Kulden bider

[Ishtar]

hun vendte blikket mod ham da hand talte og igen kom et smil frem på hendes læber " Må de meget gerne, den har aldrig drillet mig" hun rejste sig lidt op og gik hurtigt hen og vaskede sine hænder ved en tønde vand der stod derinde og tørrede dem derefter i et stykke stof der hang vedsiden af. hun sukkede let og gik hen og satte sig ned med de to krus som hun havde taget med på vejen, hun tog langsomt sjalet af og smilte til ham, hvad man ikke havde kunnet se før på grund af sjalet var en tynd hals og nogen tynde kinder, hendes trøje som gik nogenlunde op til halsen sad løst som den gjorde på resten af hendes spinkle krop. hun smilte og så lidt ned på kruset og vidste ikke helt hvad hun skulle sige.

[Rai Mirriko]

Rai smilte venligt til hende i det at hun gav ham tilladelse til at hjælpe hende med ovnen. Han gik roligt hen og kiggede ind i de små flammer, som kunne gå ud, hvornår det skulle være, man ville i hvert fald aldrig være sikker på, hvor længe det ville holde. Han kastede en flamme ind i ovnen, en flamme af magi, som han havde lært af Drazilla. Og en flamme af magi ville ikke gå ud, før man bad den om det. Nu var der i hvert fald ild og varme inde i ovnen.
"Så burde det være klaret"
sagde han med et smil på læben, dog havde han stadig blikket vendt mod ovnen, bare for at sikre sig at flammen også tog fat i noget af det brænde, som lå inde i ovnen i forvejen. Han vendte sig så efterfølgende om mod hende og satte sig overfor hende. Han betragtede hende med et mindre smil på læben. Noget der ikke kunne undgå hans blik, var hvor tynd hun egentlig var. Fik hun aldrig noget at spise? Han undrede sig en smule, men valgte ikke at spørge til det.
"Jeg går ud fra, at du har styr på, hvornår vandet er varmt nok"
sagde han med en venlig og sød stemme, idet at han lagde sine hænder op på bordet. Man kunne godt fornemme at de måske var en smule slidte, men ikke helt, da han blev nød til at skjule det. Men det var hårdt at være personligtjener for Drazilla, men det var blevet hans liv?

[Ishtar]

hun nikkede let og så på ham med et smil igen "Kedlen hyler når vandet er varmt så det er nemt at finde ud af" hun så mod ovnen og mærkede varmen fra den og smilte, der gik jo ikke så længe før hun havde det varmt og rejste sig op, hun gik hen til en skammel hvor der lå noget overtøj og smed også sin tykke trøje, hvis man ikke havde set hendes tynde hals og hendes tynde kinder ville man få et chok, det ville man nok i forvejen, inde under trøjen havde hun en kjole der sad tæt så man kunne se hvor tynd hun var, man kunne næsten se ribbenene, og hendes arme var tynde som grene næsten, det eneste der så rigtigt ud på hende var hendes tykke hår der stadig var sat op i en hestehale. hun sukkede lidt og tog hurtigt en anden trøje på så man ikke helt kunne se det og satte sig hen til bordet, hendes blik hvilede på kedlen da hun nu var en smule genert igen og skammede sig lidt over at hun havde vist sig på den måde når hun ikke kendte ham på den måde, folk plejede også at være ligeglade, med om hun sultede, snød hende når hun solgte ting så hun ikke kunne få nok penge, så hun regnede ikke helt med at han ville sige noget til det, men alligevel så hun ikke på ham.

