Lock up

[Drazilla Dragoens]

Han virkede som en der tvivlede enten på sig selv eller på det han skulle gøre men da han hviskede han ville gøre alt for hende nikkede hun blot. "Jeg skal nok gøre det hele klar så" sagde hun roligt for hun skulle da nok gøre det hele klar imens han fik Regina overtalt til at stoppe den forbandet musik så Zill kunne få hendes søvn, også selvom det kun havde varet en dag så havde det varet mere end rigeligt. Så måtte hun jo gøre det klar som skulle hjælpe Regina og Shade igennem det hele, for hun regnede selv med at Regina tvivlede på ham, tvivlede på hans kærlighed og troskab.
Efter han havde sagt det sidste gik hun roligt væk fordi hun regnede med at han selv kunne tage det derfra, ellers kunne Regina jo bare tilkalde hende eller nogle af de vagter som stod rundt omkring. Men igen Regina kunne nu godt finde ud af forsvare sig selv, bare ikke altid fra hjertesorger men så længe den forbandet musik stoppede så var Zill ligeglad.

[Regina Herdeiro]

Tårerne gled ned af hendes kinder, de kunne ikke stoppe selvom de langsomt gled fordi hun forsøgte at holde dem tilbage. Hun knugede violinen i den ene hånd og buen i den anden, nærmest så hendes knoer blev hvide dog uden at ødelægge den for det var hendes kæreste eje. Et nærmest skræmt blik stirrede imod døren da det bankede på, for hvem kunne det dog være? Og da døren så blev åbent frygtede hun nærmest det værste mens en bestemt tanke gled igennem hendes sind *Åh Nej jeg har glemt at låse døren* idet hun så Shade stivnede hendes krop før hun uden at tænke videre over det vendte rundt og løb ud på hendes badeværelse hvor hun lukkede og låste døren som hun lændede sig med ryggen til den med et stille suk. "Hvad laver de her? Har de ikke lært at vente til en dame siger kom ind?" spurgte hun lidt højt igennem døren før hun stille sank ned på guldet med violinen ved den venstre side og buen ved hendes højre. Med vilje havde hun brugt den fornemme talemåde, selvom hendes stemme var tæt på at knække over at han alligevel havde trodset hendes brev og sagt han ikke skulle komme og så havde han set hende i natkjole! hun følte sig så krænket selvom han havde været den mand hun havde delt seng med for første gang i så mange år, men han havde knust hendes hjerte og været hende utro med Drazilla og muligvis en anden. Hun havde blot været endnu en i rækken som intet betød, endnu en som havde troet på hans løgne.

[Deleted]

I det hun stivnede, mærkede han kort hjertet stoppe, for så at pulsere videre da hun stormede ud på sit badeværelse og lukkede døren og låste. Han lod blikket sænke, det fortjente han, samt hendes tiltale, som var han en fremmed. Det stak dog, det stak i hans hjerte og gjorde virkelig ondt. Med rolige bestemte skridt, gik ham mod døren, han lagde hånden mod og lagde panden ligeledes mod. Et dybt suk lød mod døren.
"Regina..... Da du forlod mit hjem, gik jeg i panik. Efter alt med Turo og drengene troede jeg aldrig du ville vende tilbage. Selv mine døtre...." Han stoppede, tårerne begyndte at presse på. Det gjorde så forbandet ondt, han havde kun lige fået det af vide og så stod han med alt det her.
"Jeg druknede min sorg som jeg altid har gjort, lige siden jeg mistede min kone. Jeg mistede mig selv...... Regina... Du bragte den person frem i mig igen, men et liv i hor, er det jeg har været i, i mange mange år. Red mig Regina. Jeg ber dig. Red mig fra mig selv." Hviskede han blidt, mens tårerne lydløst gled ned af hans kinder, det var så pokkers hårdt det her. At tage "min ene datter er død" kortet frem var ikke noget han ville, det var lavt, og det havde intet med dem af gøre. Det gjorde ondt som bare pokker, det var prikken over i'et han havde virkelig lyst til bare at få taget sit liv, men han ville jo gerne gøre det godt igen, både for Regina, men også hans døtre.
"Hjælp mig til at være en bedre mand elskede, jeg kan leve uden dig, jeg vil ikke leve uden dig. Jeg..... havde fået lavet den her, jeg ville fri til dig Regina, du må tro mig når jeg siger du er den eneste kvinde jeg har elsket siden min afdøde kone. Ingen andre har haft fundet vej til mit egoistiske kolde hjerte, men du.. du gav mig varmen igen, jeg mærkede kærligheden igen." Lød det fra ham, han havde fundet æsken frem og taget ringen ud, skubbet den ind under døren til hende. Den var i sølv, rund, med blomsterblade stikkende ud her og der, samt samlet med en rose hvori en sten sad i midten af blomsterbladende, de samlede sig om den og fremhævede den deri. Han gled ned på knæ og stod stadig sådan med panden mod døren.
"Jeg elsker dig af hele mit hjerte og jeg er ikke hel uden dig, jeg er ikke noget værd uden dig." Hviskede han, stemmen døde ud.

