Stilhedens visdom

[Deleted]

Efteråret, vinteren, det havde været nogle underlige skift vejret havde taget i de to årstider, men høsten var i det mindste gået godt i år. Der ville blive lavet massere af vin til dette forår, når de nye ranker var blevet sået. Lige nu havde han brug for tid til at tænke lidt på gårdens fremtid, de havde mistet folk til sygdomme på grund af det skiftende vejr og han manglede arbejdskraft. Det var tydeligt jorden ikke havde været frosset, men blot blevet gennemblødt af regn, jorden var svær at arbejde med og de måtte udskyde såningen. Sam kørte en hånd igennem det nu lidt kortere brune hår, han havde endelig fået klippet det og få skægget lidt mere på plads. Nu lignede han ikke en vildmand som sådan mere, han var en ganske nydelig ung mand. Jorden foran ham tørrede blidt som han gik mod søen, her fik han sat sig på en sten og så ud over det smukke vand der roligt levede sit eget liv. Træerne var begyndt at spire, tegn til blomster var begyndt at komme op af jorden. Det var her han som jorddæmon begyndte at mærke kræfterne komme igen, han nød det og lukkede blidt øjnene som han indsnusede duften af forår der florede i luften. Lige her var der perfekt til at tænke og lade løsninger udfolde sig, både på farmbasen, men bestemt også hvad han gjorde med kvinder, for uanset hvor han var, lod han til at have en masse interesseret kvinder, men ingen han kunne se sig gro gammel med. Hvilket var et ret stort problem. Hans søstre hev og flåede i ham konstant, det var til at blive sindssyg af. Selvom han godt vidste de nok havde ret, det var på tide at skulle skabe en arving. Inde i hovedet sad han og skabte den perfekte kvinde, selvom det var svært og det kom nok til at tage lang tid, men dagdrømmer var han og sådan fandt han bedst på de nyeste ting og ideer.

[nyaxie]

Efter som forår spillede alle et puds, og markerne ikke kunne sås på endnu på grund af den mere våde jord, havde nyx forladt sit lille trygge varme gemmested og gået ud for at finde Sam da han sikkert var påvirket, hun vidste ikke hvorfor men hun vidste bare altid når han havde brug for en ved sin side. Hendes vinger gled mildt igennem luften og holdte hende 4 cm over jorden da hun ikke ville risiker at blive beskidt eller snavset, Hendes hvide kjole blafrede svagt i vinden efter som vejret og vinden elskede at spilde folk et puds. Hun havde ikke lagt særligt meget mærke til alt der skete da hun var mere opmærksom om sine omgivelser og de væsner der færdes her på jorden. Hendes blik glid hen over landskabet og hendes vinger bar hende hen imod søen hvor hun så Sam sidde på en sten for sig selv, og virke fraværende, som om han sad og dagdrømmede igen, Et varmt smil listede sig frem på hendes læber, da hun lod sine fødder røre jorden og folede sine vinger. Så hun kunne gå hen imod ham uden at han fik for meget vind på sig, hendes blik gled ud over søen i det hendes stemme brød den tavse stilhed der lå over området. ” Vandet er som et liv. Roligt til tider og oprørsk til andre, men for det meste er det stille og forholder sig roligt, ” Hun gik hen til ham så hun stod ved hans side imens hendes blik faldt hen på ham hendes ene øjnbryn skød op i panden på hende nærmest sidst hun havde set ham havde han lignet en vildmand, eller var det en hulemand. Det varme smil om hendes læber bliv mildere. Imens hendes blik gled ud over vandet igen, hun elskede følelsen af hvordan vinden legede med hendes hår imod hendes hud, hun lavede et lille slag med den ene vinge før hun atter samlede dem på ryggen så de ikke var i vejen, bunden af hendes kjole var blevet lidt snavset i bunden på grund af den våde jord under hendes bare fødder. Hun havde stadig ikke vendt sig til at gå med sko, atter faldt sit blik på ham, hun kunne ikke lade vær med at studer ham lidt, han var blevet en ganske nydelig ung mand. Med håret og skæget ordnet, hun rystede med det samme på hovedet og rettede blikket stift imod vandet, imens hendes ansigt blev mere følelsesløst og fokuseret på vandet end på han sad ved siden af hende, og måske havde brug for et råd eller vejledning,

