Et vigtigt møde

[Deleted]

Der kunne foregå alverdens ting indeni Dereck og ingen kunne vide sig sikker på hvad der ville ske senere, hvorfor lade sig afslører? Han var mester i skuespil, røvslikkeri og manipulation. Blikket hvilede på den fremmede mand, han var ret overrasket over det kom så pludselig, og så ville han ønske hans onkel havde snakket med ham også, men det havde nok været med vilje, da han ville have sladret til Carmilla med det samme. En tanke som fik ham til at smile svagt morende. Han viste manden hen ved sofagruppen og gjorde tegn til at han måtte sidde, ved Carmilla. De skulle jo giftes, så de skulle da klar sidde sammen. Man kunne sige at hele dette senarie rent faktisk morede ham en del. Roligt satte han sig i en lænestol som stod der også, han knipsede med fingrene og en tjenerinde kom styrtende, en ny, siden Carmilla havde drænet en anden for blod.
"En flaske med nyt varmt blod, noget alkohol og tre glas!" Beordrede han, inden han valgte at sætte sig godt til rette og se mod de to forlovede. Et smil hvilede svagt over hans læber, han fugtede dem kort, inden han rømmede sig og valgte at rettet blikket mod Lupidus.
"Ved De hvornår bryllup skal stå? Og hvor?" Spurgte han så ligeud, hans blik var roligt, men koldt som de fleste vampyrers jo var. Han sad rank og stolt i stolen som var han konge, han så sig knapt som lavere stillet selvom manden der sad der og havde krav på Carmilla's hånd rent faktisk var i højere rang. Dereck var et selvglad svin, han havde ikke brug for nogen tænkte mindre om ham og han ville bestemt ikke føle sig mindre af den grund.

[Frost]

Det var med den vis portion ængstelse at han lyttede til Camillas svar. Det var ikke til at forudse hvad han havde fortalt sin fætter i sin oprevet tilstand. I hans øjne virkede hun for rolig i forhold til sidst han havde set hende. Han havde ikke i sinde at stå som skurken i dette her, men hvis det var det hun havde fortalt, ville der sikkert ikke være meget mere at sige og det ville enten ødelægge alt eller skabet em yderst spændt stemning mellem familierne.
Han så på Camille. Henders svar behagede ham. Der ville måske være en fremtid i hende. Om ikke andet var hun til at tale til ro Med tiden ville han forhåbentlig kunne det samme.
"Det var også forkert. Jeg formodede at De var blevet indformeret til i dag. De har intet at undskylde for. Situationen var uheldig." Og det var en underdrivelse der ville noget... Og så snart han var færdig her ville han opsøge sin far og informere ham om det hele. Også hendes primitive opførelse, som der måtte ændres på.

Han fulgte med Dereck hen til sofaen og satte sig, om noget, så langt væk fra Camille som han kunne komme uden at det ville virke som en fornærmelse.
"Det er venligt af dem." Hans blå øjne hvilede på Dereck. Var han værge for Camilla? Hans ord lod til at have stor vægt og han blandede sig i en aftale der ikke burde vedkomme ham, siden han kun var hendes fætter. Men hun boede hos ham, hvilket var upassende med mindre han på en måde var indblandet i hendes opdragelse og dannelse.
"Snart formoder jeg. Det er Hr. Redd og min egen fader der arrangerer det meste af det. Men det kommer an på frøken Redd." Han så kort på hende, da han nævnte hendes navn, men skiftet så igen til Dereck.