[Regina Herdeiro]

Det var som et smerte helvede at skulle igennem, tårerne der ingen ende tog selvom hun gjorde hendes bedste for at holde dem tilbage. Hidsigt tørrede hun dem væk efter have sluppet buen til violinen så den lå på gulvet uden hun tog hensyn til den. Hans ord virkede så smertefulde til trods for hun ikke følte en fysisk smerte, men det føltes som han havde taget en dolk som han jog ind i hendes hjerte for hvert ord han sagde til hende. "Jeg er ikke sikker på jeg kan redde dem hr. Shade.. Jeg forsøgte og tydeligvis fejlede jeg.. De vente tilbage til at være respektløs overfor deres afdøde kone med alle de kvinder, og endda den kvinde jeg ser som min egen datter.. Hvad hvis det havde været en af dine døtre som havde været udsat for sådan en mand, som bare udnyttede deres kroppe for derefter knuse deres hjerte.?.". Stemmen var tydeligvis ved at knække både af raseri men også gråd som hun ikke længere kunne holde tilbage, for tårerne virkede til at have deres egen vilje og det hjalp just ikke at han havde sagt at en af hans døtre døde, på et punkt forstod hun datteren men på det andet punkt så var det ikke løsningen at gøre det.
Hun slap violinen for at tage sig til hjertet, det gjorde så ondt at hun føltes det som om nogle havde hånden derinde og vred det rundt når de ikke klemte det hårdt. Det han påstod han elskede hende fik hende til at bryde sammen og små nærmest ynkelige klynk kom over hendes læber, selvom hun måtte bide dem hårdt sammen for ikke at skrige hendes smerte ud. "Tag de ord dem igen! De har aldrig elsket mig, for så havde de været mig tro og kommet til mig hvis der var noget.. Måske vil de blive hel men skal det virkelig på bekostning af mit blødende hjerte? Jeg kan ikke længere stole på dem, og jeg vil ikke være en af kvinder som låser deres mænd inde fordi de frygter deres utroskab.. Jeg er ikke en gang sikker på at jeg kan se på dig uden at tænke på alle de kvinder du udnytter bag min ryg, fordi jeg ikke er tilstrækkelig for dig.. Jeg beklager men det går ikke.." vreden var til at spore selvom gråden nærmest virkede til at overdække den, stemmen havde været ved at knække over flere gange fordi hun kom til at kigge ned på ringen. Han ville giftes med hende! Var det bare for at holde hende for nar? mens han gik i seng med alle andre kvinder og alle andre end hende vidste han gjorde det. Som hun tørrede tårerne væk med den ene hånd skubbede hun ringen ud til ham igen, det gjorde bare ondt ved tanken om hun kunne have fået den mand hun elskede, den mand hun havde troet hun kunne ændre til det bedre.. Hvor havde hun dog været dum og ny forelsket.

