Stilhedens visdom

[nyaxie]

Hun krøb lidt sammen under hans strenge blik og forstod slet ikke hvorfor han så sådan på hende, og lod ham bare rive hende med en på sofaen og tog imod glasset og nippede til det, og hævede et øjnbryn over han drak sin vin så hurtigt, og fulgte hans blik hen på vægen, og så så tilbage på ham han var da en forvirrende mand, hvilket blot fik hende til at ryste opgivende på hovedet over ham, ”Nej det har jeg ikke, når jeg ikke er her flakker jeg rundt i landet” Svarede hun så endeligt på hans spørgsmål imens hun iagtog ham meget nærgående, for at se om noget i hans natur ændrede sig, for lige nu forvirrede han hende, ”Du ved godt du ikke gør det nemt for mig at forstå dine hensigter ikke? Hvad er der med den væg? ” hun kiggede atter hen på vågen i håb om den kunne fortælle hende hvorfor han opførte sig sådan lige nu, hun rystede blot opgivende på hovedet og trak sine ben op til sig så hun sad bedre og nippede fraværende til sit glas imens hun prøvede at få alt sat på plads i hendes hoved så hun kunne forstå hvad der skete med ham lige nu, men intet af det hun havde set før i væsners natur kunne give hende svar på hvorfor han opførte sig som en der stod med hånden halvt nede i kagekrukken,

[Deleted]

Denne gang måtte begge hand hænder køre igennem hans hånd som han tog fat i, han sukkede og satte sig lidt ned med et bump. Han opgav at skifte emne, men ville nok komme ind på det igen, for det måtte være underligt ikke at have noget hjem som sådan. Igen lod han blikket hvile mod væggen, han skød tankerne helt til siden nu og måtte igen tage en dyb indånding og samle sig lidt. Så satte han sig tilbage og lod hænderne ligge mellem sine ben ganske roligt og afslappet.
"Undskyld. Vi væsner på jorden har en trang til nærvær på et plan som ikke er tilladt for engle, det er jeg i hvert fald ret så sikker på. Ellers lavede i jeres egne børn." Grinte han lidt og kiggede så mod hende, lidt mere balanceret igen. Nu sad han med tankerne om høst, familien og rejser til Darklia som lå vente, det fik ham til at finde fast fod igen. Sam forsatte:
"Du er en meget smuk og tiltrækkende kvinde og nu hvor vi bruger tid sammen udenfor det formelle, lægger jeg mærke til det. Og jeg har ikke fået den slags nærhed i meget lang tid. Så dit nærvær...... Ophidsede mig vel.." Det var tydeligt at høre han ikke var meget for at indrømme det, og at det var noget han ikke just var stolt af. Nogen gange tænkte hans krop mere end hans forstand, heldigvis var han i stand til at tage den med ro igen. Han holdte jo af hende, hun var en dejlig og god engel, han ville ikke lede hende i vildrede.

[nyaxie]

Hun lagde hovedet på skrå og nikkede blot til det han havde fortalt hende nu forstod hun det lidt bedre, meget bedre faktisk, hun var blevet advaret om at væsner her nede havde deres lyster, det var det der fik gode engle til at blive dødelige og blive her nede, så blev hun mere opmærksom på hvad han havde snakket om hele aftnen og forstod det hele bedre og kunne ikke lade vær med at grine af det hele, hun morede sig kongeligt, ”Ville det hjælpe hvis jeg afviser dig blankt søde sam?” Spurgte hun så med et drillende smil, ja hun var nysgerrige omkring de ting der skete her, men hun ville ikke selv prøve dem, det med at kramme andre væsner kunne hun gå med til men mere end det ville aldrig ske, hun ville ikke miste sine vinger, hun var ikke helt påvirket af at havde været her nede så længe endnu,
”Men så må vi jo holde os til det mål jeg var blevet udsat for siden jeg blev sendt her ned for at være din vejleder, ” Hun sendte ham et stort smil. Og gjorde sit bedste ved at holde morskaben inde i sig selv, så han ikke ville tro hun sad og grinte af ham hvilket hun ikke gjorde, for hun burde kunne havde forudset sig det, men som sagt hun var klog på mange ting, bare ikke andre væsners natur,

[Deleted]

