Hemmeligheder (Åben)

[Mathayus Blackwood]

Math grinte lidt ved hendes ord og rystede lidt på hoved af hende "liger meget hvor meget du gør vil det aldrig kunde ske snut men sig enlig til vis du vil leje igen" math greb nøglen da hun kastede den til ham han skynde sig i den retning som hun sagde han skulle gå i tænk at han virkelig skulle se okume igen efter så mange år om hun overhoved ville kendes ved ham viste han ikke men rede hende det ville indet kunde stoppe ham i nu
math kom ind på den kro som io havde sendt ham hen på han gik roligt op af trappen til værelserne han stod nu for and døren hantog en dyb indåndning nu var det nu han låste forsigtig døren op og åbnede den stille han fik hurtigt øje på okume han lukkede hurtigt døren bag sig og satte sig ved hendes sig "undskyld" det var det eneste han kunde sige og hans stemme var ulykkelig og trist han startede med at fjerne bildet fra hendes øjne det smertede ham at se hende på den måde tænk at folk kunde behandle hende så dårligt når hun var så sød og dejlig en person han begynde roligt at binde hendes hænder op han kunde se på hendes krop der ikke var meget tilbage af hendes energi så som noget af det første skulle hun havde noget og drikke og noget at spise

[Deleted]

Da hun hørte nøglen i låsen, gispede hun, hun prøvede nu endnu mere at komme fri, lige indtil hun mærkede at det ikke var Io i rummet. Det var en anden. Så hun stoppede op og lyttede lidt, indtil hun hørte hans stemme, hun brød sammen, både i sorg og glæde. Åh hvor hun skammede sig over at have tænkt hun aldrig så ham igen, men hun genkendte hans stemme, hans duft og hans nænsomme måde at være omkring hende på. Da hun fik bindet for øjnene af, missede hun lidt med øjnene, det havde siddet rimelig stramt og det gjorde hendes øjenvipper føltes helt underlige. Endelig fik hun dem ordenlig op og da hun så ham, følte hun at hun var ved at besvime, det var virkelig ham!
"Men hvordan?" Mumlede hun, man kunne gøre hvor afkræftet hun var, dog var der alligevel et lykkeligt glimt i hendes øjne der også hang en del. Søvn havde hun ikke fået meget af, mad og vand havde hun ikke fået meget af og rent tøj havde hun slet ikke fået. Hun så mod hendes hænder som han begyndte at binde hende op, han var her for hendes skyld, det var hun slet ikke i tvivl om. Og lige så snart hun var fri ville hun kramme ham noget så tæt ind til sig og sikkert ryste i bare frygt for at miste ham igen. Det var nu gået op for hende at det værste kunne ske, alle de slemme ting, Okume var ikke blind overfor ondskab mere og hun frygtede det mere end noget andet.

[Mathayus Blackwood]

Math fik bundet hendes hånder op og strøg sin hånd blidt ned af hendes kind "drømmen og viljestyrke om at se dig igen holde mig i live og gjorde jeg aldrig gav op" hans stemme var bild men også ret trist "jeg ved ikke hvordan jeg skal undskylde for at havde svigtet dig så meget og længe som jeg har kære" math følte det var hans skyld at hun var endt sådan her "det helle er min skyld jeg skulle havde været her været her til at stoppe drazilla så du ikke var blevet mishandlet på den her måde" hans stemme var trist og fyldt med skyld han lod blidt sin hånde køre ned af hendes arme hun var så kold at røre ved hun lignte slet ikke den okume han var blevet tvungt til at forlade

[Deleted]

Der løb forsat tåre ned af hendes kinder, hun var helt utroligt lykkelig og lettet lige nu, men også bange. Først når de havde været sammen i et stykke tid og alting var ved at blive normalt ville hun være tryg igen. Skulle de forsat flygte? Hun vidste der ville blive ved med at komme folk efter hende og hun kunne ærlig talt ikke flygte mere, hun måtte have et normalt liv ellers ville hun dø af stress.
"Min elskede du har ikke svigtet mig, jeg var dum og lede efter dig på ukendte områder. Hvem havde troet jeg ville blive fanget, solgt som slave til dronningen, for så at være på flugt, og blive fanget igen." I starten var hendes stemme blid, men jo mere hun kom ind på de punkter som gjorde ondt, var hun tydeligt traumatiseret. Okume lukkede blidt øjnene da han rørte ved hende, det føltes så uvirkeligt, som en drøm og hun ønskede aldrig at vågne igen. Hvor havde hun savnet hendes elskede Mathayus.
"Det er ovre nu, sig det er ovre nu, tag mig hjem, hvis ikke vores gamle, et nyt. Jeg ønsker bare fred og at være med dig skat. Tag mig væk herfra." Hendes stemme var lille og svag, hun lænte sig roligt ind mod ham nu og gabte, hun var så træt og ødelagt. Okume trængte til mad, drikke og frem for alt hvile. Det var som om hun aldrig havde været en rigmandstøs, hun kunne slet ikke huske bløde puder, varme tæpper, god mad. Alt var så langt væk og hun lovede aldrig mere at tage noget som helst for givet.