[Åbne] A little getaway.

[Julie Dearheart]

Det sidste stykke så havde Julie hørte de forskellige tjenstfolk små snakke omkring hvor slemt stormen havde ramt landet og så når hun havde forhørt sig hos nogle af hendes rådgiver, så havde hun bare fået at vide det ikke var så slemt. Men det troede Julie ikke helt på og hun havde da forsøgt, at få kontakt til en af hendes rådgiver - nemlig den, som hun stolede mest på der ville give hende et ærligt svar og den rådgiver var Dorian. Dog, så efter han ikke havde reagerede på hendes brev og der var gået nogle dage, så besluttede hun sig for, at hun ville undersøge sagen nærmere selvom hun godt vidste, at der nok ville være nogle som ville forsøge at stoppe hende, hvis de fik kendskab til, at hun ville bevæge sig udenfor slottets murer uden nogle vagter ovs. Det var også derfor hun stod op før solen havde stået op den efterfølgende dag og hun kældte sig i noget simple tøj inden hun benyttede sig af de hemmelige gange, som hun havde efterhånden havde lært at kende noglelunde. Men inden, at hun forlod slottet helt så smuttede hun forbi køkkenet hvor hun tog en kurv med sig og i den puttede nogle enkle frugt stykker samt to små bøger foruden hendes dolk. Det eneste, som rigtig kunne afsløre at hun ikke var en fattig kvinde, som hun ellers forsøgte at forstille var den lille ring, som hun havde på sin højre hånd, hvilke også var den som hun fik da hun overtog rollen, som dronningen for Nirelia. Men der var også en anden grund til, at hun syntes at hun havde brug for, at komme lidt væk fra slottet var nemlig, at hun havde tage sig selv i, at kigge lidt for meget efter en af mandlige ansatte på slottet og hun vidste kun alt for godt, hvor farligt det kunne blive hvis det kom frem, at hun var begyndt på - især hvis det var de forkerte, som fandt ud af det på og da det aldrig var til, at vide hvad folk kunne finde på at gøre, hvis de så sig uenige med hende, da de så kunne udnytte den viden.

Da hun var nåede ned i selve landsbyen, så var den så småt begyndt at vågne op og der var begyndt at være folk på alle de små gader. Indeni selve byen så kunne hun ikke se nogle større skader og det var derfor hun valgte, at snakke med smedens ejeer, hvor hun fik lov til at købe en af hans hest der ellers skulle aflevelse på grund af den var blevet for gamle. Men hun valgte, at hun ville undersøge de områder der lå udenfor byen. Så hun brugte hele formiddagen og en god del af eftermiddagen på, at ridde de omliggende områder rundt, hvilke var også der, at det rigtig gik op for hende, hvor slemt stromen havde ramt landet. Da hun igen kom tilbage til Lumiere så blev hun opdage af en af de tjenstepiger, som arbejde oppe på slottet og dog, så lykkes det Julie at overtale den unge pige til, at tie med at hun havde set Julie i landsbyen og tjenestpigen tog hesten med tilbage til slottet. Efter det lille sammenstød så var Julie mere opmærksom på de forskellige, som befandt sig i landsbyen og hun valgte at trække hætten op over sit hoved for, at skjule hvem hun var, da hun ikke kunne vide sig sikker på, hvem hun ellers kunne komme til at støde ind i der vidste hvem hun var. Men da hun var begyndt at gå rundt i byen så var der nogle andre boder, som havde åbnende end dem der havde være om morgen, hvilke var derfor hun gik rundt og så hvad de forskellige slogte.

Julies outfit

[Fahim Zacharis]

