Det klare vand

[efrantis]

efran syntes det var en smule sjovt da hun blev så begejstret for hans vinger men han blev dog igen em smule nervøs da hun lænte sig ind over ham for at nå dem han kunne nemt mærke hendes krop ind mod ham selv hvilket var lidt underligt for ham inden han svarede på hendes spørgsmål

"ja det kan jeg men ikke lige nu jeg har ikke meget energi tilbage så det vil nok ikke ske lige nu " sagde han inden han vendte sig rundt så hun nemmere kunne nå hans vinger han viftede lidt med dem og lagde den ene rundt om hende for at drille lidt og varmede den op så man tydeligt kunne mærke det "men måske jeg kan bære dig sådan her på et tidspunkt du virker ik så tung jeg kunne vise dig skoven fra himlen lidt" sagde han og vendte hovedet rundt for at kikke på hende mens han gav hende et stort smil

[spurv]

Liv grinede lykkeligt og tog muligheden for at studere vinteren nærmere da han vendte sig om. Hun lagde ikke mærke til at han igen blev forlegen, hun var alt for opslugte at de store vinger. Hvor hendes fokus før havde Været på hendes nye krop, var den u helt og holdent på hans vinger. Liv strøg hænderne langs deres kant. De føltes så stærke under hendes små elegante fingere, der en fløjtespillers hænder.
" er det meget hårdt at skifte form"
Spurgte hun mens hun stadig betragtede hans vinger, hun kunne slet ikke få nok af at studere dem. Solen spillede hen over dem og gav et helt særligt skærpende fra sig syntes hun.
" Hvordan kan du Best lide at Være
Spurgt hun og fortsatte. Da han sagde han en dag billetter hende med op over skoven, var Livs reaktion øjeblikkelige. Hun slog armene om ham bagfra og gav ham et kort knus j et stykke tid får hun slap ham.
" det vil jeg rigtigt rigtigt gerne når du har fået energien tilbage tak. sagde hun glad

[efrantis]

efran syntes egentlig det var ret sjovt med hendes reaktion på hans vinger og små fniste lidt af det han kikkede hurtigt tilbage på hende da hun spurgte om hans vinger "hmm i starten gør det lidt ondt men man vænner sig til det for mig er det ikk længere noget problem og skifte dele af mig selv "
da hun spurgte til hans udseende kikkede han bare ud og svarede "jeg foretrækker min menneskelige form da jeg ikke kan være sådan her uden dyr og folk løber fra mig eller prøver og fange mig " han blev lidt trist af at tænke på det men det lettede dog da hun holdt om ham som svar til om hun ville flyve

han vendte sig nu igen rundt "har du nogensinde prøvet og flyve før ?" spurgte han man ved jo aldrig hvor folk har været men hun lignede en der blev nysgerrig over næsten alt

[spurv]

det gav god mening for liv at det ikke kunne være helt behageligt at ændre sig fra noget, som jo ikke var så stort et væsen, og så til et hun regnede med var meget stort. det var i hvertfald sådan sangende malede dragerne.
" hvorfor skulle folk dog løbe væk, du virker da sød"
sagde hun med et stor mil og så på ham, de fleste legender hun kunne blev dragerne malede majestætiske, men når hun tænkte efter var der også flere af de sange hun kendte hvor dragerne blev beskrevet som utilregnelige og farlige, men dem havde liv aldrig lagt så meget væk på, sangen skabte altid drame, og liv troede på det bedste i alle væsner, det var bare et spørgsmål om at forstå dem. da han spurgte om hun avde prøvet at flyve før, rystede hun bestemt på hovedet
" nej, men jeg elsker at krvale op i de høje træ for at se mig omkring. Jeg kunne forestille mig det føles lidt som når man står i toppen af en mast, hvor vinden stryger igennem ens hår, og man kun kan se vandet"
sagde hun smilende og kiggede op på den blå himmel
" lige så fri som da jeg begyndte at vamdre, bare hurtigere" sagde hun

[efrantis]

efran kikkede og smilte til pigen da hun sagde han var sød inden han små grinte lidt "hah ja men i menneskenes verden er penge alt og du ville ikke tro på hvor mange penge dele af en drage kan inbringe de fleste er ret ligeglade med hvor søde vi er hvis det gir penge er det det værd" sagde han alvorligt og gav hende et hurtigt smil igen

han kikkede selv op i luften da hun snakkede om det at flyve "ja så længe du kan holde fast er det rart kan ikke sige hvordan det er for dig men jeg elsker og flyve rundt man får et helt andet billed af verden fra luften og hvor små vi egentlig selv er "efran blev altid glad når han fløj eller på anden måde kunne se verden

