Fjerne beviserne?

[Kelvin]

Kelvin brød ud i en tør latter og slap hende med det samme. Hans demonstration havde åbenbart ikke fungeret nær så godt, som han havde håbet. "De er håbløs," kommenterede han med en let hovedrysten og betragtede hende med smilende øjne. Kelvin vendte hende ryggen og svømmede op mod bredden for at se til sin skjorte. Med sit skarpe syn kunne han sagtens se, at den stadigvæk var fugtig, men det skadede ikke at mærke efter og se helt præcist hvor fugtig den var. Han havde godt set de to små mærker på hendes hals, og havde også overvejet at spørge indtil dem. Men ligeså snart tanken var dukket op, afviste han den igen med det samme. Det havde intet med ham at gøre.

[spurv]

hun smilede varmt, og flyttede sig ikke da han gav slip på hende , hun lagde hovedet på skrå. "det er jeg begynd" lende *så han er også en af dem wow* hun hans ord, og føelsen af den kølige hud gav mening som det, men hun idste dog ikke helt hvad han ar aligevel nu vidste hundog at han ikke var menneske. med rolige svømme tag svømmede hun efter ham og så udrende efter ham havde hun mon fornærmet ham

[Kelvin]

"Hvor længe plejer De at bade?" spurgte han henkastet og satte sig op ved siden af den flade sten, ind på tørt land. Bukserne klæbrede ubehageligt til hans ben og han rynkede misfornøjet med brynene men tænkte ellers ikke mere over det. Et smil formede sig på hans læber. Det var godt at han havde taget sine sko og strømper af, inden han hoppede i vandet. Kelvin kiggede op mod månen og nød den kølende effekt, som vandet på hans hud havde på ham. *Liv,* tænkte han indvendigt. *Liv var et fascinerende navn at have*
Med et roligt blik betragtede han hende under skæret fra månens blege lys.

[spurv]

Liv smilede og tak på skuldrende " det forskelligt, når jeg bliver kold tror jeg, nogen gange lade jeg mig flyde med strømmen mens jeg kigger på månen" sagde hun med en varm pludselig meget voksen klag i stemmen. hun så på ham og svømmede over på den anden bred for at hente sit tøj. hun kunne let bære det over, uden det blev vådt i hvert fald ikke særligt meget, selfølgelig var hendes hænder jo vådt

[Kelvin]

Kelvin nikkede langsomt og lagde sig ned på ryggen for selv at kunne se op på månen, der skinnede umærkeligt i den kulsorte nattehimmel. Han sagde ikke noget mere og var tavs. Der var ikke rigtigt noget at snakke om alligevel, og Kelvin foretrak også stilheden om natten. Han fandt det beroligende, den afslappende stemning der herskede.
Kelvin dækkede sig for øjnene med den ene arm og sukkede. Han kunne godt have fundet på at tilbringe natten her, hvis det ikke var fordi at han ville risikere at blive brændt ihjel af solen om morgenen, hvis han ikke nåede at gemme sig i skyggen. "Interessant...," mumlede han bidragende.

[spurv]

liv smilede og kom op ved siden af ham, hun vred håret og lagde sig ned ved siden af ham. hun ville først være tør før hun tog kjolen på ellers ville den bare blive våd, og så risikerede hun at blive syg af kulden mod vådt stof

[Kelvin]

Kelvin fornemmede tydeligt hendes nærvær, og da hun lagde sig ned ved siden af ham, drejede han sløvt hovedet for at lade det fjerne blik betragte hende. Han smilede ikke, men var samtidig heller ikke sur eller utilpas på nogen måde. "Har De søskende?" spurgte han roligt. Ikke en eneste gang fjernede han sit blik fra hende, alligevel syntes hans tanker er være et helt andet sted. Mens det fugtige vand endnu glinsede mod Livs krop, var Kelvins overkrop næsten helt tør. Små skinnende perler faldt dog af og til ned fra de hvide spidser, hvilket tydede på, at hans hår var langt fra tørt. Ved kort at have nævnt ordet søskende, søgte Kelvins tanker automatisk tilbage til hans egen dystre fortid, før han atter tvang dem tilbage til virkeligheden.

[spurv]

Liv smilede men rystede roligt på hovedet " eller det ved jeg faktisk ikke" sagde hun med varm stemme og så ind i hans øjne, hun var tæt nok på nu til at kunne se dem skinne i måne skinnet, hende egne lignede en blanding mellem himlen og vandet. hun smilede blidt til ham og smilede "har du?" hendes hånd hvilede blidt over den lille sølv fløjte

[Kelvin]

Kelvin drejede hele sin krop mod hende, så han kunne ligge på siden og holde hovedet en anelse løftet ved at støtte den med sin hånd. "Nej," svarede han kort. Ingen grund til at komme i detaljer omkring hans fortid og barndom. Derefter kastede han et enkelt blik over mod hendes hånd, som hun hvilede på sin fløjte. "Lov mig at De ikke spiller på dén der, når jeg er her," sagde han med et skævt smil. Hans blik var legende, men det var tydeligt i stemmen, at han mente det alvorligt. Han brød sig ikke om den virkning, melodien havde. Faktisk frastødte han den så meget, at han ikke ville tøve med at bruge vold, hvis blot den fløjte forblev liggende og ubrugt.

[spurv]

det var en ubevidst reaktion når Liv hun håldt på fløjten og hun følte hans blik ned mod den og smilede men så uforstående på ham" Du den første jeg har mødt der ikke kan li det,jeg forstår det ikke, men jeg skal nok lade være" hun smilede men hendes stemme lød som var hun faktisk lidt trist over han ikke ville ha det. hun kiggede sødt ind i hans øjne

[Kelvin]

Kelvin gengældte hendes smil og strejfede hendes kind med sine fingre. "De må undskylde hvis jeg har fornærmet Dem," svarede han med et skævt smil og lagde sig atter ned på ryggen med hænderne foldet sammen bag hovedet. Med blikket rettet op mod stjernerne, tilføjede han:" De spiller ganske smukt, så det har intet med deres musikalske evner at gøre. Det er bare den... virkning, den har på mig og sandsynligvis alle andre..." Man kunne ikke være helt sikker på om Kelvin egentligt stadigvæk snakkede med Liv, eller om han mere var begyndt at gruble lidt for sig selv i stedet. Derefter drejede han hovedet for at sende hende et bredt smil. " Så De må endelig ikke misforstå mig. Det ville være så skidt, hvis jeg har givet Dem et dårligt indtryk af mig selv."

[spurv]

liv å ind i hans øjne da han hånd strejfedehendes kind, hu smilede og lagde sig op på albuen. hun forstod ikke hvad han mente men hun forstod at det ikke var møntet på hende og at han var oprigtig. hun smilede og rystede blidt på hovedet " jeg lader bare vær med at spillr" hun satte sig roligt op og kiggede op på månen hun var ved at være tør nu. roligt tog hun sin gule kjole, og med hutie ænder spændte hun bæltet om sit liv op for at tage kjolen på. der var noget over hende der heletiden vidste at hun var dybt bevidst med fløjten nu hvor den var spændt af. hendes bevægelser var hurtige og hun virkede kort næsten lettet da hun spændte bæltet tilbage om livet