Stormen havde raset uden for, det var godt noget han havde bemærket for Fahim havde måtte gå ude i det et par gange fordi nogle ting var gået stykker og han blev nødt til at reparere det før der blev ødelagt mere på grund af det, så han havde fået nogle skræmmer på grund af det, men det havde ikke stoppet ham. Det var jo den sure del af pligterne han skulle udføre men han udførte det med et smil på læberne, når der altså var andre i nærheden vel og mærket.
Det var tidlig morgen efter en rolig nat hvor ingen havde vækket ham, så han var stået tidligt op og gået ned i køkkenet hvor han havde befundet sig bag en reol i spisekammeret da dronningen var kommet ned, dog havde han ikke sagt et ord eller trukket vejret indtil hun var forsvundet, fordi hvad der var hendes sager var jo hendes sager, så han havde ikke retten til at blande sig. Det efter hun var gået havde han fået noget at spise fordi han havde lidt arbejde der skulle udføres før han kunne ordne noget privat nede i byen. Han havde undret sig kort over hvorfor hun havde sneget sig sådan rundt men han valgte ikke at tænke meget over det for der var et bord i et af rummene og andet som lige skulle ordnes, hvilket også gjorde at morgenmaden hurtigt var spist inden han gik i gang med hvad han skulle.
Han blev færdig hen på formiddagen men så var der frokost så det blev først tidlig på eftermiddagen hvor han endelig kunne komme ned i byen. Her brugte han noget tid på at gå lidt rundt og kigge inden han skulle hen til skomageren fordi et par af hans sko var gået i stykker og han havde ikke rigtigt råd til nye så de gamle skulle laves. Han fik afleveret skoene og fik besked på at komme tilbage nogle dage senere for så ville de være klar. Han forlod skomageren og gik roligt hen af gaden på vej imod det næste mål, dog stoppede han kort op da han så en af tjenestepigerne, der ellers kunne finde på at rende efter ham, stå og snakke med en anden. Han stod lidt og så imod dem bag et hjørne hvor det gik op for ham at det var dronningen, hvilket bare fik ham til at ryste kort på hovedet for det var ikke hans ret til at blande sig i det. Han valgte dog at følge hende lidt på afstand mens han forsøgte at beslutte sig om han skulle snakke med hende, men stoppede dog kort da hun selv stoppede for at se på en af boderne. Den bod han stoppede ved var en blomster bod, hvor han stod lidt og så på dem for nok var det efterår og stormen havde raset så var blomsterne stadig smukke, så han var temmelig sikker på at ejeren var en magiker. Han købte en hvid rose men holdt dog øje med Julie i smug og bevægede sig når hun gjorde det inden han fik samlet mod til sig og gik op ved siden af hende og lidt foran hende før han vendte sig rundt imod hende, bøjede hovedet en smule og rakte hende rosen, hvor alle de nederste torne var plukket af så der kun var nogle få oppe ved kronen. "En smuk uskyldig rose til en smuk uskyldig kvinde" sagde han roligt med sit charmende og lettere drillende smil. Han ventede på hun tog den før han gik væk fra hende igen som om intet var sket.

//Tøjet: En sort tyk trøje, sort læder jakke og sorte bukser...

[Julie Dearheart]

Jo længere tid Julie gik rundt blandt boderne så blev hendes fornemmelse at der var nogle, som flugte efter hende blot større og alligevel så kunne hun ikke lige få øje på hvem det skulle være når hun forsøgte at se sig over den ene skulder. Hvilke blot gjorde, at hun stræk var begyndt at overveje om hun skulle vende tilbage til slottet og især, da det sidste brev, som hun havde modtage fra hendes hjemland langt fra var noget godt på grund af deri havde der stået, at der var udbrødt borgerkrig og hendes mor var blevet slået ihjel mens det havde lykkes hendes far, at slippe væk. Noget, som havde gjort at hun ikke rigtig havde gjort noget særlig for befolkningen udover det, som havde krævet af hende og ellers så havde hun mere eller mindre holdt sig for sig selv resten af tiden i de sidste tre uger. Faktisk så havde hun ikke nævnt det overfor nogle af hendes rådgiver og det eneste, som kendte til hvordan det stod til i hendes hjemland var Dorian, hvilke hun havde haft snakket med da det første brev havde kommet fra hendes far, hvor han havde sprugt omkring hvorvidt hun kunne sende nogle af hendes soldater til ham, hvilke Julie ikke havde gjort efter råd fra Dorian på grund af det havde ikke lydt i det brev, at tingene var så slemme igen.

Men da hendes fornemmelse ikke ville gå væk så besluttede hun sig for, at hun skulle til at finde tilbage til slottet igen mens hun stod ved en bod med efterårets grønsager. Det var også derfor hun fik et chok, da hun vendte sig om og der pludselig var en rose foran. Det var ihvertfald det, som hun først fik øje på og hun følte det, som at hendes hjerte sad oppe i halsen. Det var først, da der blev sagt noget, at hun opdage hvem det var, som holdte rosen oppe og uden at rigtig tænke over det så tog hun imod rosen. "Uskyldig" gentog hun underne og det skyldtes, at hun ikke rigtig havde opfange at hvad det var, at han havde sagt. Dog, så kiggede hun rundt om dem for, at se om der skulle være andre der skulle havde opdage hende og det håbede hun virkelig ikke, at der ikke var - især ikke, da hun stod overfor den person, som hun havde haft kiggede lidt for længe efter siden hendes ankomst til magten. Men alligevel så kunne hun ikke lige få øje på andre der skulle se lidt for godt over imod det sted, hvor hun stod sammen med Fahim, hvilke var derfor hun så tilbage på ham igen uden at rigtig vide hvad hun skulle sige - noget, som normalt ikke lå til hende ikke at vide.