"men hvor kender du sange om os fra ?" spurgte han nysgerrigt

[spurv]

liv var ikke særlig god til at aceptere at der var nogle væsner som ikke var gode, eller at folk kunne være så griske, men hun kunne godt forstå når nogen blev såret.
" Det var dog forfærdeligt"
sagde hun med, med bekymrede og alvorlige øjne, men smilet var der endnu skønt det var lige så lille som da hun havde stået og studeret sig selv
" jeg tænker at jeg ikke ville lave så meget andet, hvis jeg kunne"
sagde hun med et varmt smil. fra den dag af Liv var sluppet væk var hun aldrig holdt op med at vandre, hun havde det ikke så godt med at være det samme sted, mere end kort tid af gangen. da hun spurgte hvor hun kendte sangende fra grinte varmt, mens hun svingede sine hofter lidt så sølvfløjten der hang i et hylstre om hendes hofter dinglede lidt. de fleste gættede hvad hun var når de så hendes fløjte, og den havde hun altid på sig, selv når hun som nu var i vandet
" jeg har været skjald så længe mine ben har kunnet bære mig fra by til by" sagde hun muntert. det kunne godt have været en trist historie men Liv elskede sit Liv
" Jeg samler alle de sange jeg kan ind og synger dem videre, og laver selv mine egne, om de ting jeg oplevere"

[efrantis]

efran kikkede på hende da hun begyndte og tale om det og ja det var da også forfærdeligt at folk var sådan desværre var det vel noget man bare ikke kunne komme fra "jeg har været på flugt siden jeg var ung altid vandret for at holde mig fra jægere der er ude på at tjene" sagde han roligt og aede hende på hovedet hun mindede ham nu stadig om en lille søster eller noget ligene

"musik ?" sagde han og kikkede på hendes fløjte den var meget flot og man kunne nemt se hun tog sit arbejde alvorligt "jeg spiller selv lidt " sagde han med et smil og kikkede ind mod breden på den modsatte side hvor hans pose var "kender et par sange fra mit eget folk som andre normalt ikke høre uden for vores race" sagde han og fik igen et stort smil over minderne af de gode tider med sine forældre

[spurv]

Liv havde intet imod at blive aget over hovedet, og smilede derfor blot op til ham med et opmærksomt udtryk.Skønt liv virkede som om hun intet forstod til ondskab, var det tydeligt at noget var sket hende, de få blå mærker der havde været de værste var satdigt svagt synlige rundt om hendes håndled, som havde hun været bundet eller lænket i længere tid, og et stort område i hendes side modsat hvor fløjten hang, men de var næsten svundet bort nu, og de andre der havde været var helt væk.
" nej hvor vidunderligt hvad spiller du ?"
med nysgerighed af en hel anden slags. de havde bevæget sig ind på det område som var det emne Liv brændt mest for uden nogen sammenligning.
" HVis jeg må ville jeg elske at høre dem, og elske at spille med dig"[/

[efrantis]

efran begyndte nu at ligge mærke til de forskellige mærker pigen havde og undrede sig over hvor de kom fra "hvorfor har en lille pige som dig alle de mærker ?" spurgte han hende roligt inden han begyndte og kikke nærmere på hendes arme "er der sket noget ?" spurgte han igen inden slap hendes hænder og kikkede tilbage til breden "hvis det er kan du komme med over og sidde lidt "sagde han og smilte til pigen du kan bare holde fast i mig så svømmer jeg der over igen så kan du se det jeg talte om

efran begyndte langsomt og gå dybere og dybere ud til han til sidst selv skulle begynde og svømme for ikke at synke helt ned
han kikkede tilbage mod pigen for at se om hun ville følge efter han havde nu næsten helt glemt alt det med tøjet selvom det dog var en smule underligt
at have sådan en normal snak på sådan en naturlig måde især med en pige

[spurv]

hvis han havde talt til en anden kvinde på hendes alder på den måde var de nok blivet sure, men efter som hun ikke kunne huske de sidste 11 år, og hun ikke kunne huske at være vokset op, havde hun stadigt det syn på sig selv at hun var omkring 16, selvom hun heller ikke havde vidst det den gang.Hun trak på skulderne med et lille smil til hans spørgsmål
" Det tyder på det men jeg ved det ikke, jeg kan ikke huske det. jeg har vidst midstet en del år"
sagde hun alvorligt, men smilte satdigt
"Det kan vi godtr"
Liv lod sig falde bagover i vandet med et frydefuldt smil, og vendte sig så om og begyndt at svømme meget agielt mod den anden bred.

