Lock up

[Regina Herdeiro]

Natten var faldet på, stjerne lyste fra en smuk skyfri nattehimmel, med en halvmåne der lyste ned på landskabet og gjorde det temmelig smukt at se på, men også tydede på at dette var en temmelig kold nat. Solen var for længst gået ned både over begge lande men også i Reginas hjerte som hun følte sig dybt ulykkelig efter være blevet slæbt hjem til slottet dagen før, efter nogle af de udsendinge som Drazilla havde sendt ud for at finde hende, allerede før hendes jagt efter sandheden sluttede. I starten havde det været rart at være hjemme, men hurtigt havde hun set noget i Zill der virkede hemmelighedsfuldt og efter et par timers pres, havde hendes elskede "datter" givet efter og fortalt at hun mens Regina havde været væk havde lagt i med Shade, godt nok i fuldskab men det var dråben!. Dette havde knust hendes hjerte, selvom det i første omgang egentlig ikke overraskede hende, det var jo ikke første gang dette var sket, udover det normalt ikke havde været Drazilla som havde været den der havde hjulpet en mand med at knuse hendes hjerte. Raseriet havde aldrig været større i hende som hun havde råbt og skældt ud på Drazilla der bare havde sat og set på hende, til sidst var Regina dog gået ind i hendes eget kammer hvor hun havde været det meste af den foregående dag og det meste af denne dag.
Hun havde nægtet at snakke med nogle hele den foregående dag men havde bare skrevet et brev, som var blevet skrevet om og om igen fordi hun ikke kunne finde de rigtige ord til at gøre det forbi og sendt om natten havde hun fået fat i en tilfældig slave som hun bad om at sende brevet til Grev Shade Soul, enten med en budbringer eller med en fugl. Brevet blev dog leveret med bud som først tidlig om morgen nåede frem til Soul Herregården med brevet der skulle afleveres til Shade, men blev afleveret til en af slaverne før budbringeren forsvandt igen. I brevet stod følgende:

Min kære Shade.
Jeg har hørt om dit forræderi fra en der står meget nær og tror nu på rygterne omkring dig.. HVOR KUNNE DU?... Du er en hjerteknuser og derfor slutter jeg hermed vores forhold for evigt, for i sidste ende vil du aldrig kunne blive min. Jeg har endnu ikke besluttet mig hvad jeg skal gøre af mig selv, men mit hjerte kan ikke holde til mere, det kan aldrig blive hel igen. Indtil jeg har besluttet mig hvad jeg skal gøre af mig selv vil jeg råde dig til at holde dig væk fra mig og holde dig væk fra Drakoné. Jeg skal nok lade en sende dig besked om hvad min fremtid bragte mig.
Hilsen Regina

Den nuværende dag som allerede var tæt på at have sin slutning, havde Regina brugt på at spille den ene triste og sørgelige melodi efter den anden så det kunne høres igennem gangene, og de som gik forbi hendes dør stoppede op foran den for at lytte, nogle kneb endda en tårer før de gik videre igennem de deprimerende gange. Kun iført en nat kjole gik hun rundt med hendes violin, som hun spillede på for hun havde ingen ord der kunne beskrive den smerte hun følte i hendes hjerte, men hørte man hendes musik var der ingen tvivl om at denne kvinde var meget trist og sørgmodig som om hun intet havde tilbage i livet, ingen glæde og ingen kærlighed. Men der var også noget andet over den, en uhyggelig ro som ind i mellem kom frem, som om der snart ville ske noget forfærdeligt eller skræmmende.

[Deleted]

Brevet var blevet modtaget, og de første par timer havde han siddet foran ilden i sin pejsestue, knuget brevet hårdt ind mod brystet, hvor hans hjerte hamrede afsted i ren panik. Efter så mange måneder, endelig hørte han noget, og det var den faste beslutning, hun havde forladt ham. Hans øjne stirrede blodsprængte ind i ilden, han havde grædt, som pisket, hun var kvinden han elskede og han havde ikke gjort noget som helst for at gøre det hele godt, kun værre. I sin egen selvmedlidenhed. Forbandet! Forbandet være det hele, hans tilværelse, alt! Hans døtre havde han næsten ikke set lige så længe som Regina, Toru og drengene levede for sig selv og han havde slet ikke haft lysten til at lære sine egne sønner af kende. De var måske bedre foruden, som Toru havde ønsket det. Alt faldt omkring ham, og den eneste han kunne takke var ham selv.