[Fahim Zacharis]

Det var nu heller ikke pænt af ham at gå og lurer på hende, men han ville jo også gerne have hun ikke kom i problemer, for hvis det var så ville han være i nærheden til at hjælpe hende. Det var nok mest fordi han ikke kendte til hendes fortid så han anede ikke hvor meget hun vidste om et liv uden for slottet og et liv på gaden, derfor var det måske bedst at han blev i nærheden.
Efter han havde givet hende rosen vendte han sig rundt igen og begyndte at gå væk fra hende, men det var jo fordi hun virkede til at hun gerne ville være alene, for ellers havde hun nok nogle tjenestepiger i nærheden. Derfor skulle hun også have lov til at være alene, men nu havde han jo vist at han ville være i nærheden hvis hun skulle få problemer. Han gik hen til den nærmeste bod og stoppede lidt op der som han kort så over imod hende, bare så hun var sikker på han ikke var langt væk, dog skulle han lige gøre et andet stop inden han selv kunne komme op til slottet. Han så igen væk fra hende før han igen begyndte at gå igen, denne gang over til magi butikken fordi han lige skulle klare nogle ting inden i den, før han kunne komme tilbage, men hans stav var knækket og det kunne han jo ikke rende rundt med, så den skulle ordnes ligesom der var noget han skulle købe for en anden mens han nu alligevel var der. Han havde dog sørget for hun så hvilket retning han var forsvundet i så hun altid kunne hente hjælp hvis det var.

[Julie Dearheart]

På alle måder så blev Julie overrasket over, at Fahim pludselig havde stået foran hende og givet hende en rose. Faktisk så var hun blevet overraskede, at hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv, hvilke også var derfor hun kiggede med letter store øjne, da han begyndte at gå væk fra hende igen. Hun vidste ikke lige helt hvad hun skulle stille op og dog, så da han var fundet forsvundet ind i en butik, som hun ikke rigtig lade mærke til hvad for en slags det var på grund af hendes opmærksomhed blev fanget af en vred mande stemme, som råbte op. Det var den stemme, som fik Julie til at vende sig om for, at se hvad der var skylden til alt det råberi og hun opdage at den selv sammen frugt handler, som hun havde købt hos tidligt om morgen. Manden havde fat i armen på et lille mørkt håret dreng der ikke kunne være mere end de 4-5 år gamle og uden, at tænke yderligere over det, så gik Julie med faste over imod den bod mens hun glemte alt omkring det der lige havde sket mellem Fahim og hende selv, da hun lade rosen ned i hendes kurv. Da hun nåede derhen så bad hun manden om at give slip på barnet med det sammen samt hun spurgte ind til, hvad der var sket, hvilke bare hissede manden mere op og han begyndte at skælde ud på Julie. Det vise sig, at den lille dreng havde forsøgt, at stjæle et æble og dog, så var han blevet opdage. Inden, at Julie kunne nå, at tilbyde, at betale for det æble, som den lille dreng havde forsøgt at tage uden at betale for det så forlangte manden, at den lille dreng skulle havde hukkede hånden af, hvilke bare gjorde, at Julie ikke havde i sinde til at give det tilbud, at betale. Fordi, at hvis der var en type, som Julie havde svært ved at udstå så var den slags som denne mand hun stod overfor.

