Det klare vand

[spurv]

Liv runnede musikken af og sad stille og kiggede på ham. musik var en magtfuld ting af lige netop den grund. Liv lænede sig kort op af hans skuldre, og rettede sig så op
" tak for melodien, den var meget smuk"
sagde hun alvorligt og kiggede på ham. men kunne kun kigge undrende på ham, det var en ret ironisk ting at sige når hun lige havde glemt ti år af sit liv. og det var ikke en ´gang det første der skete for hende.

[efrantis]

efran lagde fløjten tilbage i tasken igen det var altid rart at kunne spille lidt engang imellem især med andre musikere som forstod hvordan det var
"det meget specielt med musik nogengange personligt har jeg ikke spillet det her for nogen i over 100 år næsten nu" sagde han og grinte lidt den sidste han kunne huske at have spillet det med var hans mor men efter hun døde havde han ikke haft lysten til og spille igen

han rejste sig igen og bevægede skuldrene lidt og gik lidt rundt inden han igen satte sig ned og kikkede på pigen "tror vist også snart jeg er ved og være oppe og køre igen" sage han og kikkede lidt på sig selv og bevægede sig lidt for at få gang i kroppen igen

[spurv]

Liv rejste sig også op, og strægte sig lidt i solen. hun var efterhånden tør pånær hendes håt.
" det var godt nok længe"
sagde hun. 100 år var mere end liv havde evne til at forstå ud af de år hun havde levet kunne hun kun huske ca 10.
" nei hvor godt, det gik stærkt"
liv kiggede over mod den anden bred, det varr ikke så langt væk
" jeg tror lige jeg henter min kjol"¨
sagde hun tænktsomt og løb af sted for at hente hendes ting. kort efter kom hun tilbage med det hele i armende, og slyngede så kjolen over hovedet da hun var kommet tilbage til ham. hun havde en enkelt gul kjole på men som var af en god kvalitet

[efrantis]

efran smilte til hendes svar om hans alder "ja det er det vel tiden går hurtigt for mig jeg er selv 198 år gammel nu så jeg har set min del af ting" han kikkede bare fortsat på pigen mens han talte "man vænner sig til det folk der kommer folk der går har set mange mennesker vokse op og blive gamle i mit liv"det var dog ikke fordi det var et kedeligt liv og have men det blev måske lidt langt efter noget tid

han kikkede på pigen mens hun fik sin kjole på igen og tænkte over at han jo egentlig ikke rigtig vidste hvem hun var
"det en fin kjole du har men hvad er dit navn hvis jeg må spørge tror ikke jeg har fået det endnu" sagde han og bukkede lidt for sjov for at være høflig som han altid gjorde

[spurv]

Liv fik taget den lette kjole ordenligt på, og spøndt bæltet uden over. hun havde ingen, sko kappe eller noget andet, kun kjolen. Hun lod det våde hår hænge løst ned af ryggen. hun grinede lidt til hans spørgsmål om hendes navn, hun havde sagt det, men der var han allerede gået igang med at spille, og havde nok ikke lagt mærke til det.
" Mit navn er Liv"
sagde hun varmt og satte sig ned i græsset igen

[efrantis]

efran lagde sig nu selv ned for at slappe lidt af "det et flot navn liv" sagde han og kikkede på hende "det lyder til du har en del og indhente nu hvis du har glemt 10 år af dit liv" sagde han og grinte lidt for sig selv for en med så mange år bag sig lød 10 år ikke af meget men for en med normal levealder måtte det jo være en hel del

"kan du huske hvad der skete eller hvordan du mistede så meget af din hukommelse ?" spurgte han nysgerrigt nu lød det helt klart som noget han gerne ville høre hvis hun selvfølgelig ikke havde noget imod go snakke om det "hvis jeg må høre det" sagde han bare lige for at sikre sig hun ikke blev sur

[spurv]

Liv smilede stort og så på ham
" mange tak skal du have ,det var pænt sagt"
sagde liv glad og fandt samtid et spænde frem fra sit taske. det var et af værdigfuldt metal, men det var tydeligt at det var blevet lavet af en ekspert. Hun havde vel meget at indhente, men Liv havde altid levet sit liv i nuet.
" Nej jeg kan ikke huske noget, det sidste jeg husker er at jeg sad på et marked og spillede, som jeg så tit gør, og så kom der en dame. Det næste jeg husker er at jeg ligger på en strand og ikke kan nå min fløjte, jeg besvimede og en rar mand hjalp mig. Da jeg var oven på igen fandt jeg ud af at mine venner ikke havde set mig i meget lang tid"