[Deleted]

Det alt sammen var rigtigt, alt sammen, han ville så gerne kæmpe, men han følte sig bare ikke stærk nok, han var brudt sammen, sådan rigtigt sammen. Tårerne strømmede, han bed tænderne sammen og selvom han fortrød sekundet efter, hamrede ham hånden hårdt ned mod gulvet i ren og skær frustration.
"Jeg tager ikke sandheden tilbage! Jeg elsker dig for helvede, mere end noget andet! Tror du ikke jeg ved hvor dårlig en far jeg er? At du fortjener så meget bedre end mig? Regina, hvis du virkelig ikke vil give mig en chance, så vil jeg aldrig være i hverken din eller nogen andens vej. Jeg vil ikke skade flere eller hverken fremmede eller mine døtre, for ikke at nævne dig. Min elskede Regina....." Hans stemme var grådkvalt, hans smerte var åbenlys, han var knækket, helt igennem knækket. Der blev taget en dyb indånding, han prøvede at samle sig selv, ringen samlede han op, knugede den i sin hånd.
"Jeg kom hertil for at sige farvel, give dig sandheden. At jeg elsker dig, men ikke fortjener dig. Jeg er her for at se mit billed Regina, jeg er svag, du var min styrke, mine børn var min styrke. Men jeg ødelægger jer alle sammen, i er bedre tjent uden mig. Drazilla fik mig til at ville kæmpe, men jeg kan ikke, jeg er for svag, jeg er en knækket mand som ikke fortjener sit udødelig liv mere, jeg fortjener ikke mine døtre, jeg fortjener ikke dig. Min egen lille blomst, min lille pige, flygtede i døden på grund af mig. Hvordan skal jeg kunne leve med det? Med mig selv?" Hans stemme knækkede, han kunne ikke mere. Roligt rejste han sig, han satte ringen tilbage i æsken og lagde den på hendes seng. Han kørte hænderne igennem håret og gik ud på hendes balkon i stedet, frisk luft. Hænderne fæstnede han i knyttede næver, han havde lyst til at tage springet, men hvad ville det nytte? Som udødelig ville det bare bringe smerte, men måske var det det som han fortjente? Lige nu havde han ingen ide om hvad han egentlig skulle gøre af sig selv. Han knælede igen, lagde hænderne i skødet og bøjede hovedet, prøvede at tænke tingene ordenligt igennem. At være i nærheden af Regina fik kun ham til at hade sig selv mere og ønsket om at se sit billed større.
"Jeg kan ikke mere, hvorfor troede jeg at jeg kunne klare det alene? Uden brændevin og at vælte i kvinder." Hviskede han, ord som var til hans afdøde kone, han havde ondt, ondt som bare pokker. Lige nu kunne han ikke rejse sig, men når han var stoppet med at græde, ville han nok finde Drazilla.

[Regina Herdeiro]

Ord kunne virkelig såre for hvert ord han sagde virkede som et knivsstik i hendes hjerte, fordi hjertet ville så gerne hele hans sår og være der til at hjælpe ham, men hovedet fortalte hende at det her var en leg som hun skulle stoppe inden det blev for sent. Stille begyndte hun at sidde og bygge for sig selv mens hænderne gled op til hendes hår som hun sad og hev stille i for at få hovedet til at tænke på nogle andre smerter end dem hun følte i hjertet ved hans ord. Han påstod stadig han elskede hende og alligevel kunne hun ikke se det, han havde horet med andre kvinder. Det var ikke kærlighed han havde for hende, det lød mere til et begær når han ikke kunne få nok af hende.
Et skrig var tæt på at finde over hendes læber men hun bed det i sig ligesom hendes hulken, men tårerne kunne hun ikke holde tilbage disse klare dråber gled ned over hendes kinder, nogle hurtigere end andre men alle sammen røg ned på hendes bare arme før de gled ned af dem og ned på gulvet. Hun tvivlede på sig selv for hun havde jo sådan ønsket at være sammen med ham, men han kunne ikke leve op til en af hendes få krav, nemlig at han skulle være hende tro, flirte med andre kvinder kunne hun leve med men ikke at han hengav sig til dem, der var jo ingen tryghed for hende for så ville han kunne forlade hende lige så snart hun begyndte at kede ham.
Hun hørte ham rejse sig fra den anden side af døren, selv rettede hun sig mere op og lod hovedet hvile imod det hårde træ, som hun bare lod tårerne glide ned af kinderne uden hun forsøgte at stoppe dem. Et enkelt snøft, som hun forsøgte at samle sig inden hun endelig rejste sig fra det kolde gulv og gik hen til et håndklæde som hun brugte til at tørre de værste tårer væk, så hun bare kunne se nogenlunde ud. Hun rettede på kjolen så den sad som den skulle før hun gik hen til døren og åbnede den meget stille for det lød jo til at han var gået, at han så bare var gået hen på balkonen vidste hun ikke men hun havde ikke hørt hendes egen dør smække. Stille så hun rundt i lokalet før hendes blik havnede på Shade. "Du har stadig noget at leve for, 2 vidunderlige piger hvor den ene har jagtet mig igennem længere tid og været tæt på at få fat i mig.." stemmen var lav og stadig tæt på gråkvalt men hun kæmpede med ikke at græde for hun ville ikke ville ved med de tårer. "Du har en herregård med tjenestefolk som holder af dig og en titel du skal passe. Vend tilbage til at være den dine døtre gerne vil have du er, og ikke den mand som rygterne siger du er og ikke den mand som vi begge ved du er" forsatte hun stille som hun holdt sig på afstand af ham for hun var ikke klar til at blive rørt af den mand der havde knust hendes hjerte, men han havde stadig så meget at leve for selvom hun måske ikke ville være i det liv som han nu en gang valgte.

