Grænsen

[Khaine]

Det var midt på dagen og solen stod højt på himlen. Det rindende vand i floden var alt der kunne høres, da fuglenes stemmepragt blev forvist af skrubler om ondskab fra Darklias side. Khaine havde haft travlt den dag, da han var blevet stillet til opgave at rekruttere nye mænd til Darklias hær, blandt andre ting. Solens stråler virkede ikke til at påvirke de mørke træer på Darklias side, som stadig kastede store tykke skygger ud over floden og den bare jord. En svag lyd kunne høres og et gisp af anstrengelse blev ytret, lige efter hoppede en sort skikkelse ned fra et af de mørke træer. Det var en sortelver, som hurtigt så sig omkring. Han satte sig ned på hug og lavede en hurtig skinger lyd, hvilket blot fremprovokerede flere lyde. Der trådte nu endnu en sortelver frem, men han vendte sig blot bagud, med blikket imod skyggerne. De var begge iklædt sort tøj, med tegn på mangfoldige våben og knivblade gemt under deres tøj og rustning. Endnu en skikkelse trådte ud fra skyggerne, denne gang efterfulgt af et nik fra de to andre. Det var Khaine. Han havde rekrutteret 2 af hans egen slægt, mestre i snigmord og det at være usynlig for fjenden. Khaine var selvfølgelig iklædt hans lette rustning. Han kiggede over floden, parat til at krydse den, og træde ind i Nirelias land.

[spurv]

liv havde smidt tøjet og var hoppet i floden der skilte de to lande fra hinanden, men grænsen betød ikke så meget for liv for hun gik på begger sider af den uden rigtigt at vide hvorfor der skulle være noget galt i det. hendes tøj var blevet smidt længer oppe af floden og hun havde bare ladet sig glide med strømmen ned af floden sjovt nok havde hun et bælte spændt om det nøgne liv hvori der hang en lille fin sølvfløjte, det var godt nok underligt at have en fløjte med i vandet især når hun ikke havde andet på. det havde været varm og liv havde fået lyst til en dukker. hendes sol gyldne hår blev uglet af de blide bølger i vandet og hun så op på den blå himmel med et stor glad smil

[Khaine]

En af sortelverne bevægede sig hurtigt og rettede sin bue i retningen af floden. Khaine og den anden tog et par skridt tilbage og kiggede diskret ud på floden. De behøvede ikke at tale sammen for at samarbejde, og Khaine behøvede ikke at udtale ordren før de gjorde det. Khaine hævede kort sit øjenbryn og smilte skummelt da han fik øje på en lille pige som bare flød med strømmen. Khaine gjorde et nik til en af de andre, som ivrigt virkede til at ville have fat i pigen, og han reagerede med det samme. Han forberedte sig lidt, imens alles øjne var fokuseret imod den lille pige. Sortelveren gik ned i knæ, stadig i skyggerne, og spændte sin bue. Med stor præcision affyrede han 4 skud imod den modsatte bred. Til pilene var der bundet tynd og stærkt reb, som ville forhindre den lille pige i at glide længere ned af floden, således at de kunne få fat på hende. Khaine lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede pigen, der uden så meget som en eneste bekymring var taget ud til disse kanter alene. Det morede ham lidt, og Khaine fjernede sig fra skyggerne, og gik ud i sollyset, som reflekteredes i hans hvide hår. Hans blik var fæstnet på pigen.

[spurv]

liv støte pludeligt ind i noget der stoppede hendes tur ned af floden hun rettede sig op i vandet og så rabet " mærkeligt" kom hendes lille fine stemme der lød mere som musik og klokker end som om de virkeligt var fra et menneske, hun smilede og dykkede ned på bunden, hun behøvede ikke dykke så langt ned men det var sjover, da hun kom op igen på den aden side fik hun øje på en sort mand der så ned på hende, hun rettede sig atter op i vandet og trådte vande og smilede stort til ham " hej" sagde hun som om han var en fantastisk god
overeskelse

[Khaine]