Endnu et par timer gik, og han fandt sig selv stående ved sin afdøde kones grav, knælende med tåre strømmende ned over kinderne. Hun havde ham mens han rent faktisk var noget værd, hendes død havde ødelagt ham, med årene var det blevet værre og ham skammede sig mere end noget andet. Brændevinen var blevet hans partner og druk, voldtægt, hor vejen frem. Men ikke mere, han ville intet af det mere. Alt han rent faktisk ønskede, var at se sit eget billed og forsvinde ind i mørket og aldrig skulle tænke på noget af alt dette her. Han bøjede sig forover og brød sammen endnu engang, krammede jorden hvor resterne af hans elskede lå og mærkede hvordan alting smuldrede indeni på ny. Efter noget tid, kyssede han gravstenen, for at vende tilbage på sit kontor. Her skrev han sit testamente, det havde ikke været nødvendigt før nu, han var jo udødelig? Han gav alt til sine børn, hans egne piger fik mest, men drengene fik også en del og en mulighed for at komme ind i alt dette når de engang blev voksne. Han håbede de alle ville kunne enes. Her skrev han også sin afsked, hvor ondt han havde, at intet billed ville kunne tage det som lå så dybt gravet i ham. Hvad han havde gjort, hvilken person han egentlig var og at han beklagede for alt. Da det var skrevet, fik han det gyldiggjort, og så satte han sig ellers ind i kareten, afsted mod slottet.

Da han endelig nåede frem, rettede han på det sorte jakkesæt, så ned mod de finpudsede sorte sko, og rettede på kraven på den mørkeblå skjorte. Han trådte ud, han havde ikke sin stok med sig, ingen måder at forsvare sig på, han nægtede. Om livet så bød på tortur resten af evigheden, så tog han imod det, det kunne måske sætte alt på afstand som ødelagde ham indeni. Men først, skyldte han Regina en forklaring, og hvor ville hun ellers være end her? Da han trådte frem for vagterne, bad han krævende om at komme frem og ind, dronningen måtte med glæde vide han var her, så kunne han også fortælle hende en ting eller to omkring hvad fremtiden måtte bringe ham for nu.

[Drazilla Dragoens]

Den forbandet musik, hvor hun dog begyndte inderligt at hade violin spil fordi nu hvor Regina var vendt hjem, var gangene fyldt med trist og deprimerende musik! Det irriterede hende så voldsomt og hun ventede bare på at det ville stoppe igen men det gjorde det ikke, og da Regina var startet om natten med at spille havde hun vågnet af det og lagt søvnløs næsten hele natten, så da hun stod op var hun ikke i det bedste humør.
Om morgen havde hun blot taget en lårkort nederdel på og toppen som var bundet i nakken, det tøj hun ellers normalt rendte rundt i. Den eneste forskel var hun havde befundet sig det meste af dagen i tronsalen med porten lukket i for at skærme for det meste af musikken der fyldte slottet, for hun havde brugt meget af morgen på at forsøge at overtale Regina til at stoppe med musikken og komme ud igen det meste af morgen men til ingen nytte. Så her i tronsalen havde hun sat og hængt en del af dagen før hun havde givet sig hen i druk hen på eftermiddagen og forsat hen af aftenen så hun var i virkelig dårligt humør og fuld oven i købet, så da en af vagterne kom og sagde der stod en grev Shade Soul uden for og ønskede at komme ind, kastede hun rasende flasken med vin hen igennem tronsalen med et mindre skrig af raseri før hun rejste sig fra tronen og fulgte med vagten ud i gangen og hen til den yderste port. "Hvad vil du Shade?" spurgte hun temmelig irriteret nærmest vrissende af ham, selvom hun egentlig godt vidste hvad han ville. "Lige meget.. Hvis du ikke snart stopper den forbandet musik så svarer jeg ikke for følgende" forsatte hun for hvad skulle hun egentlig kunne gøre? Hun kunne ikke slå Regina ihjel for hvordan myrdede man en udødelig? Hun kunne selvfølgelig slæbe Regina hen til billedet men hvor meget tilfredsstillelse ville hun egentlig få ud af det? Hun kunne smadre døren og tage violinen men det kvinde menneske ville sikkert bare finde en anden eller begynde at synge..
Uden videre at tænke over det gik hun ud og tog Shades hånd og nærmest slæbte ham efter hende for hun mente han var skylden til det her roderi så han skulle stoppe det for ellers ville det få alvorlige konsekvenser, ikke bare for Regina men også for Shade og hans børn.