[Deleted]

Lyden af hendes stemme satte hans hjerte i baglås, han holdte kort vejret og lod igen hjertet få balance, vejret blev hevet ind igen. Det her havde han ikke brug for at høre, han havde brug for at høre at hun ville have ham, tilgive ham, give ham en chance. Med tårerne strømmende ned af kinderne så han op mod hende, men bare synet af hende mindede ham om hvad han havde mistet, hun var så forbandet smuk. Hans hænder søgte op i hans hår som han rev hårdt fat i mens ha rokkede frem og tilbage, ivrig for at holde sine tåre, sin gråd tilbage.
"Jeg vil gøre alt for at tage mine handlinger tilbage Regina, jeg er en ødelagt mand, jeg er et svin som ikke fortjener dig, og alligevel, alligevel beder jeg dig, på mine grædende knæ. Tag mig tilbage. Drazilla vil hjælpe os, hjælpe mig, sørger for jeg aldrig nogensinde ville kunne falde i de fortabte spor igen. Regina jeg beder dig, jeg elsker dig så højt, jeg kan virkelig ikke uden dig. Du har givet mig så meget og jeg hader mig selv for at have taget dig for givet på den måde. Intet kan undskylde mine handlinger, intet!" Lød det grådkvalt fra ham, han prøvede virkelig at tage sig sammen, men han var knækket, han var fortabt. Hvis der var en som kunne redde ham, var det hende, men han kunne virkelig ikke uden hende.
"Odette ville passende kunne tage over som grevinde. Hun er en klog vidunderlig ung kvinde, hun ville gøre mig stolt! Jeg tvivler stærkt på min stab synet godt om mig, kun mine døtre har ubetinget kærlighed til mig, som jeg heller ikke fortjener, selvom jeg har gjot hvad jeg kunne som far og forsøgt at give dem alt." Lød det nu lidt mere roligt og afklaret fra ham, han endte med at rejse sig, benene skælvede under ham, han havde det rent ud sagt af helvedes til.

[Regina Herdeiro]

Et sted inde i hende kæmpede hjertet og hjernen med hinanden, hjertet længtes efter at løbe over til ham mens hjernen sagde det var for farligt og hun burde holde afstand til ham. Kampen overdøvede dog ikke det indre skrig som skreg så højt fordi hun hadede at se ham på denne måde fordi hun følte selv den samme smerte men hun kæmpede med at holde både tårer og skrig tilbage. Øjnene er så imod ham var fyldt af smerte og tæt på at tårerne atter ville bryde frem, armene hang slapt langs hendes sider og hænderne åbne og nærmest opgivende.
"Jeg elsker dig Shade.. Det har jeg hele tiden gjort.. Men hvis vi nogensinde skal kunne være sammen igen, kræver det meget arbejde og måske lidt af Drazillas hjælp. Jeg kender til de ting hun har i sinde at gøre for hun har selv brugt dem på hendes forlovede, dog uden held.. Men lige nu kan jeg ikke tilgive dig og jeg har ikke lyst til at røre dig, jeg får kvalme ved tanken, så du må bevise at du er værd at have mand" sagde hun stille men han skulle vide sandheden, for bare tanken om at røre ham lige nu væmmede hende, så det forklarede også hvorfor hun holdt sådan en afstand til ham. Hun ville ikke røre ham, ikke før hun nogenlunde kunne stole på ham igen.
Hun lagde hovedet en smule på skrå som han sagde han havde gjort alt som far, men hun valgte ikke at sige noget. For rygterne gik og det påvirkede jo også døtrene, dette vidste han bare ikke. Døtrene var kendt som de smukke jomfruer, mens deres far var kendt for at være en der elskede at hore med kvinder og drikke sig fuld, det satte jo bare rygter om hvad han gjorde mod hans døtre. En tanke hun dog aldrig havde tænkt og efter have mødt Odette så vidste hun også de var usande. "Du ved ikke hvad du går ind til Shade.. Tag hjem til dine børn, tænk over hvor meget du opgiver mig for mig inden du beslutter dig for det ville blive din eneste og sidste chance". Stemmen var stadig lettere stille og en smule trist som hun vendte hovedet væk fra ham og så over imod døren for han skulle tage hjem eller måske snakke med Drazilla om det han gik ind til, for det var tydeligt han ikke vidste det. Det var nu heller ikke den måde hun ville foretrække at have ham på men hvis han ikke kunne holde sig tilbage for en smuk kvinde, så var det måske værd at prøve.