Khaine sagde intet, men indeni var han ved at dø af grin over den måde hun bare dykkede under vandet. Han kiggede flygtigt på den af de andre der havde affyret pilene. "Dan behu druhir." sagde Khaine med sin mørke stemme der ville være klokkeklar som en hver anden elvers, hvis ikke det var for sproget der blev ytret og den hæse mørke i stemmen. Straks efter Khaine havde ytret hvad helt sikkert var en kommando, hoppede de begge to i vandet. Inden længe var de nået hen til pigen. De ville slæbe hende med op på bredden til Khaine. Khaine tog roligt et par elegante skridt hen til der hvor de slæbte hende op, og betragtede kort hendes nøgne krop. Denne pige måtte uden tvivl være den mest naive og dumdristige pige Khaine længe havde set i hans lange liv. Khaine gik hen til hende med et skummelt smil på læben, og satte sig ned på hug foran hende. Selvom han havde rustning på, kunne han stadig sætte sig på hug, da denne rustning var meget bevægelig og let. han sørgede for at hun højest sandsynligt ikke ville få øje på nogle af de dolke han havde gemt på sin krop, og ikke ville føle sig specielt truet af ham. "kaeleth caron car. Naga malé." sagde han hurtigt til de andre, som nu pressede hårdt om pigens arme og derefter slap hende på en rimelig brutal måde. Khaine lagde hovedet let på skrå og smilte således at man kunne se en af hans hvide hjørnetænder. "Hey med dig, lille ven." sagde Khaine i den mest venlige tone han kunne frembringe, hvilket han troede var nok til en naiv pige som hende.

[spurv]

liv så undrende på de elever lignende ting der kom imod hende, hun havde aldrig set en elever men hun gættede på de ville se nogenlunde sådan her ud, i stedet for at løbe som de fleste ville have gjord svømmede hun hen imod dem, og ham da de tog fat i hende liv smilede stort og så underende på dem og grinede højt da hun blev løftet op af vandet, det kilede i mavnen og hun ar ikke van til at blive løftet. hendes latter lød næsten uhyggeligt meget som små fine klokker, og man kunne høre et par fugle der kvidrede op ved lyden. hendes safir blå øjne ,mødte ,mande. hun forstod ikke hvorfor de pludseligt holdt så hårdt fast før de slap hende men de havde nok en god grund og liv smilede bare til dem " mange tak, det var sjovt" hun så fra dem og tilbage til manden der nu havde sat sig på hug, hendes blik var frygtøst og glad. " hej2 hun kiggede på ham med stålende øjne " du er godt nok smuk" røj det ud af munden på hende

[Khaine]

De to der havde slæbt hende op på bredden kiggede undrende på hinanden som de stod på hver deres side af pigen. At hun ikke havde beklaget sig undrede dem, og de endte med et kiggede ned på pigen, og derefter rette blikket mod Khaine. At hun var bramfri nok til at sige han ligefrem var smuk, gjorde at Khaine måtte skjule hans irritation over pigens adfærd. Det interesserede ham dog stadig, hendes væsen og hvorledes hun kan rende rundt i tider som disse og ikke føle sig bare en smule bange. Han gætte på hun var i teenage-alderen, dømt ud fra hendes nøgne krop og hendes generelle udseende. "Mit navn er Khaine. Hvad er dit navn?" spurgte han, stadig med den "venlige" stemme og en udstråling der i det mindste var meget mere positiv end den normalt var i hans tilfælde. I hans øjne var hun ikke andet end en lille hundehvalp der enten skulle sættes fri eller aflives, hvilket selvfølgelig afhang af den næste stykke tid. Khaine kiggede op på en af de andre, og gjorde et lille nik imod floden. Sortelveren vidste med det samme hvad han skulle, og gik hen til floden for at fjerne pilene og rebet. De kunne ikke risikere at nogen kunne følge deres spor.

[spurv]

liiv smilede " LIV" sagde hun glad og bøjede let i hilsen hun kunne ikke nejede rigtigt eftersm hun sad ned men nikket md hovedet var det bedst hun kunne gøre " mig e ære at møde dem " kom hendes efterfølgende svar, hun smilede stadig og så op på ham. hendes lange gyldne hår hang vådt ned langs hendes side og hun vredte med sikre hænder det meste vand ud af håret. hun virkede heler ikke spor genert over at stå nøgen foran 3 fremmede mænd

[Khaine]

