Et vigtigt møde

[Frost]

Han var ikke tilfreds med hendes svar. Når han spurgte om sådan noget fandtes der to svar; svar han ønskede/forventede at høre og svar der var forkerte. Han satte ikke pris på hendes ærlighed eller det faktum at hun sagde 'ja' til ham og ægteskabet. For alt forinden sagde 'nej'. Om noget øgede hendes svar kun hans mistro til at hun ville fejle. Ikke nødvendigvis nu, men senere. Måske først om mange hundrede år, men hun ville bringe gentagende skuffelser.
Og hvad følte han selv? En svag afsky ved hendes optræden? Irritation over hvad han måtte gøre for at indyndesig hos sine forældre? Ambivalens ved tanken om at have hende som hustru.
"De ser dette fra et forkert perspektiv. Et ægteskab med mig vil bringe dem rigdom, luksus, autoritet, sikkerhed som De ellers ikke ville kunne opnå. Både for Dem og Deres familie. Intet af dette er for at nedgøre Dem og bestemt ikke fordi De er hadet. Deres far elsker Dem højt." Hendes fætter var også engageret i hendes velfærd.
"Deres opførelse er langt under min standart." Kun fordi de stod i denne 'alt eller intet'situation valgte han at være ærlig overfor hende. Skulle hun giftes med ham, måtte hun vide at den opførelse hun havde udvist i dag ikke ville gå. Denne form for ligefrem ærlighed var ukendt for ham og han sloges med hvordan han skulle fortsætte, trække i land eller omformulere.
"Der er meget der skal arbejdes med. Såfremt De ønskler det vil jeg være ved Deres side, engageret... Det er min overbevisning at det er op til os, ikke vores status eller forskelligheder, at få det til at lykkedes. Og at vi kan få det til at blive vellykket." Ikke nødvendigvis lykkeligt, men vellykket.


//Min fejl XD Det var ikke meningen at han pludselig skulle skifte til 'du'

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla så på ham som ham, hendes svar var vist ikke det det han hade regnet med, det more hende enlig lidt. Hun lo svagt ved det han sag ”åh jeg ved hvad det indebære og ægte en greve.. men hvem siger jeg begære de ting? Hm hvem siger ikke jeg er tilfreds med hvad jeg har og hvordan jeg lever?” hun så roligt på ham og lod roligt hånden glide op og klø sig lige ved kanten af parykken, han skulle bare vide hen slet ikke ægte en ægte datter af hendes far, hun var blot adoptere og der ved af en helt anden familie som hun ikke kendt status på eller hvem var. Hun sag dog intet det ville blive sjovt og se om han faktisk ville opdage en dag, hun så roligt på ham som han snakke igen hun more sig over han snakke om hendes opførsel ”åh du mener min mere åbne mund og selvstændighed? Ja den er jo frygtelig for en hustru til en greve og have uha uha.. det fy fy og være mere spændene ind en kedelig gammel kost der bare smiler og nikker” hun rulle med øjne og så ud over have og lod bare tankerne flyve væk, hun fnøs ”kærest jeg kan tydelig fornemme deres vibrationer omkring mig.. de er ikke tilfreds ved det mindets ved mig.. men vis du mener vi kan få det til og være vellykke så må vi jo gennemfør det her… ” hun så ikke på ham, det her ægteskabet lød til og blive et helve i hendes øre, for hun kunne da regne ud de ville opdrage hende om, det ville nok ende ulykkeligt for hende med ham han ville nok bare putte hende et sted hen og glemme hende, en køn mand hun hade fået sig der men igen vampyr og følelser var jo ikke det vilde men så til, selv om hun vist dereck holdt utrolig meget af hende så kunne hun tydelig mærke frosts væmmelse og had til hende, hun hade en fornemmelse af at i hans øjne var ingen kvinde god nok være personlighed eller udsende, hun trak vejre dybt og lod hånden glide gennem parykken og glemt enligt kort frost også stod der med hende.