[Deleted]

Blikket hvilede stift mod hende, han kunne virkelig ikke holde til alt dette, det gjorde så pokkers ondt. Han knugede hænderne, mens benene stadig var rystende under ham. Shade havde ikke meget tilbage at leve for, det følte han ikke selv. Det lod til hun ikke helt forstod, men han bebrejdede hende ikke, hvorfor skulle man stole på et eneste ord som forlod hans mund?
"Jeg vil kun gøre det for dig Regina. Hvis du ikke stoler nok på mig til at jeg kan klare det selv. Hvilket jeg godt forstår. Så er jeg villig til at gøre alt for dig, jeg vil ikke leve uden dig Regina. Jeg elsker dig højere end noget andet, du og mine døtre er alt." Lød det stille fra ham, hans blik var sunket, et sted følte han sig selv ikke værdig til at se på hende. I stedet for at søge mod hende, blev han stående, han forstod hende godt. Hvor han dog hadet sig selv for enhver ugerning han havde gjort mod hende. Uden flere ord, endte han med at gå i en bue udenom hende, for at søge væk fra hende, han ville ikke pine hende mere. Skridtene var langsomme og tunge, han havde allermest lyst til at vende om og tage hende i sine arme og kysse hende dybt og kærligt. Han længdes efter hende, han savnede at mærke hendes vidunderlige væsen i sine arme. En tåre gled ned af hans kind, han stoppede op og knugede hænderne på ny, nej det skulle ikke være sådan, dette var måske sidste gang han så hende. Med en fast bevægelse vendte han rundt og gik med faste skridt mod hende, greb ud efter hende for at tage hende i sine arme og presse sine læber mod hendes i et længselsfuldt og lidenskabeligt kys, der måtte indeholde al den kærlighed han havde til hende. Øjnene var presset sammen, han forventede en afvisning, han forventede en lussing syngende mod sin kind og han forventede at blive skubbet hårdt væk samt skreget af. Alt dette var ligegyldig, han ville have sit sidste kys, smage hendes læber.

[Regina Herdeiro]