[efrantis]

efran grinte lidt til hendes svar "du må have været meget væk for at glemme år af dit liv" sagde han og smilte stort til hende da hun kom op og svømmede forbi ham han kikkede foran sig selv hvor pigen nu lå og svømmede vandet var stadig dejligt og ikke nær så koldt selvom han dog ikke kunne vide om det var sådan for hende efran tænkte ikke rigtig mere over hvordan varme eller kulde var længere da hans egen krop nemt kunne holde ham oppe

efran dykkede ned under vandet og begyndte at svømme hurtigere mod bredden han havde altid været en god svømmer hvilket vel nok mest var pga at han var halv drage da han kom lidt tættere på breden sprang han op af vandet og landede kort efter nær det sted hans taske var inden han begyndte langsomt og klæde sig på igen vandet tørrede hurtigt ud af ham via hans varme og han sad nu bare der og kikkede ned i tasken mens han ventede på pigen

han tog en flot træ ligene fløjte op af tasken den var af en rund form og ligenede den var bygget af en slags træ den gik ud i noget der ligenede 2 hoveder der var dekoreret som drager og havde en masse huller til at ændre lyden med

[spurv]

liv svømmede hurtigt til hun kom til den anden bred og gik op på land. hun lagde sig glad ned i det varme glas. hendes tøj var på den anden side, og hun tørrede jo ikke bare hurtigt. hun kiggede op i himlen.
" jeg ved det ikke, men folk jeg kender siger de ikke har set mig i over 10 år, det er næsten mit halve liv"
sagdehun og satte sig op på i græsset i skrader stilling. Hun kiggede nysgerigt på ham mens han tog tøjet på, mens hun blev sidende nøgen, og da han fandt fløjten frem.

[efrantis]

efran satte hurtigt munden for fløjten men fjernede den igen og kikkede over på hende da hun sagde hvor længe hun havde været væk "hold da op det var længe" sagde han og grinte lidt "så må der da være en del du er gået glip af " sagde han og kikkede på hende igen
det gik nu op for ham at han vist slet ikke havde introduceret sig selv endnu "nå ja jeg har vist glemt at introducere mig selv mit navn er efrantis dragonscale og hvem er du så ?" spurgte han nysgerrigt

mens han ventede på hendes svar satte han igen fløjten for munden og spillede langsomt nogle små toner for at vænne sig til det igen
inden han rigtigt gik igang fløjtens lyd var altid rolig lidt dyb og gav en afslappende følelse hans musik var altid kendt for at fylde folk med musikkens humør og denne sang var speciel

den var rolig og fyldt med glæde spænding og fyldte skoven med dybe og klare toner der kunne få næsten alle til og døse hen i et stadie mellem at sove og være halvejs vågen musikken fortsatte et godt stykke tid mens en illusion af dansende ild dannede sig rundt om efran og pigen det lignet en gruppe af mennesker der dansede sammen og festede

[spurv]

Liv lagde hagen i hænderne. det var rigtigt hun var gået glip af så meget. nok halvdelen af hendes liv, eller det vidste hun jo ikke om hun var, hun kunne bare ikke længere huske det. Liv kiggede ned på sine arme, ville hun overhovedet ønske at huske hvorfor hun var havnet på den strand. Liv havde ikke særligt meget lyst til at tale mere om det, det begyndte at være svært at smile, og hun kunne ikke, ikke smile.
Livs passede ret godt på en pige fuld af liv.
Det første stykke tid sad liv bare og lyttede, efter et stykke tid rykkede hun stille nærmere og satte sig ved siden af ham. et henrrygt smilbredte sig på livs læber da hun så de dansende folk, det var ligesom når hun spillede på kroerne, eller til fester, hun elskede livet, og stemningen og folkene. Efter endnu noget tid da hun havde opslugt lyden, tog hun sin egen fløjte frem, og fulgte ham i hans musik. Liv ødelage ikke melodien, men lagde bare en fin lille over melodi på. og fløjtens magi gik ud over lysningen. den var ikke rettet mod nogen bestemt føelse, så derfor skete der ikke noget bestemt, men det var tydeligt at liv spillede mere end bare musik, og var man et magisk væsen kunne man mærke magien i hendes toner, der svøb sig blidt om folk, det var ikke ubehagelig eller invaderende, den var der bare ligesom musikken.liv fulgte hans melodi, fordi hun kunne li den, og på den måde ville hun altid kunne huske den

[efrantis]

efran lagde mærke til at pigen begyndte at følge hans musik og valgte bare at spille videre der gik godt en 10 minutters tid med glad og følses fyldt musik inden han lagde fløjten fra sig og kikkede i jorden med nogle små tårer langs kinderne det var mange år siden han havde brugt nogle af hans folks personlig musik da det vækkede glæden fra hans barndom op som han jo desværre ikke kunne have mere efter alt der var sket

"undskyld" sagde han bare kort og tørrede sine øjne hurtigt inden han gav et smil til pigen igen
"det lang tid siden jeg har spillet det her for nogen andre en mig selv efter mine forældre døde" sagde han selvom det var sket for over 100 år siden føltes det stadig som var det igår da han havde lang tid om at glemme det

"nogen ting glemmer man vel bare ikke " sagde han roligt og kikkede mod den lyse blå himmel