Efter alle de måneder oppe på stolet, hvor ingen rigtig modsagde hende så blev hun kort helt tom for ord og dog, så genfandt hun ret hurtigt hendes talegave igen, hvilke kom lidt bag på manden, da Julie gav ham igen af den sammen mønt, som han lige havde givet hende. Trods, at det korte øjeblikt, hvor det kom bag på manden, at Julie kunne finde ud af at give igen på den måde, som hun gjorde så gjorde det, at mandens greb omkring den lille dreng til, at Julie kunne trække drengen om bagved sig. Men lige så snart, som hun havde fået drengen derom så greb manden fat omkring Julies håndled, da han åbnebart havde fået øje på hendes ring og med det sammen så begyndte han at beskylde hende for, at være en tyv, da i hans hoved så kunne Julie ikke være andet end det, hvilke ikke var så uforståeligt når Julie så sådan ud, som hun gjorde. Men Julie forsøgte at trække hendes arm igen og det skete imens at manden forsøgte at tage ringen af hendes hånd, hvilke bare fik Julie til, at knytte hånden sammen ”Giv slip lige dette øjeblik!” kom det hårdt fra Julie og det nægtede manden mens han kom med et masse ubekvemt ord til Julie, hvilke omkring hendes karakter. Det var ikke Julie, som kaldte på de to vagter, som lige var kommet ind på markedspladsen for at se om der skulle være ro og orden. Den person, som kaldte på vagterne var en ældre dame der havde stoppede det hun havde være i gang ligesom mange andre havde gjort på pladsen for, at se hvad der forgik over ved den lille bod, hvor Julie befandt sig med en lille samt bange drenge bagved sig og den vrede mand. Julie så enkle gang over på de to vagte, hvilke hun genkendte med det sammen fordi, at det var to, som normalt var oppe på stolet. Hun så tilbage på den vrede mand ”Du har et minut til, at give slip på mig...”

[Dorian Gray]

Fahim var gået ind uden videre at have lagt mærke til mere, for han skulle jo ordne det sidste inden han kunne tage helt hjem eller følge med dronningen hjem.

Så det var ikke fahim som ente med at blande sig i det der skete, men en anden person som tilfældigt var gået ned igennem gaden og havde overværet det som det begyndte, men ville egentlig ikke blande sig før han havde ændret vinkel og set hvem kvinden egentlig var ligesom stemmen havde lydt bekendt for ham, men det kunne ikke have passet indtil han nærmest fik det bekræftet. Han gik med rolige skridt hen til dem ligesom Julie kom sine trusler lagde han roligt enden af hans stok på som for at gøre opmærksom på hans tilstedeværelse. "Jeg vil råde den gode herre til at give slip på denne kvinde før jeg tilkalder vagterne fordi de laver ballade i disse fredelige gader. Jeg skulle mene at det drengen forsøgte at gøre var blot fordi han var sulten og så vidt jeg ved er vi heller ikke i Darklia, er de utilfreds med nogle forsøger at stjæle fra dem skal det melde til dronningens vagter. Vi tager ikke sagen i vores egen hånd.. Og hvis de ikke stopper så skal jeg sørge for dronningen ved det og det vil være enden på deres liv" sagde han roligt som han satte stokken ned på jorden igen mens han ventede på reaktion fra den vrede mand, for Dorian var nu ikke bange men siden manden ikke vidste hvordan dronningen så ud så ville han heller ikke sige det. "Jeg skal nok betale for 5 æbler sådan at det dækker æblet drengen ville stjæle og nogle ekstra" forsatte han roligt for han ventede på om manden nu var bare en smule klog til at han ville tage den handel i stedet for at skabe alt for meget drama.

[Marion Isabella Fullheart]

Nu hvor stormen havde lagt sig, og der var meget overskyet, samt med at solen snart ville gå ned, havde Marion sat sine ben udendørs. For det meste var hun ikke ude på en dag, men alligevel tog hun ikke skade af det, nu hvor hun havde været indendøres et par dage. Men for det meste sov hun dagen væk. Det blæsende vejr havde dog sat sine spor et par steder på vej ind til byen, men det var ikke noget hun tog sig af, for hvad skulle hun gøre ved det? Der var jo ikke så meget der kunne gøres. Eller, det kunne der, men ikke noget hun ville hjælpe med. Det var ikke hendes rod som lå nogen steder.
Denne dag havde hun fået tid nok til at spise hjemmefra, hun var i hvert fald ikke sulten. Heldigvis. Hun orkede ikke at finde et bytte.