Smerterne i hendes hjerte var på grænsen til at få hende til at gå i knæ, men hun kæmpede imod fordi hun ikke ville vise hvor svag hun egentlig var og hvor meget i tvivl hun var om hun virkelig skulle give ham en chancen til. For hun stolede jo ikke på noget af det han sagde, han havde jo været hende utro og i fremtiden kunne hun nok ikke lade ham være alene fordi hun kunne risikere han gjorde det igen. Et stille suk forlod hendes læber ved hans ord for det stak i hjertet når han sagde det. "Vi kan prøve at få Zill til at hjælpe, men jeg kender hendes ting så jeg ved hvad vi går ind til men hun kan forklare det bedre end jeg kan." sagde hun stille for hun havde egentlig ikke lyst til at stå og forklare det hele for ham fordi hun synes slev ideen var temmelig grusom. Så han kunne selv gå ned og få det forklaret mens hun fik noget tøj på.
Blikket var sunket en smule men hun holdt nu stadig øje med ham fordi hun skulle være sikker på han ville gå hans vej, hun havde brug for at bryde sammen for sig selv, gerne i hendes seng. Hun holdt nærmest vejret da han stoppede op, hendes hjerte stoppede næsten med det samme på grund af spændingen til hvad han nu ville gøre. Hjertet gjorde et vældigt hop da han tog armene om hende og kyssede hende, et kys hun til at starte med ikke kunne lade være med at gengælde men da det gik op for hende hvad der foregik træk hun sig fra ham og svang ham en syngende lussing. "Det er på tide du går ned og snakker med hende" var det eneste som lige kunne kommer over hendes læber, nærmest som en hvisken mens vejrtrækningen var tung efter den overraskelse. Hun knugede hendes hænder temmelig hårdt så de nærmest var hvide mens hun nærmest rystede, som hun så på ham med et blik der var temmelig svær at tyde men hun vidste heller ikke helt selv hvad hun følte efter det kys. Tankerne kørte rundt i hendes hoved og inden hun nåede helt at stoppe sig selv var hun atter i hans favn med læberne trykket imod hans i et kys der udtrykte hendes kærlighed og længsel efter ham.

[Deleted]

Den korte gengældende del tog han til sig, og hvor han dog nød det, hans hjerte sprang i lykkelige hop bag hans bryst. Dog kom den ventede lussing også syngende, han tog sig til kinden og måtte smile lidt for sig selv. De læber kunne redde enhver mand fra døden, han havde på ingen måde fortrudt, hvor havde det dog været savnet og veltrængt. Bare det at hun rent faktisk gav ham chancen, selvom hun ikke stolede på at han kunne gøre det af sig selv, det var nok til at give bare lidt livslyst tilbage i brystet. Men det var kun en ting han havde muligvis reddet, nu manglede han sine døtre. Dog nåede han ikke at tænke meget, før hun igen stod i hans arme, læberne pressende mod hans egne med alle de følelser han så desperat havde ledt efter i hende. Armene knugede sig stærke om hendes vidunderlige krop, han lukkede øjnene og en enkel tåre gled ned af hans kind. Både af glæde, men også i sorg, hvordan havde han kunne gøre det mod hende? Hvordan kunne han være så pokkers hjerteløs? Shade forstod ingen af sine handlinger til fulde, men han havde en teori som han allerede havde delt med hende. Andet kunne han hverken gøre eller sige, for intet undskyldte nok hans handlinger, intet... Lige nu lod han dog sig leve ind i øjeblikket, nød det, nød duften af hendes skønne væsen, nød følelsen af hende i hans arme, deres læber som mødtes i et kys der fortalte en livslang historie i sig selv. At skulle stå sådan for evigt ville intet problem være, tværtimod.

[Regina Herdeiro]

Hun havde savnet ham utroligt meget, det var der ingen tvivl om. Derfor havde det også gjort så ondt at hun havde fået sådan noget at vide kort efter hun havde ankommet til slottet fordi den havde været tættere på end Shades gård. Det havde sådan knust hendes hjerte fordi hun havde reddet så hurtigt for at nå hjem til ham, men så havde tvivlen virkelig taget over og hun havde ikke ønsket at se ham og hun stod hun her med ham i sine arme som intet var hent? Tankerne var for et kort øjeblik væk så kroppen havde tilladt det kys hun havde længtes efter men lige på det sekund tankerne vendte tilbage brød hun kysset og trak sig væk fra ham med tvivl i hendes øjne, en tvivl der virkede til at gøre ondt på hende for hun tag sig til sit stadig lettere bristet hjerte i det hun trådte væk. "Gå væk nu" bad hun stille fordi han skulle bare væk inden hun gjorde flere dumheder, desuden skulle han også snakke med Drazilla omkring hvad der kunne gøres. Lige nu ville hun selv bare have fred til at græde eller skrige, hvad hun enten med at gøre vidste hun ikke, men han skulle bare gå så hun kunne gøre en af tingene før hun skulle have tøj på og mødes med dem, eftersom hun ikke ville rende rundt i natkjole hvis de skulle snakke sammen. For hun vidste godt at hun blev nødt til at prøve igen, hvis ikke, så for hendes hjerte skyld fordi hun længtes sådan efter ham men hun ville heller ikke dele ham med nogen foruden hans døtre men de var jo også familie så hun ville jo ikke nægte dem det. Dog kunne han godt glemme alt om hvis han troede hun ville tilgive ham en anden gang for det fik han ikke lov til, hun ville ikke gå igennem det en gang til så næste gang han overtrådte den del så ville det være den sidste.