[Deleted]

Man kunne altid mærke når hun nærmerede sig, hun gav ham den der ro han sådan havde brug for i tider som denne. Godt nok havde han ikke set meget til hende, da kriserne ikke sådan havde været der, men lige nu, der var han fustreret. Mest af alt fordi der gik så forfærdelig mange ting igennem hans hoved. Roligt rettede han sig op, han så på Nyaxie som altid var gudesmuk, som engle jo gerne skulle være. Eller det gættede han sig da til. Alle beskrev dem som gode og smukke væsner, hun var helt sikkert begge dele og han var glad for hun var hans overvåger. Der kom bare en eftertænksom brummen fra ham, han kløede sig i skægget og gled ned fra stenen som han stod ret og kiggede ud over vandet.
"Såningen kommer til at blive forsinket i år, og ikke bare lidt, men meget. Jeg frygter hvis der ikke snart kommer fastere jord, at mine ranker ikke vil blive klare i tide og vinterfrost vil slå dem ihjel. Det er en hel høst som vil gå tabt. Det har vi ikke råd til." Mumlede han så bekymret, han kørte en hånd igennem håret og sukkede lidt. Det var noget lort hvis hele høsten slog fejl, det var mange liter vin som gik tabt og så ville de lide af det flere år efter. Det var jo ikke nutiden det gik ud over, det var fremtiden da vinen skulle havde sine år på sig. Dog var der også nogle som var drikkeklar med det samme og enkelte druesafter uden alkohol. Der var så mange ting at tænke på og hans hoved knagede helt fordi han oven i prøvede at finde noget konematriale. Vinden tog til for en kort stund, det fik ham til at lukke øjnene og tage en dyb indånding. Han måtte ikke hidse sig op, han blev så irriteret og mundhakkede for meget. Hans søstre var ved at blive sindssyg af ham.

[nyaxie]

En lille brummen kom dybt nede fra hendes mave imens hun lagde hovedet eftertænksomt på skrå. Og valgte sine ord med omhu, hun vidste godt hvad en dårlig høst kunne bringe, de ville ikke kunne mærkes endnu eller næste år men om nogle år når de vin der skulle ha ligget og hygget sig skal ud, ville de ikke være der på grund af en dårlig høst. Hun havde hørt meget omkring dårlige høste på markedet når hun havde været på opdagelse men det havde altid forundret hende at en vin gård ville være hårdere ramt, ikke med det samme men med tiden, hendes blik gled kort op imod himlen hvor skyer var ved at same sig, og rettede sig så imod ham, ”Der er ikke andet at gøre end at se tiden and, men jeg tror på, at selvom det ikke muligt at komme i gang med det hele nu, skal jorden nok blive klar, alting ordner sig når det er meningen, Men lad os få dig hjem inden det begynder at regne, det går ikke du bliver syg i denne tid,” ”Hun sendte ham et kærligt varmt smil og lod sin hånd hvile imod hans skulder, stille lod hun sin hånd glide ned af hans arm, imens hendes ben begyndte at bevæge sig tilbage imod huset, hun vidste godt hvor stresset og presset han måtte være. Så hun ville gøre det hun var bedst til berolige ham i denne hårde tid. Hun var ikke sikker på om vejret ville ændre sig så han kunne komme i gang med hans marker, men hun troede på det bedste skete for de gode mennesker, og tingende nok skulle ordne sig så længe man tog det hele en dag af gangen, ”Alting ordner sig, du skal bare huske på, et skridt af gangen,”Hun sendte ham et sidste varmt smil og rakte sin hånd ud imod ham så han kunne holde den imens de ville gå tilbage til huset hvis det fristede ham og beroligede ham at holde hendes hånd.