[Frost]

Hans øjne var kolde og han troede ikke på hende. Hvem ønskede sig ikke de ting? Hvem drømte ikke om et liv i luksus, selv hvis de ikke ønskede magt. De to ville aldrig komme til at forstå hinanden og hvis det var den holdning hun havde ville hun heller ikke blive den allierede han havde håbet på at hun trods alt kunne blive. Hun ville skuffe ham fælt!
Han så væk i frustration, da hendes opførelse fortsatte. Hun var barnlig og uhøflig.
"Der er mange måder at være åbenmundet og selvstændig på." Han ønskede ikke at gå ind i en diskussion med hende. Carmilla var tydeligvis en passioneret kvinde med mange holdninger. Men han kunne ikke stå og høre på ar hun kaldte kvinder han respekterende og omgik for 'gamle koste'.
Han blev stram om munden. "Det er ikke sandt." Et sted måtte der være noget ved hende han ikke fandt frastødende eller noget han ikke var utilfreds med. Han så på hende. "Deres opførelse er ny for mig, det er alt."

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla så roligt mod frost igen, det blik skreg han ikke troede på hende men hun sag intet, hendes blik var roligt men ærligt for hun begær ikke den slags ting som hendes kære fætter måske gjord. Hun så på ham som han kigge væk i frustrationen hun lo svagt ”sandt det er der skam.. og hvordan er min måde og være åbenmundet og selvstændig på så i deres øjne” hun så på ham med et drilsk blik, ja carmilla kunne være barnling til tider men hey hade han et problem med det måtte han jo sige det, hans næste ord fik hende til og le en smule ”ej nu opfore de dem næsten på en kær måde” hun holdt sig for munden for ikke og grine og så mod haven igen, hun fik mere styr på sig selv og så på ham ud af øjenkrogen ”jeg kan forstille mig at min opførsel langt fra er hvad de er opvokset med.. de må jo sige vis jeg træder over deres grænser.. hvor end kært det er og se når de ikke ved hvad de skal sige” hun smile roligt og så på ham, han var en spøjs mand ”se nu bliver jeg jo nysgerrig omkring hvad slags sider der er af dem.. ud over den stramme formelde side.. men de sider ser jeg jo nok kun vis vi bliver gift” hun tænkt lidt og smile ”fortæl mig en ting om dem selv… en særlig ting.. så viser jeg dem en ting min far glemt og sig omkring mig” hun så helt roligt på ham hun ville se om han hoppe på den, ville han fortælle hende en særlig ting om ham selv eller lade vær. Vis hans gjord ville hun tage parykken af og fortælle hun ikke var blod beslægtet med hendes egen far, så måtte han jo vælge om han tur gift sig med en vis rigtig familie ingen kendt til, eller han ville aflyse det hele.

[Frost]

Han rettede sig op og lod hænderne glide i buksernes lommer. Han gengælde ikke hendes smil eller latter og beholde det lettere misbilligende udtryk.
"De overtræder ikke mine grænser, så længe De overlader Deres frisind til det private." Hvordan hun opførte sig alene, med sin familie eller sammen med ham bekymrede ham kun lidt. Det var tanken om hendes offentlige opførelse der ville kunne give ham sved på panden.

Han flyttede blikket ud over haven og forestillede sig en ung Carmilla løbe omkring og lege. Han havde ikke forestillet sig at hun kunne le og smile. Det havde heller ikke interesseret ham, men det var på sin vis betryggende at høre.
"Der er intet at fortælle..." sagde han eftertænksomt. Han var ikke en interessant person, han vidste det og var tilfreds med det. Han fulgte lovene og levede op til familiens forventninger, havde ingen spændende historier at fortælle om fest eller kvinder, fordi han undgik begge. Han så på hende igen.
"Er De skuffet over at jeg ikke er passioneret, spændende, underholdende?" Han var nød til at vide hvad han ikke var blevet fortalt. Hun forventede sikkert et eller andet der kunne match hendes frisindethed.
"Jeg er som de fleste. Jeg holder af at læse, gå i teatret, ride ture i skovene..." Han rynkede tænktsom panden. Humor lå ikke til hans stærke side og de fleste 'humoristiske' indfald han kom med, blev serveret så tørt at joken faldt til jorden.
"Jeg får de gamle koste til at virke spændende..."