[Deleted]

Det var i den grad det bedste at stå sådan med hende, det gav ham håb, det gav ham lysten til at forsøge, hun måtte da elske ham et sted, ikke? Shade var i hvert fald i syvende himmel og måtte tage sig selv i at fælde en kort tåre i ren og skær taknemlighed. Og så forsvandt hun, noget så brat og han lod sine arme falde opgivende ned langt siden. Blikket hvilede på hendes skikkelse, han kunne virkelig se hvad han havde gjort ved hende, og det skar i ham.
"Vid at det aldrig var min mening Regina, og at jeg aldrig nogensinde vil elske en kvinde som jeg elsker dig." Lød det blidt fra ham, dog med lyden af hvor hårdt han kæmpede for ikke at knække på ny. Han nikkede roligt, som en form for afsked og tegn på respekt, inden han vendte sig om og begyndte at gå mod døren. Det føltes som den længste vej i verden, men han nåede den og åbnede den roligt, inden han trådte ud og lukkede den bag sig. Ville det nogensinde blive som før? Hans tvivl var stor og uden lige, han kunne slet ikke holde det ud, tanken om dette. Roligt begav han sig ud på sin søgen efter Drazilla, han måtte jo tage den hjælp der var, kunne han ikke leve med sig selv, måtte han se sit billede i øjnene.

[Regina Herdeiro]

Efter at Shade havde forladt rummet stod hun i nogle få sekunder og virkede som en krop uden sjæl, bare en tom skal der stirrede stille på døren, der var blevet lukket efter ham inden hun med få hurtige skridt, løb over til sengen med smed sig i den. Hun begravede hovedet ned i puden og skreg hendes lunger tomme for skrig, selvom puden dæmpede hendes skrig utroligt meget fordi hun ville kvæle dem. Efter skrigene kom gråden både i halsen og i øjnene, i halsen var hun tæt på at rigtigt at blive kvalt så hun måtte kort løfte hovedet op for at få luft, men tårerne kom stadig trillende ned over hendes kinder, eller det ville de hvis hun altså ikke holdt hovedet lige ved puden så denne tørrede dem med det samme, selvom dette betød at hendes pude nu ville blive utroligt våd af alle de tårer som kom fra kroppen med det modsigende hjerte der skændtes med hjerne som ville være fornuftig og ende det hele mens legen var god. Kroppen skælvede under alt dette og hun forsøgte at få styr på det men det virkede nærmest som om det havde sin egen frie vilje.

[Drazilla Dragoens]

Hvad der var sket mellem Regina og Shade havde Zill ingen ide om, men den forbandet musik var bare stoppet og det havde fået hende til at smile nærmest glad, som hun gik rundt i slottet for at finde hvad hun nu skulle for hun kunne lige så godt give dem forskellige valgmuligheder. Alle de ting hun fandt tog hun med til tronsalen hvor hun fik slaverne til at stille et bord op nær troen og herpå lagde hun genstandene som hun havde fundet. En lille rød flaske, et par ringe og et par halskæder sammen med en bog, alle sammen kunne binde de 2 til hinanden og dermed sørge for Shade forblev tro, at nogle af dem ikke virkede ville de 2 elskende jo ikke vide, men det var en måde til at virke teste kærligheden som muligvis fandtes mellem dem.
Mens Zill ventede på at de blev færdige satte hun sig på sin trone, dog i en noget utraditionel måde, nemlig med hovedet udover tronen ned mod gulvet, ryggen imod sædet og fødderne op af trone ryggen sådan at hun kunne "ligge" og betragte hendes egne fødder hvis hun følte for det, men hun lå og så imod porten på hovedet. Selvom det betød at nederdelen selvfølgelig røg temmelig langt ned og viste meget mere ben og folk ville kunne se hendes kavalergang men det ville ikke ligefrem være noget som forbavsede folk, fordi hun kunne sidde på mange mærkelige måder på tronen og ikke tog sig af hvis hun afslørede lidt mere hud end nødvendigt.