[Deleted]

Kvinder! Hans svaghed, de var alle skyld i alt det her. Dena og Drazilla mest af alle, pokkers til kvinder med deres lokkende former, ord og væremåde! Han kom dog i tanke om at det alt sammen lå i valg, i valg han havde taget. Det stak i hjertet på ham, han knugede sine hænder og mærkede endnu engang tårerne presse på, men det forsvandt i det hans blik faldt på Drazilla. Bare synet af hende vagte både vrede, men også minder om deres nat sammen, hvilket en lille del af ham stadig frydet sig over. Pokker tage det væsen han egentlig var, han foragtede sig selv mere end nogen anden! Violinspillet havde man kunne høre over det hele næsten, han var udmærket i tvivl om hvem som spillede, hvilket jo betød at hun rent faktisk var her. Den gik også direkte i hjertet på ham og mindede ham om at de sørgmodige toner skyldtes ham.
"Det ved du vidst udmærket godt." Kom det roligt fra ham, overraskende roligt. Han var næsten bar uden hans stok, men det gjorde ham intet, han havde ladet den ligge ved sin afdøde kones grav. Roligt tog han en dyb indånding, Drazilla's ord var på en måde hårde, men han forstod hende nu så sandelig også godt. Desuden, så var den eneste vel ham der kunne vende dette. Måske han skulle gøre hende vred i stedet? Lade hende indse hvor stort et svin han var, lade hende afreagere på sig og vigtigst af alt, lade hende vide han godt selv vidste hvorfor. Give hende en forklaring, selvom det aldrig ville retfærdiggøre hans handlinger. Konens død havde ødelagt ham, men forelskelsen i Regina, havde destrueret ham. Gjort han ikke kunne leve med sig selv mere og som den kujon han var, men også en far der elskede sine børn, ville han tage sit liv. Dog skyldte han at give Regina fred først og fremmest, dette skulle gøres ansigt til ansigt, ikke i et brev! Overrasket mærkede han grebet om sin hånd, som Drazilla slæbte ham med sig, han gik med hende, i hastige faste skridt, med den autoritet som altid lå over ham. Det lå til hans status, men også person. Dog ville hans holdning nok forsvinde i det han så Regina.

[Drazilla Dragoens]

Zill var rasende over den sørgelige musik som hele tiden blev spillet, for hun havde da for pokker fortalt Regina hvem denne Shade i virkeligheden var allerede inden kvindemennesket havde forelsket sig i ham. Det lå vel bare til kvinder at de ønskede at ændre en mand som egentlig ikke kunne ændres? Den del forstod Drazilla dog ikke selv fordi hun nu ikke følte den samme slags kærlighed som andre gjorde det.
Lige nu pinte det hende, som høje lyde ville gøre det overfor et dyr uanset om mennesket kunne høre det eller ikke, men nu havde det varet hele dagen så hun havde været udsat for det for længe og det gjorde hende vred.
Hun slæbte Shade sig med en tydelige vrede i hendes gang og i hendes øjne. "Du har bare med at få styr på din kvinde før jeg kværker hende eller sletter hele hendes hukommelse eller på anden måde dræber hende. Hvis du ikke gør noget så bliver det værst for dig og dine børn" sagde hun vredt som de gik igennem gangene mens slaver og tjenestefolk nærmest hoppede til siden for ikke at være i vejen for den tydelige vrede og nærmest fulde kvinde, som dog var fast besluttet på at dette skulle have en ende på den ene eller på den anden måde. Det var dog ikke den første elsker af Reginas hun straffede for at knuse Reginas hjerte. At Drazilla selv var en del af skylden denne gang følte hun ikke ligefrem nogen dårlig samvittighed over, for Regina kunne jo bare sparke og slå så meget hun ville men hun havde ikke gjort andet end at skælde ud og spille den forbandet musik.