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla sad ganske roligt og så på skift fra dereck til frost og sad blot roligt med hænderne i skødet, hun lytte skam bare til det frost sag om det var uheldig at hun ikke hade fået noget og vide og det var en pæn underdrivelse men hun sag intet til det ud over ”ja..uheldigt” hun så på sin fætter som sad der så selvglad og tydelig vis tænkt højt om sig selv til tros for han ikke var i samme rang som frost var, det her ville bare blive et meget underligt ægteskab hun kendt jo ikke frost men det kom hun jo til med tiden, og hun vist dereck stadig ville kræve hans tid med hende i sengen og forretnings øjne også. Hun sad roligt som de to herre snakke og vente på alkohol og blod ind til frost snakke til hende, ”jeg ser ingen grund til og udskyde det.. det skal jo ske før eller siden så hvorfor trække det” svar hun roligt og så på frost og sad nu og tænkt over hvad mund hendes far hade sagt om hende, hvad var det der gjord dette ægteskabet var bleven stablet på bene, ”sig mig..hr. frost, hvad har min far enlig fortalt dem om mig? Siden dette ægteskab er komme frem? Jeg mindes ikke vi har noget som kunne være så interessante for en greve.. altså ud over den mine som min far købet for kun få år tilbage ” hun så roligt på frost med de blod rød øjne, hun var enlig nysgerrig men mest enlig omkring frost for lige nu var han en snoppet greve som hun hade forstille sig men hvordan han var privat? Hun håbe sandelig ikke han var lig så stiv for så endt hun med og komme ofte hos dereck bare for og slippe væk, og så ville der bare blive sat en mistanke til hende og dereck hun så roligt mod dereck som hun i det skjult prøve og se om hun tackle det rigtig for han hade jo bedt hende prøve så nu måtte hun jo håbe hun greb det rigtig an, selv om hun ikke just var opdraget til og skulle giftes væk til en af den statues plus tiden med dereck hade fået hendes opførsel til og ænder sig en del.

[Deleted]

Tjenerinden kom ind med tingene, hun skælvede, hun havde været lidt for længe om det og hun vidste det allerede godt selv, det måtte han tage sig af senere! Tingene blev stilet på bordet, hun nejede og forlod stedet ud så meget som at se på nogen af dem, blikket var skamfuldt i gulvet. Roligt satte Dereck sig ud på kanten af stolen, for at skænke lidt alkohol op og derefter det varme blod som duftede himmelsk. Når han bad om frisk blod, fik han det fra en af slaverne på skift, dette lugtede uden tvivl som elver, højelver for at være præcis. En kvindes blod. Hans blik hvilede efterfølgende på de to på skift, han var tilfreds med Carmilla's ændring af holdning, han nikkede roligt i hendes retning, godkendende, det gjorde intet hendes kommende mand så dette, for det betød blot hun havde respekt for sin fætter. På et tidspunkt måtte han drikke og snakke med Lupidus alene, det ville kun være en god ting for ham at se hvor han egentlig havde ham. Uden Carmilla's tilstedeværelse.
"Ser De, grunden til Carmilla bor her hos mig, er forretning, vi driver det i familien og jeg bruger hendes fantastiske evner til at få nogle af de våben jeg skaber her pyntet på bedste vis. Jeg håber hun stadig er tilladt at arbejde efter at være blevet Deres hustru?" Kom det så fra ham, forretning, ak ja, det var noget han gik ufattelig meget op i og det ville det nok altid være. Han tog sit glas og lænede sig tilbage for at nippe til blandingen af blod og alkohol, en form for vodka, ganske smagsløs. Blot et pift til blodet. Tungen gled sensuelt over hans læber, inden han valgte at se mod Carmilla.
"Jeg har den smukkeste hvide pavillon ude i haven, Carmilla jeg ved du holder af stedet. Ville det være et sted du ville vies? Du ved dette er mindst lige så meget dit hjem som mit for nu, så hvis du vil have ceremonien her, står mine døre naturligvis åbne. Hvis De Hr. Frost, ønsker det, naturligvis. Jeg tænker en kvinde ikke skal fratages hendes ønsker, dagen er trods alt i større betydning for kvindfolk end det nogensinde bliver for os." De sidste ord blev sagt med et drillende smil, og et grin medfulgte, som han hævede glasset mod dem begge i en skål. At sige tillykke ville han ikke endnu, det kunne komme på dagen.

[Frost]

Frost så mod døren da tjenerinden kom tilbage med deres forfriskninger. Han lagde godt mærke til hendes nervøsitet, som hun skjulte dårligt, omend hun gjorde sit bedste. Hans blik blev kun hvilende på hende i et ligegyldigt sekund inden han igen han Dereck hele hans opmærksomhed.
Uden at ødelægge den høflige facade der var hans ansigt, spekulerede han over hvad der kunne have rystet tjenerinden så meget at hun skælvede.
"Jeg forstår. Det er kun ønskeligt at hun bevare sine hobbyer og talenter."
Også selvom det lød rimelig ligegyldigt i hans øre. Smukke våben... Skulle sådan ikke kun være holdbare. At udsmykke våben lød som noget alle kunne klare.
"Jeg er sikker på at når alt er faldet til ro, vil vi kunne finde ud af noget. Deres families våben skulle være af en enestående kvalitet... Og nemme at genkende."