Hun havde dog lagt mærke til to, og damen fik en rose af en mand, damen havde dog set lidt forbløffet ud og kiggede lidt rundt omkring for at se efter flere? Men Marion kunne ikke genekende hende, ikke en hun havde set før. Dog var hun også ligeglad, et legetøj havde hun udset, måske? Et lumsk smil kom på hendes rødlige læber, da der var kommet lidt ballade i gaden. Dog smuttede hun selv i magi butikken, for det interesserede hende ikke nok til at blande sig udenfor. Hun trådte indenfor i butikken, før hun tog hætten af. Hun var iklædt en kappe, men indenunder var der en blå kjole som var lavet af silke med blonder rundt om nakken og rundt til halsen. Dog var kjolen ikke synlig, og heller ikke en hun selv havde betalt for, men en hun havde stjålet fra en kvinde som ikke ville kunne genkende den alligevel, efter hendes trance.
Et varmt smil kom på læberne, da hun endelig stod i varmen, og et blik gled på manden som lige selv var kommet ind, og manden som var på arbejde. Egentlig havde hun intet at gøre dér, men lidt splid kunne der vel gøres?

[Fahim Zacharis]

Det var nu længe siden han havde været inde i en magisk butik, men alle de sjove ting fik ham nu en gang til at smile og han måtte dukke sig på et tidspunkt som en fugl af træ kom flyvende over hans hoved, det hele herinde var jo utroligt smukt og spændende, det var lige før han kunne overveje at købe en gave til Julie, bare for at bringe noget magi ind i hendes liv. Han gik lidt og kiggede på de forskellige ting bare fordi han virkelig overvejede om han skulle købe noget som hun kunne glædes over hver dag, hvorfor han fik lyst til det vidste han ikke rigtigt, men hun var jo sød, smuk og lidt anderledes end de andre tjenestepiger som havde det med at følge efter ham.
Det at en kvinde lige var kommet ind efter ham, tænkte han ikke videre over fordi han havde travlt med de sjove ting, måske skulle han bare købe en bog med besværgelser så han selv kunne begynde at trylle noget mere? Han tog sig lidt i at tænke over det men rystede så på hovedet, et forelsket fjols det var det han var også selvom han godt var klar over han ikke kunne få hende uden at afsløre hans sande identitet med at han var af adelig afkom. Til sidst endte det dog med han gik op til manden bag disken hvor han lagde hans ødelagte stav op på bordet. "Jeg vil gerne have den her lavet. Og har du en eller anden bog med besværgelser? Ville gerne fortrylle en rose eller noget i den stil eller bare trylle en frem" spurgte han roligt for han kunne nu godt tænke sig bare at øve sig en smule sådan at han ville kunne overraske hende, men bad hun ham holde op så ville han selvfølgelig det.

[Marion Isabella Fullheart]

Et blik gled rundt i butikken, før et varmt smil kom på hendes læber, og hun begav sig lidt rundt i butikken. Hun havde aldrig rigtig været herinde før, og det havde hun heller ingen grund til. Hun havde jo ikke noget at bruge det til. Men før eller senere skulle vel være hendes første gang, selvom det ikke interesserede hende på noget punkt, det eneste som hun egentlig ville var at skabe splid. Hun elskede pigernes hjerter blive knust, hun havde ikke så let ved at blive knust selv, eftersom mænd kun var interessante en enkelt gang. "Der er vidst en som er lidt forelsket?" hun sagde det ganske roligt, bare for at få hans opmærksomhed. Det undrede hende ikke, hvis rosen var til damen udenfor, selvom han allerede havde givet hende en? Men det skulle hun ikke blande sig i, det var ikke fordi andres følelser interesserede hende, kun hvis det angik hende. Hun elskede opmærksomhed, det kunne man vel ikke få nok af?

[Julie Dearheart]