[Deleted]

Som han blev hevet med hende, lyttede han til hendes ord også, der var noget i ham der slog kort klik, som han stoppede op og forsøgte at flå hende ind mod væggen og stå faretruende tæt op af hende.
"For det første er hun ikke MIN kvinde mere, hvilket er min egen skyld. Jeg kommer for at sige farvel og forklare hende at hun fortjener bedre end hvad jeg kunne tilbyde hende nogensinde. Oven i det, hvis du så meget som truer mine børn igen, vil jeg ikke tøve med at vise min vrede Drazilla!" Hviskede han uhyggeligt roligt og blidt, inden han, hvis han da ellers havde fået hende op af væggen, ville skubbe sig fra hende, uanset, forsøge at tage afstand igen og derved rette på sine klæder. Som om det havde en betydning at han rent faktisk var pænt klædt på, det lignede noget til en begravelse, hvilket det vel også lidt var, det var disse klæder han var parat til at dø i. Der var ikke rigtig mere at komme efter i hans væsen, han følte Regina var den eneste som kunne redde ham og hun havde givet afkald på ham. Nu ønskede han kun det bedste for sine børn og hende, hvilket betød han ikke var der til at påfører nogen smerte eller at have ham at skamme sig over. Ikke mere druk eller forsøg på at voldtage uskyldige kvinder i skovene. Nej, det skulle alt sammen slutte og det holdte han fast ved. Blikket hvilede dog på Drazilla, han var på vagt, men hvorfor? Han var jo vel efterhånden ligeglad.

[Drazilla Dragoens]

At hun pludselig stod op af væggen gjorde hende bare mere vred så selv øjnene blev til drage øjne til trods for hun stod uhyggelig roligt og lyttede til hans ord, som et ondt smil listede sig over hendes læber. "kommer du her og truer din dronning? Du må virkelig være parat til at dø" startede hun ud med i en uhyggelig roligt stemme selvom det nærmest virkede til at more hende at han turde true hende på netop det sted hvor hun var allerstærkest, fordi magien i hende var bundet til både sværdet og selve slottet. Så kun en idiot eller en der ønskede at dø ville turde gøre det. "Hvis du kan stoppe den forbandet musik så kan det godt være jeg ikke vil røre dine 2 døtre og dine sønner.. Hvis altså de kan findes, for mine udsendinge fandt kun Regina, de fandt ikke Odette og de har heller ikke fundet Tamara" sagde hun med samme stemme som tidligere og med vilje havde hun ikke hentydede til hans første fødte datter for denne var jo død, det vidste Zill selv og egentlig troede hun også Shade vidste det, eller så havde hun bare glemt om hun overhovedet måtte nævne det for Shade.. Sikker var hun dog ikke men lige at Kiyomis liv kunne hun jo ikke røre, da dette var endt for længe siden også på grund af Shade af hvad hun havde forstået på datteren, så datteren havde vel fået et bedre liv? Skulle hun ikke selv kunne sige for de udødelige havde jo ingen sjæl så hun kunne ikke se deres spøgelser efter deres kroppe var brændt op.