Der kom et kort grin fra ham, han rystede på hovedet, han skulle bare tage sig sammen, mere lå der skam ikke i det. Hvorfor pokker havde han ikke gjort det her fra starten af? Hans søskende snakkede altid om man kom længst med ærlighed, for ikke at sige når man sagde tingene lige ud, men han ville jo gerne pakke det ind.
"Du er så herlig. Lad aldrig nogen fjerne det kønne smil fra dit ansigt. Du lyser altså tilværelsen perfekt op som du er skabt til." Grinte han, det lettede at få det ud, det gjorde det lettere at håndtere. Han kiggede mod ilden og sukkede lidt, så trak han på sine skuldre til sine egne tanker om at finde sig en kone. udenfor var det begyndt at stoppe med at regne igen, lidt lys kom igennem skyer her og der. Det gjorde man blev mindet om det stadig var dag, skønt det ikke ligefrem var en forårs dag som den plejede at være.
"Jeg kalder til familiemøde til aftensmaden, så kan jeg få snakket med dem om at bruge vores kræfter i samarbejde på at få sået druerankerne." Kom det så beslutsomt fra ham, han tænkte bedst med hende i nærheden, hun var hans muse. Men det var jo nok meningen, indtil han fandt en muse i sin kommende kone, hvor hun så end befandt sig.

[nyaxie]

Hun lo hjerteligt og nikkede til det han sagde og tænkte over det med at bruge deres krafter, det var en god ide efter som vejret ikke var med dem i år, ”Det lyder som en god ide at bruge jeres kræfter jeg tror ikke vejret vil være med jer i år,” Sagde hun så efter tænksomt og lod en finger glide hen over hendes hage tænkende, så smilede hun blot igen, og lagde hovedet på skrå, ” Jeg har en mening med alt, som du ved og jeg smiler for jeg ved selv det mest ulykkelige menneske kan ikke lade vær med at få det lidt bedre hvis en smiler til personen” hun sendte ham et stort smil. Hun smilte altid ellers lo hun, der var også nogle gange hvor hun var helt alvorlig men det vidste han jo godt, det var sådan han kendte mest til hende i starten da hun havde mest travlt med at få ham i gang igen, og få ham til at grine som han gjorde nu, hun smilede tilfreds med sig selv, ” Jeg er her så længe du har brug for mig sam, den dag du ikke har brug for mig mere, du ved det nok ikke til den tid, men jeg fordufter når jeg ved du har det godt, skal nok komme og kigge til dig, og holde dig i øret, for jeg vil være din vejleder indtil den dag du går hen og visner bort ” Hun blinkede drillende til ham, hun håbede dette hjalp ham lidt med tanken om hun en dag rejste fra ham ikke endnu ike i morgen måske først om nogle år, men han skulle være forberedt på det,

[Deleted]

Måske skulle han bare lade være med at tænke over det, for han vidste hun ville få nye opgaver rundt omkring, han kunne ikke være den eneste hun vågede over og han var egoistisk at tro dette. Så han måtte forsikre sig selv om at der var en mening med alt som hun sagde, det kloge hoved som alligevel ikke vidste så meget igen. Sam smilte roligt til hende, han vidste det ville være en god ide det med at bruge kræfterne. Han kunne høre sine familiemedlemmer grine udenfor, han rejste sig og gik hen til vinduet for at kigge ud af det. Der løb ungerne og legede, teenagerne gik bare roligt sammen med de voksne og snart var de fremme, klar til at lave mad i fællesskab og spise ligeså i fællesskab. Deres grin varmede altid hans hjerte og et sted glædet han sig da også til at have sin egen lille familie, men han følte sig stadig for ung.
"Sam? Sam hvor er du henne din dovne hund?" RÅbte Sandy som altid havde overblikket over familien som den ældste. Den lidt større kvinde begyndte at lede efter ham, mens de andre gik i køkkenet og begyndte at tilbede mad, børnene gik i salen og stormede rundt i leg. Sam grinte lidt, når nu var han også doven, så havde man hørt den med. Hvis Sandy bare vidste halvt så meget om alt det arbejde han rent faktisk udførte.
"Når, det er vidst tid til at tage min ide op med familien. Vi ses snart igen. Jeg har på fornemmelsen at i år bringe på lidt af hvert udfordringsmæssigt. Jeg får brug for dig." Kom det roligt fra ham, han gik hen mod Nyaxie og gav hende et kindkys, inden han forlod hende. Han vidste hun selv fandt ud og forsvandt, det kunne gå så hurtigt lige som når hun kom. Sam havde en trofast ven her, eller det følte han da og han var glad for ikke at gå igennem de ting alene, da han sjældent magtede sine søskende når de blandede sig. De hidsede sig altid op og forstod absolut ingenting. Hvor imod det gjorde Nyaxie, men det var hun vel også sendt til at skulle. Eller i hvert fald på ham til at tænke en ekstra gang. Og han håbede denne lidt uheldige situation ville blive glemt hurtigt igen.

//out