Han tog mod glasset med blod og satte det på bordet foran Camilla inden han selv tog det andet. Han så ikke på hende. for han svarede hendes spørgsmål med en løgn.
“Jeg blev fortalt at De var en behagelig kvinde, sjov og talentfuld og enhver værdig. Deres far er fuld af lovord omkring dem.”
Selvfølgelig havde de forsikret at hun var både køn og sød, men i samtalerne havde hun kun været et middel for at få en større aftale på plads og var derfor dårlig nok blevet nævnt og anset som en mindre vigtig detalje.
“Deres far er en velanset mand. Min familie har længe ville gå ind i udgravning af ædelstene og metaller. Den mine deres far købte og den viden han og familien Corshee besider, ville kunne bidrage med meget.”
Han så på Derck da han nævnte den hvide pavilion og var klog nok til at understrege hvem der burde have det sidste ord.
“Det lyder som en charmerende sted.” Han havde ingen intentioner om at bruge mere tid på at diskutere med Dereck, om hvor hans og Camillas bryllup skulle holdes. Det vedkom ikke Dereck og faktisk var også Camilla uden indflydelse på den beslutning. Dereck skulle ikke have spurgt hende.
"Jeg håber jeg vil kunne se haven og resten af deres hus inden jeg tager af sted."
Han tog glasset og smagte på blodet.
“De har en excellent smag i vin. Det er sjældent man får noget der er så velsmagende. Jeg har ikke for vane med selv at tilføje alkohol, men det tilføjer en ekstra dimension der balancere godt med blodtypen.”

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla sad ganske roligt med sit glas med blod og alkohol, hun drak dog ikke så meget af det ikke fordi hun ikke nød smagen men hun var ikke så interesseret i blodet lig nu. hun så på frost når han snakke, den høflig facade han holdt vist hun ikke var andet ind en facade hun var ikke dum og hun kendt til vampyrs natur, hun så roligt på ham som han sag det var muligt for og bevare hendes hobbyer og talenter når alt var falde til ro, i ja helt sikkert hun var nu sikker på det ikke ville ske så let som han fik det til og lyde som, han hade dog ret i at deres familie lave enestående våben som var til og genkende, de bedste våben var dem carmilla udsmykke for hun var grundig ja hun tog sin tid men når hun var færdig var svære ikke kun smukke men stadig lige så farlig og brug bare som før.

Hun sad roligt og lytte til det han sag der var bleven sagt om hende, men hun kunne høre løgne med det samme. Hun så på ham øjnene var kolde men de sag tydelig hun ikke brød sig om han løje for hende, ”javel… enhver værdig.. ” hun lod enlig bare samtalen hænge i luften som hun tog lidt af sit blod og kigge på de to herre snakke vider, hun fik lyst til og hælde blodet på dereck da han snakke om pavillonen ude i haven han vist udmærket godt hvorfor hun nød det sted, ”kunne være en ganske udmærket sted kære dereck men jeg har en fornemmelse af jeg ikke får meget og sige hvad angår hvordan dette bryllup skal forgå og det er enlig også lige meget… det noget der skal overstået så jeg kan fokuser på arbejde igen” hun så roligt på dereck og smile bare det kølige chameren smile, at frost ville se resten af haven og huset under hende ikke men hun kunne ikke forstå han gad for hun hade allerede en ide om at intet dereck hade kunne imponere den mand, den åh så fin greve hade jo alt og sikkert større en dereck, hun kunne mærke det her blev et langt og hårdt ægteskab, hun skulle dog nok gør sig for at prøve og få det bedste ud af det, men frost virke ikke som en der overhovedet gad prøve at komme godt ud af det med hende, sådan en nar til greve af alle grever så fik hun den der var mest kedelig og den der virke mindst intresseret i og prøve at få et bare lidt beder forhold til sin kommende kone. Hun lytte til det med at hans familie længe har ville gå ind i udgravning og så lige hendes fars mine der måtte være noget særlig ved den mine siden de valgt hendes familie og at hun så var komme med i forhandlingerne hun håbe fandeme at det var noget godt der var tilbudt hendes far for hende ellers var han en død mand.