Ligesom manden så blev Julie overraskede over, at Dorian pludselig var vedsiden af det lille scene, som der var opstået på pladsen. Julie fik en del svært ved at holde sig fra at smile ovenpå Dorians ord til den vrede mand. Mens Dorian havde snakkede så havde Julie kunne mærke hvordan mandens greb omkring hendes håndled var begyndt at komme med en bivirkelse - nemlig at den ikke fik nok blod til sig. Da manden ikke lige med det sammen svarede Dorian og manden ikke havde fuld fokus på Julie så valgte hun, at gribe chancen for, at få hendes hånd til sig igen på den eneste måde, som hun lige kunne komme på, hvilke var hun knyttede hendes frie hånd inden, at hun lade hendes kræfter i det slag, som hun havde rettede imod mandens ansigt. Rigtig nok så kom slaget nok på manden til, at han kort glemte at holde ordentlig fat hendes håndled, hvilke bare gjorde at hun kunne nå at trække den til sig igen. Men det slag, som hun havde givet manden var et, som nok havde gjort mere ondt på hende end det havde på manden fordi, at hun havde bidt mærke i, at den knæk lyd, som havde kommet og dog, så vidste hun ikke om der var andre der havde kunne hører det. Hun valgte at bide smerterne i sig og hun nåede lige at lægge mærke til, at den små snak, som havde var omkring stedet, hvor hun befandt sig sammen med manden, Dorian og den lille dreng var forsvundet som solen gik ned hver aften og der var bare en dybt gående stilhed. Lige som manden kom til sig selv igen og skulle til, at gå til angreb på Julie så var det i det sammen øjeblik, som vagterne var nåede over til dem, hvilke gjorde at Julie lod hendes hætte glide af og de to vagter stoppe kort op ligesom de næsten ikke kunne tro deres øje, at deres dronning stod foran dem på markedspladsen. "Vagter pågribe den mand og smid ham i flægelse. Jeg vil tage mig af det når jeg kommer op på stolet igen" Vagterne dukkede for Julie og det eneste, som de sagde i kor var, at det skulle de nok samt at de tiltalte Julie ved hendes title. Det hele, som havde sket gjorde at manden havde stoppe midt i hans skidt og det var tydeligt, at se på manden, at han blev mere og mere bleg i hovedet, da det gik op for ham, at han lige havde kaldt Dronningen for en tyv blandt mange andre ting.

Men da vagterne begyndte at tage manden med væk så kastede Julie et blik rundt på markedspladsen så fik hun øje på en af de andre tjenestepiger, som hun havde og hun gjorde et tegn til pigen, som ikke var mere end de 14 år, at pigen ikke skulle gå nogle steder, hvilke pigen nikkede til at det skulle hun nok lade vær med. Julie så meget hurtigt hen på Dorian, som hun sagde til "Et øjeblik Dorian" hvorefter, at hun satte sig ned på hug foran den lille dreng, som så virkelig skræmt ud og hun spurgte ham om han ville gøre hende en tjeneste, hvilke den lille dreng nikkede til og Julie spurgte ham om han ville bærer hendes kurv op til stolet samt vente på hende deroppe hvilke udløse endnu et nik fra den lille dreng og Julie peje hendes tjenestepige og sendte drengen over til tjenestepigen for, at fortælle hvad det var Julie havde bedt ham om, at gøre. Efter, at drengen havde sat i løb over mod den unge pige, så rejste Julie sig og så på Dorian "Jeg havde ikke regne med at se dem her Rådsmand Dorian" Da de var ude blandt normale mennesker så galt det om at holde den høflige edikt oppe, hvilke også var derfor hun tiltalte Dorian på den måde, som hun gjorde. Dog, så havde Julie ikke endnu set ned på den hånd, som hun havde haft brugt til at slå manden med og hvis hun havde gjort det så ville hun havde lagt mærke til, at den ene af hendes finger sad forkert. Det eneste, som hun rigtig var opmærksom på ved den hånd var den smertefulde dunkle, som der hele tiden var fra den. "Og ikke noget med at råde mig til at få en livvagt" tilførte hun med et utrolig kort skævt smil og det var en af de ting, som hendes far altid havde søge for hun havde mens hun voksede op - at hun så var blevet rigtig god til at undgå den vagt, som havde fået til opgave, at passe på hende mens hun voksede op var en anden side af sagen. Men på grund af alt sammen med den mand, som nu var ved at blive ført væk fra markedspladsen det havde gjort, at Julie kort havde glemt alt omkring Fahim også var der et sted og nok en af de få ting, som havde fået hende til at komme i tanke omkring var forsvundet op på slottet sammen med den lille dreng - nemlig rosen.

[/blockquote]

[Fahim Zacharis]

Han havde helt glemt der var en anden kvinde i butikken, for han havde bare de ting han skulle ordne og så Julie i hovedet, men det var fordi han lige havde set hende ude på gaden og så var hun til tider temmelig svær at få ud af hovedet igen, især når han ikke holdt sig i gang med noget andet.
Dog kunne han ikke lade være med at smile skævt da han hørte en anden kvindes stemme. "Er det så tydeligt? Må hellere lærer at skjule det bedre" sagde han roligt for han måtte jo ikke vise sådan nogle følelser og slet ikke når det handlede om dronningen, det var jo forkert på alle måder også selvom han egentlig var adelig, men når han levede i skjul som en tjener så måtte han ikke udvise det. Han nikkede kort til ekspedienten overfor ham før denne forsvandt fordi staven skulle laves, i mellem tiden vendte Fahims blik over imod kvinden og det charmende smil var på hans læber uden han tænkte over det.