[Deleted]

Døden, han var ikke bange, nærmere parat og hvis hun ville ende det, så gjorde det ham intet, men hun skulle ikke så meget som tænke på at skade hans børn. Han måtte dog bide mærke i hendes ord, han spærrede øjnene op og slog hårdt ind mod væggen.
"Hvad fanden mener du med to døtre?!" Råbte han så, han havde tre! Havde han ikke? Det fik op for ham hvorfor der intet spor var, han faldt sammen, midt på gulvet og bøjede sig forover. Havde han svigtet sin lille pige? Sandsynligheden for hun var blevet dræbt var jo minimal, det kunne kun skyldtes det som han selv var på færd i. Hænderne blev knuget hårdt sammen, han troede han havde ondt ved at miste sin afdøde kone, ved at miste Regina, men at miste et barn! Et smertefuldt skrig eller nærmere brøl lød igennem gangene. Da han så op, var der vrede i de ellers tårefyldte øjne.
"Hvor længe?! Hvor længe har du vidst det?!" Brølede han, som han rejste sig op og på ny gik truende imod hende, men stoppede op foran hende. Brystkassen hævede sig tungt op og ned, han gjorde sit bedste for ikke bare at forsøge at kvæle hende på stedet. Selvom lysten var ubeskrivelig stor dertil, han havde sine næver knyttet så hårdt at hans håndfladers hud snart ville brydes af de ellers rimelig korte negle.

[Drazilla Dragoens]

Hans reaktion var ikke ligefrem en hun havde ventet af ham, jo måske vrede men ikke helt så voldsomt. Drageøjnene forsvandt igen og blev mere undrende for hun var ikke længere så vred som hun havde været. Hovedet blev lagt på skrå som hun så på hans reaktion og ikke virkede til at ville vide hvad hun skulle svare på hans spørgsmål, men stod bare og så undrende på ham som han fik lov til at afreagere midt i gangen, selvom dette ikke ligefrem passede sig til en mand.
"Siden før festen og længere end det.." svarede hun ærligt for hun havde jo vidst det længe men havde med vilje ikke nævnt det fordi han virkede til at have nok der tyngede ham så det havde været bedst at holde mund. "Ærligtalt jeg troede du vidste det.. Hun svarede at hun havde sagt farvel til alle, hun ville sige farvel til.. Så jeg gik ud fra du og dine andre døtre vidste noget, enten personligt eller med et eller andet brev" forsatte hun med den rolige tone men rettede sig mere op så hun havde en rank og stolt holdning som dronning, for hun ville jo ikke gå imod en persons ønske om at dø og hvis de svarede på hendes spørgsmål før hun viste dem billedet. "Desuden er der ingen grund til at være vred på mig.. Jeg opfyldte kun hendes ønske, jeg drev hende ikke til dig" svarede hun stadig roligt for hun havde ikke drevet kvindemennesket i døden, nej den del stod hendes egen familie vidst for, og det var noget familie drama Zill ikke ville blandes for meget ind i det.

[Deleted]

Manden var knækket, på alle tænkelige måder, og nu var han pludselig i tvivl om han burde slå sig ihjel, for hvad hvis hans døtre havde brug for ham. Blikket ændrede sig igen, fyldt med sorg, Regina måtte uden tvivl have hørt ham før.
"Var..... Var det min skyld Drazilla?" Spurgte han så, fortabt som han så ud, alt var ude af kontrol i ham, han var fyldt med så meget og en knækket mand, var ikke en mand mere. Nok var hun en koldhjertet kælling, men han elskede rent faktisk sine børn og at miste dem og kvinden han elskede, det ødelagde ham.
"Jeg har ikke set nogen af mine døtre i meget lang tid. Jeg har mistet alt..... Drazilla, alt... Jeg skal nok snakke med Regina, jeg skal nok sørger for at stoppe hendes lidelser, få hende til at tænke på der er meget bedre i livet og at tabet i et svin som jeg ikke er noget at spilde sorg på." Hans stemme var neutral, han var som et spøgelse, ude af stand til at vise noget lige nu. Det var alt sammen bare rodet indeni, som havde han lukket ned for det hele endnu engang, bare for nu. Han mærkede det, men på afstand og derfor, intet ansigtsudtryk, intet i hans blik, det hele var bare tomt.
"Før mig til hende." Endte han så.

