”” EN WKEEKENDET FOR SIG SELV ””

[Neimi Silvertung]

Neimi stod og så lidt på maden som hun lidt havde besluttet sig for at gå ned med igen. Neimi tog bakken med maden og gik roligt ned med den, hun så dog godt hvor Tom var gået ind og havde set han ikke havde lukket døren. Hun gik med bakken og afleverede den ved krofatter før hun roligt gik op igen for hun ville ikke betale for den mad. Hun gik derefter roligt op igen, lige tids nok til at se Tom gik rundt for at finde en ugle til at aflevere brevet.?? Han havde tydeligvis besvær med det da meget få folk brugte dyr til at transportere beskeder og meget mindre brugte de ugler! De var jo sjældne at bruge. Folk brugte mest almindelige budbringere for de var mere pålidelige end dyr..
Da de igen stod på gangen begge to så hun roligt på ham ”Jeg håber ikke på beskeden skulle langt. Det bliver snart sne storm og så er en ugle ikke særlig god at sende ud. Jeg forstår ikke hvorfor du ikke bare sendte en almindelig budbringer ud som normale mennesker.” sagde hun roligt for han var en meget sær mand. Først går han ind i kvindes rum uden at spørge om lov og så leder han efter en ugle til at flyve i en snestorm. Så man måtte da håbe hans besked ikke skulle længere end til den nærmest landsby. Men igen hun kunne heller ikke forstå hvorfor det hastede sådan at med at få en besked ud til en person, det var jo ikke alle som ville rejse i sådan et vejr. Sneen lå jo allerede i en god højde så det kunne være svært at komme nogen steder.

[Tom Cilvan Klims]

Tom vente sig stille og rolige da han hørte en stemme bag sig det var tydlige at høre hun ikke kendte en troldmand ” ugler er utrolige kloge og ved hvor de skal hen de er hurtigere ind et mennesker i sær når man lige giver dem en lille smule hjælp ” svaret han stille og vente sig rolige og så op på kvinden der var lidt stilhed men tom vidste hvordan han skulle renge denne person ud han stille sig lidt til siden for ikke at virke trune ” nej den skulle bare hjem til min søn jeg ville ikke have at han var urolige han er hos naboen ” svaret tom stille og rolige mens han stod i dør åbningen mens hans øjne sudret kvinden lidt hun virkede lidt mere rolige og snak saglige ind før han vidste ikke hvad han skulle gøre men han valgte at invitere hinden med hånden ” du er velkommen vis du har brug for at Snakke ” svaret tom så sødt som mulige stille gik han hen til et brod mens han kikket lidt rundt staven stod på et lille hjørne og lyste stille op han prøvet at sprede lidt glæde i rummet med noget lys

[Neimi Silvertung]

”Jeg gentager mig selv, du er ikke helt normal og de beskyldte mig for at være ond imod dyr” sagde hun roligt for nu kunne tidligere beskyldninger imod hende da ikke helt passe. Han sendte en ugle ud i snestorm midt om natten og brugte magi på den, det kunne kun være dyremishandling. Men igen han kunne stadig ikke være normal for INGEN hun kendte brugte ugler, hverken de kongelige, de adelige, de magiske og de ikke magiske brugte ugler, så han måtte være et sær tilfælde når han ikke gjorde som de andre og brugte normale menneskelige budbringere.
Neimi trak på skuldrene ved hans næste kommentar. ”Du er dårlig til at lyve men igen det er min sag at blande mig. Men hvis uglen skal til Nirelia så skal du nok ikke regne med at den når frem før om 3-4 dage især i det vejr” sagde hun rolig for det var nu ikke hendes sag at blande sig i andres privat liv, det kunne jo kun føre til ballade i længden, men hun havde på fornemmelsen at han var fra Nirelia og ikke fra Darklia uden at hun vidste meget om ham. Hun så roligt på ham med de brune øjne og armene let over kors som hun lænede sig op af dørkarmen for hun stod lige så godt her. ”Jeg har ikke brug for at snakke. Det roder kun en ud i problemer.” forsatte hun roligt for hun havde ikke ligefrem brug for at snakke omkring hende selv. Det var i hvert fald hendes holdning med at det bare gjorde ondt at snakke om fortiden, normalt ville det ikke have været et problem men igennem de sidste 20 år gjorde det kun ondt.