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla så på ham som han stadig hade det misbillige udtryk i ansigtet, hun så bare på ham og lod ham snakke om hun ikke overskred hans grænser så længe hun holdt sit frisind i privaten ”bare rolig.. jeg er opdrage godt nok til og opfør mig pænt blandt forretningsfolk og andre selvskaber jeg er ikke helt uopdragent min fætter er bare ikke altid den bedste indflydelse for en” hun lo svagt og så på ham som han kigge mod haven, at han forstille sig hende som ung kendt hun ikke til, at han sag der intet var og fortælle skuffe hende enlig ikke hun hade ikke forvente meget eller enlig noget som helst fra ham. Hun så på ham som han snakke igen ”nej hade enlig regne med de ville sig der ikke var noget og fortælle.. selv om det kunne være sjovt vis de hade en lille ting og fortælle.. måske en hemmelig forelskes som barn eller en dårlig vane de måske hade.. men kan da godt gør du er en mister perfect ” hun så på ham og tænkt lidt for skulle hun så fortælle ham hendes hemmelighed. Da han kom med sin ’joke’ sad carmilla først lidt før hun begyndt og grine ”gud den var tør!” hun lo inderligt og var nød til kort og bukke sig mens hun tog sig til maven, den joke var så dårlig og tør men af en eller anden grund skide sjov, hun host kort og brugt lig nogle minutter før hun kom op og stå hun pust og rømme sig ”ej beklager..men..hihi den var så tør at den var sjov” hun smile og prøve virkelig og finde tilbage til det alvorlig. Det gik dog lidt før hun fik tage sig sammen og igen hade et roligt ansigt selv om latteren skreg ud af hendes øjne. ”hmm ride… det jeg ikke god til det kunne de måske lære mig ” hun smile og så på ham før hun gik lidt ud i haven og nød vinden i ansigt. ”nu har de jo set min far… men syntes de jeg liner ham?” hun stod med ryggen til Frost og lod ham svar, ”den mand er ikke min far… i vært fald ikke biologisk” sag hun roligt og lukke øjne ”jeg er adoptere… han fandt mig efter lad i et skur i skoven..” hun pille lidt ved det sort hår og tog hår nålen ud før hun trak parykken af og det sne hvide hår kom til syne som vinden hurtig tog i og fik det til og danse, hun så roligt mod frost ”du tenisk set bleven lovet væk til en totalt fremme vise familie er ukendt” sag hun roligt og så på ham som det hvide hår danse ud til den ene side og blev leget lystig med, ”sig mig hr frost… hvad syntes de så om mig nu?” hun så helt roligt på ham mens hun stod med den sort paryk i hænderne, en smule rulle sammen så det sort hår ikke rørt jorden.

[Frost]

"Måske har jeg noget De vil finde interessant.. Men det må De opdage selv." Han var ikke perfekt, han var forsigtig med at efterlade sig spor, når et kom til hans opførelse. Frost nikkede anerkende. Som datter af en rig mand ville han også blive overrasket, hvis ikke hun havde fået en hvis opdragelse og disciplin. Det var mere om hun ville følge den, men det lød det til og mere krævede han ikke. Han hævede kort det ene bryn, sådan som han huskede det havde Dereck haft en positiv indflydelse på deres møde. Han ånede lettet op. Det næste problem, var om hun var skuffet over hans svar.

