldt ind mod ham. Gad vide hvor han egentlig tog hende hen? Lige nu magtede hun intet mere end at nikke lidt med hovedet som tegn på at hun stolte på ham. Og så lukkede hun øjnene for at høre hans hjerte banke og skovens lyde omkring sig, lige nu følte hun sig tryggere end nogensinde, efter alt den omsorg hun faktisk havde manglet i de år hun havde været holdt i fangeskab som slave. Godt nok havde det været i et bibliotek, men efter alt for lang tid indedøre, var hun så småt ved at blive sindssyg, hun manglede skoven, søerne, naturen.

[Eru Ubasa]

Han mærkede hun blev tungere men det gjorde intet. Hun havde vel blev for bare at slappe totalt af. han begyndte roligt at gå mod sit hjem. Han mærkede hendes ånde. følte hendes varme og vidste blot at vis hun fik hjælp ville det nok være godt. Der gik kun en halv time så var de kommet til et hytte hvor en kvinde mødte dem i døren.
"Kom her ind med hende"
Yuki gik roligt ind i hytten og lagde hende roligt på en seng med en skammel ved siden af. Kvinden satte sig roligt ned på skammelen og så på skammerne og tog en klud og begyndte at duppe dem med vand.
"Jeg hedder forresten Yuki Kalvin Jimu. Dette er min mor. Hun er ekspert i planter og deres ejenskaber."
Sagde Yuki roligt som han lagde en hånd på kvindens skulder. Hun sad roligt og koncentrerede sig om sårene og om at få dem renset så der ikke kom betændelse eller infaktion i. Yuki hørte dog pludselig nogle skridt ved døren og man kunne straks fornemme en trak i ham til at han ville stikke af.

[Deleted]

En halv time føltes som ingenting, hun lå bare trygt i hans arme og var næsten ved at døse hen, måske havde hun endda sovet lidt. Dog så hun lidt fortabt og sørgmodigt op mod kvinden i døren, et svagt smil kom dog frem, de ville tage sig af hende. Igen fik hun lyst til at græde på grund af hun var overvældet. Tiden på slottet havde taget håbet om at kærlige væsner stadig fandtes. Men her var de, hun mærkede sengen under sig og hun mærkede at hendes sår og rifter blev plejet.
"Okume...." Mumlede hun afkræftet, for nu havde hun virkelig givet efter og trængte mest af alt til at sove eller i hvert fald at hvile sig. NOget hun gjorde nu og hun følte sig endda tryg. Men måden Yuki trak sig sammen, fik det til at stikke lidt i hende, kort så hun bange mod ham, han måtte ikke forlade hende, ikke nu. Hun vred sig lidt uroligt før hun lå roligt igen. Et taknemmeligt blik gled hen mod hans mor, hun var meget blid, selvom det jo gjorde lidt ondt, men i forhold til straffene i drakone var dette jo intet hun ikke kunne klare. Hendes hjerte var tungt og fyldt med byrder, hun havde brug for at lette sit hjerte og overvejede lidt om denne kvinde måske var personen til det. Et suk kom fra hende, nej, hun måtte lige passe lidt på. FOlk kunne virke som noget de ikke var, det havde hun lært på den hårde måde.

[Eru Ubasa]

Yuki nikkede til hendes navn og til at hun godt måtte sove. Han forlod hende ikke. men da en høj mand stilte sig i døren var det tydeligt at yuki blev den lille.
"Jeg skal tale med dig Yuki!"
Yuki så sig ikke tilbage men så på okume. Han satte sig ned ved hende og lagde en hånd på hendes, og sendte et varmt smil til hende.
"Jeg er straks tilbage. Jeg skal vis lige tale med min far"
Yuki vendte sig om og døren ind til værelset blev lukket men det forhindrede ikke okume og Yukis mor i at kunne høre råb og skæld ud fra bag døren. Der gik noget tid hvor der var stille og så en lyd man kunne høre ind i værelset. Lyden af en ordenlig lussing.
Døren ind til værelset gik op og Yuki kom ind med en knald rød kind. Han gik over til sengen og satte sig roligt ned og tog Okume's hånd for at berolige hende og vise han var her igen.

