A little free time?

[Phoenix Storm]

Drazilla kunne have været værre, meget værre endda, men det gjorde ikke smerterne inden i hende bedre. Måske skulle Phoenix have været mere høflig, så havde hun undgået endnu et slag imod sin kind, som knap nok kunne kaldes et slag, men det gjord ikke hendes kind mindre rød. Nu kunne man godt se at hun havde snakket med hende, men folk ville nok sige at hun kun havde fået et blidt klap fra Drazilla, når man tænkte på hvor meget værre hun kunne blive. Hvor rasende hun egentlig kunne blive. Det eneste hun gjorde var at nikke til svar, undgik omhyggeligt at se på hende på nogen som helst måde, for hun turde ikke sige noget eller se på hende for den sags skyld. Hun havde en stor lyst til at råbe og skrige, hyle og skave sig, det ville bare ikke hjælpe noget hvis hun gjorde. Eller måske ville det lette på alt det om hun gik rundt og bar på, inden i sig. Af ren refleks prøvede hun at trække hånden til sig, men stoppede midt i det, og lod hende bare gøre som hun ville. Det ville alligevel ikke nytte noget. Hun følte sig helt modløs, trist og underligt tom for al glæde og lykke som hun havde følt i det sekund, Rai var trådt ind i hendes liv. Nu måtte hun vel leve med, at hun ikke måtte se ham. Måske havde Drazilla ikke lige præcis ment det, men det ville gøre alting nemmere for dem, hvis Phoenix bare holdte sig væk så godt som muligt. Den eneste hun dog ville gøre det nemt for, var Rai. Hvis hun holdte sig væk fra ham, så ville han få det nemmere, eller i hvert fald lige så nemt som han havde det, inden hun viste sig for ham. Der var ikke andet at gøre, end følge med Drazilla, der var ingen modstand i hende, ikke nu hvor hun bare blev smidt ned i sovesalen hvor hun sov sammen med alle de andre slaver. Gad vide hvad han lavede lige nu og bare hun ikke ville være for hård ved ham, hvis de da skulle have sig en snak. Den lydeløse gråd var holdt op, hun var fuldkommen tavs, mens hun bare kæmpede for at holde det hele inden. Hvis hun var alene nede i sovesalen, kunne hun jo give efter for det hele, men lige nu, nyttede det ikke at græde. Og det ville sikkert bare irritere hende endnu mere, hvis hun fortsatte med at græde.

[Rai Mirriko]

Rai sad roligt på en stol og havde smidt den våde klude ned i en vaske, så den kunne blive rengjort og klargjort til at skulle bruges igen. Han var måske ved at falde i søvn, fordi han var van til at få ordre for det meste. Og lige nu var der en smule stille, det virkede ikke helt så trygt, som man måske kunne forstå på det hele. Rai havde mest af alt løst til at bande over det som var sket. Han skulle aldrig have kigget på Phoenix, men hun var jo som hans egen lillesøster, det var jo svært at lade vær med at sende et smil til den lille søde pige.
*Jeg dør af kedsomhed, hvis jeg bliver her*
tænkte han en smule små irriteret og rejste sig op, han endte med at sende et venligt blik til kokken i køkkenet, før han gik ud af køkkendøren. Dog stod han en smule stille, da han ikke vidste hvor han skulle hen, for lige nu skulle han helst ikke rende ind i Drazilla og da slet ikke hvis hun havde Phoenix med sig, han ville jo ikke kunne lade vær med at kigge på hende. For ham var det mere uhøflig. Men hvis han ikke havde noget andet valg, så måtte han jo bare tage sig sammen.

[Drazilla Dragoens]

Zill gik roligt ned af gangene med Phoenixs arm i hendes bare for at tøsen ikke skulle stikke af hen til Rai, så hun fulgte tøsen hele vejen ned til tronsalen eftersom hun ville holde godt øje med både hende og Rai hvilket betød de ikke kunne gøre særlig meget uden hun ville blande sig i det, men det var igen fordi hun var jaloux anlagt og ikke ville dele ham med andre selv ikke en lille tøs som Phoenix, eller jo det kunne ske hun kunne overtales til det men så skulle der også god overtalese til fra Rais side eftersom hun ikke lyttede særlig meget til Phoenix fordi hun var kun en lille pige som ikke havde nogen videre interesse.