 

[Deleted]

Roligt nikkede han.
"Vore våben er kendt for deres kvalitet, og så er mange rigmænd glade for at forkæle deres kvinder med smukke ting, hvilket også kan indebære et våben. Eller blot et symbol på velstand kan sagtens få en mand til at vælge et sværd med et unikt design. Her er Carmilla vidunderlig i sine evner, hun er lært godt op af min onkel, ingen tvivl der." Lød det roligt fra ham, han nikkede igen, godkendende mod sin kære kusine som han sendte et opmuntrende smil. Det var jo stadig lige noget at sluge, sådan at skulle gifte sig med en vild fremmed mand. Så han gjorde det tydeligt at han var der for hende, dette måtte Lopidus gerne se, for det gjorde ham intet, han var jo hendes fætter, familie passede på hinanden. Deres familie var stor og middagene mange, da Dereck elskede at samle familien. Derfor var de alle meget tætte, nogen tættere end andre. Ja pavillonen havde en betydning for dem begge, Carmilla's mødom blev taget der, af ham selv, men det behøvede hendes kommende mand ikke at vide, det var der faktisk ingen som behøvede at vide! Roligt lod han mere af blodet smage i sin mund, det var nu herligt, han nød det, lige så meget som han faktisk nød hele dette scenarie, det var så absurd som noget kunne blive.
"Naturligvis, De skal da se hvor Carmilla har brugt det sidste stykke tid. Og De vil desuden se meget mere til dette sted, jeg har det med at holde en del familiefester." Lød det roligt fra ham. Roligt lod han væsken glide rundt i glasset, inden han drak mere af den. Der gled et mere alvorligt blik over ham, han rejste sig roligt, inden han gik over til Carmilla for at sætte sig ved armlænet. Han så skarpt mod manden.
"Min kære onkel elsker sin datter over alt på jorden, jeg ved han ikke har aftalt dette for at hun skal lide overlast, så jeg håber for Dem, at dette heller ikke bliver tilfældet. De vil snart finde ud af jeg har ret meget med familien af gøre og specielt når det kommer til Carmilla. Vi har mere eller mindre vokset op sammen, da min onkel trådte ind og var der for mig da mine forældre gik bort." Kom det så roligt fra ham, dog med en alvor der ikke var til at tage fejl, samt var der noget advarende i hans stemme. Med en bevægelse hvor hovedet gled med bagover tømte han sit glas og stillede det på bordet.
"De kan se mig som den beskyttende storebror." Sluttede han så afslappet, inden han rejste sig på ny, han lod en hånd hvile på Carmilla's skulder.

[Frost]

Frost lod ikke hendes sarkastiske kommentar gå ham på. Bare fordi hun lige såvel som ham vidste at hun på alle måder var under hans standart, behøvede de ikke rive den pæne illusion i stykker. Han så kort på hende, med det samme tomme ansigt der var blotte for følelser og ikke røbede tankerne bag.
"Ja, Deres far er fuld af lovord overfor Dem." Efter de korte, alt andet end kærlig sagte ord, vente han igen opmærksomheden mod Dereck der lod til at være en bedre samtalepartner end hans kommende brud. I baghovedet var han allerede i gang med at finde ud af hvad han skulle stille op med hende.
Valget af brud var blevet mødt med en blanding af uforstående morskab og en del foragelse over at valget var faldet på en pige der var langt under hvad der var acceptabelt, om end hendes familie var rig og anerkendt i visse kredse. Indtil brylluppet ville han kunne bortforklare hende med at det var hvad hans far ønskede og at han ikke var mere end en ærefuld søn der fulgte sin fars ønsker. Det passede fint med virkeligheden, men efter brylluppet ville han være ansvarlig for hendes opførelse og alle hendes upassende kommentarer ville falde tilbage på ham.
Ville han kunne isolere hende på en herregårdsvilla et sted langt, langt væk fra alle de kendte?

Han tog et sip af blodet og lod det ligge på tungen inden han slugte det og gav sig ligeledes tid til at sluge Derecks ord. Han var uden tvivl mere involveret i Camillas liv end Frost havde forventet. Det irriterede ham at han formentlig ikke ville kunne slippe af med Camillas familie. Hans familie var også glade for at holde familiefester, men det var fester som Dereck aldrig ville blive inviteret med til. en tig var at han skulle acceptere sin borgerlige hustru, men hendes borgerlige familie var at stramme den en tand for meget.
Det ville forhåbentlig ændre sig efter brylluppet, der ville gøre ham ansvarlig for Camilla og han ville overtage Derecks beskyttende rolle.
"Jeg kondolerer for Deres tab...." Det måtte være længe siden. Hans finger gled fraværende henover glassets kant. "Jeg forstår Deres bekymring." Igen kunne han mærke irritationen over at han på den måde skulle forklare sin ære og person. Han var en gentleman. Camilla ville være tryg i hans varetægt.
"Vi deler alle ønsket om at arrangementet skal blive en succes." Han skævede kort til Camilla. "Og at det vil live lettere med tiden, når først overraskelsen har lagt sig."