[Deleted]

Lige nu var hun stadig for urolig til at skulle sove, men hun tillod sig selv at blunde lidt, lukke øjnene og lade de lange vipper ligger som sommerfugle ned over hendes kinder som allerede nu havde fået mere farve. Dog gøs det igennem hende da hun hørte den mand som var Yuki's far, man kunne mærke spændingen i lokalet og da han gik fra hende så hun bekymret efter ham. Hun så så lidt fortvivlet op mod hans mor og lukkede så øjnene igen, hun kneb dem sammen da hun hørte smældet fra hånden som tydeligt ramte Yuki's kind hårdt. Okume havde helt lyst til at græde på hans veje, men hun måtte tage den lidt med ro, eller dehydrerede hun bare. ROligt lå hun med de lukkede øjne og da hans hånd endnu engang lagde sig på hendes, lod hun sin tommelfinger glide op over hans håndryg som hun stille nussede ham trøstende. Sådan lå hun i lidt tid, inden hun åbnede øjnene for at se på ham med de smukek brune øjne, hun gav ham et svagt smil og lod sig så glide ind i en sød søvn som hun desperat havde haft brug for i meget lang tid. Så godt havde hun ikke sovet længe, men hun kunne heller ikke rigtig sove så længe igen, for hun var vagtsom og vågnede med et sæt som hun hurtigt slog øjnene op.

[Eru Ubasa]

Yuki mærkede den trøstene tommelfinger over hans hånd og smilte svagt ved det. Hans mor havde ikke forladt hende et eneste øjeblik. Hun havde taget sig kærligt af sårene og langt nogle healene blade på og forbundet sårene ind. Hun gik roligt over til Yuki og lagde en hånd på hans skulder og nikkede til ham, og forlod rummet. nu var det kun okume og Yuki. Han så hun faldt i søvn og forstod godt vis man var så forrevet og havde løbet længe at man var helt udmattet så han holdte bare hendes hånd imens hun sov. Hun skulle ha lov at hvile sig.

[Deleted]

Først var hun helt forvirret da hun vågnede, men da hun rørte lidt på sin hånd og mærkede han stadig var der, smilte hun. Puha, det var ikke kun en drøm, hun var virkelig væk, hun var fri! Okume lagde sig med lidt besvær om på siden og holdte hovedet oppe i håndfladen og albuen ned i madrassen. Så sendte hun ham et blidt blik og kiggede så lidt på hans kind mens hun bed sig lidt i læben medfølende.
"Hvorfor gjorde han det?" Spurgte hun så forsigtigt, inden hun lod en finger glide stille ned af hans kind, for hun forstod det virkelig ikke. Han virkede som en rigtig god mand, hvad kunne dog gøre at han fortjente at få en flad på den måde? Her havde han taget en af hans egne med hjem og taget sig af hende, det var da en god sag. Okume vidste ikke at hun var blevet eftersøgt og alle der hjalp hende ville være i knibe, for havde hun vidst det, ville hun aldrig have taget imod hjælp, fra nogen som helst!

[Eru Ubasa]

Yuki sad roligt imens hun hvilede sig og tænkte over det hans far sagde men da hun så trykkede hånden vidste han at hun var vågnet. Han så på hende og smilte venligt. Hendes bid i læben over hans kind var ikke noget særligt. Det var normalt familie skænderi i hans familie. Han mærkede hendes finger over hans røde, lettere hævede kind.
"almindeligt familie skænderi. Han mener jeg burde finde mig et arbejde og finde mig en kone og ikke opføre mig som en forkælet teenager"
Han smilte venligt og vidste intet om at hun var efterlyst og selv vis han havde vist det havde han taget hende med sig for at beskytte hende. Ingen elver skulle holdes fra deres skov. Det var jo deres liv og hjem. Lige som det var for nymferne.