[Phoenix Storm]

Det gjorde ikke ondt at hun holdte sådan i hendes arm. Hun havde jo også vænnet sig til værre ting. Mens de gik, tænkte hun meget på hvad hun skulle gøre, hvis hun nu stødte ind i Rai. Selvfølgelig ville hun prøve at gøre sit bedste, for at han ikke endte i vanskeligheder på grund af hende, eller i hvert fald ikke flere end han måske stod til. Det var bare, om hun nu havde styrken til at kunne lade ham være i fred. Men hvis det var for hans egen skyld, så håbede hun lidt at hun ville have styrken. Hvorfor fulgte Drazilla hende egentlig af sted? Ville hun ikke have at de stødte ind i Rai igen? Eller rettere sagt, at hun ikke stødte ind i ham igen? Hun spurgte ikke. Da de nærmede sig tronsalen, begyndte hendes kind at gøre lidt mere ondt, end den havde gjort for et øjeblik siden. Hun rørte kort ved sin kind, inden de igennem tronsalens døre, så hun kunne blive smidt ned til sovesalen hvor hun skulle blive hele dagen. Hendes blik var rettet imod jorden, så hun vidste ikke om hvorvidt der var andre end dem eller ej, hun havde ikke den fjerneste anelse om det, og måske var hun egentlig også lidt urolig for at vide det.

[Rai Mirriko]

Rai gled ned af muren ved siden af døren, dog var han en smule skjult af nogle søjler, som prægede den store tronesal. Hans ben var foldet sammen, imens at han lod sit blik glide op mod loftet. Der var sket mere i dag end han lige havde regnet med. Han lukkede langsomt øjnene, måske var det ikke helt så heldigt, men der var ikke noget han kunne give sig til. Hans tøj hang en smule slapt, og skjorten var heller ikke blevet lukket, fordi han havde haft behov for noget luft, imens at han skulle tørre vandet op efter Phjoenix. Det gjorde ham sådanset ikke noget, da han så havde haft noget at fordrive tiden med. Skjorten stod halvt åben og det var måske en smule tydeligt at se på ham, at han var træt. Men det kunne selvfølgelig også bare være, fordi han manglede noget at holde sig igang med. Han var fuldstændig tom, men overvejede at finde ud af, hvor lille Phoenix overnattede henne, dog ville det igen var risikabelt. Tiden måtte vise, hvad han havde tænkt sig at gøre.

[Drazilla Dragoens]

Zill sagde ikke noget men førte bare Phoenix igennem tronsalen, uden at kigge så meget rundt for andre interesserede hende ikke. Det hun gik op i lige nu var at føre Phoenix igennem køkkent og aflevere hendes ved de kvindeliges slavers indgang, først her slap hun hende og ventede på at hun selv frivilligt gik derned eftersom det nok ikke var det bedste at skubbe hende derned, så hun ventede tålmodigt men alligevel med et køligt blik for det var ikke ligefrem en god dag det her og den kunne jo godt blive værre når hun først fik fat i Rai endnu en gang bare for at sikre sig at første advarelse var feset ind i hans hoved.

[Phoenix Storm]

Phoenix gik blot med, igennem tronsalen hvor Genna og Kaos så på dem, med nysgerrige blikke, og så igennem køkkenet hvor alle slaverne undgik at se på dem. Hun turde ikke se på Drazilla, inden hun gik ned ad trappen til sovesalen. Hun gik langsomt, var ved at snuble nogle gange, men fik hurtigt fodfæstet eller grebet fat i noget så hun ikke væltede ned ad trappen. Da hun endelig var dernede og sad på den seng hvor hun sov, kunne hun ikke græde mere. Hun var helt færdig med alle tårerne, selvom rædslen og sorgen ikke var ovre endnu. Beslutningen om ikke at se Rai igen, den gjorde forfærdelig ondt og hun vidste at det nok var det bedste hun kunne gøre for ham, at blive væk fra ham og så bare lade Drazilla få sin vilje. Men derfor gjorde det stadig ondt. Hun havde ikke været særlig sød ved Drazilla tidligere, hun skulle nok bare have været sødere og prøvet at se mere på hendes synspunkt, i stedet for at være egoistisk og bare ville gå sin vej. På det punkt havde hun ikke været særlig sød overhoved, men var hun så sød når hun opgav at være sammen med ham? Gjorde hun det rigtige? Hun tog sin bamse kanin op fra under sengen, og gik over til vinduet, hvor hun satte sig i vindueskarmen, for at vugge sin bamse og nynne en melodi som hendes mor havde plejet at nynne for hende, når hun var trist, ked af det eller når hun skulle sove. Den plejede at hjælpe, men den her gang, hjalp den vist ikke særlig meget.