[Tom Cilvan Klims]

Tom følte sig lidt utrykt med denne person, dog vidste han ikke hvorfor hun dømte ham sådan stille vente han sig væk fra hinden og begyndte at finde noget tøj frem som han skulle have på i morgen for der skulle der fest her nede, men så sagde lidt hårdt ” vis du bare er her for at dømme mig må jeg bede dig om at gå ” svaret tom lidt surt for han hadet altid brugt ulmer eller dure. Han kunne ikke lide den måde denne person bare dømte ham på sikke en fræk hed tom tog stille sin stav og gik lige så stille mod kvinden og stod nær heden ” du kender mig slet ikke så hvordan kan du bare stå der og dømme mig ” svaret han lidt surt og gjorder klar til at smække døren i hovdet på hinden tom måtte ind rømme at hun tændte en lunte hos ham så negativ en person hadet han ikke set længe dog hadet han hadet selv været der men var i de mindste kommet op igen

[Neimi Silvertung]

”Jeg dømmer ikke. Jeg siger bare hvad jeg observere. Desuden er de personer som er lidt sære i det, de mest interessante.” sagde hun roligt for det var jo ikke hendes skyld at han blev sur over hun sagde sandheden med de observationer hun havde foretaget sig inden for kort tid. ”Men igen hvis du ikke kan tåle at høre sandheden så må du jo om det, til trods for jeg blot har sagt de ting som du selv har sagt først. At en Nirelianer ikke kan tåle sin egen sandhed og har temperament må jeg dog sige er noget nyt, så måske er du fra grænsen i stedet. Hvad tror du din søn vil sige til at du smækkede en dør i hovedet på en kvinde?” sagde hun roligt med et skævt smil før hun rettede sig op og vendte sig rundt så hun kunne gå ind på hendes værelse igen. For den mand kunne jo tydeligvis ikke tåle at der blev sagt noget til ham, men hvor langt han ville gå med det måtte hun jo bare vente at se. Hvis han slog hende eller gjorde noget andet ondt, så kunne hun kun have ondt af den kvinde som ville tage ham til mand.

[Tom Cilvan Klims]

Tom kikket lidt efter hinden , og rystede hovedet en smule på hovedet måske gik det beder i morgen med dem. Stille og rolige lukket han sin dør for der ikke skulle komme flere mennesker han var en troldmand, og fandt sig ikke noget men han kunne nu også lide at være lidt mystiks tom vendte sig rolige om og kikket op i loftet ,hun var faktisk en sjov kvinde. Han smilte lidt og lukket hans øjne og faldt i søvn næste morgen stod tom op. For at gøre klar til morgen mad han hadet taget sit nymal tøj frem det vat stadig sne storm måske var de fanget her længe han håbet bare william måske var stærk nok til at forstå at hans gammel ,mand var fanget af natura kræfter selv han ikke kunne klare. Tom tog stille sin lange stav ind til sig og gik rolige ned for at hilse på kro fatter ” gomorgen tom sovet godt ” svaret krofatter mens han lavet mad til ham og satte en grus øl tom selv gik langsomt ned det så ikke ud til der var mange efter natten sjove ting et smil kom frem og han satte sig for at indtage sin morgen mad nogle mennsker var stadig trætte men han tænke det nu nok bare var de mange drink de to mænd fra aften før sad der men de var lidt sigs selv igen men tom tøvet ikke med at give dem æsle øre vis de prøvet på noget

[Neimi Silvertung]