[Deleted]

Der kom et grin fra Sam, hvis der var noget han var kendt for at sine nærmeste, var det hans sindssyge gode immunforsvar. Dog valgte han at følge med hende, jorden under ham størknede let og førte ham videre uden at skulle blive overmudret. Nyaxie var blevet en dejlig ven, han så hende sjældent, men vidste hun vågede over ham. At tage hendes hånd ville han hellere end gerne, hendes væsen bragte fred og ro i sindet. Han tog en dyb indånding og nikkede, hun havde jo nok ret i sine ord. En dag af gangen, om ikke andet måtte de bruge deres kræfter til at få jorden god, det krævede bare de alle arbejdede rigtig hårdt og var klar på en meget udmattende sæson. Ja, en familie jorddæmoner kunne jo arbejde med deres element. Det var noget han måtte tage op med dem til aftensmaden, men han kendte sin familie, som overhovedet ville de finde ret i hans ord og stole på ham. Han smilte lidt og så mod Nyaxie, gad vide hvad hun rendte rundt og lavede når han ikke havde de store kriser i livet. Endnu et grin kom fra ham.
"Kunne du ikke finde mig en kvinde som ville passe ind i mit billed, i mine drømme?" Spurgte han med et drillende fornøjet smil på læben.

[nyaxie]

Et lille smil gled hen over hendes læber, hun havde altid kunne lide sams grin det beroligede hende og så vidste hun hun gjorde sin opgave godt nok, Eftersom hun ikke selv var en jorddæmon som ham gjorde hun sit bedste for ikke at ramme de små vandpytter der dukkede op under hendes føder når hun satte dem ned pga græsset, hendes blik gled dog med det samme hen til ham da han bad hende fnde en kvinde til ham, hun så lidt forskrættet ud over at høre det, mest fordi hun aldrig havde set ham med en kvinde før og hun havde jo holdt øje med ham i et stykke tid, og så et lille stykke Jealuxi skød igennem hendes krop, hvorfor skulle han havde en kvinde`? hvorfor ku han ikke være alene som hende? Det ville ikke skabe drama. Hun rystede vildt på hovedet for at få følsen af sig og fik endelig sat tøjler på sig selv, og smilede så mildt til sam,
”Jeg skal se hvad jeg kan finde, der må da være en kvinde der ude der vil passe ind i dine drømme, men husk drømme er drømme og en drøm kan aldrig blive så god som virkeligheden,”Hun sendte ham et drilsk smil og gav hans hånd et lille klem og rettede så blikket imod jorden igen, så hun med nød og næppe undgik den store vandpyt hun var ved at skvatte i.

[Deleted]

Sam kendte kvinder, han kendte de fleste reaktioner og var ret god til at læse dem. Da han så på Nyaxie var han en smugle i tvivl om han havde set rigtigt, men hun havde set en anelse utilfreds ud. Det gik hurtigt at nå gården, hans søskende var i deres egne huse med deres familier, så det store fronthus stod tomt som altid. Det var der han misundede sine søstre, med mand og børn. Han manglede en kone og børn.
"I sommers mødte jeg en kvinde, hun var virkelig en drøm, men jeg har desværre intet set til hende siden da. Ranja hed hun. Så smuk og anderledes, en veninde som jeg sagtens kunne se blive min hustru og mor til mine børn." Det drømmende kunne høres i hans stemme og ses i de grønne øjne, han var vidst blevet smålun på hende og han ville gerne se det vokse. Men hun var en strejfer, dog havde hun virket til at savne familie. Og hendes bror havde været velkommen til at følge med.
Gården stod i et nu mere gråligt vejr, stadig smukæ men ikke i sit es. Den trængte snart til ny maling, den var begyndt at skralde meget af.