Han sænkede hovedet, da hun begyndte at le af hans 'joke.' Det lettede at han havde reddet den. Ellers var han ikke sikker på hvad han skulle have gøret. Krævet at hun fortalte det alligevel? Gå til hendes faar og kræve at høre det fra ham? Hun blev ved med at grine og han flyttede hovedet til den ene side. Han var ikke vant til at folk lo af ham. Han slikkede sig kort om munden, mens han så væk og forsøgte at ignorere at hun blev ved med at le. Så sjov havde han heller ikke prøvet at være...

Han så på hende da hun havde grinet færdig. "Jeg vil med glæde lære dem at ride." En fælles hobby ville kunne styrke deres forståelse for hinanden og derved styrke deres følelsesmæssige bånd. Han fulgte hende, da hun flyttede sig og stoppede et par skridt bag hende.
Hendes spørgsmål forvirrede ham og han så tænksom på hende.
"Hvad mener De?" Han havde intet svar på spørgsmålet. "Det har jeg ikke tænkt på."

Hendes ord lamslog ham. Aldrig havde han troet at han skulle høre sådan noget. Det måtte være..? Det kunne ikke passe. Han kunne under ingen omstændigheder gifte sig med hende, hvis det passede. Han stod stiv af overraskelse. Hans ansigt var en maske som altid, men den manglede farve i huden afslørede chokket. Han betragtede ordløst det hvide hår. Det var en katastrofe.
Hvad han sagde om hende nu? At alene synet af hende gjorde ham dårlig. Han så kun en ting at gøre.
"Jeg må finde min far..." Han bakkede et par skridt væk fra hende. "..Hvor mange kender til denne hemmelighed?" Hun og hendes far havde gjort ham og hans familie til grin med deres løgn.

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla hade være helt rolig før hun vist ham hans hemmelighed, at han gerne ville lære hende og ride var da dejligt men nu hvor hun hade fortalt sin hemmelighed tvivle han på han nu overhovedet ville kendes ved hende, og hans udtryk eller retter mere bleg hud bekrafte det bare. Han var i chok og sikkert mere frastødt ved hendes udsende. Hun tog derfor parykken på igen og lag hænderne i skødet da hun sikker sig parykken sad rigtig.

Dette ægteskab var vist skidt i sink, enlig ærgerlig hun var lig begyndt og syntes en smule om frost men kun lidt. ”ingen ud over min far og min fætter og ja dem nu.. og jeg ser helst der ikke er flere der opdager det” hun så på ham mens hun blev ståenden hvor hun var og så på ham med et meget roligt ansigt. Selv om hendes øjne da så lidt skuffet ud nu var det hele lig bleven så spændene, ”jeg forstår… det har være hyggeligt og møde dem så… det har være interessant” hun så på frost for hun forvente ikke han ville gennem før ægteskabet nu, dereck ville nok ikke blive glad nu men hun ville heller ikke lyve over for en der måske var bleven hendes mand ”jeg syntes det var beder og fortælle dem denne… hemmelighed for de hade nok opdage den på et tidspunkt efter brylluppet vis det var sket..” hun så på ham før hun begyndt og gå forbi ham ”jeg ønsker dem det bedste..” sag hun da hun kom forbi ham og forsatte roligt mod huset, hun ville lade frost vær nu han hade sikkert meget og tænke over og som han sag han måtte finde hans far så hun ville ikke forstyrre ham mere ind nødvendig.

[Frost]

Der var gået mange timer fra Carmilla havde efterladt ham i haven og han havde fundet sin far. Frost havde fortalt Rogir hendes hemmelighed, det var nødvendigt for ham at hans far kendte til alt. Rogir ville tale med Carmillas far. Ægteskabet ville fortsætte som planlagt, men det ville blive dyrere. Meget dyrere, hvis Rogir skulle godtage Carmilla som svigerdatter.