[Dorian Gray]

Det var ikke fordi Dorian mente han havde listet men han havde nu heller ikke fået meget opmærksomhed fordi folk øjne jo alligevel mellem bodejeren og dronningen, uden de rigtigt vidste at det var dronningen, også grunden til at han holdt lidt igen med at han vidste hvem det var og han ville jo undgå ballade lige nu så han talte så pænt som han lige kunne. Dog nåede han lige at trække sin stok til sig kort efter Julie havde placeret hendes slag, hvilket fik ham til at se en smule overrasket på hende, nok fordi han ikke regnede med hun kunne finde på det men også fordi det passede sig altså ikke til en rigtig dame, så han tænkte ikke over der måske havde lydt et knæk for han øjne vendte sig kort bagefter imod manden, før de igen vendte sig imod Julie, som han gjorde et kort buk for da hun lod hætten falde.
Efter han havde rettet sig op stod han stille og ventede på en mulighed for at sige noget, men han kunne godt se han skulle vendte så det gjorde han roligt selvom han trak lidt på smilebåndet til hans sædvanlige charmende smil, men det var mest fordi han morede sig lidt over der var slagkraft i den kvinde, men ellers forblev han tavs til hun havde snakket med drengen og begyndte at tale til Dorian igen. "Jeg er også lige kommet tilbage til byen, jeg er ikke en gang nået hjem endnu deres højhed, fordi jeg havde lige noget jeg skulle nå hernede" sagde han roligt for han var ikke en gang nået hjem til at få beskeden om at hun havde haft sendt bud efter ham, for han havde været i Darklia i nogle dage før han begyndte hans rejse hjem til Nirelia.
En latter kom dog over hans læber da hun sagde han ikke måtte råde hende til at få en livvagt. "Det ville jeg nu heller ikke, jeg ville råde dem til at få set på deres hånd af nogle healere og efterfølgende få noget træning i nærkamp, selvom den sidste del ikke passer sig for en kongelig som dem.. Men det ville nok kunne gøre det mere elegant end det de lige gjorde" sagde han roligt for han var ikke helt sikker på om hun egentlig kunne finde ud af at kæmpe eller om det var noget hun burde lærer, selvom en livvagt også kunne have været en god ting men hvis hun ikke ville have det så ville hun jo ikke have det, dog skulle han nok få en til hende på et tidspunkt men det skulle nok mere til specielle lejligheder for der var det mere passende at der var nogle til at passe på hende. "Skal vi så komme afsted? Jeg tror de har vakt nok opsigt for i dag" sagde han roligt og slog ud med den ene hånd som de nok var bedst hun kom af sted nu, for de skulle også lige diskutere den straf manden skulle have for hun måtte jo ikke give en for hård men den skulle nu heller ikke være for blød, bare lige sådan at folket kunne se der kom en straf ud af at ville straffe andre uden det havde været omkring dronningen først.

[Julie Dearheart]