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla sad roligt med sit glas og lod de to herre snakke mens hun holdt nøje øje med dem begge to, selv om hun ikke regne med og aflæse nogle af de to’s sande intentioner omkring hende, dereck kendt hun og hade en ide om hans motiv han ville stadig have hende med i seng når han kunne, men frost kunne hun ikke regne ud han var mere død i ansigt ind dereck hvilke var meget overraskenden, hun så på dereck som han roste hendes evner ”dereck det ikke pænt og prale… min evne som smykke mager og våben udsmykning kommer ren og skær af øvelse og mange timers arbejde” hun var helt roligt, hun nød dog han prale med hende men hun var jo nød til og virke rolig og ikke så højt tænkende om sig selv. Hun så på dereck som han rejste sig og satte sig på armlænet ved siden af hende, hun så mod frost med et helt roligt og køligt ansigt som dereck snakke, og det var sandt dereck hade meget med familien og gør og i sær hende. Hun smile en ganske roligt og så på dereck ”ja en over beskyttende store bror må mand vis mere kalde dig fætter men det rart og vide jeg har dig i ryggen vis jeg får brug for det.. selv om jeg da ikke tvivler på min kommende mand nok skal passe godt på mig”
Hun brød sig stadig ikke om og sig det, men hun kendt heller ikke frost over hovedet.

Hun så på frost som han snakke til hende på en alt andet ind en kærlig måde, hvilke hun ikke tog sig af hun forvente ikke han på noget tids punkt ville bare syntes en smule om hende hun var vel bare død vægt for ham og sikker mest ønsket gemt væk, men hun var ikke sikker for det var ikke til og se på ham hvad han tænkt eller følte vis den mand da overhovedet kunne føle, og at han planlage og holde dereck og resten af hendes familie væk fra hende kendt hun heller ikke noget til, hun tog blot mere af sit glas og holdt bare nøje øje med de to de virke som to sultne ulve der holdt skarp øje med hvad den anden hade tænkt sig og gør eller sig og hun så var kødet i midten, hun sukke lydløst hun forudså en del drama fra nu af og hvor langt en dette ægteskab nu ville komme til og være.

[Deleted]

"Meget vel! Skal vi?" Spurgte han så, inden han gik mod døren og åbnede den for at begynde rundvisningen. Stedet var rimelig stort, han ejede omkring 8 værelser, hvor et af dem var hans eget, et andet var Carmilla's. 4 private badeværelset og 2 for gæster udefra, som blandt andet til festerne blev benyttet. På væggene i de mange gange var billeder af forfædre, store flotte malerier med dystre farver. Han elskede at gå og se tilbage, det var ganske sjovt og hele familien hang på den anden side. Både Carmilla og hendes fader var der også, hans kære onkel. Køkkenet blev vist, hvor folk egentlig ikke lavede det store lige nu, det var kun til hvis han havde besøg af folk som ikke var af vampyrisk afkom. Der var et træningslokale med kamparena, et bibliotek, en almindelig spisesal, pejsestuen, som han også brugte som møderum, samt selve gildesalen hvor der var en kæmpe plads til at feste, hvilket han jo gjorde sig meget af. Endelig endte de udenfor, han viste haven frem, samt den hvide pavillon som stod smukt med en vidunderlig udsigt over marker, skove og ganske enkel natur. Under vejs fortalte han lidt om forretningen i sig selv, det var jo det han hovedsagelig interesserede sig for. Og ellers fortalte han om hjemmet naturligvis.

[Frost]

Skønt frosts øjne ikke var sænket og ikke på Dereck holde han øje med ham ud af øjenkrogen. Derecks hånd på Camillas skulder tirrede ham. Mest af alt fordi han måtte finde sig i det. De var familie, der var intet galt i den slags. Han løftede ansigtet, da han mindede sig om at det var det samme med han og hans søskende. De rørte også ved hinanden på samme måde. Det betød ikke at der var noget forkert ved det.
Det han ikke brød sig om var deres tætte bånd, venskab og loyalitet. Dereck kunne blive en uvelkommende gæst, ingen tvivl om det. Han virkede ikke som en der nemt ville overgive sin kusine til en fremmed. Og Camilla vidste det også. Hun stolede for meget på Dereck, men hun skulle gerne hende som hans allierede, ikke Derecks. Der ville ikke have været disse udfordringer ved en adelig trolovet.