[nyaxie]

”Hmmm? Så må du følge din drøm og finde kvinden, det lyder til hun står dig meget nær. Jeg kender ikke meget til dette, menneskelig forplantning, Men hvis hun virker som den du vil slå dig sådan ned med? Så det jo hende du skal jage.” Nyx fik sendte ham et opmuntrende smil, det ville enligt passe hende meget godt hvis han slå sig sammen med denne kvinde, så var hendes opgave jo fuldført, for så havde han en ved sin side som kunne tage sig af ham, og hun kunne drage hjem, eller videre i landet og se mere end hun allerede havde,
Hun savnede sit hjem meget, Alle disse følelser og ting der forgik her nede var begyndt at smitte af på hende, og hun havde hørt om andre engle der opgav deres vinger for at blive menneskelige. For en mand eller en kvindes skyld, eller bare for at kunne blive her nede og føle det samme som alle andre, hendes blik gled kort hen på fronthuset og et svagt smil gled frem på hendes læber, endelig tog hun sig sammen til at vende blikket imod himlen, det var ved at være et stykke tid siden hun havde været hjemme ved sine egne, men hun havde ingen planer om i den nærmeste fremtid at drage hjem, ”Jeg har lært en ting siden jeg kom her ned, man skal følge sine drømme, og de kald man har i livet, det samme skal du sam, vi lever kun en gang, og vi skal få det bedste ud af det”Hun sendte ham et stort tandsmil imens en lille svag latter undslap hendes læber,

[Deleted]

Som de nærmede sig det store hus, fik han tænkt lidt over tingene, han så mod sit hjem og fik åbnet døren som han holdte for Nyaxie, hvis hånd han igen havde sluppet. Det måtte blive en dag i gråvejrets tegn, hvilket betød et glas vin foran pejsen i pejsestuen ville være på sin plads. Måske ville Nyaxie blive lidt, snakke med ham, han var lidt ensom på venner for tiden, nære venner i hvert fald. Og hun var der jo altid, hun var jo hans vejleder og beskytter, hun ville vel altid være der. Det håbede han i hvert fald. Sam kom ind og fik taget sine sko af, han gik mod pejsestuen og fik tændt op, samtidig med nogle lysestager som hang på væggene. Udenfor lod det til at blive rigtig tungt i vejret, så der blev behov for lys. Og varme.
"Vil du egentlig altid være her for mig?" Spurgte han så pludseligt som han stod og kiggede ind i ilden inden han ville gå ned og hente noget vin i kælderen. Gad vide om engle måtte få et glas vin? Hun skulle næsten smage det han havde brugt hele sit liv på, hvad han var blevet født ind i og nu levede for. Faktisk, ville han jo have sin kvinde som sin vin, tanken om at slå sig ned gjorde ham faktisk bange, men han måtte jo til at tænke i den retning.

[nyaxie]

Nyx fulgte pænt efter ham ind i huset imens hun tænkte længe over det han havde spurgt hende om, hun kunne skåne ham og sige hun altid ville være her men det var jo en løgn. Hun ville ikke altid være der, et svagt og mildt smil gled frem på hendes læber, ”Jeg er her så længe som du har brug for mig sam, men nej, en dag når du finder det du søger i livet, vil jeg endten tage hjem eller få en anden opgave,”Hun lagde hovedet let på skrå og betraktede ham som han stod der ved kaminen, hun ville ønske hun kunne havde fortalt ham hun altid ville være her, men det ville hun jo ikke alle kommer videre end dag selv ham, men så længe han havde brug for hende ville hun blive her ved hans side og give ham den støtte og tryghed han havde brug for, som alle væsner her nede havde brug for, hendes slags havde ikke brug for det, det var vel derfor de var kendt som følelses kolde væsner, men som hende selv opfattede de ting anderledes, ”du vil jo ikke altid havde brug for mig ved din side, en dag finder du en kvinde, der vil give dig den støtte og vejledning som jeg har givet dig, og nok mere end det jeg giver dig, men så længe du har brug for mig her, er jeg her, eller indtil jeg får andre ordre” Teknisk set var han bare hendes arbejde, men hun så ham som mere end det, på den tid hun havde lært at kende ham, så hun ham som en ven? Hun var ikke sikker, hun havde ikke forstand på disse følelser væsner udviklede for hinanden, og hun ville nok aldrig blive klog på dem, for hun gjorde sit bedste for at holde sig væk fra dem så hun ikke ville stå med valget som andre engle har haft fået før hende,