Julie var udmærke godt klar over, at det ikke var passende for en kvinde at slå på den måde, som hun lige havde gjort og især ikke var den kvinde var en dronning. Men dog, så havde hun hellere ikke haft den normale vej til at blive dronningen trods, at hun var voksede op som kongelig. Hun nikkede med en enkle gang med et lille smil, da Dorian forklare hvorfor han var på markedspladsen og lige hvor han havde være henne før, at han stod der ved siden af hende. Men hun kunne ikke lade vær med at komme med en lille latter ved det sidste han sagde omkring, at det ikke var passende det hun lige havde gjort. "Nu minder du mig omkring min far. Altså, at han mener hellere ikke, at det var passende" kommenterede hun inden, at hun så ned på hendes hånd, hvilke hun ikke kunne lade vær med at trække en grinmaske af fordi sådan, som den så ud så gav det endnu mere mening hvorfor hun havde så ondt. Men hun rettede hurtigt hendes blik op på Dorian igen, "Men en livvagt vil blot var et spil af resurere, som kunne bruges bedre på folket" tilført hun roligt. Kort efter så forslå Dorian, at de skulle komme afsted - noget, som fik hende til at kaste et ordentlig blik omkring sig, hvor det først rigtig gik op for hende hvor mange personer der havde haft stoppede med hvad de havde gang i for at holde øje med hvad der havde haft udspillede sig mellem bodejeren og hende. "Ja, det må vi hellere" Kom det roligt fra hende inden, at hun begyndte at følge med Dorian i den retning, som han havde haft slået hans hånd ud imod "De skulle vel ikke kende en rigtig god healer?" spurgte hun mens hun vidste at der var i vente snakken omkring skafferen angående bodejeren og dog, så lige i det øjeblik så havde hun ikke lige overskuet til, at tage den snak. Men mens de gik forbi de forskellige personer på markedspladsen så bukkede mange af dem, hvilke Julie besvarede med et tavs nik og efter, at de havde gået i lidt tid så kunne hun ikke dy sig fra at kommentere stille til Dorian "Så er hemmeligheden vist ude omkring hvordan jeg ser ud" faktisk så havde Julie kun en enkle gang vis sig overfor hendes understukter, hvilke var den dag, hvor hun var blevet kronet til dronningen af landet. Grunden til, at hun ikke havde vis sig mere overfor befolkningen var fordi, at hun havde haft lyttede til de andre rådmænd, som havde frarådet hende at vise sig overfor befolkningen, som ikke var en del af overklassen - Noget, som Julie aldrig havde haft det helt godt med selvom hun ikke havde haft givet udtrykt for det.

[Marion Isabella Fullheart]

Hun lod opmærksomheden vende mod ham, og et charmerende smil kom på læberne. "Det er tydeligt. Du må hellere lære at skjule det, det vil jeg give dig ret i." et drillende blik kom fra hende, før hun lod sig nærme ham. Et lille lumsk glimt var i øjet på hende, men man ville ikke lægge mærke til det, før det var forsent, før det var væk. Hun lod sig selv prøve at holde øjenkontakten, men ikke dybt nok til at hun kunne få ham i sin varetægt, ikke dybt nok til at hun kunne få lavet lidt splid. Hun havde skam gættet, at selve damen også var vild med ham, på sin egen måde. Et varmt og forførende smil kom på hendes læber, da hun stoppede lidt væk fra ham. "Du burde få lektioner ved mig." et drillende glimt var i øjnene på hende.

[Dorian Gray]

Dorian trak bare let på skuldrene da hun sagde han lød som hendes far for det kunne han jo ikke argumentere imod, specielt fordi han jo var gammel nok til at være hendes far og så ville hun også have fået en streng opdragelse, men det var nok mere fordi han kendte til mænds mørke sind, specielt mænd som havde det samme som hans. "Jeg siger jo ikke de bør få en nu, men til specielle lejligheder bør de.. Når de går selv vil jeg foreslå at de lærer at kæmpe, de har vel mestre der kan lærer dem det?" sagde han roligt for han sagde jo ikke noget om at hun skulle have en, men at han ville være mere tryg hvis hun vidste hvordan hun forsvarede sig rigtigt og så til specielle lejligheder så skulle hun have en livvagt for hvad pokker skulle vagterne ellers lave? De ville da med glæde følge hende over alt i stedet for at stå og stirre ud i luften konstant, så han kunne godt forstå hvis de kedede sig.
Dorian begyndte roligt at gå med hende, med rank og stolt ryg som det passede sig for ham. "Vi er allerede på vej derhen" sagde han roligt, selvom han ikke selv behøvede hende så kendte han da op til flere her i byen bare men der var jo mange som havde forstand på det, ihvertfald hvad han havde oplevet. Men det betød også at de skulle forbi magiker butikken hvor Fahim og Marion var inde i, udover Dorian jo var udvidende om men for ham betød de heller ikke rigtigt noget, Fahim var jo kun en tjener og Marion kendte han for så vidt ikke meget til. Dorian lo kort af det hun sagde med hemmeligheden "Jeg synes også det var på tide. Hvis de skal gøre dem nogen chance for at have folkets kærlighed så bør de vise dem, det er sådan Dronning Drazilla gør det og en stor del af befolkningen elsker hende for det, også selvom de adelige vidst ikke er så glade for det" sagde han roligt for godt nok havde han kun kort hilst på dronning Drazilla så havde han jo hørt mange forskellige ting, som blandt andet involverede at hun gik rundt blandt hendes undersåtter og festede med dem og sådan noget.