Han rejste sig på Derecks opfordring og rakte galant Camilla hånden. Han var opdraget som en gentleman, kvinder skulle opvartes og hjælpes. Ikke nødvendigvis fordi de var hjælpeløse, men fordi det var det rigtige at gøre. Alt andet ved ham var lige så afvisende som det hele tiden havde været. Det var forventet at ha tilbød hende sin hånd og det var forventet at hun ville gå ved hans side, måske arm i arm, mens Dereck viste ham rundt. Han forventede også at hun levede op til skuespillet, om end han havde sine tvivl.

På rundvisningen sørgede han for at komme med mindst et kompliment for hver rum og værelse Dereck viste. Selv hvis der ikke var noget pænt at sige eller han var uimponeret, krævede den gode etikette og deres fremtidige forhold at de kom godt ud af det med hinanden. I det mindste på overfladen.
Ved malerierne spurgt han ind til et par stykker af dem og sugede alt hvad han fik af vide til sig. Det var rimelig imponerende. Hvis han kunne finde en fjern slægtning der var på Derecks niveau? Via endnu et ægteskab mellem familierne, ville han beder kunne sikre at Dereck forblev på hans side. Måske ville det også kunne formilde Camilla?

"Det er alt sammen imponerende. De har grund til at være stolt af deres familie og hvad de har udrettet." Han så ude over haven der afsluttede rundvisningen. Han måtte give dem ret i at det ville være en fornemt sted til et bryllup; et borgerligt en af slagsen, men stadig et oplagt sted for deres slags.

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla sad roligt og tømt sit glas som dereck snakke, hun nikke roligt og så på frost som han rakt hende hans hånd, hun tog den roligt og kom op og stå. Hun vist godt hun burt holde skuespillet eller i vært fald det var de fleste der syntes hun skulle men hun gad enlig ikke, det noble fis der var hun ikke til at hendes far virkelig hade regne med at hun ville tage ved lære og opfør sig som en sød pige og lære og være fin så tog han fejl det ville frost også opdage hun bøje sig ikke det var kun dereck hun hade bøje sig for efter hans næsten uge lange tortur af hende ned i kælderen, men det var også den eneste grund til hun hade bøjet sig for hende.

Hun valgt dog og slippe hans hånd da hun kom op og bare god ved siden af ham, hun følt ikke for at holde ham i armen og hun kunne da fornemme han forvente det men selv ikke gad gå med hende. Hun fuldt der efter bare efter dereck og lytte til det han sag omkring rummene han viste hun kendt jo huset som sin egen bukselomme. Hun gik ganske roligt ved siden af frost uden og se på ham, hendes hænder var lagt svagt over kors og øjne var fæste på dereck, at frost pønse på og prøve og finde en og gift væk til dereck kendt hun ikke til, men en vær der kendt dereck vist han ikke ville blive glad for det og han med stor sandsynlighed ville forsætte med og hore ved siden af og så var dereck så højrøvet at han nok ikke ville tage nogle kvinde som ikke var god nok eller have en god nok position.

Hun fuldt roligt med ud til haven og hørt godt hvad frost sag, men hans kompliment rørt hende ikke for han troede ikke på den, hun lod i steden for blikke vandre over haven, her hade hende og dereck leget meget som børn og sener hen haft deres sjov i haven også, der var mange minder i den have for det meste god minder kun ganske få var ikke så sjov med sådan var det jo altid, hun så kort mod frost i øjenkrogen hun tvivle på de to nogle siden ville komme til og kunne holde hinanden bare lidt ud, hun ville da prøve og lære frost og kende beder det kunne jo være det kunne komme til hendes fordel vis hun nu kunne komme på hans beder halv del vis den over hoved fandtes i den mand.