Khaine sad jo stadig halvt på hug foran den unge menneskedatter som han nu havde fået navnet på. Allerede nu begyndte han at tænke på om hun mon havde forældre, hvilke slags mennesker de var, og om de måske ikke var de helt gode forældre. Han tænkte dog at de sikkert var af en eller anden fin slægt da denne unge dame allerede havde lært at tale høfligt og med høflig tiltale. Khaines ansigt var stadig belyst af det skumle smil og det indbydende blik, imens han samtidig lod hans blik spejde området. "Og i sandhed en ære at møde Dem Liv." sagde han og kiggede hende nu ind i øjnene. En af de andre sortelvere havde nu samlet pilene sammen og igen stillet sig ved Liv og Khaine. Khaine kunne ikke rigtig gøre sig klog på denne unge pige, som var hun en lille ignorant engel sendt til disse lande for at "sprede lidt solskin og glæde". Khaines interesse faldt nu på bæltet om hendes liv, og derved også sølvfløjten. "Kan De lide musik?" spurgte han og lagde hovedet på skrå som han studerede sølvfløjten, og kiggede på hende for at se hendes respons uden at han rørte fløjten.

[spurv]

hun smilede stort og nikkkede fingerne løb kort ned af den lille fløjte i en vandt gænge som de havde gjjordt tusindevisaf gange måske flere, det var rutine, hun kunne mærke det kølge sølv under hendes finer, en føelser der altid gjorde hende rolig " ja rigtigt meget, har de lyst til at høre" spurgtehun med smil og mødte mandens blik uden tøven, hun virkede stadig heller ikke forlegen over a stå nøgen foran 3 mænd selv om hun færdig udviklet

[Khaine]

Hun virkede meget glad for den fløjte, og siden hun var nøgen, lige undtagen den fløjte, så gik han ud fra at det var hendes kæreste eje. Khaine satte det ene knæ i jorden for at holde balancen og således det ikke blev helt ubehagelig at sidde på hug. Han kiggede op på de to andre, som allerede havde regnet ud hvad Khaines intentioner var. "Det vil jeg meget gerne Liv." sagde han bare og var allerede ved at blive en smule træt af at tale således til pigen, men opretholdte dog, hvad der for den mere mistroiske helt sikkert ville opfattes som en meget indgående facade. De to andre satte sig også ned på hug og kiggede afventende på den unge pige. Ikke mange ville bryde sig om de tanker der gled igennem sortelvernes hoveder.

[spurv]

liv smilede hun var ikke helt van til den måde de behandlede hende på men, det var nok noget med deres kultur, det skulle hun ikke gøre sig klog på " hvad vil de gerne høre, jeg kan spille næten alt der skulle falde dem ind" hun sagde næsten forde det ikke var ikkert at hun kunne deres egne hjemmelavede sange, hun havde alerede trukket fløjten op af hylstret.

[Khaine]

Smilet blev fastholdt og kan begyndte at læse i hendes øjne at mistroiskhed begyndte at blomstre i hendes sind. "Vi kunne godt tænke os at høre... en elvervise." sagde han roligt og kiggede på hende. Et kort øjeblik efter han havde sagt det, og han regnede med at hun var begyndt at tænke over hvad hun skulle spille, kiggede han på de to som stod bag ved Liv. Med det samme forstod de hvad de skulle gøre, og greb fat i hendes arme, for at holde hende tilbage. De ville ikke løfte hende op, men holde hende nede ved jorden, så hun ikke ville have nemt ved at sparke med benene. Khaine holdte lidt øje med benene imens et skummelt smil bredte sig på hans læber. Han begyndte nu at række ud efter sølvfløjten, med et klart mere beslutsomt og utilregnelig ansigtsudtryk. "Faktisk. så gider vi ikke at høre en elvervise." sagde han koldt og uden den samme venlighed i stemmen. Han glædede sig til at se hendes fulde reaktion på deres opførsel.