[Deleted]

Et sted ville han jo ikke undvære hende, man fandt vel aldrig alt det man søgte, det kunne han da ikke tro. Eller også ønskede han det bare ikke? Var det egoistisk af ham både at ville have en kone, men også en engel ved sin side? Sam nikkede stille, men forholdte sig lidt tavs, det måtte han lige synke, for det var en svær tanke at have. Roligt gjorde han klar til at kunne sætte sig i sofaen foran pejsen, lagde puderne godt og rettede på tæppet som hang over ryglænet.
"Bliv her." Bad han stille, inden han forlod hende i et stykke tid. Han gik langs væggen mod døren der førte til kælderen, her gik han roligt ned af trappen og fandt en god årgang vin frem. På vejen tilbage til pejsestuen gjorde han holdt, han stod lidt og tænkte over hvordan det ville være uden Nyaxie, nu var han jo van til hende. Han gik videre og kom ind i pejsestuen som allerede havde fået varme, han lukkede døren bag sig og åbnede vinen. FOrsigtigt stilte han flasken på sidebordet så den kunne ånde, få noget ilt til sig og hentede derefter to glas i et af de store vitrineskabe bagved. Så skænkede han ellers op og gjorde tegn til at Nyaxie skulle sætte sig ned, for så at sætte sig ned selv og læne sig tilbage.
"Jeg kan ikke forstille mig et liv uden dig nu hvor du er i det. Jeg har ikke lyst til at du forsvinder igen." Kom det lidt misfornøjet fra ham, han rynkede på næsen og lignede en forkælet lille dreng gemt i voksen mand som ikke fik sin vilje.

[nyaxie]

Et lille smil gled frem på hendes læber og en lille latter undslap dem, hans barnlighed morede hende meget, og det kunne tydligt ses på hende, så satte hun sig ned i sofaen ved siden af ham, imens hun tyggede på det han sagde, hun havde faktisk intet valg hun kunne ikke blive ved hans side med mindre hun opgav sine vinger, og var hun villig til det for hans skyld? Hun rystede kort på hovedet for at få den tanke væk. Hun ville ikke tænke mere over det men bare nyde det der var her nu, som hun altid sagde til ham en dag af gangen, tog man flere dage fremad ville tingende gå galt, ”Jeg bliver her indtil du ikke har brug for mig mere sam, og du skal huske at tænke på, hvad du beder mig om hvis du ønsker jeg skal blive her ved dig, jeg ville miste mine vinger,”Hendes ansigts udtryk blev med det samme alvorligt hun vidste han ikke var så egoistisk at han ville lade hende miste hendes vinger, men efter den tid hun havde været her havde hun opdaget mange væsner var mere end egoistiske. Men nu havde hun fortalt ham hvad der ville ske hvis hun valgte at blive ved ham, og se bort fra den mission hun var blevet beordret til.
Men igen, ville hun kunne se ham en dag uden ham? Hun havde vendet sig til at han altid var i nærheden, eller mere hun var i nærheden af ham, hun rynkede kort på næsen og så fraværende ind i pejsen,

[Deleted]