[Rai Mirriko]

Rai valgte blot at nikke til hende, da hun svarede ham. Det var da altid noget, at man ikke ville komme i tvivl om, hvornår vandet var færdigt. Han lukkede i et kort sekund øjnene, som om han var træt, men det var mere for at klare tankerne op igen. Endnu en gang befandt han sig i et selskab af en kvinde. Han kunne da heller ikke lade vær med at dumme sig. Men han skulle blot holde sig på afstand, så ville der ikke ske noget. Forhåbentlig ikke.
"Undskyld, hvis jeg påpeger noget som De ikke bryder Dem om, men jeg kan ikke lade vær med at bemærke at du er så mager."
sagde han med en mindre stemme, da det ikke var så sikkert, at det var et godt emne at tage fat i. Det kunne sagtens være et ømt punkt for hende, men han kunne ikke bare sidde og betragte hende. Og så ikke kommentere på det han så. Han viste bare en form for interesse i, hvordan hun havde det. Eller det var i hvert fald på den måde, at man helst skulle forstå det, det skulle i hvert fald ikke vendes til noget dårligt.

[Ishtar]

hun kiggede hurtigt på ham da han spurgte hende og virkede på en måde helt overrasket over hans spørgsmål. "De.. Skal ikke undskylde.. Der er aldrig nogen der bemærker det eller siger noget om det.. Så.. Jeg kender ikke helt til andres meninger om det" hun mumlede sine ord ud og så ned på sine fingre og så hurtigt op da kedlen hylede. hun var hurtigt derhenne og tog en varme hanske fra bordet ogsatte den på hanken og en anden til at holde under, før hun gik hen til ham og hældte op i hans krus, så duften af teen kom ud i hele rummet, hvorefter hun gjorde det samme med hendes eget krus, hun hældte vandet ned på en bestemt måde ikke som andre ville gøre, men roligt og blidt, hvor kedlen ikke rørte kruset men var oppe i luften, hun smilte let og stillede så kedlen over på en varmeskåner på køkkenbordet.

[Rai Mirriko]

Det overraskede ham en smule, at hun ikke virkede fornærmet eller noget over hans spørgsmål, det ville så mange andre nok være, fordi man ikke skulle blande sig i andres sager. Han blev dog en smule chokket, da kedlen lige pludselig hyllede, noget som også overraskede ham, var at hun var så hurtigt med at få fat i kedlen. I hans tilfælde havde han nok bare taget det med ro.
"Nok fordi de er bange for at blande sig i noget personligt eller bare ikke vil tage sig af det? Måske endda bange for svaret der måske vil komme"
sagde han i et roligt tonefald og lod blikket følge hende i det at hun hældte vandet op til ham og hendes selv. Der gik ikke lang tid før at duften nåede hans næse, det var en behagelig duft og den kunne nok berolige de fleste.
"Jeg bliver nød til at spørge, hvorfor De ikke spiser noget mere? Det varer jo ikke længe før Deres tøj falder af Dem"
sagde han en smule undrende, da han da havde holdt øje med hende også da han havde skiftet tøj for ikke så lang tid siden. Han lod dog blikket glide ned i kruset og nød bare duften, imens at han ventede på svar.

[Ishtar]

hun så på ham og så ned i kruset og begyndte at bruge si'en til at få selve smagen fra urterne ud i teen og gik så roligt hen og tog et lille glas ud fra et skab og satte det på bordet, hvorefter hun puttede sien op i. hun så på ham igen før hun så ned. "Det ikke fordi folk ikke vil blande dig.. de er ikke bange, men det er mit eget problem mener folk.." hun tog langsomt en tår af teen og så på ham. " Jeg er lærling her, min mester har ikke været her længe og jeg har ikke kunnet sælge så godt, folk har snydt mig og givet mig for lidt penge.." hun sukkede og tog en tår igen før hun så på ham, hun så hen mod skabet hvor hun lige havde sat vare ind " Det mad jeg satte ind var det sidste jeg kunne købe.. jeg har ikke råd til mere.. " hun så på ham igen og så hurtigt ned på sin te igen som om hun havde sagt for meget.