[spurv]

liv lagde hovedet på skrå okay, hun var meget hurtig til at tage fløjten for munden, en fortryllet lyd kom ud af fløjten der skinede med magi, melodien var en oldgammel sort elever vise liv havde samlet op langs vejen. den sprædte en underlig frem og forsikring om at natten ville komme og ville bringe gæde. det var en melodi de gik dirkt ind i alde der hørte det. selv fuglende skiftede stemning og ma kunne ikke gøre andet ind at flge dens føesler. liv nogede ikke at spille meget da hendes arme blev grebet, men de for strofer var nok til at magien havde brædt sig og skkiftet sindet. det var også nok til at folk der kendete sangen vill genkende den, skønt det ud over liv nok kun var sortelver der kendte dens rigtige lyd.
(( det er en stærk magi, som tvinger folk til at føle hvad liv spiller,( bare for at sikre mig du ved det, mage fanger det ikke i teksten))

(det her er sangen/melodien)
Hør, nu hyler vinden i det sorte, tætte mørke,
Grenene knækker og træerne sukker i trods,
Stjerne der skinnede klart før er nu væk,
Mørket hersker nu, det kalder kun på os.

- Sov nu, du unge, min yngling, min æt, for i nat hersker mørket -

Læg dig på dit leje og drøm dig væk,
Lad mørket styre dine unge tanker,
Lad uhygge værne dig mod kærlighed,
Så hårdt er det hjerte i brystet, der banker.

- Sov nu, du unge, min yngling, min æt, for i nat hersker mørket -

Hør de svage lyde fra den dunkle, stille skov,
Det er vort folk der er på jagt i natten, min ven,
Med mørkt, listigt sind og smidige kroppe,
Jager de skovens dyr, til det bliver dag igen.

- Sov nu, du unge, min yngling, min æt, for i nat hersker mørket -

Natten flænges af en høj, skinger lyd,
Det er et skrig, hører du, en elver så sød,
Hendes lyse hår er plettet af blod og jord,
Den forfængelige, stolte, fagre race er død.

- Sov nu, du unge, min yngling, min æt, for i nat hersker mørket -

Dit sind frydes over denne ynglings død,
En skovelskers gode sind er nu bragt til ende,
Kun knoglerne er tilbage, hvide og blanke,
Naturen har taget, hvad der tilhørte hende.

- Sov nu, du unge, min yngling, min æt, for i nat hersker mørket -

Nu kommer jægerne tilbage fra deres jagt,
Med tilfredshed i stemmen og renen død,
Vor eksistens er sikret ved deres stolte fag,
Respekter dem, du unge, de er vort levebrød.

liv å undrende på ham og på hans hånd men smilte stadigt sødt til ham.

[Khaine]

De to sortelvere nåede ikke at få fat i Liv inden hun begyndte at spille. Den korte bid hun nåede at spille, påvirkede dem så grebet blev hårdere og kroppen stivnede, men de kiggede blot ind i den mørke skov foran dem. Khaine knyttede den hånd der havde grebet ud efter fløjten, og et tomt blik fyldt med minder sprang op. Han nåede ikke fløjten, som i stedet var langt væk fra hendes mund, da de andre stadig holdte fast om hendes arme. Khaine faldt i stedet bagover ned på sin røv, og kiggede forundret på Liv. Hans åndedræt blev svagere og det var som om han så minderne for sig, alt imens han rastløse og hævngerrige natur blev tilsidesat for en underlig fredfyldt følelse, en følelse han ikke kunne huske, men havde savnet så meget. De to som holdte om hendes arme, slap dem lidt efter lidt, som om alle kræfterne i hendes hænder var blevet pacificeret af den smukke melodi, og de faldt begge to til deres knæ, forundret over hvad der skete. Khaines sind blev fyldt med glædelige minder om hans tidligere liv, i sikkerhed i en blød seng og med en familie der elskede ham. Solen skinnede med det var som om natten bød sig på, og Khaine følte sig så underlig træt. Med et tomt blik kiggede han på Liv. Men da melodien havde forladt hans hoved, blev blikket formørket da han mindedes hvorledes denne tidligere harmoni blev knust og alt hvad han engang holdte kært, blev fjernet fra denne verden. En iskold tåre rullede ned af hans kind, og det var dette som igen vækkede ham. Han rejste sig hurtigt op, og kiggede truende på liv, nu med hans lille armbrøst i hånden, armeret med giftige pile. "Hvis du, unge magiker. Spiller endnu en melodi. Vil jeg lamme din krop og sende dig langs floden imod døden." truede han, stadig lidt i tvivl om hun overhoved forstod sig på hvad en trussel var. For hvis hun ikke gjorde, ville han sørge for at hun kom til at vide det. Imens han talte begyndte de to andre at komme til sig selv, og genfinde deres styrke.