[Drazilla Dragoens]

Til hans spørgsmål vidste hun ikke hvad hun skulle sige, for det var tydeligt hun lige skulle til at svare fordi hendes læber skiltes let som tegn på hun ville svare før hun lukkede dem igen og så væk fra ham som om hun skulle vælge hendes ord med omhu og lige tænke dem igennem før hun ville sige noget. Hun så på ham igen "Jeg tror det bedste du kan gøre er at stoppe Reginas sorg, jeg tror nemlig selv at hun ikke kan holde til flere knuste hjerter, så hvis du vil forsøge at gøre det godt igen så har jeg måder at hjælpe på hvorpå du kan holde dig tro til hende" sagde hun roligt for hun valgte ikke at kommentere det med hans første fødte datter, for ja Zill kendte nogle af grundene men hun ville ikke sige dem højt. "Bagefter bør i begge tage hjem og forsøge at samle resterne af den familie der er tilbage uden at lade andre blive blandet ind i det" forsatte hun for det var det eneste hun kunne sige til det. Hun havde jo set nok familier blive skilt ad fordi manden ikke kunne holde noget bestemt i bukserne, det kendte hun jo selv til, det var grunden til at hendes børn aldrig havde kendt deres far, selvom de burde. Hun nikkede til det sidste han sagde før hun begyndte at gå ned ad gangen igen for hun skulle nok føre ham til den, hvis det kunne stoppe den forbandede musik som virkede meget stille lige nu, havde hun virkelig hørt Shade? Man kunne jo bare håbe.

[Regina Herdeiro]

Musikken havde lydt igennem gangene, lige så vemodig som hun følte det i hendes hjerte men tankerne kørte om hvad hun nu skulle gøre af sig selv, hendes hjerte var knust og det skulle være absolut sidste gang hun ville have det. For dette havde været den hårdeste igennem flere år, lige så hårdt som da kongen havde nægtet at gengælde hendes kærlighed den gang. Efter et højere brøl som havde overdøvet hendes tankegang og lyden af hendes elskede violin, et brøl som stoppede hende midt i en tone og fik hende til at stivne for stemmen havde været bekendt, men han måtte ikke være kommet... nej nej han måtte ikke komme, han ville jo bare knuse hendes hjerte igen fordi han var så forbandet charmende og havde ordet i hans magt. Det havde hun lært på den hårde måde så hun kunne godt forstå de kvinder som endte i seng med ham, han ville jo kunne tale tøjet af en hver kvinde.. Han havde gjort det ved hende og fået hende til at tro at hun var noget værd og fået hende til at glemme alt om hendes første store kærlighed, han havde fået hende til at glemme sit løfte og fået hende til at ønske en familie for sig selv i stedet for altid at være en moderlig type for andre.
Violinen blev sænket fra hagen og hun stod nu slapt ned af siden med den mens hun så ud af vinduet, måske hun bare skulle tage ud i mørket og forsvinde for altid? aldrig komme tilbage til dette sted og aldrig komme i nærheden af de mennesker hun kendte, leve i skjul for alt og alle? Tårerne begyndte igen at trænge sig på og til sidst kunne hun ikke holde dem tilbage og de gled ned af hendes kinder. Hun havde dog troet at hun ikke længere kunne græde men det kunne hun åbenbart godt efter hun havde fået en mindre pause med musikken.

[Deleted]