[Rai Mirriko]

Rai så en smule overraskende på hende, kunne det virkelig passe, at folk ikke ville vide noget omkring hende, fordi det åbenbart var hendes eget problemer i det tilfælde? Dog kunne man da godt vise bare lidt interesse for andre. Selvom man sjældent gjorde det i Darklia.
"Det er nok fordi du befinder dig i Darklia"
konstaterede han egentlig hurtigt. Men sådan var han bare. Han fulgte nøje efter, hvad hun gjorde med sien, bare for at gøre det på samme måde lidt efter. Det skulle jo helst gøres ordentligt. Han lod sien synke lidt ned i det varme vand og tog den så op, så den kunne dryppe af, før han lagde den ned i glasset, som hun også havde gjort. Han smilte roligt til hende og vendte blikket mod skabet.
"Ville gerne hjælpe dig, men kan ikke rigtig se hvordan jeg skal gøre det? Du bliver vel nød til at vente på din mester?"
sagde han en smule spørgende, da han ikke kunne vide så meget omkring, hvordan hun havde det med situationen. Det kunne jo være, at hun slet ikke ønskede at få noget hjælp i bund og grund, fordi hun ville klare sig selv og ikke have hjælp af andre. Det meste var jo op til hende. Med hensyn til penge, så brugte han sjældent sine egne penge, han havde et sted at bo gratis til gengæld for arbejde. Og maden fik han nede fra køkkenet uden at skulle betale. Så hans egne penge blev ikke brugt, kun til druk uden for slottet.

[Ishtar]

hun så på ham og smilte lidt før hun så ned "At vente på min mester er at vente på en dom.. Det er dronningens kæreste.. hun er ikke engang glad for at jeg er her, hun tilbudte mig et job på slottet men hun skramte mig faktisk temlig meget, jeg måtte ikke engang give et kram til min mester som gav mig et hjem uden at hun truede mig.." hun så lidt ned og tog en tår af sin te igen før hun så på ham. "jeg tager hjem til grænselandet selvom det ikke er meget bedere end her, min plejefamilie giver mig i detmindste mad når jeg har gjort noget arbejde" hun sukkede let og så ned igen før hun langsomt så sig om i køkkenet, hun så på ham igen med et lidt sørgmodigt blik før hun så ned "Dette her mit hjem nu.. Men jeg er bange for at være her takket være dronningen" hendes ord var nærmest en hvisken da hun ikke kunne sige det højere.

[Rai Mirriko]

Rai blev blot mere overrasket, da hun nævnte dronningen eller rettere Drazilla i hans tilfælde. Han så en smule undrende på hende. Kunne det virkelig passe? Han smilte svagt.
"Jeg, som Drazillas personligetjener, kender al til hvor hård hun kan være"
sagde han med et grin, som om det bare var en leg for ham, men nu havde han jo arbejdet der længe, så han vidste godt hvordan han skulle tackle de fleste ting, når det havde noget at gøre med Drazilla. Han så roligt på hende og lænede sig ind over bordet bare for at komme tættere på hende.
"Jeg har selv mærket de fleste former for afstraffelser på min egen krop. Man skulle næsten ikke tro, at jeg har kunnet overleve de mange år"
sagde han roligt og lod blikket hvile på hende. Det kunne godt være at hun var bange, men hun havde nok næppe set det værste med hende.

[Ishtar]

hun så på ham med et chokerende blik før hun hurtigt så ned "Undskyld.. Det var ikke min mening at.. Undskyld.. Undskyld" hun virkede pluslig en lille smule skramt, ikke over at han arbejdede hos hende men at han var blevet straffet, hun kunne mærke frygten i hende, hvis han nu også blev straffet fordi han var der? hvem sagde ikke at Dronningen havde set sig sur på hende fordi Geralt havde valgt hende som lærling. hun så på ham igen ogtog hurtigt sin te og drak ud før hun langsomt gik hen til skabet med mad og åbnede det, hun så på maden og bed sig i læben og lukkede skabet igen og lagde hovedet ind på skabs lågen. "Jeg er bange for hun straffer dem for at være her så.. "

[Rai Mirriko]