Neimi trådte tilbage som han begyndte at lukke døren foran hende. Hun vad dog lidt utilfreds med han ikke svarede på hendes spørgsmål men igen ham om det. Hun havde da altid noget andet at lave end at snakke med en mærkelig og lettere uinteressant mand. Så hun vendte roligt rundt og gik hen ad gangen og ned til kroen igen selvom hun havde haft lyst til at være for sig selv så var det ligesom blevet ødelagt på grund af Tom. Hun tilbragte et par timer nede i den glade kro og fik snakket med hendes gamle mystiske bekendt som havde stået oppe på gangen tidligere. Til sidst havde hun dog kedet sig så hun var gået tilbage til hendes værelse og låste døren efter sig så ingen ville forstyrre hende. Derefter lagde hun sig til at sove, desværre kun i kort tid før hun havde vågnet med et skrig, i mørket havde hun sat sig op og lagt hovedet imod muren med et opgivende suk.
I løbet af natten var hun dog alligevel faldet i søvn i en siddende stilling, så da hun vågnede igen havde hun lettere ondt i nakken. Det var stadig tidlig morgen, men hun havde nu også været et morgenmenneske meget længe. Hun rejste sig fra sengen og tog en ny kjole på, denne gang en lang mørke grøn og et brunt bælte mens håret blev sat med en løs hestehale der hang over hendes skulder. Hun gik derefter roligt ned i kroen og satte sig oppe ved baren hvor hun bestilte en gang æg sammen med et glas vand. Det var egentlig ikke fordi hun var særlig sulten men hun havde brug for noget til at holde sig varm.

[Tom Cilvan Klims]

Tom kikket stille på kro fatter og nikket rolige . ”ja som at være hjemme igen ” svaret tom med et lukket blik for øjet. Mod ham kro fatter smilte bare og vendte sig om og så Nemi han smilte igen og sagde ” god morgen til dig også nemi du ser ud til at have haft en hård nat ” hans mave vente sig om mod disken og begyndte at pusse sine glads op uden tøven dog sendte kro fatter et blik til tom som kikket lidt ud af vinduet. Lidt væk fra alting, sol lyset ramte hans ansiget så det lyste helt op ”tja jeg tror ikke jeg kommer hjem i dag ” sukket trom stille til sig selv men smilte lidt * måske burdte jeg blive venner med hinden kvinden i går vær lidt mere sød mod hinden * tom hadet en leder bog ved siden af sig og begyndte at skrive en formular op han skulle huske,at prøve blikket vente sig mod Neimi han smilte dog i dag til hinden og nikket rolige *husk at være sød tom....det kan du sagtens sige det ikke dig der har været i problemer med en pige før * men han grinte lidt inden i da han kom i tanke om at hans diskoen ven var en del af ham. Stille rejste tom sig op og gik hen til hinden for at give hånden frem ” jeg ville godt undskylde min opførelse i går jeg hadet drukket lidt og det kom lidt over mig ” svaret tom stille med et varmt smil men og prøvet at få øjne kontak med hinden han husket hun sagde hun kunne give ælse øre vis hun selv ønskede det så hun måtte være en magier selv af en form

[Neimi Silvertung]

Neimi vendte et lidt dovent blik imod ham for hun var ikke helt vågen endnu. ”Morgen. Det er ikke noget nyt” svarede hun roligt for hun havde ikke sovet en helt nat igennem i mange år, så det var ikke ligefrem noget nyt. Hun kunne ikke sove ordentligt når hun sov alene, det var de forbandet mareridt som hjemsøgte hende nat efter nat som kun kunne blive jaget væk hvis andre sov i hendes nærhed, så tæt så hun kunne hører deres åndedræt. ”Jeg gætter du tager en vagt til når Ashley ikke er dukket op” sagde hun roligt for Ashley var den daglige bestyrer på grænsekroen, det havde den tidligere dronning Drazilla sørget for, så denne krofatter var der bare en afløser til eftermiddag og nat. Krofatter nikkede som om han gav hende ret. Det var klart Ashley ikke ville dukke op med denne sne, det boede hun vidst nok for langt væk til at kunne.
Hun fik hendes æg og vand lige inden Tom kom hen til hende for at give hende hånden, først så hun lidt mistroisk på før hun tog imod den meget kort og vendte tilbage til hendes mad. ”Det er derfor man ikke drikker, man ved aldrig hvad der vil ske når man drikker og folk ændre sig” sagde hun roligt før hun begyndte at spise af hendes æg for hun var alligevel lidt sulten. Hun kendte nu godt til at folk ændrede sig når de drak, hun havde set det så mange gange og selv kun prøvet det en enkelt gang, det var nu også derfor hun ikke selv drak. Der var ingen grund til at drikke heller ikke på kolde dage.