Frost havde forhørt sig om hvor Carmilla befandt sig og bankede på. Han åbnede døren og gik ind uden at vente på at hun gav lov. Han var blevet fortalt at hun var alene og det passede ham fint. Han havde en del at fortælle hende og og kun hende.
"Miss Redd. De må undskylde at jeg efterlod dem. Det var uhøfligt af mig at lade Dem gå på den måde."
Han gik ind i rummet og tvang sig selv til at se på hende og skjule de negative følelser som hemmeligeheden bragte frem.
"Jeg har drøftet det med min far og så frem De ønsker det vil planerne fortsætte som før." Hans stemme var kold og afvisende overfor hende og skar gennem værelset.
Han stoppede et stykke fra hende. "Ligesom Dem har jeg også noget på spil. Ser De, min far har endnu ikke valgt en arving. Han vil formenetlig ikke gøre det foreløbig, men arven vil ikke automatisk falde til den førstefødte. Jeg agter at arve... Det var derfor jeg accepterede dette... Arrangement til at starte med." Ordene kom henkastet fra ham. som om han ikke ville kendes ved aftalen når det kom til stykket.
"Det er ingen hemmelighed at den der vil arve, er den der fortjener det mest og mine søskende er lige så beslutsomme som mig. Hvis det kom frem hvem De i virkeligheden er, vil det kunne ødelægge alt for mig. Især hvis det også kom som en afsløring for min far. Derfor blev jeg nød til at fortælle ham det allerde nu. Inden det blev en belastning."
Han så på hende med et intenst blik. "Deres hemmelighed vil ikke blive røbet. De har min loyalitet, hvis De ønsker den."

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla sad på værelset, hun var ved og pille lidt ved en dolk som dereck hade bedt hende dekorere. Da frost banke på nåde hun enlig ikke og svar, men lag tingen fra sig. At han hade være væk de timer var forstålig hun hade jo smidt en temmelig stor nyhed i hovedet på ham, hun så på ham afskyren stod jo ud af ham hvilke fik hende til og se væk, hun gad ikke se på det. Hun valgt og rejse sig fra hendes arbejde bord og tørt rolig fingeren i et stykke stof, ”de skal ikke undskylde det naturlig de hade travlt med og finde deres far og drøft denne sag” hun så ikke på ham men blev ståenden ved bord og lod fingeren pille lidt ved nogle af de ædel stene der lå der. Hun lytte ganske roligt som han snakke, og du godeste han hade da en del og smide dem i hovedet. ”jeg forstår deres bekymring omkring din sag som arving selv om jeg aldrig selv kommer til og opleve balladen ved den slags.” hun så mod ham, hun fornemme godt han ikke ville kendes ved denne aftale som før og hun viste hvorfor. ”det pænt af dem og tilbyde deres loyalitet men det behøver de ikke.. jeg stole på dem før ellers hade jeg ikke sagt min hemmelighed som jeg selv ført opdage for nogle månender siden.” hun gik hen og satte sig i fod enden af sin dobbel seng. ”men jeg vil ikke gennemfør det her.. vis ham jeg skal giftes med ser på mig som var jeg et afskyligt væsen” svar hun så iskoldt, hun tog sin paryk af og lag parykken pænt på sengen, det var snart senge tid og hun sov aldrig med paryk på. Hun så på ham, ”hvor end meget vi begge ville vinde på dette ægteskab… så kan jeg ikke når de knap nok kan holde ud og se på mig.. jeg må virkelig være afskylig siden de pluslig ikke kan få dem til og se på mig uden de med det samme liner en der heller så mig død.. for i så fald så er det her ægteskab aflyst og så finder jeg mig en anden ride lære ” hun så på ham med et roligt med koldt blik ”ellers ærgerlig.. var faktisk begyndt og kunne lig dem en smule.. nå pyt det de jo nok også lige glad med ikke sandt.. jeg er jo bare afskylig ikke” hun så skarp på ham, hun vist dereck ville blive sur og hendes far skuffet men helt ærligt frost line en der kunne brække sig ved hende, og det gad hun ikke brug resten af livet på og skulle se på hverdag eller hvor meget de nu så hinanden, hun sukke lydløst og så væk fra frost "de kan bare gå nu... med minder de har mere og sig til mig" sag hun køligt og i en stille tone leje mens hun vippe lidt med føderne.