Rai så en smule overrasket på hende, det havde slet ikke været meningen at hun skulle reagere på den måde. Han valgte at rejse sig op og gå hen til hende, for derved at sætte sig ned ved siden af hende.
"Ish, du skal da slet ikke tænke på mig, jeg har fået nogle fordele i løbet af årene, så jeg skal nok klare det"
sagde han roligt og smilte blidt til hende. Det kunne godt være, at der måske kunne være tale om en straf, hvis hun først fandt ud af det, men på den anden side, så behøvede hun slet ikke at finde ud af det. Det kunne altid holdes hemmeligt, så længe at han ikke ville genkende Ishtar, når han var sammen med Drazilla, det var nemlig noget, som ville få voldsomme konsekvenser.
"Den eneste grund til at hun nok ikke kan lide dig, er fordi hun er bange for at miste sin kæreste, din mester, til dig. Hun er bare en smule jaloux anlagt"
sagde han med et mindre smil på læben. Da han selv kendte til den side af Drazilla. Men det var vel hendes sag og nogle gange var hun da også til at snakke til fornuft. Der skulle bare lidt tid til. Og så en del tålmodighed.

[Ishtar]

hun så let på ham før hun så mod skabet igen og gemte ansigtet "Jeg har aldrig prøvet at tage ham, jeg ser ham som en del af min familie, hvorfor skulle jeg tage ham fra en kvinde? jeg er altså kun et barn endnu" ordne røg ud af hende og hun så bare på ham nu med rolige øjne, stadig lidt små bange og så hurtigt ned igen, hun virkede på en måde genert og bange, bange på hans vejne og genert fordi hun faktisk stod og talte med ham som om de havde kendt hinanden rigtigt længe. hun så mod skabet igen "vil du ikke nok blive her lidt? og.. holde mig med selvskab.. jeg har været alene i lang tid nu.. og det er lidt skrammende" hendes ord var nærmest en hvisken og hun gemte ansigtet lidt, hun havde sagt hun var et barn men kunne man kalde hende det, hun var jo gået ind i de voksnes rækker nu som man kaldte det.

[Rai Mirriko]

Rai så en smule forvirret på hende og rystede let på hovedet, men det var ikke på grund af hende. Der var vist noget som hun ikke vidste omkring Drazilla, men skulle han nu også fortælle hende det. Hun virkede så forvirret og utryg ved hele situationen.
"Nok ser du dig selv som et barn. Men i Drazillas øjne er alle piger/kvinder som kommer for tæt på det, som hun ser som hendes, en trussel. Phoenix er en pige, som jeg ser som min lillesøster, men vi er blevet forbudt al kontakt pga Drazilla. Så der skal ikke meget til, Ish"
sagde han med en mere eller mindre bekymrende stemme. Da det virkelig gik ham på, at han ikke kunne komme i kontakt med Phoenix, medmindre at han virkelig ville løbe en større risiko. Han så en smule overrasket på hende, da hun som var så genert bad ham om at blive for at holde hende ved selskab.
"Jeg har ikke så meget andet at lave, men ønsker da ikke at se dig få problemer med Drazilla, hvis det først kommer så langt"
sagde han roligt, så det derved var hendes beslutning om hun nu ønskede at han skulle bliver der eller ej. Han ville ikke tage den beslutning for ham, var det en smule ligegyldigt, han kunne gøre bære skylden.

[Ishtar]

hun så på ham med et blik der viste lidt glæde "Du må godt være her.. og jeg er sikker på at du kommer til at se din søster igen.. Damian hendes hærføre skal nok få hende til det.. han har engang hjulpet mig nede på markedet.. selvom hans mænd skramte livet af mig" hun holdte hurtigt hænderne op foran munden og så væk. hun stod bare stille lidt før hun vendte sig om og så på hans krus "de har jo ikke drukket færdigt.." hun så på ham før hun så lidt væk og gik hen og satte sig, hun så bare ned i bordet og lukkede øjnene. "Så hun forbyder dig at være sammen med nogen.. så vil hun også forbyde dig at være her.. Hendes hærføre bliver ikke glad for dette..." hendes ord var mindre end en mumlen og hun rejste sig hurtigt op igen og gik oven på, med en hast så hun fik vældtet sit eget krus " bare lad det ligge jeg kommer ned om lidt.." hun holdte ikke engang øje med om der havde været noget i, og hvis der havde været ville hun kunne mærke det om nogen få minutter hvor det ville begynde at brænde på hendes arm.