Med letknuget hænder så han bare mod hende, hun nægtede at svare? Den måtte de tage på et andet tidspunkt, det hele handlede om Regina lige nu. Han lyttede, og var overrasket over at Drazilla rent faktisk ønskede han fiksede det her.
"Og hvordan kan du så hjælpe mig med det? Og hvad er det overhovedet værd hvis det ikke er mig selv som sørger for dette? Selv vil jeg mene intet. Jeg er jo ikke god nok til hende, du af alle burde vide det Drazilla. Hvad får dig til at ville jeg skal være sammen med hende igen?" Spørgsmålene var mange. Han elskede Regina, så forfærdeligt højt, han havde rent faktisk taget ringen med sig, den han havde fundet til hende. Det var jo meningen han ville have friet til hende, men han fik aldrig chancen, så var alt spildt som mælk på gulvet. Noget folk mente man ikke burde græde over, men det havde han nu alligevel gjort. Han tænkte alt for meget lige nu, det var lige til at få hovedpine af, der skete virkelig mange ting deroppe, lidt for mange. Shade havde godt lagt mærke til stilheden, det gjorde nemlig tankerne blev højere i hans hoved. Han vendte blikket i retningen af hvor musikken havde lydt.
"Jeg elsker hende så højt. Jeg havde aldrig troet jeg kunne elske en kvinde igen, ikke efter..... deres mor døde." Lød det så stille fra ham, han lagde hånden mod brystet, æsken lå der stadig. Uanset hvad ville han jo have hun skulle have den, for den var lavet til hende, hende alene.

[Drazilla Dragoens]

Hun så roligt på ham som hun trak på skuldrene for hun kunne ikke rigtigt svare på alle de spørgsmål. "Der findes nogle former for magi der kan sørge for det, det kræver jo selv at du er villig til at gå til det yderste for hende... Og hvad skal jeg sige? Hvis det ikke kan lykkes for mig at finde en mand der elsker mig over alt på jorden, så vil jeg i det mindste have Regina får en.. Så er vel lidt af en håbløs romantiker når det kommer til stykket" sagde hun roligt for hun var godt klar over hun kunne være temmelig svær at elske, og alle hendes elskere havde sagt til hende at de elskede hende men alle havde jo endt med at gå fra hende, og hvis det ikke kunne ske for hende så ville hun have det skete for Regina, bare for at se det kunne lykkes for nogle, så hun stadig kunne tro på der var nogle som måske kunne elske hende.
"Måske har Lysets Gudinde bestemt sig for du skulle have en chance mere for at bevise at du virkelig er den gode mand inderst inde, den mand som Regina så og den din kone så" sagde hun roligt som hun førte vej men stoppede dog ved et hjørne ned til en anden gang. Hun lænede sig op af muren og pegede kort ned af gangen samtidig med hun talte: "3 dør på højre, når du er klar.. Men tænk dig nu godt om hvad du vil sige til hende før du siger noget".

[Deleted]

Blikket var fæstnet på hende, han så overrasket ud, det gjorde ham ondt at det skulle være en udvej, men han var vel et håbløst tilfælde og han ville jo gerne gøre alt for Regina, virkelig alt. Han så kort ned, inden han igen vendte blikket op mod hende.
"Jeg vil gøre alt for hende Drazilla, alt." Hviskede han så, inden han rettede sig lidt op, han fik tørret sine øjne, selvom han næsten godt var klar over han ville begynde igen så snart han så Regina i øjnene. Det var ikke fordi han var klar over hvordan hun måtte se ud, men han vidste effekten af det han havde gjort og bare lyden af hendes musik havde næsten fået ham til at græde. Der var virkelig ikke meget mand over ham lige nu, han var en sølle mus. Et tungt suk gled over hans læber, han kørte hænderne op igennem håret og tog en dyb indånding.
"Jeg gør mit bedste, intet mindre. Og så må vi håbe det er godt nok." Sagde han så, inden han gjorde et nik som afsked, for så at gå mod døren hvor Regina måtte være. Han sank en klump, det var altså nu, han var næsten helt bleg og øjnene mærket af hans gråd fra før. Hjertet var tynget, ikke kun i sorgen af at have mistet Regina, men nu også i at vide hans elskede lille pige havde forladt ham. Var han virkelig så forfærdelig en mand at hans egen datter ville gå i døden for at slippe for ham? Hans blik gled mod håndtaget, først bankede han forsigtigt på, inden han tillod sig at gå ind uden at vente på hendes svar. Hjertet pumpede som besat i brystet på ham, han stoppede op og så mod hende, som døren gled i bag ham. Som var han sømmet fast i gulvet, stod han bare og stirrede på hende, som var hun et spøgelse. Hvad skulle han sige? Han var virkelig tom for ord.