[Deleted]

Der ville intet borgerligt være over et bryllup et sted hvor kun rige satte deres fødder, havde han vidste hvad denne mand tænkte, havde han nok flået hovedet af ham på stedet. Godt for ham, var Dereck ikke tankelæser. Han var stolt, så han nikkede med hovedet taknemmeligt, selvom han vel egentlig ikke var det en skid, det var ren høflighed, intet mere. Alle der kendte ham, ville vide at han nok aldrig nogensinde ville blive gift, han var en player, en drengerøv der festede hver gang der var chance for det. Der var jo en grund til at hans hobbyjob var som bartender. Hans blik søgte rundt, han var rank og stolt i sin holdning, nød den friske luft og selvfølgelig de minder som måtte være her. Carmilla ville ikke komme til at bo her mere, hvilket pludselig gik lidt op for ham, der ville blive, tomt uden hende. Han stod og så lidt tænkende ud.
"Jeg vil lade jer være lidt i fred, så i kan finde ud af alt dette her, i fællesskab. Carmilla du er velkommen til at opsøge mig når Hr. Frost er gået igen." Lød det roligt fra ham, selvom han lagde kræft på 'i fællesskab' da det var vigtigt for ham at manden forstod at Carmilla havde en stemme i dette, om han ville det eller ej! Han kendte sin onkel nok til at vide han ville have hans datter blev respekteret og sat ind i alting fra nu af. Ellers skulle Dereck nok få det ordnet.
"Vi ses lige pludselig igen, rart at møde Dem, kom godt hjem når De når så langt!" Dereck bukkede hovedet kort som et farvel og valgte at forsvinde mod sit kontor, han havde nogle ting han skulle have skrevet ned og fået på plads med sin onkel.

//out

[Frost]

"Det er elskværdigt af Dem. Jeg takker for Deres selskab. Det var været en fornøjelse at møde Dem og høre om Deres familie." En ære kunne man dårlig kalde det.
Han gengældte kort Derecks afsked.
"Til næste gang. " De to var ikke færdige med hinanden.

Han fulgte Dereck med øjnene til han var ude af hørevide og vendte sig så mod Carmilla. Dereck havde ret. Det var meget de skulle finde ud af inden han rejste tilbage.
Han vurderede hende nøgternt med øjnene, som så kan på en hest kan overvejede at købe.
"Del dine tanker med mig. Fortæl mig hvad du føler. " Han blev mere kold omkring munden.
" Vil du kunne engagere dig, resten af livet?" Ellers kunne hun lige så godt være ærlig og lade vær med at spilde hans tid.

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla så på dereck som han valgt og forlade dem, skønt så hang hun på frost alene men det kunne hun jo lige så godt vende sig til for når de blev gift ville de jo hænge på hinanden til den da de engang død hvilke kunne vare evigheder. Hun så godt frost vent blikket mod hende og hun brød sig ikke om han så på hende som var hun en anden hest der skulle vurderes! Hun så dog roligt på ham som han bade hende del hendes tanker, hvad pokker sket der for det før hade han virke ligeglad med hendes følelser og hende, hun så faktisk overrasket ud inden hun fik styr på hendes ansigt. Og tænkt lidt ”hvad jeg føler.. og tænker.. jeg tænker.. at det her er det væreste redelighed jeg havne i nogle siden!” hun så på ham ”hvad jeg føler.. føler mig trådt på.. set ned på.. hadet” hun så helt roligt på ham med de rød øjne, ”og dem? Hvad er deres tanker og følelser?” spurt hun oprigtig nysgerrig omkring hvad han tænke omkring det hele, hun så på ham som han spurt om det næste kunne hun engagere sig.. ”kan de?” hun så på ham for hun mindes ikke de var bleven dus, hun så på ham ”jeg er villig til og give dette ægteskab en chance så frem de villig til også og lægge tid og kræfter i det.. nu hvor vi ikke har meget tid til og lære hinanden og kende så må der jo arbejdes ekstern på det her kan funger.. ” hun så på ham ”men… kan de engagere dem? Jeg ikke dum.. jeg ved godt de syntes jeg er langt under deres stand og det er jeg skam også.. vis de heller vil have en nobel snob der ren faktisk er danne i at være en fin lille kone så vær min gæst.. hun vil sikkert være mere kedelig ind jeg men hey… vær sin smag” hun så ud mod haven som vinden lege med det sort hår, hun burt enlig sig hun hade hvidt hår men hun mente ikke der var en grund til det eller han fortjent og kend til sandheden at hun ikke var hendes fars biologisk datter, hun nød dog vinden i det kunstig hår og spejde bare ud over marker og skov mens hun lytte til hvad frost hade og sige til det hele