At hun ville miste sine vinger, var intet han ønskede, slet ikke. Der kom et suk fra ham.
"Det ville være en skam, de klæder dig jo så godt." Grinte han, for at lette stemningen lidt igen. Roligt tog han sit glas, sammen med det andet og rakte det andet til hende med et spørgende smil. FOr han vidste jo ikke om hun måtte få sådan noget, de havde garanteret en mase regler de englebasser. Han lod sit håndled svinge i små cirkler så den røde væske svang rundt i glasset, på den måde fik den endnu mere ilt. Så duftede han til den og lod sig allerede nu forføre af bare duften, rødvin, vin generalt, gjorde ham saglig.
"Må jeres slags smage på jordens dyrebare gaver?" Spurgte han så med lukkede øjne som han lod sit glas vippe ved hans læber og lod vinen glide mellem hans læber. Smagen lod han vende i munden og hans tunge dansede næsten af glæde ved den syrlige og søde smag som prikkede til hans smagsløg. Ilden knitrede i pejsen, han åbnede øjnene og lod blikket hvile på hendes smukke væsen i selv samme øjeblik. Passionen lå i vinen.

[nyaxie]

Hun tog høfligt imod glasset og snuste kort til det og rynkede på panden, hun havde aldrig drukket vin, eller noget med alkohold i da hun havde fået a vide engle blev nemmere påvirke af det end andre væsner, et glas kunne vel ikke skade og hvis det gjorde ham glad ville hun med glæde drikke det,
”Det må vi godt, vi kan også smage mad men vi behøver det ikke som andre væsner, men jeg må advare dig, jeg har fået hørt at engle ikke kan tåle for meget alkohold samt vin,” Hun sendte ham et drillende smil og lod det andet emne falde til jorden da stemningen ikke skulle ødelægges, og nippede så kort til vinen, og skar en grimasse, det var ikke fordi hun ikke kunne lide det, men den syrlige smag sad på hendes tunge i længere tid end hun havde brug for, så rettede hun sit blik imod ham og trak sine ben op og satte sig i lotus stilling så hendes vinger fik mere plads bag hende så de ikke blev mast imod sofaen,
”Jeg forstår ikke hvorfor i finder.. dette drikke noget nødvendigt, Jeg var forbi kroen for noget tid siden og så nogle væsner komme ud der fra, de så ud til at.. ikke kunne gå lige,”Er svagt fnis gled over hendes læber da hun mindes dette lille minde, hun havde jo ikke ført set fulde væsner, og de så ganske sjove ud når de var påvirket som disse fra kroen var,

[Deleted]

Der kom et smil fra ham, hun var så uvidende af så klogt et væsen af være. Men det var jo selve livet hun var klog på, ikke hvad væsner på jorden rendte rundt og lavede som sådan. Og så var hun vel stadig meget ulært af sit væsen af være? Han nippede til sin vin og stilte den så fra sig på sidebordet. Roligt vendte han rundt mod hende og trak selv benene op på samme måde for at slappe mere af. I nærheden af Nyaxie kunne han være sig selv, selvom det i sig selv kunne være ganske charmerende. Dog flirtede han ikke som han plejede med unge damer, han havde jo behov som så mange andre unge mænd.
"Det er når folk drikker for meget af det. Jeg selv kan holde til en del, vi drikker meget vin herhjemme. Jeg skal nok lade være med at fylde på dig, vin kan bringe det kærlige frem hos nogen, men også grimme sider frem hos andre. Man skal drikke med måde og huske at nyde det." FOrklarede han roligt. Sam drak sig sjældent fuld, mest fordi der skulle stærkere sager til, men også fordi han havde så stort en ansvar som han havde og derfor havde det aldrig interesseret ham. Han så på hende med et studerende blik, han havde vidst aldrig siddet og slappet sådan af med hende før, det var mindre arbejdsmæssigt for dem begge dette her og han nød det i den grad. Hvilket gjorde tanken om hun en dag ikek ville være der mere, endenu mere skrækelig.