[Tom Cilvan Klims]

For tom at høre lød hun lidt hellige men han smilte bare og nikket mest ikke for at være uhøflige, men han kunne ikke lade være med at tænke på den triste mine hun lå inden med han tænke vis hun hadet brug for at snakke måtte hun selv sige til det. Tom blik prøvet at mødes Neimi ” tja det kan du ha rat i men nogle gang må man også slå sig løs ” der gik lidt tid før tom rejste sig for at gå hen til dør åbningen for lige at kikke ud det snete stadige voldsomt så lukket han igen ” puha det er noget af en sne sne sky der er over os lige nu mund den nogle sinde ville stoppe ?” tom snakket rolige og kikket lidt rundt om kræng der var en gammel mand som svaret ” tjaaaa det længe siden der har været sådan en sne storm her men det under mig ikke verden er i forandring” tom vente sig om til den gammel mand og da han godt kunne lide gammel Historier så lytte han godt med dog vente blikket sig mod Nimie men han vidste også godt han ikke skulle prasse sig for meget på ” tja jeg tror du har rat gammel mand tiderne ænder sig lidt men det heller ikke noget vi kan stoppe ”

[Neimi Silvertung]

Neimi var nu stadig lidt små træt efter en af de sædvanlige dårlige nætter så hun skulle lige op i humør igen. ”Hvis man er glad for sig selv så behøver man ikke sprut til at hjælpe sig med at slå sig løs” sagde hun roligt for hun kunne nu godt slå sig løs uden at drikke. Det var kun folk med dårlig selvværd der gjorde det i sidste ende eller folk som bare var trætte af selv eller deres omgivelser så de ville drikke for at glemme.
Neimi sad roligt og spiste mens Tom gik hen til døren for at se ud. Neimi var ligeglad med hvordan vejret var udenfor for hun skulle alligevel ikke ingen steder, der var jo ikke nogle steder hvor der var nogle som ventede på hende. Så der var ingen grund til at rejse også selvom det var for første gang i over 20 år at hun endelig var en fri kvinde igen, ingen der bandt hende til noget sted og ingen der havde brug for hende i sidste ende, og alligevel virkede det som en trist tanke. Neimi fik spist færdig og skubbet hendes mad væk fra hende igen. Hun rejste sig igen og gik hen til en pejs for at få noget varme for hun frøs bare ved tanken om kulden og sneen uden for men på den anden side så hadede hun stadig vand af alle former, det gøs igennem hende. Hun satte sig til at se ilden danse i pejsen som det virkede hypnotisere på hende.

[Tom Cilvan Klims]

Tom vendte sig stille om og kikket med lidt nysgerrighed, mod alle de mennesker som der var her. Han kunne kende nogle af de få fra aften før han trak lidt på skulderen og kikket hen mod neimi rolige flute han efter og lende sig op af en bjælke så sagde han med en rolige klang ” så hvad er din livs historige ” han satte sig rolige ved ilden dog lidt væk fra hinden og så ind i ilden dog var han sikker på han nok ikke ville få noget svar til at starte med men han var, han følte sig dog lidt ensom han hadet ikke nogle at snakke med som sådan eller spise med eller more sig med men måske vis han kom lidt nærmere ind på denne kvinde. Så ville der måske være noget at komme efter men hvad vidste Tom ikke i nu trylle staven hadet han tæt ind til sig det var næsten som hans anden ægte skab han forlod den arldige og han følte sig nøngen med den

[Neimi Silvertung]