[Frost]

Frost kneb øjnene sammen. Det svar havde han bestemt ikke forventet fra hende. Dette her var ved at blive en parodi. Med hendes fortid og svagheder havde han forventet taknemmelighed, ikke en afvisning. Og slet ikke en der var så skarp. Hun havde tydelig sin stolthed. Det havde han også, men en af dem ville blive nød til at give sig her.
"De tager fejl. Jeg tænker ikke sådan om Dem." Ordene var svære at sige. Følelser var ikke noget han brugte tid på, kun omkring hans familie og Carmilla kendte han slet ikke godt nok til at have nogle følelser for. Han var heller ikke dristig nok til at begynde at komplimentere hendes sande udseende.
"Jeg ville ikke stå her, hvis det ikke var fordi jeg anså dem som ligeværdig." Der var mange tænkepauser i hans tale. "Og fortsat ønsker at have Dem som min hustru. De har mange egenskaber og jeg ønsker kun at lære Dem bedre at kende."
Skulle han gå nu? Hun havde bedt ham om det.
"Jeg vil overlade Dem til deres arbejde." Han trak tilbage mod døren. Rogir ville ikke blive lykkelig. Hvor slem Carmillas herkomst end var, havde der været pengetegn at se i Rogirs øjne, da han begyndet jagten på Carmillas far.

[Carmilla Mortella Redd]

Carmilla så mod frost enlig ikke regne med han blev eller hade mere og sige, men ak han snakke i nu. hun så på ham og trak vejre dybt hun kunne høre det var svært og sig, hun smile svagt ”flot forsøg.. man kan høre de helst ikke vil snakke med mig eller se på mig.. jeg skulle nok have holdt på den hemmelighed noget længer.. ” hun lag hænderne i skødet ”men jeg vært sætter deres forsøg på og få mig overbevist om de taler sandt.. men jeg kan nemt gennemskue dem lig nu.. men det jo nok fordi de ikke helt har styr på og takle det her med jeg er en fremme som ikke kender hendes egen familie” hun så på ham, ja hun hade sin stolthed og den kom fra hendes far og i sær dereck. Hun så på ham som han holdt fast i han ville gennemfør det ægteskab den mand var sgu stædig! Hun troede dog langt fra ham, men fint vis han så ’gerne’ ville have hende så skulle han da nok få hende. ”nuvel.. så ses vi vel til brylluppet vis ikke før” sag hun og så på ham som han gik mod døren, hun tænkt kort ”åh oh..og hr frost..” hun rejst sig roligt op men blev ståenden hvor hun var ”tak” sag hun bare, hun forvente han godt vist hvad hun takke for, så hun gik roligt hen og satte sig ved sit arbejdes bord og øjne gled ned på dolken og gled hen i et mere seriøst udtryk mens hendes hænder arbejde stille og roligt mens hun lod frost gå, han skulle nok et sted hen og udtrykke sin vemmelse for hende eller noget kunne hun forstille sig.

[Frost]

Frosts øjne blev smalle og hårde ved hendes ord. Hvis det skulle være på den måde... Han ville gerne være imødekommende for deres begges skyld, men... På den anden side ville han heller ikke ødelægge det.
"Jeg har pladser til 'Sagaen om Fjerd' i morgen nat, hvis De ønsker at tage med." Sagaen om Fjerd var en af teatrets største succes og efter mange år var der stadig fuld hus til hver eneste forestilling.
"Lad mig vide hvis De skifter mening."
At blive gift med en total fremmed havde aldrig generet ham særlig meget og at bekendtskabet skulle starte dårlig var heller ikke det der havde bekymret ham mest. Men nu hvor det var blevet til en realitet... Han håbede på at hun ville komme til fornuft.
"En fornøjelse Miss Redd" Med de ord lukkede han døren bag sig.

//OUT?