[efrantis]

efran kikkede på pigen da hun fortalte om sin historie det lød mystisk men bekendt på en måde

"slavehandel måske" sagde han lidt lavt det var en seriøs sag og tænke
på det slavehandel havde altid været et stort marked overalt til og tage sig af de ting folk ikke ville gøre selv
"dine sår kunne godt tyde på det også" sagde han og pegede på hendes hænder

de lignet i hvert fald at der havde siddet noget som et par kæder eller lænker til hendes hænder
"de kan måske have brugt noget til og få dig til at glemme det der var sket "

[spurv]

[color0f9fcff] " salvehandel"
sagde hun stille og smagte på ordende , mens hun hørte efter hvad det var han sagde, hendes hende hånd lagde sig over det blegende blå mærke på det anden håndled, mens hun bed sig i læben, men hun stoppede ikke med at smile.
" Jeg forstår det ikke"
sagde hun så og kiggede ud over vandet
" jeg tror ikke jeg har lyst til at tale om det, jeg kan aligevel ikke ændre det, og dagen idag er pragtful"
sagde hun beslutsomt mens hun kiggede ud over vandet, før hun resulut vendte sig mod Efrantis og sendte ham et stort bredt smil
" Hvor skal du hen Efrantis, vi kan føelges ad"
sagde hun glad. Livs måde at håndtere ting på var at bevæge sig, og det var virkeligt på tide hun kom videre

[efrantis]

han syntes det var ret sjovt at hun ikke anede hvad slave var men hvis hun ikke kunne huske de sidste 10 år var det vel logisk nok hun heller ikke vidste noget om det hun virkede til og være en meget uskyldig pige på en eller anden måde
"du har ret det en dejlig dag og der er ikke brug for at snakke om sådan noget " sagde han og begyndte at rejse sig op igen

"hmm jeg ved det faktisk ikke jeg vågnede op her i nærheden efter en forvandling så er egentlig meget ude af den og prøver stadig at samle mine tanker men tror jeg vil bevæge mig mod byen jeg kunne godt bruge at få købt nogle ting"
sagde han mens han tog sin taske op fra jorden og gjorde klar til og gå "så skal du med ?" han kikkede på pigen mens han ventede på svaret

[spurv]

Liv smilede stort, Det var en helt fin retning for hende. Liv havde ikke været ved grænse byen siden hun havde mistet sin hukomelse, og der var rigmulighed for at tjene til noget mad , så den var helt fin for liv
" ja det vil jeg meget gerne, det er altid hyggeligt at have nogen at rejse med et stykke vej"
sagde hun fornøjet og tog muter hans ene arm, i en efterligning af de fornemme frøkner, der slentrede arm i arm med en fin herre.
" efter dig"
sagde hun og kiggede op på Efrantis.
Det var allerede ved at være over eftermiddag og aftenen nærmede sig hastigt, da det var blevet efterår, men vejret var endu mildt denne dag, skønt det begyndt at blæse en smule op.

[efrantis]

efran tog imod pigens hånd inden han hurtigt slap den igen gik om bag hende og lagde armene om hendes bryst hans arme groede lidt og fik kløer så han kunne holde fast bedre dog uden og skade hende nu voksede han også et par vinger bag sig igen store sorte vinger "hvad med vi tager noget af vejen på den sjove måde"sagde han med et smil og satte af fra jorden de store vinger

skubbede mod jorden med et kraftigt vindpust der hurtigt skød dem op i luften han rettede hurtigt og begyndte nu at glide gennem luften i høj fart med vinden blidt mod kroppen mens man kunne se træerne og jorden under dem det så ud som om det var rigtig langt væk nu

"nå hvad syntes du om at se din jord fra dette perspektiv" sagde han mens han fortsat fløj gennem luften

[spurv]

Liv grinede lykkeligt, og lyden som små klokker lød gennem luften hvor de fløj, og blev besvaret af et utal af fugle de fløj forbi længere ned. Hende latter gemte på hendes magik, og sprædte derfor hendes lykke med sig ud hvor den blev bragt frem
"det er helt vidunderligt"
svarede hun befejstret og jublede. hendes øjne fulgte begejstret med skoven der for forbi under dem i en hæsblæsende fart, som liv aldrig havde oplevet før, over og omkring dem var himlen skinneblå. Hun så en lille hvid sky længere fremme og pegede på den
kan vi flyve igennem den ?"
spurgte hun nysgerigt. hun kunne ikke vende sig om og kigge på ham, for så ville hun bare vride sig for meget fri.