Neimi sad roligt og så ind i flammerne, som hun havde gjort så mange gange før i andre situationer, men den fangede hende altid i sidste ende og fik hende til at blive rolig som om alle bekymringer blev lagt væk i noget tid. ”Min historie er næsten som alle andres vil være. Jeg blev født, jeg voksede op, jeg levede og jeg døde.” sagde hun roligt for det var jo nærmest sand, hvis det ikke var fordi hun var udødelig så ville hun være død for længe siden og efterladt til at rådne op hvis ikke vilde dyr fik hende først. ”Jeg følte friheden, jeg hadede, jeg elskede, sørgede og jeg følte glæde.” forsatte hun for sådan var det, dog savnede hun friheden ved intet at føle noget men alligevel ville hun ikke ændre noget når det kom til stykket.

[Tom Cilvan Klims]

Tom kikket lidt ind i ilden han kendte alt for godt til det hun hadet gem gået han foldet stille hederene, og sagde med lidt tris stilhed ” Jeg kender både smerten og følelsen som du har... men jeg har et lys som bringer mig tilbage....” svaret han med et smil og vente rolige hovedet mod.Neimi og men kikket ind i ilden igen for det var regtit han hadet en lys som glædet ham og han ønsket kun det bedste for sin søn william han linde sin mor i persolighed men han kunne også mærke sig selv i sig selv dog måtte han se hvorvidt han var en troldmand eller ildemon stille lod han hånden glide hen over sin Skafte på sin stav han husket alt for godt hvordan hadet var ved at opsluge ham men da han fik sin søn var det som om alt vendte sig tom håbet bare på at lyset ville vare ved men denne kvinde denn Neimi så ud til hun kunne bruge noget lys i sit liv rolige lage han en hånd på hindens skuldere ” man må Arldige glemme at lave ” visket han blidt og rejste sig op og smilte ned mod hinden ” jeg håber jeg ser dig i aften jeg har hørt der skulle komme noget godt musik ” svaret han rolige med et stille blik mod hinden ”ellers ved du hvor du kan finde mig ” stille rejste han sig op for at gå op oven på for at slappe lidt af

[Neimi Silvertung]

Ilden virkede beroligende samtidig med det fjernede hendes tanker som ellers forstyrrede hende, dog hævede hun det ene øjenbrun lettere undrende over hans udtalelse. "Det tror jeg næppe du gør.." sagde hun en smule fjernt for hun kunne ikke se hvordan han kunne kende følelsen af svigt, ydmygelse, forrædderiet da ens bedste ven lo af en før man blev efterladt til døden eller hadet der fulgte med fordi alt blev taget fra en udover livet som man fik lov til at beholde sådan at man kunne gå i en evighed med visheden om at man ikke kunne stole på nogen.
Øjenbrynet blev sænket igen som hun følte irritationen komme over hende da han hviskede at man aldrig skulle glemme at leve. "Jeg levede... Jeg døde" snerre hun irriteret med et bestemt tryk på døde, som hun vendte hovedet imod ham med et nærmest vredt udtrykt for han skulle ikke tale om at hun ikke måtte glemme at leve når hun tidligere havde sagt at hun døde. Han skulle ikke tro han kendte til hendes følelser eller til at hun skulle bruge et eller andet lys, for det lys var slukket for meget længe siden at det ville hun bestemt ikke have igen, det ville kun bringe smerte med hende. Hun blev så vred at hun rejste sig for hun følte varmen fra vreden at hun måtte køle lidt ned, så uden at tænke over hun skulle have overtøj på eller noget, gik hun igennem krostuen for at gå ud af døren og lige ud i snevejret. Dog gik hun ikke mere end et skridt eller 2 ud i snevejret før hun trådte til siden sådan at hun hvilede ryggen og hovedet imod muren som hun følte sneen og den iskolde vind imod hendes ansigt. Et stille suk sneg sig over hendes læber for det her var lige hvad hun havde brug for, selvom hun normalt hadede kulde så var det lige hvad der skulle til.